Massemordenes mekanikere


I en udstilling i Oslo kan man se, hvordan helt almindelige ingeniører med koner og børn kunne blive nogle af de vigtigste bidragsydere til nazisternes masseudryddelser - bare ved at være ambitiøse på deres fags vegne.

Læs hele artiklen som pdf
Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk

Hvad får gode folk til at gøre onde ting? Hvordan kan man få moralske mennesker til at handle grusomt? Hvor går grænsen mellem godt og ondt, og hvad får folk til at krydse den?

En tankevækkende udstilling om ingeniørerne bag gaskamrene og ovnene i koncentrationslejrene under anden verdenskrig forsøger at give et svar. Udstillingen, der nu kan ses på teknisk museum i Oslo og tidligere har været vist på Arbejdermuseet i København, viser med al tydelighed, hvordan helt normale mennesker som du og jeg, med ikke andet end lidt ambition og faglig stolthed, kan drives til at være villige bødler for nazisternes masseudryddelser.

Når man har set udstillingen, kan man dog ikke undgå at tænke, om det var mere end faglig stolthed og ambition, der drev disse ingeniører. En del psykologisk forskning har da i årene efter anden verdenskrig også forsøgt at forstå kompleksiteten i netop dette fænomen: hvordan kan morderisk ondskab opstå i helt almindelige mennesker? Svarene peger på, at der må være mere på spil: Der må i høj grad være tale om nogle systemiske gruppedynamikker og en nærmest mekanisk tendens til at adlyde autoriteter.

Topf & Söhne
Udstillingen i Oslo følger firmaet Topf & Söhne, der leverede ventila­tionssystemet og ovne til bl.a. Auschwitz. Firmaet var på det tidspunkt allerede 50 år gammelt, og havde altid været meget bekymret om det etisk forsvarlige i deres arbejde, især fordi kremation på det tidspunkt stadig var kontroversielt. Ovnene var bygget til at respektere de døde og gøre kremation til en værdig beskæftigelse. Ovnene var designet på en sådan måde, at flammerne aldrig kom i direkte kontakt med liget, og askeopsamlingen i urnerne var konstrueret, så asken altid kunne relateres til den rette afdøde. Og forbrændingen skulle også være lydløs og lugtfri.

Men da firmaet begyndte at lave ovne til koncentrationslejrene fra 1939 og frem, blev alle disse fine hensyn sat til side. Ovnene blev forstørret, gjort mere effektive og hurtige. Man skulle kunne slippe af med så mange lig som muligt for pengene. De humane foranstaltninger blev lynhurtigt udskiftet med teknikker, som man kender fra affaldsforbrænding og kadaverdestruktion. Ovnene blev gjort større, mere effektive og lettere at masseproducere.

De mest ambitiøse medarbejdere i firmaet søgte endda om et patent til en ekstra hurtig, fire-etagers ligforbrændningsovn, som kunne operere kontinuerligt 24 timer i døgnet. Kurt Prüfer, der var det afgørende bindeled mellem firmaet og SS-ledelsen og overvågede installationen af ovnene i Auschwitz, foreslog på eget initiativ at bruge overskudsvarmen fra ovnene til at opvarme gaskamrene til 26 grader celsius - den temperatur, hvor nervegassen Cyklon B har sin mest dødbringende virkning.

Det er klart dokumenteret i udstillingen, at ingeniørerne vidste alt om, hvad ovnene skulle bruges til. I et telefonmemo fra Topf & Söhne til SS-ledelsen kan man bl.a. læse, at 'luftventil nr. 450 til gaskammeret' mangler og skal nybestilles, hvilket dokumenterer, at ansatte i Topf & Söhne i Erfurt vidste alt om, hvad der foregik i Auschwitz, i Dachau, i Mauthausen, i Gusen og i Buchenwald, selvom de aldrig selv havde været nogen af stederne. Og logoet for Topf & Söhne stod stolt skrevet på alle ovnene.

Nazisterne forsøgte at skjule, hvad der foregik i koncentrationslejrene. Hele manøvren med at gasse og brænde fangerne var et led i at skjule beviserne for eftertiden. Men man forsøgte også at normalisere og banalisere sine handlinger og dermed foregøgle sin personlighed en intakt normalitet. SS talte ikke om gaskamre, men om afklædningsrum. Da Obersturmbannführer Adolf Eichmann videregav logistikken omkring Wannseeprotokollen, der minutiøst havde planlagt jødeudryddelserne, talte han om, at der skulle transporteres 'gods', ikke mennesker. På den måde kunne han allerede fra starten nægte jøderne al menneskelighed og gøre det nemmere for de underordnede at handle derefter.

Banalt og komplekst
Siden disse uhyrligheder fandt sted, er der blevet tænkt og skrevet meget om, hvad der får normale mennesker til at handle sådan. Hannah Arendt er berømt for sin tese om 'ondskabens banalitet', der siger, at Holocaust ikke blev udført af et par perverse fanatikere og sociopater, men af helt normale familiefædre, der accepterede en given social og politisk si­tuation som normal, og handlede derefter. I et demokrati kan den slags adfærd altså også opstå.

'Normalitet' er en kontekstuel norm, der kan drejes i alle retninger. Men hvad er det, der drejer den? Og hvordan drejer det? Samtidig med at Hannah Arendt skrev om Eichmann i Jerusalem i perioden mellem 1961 og 1963, begyndte Stanley Milgram at lave eksperimenter i 'normalitet' på sit institut på Yale. Han instruerede frivillige i at give en forsøgsperson (der var skuespiller og medsammensvoren til Milgram) en række elektriske chok, for at blive bedre til at lære og huske bestemte ting. De frivillige vidste ikke, at de elektriske stød var fingerede, og indvilligede i 65 procent af forsøgene i at give skuespilleren tre dødelige doser på 450 volt, hvis de blev opfordret til det.

Forsøget er blevet gentaget mange gange derefter, og en metaanalyse af resultaterne viser konsistent, at 61-66 procent af befolkningen er villig til at dræbe en anden person når de bliver opfordret til det via stadig mere insisterende påbud: I Milgrams eksperiment var ordlyden først 'vær så venlig at fortsætte', så 'eksperimentet kræver, at du fortsætter', derefter 'det er absolut essentielt at du fortsætter' og til sidst 'du har intet andet valg, du skal blive ved'. I kun cirka 35 procent af tilfældene nægtede forsøgspersonerne altså, og forsøget blev stoppet.

Mange andre eksperimenter inden for socialpsykologien har bekræftet resultatet, blandt andet Solomon Aschs konformitetseksperimenter og Philip Zimbardos 'Stanford prison experiment' (se bokse). Der findes også en variant af Milgrams eksperiment, der undersøger, hvorvidt villigheden til at dræbe øges i en si­tuation, hvor der er et krav om konformitet. Og det er nok så meget tilfældet. Når der f.eks. er to skuespillere til stede, som sammen med den frivillige forsøgsperson også skal skrue op for de elektriske stød, men nægter at gøre det, falder følgagtigheden til ti procent. Men når de koopererer og skruer op, stiger følgagtigheden til hele 93 procent.


Stanford prison experiment
I 1971 fik den unge professor Philip Zimbardo fra Stanford Universitet sine studerende til at deltage i et psykologisk eksperiment, hvor de skulle spille et rollespil. Den ene halvdel blev sat til at være fængselsvogtere og styre et improviseret fængsel i kælderen på instituttet, mens den anden halvdel fik rollen som fanger. Vogterne fik udleveret et træbat, solbriller og militærtøj, så de lignede nogle rigtig onde skiderikker, mens fangerne fik gamle kitler og strømpeholdere, for at føle sig ydmyge og se grinagtige ud.

I løbet af ganske få dage udviklede rollespillet sig til et autoritært mareridt for fangerne, og to måtte forlade eksperimentet før tid. Den ene af dem var blevet sindssyg. Resten fortsatte, og accepterede vogternes sadistiske og ydmygende overfald, indtil Zimbardo måtte afbryde eksperimentet efter seks dage, fordi det var kommet ud af kontrol. En tredjedel af vogterne havde udviklet sadistiske træk, mens fangerne talte om at bryde ud, og var gået i sultestrejke, selvom de kunne have stoppet eksperimentet når som helst.

Zimbardo har i bogen 'The Lucifer Effect' draget paralleller til koncentrationslejrene, til Abu Ghraib-fængslet og Guan­tanamo ved at påpege, hvor nemt det er at skabe en kontekst, hvor tortur er normalt, og ondskaben har flertallet. Zimbardo mener, at det netop ikke er en enkel eller to korrumperede mennesker, der får de andre til at gøre nogle grimme ting. Det er et ondskabsfuldt system, der korrumperer alle de gode mennesker til at blive onde.

Et demokratisk problem
Tilføjer man til disse faktorer et ønske om social opstigning, ambitioner, almindelig faglig stolthed, samt en eventuel angst for at blive afstraffet, kan det måske bedre forstås, hvorfor næsten alle tyskere fulgte Hitler.

Hvis de fleste mennesker kan blive til små Eichmænd og Mengeler, kunne det i det mindste være rart at vide, hvad tegnene er på vejen dertil. Desværre er der stadig alt for få bud på dette blandt forskere og filosoffer. Ifølge Zimbardo og Milgram er det dog ikke den gamle forestilling om et enkelt råddent æble, der forfører de andre. Det er snarere et system af normer og forventninger, der helt konkret laver om på folks identitet, så de pludselig kan blive til bødler, selvom de for en uge siden var erklærede pacifister.


Aschs konformitetstest
Gestaltpsykologen Solomon Eliot Asch bad i 1950'erne studerende om at deltage i en række 'synstests', hvor de skulle afgøre, hvilken af de tre linjer til højre, der er lige så lang som den til venstre. Hver enkel student blev sat i en klasse, hvor der også var andre 'deltagere', men de var skuespillere, og gav med vilje forkerte svar.

Eksperimentet viste, at forsøgspersonens første svar som regel er korrekt, selvom de andre siger noget andet, men efterhånden, når læreren bliver ved med at spørge, skifter gennemsnitligt 32 procent af forsøgspersonerne mening, så den passer med de andres.

Sådanne sociale gearskift betyder ikke, at man kan fritages for personligt ansvar. Ikke helt. Men ansvaret er også demokratisk. Hvis man ønsker at påstå, at det kun var Kurt Prüfer, der var skyld i Topf & Söhnes deltagelse i masseudryddelserne, eller hvis man ønsker at tro, at Hitler var den eneste grund til anden verdenskrig, risikerer man at banalisere ondskaben lidt for meget.

Det er rigtigt, at et par modige helte de rigtige steder kunne have ændret verdenshistorien på afgørende vis. Vi kunne have været mere heldige. Men det er også rigtigt at heldet følger de tossede. Udstillingen Dødens ingeniører sætter mange vigtige tanker i gang. Den forsøger at svare på, hvad det var, der fik almindelige ingeniører til at deltage i perfektioneringen af jødeudryddelserne uden den mindste antydning af skrupler.

Udstillingens prøvende svar er, at årsagen må være en form for professionel stolthed. Men det kan ikke være hele historien. Hvis vi vil undgå den slags civilisatoriske sammenbrud fremover, kræver det mere end at tale til vores samvittighed og håbe på helte. Krigsforbryderdomstole, der går efter bosserne, og dermed skræmmer andre fra at gøre lignende, er et godt skridt i den rigtige retning. Men der mangler stadig mange sikkerhedsventiler, før et nyt Holocaust bliver helt umuligt.

0 comments:

There was an error in this gadget