Nærkontakt af nulte grad

Mange tror at kommunikation med fremmede rumvæsner er en reel mulighed, men enkelte kritikere og filosoffer mener, at det blot er et udtryk for almen menneskelig ønsketænkning


Af Robin Engelhardt

For første gang har et privat firma nu tilbudt mennesker at sende private beskeder ud til fremmede væsner i rummet. For 15 dollar kan man få vedhæftet sine egne håbefulde spørgsmål og kosmiske bekymringer til de fremmede og sikkert super intelligente aliens fra fjerne solsystemer.


Nyheden stod at læse i mange aviser sidste mandag, hvor man citerede talsmanden fra projektet Encounter 2001, Christopher Panceri, som udtalte sig med stor begejstring om begivenheden. Men ingen i medieverdenen ser sådan rigtig ud til at have tænkt nærmere over sagen, fordi den både teoretisk og praktisk må betragtes som en særdeles tvivlsom affære (hvis ikke som en omgang hårrejsende bondefangeri).

KONTAKT MED FREMMEDE
Det i denne sammenhæng virkelig interessante og essentielle spørgsmål er, om det overhovedet er muligt at tyde et for os mennesker totalt fremmed signal.

Er ethvert budskab ikke, hvadenten det er sendt som et billede eller som en binær række af radiosignaler, nødvendigvis behæftet med ukendte kulturelle præmisser? Og er det muligt at tyde et signal fra rummet uden at projicere egne forventninger over på det?

Er det i det hele taget muligt at observere ting, der er adskildt fra vores selv-selektive perspektiv, for at vi derved kan komme i kontakt med det virkelig fremmede? Det er en række spøgsmål, som mange filosoffer som f.eks. Ludwig Wittgenstein, Michel Foucault og Stanislav Lem har grundet meget over, mens forskerne og amatørastronomerne snarere ukritisk har kastet deres håbefulde flaskepost ud i galaksen ­ efter devisen: Man kan jo altid prøve.

E.T. PHONE HOME
De tidligste spekulationer om kommunikation med fremmede væsner fra rummet handlede om beboerne på Månen eller på Mars. Hvis disse selenitter (som man dengang kaldte månemændene), eller de grønne marsmænd, levede som vi, ville vi måske kunne observere dem igennem vores teleskoper, og vi kunne udveksle tegn med hinanden; tegn der viste, hvor kloge vi var.

En af de første idéer var at ryde store arealer i de Sibiriske skove for at afbilde geometriske figurer ­ f.eks. en trekant men tilstødende kvadrater i en anden farve ­ for at illustrere, at vi skam forstår Pythagoras sætning.

En lignende idé kom fra den store matematiker Karl Friedrich Gauss, som i 1826 foreslog at grave kæmpe kanaler i Saharas ørken, fylde dem op med petroleum og antænde skidtet.

SKRIFTEN PÅ VÆGGEN
På den måde skulle flammeskriften i sandet i princippet kunne ses med det blotte selenit-øje fra månen.

Da rumskibe blev en håndfast teknisk mulighed i midten af dette århundrede foreslog Robert Goddard, at raketter skulle medtage store metalplader med indskriptioner af geometriske figurer, billeder af mennesker og astronomiske objekter (se eksempel til højre). Det var starten til de store CETI-projekter (CETI står for Communication with Extra Terrestrial Intelligence, og refererer til både afsendelse og modtagelse af rumsignaler, mens det nyere SETI-projekt ­ Search for Extra Terrestrial Intelligence ­ står for den mere passive lytte-strategi).

AMØBEFORMET LIV
Det blev hurtigt klart, at der kun eksisterede to måder, hvorpå man kunne sende beskeder ud i rummet: Den ene er den ikoniske ­ dvs. afbildninger uden nogen form for kodning, og den anden er den symbolske ­ en mere indirekte kommunikationsform (f.eks. ved hjælp af binære radiosignaler), der kræver en afkodning og en rekonstruktion af budskabet (som i sidste ende alligevel beror på ikoniske billeder - som i nærværende billede til højre, hvor en binær sekvens med nuller og ettaller skal anordnes på en flade med hhv. sorte og hvide firkanter, hvorefter man ­ måske ­ kan "se" at det forestiller mennesker, matematiske relationer, teknik, osv..).

Den første mulighed ­ som viser billeder direkte ­ blev brugt i rumskibe som Pioneer og Voyager. Diagrammet i Pioneer viser f.eks. en mand (med en hilsende hånd ­ eller er det et våben?) og en kvinde, samt vores solsystem og andre figurer (et diagram af et hydrogenatoms spinovergange og af pulsarers afstande i forhold til jordens position).

Problemet med sådanne afbildninger er åbenlys. Vendes billedet på hovedet tror rumvæsnerne måske, at den jordiske livsform er amøbeformet med strålearme, hvorimod menneskekroppene måske vil blive tolket som et diagram over rumskibets strømkredse. Problemet er følgende: Forudsat der ikke findes en fælles referenceramme mellem to vidt forskellige livsformer, vil enhver tolkning af figurerne være principiel tilfældig.

ROSETTE-STENEN
Et godt eksempel på det problem er de gode gamle hieroglyffer: Uden Rosette-stenen ville man nok aldrig have kunnet decifrere de egyptiske hieroglyffer (Jean-Francois Champollion fandt en tydning på Rosettestenens inskriptioner i 1823, idet den viste sig at have en indskrift dedikeret til Ptolemaios den 5., der var skrevet på både hieroglyf-sprog, dvs. på demotisk eller hieratisk, og på græsk). Havde Champollion ikke haft sin gode idé, ville hieroglyfferne måske stadig den dag i dag fremstå som mystiske og uindtagelige hemmeligheder, selvom de er forfattet af mennesker som os (iøvrigt er nogle passager på Rosettestenen stadig uforståelige for os, selvom de er blevet oversat).

På samme måde vil et intergalaktisk budskab, hvadenten det er sendt til eller fra os, ikke kunne forstås (forudsat at afsender og modtager ikke er særdeles ens mht. anatomi og historie ­ ja faktisk talte samme sprog). Når signalet i Carl Sagans klassiker Contact derfor viser sig at være en byggevejledning til et rumskib, må det altså betragtes som det rene science-fiction (hvilket det også er).

I virkeligheden er situationen tværtimod omvendt: Hvis to for hinanden fuldstændig fremmede kulturer prøver at kommunikere med hinanden ved hjælp af signaler igennem rummet, vil de hver for sig kun opfatte det, de ved hjælp af deres historie og anatomi er i stand til; ligesom en myre kun kan drage fordel af en død digter på sin helt egen måde.

ANTROPOMORFISMER
'Hvis en løve kunne tale, ville vi ikke kunne forstå den,' sagde Wittgenstein. Denne indsigt, eller denne kritik, kaldes i nogle kredse for inkommensurabilitetsproblemet.

Kernen i kritikken er tanken om, at enhver realitetsopfattelse jo kræver metodologiske valg, som aldrig kan være forudsætningsløse. Da enhver kommunikation i form af afbildninger eller symboler også indeholder en konceptualisering af verdenen, der forudsætter en biologi, en kultur og en historie, vil en gensidig forståelse uden disse fællesnævnere være umulig. Og dette gælder ikke kun for det almindelige sprog. Selv universelle sandheder såsom Pythagoras Sætning (i hvert fald i den Euklidiske geometri) eller termodynamikkens første lov om energiens bevarelse, indeholder antropomorfismer i deres repræsentation. Forholdet mellem tegnet og det betegnede er nemlig aldrig entydig.

SELEKTIVT SYN
Derudover mener videnskabsfilosoffen Nicholas Rescher fra University of Pittsburgh, at væsner på fjerne planeter kan have ganske andre kriterier og mål for videnskabelig tænkning ­ og for tænkningen i det hele taget. 'Deres forklaringsmekanismer, deres forhold til forudsigelse, og deres måde at opnå kontrol over naturen på, kan være helt anderledes end vores,' siger han.

På den måde er menneskers fremhævelse af for eksempel figurative billeder i CETI-projekterne ikke noget objektivt valg, men blot et udtryk for vores filosofi om, at den synlige inspektion er den rette måde at opnå viden på.

Også Michel Foucault påpegede, at vores tiltro til synet måske ikke er andet end en tilfældig kulturel udvikling siden det 17. århundrede. Så selv uden at stille spørgsmålet om rumvæsnerne overhovedet kan se, vil det være klogt ikke at overdrive vigtigheden af synssansen.

Men vil man rense sit galaktiske budskab for antropomorfismer og selv-referentialiteter, bliver resultatet et lukket objekt uden noget som helst udsagn om afsenderen. Det bliver til en lukket enhed; et fysisk fænomen, som ikke længere kan pege på nogen kontekst eller fortolkning, og derfor vil det kun kunne forstås af dem, som i forvejen ved hvad det betyder.

STORE FORVENTNINGER
I informationsteorien taler man her om et referenceproblem: Et lukket objekts virtuelle informationsindhold vil kunne beskrives som en sandsynlighedsfordeling over alle mulige fortolkninger med een og samme sandsynlighed. Først når der opstår referentielle begrænsninger for realiseringen af de enkelte alternativer, vil der kunne opstå betydningsbærende elementer, som så igen kan virke tilbage og favorisere bestemte muligheder. Oprindelsen af meningsfyldt information (i f.eks. en binær sekvens) er altså ensbetydende med en ændring i sandsynlighedsfordelingen af mulighederne på grundlag af en yderligere indespærring, som kun kan opstå ved en berøring med en omverden.

Hvad er resultatet af alle disse abstrakte overvejelser? Ja, resultatet er, at uden referencer kan et virkelig fremmed signal ikke være andet end et spejl. Et spejl af vores egne tanker. Man bliver offer for en projektion, og begynder at lægge sine egne bekymringer og håb i signalets tydninger. Militæret vil sikkert forvente nye våben, videnskabsmanden ny erkendelse, og skønånden vil håbe på forløsning. Men når alt kommer til alt, vil vi mennesker ikke være i stand til at erkende eller forstå signaler fra fremmede verdener, selv hvis de stod med lysende flammer på firmamentet.



Videre læsning:


  • Nicholas Rescher: Communicative Pragmatism ­ And Other Philosophical Essays on Language (Rowman & Littlefield, 1998)







  • Stanislaw Lem: His Masters Voice, Harvest Books, 1968







  • Carl Sagan: Contact, 1985  
  • 0 comments:

    There was an error in this gadget