Enigheden splittede IPCC


FN's klimapanel, IPCC, skrev historie ved at sætte klimaspørgsmålet på den globale dagsorden - blandt andet ved at postulere en tvivlsom enighed blandt forskerne. Nu giver enigheden bagslag.

Oprindeligt var det tanken at præsentere FN's klimapanel IPCC som et mirakel: Det var den eneste institution i verden, som kunne oversætte en kompleks videnskab og usikre prognoser til en brugbar platform for politiske beslutninger. Tusinder af forskeres mangeårige arbejde blev samlet til et politisk slagfærdigt fait accompli: 'Se, hvad der er ved at ske med vores klode! Få fingeren ud!'

Det er lykkedes, men kun til dels. Det er lykkedes, fordi IPCC's konklusioner i de fire forrige rapporter er blevet accepteret af 192 nationalstater - enstemmigt - og befolkningerne er blevet meget mere bevidste om problemet. Da IPCC fik Nobels fredspris sammen med Al Gore i 2007 var det blandt andet en anerkendelse af denne bedrift.

Hvem tager ejerskab?
Men nu er IPCC's global-sociologiske forsøg på at etablere konsensus ved at falde fra hinanden. En håndfuld fejl i en 2.800 sider lang rapport (se boks) har været nok til at få mange mennesker til igen at tvivle. Også mange forskere, som egentlig understøtter IPCC's bestræbelser, har formuleret kritik af IPCC's tendens til at holde 'skeptikerne' ude. De efterspørger nye måder at strukturere IPCC på (se artiklen herunder). Deres tanke er at reformere IPCC netop for at bibeholde succesen, og for at gøre institutionen endnu mere central og langtidsholdbar.

Ifølge IPCC's tidligere næstformand, Mohan Munasinghe, er grunden til, at IPCC så længe har postuleret enighed blandt forskerne, et forjættet 'ejerskab'. Tanken var, at hvis politikerne hørte en samlet stab af forskere sige god for rapporten, og et par politisk installerede bureaukrater var med til at formulere konklusionerne, så ville politikerne acceptere dem og følge anbefalingerne. Når Danmark bidrager med videnskabelig kompetence, så mente man, at den danske regering også ville tage ansvaret for resultatet.

Men ifølge den tyske klimaforsker Hans Joachim Schellnhuber har det efter COP15 vist sig at være forkert: Nu, hvor man kritiserer IPCC for fejl og bias, er der ingen lande, der forsvarer institutionen. Alle vasker deres hænder og siger, at det ikke er deres problem. Hvis IPCC derimod var uafhængig af FN og nationalstatsinteresser, mener Schellnhuber, og havde en større videnskabelig integritet, f.eks. ligesom Englands Royal Society eller USA's National Academy of Sciences, så ville der muligvis være flere, som forsvarede institutionen.

Den grå litteratur
IPCC har gennem årene udvidet deres rapporter til at inkludere meget mere end bare videnskaben. Man har undersøgt og behandlet de sociale, tekniske og etiske dimensioner af klimaforandringerne langt hinsides, hvad peer review processen normalt kan klare. Som politisk redskab er IPCC også begyndt at forholde sig til menneskerettighedsproblematikker, da de er en naturlig konsekvens af et ændret klima.

Disse dele af IPCC-rapporterne kaldes 'grå litteratur' og er typisk lange rapporter fra regeringer og store internationale organisationer. De er nødvendige for at sætte forandringerne i en større kontekst og for at fylde de enorme huller, som stadig findes i vores forståelse af klimaforandringerne. Påstanden om Himalaya-gletsjernes alt for hurtige afsmeltning stammede fra en sådan 'grå' rapport, og det gør mange andre prognoser også.

Det er nødvendigt, at videnskaben er absolut klar, ren og hinsides enhver påklage. At IPCC er kommet til kort over for denne standard, har gjort det tydeligt for mange, at der skal ske forbedringer. En vej kunne være at inkludere divergerende positioner og anbefalinger og formulere deres fordele og ulemper på en gennemsigtig måde. Det ville gøre rapporten mere vag. En anden vej ville være at censurere den grå litteratur med en nedre grænse for, hvad det er muligt at inkludere.

Her et eksempel: De fleste klimaforskere mener, at IPCC's konklusioner og anbefalinger i virkeligheden altid har været meget mere konservative, end hvad de selv troede på. Men det er ikke, fordi IPCC er sådan. Det er fordi, den videnskabelige litteratur er sådan. Forskere bliver altid nødt til at arbejde med en høj grad af sandsynlighed for at blive taget alvorligt, normalt med en formulering som 'det er mere end 90 procent sandsynligt, at sådan og sådan …'. For at skubbe alt op i den kategori, må man være meget forsigtig med sine udsagn.

Klimaforskere kunne for eksempel sagtens komme med et udsagn om, 'at der er 20 procents risiko for, at katastrofe X vil dræbe milliarder af mennesker', men selvom det må betragtes som væsentlig information, ville intet fagblad acceptere et sådant paper. Så hvis man har brug for 90 procent eller større sikkerhed for at blive publiceret, må konklusionen altid være konservativ.

Dette gælder for klimaforskere, der skal igennem peer review. Men skal det også gælde for IPCC? Det kan være af stor betydning for Maldivernes befolkning at få at vide, at der er en 40 procent risiko for, at deres øer vil forsvinde om 100 år. Det kan også være af stor betydning for grønlænderne at få at vide, at der er en risiko for at ringsælen forsvinder fra Sydgrønland. Men hvis de ikke får det at vide fra IPCC, fra hvem så?
En socialistisk sammensværgelse
Mange forskere føler, at de lige nu er udsat for en heksejagt. IPCC bliver hængt ud som en socialistisk sammensværgelse, der kun vil hæve skatterne og fjerne de rige landes privilegier. Men der er ikke andet at gøre end at vænne sig til larmen. Der er intet, som peger på, at gemytterne igen vil falde til ro, for de politiske kampe omkring klimatilpasningen vil blive endnu vigtigere end de enkelte landes finanslove, og her forventer ingen, at det politiske spektrum af partier holder op med at skændes om prioriteringerne af ressourcer og risici.

Alle forskere, som beskæftiger sig med kontroversielle emner, er langsomt ved at lære, at den utaknemmelige larm og skepsis i befolkningen er kommet for at blive. Det næste, man skal lære, er, at larmen skal bifaldes. For 100 år siden havde videnskaben en høj status, og dens udøvere var store autoriteter, som man lyttede til. Men nu er den gamle hemmelighed om, at vejen til viden altid er kringlet og usikker, sluppet ud. Den sunde skepsis og kritiske sans, som altid har fulgt en god videnskabsmand, er blevet hvermandseje. Det duer derfor ikke, at selvsamme videnskabsmænd kritiserer menigmand for at reagere med skepsis. Hvis man i stedet gjorde sig den ulejlighed at påpege kritikernes manglende indsigt i problemet, deres tåbelige argumenter og fejlagtige konklusion, uden at forsøge at fratage dem deres legitime stemme, så ville fokus måske nemmere komme tilbage til substansen. Og så vil det også være nemmere at finde egne fejl og mangler.

Det er dog naivt at tro, at det bedste argument af den grund vil vinde den politiske kamp. Når videnskaben bliver tvetydig og vag, kan og vil den blive misbrugt. Den bliver en del af de daglige kampe om legitimitet og indflydelse, og er ikke bedre end andre lobbyinteresser i Bruxelles og Washington D.C. Ja, ofte værre. Sociologer, som har analyseret tidligere debatter, har vist, at naturvidenskabelige argumenter og fakta ofte kommer til at spille rollen som den nyttige idiot i diskussionen. Det er nemlig utrolig nemt at gemme ideologiske agendaer bag videnskabelige data.

Et tilbagetog til 'ren videnskab', som vi ser det foreslået i kommentarerne i Nature og i andre aviser, kan derfor vise sig at være den dårligste strategi af alle: hvis IPCC ikke selv fortolker sine data på en ansvarlig og ærlig måde, vil de blot blive misbrugt til at hamre endnu mere mærkelige særinteresser igennem parlamenterne.

At finde det rette spørgsmål
Erfaringer fra tidligere debatter, som f.eks. om kloning eller genmodificerede afgrøder, fortæller, at et ærligt forsøg på at kommunikere den bagvedliggende videnskab i form af oplysende videnskabsjournalistik og offentlige debatter heller ikke 'løser' problemet. Tværtimod. Debatterne ender som regel i endnu større politiske stridigheder og fastlåste positioner. I langt de fleste tilfælde bliver den offentlige dialog en arena af spin, hvor intentionerne måske var gennemsigtighed, men resultatet er forvirring.

Offentlige debatter, der kun accepterer videnskabelige argumenter for og imod, er desuden det perfekte redskab til at fjerne ansvaret fra dem, som i sidste ende tager beslutningerne. Det er, fordi der dannes et marked af meninger og følelser, fra hvilket den ansvarlige minister så kan vælge efter forgodtbefindende. Det rene videnskabelige argument har altså bestemt ikke vist sig at være løsningen på komplekse beslutningsprocesser.

I klimadebatten er det derfor vigtigt, at forskerne gør sig deres marionet-rolle klar. Hvis man vælger, at den politiske overbygning af IPCC skal forsvinde, så vil det givetvis betyde, at forskerne får endnu mindre kontrol over deres budskab end nu.

Som politologen Elmer Eric Schattschneider skrev, er det 'normalt meget sværere at finde det rette spørgsmål end at finde svaret.' Det rette spørgsmål er derfor måske ikke, om kloden bliver varmere eller ej, men hvordan vi kan blive mindre afhængige af olie, hvordan vi kan investere i vedvarende energi, og hvordan man kan genskabe job og få en mere sikker verden i fremtiden.

IPCC's mission er en vanskelig spagat, som alle seriøse formidlere prøver sig med: at være en ærlig mægler af videnskabelige resultater og prognoser og formulere dem på en måde, som politikere og vælgere kan bruge til at tage beslutninger ud fra. Men en ærlig mægler kan ikke sige sig fri for at have en agenda, eller at agendaen indeholder etiske og politiske valg. Hvis IPCC's forskere mener, at agendaen er vigtig nok, så skal de også kæmpe for at få den i centrum. Og vænne sig til larmen.

0 comments:

There was an error in this gadget