Dansk forsker: Sæt fiskekvoter efter størrelse, ikke efter art


Nye modeller viser, at man måske skal måle en fiske­bestands helbred efter, hvor store fiskene er - og ikke efter hvor mange, der er tilbage af en bestemt slags.

Læs hele artiklen som pdf

Fra lærebøgerne kender vi de flotte grafikker over fødekæder og fødenet, hvor diverse arter udfylder deres egne pladser i hierarkiet. Hvalen og hajen står øverst, og så kommer andre rovfisk som tun - eller for danske farvande torsk, sej, kuller og makrel. De spiser tobis, sild og brisling, der til gengæld spiser endnu mindre fisk og zooplankton. På trin nul lever alger og planter, som ernærer sig af mineraler og Solens lys alene.

Computermodellerne for sådanne netværk har som regel været ret dårlige. Men ny forskning er på vej til at gøre dem bedre, blandt andet ved at indse, at fødenet er meget specifikke i forhold til deres arter og habitat. For eksempel er marine fødenet slet ikke så hierarkiske. De fleste rovfisk spiser plankton når de er små, små fisk når de er lidt større, og mellemstore fisk når de er rigtig store. En bestemt art, f.eks. torsken, spiser altså ikke kun sild, men har (ligesom mennesket) alle trofiske niveauer på menukortet - inklusive lidt kannibalisme i ny og næ.

Det giver derfor ikke megen mening kun at placere en bestemt fisk på et bestemt niveau. Og det er heller ikke så vigtigt for stabiliteten af fødenettet, om det er torsken eller aborren, der styrer det hele. I stedet foreslår seniorforsker Ken Haste Andersen fra DTU Aqua, at man sikrer sig, at distributionen af alle størrelser af fisk forbliver nogenlunde konstant. For sagen er, at størrelsen bestemmer diæten.

»Den store nye åbenbaring inden for fiskeriforvaltningen er, at man ikke kigger på arter, men på en generel økosystemforvaltning baseret på størrelse,« siger Haste Andersen.

»Normalt kiggede man udelukkende på sildebestanden, og kom med anbefalinger ud fra det. Men sild spiser også andre fisk. Og de spiser også deres egne fiskelarver. Så det giver meget mere mening at kigge på det generelle økosystem, og de størrelsesbaserede modeller er et godt udgangspunkt for det.«

Mange faktorer
Fødenetværk er meget komplekse systemer. I mange år har forskerne forsøgt at analysere deres stabilitet ved at lave modeller med differentialligninger, og så fjerne eller introducere enkelte arter, for at se, hvordan modelnetværkerne reagerer. Generelt sker der store omvæltninger, og mange arter uddør, hvilket har fået forskerne til at tale om et paradoks: Hvordan kan virkelighedens fødenet være så stabile, når modellerne falder fra hinanden ved den mindste påvirkning?

»Problemet med mange af de teoretiske modeller er, at de har svært ved at fange de mange faktorer fra virkeligheden. Tit og ofte falder de pæne modeller fra hinanden, når man vil sammenligne med den konkrete situation i f.eks. Østersøen,« forklarer Haste Andersen.

En tommelfingerregel for stabiliteten af fødenet har altid været, at hvis man fjerner noget nedefra, så vil der komme store forstyrrelser, fordi resten af netværket er afhængig af denne ene basale art. Hvis et fødenet derimod er mere kompliceret og har flere medlemmer, vil det ikke betyde så meget at fjerne en basal art, fordi de højerestående dyr altid vil kunne finde noget andet at spise.

Ifølge Stuart Pimm, der er økolog og professor i zoologi ved Duke University i North Carolina, USA, viser en del nye forskningsresultater dog, at denne tommelfingerregel skal vendes på hovedet for komplekse fødenet.

»Det er normalt ikke de nederste arter, som vi mennesker fjerner, men de øverste. Vi fjerner hajer, hvaler og tun i havet, og på landjorden spiser eller skyder vi de store rovdyr. Disse top-rovdyr hersker som regel over mere komplicerede netværk, og hvis man fjerner dem, vil de dyr, som ligger på fødetrinet under, ikke længere have nogen naturlig fjende og vil formere sig kraftigt. Det vil skabe forstyrrelser for det næste trofiske niveau, som kan påvirke det næste igen osv. Hvis man fjerner et enkelt vigtigt rovdyr fra toppen, kan det gøre voldsom skade på alle de lavere trin i fødenet,« siger Pimm.

Et fødenets stabilitet afhænger altså af netværkets struktur, om det er simpelt eller komplekst, men også af, hvordan man fjerner enkelte dyr fra netværket. Virkeligheden har vist, at hvis man fjerner hajer eller tun, kan det have meget dramatiske effekter på hele økosystemet.

»Jeg sidder f.eks. lige nu fem kilometer fra koralrevene uden for Floridas kyst, som mange mennesker mener, er blevet ødelagte, netop fordi vi har dræbt de store rovdyr som hajerne og grouperen,« fortæller Pimm.

Netværksforskning hjælper ikke
Man har snakket meget om fødenets lighed med andre typiske netværk, f.eks. internettet eller sociale netværk. Men fødenetværk er faktisk ikke ligesom de andre netværk. De har f.eks. ikke en 'small worlds'-karakteristik, som man kender dem fra internettet og sociale netværk som facebook. Denne egenskab i netværk har man fanget i udtrykket at 'de rige bliver rigere', fordi de alene i kraft af deres centrale placering i netværket er vigtige for at forbinde fjerne ender og derfor får stadig flere forbindelser.

»Fødenet opfylder ikke denne regel. Hvis du er et rovdyr, kan du nemlig ikke bare tilføje nye ting til din diæt. Der er nogle grænser,« siger Pimm.

En løsning er derfor at blive mere specifik og inkludere flere faktorer end bare at se på, hvem der spiser hvem. Det er for eksempel blevet gjort af Martin Lindegren fra DTU Aqua, som netop har publiceret en artikel i PNAS. Lindegren simulerer Østersøens fødenet med kun tre arter, men inkluderer også en vægtning af, hvor stor interaktionen mellem de tre arter er, samt en række ydre faktorer som fiskeriet, vandets temperatur og saltholdighed.

Østersøen er et godt modelnetværk, fordi det i forhold til f.eks. Nordsøen er ret simpelt. Østersøen har dybest set kun tre aktører: torsk, de to mindre arter brisling og sild, og så plankton. Der er selvfølgelig også laks og andre fisk, men det er i så små mængder, at det næsten ikke betyder noget.

»Østersøen er simpel, fordi den er brak,« forklarer Haste Andersen. »Torsken kan ikke reproducere sig, når saltholdigheden kommer under ti. Østersøen er også marginal for brislingen på grund af den relativt lave temperatur.«

Lindegrens model har vist sig at give et realistisk billede på torskebestandens kollaps i Østersøen, hvilket tyder på, at fiskeriforvaltere i fremtiden vil kunne drage bedre nytte af den slags økosystem-baserede, holistiske tilgange i modelleringen af marine fødenet. Og ved at give fiskere et økonomisk incitament til ikke kun at fjerne, men også at genopbygge bestanden, vil man ifølge forskerne måske endda kunne udvikle et bæredygtigt fiskeri.

Størrelse tæller
Mens Lindegrens model stadig kigger på arter, har Haste Andersens egen model kun øje for individer og deres størrelse.

»Man tager et enkelt individ på 10 centimeter, om det er en torsk eller en sild er ikke så vigtigt, fordi de konkurrerer om den samme føde,« siger Haste Andersen. Det betyder, at man beregne et optimalt størrelsesspektrum for et økosystem, og man kan se, hvordan dette størrelsesspektrum reagerer, når vi begynder at fiske på de forskellige trofiske niveauer.

»Det viser sig, at der begynder at komme kaskader ned igennem systemet. Det fortæller selvfølgelig ikke noget om, hvorvidt enkelte arter uddør eller ej, men det kan sige os noget om den generelle måde, et marint økosystem reagerer på,« siger Haste Andersen.

Det giver nye muligheder for fiskeriforvaltningen, fordi man vil kunne anbefale maksimale og minimale størrelser af fiskefangster. »Man vil f.eks. kunne komme med anbefalinger for brugen af bundtrawl, der fanger mange af de store bundfisk, og derfor har en betydning for de andre fisk,« forklarer Haste Andersen.

Vi mennesker har fjernet de fleste af de store fisk i havene. Det betyder sandsynligvis, at der er flere af de mellemstore fisk end tidligere. Det betyder ikke nødvendigvis, at det har ført til uddøen af de store arter, men det har skabt et stort evolutionært pres på fiskene til at blive mindre og mindre.

I en anden artikel i PNAS kunne Ken Haste Andersen og Keith Brander for eksempel vise, at fiskeriet formindsker langsomt voksende fisk som torsk med 0,1 procent om året. Det er et tegn på, at det altdominerende rovdyr er mennesket, og at fiskene er på vej til at gemme sig ved at blive mindre. Men det skaber nye ubalancer i systemet: Mange tun når ikke at blive kønsmodne, og torsken får mindre afkom, fordi den er så lille. Det giver derfor god mening at forsøge sig med en størrelsesbaseret fiskeriforvaltning, så der igen blive plads til alle - både de store og de små.

0 comments:

There was an error in this gadget