Anatolsk invasion bragte landbruget til Europa

Mere end 80 procent af de europæiske mænd stammer fra tyrkiske bønder, der bragte landbruget til Europa, viser nye undersøgelser. Europas kvinder stammer derimod primært fra lokale jæger-samler-samfund.

Årsagen til, at mange vesteuropæiske lande ikke vil optage Tyrkiet i EU, er måske et 10.000 år gammelt Ødipus-kompleks. Sådan kunne man i hvert fald tolke nye forskningsresultater, der viser, at den mest hyppige variant i mænds Y-kromosom stammer fra et område i det nuværende Tyrkiet.

En stor undersøgelse af 2.374 europæiske mænd viser, at de stammer fra migrerende landmænd fra mellemøsten. I modsætning hertil stammer de fleste kvinder fra ældre europæiske jæger-samler-samfund, hvilket antyder, at de eksotiske landmænd havde en reproduktiv fordel i forhold til de lokale jæger- og samlermænd i den sidste del af stenalderen, det såkaldte neolitikum.

Eksotiske Y-kromosomer
Genetikere, antropologer og afstamningsforskere har længe diskuteret europæernes oprindelse. Nogle har troet på hypotese A, kaldt 'demisk diffusion': at europæerne primært nedstammer fra landmænd, som udvandrede fra Mellemøsten for cirka 10.000 år siden. Andre har holdt på hypotese B: at europæerne nedstammer fra ældre jæger-samler-samfund, som koloniserede Europa for ca. 40.000 år siden, trak sig tilbage til Den Iberiske Halvø, Italien og Balkan-områderne, og så genbefolkede resten af Europa, da istiden sluttede for cirka 10.000 år siden.

Sandheden ligger nok et sted midt imellem de to hypoteser, men det nye studie, offentliggjort i online-fagbladet PLoS Biology i sidste uge, indikerer, at den første hypotese er mest rigtig.

Livets formel

Det er mystisk, at vi aldrig har set liv opstå af sig selv. Altså fra bunden af. Dermed mener jeg ikke den første celledeling i et befrugtet æg som et lykkeligt resultat af kærlighed mellem to individer, men den spontane selv­organisering af den mest primitive livsform man kan forestille sig - hvad enten det sker i lerkrystaller under jorden eller i en vandpyt et sted i Afrika. Hvis livet startede for 3,8 milliarder år siden, så burde det jo egentlig fortsætte med at starte hele tiden. Men hvorfor ser vi ikke noget til det? Én forklaring er, at livet er blevet så specialiseret gennem tiden, at alle nystart ikke får et ben til jorden (der er jo heller ingen, som bruger hulkort længere). En anden forklaring er, at der sagtens kunne være helt primitive livsformer på denne her klode, men at vi er fuldstændig uvidende om dem, fordi vi ikke kan genkende dem som liv. En tredje teori foreslår, at vi er blevet inkuberet med liv fra rummet. En fjerde, at det var Gud der skabte det hele.

Det har heller ikke været muligt at producere noget primitivt levende i et laboratorium. Det klassiske Miller-Urey-eksperiment har jo kun været en vits af en forklaring på livets oprindelse. I deres ursuppe fandt man godt nok nogle organiske molekyler såsom sukker og enkelte nukleotider, men de forsvandt lige så hurtigt igen, som de var blevet dannet af de kunstige elektriske lyn i kolben. For at være en selvorganiseret livsform, skal den kunne formere sig, og undergå darwinistisk udvælgelse, hvilket man aldrig har været så meget som i nærheden af i et laboratorium. For to år siden annoncerede den amerikanske biokemiker og forretningsmand Craig Venter, at han havde syntetiseret det samlede genom fra en bakterie, og at det nu blot var et spørgsmål om tid, før han ville kunne sætte det ind i en tom celle, og så 'tænde' for organismen. Måske vil det lykkes i 2010, og med lidt god vilje vil man så kunne påstå, at vi mennesker har kreeret kunstigt liv og givet Gud og Frankenstein konkurrence. Men strengt taget er der kun tale om syntetiseret DNA i en allerede eksisterende organisme.

Men når vi nu ikke er i stand til at opfinde liv eller blot lave en syntetisk kopi af det, hvad så med i det mindste at isolere noget levende og opretholde det i en beholder? Heller ikke det har vi været gode til. 'Biosphere 2' hedder det mest kendte forsøg på at skabe et isoleret økosystem i et 13.000 km2 stort drivhus i Arizona. Iltkoncentrationen gik ned under mystiske omstændigheder, og de øvrige metabolismer viste sig at være fatalt sårbare over for uforudsete hændelser. Hvis vi vil kolonisere Mars skal det gøres bedre. Andre biosfæreprojekter som BIOS-3 og MELiSSA har også vist, hvor svært, hvis ikke umuligt, det er at opretholde et stabilt og selvopretholdende økosystem, selv hvis man forsøger at kopiere naturen på bedste beskub. Bioingeniørernes løbende forbedringer og reparationer er afgørende for, at disse kunstige rum overhovedet kan bestå, hvilket samtidigt også er et bevis på, at de ikke kan klare sig selv, ligesom naturen kan gøre det.

Livets eksistens er forblevet et enigma. Videnskaben har for længst afskaffet den religiøs-romantiske forestilling om et livgivende princip, et elan vital, der indånder liv i den døde materie. Men den er heller ikke kommet op med en erstatningssubstans. Det tætteste vi er kommet på en videnskabelig forklaring er abstrakte principper som kompleksitet, autokatalyse og selvorganisering. Men vi har ikke kunnet verificere dem med et hjemmelavet eksempel, der selv kan udvise evolution. Måske skal vi udvide vores horisont lidt og lede efter helt nye substanser og forklaringer. Kærlighed, for eksempel. Det er vel også det stof, der får mennesket til at overleve den ene generation efter den anden. Men hvad er formlen?

Multitasking er svært, tidrøvende og usundt

Vores hjerne er ikke skabt til at multitaske. Når vi gør det alligevel, tager den skade. Det eneste, vi bliver bedre til, er at lade os distrahere - så hvorfor gør vi det?

Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk

Din plan var egentlig at skrive en artikel færdig. Men så kom der en sms fra en ven, som lige skulle besvares. Tilbage ved skærmen var der to mails i inboxen. Den ene indeholdt et link til en YouTube video, som lige skulle ses, og mens den loadede, kunne du jo slå ordet 'burnout (psychology)' op på Wikipedia. Den fører videre til en 'burnout test', som lige skal tages. Åh nej ... Musikken i dine høretelefoner er gået i stå, og mens du genfinder play-knappen bag de otte åbne vinduer, skal du lige svare ja på, om dit backupprogram også skal indeksere den eksterne harddisk. Selvfølgelig, ja, klik, klik, klik!

Fænomenet er velkendt. Vi roder dagligt med 17 programmer og 114 ting, der lige skal ordnes, online, offline og helst samtidigt. Det hedder multitasking på nudansk, og er for de fleste mennesker multidistraherende. Selve arbejdet skrider nemlig kun langsomt fremad. Og selvom livsstils­magasiner i mange år har anbefalet at skrue ned for brugen af de mange nye medier for at undgå stress, er mediemultitasking ved at blive en almen arbejdsform for stort set alle mennesker, der arbejder på et kontor.

Mange hjerneforskere, psykologer og læger har undersøgt tendensen, og konklusionerne peger mere og mere på, at vores hjerner simpelthen ikke kan klare udfordringen. I et studie af Eyal Ophir, Clifford Nass og Anthony Wagner fra Stanford Universitet viste det sig sidste år, at især dem, som gør stærk brug af mange medieformer samtidigt, lider overlast. De er dårligere til at koncentrere sig. De er dårligere til at skelne mellem relevant og ikke-relevant information. De er dårligere til at huske ting. De er endda dårligere til det, som man skulle tro de var bedre til, nemlig at skifte mellem opgaverne. Og nej, kvinder er ikke bedre til at multitaske end mænd.

Værre end alle andre
Videnskaben siger, at mennesker ikke kan multitaske. Vi kan måske godt pille bussemænd, mens vi venter for rødt, men det er ikke ægte multitasking. Det er en automatiseret adfærd, som ikke kræver kognitivt arbejde. Så snart det gælder om at tage beslutninger, kan der ikke være plads til andet i hjernen end netop en enkel af slagsen. Ægte opmærksomhed kan ikke være delt.

Men hvad er så det, der er så tiltalende ved at jonglere med så mange medier samtidig? Ifølge Clifford Nass eksisterer der et ønske om at blive oversvømmet af information, fordi det giver en kortvarig lykkefølelse, og fordi det giver en fornemmelse af at være i centrum af begivenhederne. Måske skyldes det også en tro på, at man i det lange løb kan formatere sin hjerne til at klare de mange stimuli. En frustrerende læreproces med andre ord, der ses som en investering i en fremtidig superhjerne. Men det er desværre et forfængeligt håb.

I deres eksperiment opdelte Nass og kolleger forsøgspersonerne i to grupper alt efter, hvor meget de multitaskede i deres hverdag. Begge gruppe skulle fokusere på to røde firkanter på en skærm, der var omgivet af to, fire eller seks blå firkanter, og efter et hurtigt billedskift afgøre, om de to røde firkanter havde skiftet deres orientering.

Selvom begge grupper fik fortalt, at de skulle ignorere de blå firkanter, kunne gruppen af stærkt multitaskende forsøgspersoner ikke abstrahere fra dem. De blev hele tiden distraheret af de blå firkanter, og klarede sig meget dårligere end de svagt multitaskende forsøgspersoner.

Måske var årsagen, tænkte forskerne, at de stærkt multitaskende personer havde en bedre hukommelse, og derfor lavede de en hukommelsestest. Men også denne test viste, at de ikke var bedre end de svagt multitaskende forsøgspersoner. Tværtimod blev de stærkt multitaskende personer dårligere og dårligere med tiden, måske fordi de mistede tålmodigheden eller fordi de blev hurtigere kognitivt overbelastede.

Under alle omstændigheder burde man forvente, at de stærkt multitaskende personer i det mindste var bedre til at skifte mellem opgaver, i og med at det er det, de gør så meget. Men nej, heller ikke det var tilfældet. Når man viste dem billeder af bogstaver og tal samtidigt, og instruerede dem om, hvad de skulle fokusere på, var de dårligere til at svare på, om tallene var lige eller ulige, eller om bogstaverne var vokaler eller konsonanter.

»De kunne ikke lade være med at tænke på de ting, som de ikke skulle beskæftige sig med,« sagde Eyal Ophir i en kommentar til deres artikel i PNAS. »De stærkt multitaskende forsøgspersoner forsøgte hele tiden at trække informationer ud af alt, som var foran dem. De kunne ikke separere tingene fra hinanden,« sagde han.

Den negligerede hippocampus
Det, som mennesker gør, når de multitasker, er et forsøg på at automatisere en handling, så de kan koncentrere sig om en anden. Ligesom at køre på cykel kræver det træning, men til sidst behøver man ikke at tænke over det længere. I hjernen foregår dette ved at aktivere striatum, der menes at understøtte habituel opgaveløsning.

I hjernescanningsforsøg med multitaskere viste Russell Poldrack fra UCLA i 2007, at normal læring uden forstyrrelser involverer hippocampus, der forarbejder og lagrer information. Men hvis forsøgspersoner bliver forstyrret af andre opgaver, stopper aktiviteten i hippocampus og erstattes med øget aktivitet i striatum. Det tyder på en kompensationshandling, der søger at mindske den kognitive last og i stedet mekanisere læringsprocessen.

Problemet er bare, at de færreste læringsopgaver kan sammenlignes med at lære at køre på cykel. Uden hippocampus hindres hjernen i at trække på den fleksible langtidshukommelse, som associeres med kreativitet og adaptiv problemløsning. En inaktiv hippocampus kan i den forstand sammenlignes med en skadet hippocampus, som man finder det hos folk med Alzheimer - altså tab af hukommelse og alvorlig distraktion.

En skadet striatum finder man derimod hos patienter med Parkinson. De har en velfungerende langtidshukommelse, men har store problemer med deres motoriske læring af simple procedurer.

Fortidens optimisme
I 1945 skrev Roosevelts videnskabelige rådgiver Vannevar Bush et meget indflydelsesrigt essay i bladet Atlantic Monthly kaldt 'As We May Think'. Heri spekulerer Bush over muligheden for i fremtiden at bygge et kollektivt hukommelsessystem (som han kaldte memex), der kan forbedre vores adgang til informationer, og transformere dem til en fælles civilisatorisk viden. På mange måder foregreb Bushs vision den digitale computer, internettet og hypertekst. Det primære formål for Bush var at tænke over, hvordan man kan frigøre mennesker fra det trælse rutineaspekt i informationsbearbejdningen og erstatte det med en større kreativ frihed, som han mente ikke kan udføres af maskiner.

Bushs essay er muligvis en grund til, at mediemultitasking stadig har en positiv klang for mange mennesker. Selv didaktikere og kognitionsforskere har længe brugt Bushs modsætning mellem det belastende informationsoverload, der skal afhjælpes med mekaniske hjælpemidler, og den højere kognitive frigørelse, hvor man surfer på det globale vidensbibliotek, til at designe nye digitale værktøjer.

Men hvad det er for en højere ordens kreativitet, er stadig uklart. Ifølge en af de mest kendte medieteoretikere, Marshall McLuhan, tilføjer hvert nye medie sig til det, som vi mennesker allerede er ekviperet med til at forstå verden. Det medfører både 'amputationer og udvidelser' til vores lemmer, vores sanser, og til vores kognitive værktøjskasse.

De nye digitale repræsentationsformer vil derfor langsomt bevirke, at vi overgår til en ny teknisk form, fordi internettet udfordrer vores evne til at håndtere ikke-lineære parallelle informationsstrømme, og kræver helt nye evner til grafisk og ikonografisk symbolmanipulation. Opmærksomheden skal deles mellem mange ting, man skal kunne skifte hurtigt og effektivt, og have parallelle tankeprocesser klar i arbejdshukommelsen. Det er en ny måde at tænke og kommunikere på. Det er en ny måde at socialisere på, og det ændrer vores adfærd.

Negativ effekt
Men den nye forskning viser, at ændringerne er primært negative. Stærk multi­tasking går hånd i hånd med en vigende koncentrationsevne, en dårligere hukommelse og en generel intellektuel forværringsproces. Vi kan for eksempel roligt regne med, at de fleste stærkt mediemultitaskende læsere for længst er faldet fra, og aldrig får læst denne artikel færdig.

I en kommentar til de nye fund siger professor Lin Lin fra University of North Texas, at stærkt multitaskende personer udvikler en vane til at betragte alle informationer som ligeværdige. Konsekvensen, som også er blevet bekræftet af en engelsk undersøgelse fra 2008, er en overfladeforståelse af informa­tioner og en manglende kritisk og analytisk sans.

Desuden er det, som om ejerforholdene er vendt om: Det er ikke længere os, som ejer de nye gadgets, men dem, der ejer os. Frem for at vi beslutter os til at fokusere på et bestemt medie, kalder medierne på os for at blive hørt.

Den tilstand blev allerede bemærket af psykologen og forfatteren William James, da han for hundrede år siden skrev, at mennesker 'kun får gjort deres ting i mellemrummene mellem deres tankevandringer'. For James var evnen til frivilligt at bringe sin vandrende opmærksomhed tilbage 'det afgørende kendetegn for dømmekraft, karakter og viljestyrke'.

Den multitaskende hjerne er derfor måske i højere grad et tegn på en tidsånd, der hjælpes på vej af en teknologisk udvikling. Vi er blevet forbrugerhjerner, der får et kick ud af ny viden og elsker at bade i de evige informationsstrømme. En vandrende hjerne er ligesom shopping: Opslugt i rusen af spændende viden og nye ideer, sjove film, hurtige updates fra venner og følelsen af altid at være 'på'. Men ligesom overdreven shopping slår bunden ud af økonomien, skader overdreven mediemultitasking den mentale balance - og kicket er kortvarigt.

David Favrholdt: Niels Bohr var filosof

Der er meget at lære af den kompetente videnskabsfilosof og Bohr-kender David Favrholdts bog, 'Filosoffen Niels Bohr', der nok er en af de bedste Bohr-bøger, der findes på markedet. Hvor stor en filosof, Bohr egentlig var, er dog mere tvivlsomt

Læs artiklen med kommentarer på ing.dk
Læs artiklen med kommentarer på information.dk

Utvivlsomt hører Niels Bohr til blandt de allerbedste og allervigtigste videnskabsmænd nogensinde. Men at Bohr også hører til gruppen af de vigtigste filosoffer, er et budskab, som professor emeritus David Favrholdt forsøger at begrunde med sin nye bog Filosoffen Niels Bohr.

Bogen er en meget klog og indlevende gennemgang af Bohrs liv og hans »erkendelsesteoretiske belæring«. Men frem for at være en biografi, må den altså ses som et forsøg på at rette lidt op på en gammeldags filosofi-tradition, der ikke kan eller vil forstå basal fysik - og især kvantemekanik. I forordet skriver Favrholdt, at Bohr »havde noget revolutionerende nyt at byde på, som under ét forkaster alle de mange forskellige grundholdninger, som man finder i den vesterlandske filosofi fra Platon og frem til vor tid«. Og det er jo lidt af en mundfuld.

Bohr er skuffet
Det er ikke nemt at gøre Bohr til filosof, især når Bohr selv sagde, at han ikke var interesseret i filosofi. Gennem sin halvfætter Edgar Rubin var Bohr dog nogenlunde opdateret med de filosofiske strømninger mellem 1905 og 1960. Men generelt var han skuffet over hvad han så, og holdt sig væk. Den logiske positivismes reduktionisme anså Bohr som forkert, ligesom Kants transcendentalfilosofi, der antager, at der findes visse erkendelseskategorier forud for erfaringen. Wittgensteins lære om sprogspil var i princippet tæt på Bohrs egen tro på, at dagligsproget er en forudsætning for al erkendelse, men alligevel fjern, fordi Wittgenstein ikke var interesseret i at vide, hvilken form og basis sproget må have ud fra virkelighedens beskaffenhed.

Og det er her, hvor Favrholdts bog er stærkest. Den viser at Bohrs indsigt i kvantemekanikken gav ham en hyppermoderne forståelse af tænkningens grænser uden at forfalde til positivisme eller subjektivisme. I analogi med Plancks konstant, der giver os en fysisk grænse for at måle et objekts tilstande, har menneskets erkendelse ifølge Bohr sin grænse i det sprog og de begreber, som vi bruger til at give ting deres kommunikerende mening. Verden/virkeligheden kan ikke betragtes 'udefra' (som f.eks. Einstein og hele den platon-inspirerede filosofi insisterede på), men den kan heller ikke siges at være struktureret af sproget, som så kun kan verificeres eller falsificeres ved hjælp af data og observation (som påstået af positivisterne).

Verden eksisterer alligevel
Favrholdt insisterer på, at Bohrs epistemologiske indsigt er dyb og ny, netop fordi den ikke medfører relativisme men komplementaritet. Der findes en verden. Der findes en virkelighed. Men virkelighedens beskaffenhed former menneskets dagligsprog, hvilket er det eneste vi kan bruge til at forstå virkelighedens beskaffenhed. Og det ser ud til, at det kun er gennem denne iterative proces af eksperiment og fortolkning, at kan vi komme tættere på denne virkelighed og dens 'mening', sådan som den udfolder sig for os. Og når visse målinger af et objekt i verden ekskluderer hinanden på grund af det kvantemekaniske iagttagelsesvilkår, udtømmer deres komplementaritet al mulig viden om dette objekt.

Med sin enorme viden i bagagen kommer Favrholdt godt rundt i videnskabs- og filosofihistorien. Det er gode kapitler om Bohrs forhold til religion og om hans ofte overvurderede inspiration fra folk som Søren Kierkegaard, William James og Harald Høffding. Det er spændende at læse om forholdet mellem den fri vilje og determinismen, og bogen er fuld af anekdoter og personlige betragtninger, hvilket gør læsningen meget nærværende.

Filosoffen der ikke har brug for at være filosof
Favrholdt var selv elev af Bohr, og han er ikke bleg for at kritisere gamle kolleger, som måtte have misforstået mesteren. Nogle gange kan det forekomme som om forfatteren arbejder på at være den mest loyale disciple af dem alle, men man kan mærke, at det hverken skyldes nostalgi eller forfængelighed, men en ægte intellektuel affinitet til Bohr, og en genuin søgen efter noget så gammeldags som sandhed.

Vi kan være absolut glade for, at der findes en så kompetent videnskabsfilosof og Bohr-kender som David Favrholdt. Der er meget at lære fra denne bog, som nok er en af de bedste, der findes om Niels Bohr på markedet. Om dette er nok til at få ham inkluderet i kanonen af 1900-tallets vigtigste filosoffer er tvivlsomt, men det skal man ikke lade sig slå ud af. Som Bohr engang sagde: »Det modsatte af en dybsindig sandhed kan meget vel være en anden dybsindig sandhed.« Det samme må vel også gælde for så dybsindige discipliner som fysik og filosofi.

David Favrholdt
Filosoffen Niels Bohr
459 sider, Informations Forlag, 2009




Anmeldelser:
Kristeligt Dagblad

Hvordan opfattes tid uden hukommelse?

Læs artiklen med kommentarer på ing.dk

Al fornemmelse af tid har udgangspunkt i nuet. Nuet er den besnærende fornemmelse af at være nærværende i en verden, lige nu og her, i et kort øjeblik. Og når øjeblikket er gået, kommer det igen. Vores bevidsthed er tændt på ny for at sanse det umiddelbare.

Hvad der ligger efter nuet, altså i fremtiden, kan vi kun drømme om. Og hvad der ligger forud, altså i fortiden, kan vi huske eller glemme. Der findes mange typer af hukommelse, men når det gælder forarbejdning af ny information, skelner forskerne så vidt jeg ved normalt mellem tre former:

1) sansehukommelsen, som varer måske 200-800 ms, og som registrerer, kombinerer og forarbejder ny information.

2) korttidshukommelsen, som giver mulighed for at huske 4-5 ting i op til et minut, og som typisk er baseret på akustiske markører.

3) langtidshukommelsen, som kræver faste synaptiske forbindelser, og som er baseret på semantiske markører. Langtidshukommelsen opdeles nogle gange igen i episodisk hukommelse (autobiografisk viden og semantisk kunnen) og procedurehukommelse (tillærte evner).

Hvis man er et af de ulykkelige mennesker, som har mistet evnen til at huske noget som helst, er man tabt i tiden. Men der er et enkelt lyspunkt: Man genfødes i hvert enkelt øjeblik.

BBC lavede for nogle år siden en fascinerende dokumentarfilm, The Mind, hvor de fortæller om musikeren og dirigenten Clive Wearing (se http://www.youtube.com/watch?v=OmkiMlvLKto), der som følge af en virusinfektion i en alder af 47 år begynder at udvikle anterograd amnesi - en lidelse, som gør, at man ikke længere kan danne nye minder. For Clive bliver nutiden altomfattende, og alt hvad han oplever, glemmer han straks igen. Enhver situation opfattes som var det den første gang, og han ved heller ikke, hvem han selv er.

Som 'begrundelse' for sin manglende hukommelse angiver Wearing hver gang, at han lige er kommet ud af en lang koma. »Jeg har aldrig set nogen som helst. Aldrig hørt et ord før nu. Jeg drømmer aldrig. Dag og nat det samme - tomt - lige som døden. Hjernen har overhovedet ikke været aktiv,« siger Wearing, og gentager det igen efter et par minutter.

Hvis man kigger på hans dagbogsnotater, kan man se, at han ikke kan acceptere, at han er syg og har været ved bevidsthed længe. Han konkluderer derimod, at det tidligere skrevne blev skrevet i en bevidstløs tilstand. Enhver modsigelse bliver besvaret med vrede, fordi Wearing jo med rette siger, at han ikke er dum, og bedst ved selv, hvad han gør og føler. Her et uddrag fra Wearings dagbog:

8:31 AM: Now I am really, completely awake.

9:06 AM: Now I am perfectly, overwhelmingly awake.

9:34 AM: Now I am superlatively, actually awake.

Det mest rørende ved Wearing er hans kærlighed til sin kone. Hver gang hun har været borte i blot et kort stykke tid, og så kommer tilbage til huset, bliver han utrolig glad. Det er som om det er første gang efter lang, lang tid, han ser hende. Han kysser og krammer hende, og siger, at han lige er vågnet.

Igennem årene har Wearing dog været i stand til at lære visse procedurale minder ved at gentage dem mange gange.
There was an error in this gadget