På sporet af Jordens tabte energi

Stadig flere drivhusgasser fanger Solens energi, men oceanerne optager ikke varmen. Det har man vidst i nogle år uden at kende år­sagen. Nu begynder klimaforskere åbent at diskutere, hvor den overskydende varme mon er blevet af.

I oktober 2009 sendte den amerikanske klimaforsker Kevin Trenberth en e-mail til en række kolleger, hvori han skrev, at 'det er et faktum, at vi ikke kan gøre rede for den manglende opvarmning lige nu, og det er en parodi, at vi ikke kan.' E-mailen blev hacket sammen med mange andre e-mails fra en computer på det britiske klimaforskningsinstitut CRU på University of East Anglia, og har siden været genstand for megen diskussion med de skeptiske stemmer i klimadebatten.

I en artikel i fagbladet Science fra 16. april har Trenberth nu fået lov at forklare sin bemærkning for et større publikum. Og sagen er rigtig nok en smule irriterende. Ved at måle netto-indstrålingen fra Solen og netto-udstrålingen af varme på toppen af atmosfæren, er klimaforskerne i stand til at beregne, hvor meget energi, der bliver fanget på Jorden. Man mener at vide, at 90 procent af denne overskydende energi, der beløber sig til cirka én watt per kvadratmeter, er blevet brugt til at opvarme oceanerne. Resten har smeltet isen ved polerne, opvarmet jorden og atmosfæren.

Homo open source sapiens

Det var en overraskelse, da det humane genomprojekt viste, at mennesker kun har 25.000 gener. Nu er der kommet en ny overraskelse. Denne gang fra det europæiske MetaHIT-projekt, som både DTU og Syddansk Universitet deltager i. Her har man undersøgt menneskers tarmflora, og det viser sig, at den indeholder flere end 3,3 millioner bakteriegener. Det er 150 gange så mange, som menneskegener. Ergo: 99,3 procent af generne i vores kroppe er ukendt kode, der bor i vores mave, på huden, i mund og næse og sikkert også alle mulige andre steder.

En del biologer er nu begyndt at tale om, at menneskekroppen egentlig ikke er en organisme. Det er en 'superorganisme' bestående af tusinder af specialiserede arter - lidt ligesom et koralrev eller internettet. De kommunikerer i et netværk af signalstoffer, forsvarer helhedens helbred, hjælper med at fordøje maden og forbrænde energi. Vi er sikkert også vært for en endnu større hær af neutrale blaffere, symbionter og snyltere, der bare hygger sig på rejsen. Men kun et fåtal af dem er sygdomsfremkaldende.

Her har vi, med Søren Brunaks ord, stof til eftertanke. Den første eftertanke er, at vi er meget afhængige af bakterierne. Mikroberne udfører biokemiske opgaver, som vi ikke selv kan udføre. De udvider vores genetiske potentiale, og hvis vi ville flytte til en fjern planet, måtte vi sikkert tage halvdelen af biosfæren med for at kunne overleve. Det viser sig også, at bakterierne er yderst specialiserede. Hvert menneske har sin egen sammensætning af dem. Mange af kroppens helbreds- og sygdomstilstande kan således ses som rekombinerede blandingsforhold af bestemte bakteriekulturer. Vi er et amalgam af mikrobe- og menneskeceller. Og hver krop er sin egen evolutionære niche.

Tænker man lidt videre over det, er den anden og mere fundamentale eftertanke, at arter egentlig ikke er arter, men open source projekter. Se blot på evolutionshistoriens mange eksempler på, hvordan autonome bakterier er blevet integreret i større organismers kredsløb, efter at de viste sig at være nyttige og stabile. Tænk på cellernes mitochondrier, der oprindeligt var mikrober, men nu fungerer som oxidationskraftværk i alle celler med kerne. Tænk på chloroplast, som oprindelig var en blågrøn alge, men nu er planternes primære værktøj til at omdanne CO2og vand til ilt og sukker ved hjælp af sollys.

Et af de mest kendte manifester for open source-bevægelsen er Eric Raymonds 'The Cathedral and the Bazaar' fra 1997. Han lovpriste den åbne basar, fordi flere øjne er bedre til at finde fejl og lave forbedringer end den ene katedralarkitekt, der har udtænkt det hele. Evolutionen har uden tvivl brugt samme princip. Hver bakterie bidrager til det fælles projekt, ikke fordi den er en idealist, men fordi lortet skal virke. Jo mere udbredt en ny teknik er, jo hurtigere bliver den bedre. Gode bakterier ved, hvad de skal programmere - de bedste ved, hvad de skal genbruge.

Den nye syntetiske biotek-bevægelse, beskrevet i artiklen til venstre, har lært lektien. Den vil, må man håbe, tage magten fra biotekindustriens store Microsoft’er og gøre hvert enkelt biolab til en uafhængig open source-developer. Den vil dele koder, debugge, beta-teste og lytte til kunderne. Et perfekt design opnås ikke, når der ikke er mere at tilføje, men når der ikke er mere at fjerne. Og hvordan de enkelte moduler i sidste ende kombineres til større enheder, kan vi kun gisne om. Naturens bakterier har f.eks. fundet på at lave eukaryotiske celler, flercellede organismer og så bizare ting som højereordens pattedyr. Godt at der ikke var nogen, som tog patent.

Gør-det-selv-biotek er på vej til din garage


Komponer din egen DNA­-kode, få et firma til at lave genet, test resultatet i en bakterie, og ændr verden. Den syntetiske biologi er på vej til at blive open source.

Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk

Den første transistor lignede noget, som enhver nørd ville kunne skrue sammen i en garage. Men det var en opfindelse, der førte til udviklingen af kæmpe mainframe computere og senere til mikroprocessoren. Produktionsprisen faldt hurtigt, og inden længe havde hackere opfundet pc'en, internettet og de sociale medier.

Det samme er ved at ske inden for biologien. Fra at være multimillion­dollar forskningsprojekter med monsterlaboratorier og brede patenter, er biotek ved at modne til en mere folkelig sport, som alle kan bedrive. Amerikanske universiteter som MIT og spin-off-firmaer som Ginko Bio­works og BioBricks Foundation er i fuld gang med at bygge en open source infrastruktur, som gør det muligt for biohackere at lave sikre plug-and-play organismer til at udføre funktioner, hvor kun fantasien sætter grænser.

Siden 2004 har MIT f.eks. afholdt en årlig konkurrence for bioingeniørstuderende kaldet International Genetically Engineered Machine - forkortet iGEM, hvor man kan præsentere sine skabninger for andre. I 2004 lavede de studerende en bakteriekultur, som reagerede på lys ved at blive mørk. Det var verdens første menneskeskabte levende gigapixel kamera. I 2005 var der 13 hold som konkurrerede, i 2006 var der 38 og sidste år var der 112, som konkurrerede om at udvikle den sejeste syntetiske celle. De kommer fra næsten alle verdenshjørner, og deres kreativitet kender ingen grænser.

This blog has moved


This blog is now located at http://blog.robinengelhardt.info/.
You will be automatically redirected in 30 seconds or you may click here.

For feed subscribers, please update your feed subscriptions to
http://blog.robinengelhardt.info/feeds/posts/default.

Jordbunden afgiver mere CO2 end tidligere

De øgede globale temperaturer har fået jordbunden til at være mere aktiv. Det frigiver mere CO2 til mulig skade for klimaet.

Læs hele artiklen som pdf

Når snakken falder på klimaforandringerne, tænker de fleste på atmosfæren. Men både jordbunden og oceanerne afgiver hver især ti gange så meget CO2 om året, som vi udleder ved at afbrænde fossile brændstoffer og dyrke afgrøder. Små ændringer i oceanernes og jordbundens carboncyklus kan derfor have store konsekvenser for det samlede CO2-regnskab.

Ben Bond-Lamberty og Allison Thomson fra University of Maryland-College Park i USA har sat sig ned og samlet 439 eksperimentelle studier over hele kloden, der har målt på jordbundens respiration for at finde ud af, hvordan den korrelerer med de ændrede temperaturer. Resultatet viser, at jordbunden frigiver mere CO2, jo varmere det bliver. Spørgsmålet er nu, om det er farligt.

»Den globale flux af CO2 fra jordbunden op i atmosfæren var 98 gigaton carbon i 2008, hvilket giver en gennemsnitlig stigning fra 1989 til 2008 på 0,1 procent,« siger Ben Bond-Lamberty til Ingeniøren. Man ved ikke, om denne stigning er udtryk for, at jorden bare ånder hurtigere i et varmere klima, hvor der er flere planterester og flere mikrober på arbejde, eller om jordbunden effektivt taber carbon.

Stewart Brand råber hurra for byer, a-kraft og biotech i bogen Whole Earth Discipline

Legendariske Stewart Brand var med til at grundlægge miljøbevægelsen i 1960'erne. Han har set den vinde hjerter, men også forstene i romantik. Med bogen Whole Earth Discipline forsøger han at give den nyt liv med en klystersprøjte af ingeniørvidenskab og en god dosis pragmatik.

Læs hele artiklen med kommentarer her

»Hvis den grønne bevægelse ikke lærer at omfavne videnskab og teknologi og spille en ledende rolle for dem begge, risikerer den at ende på historiens mødding ligesom den røde bevægelse gjorde det.«

Så bastant bliver det sagt af en mand, som har været med hele vejen. I 1968 udgav hippien Stewart Brand bogen Whole Earth Catalog, der hurtigt blev omfavnet af miljøbevægelsen for sine praktiske råd om det uafhængige og frie liv med naturen. Woodstock, flowerpower og masser af syre passede fint til bogens budskab om at transformere planeten og give magten til den enkelte.

I sin nye bog Whole Earth Discipline fokuserer fremskridtsoptimisten Stewart Brand ikke på individet, men på hvad kollektivet kan, hvis det vil. Ud over at komme med en lang række anbefalinger for, hvordan vi kan skabe os en mere stabil og bæredygtig fremtid, administrerer han den ildelugtende ende af miljøbevægelsens idealer en ordentlig klystersprøjte af videnskab, og formår på imponerende vis at skylle ud i de værste fejltagelser som han selv og de grønne har begået.
There was an error in this gadget