Enigheden splittede IPCC


FN's klimapanel, IPCC, skrev historie ved at sætte klimaspørgsmålet på den globale dagsorden - blandt andet ved at postulere en tvivlsom enighed blandt forskerne. Nu giver enigheden bagslag.

Oprindeligt var det tanken at præsentere FN's klimapanel IPCC som et mirakel: Det var den eneste institution i verden, som kunne oversætte en kompleks videnskab og usikre prognoser til en brugbar platform for politiske beslutninger. Tusinder af forskeres mangeårige arbejde blev samlet til et politisk slagfærdigt fait accompli: 'Se, hvad der er ved at ske med vores klode! Få fingeren ud!'

Det er lykkedes, men kun til dels. Det er lykkedes, fordi IPCC's konklusioner i de fire forrige rapporter er blevet accepteret af 192 nationalstater - enstemmigt - og befolkningerne er blevet meget mere bevidste om problemet. Da IPCC fik Nobels fredspris sammen med Al Gore i 2007 var det blandt andet en anerkendelse af denne bedrift.

Forskere vil reformere klimapanel for at bevare uafhængigheden

FN's klimapanel har været enestående, og det er derfor nødvendigt, at videnskaben forbliver åben, gennemsigtig og upåklagelig. Derfor ønsker flere reformer af panelet.

Flere forskere er via fagbladet Nature og avisen The Guardian begyndt at komme med forslag til, hvordan man i fremtiden kan undgå de fejl og mangler i IPCC's rapporter, som på det seneste er kommet frem. Generelt går de fleste forslag i retning af en større uafhængighed fra politik og mere fokus på videnskabelig kvalitet. Men hvordan skal Klimapanelet være struktureret for at understøtte dette? Skal det have en fast stab af betalte forskere? Skal det opdeles i flere enheder? Eller skal det lukkes ned og erstattes af noget helt andet?

Jeff Price fra Verdensnaturfonden mener, at IPCC's rapporter skal suppleres med et sæt yderligere rapporter, som skal komme oftere, være mere aktuelle og kun gå gennem én runde akademisk peer review (de store, 6-årige rapporter går desuden igennem et ekspert-/nationalstatsreview, inden de offentliggøres). Han mener desuden, at de ledende forfattere til kapitlerne i højere grad skal udvælges på baggrund af deres ekspertise, uden at skele til deres køn, geografiske oprindelse eller synspunkter (lige nu udvælges de ledende forfattere af regeringerne).

Den tyske klimaforsker Hans Joachim Schellnhuber, der er rådgiver for Angela Merkel, mener også, at der skal være en klar adskillelse mellem videnskab og politik. Han er enig i, at IPCC’s forfattere og repræsentanter ikke bør udvælges af nationalstater, men af førende videnskabelige akademier.

Kreativ og energisk oplevelseschef indtager VTU

Charlotte Sahl-Madsen beskrives som god til åbne dialoger og bredt samarbejde.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) lavede tirsdag denne uge en lang rokade – noget man i skakkens verden ser som en offensiv manøvre.

Kongen kommer i sikkerhed på damefløjen, og man ofrer bønder på den anden fløj for bedre at kunne angribe den fjendtlige stilling.

Til at styrke sin strategi har statsministeren også bragt et par nye brikker ind i kampen. Især må man lægge mærke til den nye videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen. Efter et par dages overvejelse og en hurtig indmeldelse i De Konservative, sagde hun ja til det overraskende tilbud.
Hun kommer fra en stilling som direktør i Universe Fonden og er desuden bestyrelsesformand for Danfoss Universe.

Spar en baby

På ingeniørens redaktion hænger der en seddel på toilettet. »Tænk på miljøet! Brug ikke mer' papir end højst nødvendigt. Tak.«

Sådan står der på et A4-ark på servietholderen ved siden af vasken. Hver gang man tørrer sine hænder, skal man altså få dårlig samvittighed over ikke at bruge bukserne i stedet. Men helt ærligt: Hvor småt kan det blive?

CO2-regnskaber er vel i princippet en god ting. De giver mulighed for, at man kan tage informerede beslutninger om sit forbrug - og vælge at lade være. Men nogle gange kan det blive til en farce. Tusinder af små valg kan nemlig stadig være fuldkommen ligegyldige, når man dermed mener, at resten af verdens problemer er løst. Man mister nemt fornemmelsen for proportionerne.

Men nu, hvor vi er i gang med at kigge på kulstof, så lad os sammenligne. Forhandlere siger, at et luksusblad toiletpapir koster cirka to gram carbon at producere. Det grå og miljøvenlige papir, som vi bruger til at tørre vores hænder med, ligger vel på 20 gram, hvis man sammenligner med produktionen af et stykke hvidt A4-papir, der koster 50 gram carbon (inklusive levering).

Beregninger fra Miljøstyrelsen viser, at den totale mængde CO2-udslip, der genereres ved produktion, transport og forbrug af en liter naturligt mineralvand udgør cirka 200 gram. Afbrænding af en liter benzin forårsager 2,4 kg CO2. For et kilo oksekød er det 3,12 kg, for et kilo ost er det 11,3 kg, og hvis du udskifter en 60 watt pære, der er tændt i fire timer om dagen, med en elsparepære, vil du spare 33 kg carbon pr. år. Hænger du dit vasketøj ud på tørresnoren i stedet for at bruge tumbleren tre gange om ugen, sparer du hele 200 kg carbon om året.

Nu kommer vi til de lidt større tal. Bilen bruger cirka fire gange så meget carbon pr. kilometer som toget, dobbelt så meget som bussen og det samme som et fly. Så hvis du kører 5.000 km om året i bil, svarer det sådan cirka til et ton carbon, hvilket er en halv million blade toiletpapir. På en flyvetur til New York og retur (12.400 km) udledes ca. halvandet ton CO2 pr. passager. Men hertil kommer, at drivhusbidraget fra et fly er tre gange så stort, som selve CO2-udledningen ved flyvning, fordi flyet udleder andre gasser end CO2, som i store højder bidrager til drivhuseffekten. Så i alt bidrager en tur/retur til New York med 4,5 ton CO2-ekvivalent pr. person, svarende til knap halvdelen af en gennemsnitsdanskers årlige udledning af carbon (der er 9,8 ton).

Og så til den store elefant i rummet: Hvad giver det at få et barn mindre? Ifølge tallene må et menneskeliv mindre i Danmark svare til en besparelse på knap en million kg carbon. Gennemsnittet på verdensplan er knap en halv million. Så hvad hvis vi nu koncentrerede os om at blive færre mennesker, i stedet for at bruge mindre toiletpapir? Ja, på verdensplan får kvinder cirka 80 millioner uønskede graviditeter om året, hvoraf de cirka 30 millioner bliver båret til fødesengen.

Hvis vi investerede i uddannelse til kvinder og familieplanlægning, ville vi ifølge det engelske Optimum Population Trust spare et ton CO2 for hver investerede 50 kroner. En lignende reduktion vil kræve en investering på 100 kr. i vindenergi, 300 kr. i solenergi og 400 kr. i kulkraftværker med CCS (carbon capture and storage). Det kan altså meget vel være, at regeringens 85 millioner i støtte til fremme af seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder i udviklingslandene, slår alle de andre teknologiske fix med længder.

Så nu vil jeg gå ind på toilettet og sætte en ny seddel op: 'Husk miljøet! Få ikke fler' børn end højst nødvendigt. Tak.'

Når oplysning ikke oplyser mere

Vi opfatter ting som mere tiltrækkende og nemmere at håndtere, når de er lette at forstå - selvom letheden er baseret på irrelevante egenskaber som et navn - eller skriften, navnet er skrevet i. Det har store konsekvenser for vores beslutningsevne.

Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk

I årtier har psykologer og socialforskere dokumenteret, at mennesker er ude af stand til at lave helt rationelle og fornuftige valg ud fra et givent sæt af informationer. Følelser og fornemmelser, fordomme og idiosynkrasier forplumrer næsten altid den rette respons, og det er snarere undtagelsen end reglen, når en politiker eller en beslutningstager finder en god løsning på et socialt problem.

Denne ulidelige tilstand har været svær at acceptere. Vi er trods alt frie individer med uafhængige tanker og egne ønsker, og man burde egentlig forvente, at tilstrækkelig oplysning og viden ville kunne gøre vores beslutninger bedre. Dette er trods alt motivationen, når en oplysningskampagne kører i tv, eller når en journalist forsøger at formidle et kompliceret emne.

Men desværre er det ikke så klart, som det er tænkt. Oplysning oplyser kun til en vis grad, og måske skal oplysningsidealet i sig selv oplyses lidt - nemlig med erkendelsen af, at vi ustandseligt træffer forkerte valg, om det angår vores helbred, vores forbrugeradfærd eller vores valg af bekendtskaber, og at årsagen til det ikke er uvilje eller dumhed, men en manglende evne til at skille relevante og irrelevante informationer fra hinanden.

Slimdyr foretrækker motorvej til Herning

Her er den færdige video efter tre dage, hvor slimdyret Physarum plasmodium har fourageret hen over hele Danmark og vist, hvor de optimale trafikforbindelser er.

http://ing.dk/artikel/106204-video-slimdyr-foretraekker-motorvej-til-herning#p238200

Herning og Viborg bliver motorvejs-knudepunkter i det forsøg, som Ingeniøren har bedt professor Andrew Adamatzky fra University of the West of England udføre med slimdyret/slimsvampen Physarum polycephalum.

I en petriskål, der ligger oven på et danmarkskort, er slimdyret podet i København, Århus og Odense, og ved at udbrede sig efter fødekilderne - havregryn - viser slimdyret, hvordan et optimalt motorvejsnet i Danmark kunne se ud.

Her den færdige video efter tre dage, hvor slimdyret har fourageret hen over hele Danmark og dannet flere synlige veje.

På slimsporet af det ideelle netværk

At designe det optimale netværk er lidt af en kunst. Et encellet slimdyr kan måske sætte ingeniører på sporet.

Læs hele artiklen som pdf

Slimdyr er meget egoistiske. De lever på skovbunden og finder let den korteste vej fra den ene næringskilde til den næste. Efterlader man nogle syltetøjsklatter på havebordet i flere dage, kan det ske, at man kommer tilbage til et glinsende netværk af grøn-gule tråde, der effektivt forbinder alle krummer og klatter på bordet.

Uden sammenligning i øvrigt forsøger også mange ingeniører at finde den optimale vej gennem netværk. De gør det bare ikke helt så godt, viser det sig. Forskerhold fra både Japan og England har brugt slimdyret Physarum polycephalum til at simulere en løsning for dels strukturen af jernbanenettet omkring Tokyo, dels motorvejsnettet i England, og sammenlignet slimløsningen med de faktisk designede netværk.

Atsushi Tero og hans kolleger fra Hokkaido Universitet i Sapporo, Japan, kan i fagbladet Science vise, hvordan P. polycephalum (PP) spiste sig vej fra Tokyo og gennem 36 forstæder, repræsenteret af 36 havreflager, der var placeret i nøjagtige posi­tioner på en 17 cm bred plade. Ufremkommelige bjerge og bugter i landskabet omkring Tokyo blev simuleret ved hjælp af bestråling, der forhindrede slimdyret i at vokse dér. Det encellede dyr kunne altså kun gro og lave forbindelser der, hvor der var et nogenlunde fladt landskab.
There was an error in this gadget