Massemordenes mekanikere


I en udstilling i Oslo kan man se, hvordan helt almindelige ingeniører med koner og børn kunne blive nogle af de vigtigste bidragsydere til nazisternes masseudryddelser - bare ved at være ambitiøse på deres fags vegne.

Læs hele artiklen som pdf
Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk

Hvad får gode folk til at gøre onde ting? Hvordan kan man få moralske mennesker til at handle grusomt? Hvor går grænsen mellem godt og ondt, og hvad får folk til at krydse den?

En tankevækkende udstilling om ingeniørerne bag gaskamrene og ovnene i koncentrationslejrene under anden verdenskrig forsøger at give et svar. Udstillingen, der nu kan ses på teknisk museum i Oslo og tidligere har været vist på Arbejdermuseet i København, viser med al tydelighed, hvordan helt normale mennesker som du og jeg, med ikke andet end lidt ambition og faglig stolthed, kan drives til at være villige bødler for nazisternes masseudryddelser.

Når man har set udstillingen, kan man dog ikke undgå at tænke, om det var mere end faglig stolthed og ambition, der drev disse ingeniører. En del psykologisk forskning har da i årene efter anden verdenskrig også forsøgt at forstå kompleksiteten i netop dette fænomen: hvordan kan morderisk ondskab opstå i helt almindelige mennesker? Svarene peger på, at der må være mere på spil: Der må i høj grad være tale om nogle systemiske gruppedynamikker og en nærmest mekanisk tendens til at adlyde autoriteter.

Perfect Rigor

Det var en fantastisk mediehistorie, da Grigory Perelman i november 2002 offentliggjorde sit bevis for Poincarés formodning på arXiv, og senere nægtede at modtage Fieldsmedaljen for sin bedrift. For en uge siden blev Perelman så tilbudt Milleniumprisen, som han også afslog at modtage. Nu er der kommet en fremragende biografi om denne mand, der har løst et af matematikkens sværeste problemer og sagt farvel til verden.

Hvad er Poincarés formodning? I 1904 sagde den franske matematiker Henri Pioncaré, at alle lukkede to-dimensionale flader er pæne og simple, fordi man kan spænde en elastik om dem og kontinuerligt formindske elastikken til et punkt, uden at hverken sfæren eller elastikken brydes. Men, spurgte Poincaré, er det samme også tilfældet for tre-dimensionale overflader? De er svære at anskueliggøre, fordi de kun eksisterer i fire-dimensionale rum. Og bevise det, kunne han ikke.

Måden, hvorpå topologer undersøger, om en bestemt geometrisk form er ækvivalent med en sfære eller ej, er at puste dem op, skrumpe dem, bøje og vride dem. Lewis Carroll, aka Charles Lutwidge Dodgson var for eksempel så fornøjet over teknikken, at han lod Alice i Eventyrland spise en kage for at vokse og drikke lidt væske for at krympe. Men Alice, i sin reducerede urform, er ikke nogen sfære, fordi der jo går et hul igennem hende fra mund til anus. Alice, hvis pustet op, ville være en stor fed badering.

En mærkelig mand - og en mærkelig historie
Perelman fik i 2002 bevist Poincarés formodning, og hele historien og forhistorien omkring hans liv har den russiske forfatter Masha Gessen nu beskrevet i en sjælden spændende biografi med titlen Perfect Rigor. Sjælden, fordi hun ikke har fået lov til at tale med Perelman selv, og derfor udelukkende baserer sin historie på, hvad venner og bekendte kan fortælle om manden, som alle kalder et meget sky og meget mærkeligt geni.

Biografien er også sjælden fordi man får et enestående indblik i de ekstreme skoler, som unge matematikere blev udsat for i Sovjetunionen under den kolde krig. Og den er sjælden god til at forklare, hvordan det stadigt fremherskende jødehad i Sovjetunionen gjorde det på overfladen kommunistiske samfund til et helvede for børn med jødiske efternavne. Gessen er selv opvokset i Rusland, og kender til de mange eliteskoler som under den berømte matematiker Andrey Kolmogorov blev udviklet til at fremavle perfekte matematikere.

Perelman var, på trods af sit efternavn, et født præmiebarn i denne sammenhæng. Han var et geni blandt genier, og kunne ikke undgå at vinde hver eneste matematikkonkurrence, som han deltog i. Gessen skriver for eksempel, at Perelman gennem sin opvækst og skoling var blevet så gennemsyret af logisk og rigorøs tænkning, at han "ikke kun var ude af stand til at fortælle en løgn - han var endda ude af stand til at gøre en ærlig fejl".

Gessen gennemgår historien om Poincarés formodning i alle detajler, lige fra offentliggørelsen på internettet, over balladen om rette procedurer, kollegial misundelse, forsøg på at hjælpe manden, der ikke vil hjælpes, til Perelmans stadige støre afsondring fra det sociale liv og den uundgåelige drift hen imod eremittilværelsen hjemme hos mor.

Den perfekte logik
Gessens egen fortolkning af Perelmans usædvanlige skæbne er, at han ikke kan eller vil acceptere, at der findes forskellige regler i matematikkens verden og i livet generelt. Hvis en person ikke opfører sig korrekt, er vedkommende for Perelman ikke længere et flig af opmærksomhed værd. Et menneske kan være lige så lidt selvmodsigende som et matematisk bevis. Hvis Sovjetunionen er et kommunistisk land, kan der ikke forekomme antisemitiske. Og hvis disse ting forekommer alligevel, så nægter han det bare - eller vender sig bort for altid.

Hvis en matematiker - eller værre endnu: en kommission - derfor tilbyder en mand en pris på en million dollars og i tilgift en medalje om halsen for at have foræret menneskeheden det største og sværeste matematiske bevis i menneskets historie, så er det ikke kun en hån mod Perelman, men i langt højere grad mod matematikken som sådan.

Perelman står ophøjet over den slags lave, sølle og uværdige ting. Han står ren og stolt i sit ensomme eksil, med den perfekte logik på sin side, og ser ned på os tåbelige eksistenser, med ulogiske huller i. Perelman har bevist, at den perfekte form i et fire-dimensionalt rum er en tre-dimensional sfære. Og med sin adfærd beviser han nu, at vi fede baderinge intet har at gøre i dette univers.

Masha Gessen
Perfect Rigor
242 sider, Houghton Mifflin Harcourt, 2009




Anmeldelser:
New York Times
Not Even Wrong
MAA Reviews

En hyldest til Ada

I næste uge, onsdag 24. marts, er det Ada Lovelace-dag - en blogger-event for alle dem, som vil hædre Augusta Ada King, Countess of Lovelace, den første kvindelige programmør, og dermed alle de andre modige og dygtige kvinder, som sidenhen har studeret datalogi og programmeret software. Der er nemlig ikke mange af dem.

Lovelace levede i det victorianske England fra 1815 til 1852. Hun skrev programmer til den Analytiske Maskine, den første generelle mekaniske regnemaskine, der blev udtænkt af Charles Babbages i 1837, men først bygget 100 år senere, fordi den var så dyr, svær at lave, og især svær at forstå nytteværdien af i samtiden. Lovelace var en af de få, som trodsede den mandsdominerede verden af matematikere, og forstod, at denne computer var mere end en kompliceret regnestok. Hun skrev den første beskrivelse af en computer og af, hvordan man programmerer sådan en - det, vi i dag kalder for software.

Ada Lovelace-dagen gør opmærksom på et interessant paradoks. Dengang, da folk som Lagrange og Babbage levede, var det umuligt for en kvinde at gøre karriere inden for matematik og logik. De få kvinder, der bidrog alligevel, gjorde det under beskyttelse af en magtfuld mand, typisk deres far eller deres gemal, sådan som det også var tilfældet med Ada, med Mary Shelley og med Marie-­Sophie Germain. Men da datalogien for alvor dukkede op i 1970'erne, var kvindefrigørelsen i fuld gang. Hvorfor udnyttede de frigjorte kvinder ikke muligheden for at ride med på den nye it-bølge? Hvorfor skulle der gå mere end 20 år, før kvinder generelt fik øjnene op for, at der var noget der hed en computer og internet?

I mange år har andelen af kvinder i software-branchen slumret på små ti procent og været endnu mindre, når det gjaldt opstartsfirmaer og lederstillinger. Hvordan kan det være? I Danmark har der intet strukturelt været i vejen for, at kvinder kunne gøre karriere i branchen. Det skete ikke. Først i de seneste fem år, efter at datalogi-studiet er blevet suppleret med mere bløde (men bestemt vigtige) varianter som interaktivt design, informationsvidenskab, it og medier osv., er andelen af kvindelige ansøgere kommet op på et nogenlunde normalt niveau. For hardcore datalogi er tallet dog stadig nede på 7-8 procent.

Dette frister en sociologisk hypotese: It-revolutionen var aldrig sket så hurtigt, hvis ikke vi havde haft kvindekampen. Da den tog fart i 60'erne og 70'erne, flygtede mændene nemlig i hobetal væk fra deres gamle bastioner på jobmarkedet, og hen til en udkant af absolut nørdethed: datalogi. Her kunne de være i fred igen, lige som i garagen derhjemme, og udforske et spændende og ukendt land - som dog hurtigt igen blev transformeret til et nyt imperium.

Jeg ved ikke, om hypotesen er sand. Hvis den er, så må konklusionen vel være, at ligestilling på jobmarkedet (forstået som ønsket om at have lige mange mænd og kvinder i alle professioner) er en ideologisk konstruktion, som dets aktører aktivt modarbejder selv. Både i form af mænd, der ønsker at finde nye grænser og være blandt dem selv, og i form af kvinder, der først følger efter, når området er veludstukket, og de selv kan opbygge deres nicher. Men det kan selvfølgelig også være, at hypotesen er forkert. Det er så svært at adskille personlige motivationer fra sociale krav og normer.

Ada Lovelace var i hvert fald i stand til at gå sine egne veje. Hun står som et forbillede for de mange unge techie-piger, som tør, og på onsdag vil en lang række blogs, netværksarrangementer, også i København, hylde grevinden. Du er også inviteret til at deltage. Lav en video, en tekst, et billede eller noget andet, og læg det ud på nettet. Rygtet vil vide at Ada selv vil deltage, og skype til os fra 'den anden side'. Gad vide, hvad hun vil sige til det lave antal kvinder i softwarebranchen i dag.

Mavefornemmelser skal nydes med måde

Det er på mode at spørge sin mave, når man skal tage vigtige beslutninger. Nye opdagelser af, at maven faktisk indeholder neuroner, har gjort det populært at tale om 'en anden hjerne'. Men selvom forskerne stadig ved meget lidt om sagen, er det klogt at bruge hjernen først.

Læs hele artiklen som pdf

I de senere år har en række populærvidenskabelige artikler forsøgt at mytologisere opdagelsen af, at der findes flere hundrede millioner neuroner i maven, der kan føle, og måske ligefrem tænke. Man taler om 'den anden hjerne', der, selvom tusind gange mindre end den første hjerne i hovedet, sælges som værende bedre til at 'mærke efter en ekstra gang', mere umiddelbar og derfor mere ærlig.

Men selvom neuronerne i maven kan gøre en masse ting af sig selv, er det ikke nødvendigvis klogt at stole på deres dom, som var de den øverste instans for al emotion og fornuft, mener de to danske forskere Morten Kringelbach og Anne Marie Pahuus - i hvert fald hvis det handler om andet og mere end at spise og at skide.

»Det der med den ekstra hjerne er noget sludder«, siger hjerneforsker Morten Kringelbach, der er professor ved Aarhus Universitet og til dagligt også arbejder i Oxford. »Der sidder en masse receptorer dernede, men det er ikke det samme, som at mavefornemmelser ikke stadigvæk skal fortolkes oppe i hjernen.«

Dansk forsker: Sæt fiskekvoter efter størrelse, ikke efter art


Nye modeller viser, at man måske skal måle en fiske­bestands helbred efter, hvor store fiskene er - og ikke efter hvor mange, der er tilbage af en bestemt slags.

Læs hele artiklen som pdf

Fra lærebøgerne kender vi de flotte grafikker over fødekæder og fødenet, hvor diverse arter udfylder deres egne pladser i hierarkiet. Hvalen og hajen står øverst, og så kommer andre rovfisk som tun - eller for danske farvande torsk, sej, kuller og makrel. De spiser tobis, sild og brisling, der til gengæld spiser endnu mindre fisk og zooplankton. På trin nul lever alger og planter, som ernærer sig af mineraler og Solens lys alene.

Computermodellerne for sådanne netværk har som regel været ret dårlige. Men ny forskning er på vej til at gøre dem bedre, blandt andet ved at indse, at fødenet er meget specifikke i forhold til deres arter og habitat. For eksempel er marine fødenet slet ikke så hierarkiske. De fleste rovfisk spiser plankton når de er små, små fisk når de er lidt større, og mellemstore fisk når de er rigtig store. En bestemt art, f.eks. torsken, spiser altså ikke kun sild, men har (ligesom mennesket) alle trofiske niveauer på menukortet - inklusive lidt kannibalisme i ny og næ.

Det giver derfor ikke megen mening kun at placere en bestemt fisk på et bestemt niveau. Og det er heller ikke så vigtigt for stabiliteten af fødenettet, om det er torsken eller aborren, der styrer det hele. I stedet foreslår seniorforsker Ken Haste Andersen fra DTU Aqua, at man sikrer sig, at distributionen af alle størrelser af fisk forbliver nogenlunde konstant. For sagen er, at størrelsen bestemmer diæten.

»Den store nye åbenbaring inden for fiskeriforvaltningen er, at man ikke kigger på arter, men på en generel økosystemforvaltning baseret på størrelse,« siger Haste Andersen.

Matematik og naturfag skal bidrage til elevens identitet

I går gav Paola Valero sin tiltrædelsesforelæsning som professor i uddannelsesforskning på Aalborg Universitet. Ingeniøren har spurgt hende, om hun kan forklare, hvorfor de unge ikke gider studere naturvidenskab. Det kan hun godt: Det skyldes to divergerende kulturer.

Læs hele artiklen som pdf

Fysikeren Richard Feynman er berømt for, i sin tiltrædelsesforelæsning på California Institute of Technology, at sammenligne uddannelsesforskningen med pseudovidenskabelige aktiviteter som parapsykologi og uduelige alternative terapier. Han kalder dem 'cargo cult science' og synes, de er uærlige med deres lemfældige måde at omgås data og resultater på. I uddannelsesforskningen er det jo aldrig blevet bevist, at én måde at undervise på er bedre end en anden. Hvorfor forsker man så i det, spørger han. Hvad kan du svare Feynman?
»Det er meget enkelt. Den måde, som vi har bygget undervisningen op på, er forkert. Der er en fundamental fejl i den måde, vi ser matematik- og naturfagsdidaktik på. Fejlen består i, at vi har troet, at undervisningen bare skulle være en transmission og socialisering af børn og unge ind i fag som matematik, fysik og kemi uden at anerkende, at skoler og uddannelsessystemer har et hav af andre dagsordener, først og fremmest politiske, sociale og kulturelle. Vi har med andre ord et alt for snævert syn på, hvad der er på spil, når folk lærer noget.«

Ifølge Paola Valero kan de forskere, der studerer samfundsprocesser og mennesker, aldrig leve op til kriterierne fra den naturvidenskabelige metode. Hvis man mener, at den pædagogiske forskning skal give et klart svar eller en eneste effektiv opskrift på, hvordan man underviser bedst, så underkender man problemets omfang. Der findes ikke nogen løsning på, hvordan man underviser bedst, netop fordi 'faget' ikke er den eneste faktor i en skolesituation.

»Hvis jeg virkelig skal være provokerende, så vil jeg sige, at et hvilket som helst projekt inden for fagdidaktikken er dømt til at mislykkes, hvis det forsøger at 'forbedre undervisningen'. Så her vil jeg give Feynman ret. Men det er, fordi han og mange fagdidaktikere sammenblander to meget forskellige videnkulturer. Man kan ikke måle problemet, når problemet ikke kun ligger i faget, men mange steder på én gang. Evidensbaseret pædagogik er noget crap.«
There was an error in this gadget