Kærlighedsdynamikkens anden lov

Et ægteskab er som et køleskab: Uden varmepumpe og masser af energi kan du ikke holde det kørende.


Af Robin Engelhardt

Naturvidenskabsmænd har altid haft svært ved at bidrage fagligt til fænomenet kærlighed. De er gode til at lave grafer og bygge modeller, men når det gælder følelser, tenderer deres råd det banale.

Biologen nævner måske, at det er noget med hormoner - og at du skal tage en pille - mens matematikeren spidsfindigt bemærker ligheden med de kaotiske attraktorer, der som bekendt afhænger af begyndelsesbetingelserne. Hvis du er heldig, kan du møde en indsigtsfuld inge­niør, som siger 'Kærligheden er som en bil. Den holder længst, når den passes og plejes'. Tak, far.

Den for kærligheden mest sarkastiske (og uhjælpsomme) af alle videnskaber er nok statistikken, idet den har rigtige tal at forholde sig til:
I 2009 blev 14.940 ægtepar skilt i Danmark, hvilket er to procent mere end året før. Halvdelen af skilsmisserne skete i ægteskaber, der har varet mindre end ti år, og den største forekomst af skilsmisser var efter tre års ægteskab. Tendensen har stået på i over 100 år og tyder på, at satirikeren Ambrose Bierce havde fat i noget, da han i 1911 påstod, at kærlighed er en midlertidig sindssyge, som bedst helbredes ved at indgå ægteskab.

En ekstra indsats
Under den håbløst romantiske antagelse, at kærlighed faktisk har noget med ægteskab at gøre, har økonomen José-Manuel Rey fra universitetet i Madrid nu taget den galoperende serielle monogami ved hornene (så at sige) og lavet en matematisk model for, hvorfor parforhold er udsat for så voldsom en relationel transition, som det ses i den vestlige verdens statistiske databaser, og hvilke kræfter, der er på spil, når par skilles så hyppigt.

Hans udgangspunkt er, at der eksisterer en menneskelig variant af termodynamikkens anden hovedsætning, der siger, at et lukket systems 'uorden' - dets såkaldte entropi - altid stiger, og dermed nedbryder alt, hvad der kan kaldes struktur og form. Ligesom øllet i køleskabet ville blive varmt og fladt, hvis det ikke fik tilført energi udefra til at holde sig i form, ville et ægteskabeligt forhold hurtigt gasse af, hvis ikke begge parter lagde ekstra arbejde i at holde det sprudlende. Kærlighed er ikke nok.

Vi vender tilbage til Rey senere, for det var oprindeligt psykologen John Gottman, der i 1998 formulerede denne 'sentimentale relationers hovedsætning' på baggrund af ekstensive undersøgelser af amerikanske parforhold. Fra videooptagede samtaler kunne han se, hvilke mekanismer, der typisk fører til brud og hvilke, der bidrager til stabilisering. De fire klareste indikatorer for et apokalyptisk ægteskab er ifølge ham: Kritik, foragt, forsvar og ignorering - hvor foragt nok er den værste.

Ifølge Gottman har ægteskaber bestemte ligevægte. Hvor de er, og hvad de afhænger af, er meget individuelt. Nogle par kan have fundet deres ligevægt i en desperat ulykkelig tilstand, mens andre har fundet den på et mere positivt niveau. Desuden findes der en del par, som har multistabile ligevægte, hvor de bevæger sig i en mere eller mindre kaotisk bane mellem flere marginalt stabile tilstande, fra lykkelig til ulykkelig og tilbage.

Ægteskaber kan desuden opdeles i fem klasser, hvoraf visse er fremtidssikrede, andre ikke, siger Gottman. Ud fra en enkelt parsamtale i sit 'love lab' i Seattle mener han 'med 94 procents sikkerhed' at kunne forudsige, om et ægteskab vil kunne holde eller ej. Andre, som f.eks. journalisten Laurie Abraham, tror ikke helt på hans resultater, og har for nylig skrevet en lang artikel i Slate Magazine om hvorfor.

Urealistiske forventninger
Psykologisk set er der tale om et paradoks: Størstedelen af befolkningen nævner en varig kærlighedsrelation som det vigtigste element i et lykkeligt liv. Men i lyset af skilsmissesta­tistikkerne er det svært at forstå, hvorfor folk ikke skruer ned for deres forventninger. De er, når alt kommer til alt, overhovedet ikke realistiske.

I en amerikansk rundspørge fra 2002 mente 93,9 procent af alle adspurgte par, at risikoen for et brud i deres forhold var lav (20 procent) eller meget lav (74 procent). Det samme svar kom fra ugifte par (32 og 48 procent). I virkeligheden var risikoen for et brud 50 procent efter fem år (endnu højere for ugifte par). Man kan derfor roligt konkludere, at mennesker generelt ikke er i stand til at anskue deres egen situation ud fra rationelle (statistiske) kriterier.

Ud over forventningsparadokset er der selvfølgelig også mange eksterne faktorer, som har en betydning for parforholdets reducerede stabilitet. De fleste samfundsforskere mener, at stigningen i antallet af skilsmisser skyldes en kombination af socioøkonomiske og kulturelle faktorer.

De økonomiske forhold har især forskere som Gary Becker kigget på og udpeget kvinders indtræden på arbejdsmarkedet som en vigtig faktor. Det har reduceret arbejdsdelingen mellem kvinder og mænd, skabt større rigdom og sat større fokus på individets udfoldelsesmuligheder. Men også kulturelle og mere subtile sociale faktorer spiller ind.

Ustabil attraktor
Men for at vende tilbage til José-Manuel Reys model, der for nylig er publiceret i onlinetidsskriftet PloS one. Den er relativt simpel og antager, at de eksterne faktorer kan udtrykkes i en parameter, som får den subjektive lykkefølelse til at aftage stærkere end normalt efter vielsen. Han anvender koblede ikke-lineære differentialligninger, der består af to led: en funktion for lykkefølelsen, der aftager med tiden, og en funktion for den indsats, forholdet har brug for, for at kunne opnå en ligevægt.

Til forskel fra Gottmans differensligninger (baseret på Thoms katastrofeteori) ses parret i Reys model som en enhed. Partnerne er med andre ord homogame - kulturelt og socioøkonomisk jævnbyrdige - noget biologer kalder en 'assortativ parringsstrategi'. Deres kærlighedsdynamik er derfor udelukkende beskrevet af deres fælles intention om evig lykke.

Da det kræver energi og indsats, kan energien udtrykkes som en kontrolparameter. Modellen bliver derfor en variant af ingeniørernes kontrolteori, hvor 'indsatsen' er en parameter, der kan skrues op og ned for at holde et system inden for en veldefineret tolerancetærskel.

Modellen starter i tiden lig nul, altså i det øjeblik, hvor ringen er sat på. Med tiden viser mangfoldigheden (dvs. banen, som parret tager i faserummet) sig at være iboende ustabil. Uden en vedvarende indsats, der stiger med tiden, forværres forholdet, og resultatet er enten et ulykkeligt ægteskab eller en skilsmisse.

Modellen viser ikke overraskende, at den indsats (c-stjerne), parret ved vielsen tror, er nødvendig for at vedligeholde ægteskabet, er op til fem gange mindre, end den faktiske indsats (c-hjerte) som kræves i ligevægtspunktet. Det forklarer ifølge Rey delvist forventningsparadokset: Når vi er forelskede, kan vi ikke forestille os at kærlighed ikke er nok.

Ifølge Gottman er Reys model et forfriskende nybrud:
»Jeg synes, at Reys model er meget interessant. Det ville være godt at fitte den til data og se, om forudsigelserne kan valideres,« siger han til Ingeniøren og inviterer indirekte til samarbejde med sit love lab.

»Rey minimerer funktionernes eksakte form. Det har været min erfaring, at det kræver noget arbejde at finde de eksakte funktioner, og at det ikke udelukkende kan gøres abstrakt, men kræver faktiske data. Indtil dette bliver gjort, er det svært at vurdere modellens udsigelseskraft.«

Kaput kærlighed
Ifølge Oscar Wilde, der dybest set var en realistisk statistiker af det victorianske England, er gensidig misforståelse den almindelige basis for et ægteskab. I Reys model svarer dette til et dysfunktionelt parforhold, der, hvis de sociale normer ville tillade det, fører til skilsmisse. I sådanne situationer kan ligevægten kun retableres med en stærkt forøget indsats.

Ifølge Rey tilbyder modellen nogle råd om, hvordan man kunne holde et forhold i form. Kun ved at holde underskuddet i indsatsen på et tolerabelt niveau, og ved konstant at have styr på dynamikkens retning, kan man gøre sig håb om både at være gift og nogenlunde lykkelig - en tilstand, som ifølge parterapeuter er lige så sjælden som modellen her antyder. I virkeligheden er det værre endnu, mener Rey. En mere realistisk model ville ikke antage, at parret er homogamt, og den ville inkludere flere eksterne perturbationer - begge faktorer ville øge ustabiliteten.

Det er uklart, hvilke konklusioner man skal drage af modellen. Man kunne måske argumentere for, at det var bedre i de gode gamle dage, hvor manden bestemte det hele, og moderniteten endnu ikke var opfundet. Eller man kunne lære at skrue ned for forventningerne og sige tillykke til de mennesker, der med åbne øjne ofrer sig så meget for hinanden. Man kunne også spørge, om ægteskab overhovedet er en realistisk model til at finde lykke i et moderne samfund. I den sammenhæng er det passende igen at citere statistikeren Wilde: Hjertet er skabt til at knuses, og alle mennesker burde være forelsket hele tiden - hvilket er endnu en grund til aldrig at gifte sig.

0 comments:

There was an error in this gadget