I krigens tåge

General von Clausewitz er kendt for at sige, at krig er en fortsættelse af politikken med inddragelse af andre midler. Hans analyser af krig er derfor også gode til at forstå politiske kampe. Clausewitz kritiserede især, hvad han kaldte den ‘positive videnskab’, der forsøgte at udlede den rette taktik og strategi i en krig ud fra tal og logik alene. Det duer ikke, sagde han, fordi menneskets opfindsomhed altid kan skabe en situation, hvor ‘teorien står i modsætning til virkeligheden’.

Vi spoler 200 år frem og overfører tanken på klimapolitikken: Mange videnskabsmænd står i disse dage med fingeren på Keeling-kurven og måber over, at politikerne ikke føjer dennes påbud om at skære i CO2-udledningerne som logisk konsekvens. Tværtimod. De politiske tilbageslag for IPCC har vist, at hvor der er modstridende interesser, er der politisk vilje og evne til at boykotte al teori. Dette er menneskeligt – eller dyrisk, om man vil – men sådan er det.

En af årsagerne til, at COP15 fejlede, var Clausewitz’ pointe: Tal og teori kan aldrig definere fronterne i en kamp. Ved fronten hersker der altid en ‘ejendommelig tåge’ (‘fog of war’), sagde han – en tåge, der forhindrer en fuldkommen indsigt i alle motiver og interesser. Er klimaforhandlingerne et spørgsmål om at ‘redde kloden’ eller om at få forureneren til at betale? Handler det om solidaritet med de fattige eller om at forhindre nogle lande i at udvikle sig? IPCC og dets delegerede kæmpede med andre ord slet ikke en kamp mod klimaforandringerne, men om, hvor kampen mod klimaforandringerne skal stå.

Politologen E.E. Schattschneider (som har læst Clausewitz) skrev i 1960 bogen ‘The Semisovereign People’, hvori han analyserede denne demokratiets kamp om at sidde på agendaen. ‘Han som bestemmer, hvilken politik, der bliver ført, leder landet, fordi valget af konflikt giver magt’, skrev han og forklarede: ‘Hvad der sker i politik er afhængigt af, hvordan mennesker er interesseopdelte.’ Når en konflikt ikke kan vindes, forsøger nye koalitioner at skære kagen på ny, enten ved at mobilisere flere mennesker eller ved at ændre mål og strategi. Det er netop, hvad der er sket det sidste halve år inden for klimadebatten, hvor ’skeptikerne’ pludselig et kommet til orde i medierne, og Lomborg er blevet fan af innovationsdreven afcarbonisering.

I krigens tåge, hvor alle er lidt forvirrede om deres egen plads, er det derfor kun forståeligt, at der nu er kommet en rapport, som forsøger at blande kortene på ny. Den hedder The Hartwell Paper, og er skrevet af klimaforskere og politologer, som man aldrig rigtig har kunnet passe ind på en bestemt fløj. ‘En god krise må ikke gå til spilde’, står der i indledningen, og det er tydeligt, at de har lært fra Schattschneider. Deres forslag er at droppe kravet om CO2-reduktion og i stedet fokusere på at: 1. sikre varig og billig energi til alle, 2. sikre udvikling uden at underminere Jordens essentielle funktioner, og 3. sikre mennesker mod klimakatastrofer ligegyldigt hvad deres årsag måtte være.

Gruppens pointe er, at endemålet stadig er det samme: at stoppe klodens opvarmning, blot via en (langsommelig) omvej som er politisk mere spiselig. Argumenterne i rapporten giver politikerne mulighed for at ‘frame’ problemet på ny, f.eks. ved at se tiltag mod klimaforandringerne som en beskyttelse af mennesket mod et destruktivt klima, og ikke omvendt, og ved at erstatte forsigtighedsprincippet med krav om frihed under ansvar. Schattschneider og Clausewitz ville være stolte. Men om manøvren lykkes vil afhænge af, hvor mange der bakker op om ideen. Hvis de gør, vil en del klimaforskere stå alene tilbage på en tom slagmark – og igen kunne koncentrere sig om deres tal. Hvor befriende.

0 comments:

There was an error in this gadget