Virkeligheden er ikke en perfekt terning

Der findes et fænomen inden for statistikken, som man ikke så gerne taler om: hyppigheden af sjældne udfald falder, jo flere data der haves. Det giver ingen mening, ingen forstår det, og klassiske statistiske tests kan ikke håndtere sagen.

Læs hele historien på ing.dk


Viel Geschrei und wenig Wolle sagde bonden da han klippede sin so. Sådan kan man efterhånden også beskrive den moderne forsker og hans arsenal af eksperimentelle data. Til at begynde med viser de måske opsigtsvækkende resultater og stærke korrelationer, men jo oftere man gentager eksperimentet, jo mere skrumper de store effekter til det ubetydelige.

Tænk på de storsælgende antidepressive lægemidler som Fontex og Cipramil, der virkede fint for 10 år siden. I dag er deres beviselige effekt skrumpet til en tredjedel eller mindre. Tænk på smitsomheden af svineinfluenzaen aH1N1, der faldt, jo større epidemien blev. Tænk på kold fusion. Tænk på antallet af fatale trafikuheld per capita, som aftager med antallet af bilister. Tænk på forretningsverdenen, hvor man længe har vidst, at profitten har tendens til at falde med kapitalvolumenet, uden at man egentlig ved hvorfor.

Hvad er det der sker? Der synes at eksistere en henfaldstid for sjældne fænomener som om det var radioaktivt materiale. Sunde dobbeltblinde eksperimenter med signifikante resultater kan ofte ikke gentages. Protokollerne er i orden, data korrekt indsamlede, fejlkilder de samme – men alligevel er udfaldene dårligere end før. De signifikante data forsvinder som dug fra solen. Utallige forskere har oplevet, hvordan deres eksperimenter simpelthen mister deres reproducerbarhed, og hvis der er noget, som per definition er uvidenskabeligt, er det ikke-reproducerbare data.

Erik Verlinde,det store brag og en ny forklaring på universet

De mest fundamentale naturlove er ikke Newtons eller Einsteins love. Det er termodynamikkens love om energibevarelse og entropi. Alt andet opstår herfra. Påstår i hvert fald den teoretiske fysiker Erik Verlinde.

Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk


Den hollandske fysiker og strengteoretiker Erik Verlinde fra universitetet i Amsterdam gjorde indtryk, da han for et lille år siden offentliggjorde en idé, der forsøger at tænke tyngdekraft, partikler og rummet som noget, der opstår helt af sig selv. Ifølge ham er disse fænomener ikke fundamentale ting, men makroskopiske effekter af en underliggende struktur, der er ude af termodynamisk ligevægt.

Siden Verlinde offentliggjorde sine tanker i et paper på arXiv.org i januar 2010, er interessen kun steget blandt kolleger. Nogle har forsøgt at tænke videre på hans ideer, andre er kritiske. De fleste har været forbeholdent positive og venter på hans næste skridt, forhåbentlig i form af et mere grundigt paper inden jul. Verlinde er nemlig ingen hr. Hvemsomhelst. Han har ydet vigtige bidrag til feltteorierne og er kendt som en stærk strengteoretiker.

Hvis hans idé viser sig at have kød på, vil vi stå over for et paradigmeskift. Universet vil ikke længere blive forstået som en halvtom rumtidsbeholder af partikler og kræfter, men som en amorf svamp, der forsøger at genfinde sin ligevægt.

Man vil kunne forklare, hvad den mørke energi og det mørke stof er for størrelser og erkende, at entropiens lov er grunden til, at naturens store og små kræfter virker, som de gør.

»Mit udgangspunkt er, at fysikkens love, som vi nu bruger til at beskrive naturen, faktisk er udledt fra noget andet,« siger Verlinde i et interview med Ingeniøren:

Bedre demokrati? Lad vælgerne stemme på flere kandidater

Hvorfor er et gammelt dansk forslag om at give vælgere mulighed for at vælge flere kandidater i en prioriteret rækkefølge ikke mere populært? En række valgforskere siger, at metoden er at foretrække.

Læs hele teksten med kommentarer på ing.dk


Kulturminister Per Stig Møllers forslag om at genindføre noget, der ligner Landstinget, har fået gang i en mindre demokratidebat i Danmark. I de fleste medier, hvor forslaget har været præsenteret, diskuterer læserne ivrigt i de tilstødende spalter, og deres forslag spænder lige fra genindførelse af monarkiet til direkte demokrati pr. elektronisk afstemning.

Grunden til at Per Stig Møller foreslår et tokammersystem er, at han mener at vi er havnet i et ‘stemningsdemokrati’, og at hysteriske medier har tendens til at skabe ‘tilfældige stemningsbølger på en given valgdag’. Et landsting med valg to år efter folketingsvalg, ville kunne afbøde usagligheden og føre til mere stabil og gennemtænkt lovgivning, mener han.

Af angst for at stå uden for denne spændende diskussion vil dette supersaglige medie gerne bidrage til debatten og kigge på, om man kan skabe et bedre og mere fornuftigt demokrati på andre måder – dvs. ikke nødvendigvis ved at lave et tokammersystem, der effektivt blot kaster grus i maskineriet og forsinker lovgivningsprocessen, men ved at ændre den måde, stemmerne bliver afgivet og mandaterne fordelte på.

Carl Christopher Georg Andræ 
Sig pænt goddag til den danske matematiker og politiker Carl Christopher Georg Andræ. I 1855 opfandt han den såkaldte ‘personaliserede forholdstalsmetode’, også kaldet ‘alternative stemmer’ (Alternative Votes, AV, i litteraturen), som går ud på, at man som vælger kan stemme på flere kandidater i en prioriteret rækkefølge. Man sætter et et-tal foran sin første prioritet, et to-tal foran sin anden prioritet og så videre, dog højst så mange, som skal vælges i kredsen, men gerne blandet fra flere lister.

»Personligt er det en af mine favoritmetoder,« siger professor Peter Kurrild-Klitgaard fra Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet.

Forskere: Adskilte sektorer er vejen ud af finanskrisen

En netværksanalyse af finanskrisen viser, at bankerne i løbet af få år skabte en voldsom sammensmeltning af de vigtigste økonomiske sektorer. Det førte til et ustabilt netværk, hvor en enkelt krise kunne resultere i et globalt sammenbrud.

Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk

At bankerne er de store syndere i den aktuelle finanskrise er ikke noget nyt. Heller ikke at det primært var politikernes fortsatte deregulering af finansmarkederne, der tillod, at bankerne kunne gøre, som de gjorde. Når hver enkelt bank kunne drive forretning med alt fra atomkraft i Alaska over derivater i Danmark til zink i Zimbabwe, var det ikke svært at se, at en krise ét sted nemt kunne føre til en kaskade af kriser andre steder.

I en artikel, som blev lagt på arXiv.org den 16. november, kunne Yaneer Bar-Yam og kolleger fra New England Complex Systems Institute i Cambridge, Massachusetts, USA, med fornyet klarhed vise, hvor stor en betydning det har for økonomiens stabilitet, om de finansielle markeder er koblede med hinanden via de samme finansinstitutter eller om man har separate finansenheder for hver enkel sektor.

Forskerne behøvede kun at kortlægge dynamikken i netværket af de 500 virksomheder med den største aktievolumen på den amerikanske børs og forbinde den med olieprisen, obligationsprisen og renten.

Resultatet var meget tydeligt, som det fremgår af grafikken. Graferne viser koblingen mellem virksomheder i fem centrale økonomiske sektorer: teknologi, olie, andre grundmaterialer, banker koblet til boligmarkedet og andre finanser.

Milliarder af blå planeter

For 50 år siden begyndte den amerikanske astronom Frank Drake at lede efter aliens i rummet ved at lytte til radiosignaler. Det skal selvfølgelig fejres, og helst med lige så langt ude ideer som dem, Drake inspirerede utallige astronomer og science fiction-fans med. Et af dem har ing.dk allerede skrevet om. Det er projektet ’Dorothy’, som en gruppe astronomer startede i sidste uge, og som går ud på at lytte til radio- og laser-signaler fra Tau Ceti og Epsilon Eridani.

Her en anden idé: For to måneder siden udgav Samuel Arbesman fra Harvard og astronom Gregory Laughlin fra Santa Cruz en artikel, som beregnede sandsynligheden for, hvornår vi finder den første Jord-lignende planet. Den hastighed, hvormed astronomer finder stadig mindre planeter (vi er nu tæt ved 500), kan nemlig bruges til at ekstrapolere fremad i tiden, indtil vi når den dag, hvor vi vil have fundet en planet uden for vores solsystem, der er lige så stor som vores og i en tilpas afstand fra Solen til at kunne have flydende vand på overfladen.

Arbesman og Laughlin regnede og regnede, og de kom frem til, at medianen ligger i begyndelsen af maj 2011. Det vil sige, at vi med stor sikkerhed vil finde en beboelig planet om kun seks måneder. Det er da en nyhed, før det er blevet en nyhed! Faktisk troede astronomer, at de allerede fandt sådan en planet i september, kaldet Gliese 581g, 20 lysår borte og placeret i stjernetegnet Vægten. Men andre astronomer har ikke kunnet bekræfte fundet, så derfor kan vi ikke være sikre. Til februar har Nasa dog annonceret, at de vil frigive data fra deres Kepler-mission, og på det tidspunkt vil vi helt sikkert vide mere.

Spørgsmålet er, hvordan vi med vores stadigt bedre teknologier kan udvide vores horisont og dermed også kan udvide vores chance for at finde intelligent liv langt væk fra solsystemet. Frank Drake udviklede en berømt ligning i 1961, som skulle beregne antallet af observerbare, avancerede civilisationer i Mælkevejen. Den siger, at N=R*fp*ne*fl*fi*fc*L, og han kom frem til at N var cirka ti planeter, og at vi derfor bare skulle komme i gang med at rulle ørerne ud og sende budskaber af sted.

Fint nok. Spørgsmålet er, om Arbesmans og Laughlins ekstrapolationer kan bruges. Drakes ligning gætter sig til antallet af planeter med liv som vores, og ikke til sandsynligheden for, at vi finder dem. Alligevel vil vores evne til at finde beboelige planeter påvirke Drake-ligningen ved at give bedre estimater af parametrene. Det vil f.eks. gøre tallene for ‘fp’ (antal af stjerner med planeter) og ‘ne’ (antal af beboelige planeter i disse) mere præcise, og gøre tallene for ‘fc’ og ‘L’ større (avancerede civilisationers levetid), idet disse jo ikke nødvendigvis behøver at have opdaget radiobølger, for at vi kan opdage dem.

Man kunne f.eks. spørge, hvornår vi vil kende alle beboelige planeter i Mælkevejen, forudsat at vores teknologi udvikler sig i samme hast som hidtil? Det kunne forstås som en salgs Moores lov for beboelige exoplaneter. Når kosmologer så en dag har etableret, at der faktisk findes milliarder af beboelige planeter i vores galakse, så vil vi måske også kunne udvikle en god exobiologisk konstant, som angiver andelen af liv pr. beboelig planet, samt en planetarisk konstant, som angiver andelen af beboelige planeter pr. stjerne som funktion af vores evne til at observere dem.

Prøv at tænke over tallet: milliarder af blå planeter! Så mangler vi bare at opfinde ormehullet og et passende intergalaktisk charterfly.

Uden straf og kontrol - ingen social adfærd

Hvordan sikrer man en bæredygtig udnyttelse af fælles ressourcer, uden at de ødelægges? Biologer og adfærdsøkonomer har længe været pessimistiske på menneskets vegne, men der er tegn på, at vi faktisk godt kan, hvis vi tænker os om - og samtidig overvåges og trues med straf.

Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk

Menneskers brug af en fri tilgængelig, men begrænset ressource, er en af tidens største udfordringer.

Dilemmaet er åbenlyst: Hvis der ikke er regler eller mærkbare sanktioner, finder folk hurtigt ud af, at det kan betale sig at tage, hvad de kan, fordi de negative konsekvenser af deres rovdrift på en fælles ressource fordeles over et større antal mennesker, og derfor rammer dem selv mindre hårdt, end hvad de kan få ud af den.

Tænk f.eks. på det ulovlige torskefiskeri i Kattegat, som Greenpeace afslørede i sommer ved at montere sporingsudstyr på en række fiskefartøjer fra Gilleleje. Det viste, hvor vanskelig en øvelse det er at opretholde en bæredygtig produktion af et fælles gode, når det samtidigt udgør nogle få menneskers levebrød.

Økonomer og socialpsykologer har længe forsøgt at finde de teoretiske rammer for, hvornår samarbejde om et fælles gode kan lade sig gøre. Hvad skal der til for at sikre samarbejde om udnyttelsen af fisk i havet, af tømmer i en skov, af grundvandet, eller bare af den friske luft - uden at ressourcen udtømmes eller forurenes? Biologen Garrett Hardin var en af de første, der beskrev dilemmaet i en artikel i fagbladet Science i 1968 med titlen 'The Tragedy of the Commons'. Da vi bliver stadig flere mennesker på denne klode, og ressourcerne er begrænsede, så han ingen anden udvej, end at vi måtte lære at få færre børn.

Moderne samfund og mindre ego
Heldigvis har det vist sig, at mennesker er mere end problemskabende avlsmaskiner. Vi kan også være problemløsere og udvikle kreative måder at omgå kriser på. Siden midten af 90'erne har adfærdsforskere f.eks. lavet forsøg med studerende, hvor de simulerede dilemmaet ved hjælp af såkaldte 'public goods games'. De går ud på at måle, hvor meget folk er villige til at lægge deres egne sparepenge i en fælles krukke i forventning om at dele en eventuel fortjeneste, hvis de andre gør det samme. Gruppen klarer sig bedst, hvis alle samarbejder, men gratister ville kunne score en stor gevinst, hvis de lod være med at spytte i kassen.

Gang på gang har forskerne været overraskede over, at villigheden til at samarbejde slet ikke er så sjælden, som de spilteoretiske modeller egentlig påstod. Godt nok er stok og gulerod vigtige redskaber til at holde eventuelle gratister i skak, men folks præferencer pegede generelt klart i retning af prosocial adfærd.

Neurobiologer udvikler målestok for lugtesansen

Forskere har for første gang fundet en sikker metode til at måle lugte ud fra deres grad af behagelighed og giftighed – målestokken er lige så objektiv som målestokke for lyde og farver, siger de.

Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk

Lugtesansen har altid været opfattet som den mest subjektive af alle menneskets sanser. Følesansen var noget, man kunne føle på, og smagssansen lå lige på tungen. Selv syns- og høresanserne blev relativt hurtigt defineret som specifikke frekvenser af vibrationer af lys og lyd i forskellige medier. Men lugtesansen? Her var hver person stadig sin egen dommer, og man hører stadig ofte, at hvad der i én kulturkreds dufter godt, betragtes som en ildelugtende stank i en anden.

Men al denne folklore kan vi nu kaste på historiens mødding som forkerte antagelser, siger en gruppe forskere fra Weizmann Instituttet i Israel. De har udviklet en universel målestok for, hvor behagelig eller ubehagelig mennesker synes, en bestemt lugt er.

»Vi har meget overbevisende materiale, der viser, at vores metrik er lige så universel som bølgelængdeskalaen er universel for lys, og frekvensskalaen er universel for lyd,« siger forskningsprogrammets leder Noam Sobel:

»Metrikken danner en enhedsoplevelse af lugt på samme måde, som vibrationerne af lys og luft danner oplevelser af farve og lyd.«

Hjernevasker parasitter mus og mænd?

Vidste du at en enkel ulækker parasit er bedre til at forklare vores alles småpsykotiske adfærd end en hvilken som helst psykologisk teori som vi måtte have lært på humanoria? Tro det eller lad være, for biologer finder stadig flere beviser på det, som fans af monster- og gyserfilm altid har vidst: Vi er besatte af zombier og aliens, der får os til at gøre ting som vi egentlig ikke har lyst til at gøre.

Læse hele artiklen med kommentarer på ing.dk

Hestehårsormen Spinochordodes tellinii gror som ung i kroppen på biller og græshopper. Når den er kønsmoden vil den gerne ud i et vandløb for at møde de andre hårorme, der her samler sig til en kæmpe gordisk knude i et ugelangt orgie. Men hvordan komme fra græshoppens indvolde til stævnemødet i bækken? Jo, Spinochordodes begynder at spise græshoppen indefra.

Den spiser fedtet og alt andet, som ikke sidder fast i muskulaturen. Det får græshoppen til at blive utrolig tørstig og opsøge det første og bedste vandhul. Når den hopper i vandet, når den lige at tage en enkel slurk, inden den dør. Den 30 centimeter lange orm trækker sig så glad ud af græshoppens anus for at forene sig med sine kærester.

Alle vores venner
Også mennesket har flere venner, end det bryder sig om. Vi er vært for en lang række bakterier, vira, orme og andre organismer, der bruger os som transportmiddel og lever i og af vores kroppe. Tænk blot på ring-, rund-, piske- og bændelorme; på mider, malaria, haresyge, sovesyge, tæger, myg, lopper, lus, ikter og fnat. De har udviklet de mest fantastiske tricks, og der er noget der tyder på, at de endda kan påvirke vores hjerne - og derigennem manipulere med vores adfærd til egen fordel.

Slik til gamle racister

Jeg har en ven, som er begyndt at sige racistiske ting, så nu gider jeg ikke at se ham mere. Jeg har et familiemedlem, som på sine gamle dage siger forfærdelige ting om bøsser og andre medmennesker, og jeg har en kollega, som laver sexistiske jokes, når han er fuld. Vi kender det alle sammen: en snigende tendens (hos andre – ikke hos os selv, selvfølgelig) til at sige fordomsfulde ting, når vi er trætte, forvirrede, fulde eller bare ved at blive lidt gamle.

Årsagen er enkel: vi mangler glukose i hjernen. Hjerneforskere har sammen med psykologer fundet ud af, at fordomme opstår typisk hos folk, hvis hjerne ikke kører på alle cylindre. Sukker er den primære energikilde for højere ordens tankeprocesser som selvkontrol og multivariable beslutningsprocesser. Når sukkeret mangler, eller har svært ved at blive mobiliseret effektivt i kroppen (f.eks. når insulinniveauet er lavt, eller alkoholprocenten høj), reduceres evnen til selvkontrol, og folk begynder at sige ting på baggrund af intuitive, heuristisk baserede tankemønstre, i stedet for at tænke sig om.

Problemet gør sig især gældende hos gamle og tanketrætte mennesker, men Matthew Gailliot og Roy Baumeister fra Florida State University har vist, at også 20-årige studerende ligger under for effekten.

Ratingsystemet Elo er sat skak – men endnu ikke mat

Her en nyhed til nørder: Ratingsystemet Elo, der måler skakspilleres styrke, kan sagtens gøres bedre, viser en onlinekonkurrence. En dansk studerende ligger i Top 10 med en model, som han også bruger til at måle europæiske fodboldholds styrke med.


Statistikere og matematikere fra hele verden er i gang med igen at redde verden: de udfordrer ratingsystemet Elo, som til daglig bruges til at vurdere bl.a. skakspilleres styrke med.

På hjemmesiden kaggle.com konkurrerer de om, hvor godt deres hjemmelavede algoritmer klarer sig i forhold til etablerede modeller og til hinanden.

Ud af de lige nu 195 bidrag ligger det officielle Elo-system på en 86. plads, mens en dansk datalogistuderende fra SDU, Rasmus Ulvund Svendsen, ligger på en imponerende 7. plads med sin model, som egentlig var udviklet til amerikansk fodbold.

»Jeg bruger noget fra en fyr kaldet Hal Stern, som kiggede på amerikansk fodbold,« siger Rasmus Ulvund Svendsen.

»Han fandt ud af, at hvis man gav alle holdene en rating, så vil forskellen på deres rating være et godt estimat for resultatet, når to hold spiller mod hinanden. I fodbold er det målforskellen, og i skak er det et point for en gevinst, et halv point for en uafgjort og nul point for tab,« fortæller Ulvund Svendsen.

Forskere vil kortlægge menneskets hjerneforbindelser

Et konsortium af forskere på tværs af kloden har fået bevilget millioner af dollars til at kortlægge det komplette kredsløb af neuroner i menneskets hjerne.


Det fleste har hørt om det humane genomprojekt, der i år 2000 offentliggjorde det første kort over menneskets samlede genetiske kode på tre milliarder basepar. Nu, ti år efter denne bedrift, har hjerneforskere fra 33 institutioner i USA, England, Tyskland og Italien fået 30 millioner dollars fra det amerikanske National Institutes of Health (NIH) og givet hinanden håndslag på at gå efter en mindst lige så stor milepæl: i løbet af fem år at kortlægge det samlede netværk af neuroner i menneskets hjerne. Det, de kalder det humane ’connectome’.

Der venter en gigantisk opgave. Et menneskeligt ’connectome’ indeholder cirka 100 milliarder neuroner. Hver enkel af neuronerne har i gennemsnit 7.000 synaptiske forbindelser til andre neuroner, og i alt regner man med, at der findes 100-500 billioner (10^12) synapser i en voksen menneskehjerne. Antallet af mulige forbindelser er altså svimlende.

Man ved ikke, hvad disse forbindelser i alt repræsenterer. Måske er vores hukommelse lagret som konkrete forbindelser eller som aktivitetsmønstre i netværket. Forskerhold fra Washington University i Minnesota vil scanne 600 tvillingepar og deres børn fra 300 familier. Hovedvægten vil i starten blive lagt på at undersøge cerebral cortex, hvor de fleste komplekse hjernefunktioner foregår.

Jeg chatter, derfor tænker jeg

Et jubilæumsessay til ære for Alan Turing og hans 60 år gamle forsøg på at vise, at maskiner en skønne dag vil kunne tænke ligesom os.



For præcis 60 år siden udgav matematikeren og computerpioneren Alan Turing en artikel i fagbladet Mind med titlen ‘Computing Machinery and Intelligence’. Heri åbnede han diskussionen om kunstig intelligens med spørgsmålet om maskiner kan tænke. Intelligent og praktisk som Turing var, forklarede han, at man i stedet for at fortabe sig i uklare definitioner af tænkning som sådan bare burde bruge en praktisk test, der ser på, hvad en computer kan kommunikere, og om resultatet kan adskilles fra, hvad et tænkende individ kunne finde på at sige.

Turing opfandt til det formål en simpel leg, som han kaldte imitationslegen, og som siden er blevet kendt under navnet Turingtesten. Den går ud på at en dommer udspørger en testperson (computere og mennesker) via et elektronisk apparat og et tastatur, således at dommeren ikke har andre informationer end deres skriftlige svar på en skærm – det, vi i dag kunne kalde en chat-udveksling. Hvis dommeren accepterer udvekslingen som ligeværdig, passerer testpersonen som et menneske. Hvis ikke, må det være en maskine.

Loebnerprisen
Turing mente selv i et radiointerview, at det ville vare mindst 100 år, før en maskine kunne klare testen og få en dommer til at tro, at den er et menneske. Nu er der gået 60 år, og de bedste programmer, ofte kaldt chatterbots, er end ikke i nærheden af at kunne bestå. Turing undlod med vilje at lade andre faktorer som udseende eller stemmeføring forstyrre bedømmelsen, men selv med et tekstinterface er det en simpel sag at afsløre de kunstige intelligenser.



 Cleverbot (Rollo Carpenter) 
Dette interview med Cleverbot (http://cleverbot.com/) blev lavet af Ingeniøren 1. oktober 2010. Til forskel fra Eliza og A.L.I.C.E. kan Cleverbot lære af sine ‘samtalepartnere’ og udvikle nye svar ud fra en kontekstualiseret database, der rummer over 20 millioner online samtaler. 

Ingeniøren: Hi.
Cleverbot: Hello.
Ingeniøren: I am writing an article about the Turing test.
Cleverbot: What’s that?
Ingeniøren: About trying to find out what thinking is. Can machines think?
Cleverbot: I see.
Ingeniøren: But can you also think?
Cleverbot: No, only Aladin.
Ingeniøren: Aladin can think?
Cleverbot: No, robots can’t think. The term is used in context to when a computer analyzes the situation and chooses the option that it mathematically calculates will result in the best possible outcome.
Ingeniøren: That doesn’t seem too much different from how humans work. So are you suggesting that humans are robots?
Cleverbot: Do you expect better from the internet?
Ingeniøren: You might trick me and in fact be a human.
Cleverbot: But you just stated that I wasn’t.
Ingeniøren: Do you use a Bayesian framework?
Cleverbot: Does that mean you are a computer? Answer it.
Ingeniøren: I asked about how you are calculating the answers.
Cleverbot: Do machines dream electric sheep?


Studerende satser på guld for syntetisk E. coli, der flygter fra blåt lys

Studerende fra Syddansk Universitet er i gang med at udvikle en fototaktisk bakterie, der omdanner lys til mekanisk arbejde.

Læse hele artiklen med kommentarer på ing.dk


Et hold bioingeniørstuderende fra Syddansk Universitet er ved at være klar til den årlige iGEM-konkurrence, som skal afholdes ved MIT i Cambridge, USA, 5.-8. november. De har lavet en kunstig E. coli bakterie med en fotosensor, som gør, at bakterien bevæger sig væk, når man retter blåt lys mod den.

Der er stadig et par ting, der mangler, fortæller instruktør Mike Barnkob, men han er sikker på, at de har et godt projekt:

»E. coli-bakterier har nogle flagellaer, som de kan baske med. Vi fandt ud af, at man kan styre dem ved at kombinere med gener fra andre bakterier og så lyse på dem. Blåt lys får dem til at dreje om, og hvis det er mørkt i en anden retning, bevæger de sig derhen.«

Lige nu har holdet fra Syddansk fået det første bevis for, at systemet virker, og de er nu i gang med yderligere karakterisering for at se, hvilke typer lys, det reagerer på, og hvor hurtigt de kan få bakterien til at bevæge sig.

Bange for de mange

’Overbefolkning’ er et frækt ord. Lommefilosoffer og andre lurendrejere af både højre- og venstresnoet støbning elsker at ’provokere’ med ordet - gerne med et bedrevidende blik, der skal fortælle, at de har fat i noget afgørende, når talen falder på verdens sande tilstand. Deres rullende øjne suggererer, at de rører ved et ’tabu’ som ingen tør nævne, men at det ikke desto mindre er lige så uomtvisteligt sandt som tyngdekraftens lov. Videnskabeligt bevist.

Tanken om en overbefolket klode er dog alt andet end et tabu. Den er nok snarere verdens mest dovne tanke. Den er så mainstream, at Olsenbrødrene til sammenligning må forekomme vovede. Slår man ordparret ”overpopulation + taboo” op i google, får man 400.000 hits (hvilket ikke er et bevis på, at det er sandt, men et bevis på, at det er enormt populært at tro, at det er sandt). Selve tanken er også oldgammel. Den kristne filosof Tertullian mente i det herrens år 200 evt. at naturen ikke kunne klare så mange promiskuøse mennesker (dengang fandtes der ca. 180 millioner). Hans snerpethed og foragt for ”hedningene” har da også været et vedvarende kristent tema op igennem de næste 1800 års idehistorie.

Også naturvidenskaben har haft sine misantropiske apostle. Den værste hed Thomas Robert Malthus, en skummel økonom og menneskehader, der levede i 1700-tallets England. Malthus mente, at de fattige hverken behøvede velgørenhed eller sundhedspleje, og når de døde i pisserenden, var det kun godt, så. Hans essay om Principles of Population fra 1798 var et banalt regnestykke om en eksponentialfunktion der eksploderer, hvis den ikke begrænses i sin himmelflugt, og at det samme må gælde for folkemasserne: idet fattige formerer sig ud over hvad de evner at forsørge, eksploderer deres antal til det utålelige.

Temaet er i nyere tid blevet taget op af biologen Paul Ehrlich, af Obamas videnskabelige rådgiver John Holdren, af miljøforkæmperen Fred Pierce i bogen Peoplequake, af den sekteriske Optimum Population Trust, af FN’s Population Fund, etc. etc. etc. I dag ikke formuleret som en frygt for overbefolkningen, men som en frygt for overforbruget. Det skorter altså ikke på meninger om sagen, og jeg indrømmer også selv at have været ’bekymret’, og have foreslået her i spalterne (med let ironi), at man da bare kunne spare en baby, hvis man ville redde klimaet.

Men når alt kommer til alt, er frygten for befolkningsvæksten ikke bare forkert. Den er også dum og etisk grim. Den er forkert, fordi vi gang på gang har bevist, at vores opfindsomhed kan gøre vores liv bedre, sundere og renere, selvom vi bliver flere. Alle de sure gamle tænkere har gang på gang taget fejl i deres forudsigelser om globale hungersnød og sammenbrud. De har forvekslet sociale onder med naturlige onder, og de har forsøgt at se fejlen i det enkelte menneske, og ikke i den måde, som vi omgås hinanden på.

Lommefilosofferne og lurendrejerne vil også tage fejl i deres vished om, at befolkningsvækst og kommende katastrofer ikke vil kunne modgås med nye videnskabelige påfund og en bedre fælles tilpasning i livets niche. Ja, klart, der er problemer med klimaet, med ressourcer, med fattigdom og vores sociale systemer, store endda, men man må altså ikke underestimere mennesket. Og det er hvad disse mørkemænd hele tiden gør. Deres forklaringer på, hvorfor folkemasserne uundværligt vil trynes, kommer og går. Men deres dovne misantropi, den består.

Når mange små hjerner tænker bedre end få store

Et videnskabeligt opdagelsesspil om at folde proteiner viser, hvordan store og svære forskningsprojekter kan nyde godt af almindelige menneskers hjælp via nettet. Mange lignende projekter er allerede skudt i gang.

Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk

Galileo Galilei var den første, der inviterede folk til at se nattehimlen igennem sin kikkert. Selvom kirken ifølge overleveringen ikke tog imod invitationen, var Galileos gestus et vigtigt skridt for udbredelsen af den videnskabelige tænkning.

Nu er vores civilisation muligvis klar til en lignende og lige så betydningsfuld gestus: en invitation til alle mennesker om at deltage i ægte videnskabelig forskning via distribueret tænkning på nettet.

De nye digitale medier har gjort det muligt. Har du for eksempel lyst til at hjælpe med galakse-klassifikation og finde nye objekter i rummet? Besøg zooniverse.org. Er du mere interesseret i at opdage nye pulsarer? Så kan du deltage i Einstein@Home. 'Tillykke, du har fundet et nyt medikament!' kunne være resultatet af din deltagelse i foldit@home, et forskningsprojekt, der bruger et spil-interface til at få amatører til finde de optimale konfigurationer på store og komplicerede proteiner.

Fænomenet er så nyt, at det endnu ikke har noget regulært navn. Skulle man kalde det frivillig kognition? Borgervidenskab? Crowdsourcing? Populærforskning? Distribueret tænkning? Eller noget helt sjette?

Men én ting er sikkert: Der vil komme flere og flere projekter, som inddrager almindelige mennesker i alle led af forskningsprocessen. Og ud over at hjælpe videnskaben, har fænomenet også potentialet til at revolutionere uddannelserne, for der er intet som er mere motiverende for at lære noget end at kunne hjælpe til med at løse ægte problemer, sådan som de viser sig ude i det virkelige liv.

»IPCC er gået styrket ud af kampen«

FN's klimapanel, IPCC, er kommet styrket ud af balladen om COP15, fejl og lækkede e-mails, mener Kirsten Halsnæs. Alt peger på, at tiden er ved at være moden til ægte politiske beslutninger.

Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk

»Den gode nyhed er, at USA og nogle af de lande, som tidligere ikke har stået allerforrest i ønsket om at tage klimapolitiske beslutninger, nu er kommet på banen og er begyndt at stå solidt bag IPCC,« siger klimaøkonom Kirsten Halsnæs, programleder på Risø DTU Nationallaboratoriet for Bæredygtig Energi og deltager i IPCC's arbejdsgruppe 3. »Det er den store sejr og den store nyhed.«

Anledningen til Kirsten Halsnæs' vurdering er to ting: en ny rapport fra en international ekspertgruppe, som har undersøgt arbejdsprocesserne i FN's klimapanel og er kommet med anbefalinger til opstramninger, samt det nyudnævnte hold af forskere, som skal skrive den næste rapport.

»Det, der er sket i løbet af året, er, at IPCC er gået styrket ud af kampen. De mange undersøgelser af panelets arbejde har alle sammen konkluderet, at det egentlig har fungeret ganske godt. O.k., de har fundet et par fejl, men læg mærke til, at de kun har været i arbejdsgruppe 2, ikke i de andre to arbejdsgrupper, som havde en meget stærkere ledelse, og som var meget mere nøjeregnende i den interne proces. Selvom man arbejder med meget mere usikre scenarier i f.eks. arbejdsgruppe 3, har man ikke fundet en eneste fejl, og det er meget imponerende.«

En enorm styrkelse
Du mener altså, at der ud af al balladen om FN's klimapanel er kommet en mere professionel organisation med større politisk opbakning?
»Ja, det gør jeg. Den nye sammensætning af panelet viser, at der er en meget stor opbakning bag hele projektet. Der er f.eks. kommet mange flere amerikanere med.«

Hanny og den mystiske Voorwerp

En ung biologilærers opdagelse af en "grøn frø" i rummet har vist, at borgerforskning har potentialet til at hjælpe forskere med at analysere data og opdage nyt, viser en ny konference på området. Og så kan det også bruges til at øge naturvidenskabens anseelse i offentligheden.

Læs hele artiklen på ing.dk

Den første konference om ’borgerforskning’ sluttede i London denne weekend. Formålet var at samle forskere og amatører fra mange lande for at diskutere, hvordan man kan få helt almindelige borgere til at deltage i den videnskabelige proces på forskellige niveauer, og ved hjælp af de ny digitale teknologier få dem til at bidrage produktivt.

Det har vist sig i løbet af årene, at der kan være mange gode grunde til at inkludere amatører og almindeligt interesserede mennesker i løsningen af svære videnskabelige problemer. De har i flere tilfælde løst opgaver hurtigere end hvad supercomputere har været i stand til, opdaget ukendte fænomener, og løst svære opgaver for forskere såvel som virksomheder.

Blandt de indbudte til konferencen London Citizen cyberscience var således også den hollandske biologilærer Hanny van Arkel, som i 2007 opdagede et nyt objekt i rummet da hun deltog i Galaxy Zoo projektet. Mens hun klassificerede galakser på nettet så hun en mærkelig grøn klat ved siden af en spiralgalakse. ”Den lignede en dansende grøn frø,” siger hun, ”og så spurgte jeg bare forskerne om, hvad det var.”

Kinselektion er en overflødig teori, siger forskere

En ny matematisk teori for altruisme har fået en række biologer og filosoffer op af stolene. Og man skal ikke forvente næstekærlighed blandt kolleger.

Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk

To prominente evolutionsforskere har lavet et frontalangreb på teorien om kinselektion - ideen om, at næstekærlighed og altruisme opstår som et resultat af nære familierelationer. Ifølge deres paper i Nature er lidt spilteori og Darwins naturlige udvælgelse nok til at forklare selv de mest avancerede former for uselviskhed - man har slet ikke brug for at holde regnskab med, hvem man deler gener med.

»Vores matematiske analyse demonstrerer, at kinselektion og dermed teorien om inclusive fitness ikke har nogen forklaringskraft hinsides den naturlige udvælgelse,« siger Martin A. Nowak fra Harvard University til Ingeniøren.

»Modsat de konventionelle påstande viser vi, at kinselektion ikke er en udvidelse af darwinistisk evolution, og at den ikke er nødvendig for at forklare ægte social adfærd og andre fænomener inden for sociobiologien.«

Ud over Martin Nowak, som er kendt for at være en matematisk stærk evolutionsteoretiker, er artiklen skrevet af Corina E. Tarnita og legendariske Edward O. Wilson - mest kendt for at grundlægge sociobiologien via sine banebrydende undersøgelser af social adfærd blandt myrer.

Men selvom frontalangrebet på kinselektionen ledes af så stærke generaler, tænker mange biologer og evolutionsforskere på et modangreb. Jacobus Boomsma fra biologisk institut ved Københavns Universitet udviser f.eks. ikke megen næstekærlighed i sin reaktion og oplyser, at han er én blandt cirka 70 forskere, som er i gang med at forberede et svar til Nature, hvori de vil vise, at Nowaks, Tarnitas og Wilsons påstande er uden substans.

»Deres paper glemmer at citere det meste af 40 års forskning i kinselektion. Deres model tilføjer intet, som vi ikke har vidst siden 1980'erne. Det vil ikke føre til en eneste ny erkendelse,« siger Boomsma.

Ifølge Boomsma er inclusive fitness-teorien, som blev udviklet af William Hamilton og Robert Trivers i 1960'erne og 70'erne, den eneste ægte nyhed siden Darwin, og den kan man ikke bare sådan smide væk.

»Det er ufatteligt, at forfatterne af dette paper ignorerer hele den litteratur bare for at rode op i en eller anden kontrovers,« siger Boomsma.

Ingen vil date Gaia

Abstrakte koncepter kan kun tænkes, når de har konkret metaforer at binde sig til. ”Priser” skal gå op og ned. ”Argumenter” kan være gode eller dårlige. Et centralt koncept inden for videnskaben er ”naturen”. Den har også brug for metaforer for at kunne forstås. I gamle dage forstod vi naturen som en samling af ”vrede guder”. De hed Poseidon, Tor og Zeus. Efter den videnskabelige revolution og oplysningstiden droppede vi guderne og erstattede dem med en metafor om den ’mekanisk manipulerbare materie’. Naturen og universet var blevet til et urværk, bestående af atomer og kræfter, simpelt og beregneligt. Vi mennesker var objektive iagttagere af denne natur - i øvrigt opstået naturligt via darwinistisk selektion.

I løbet af de sidste 50-100 år har videnskaben opdaget, at naturen kræver endnu bedre metaforer. Det er fordi den ikke kun er simpel, men også kompleks. Den er ikke kun deterministisk, men også uforudsigelig. Den er ikke kun mekanisk og grænseløs, men også dynamisk, flygtig og skrøbelig. Ikke desto mindre holder vi i offentligheden krampagtigt fast i en myte om en beregnelig og mekanisk natur. Både forskere og videnskabsjournalister har problemer med at skifte til en mere passende metafor – frem for alt James Lovelocks koncept om Gaia – dvs. ideen om naturen som et selv-opretholdende økosystem, et samlet homeostatisk hele, der er mere og kan mere end summen af sine enkelte dele.

Hvorfor det? Hvorfor er det så svært at indrømme, at forskningen for længst har opgivet forsøgene på at reducere natur til biologi, biologi til kemi og kemi til fysik? Er det fordi det virker ulødigt? Er det fordi vi er bange for guder som metaforer? Jeg ved det ikke, men lad mig prøve at foreslå tre grunde til, hvorfor det er så svært for en videnskabsmand og -journalist at omfavne metaforen Gaia i fuld offentlighed:

1. Gaia er holistisk: 1700-tals-videnskab handler om at reducere verden til sine simpleste dele, og så formulere den store sandhed, der gælder for alt. Således talte Newtons generation. Det hænger ikke sammen med holismen uigennemskuelige garnnøgle, der ser forbindelser over det hele og ikke kan adskille årsag og virkning. Holisme lugter af vitalisme, hippies og økofreaks. Puh!

2. Hun er en person: Det er flovt for en videnskabsmand at referere til noget subjektivt for at tale om noget objektivt. Og det gør det ikke lettere at hun er kvinde. Traditionen kræver at naturen er upersonlig og ”red in tooth and claw” som Tennyson skrev og Dawkins elsker at citerer. Naturen er et vildnis som skal friseres; en konkurrence som skal vindes.

3. Hun tager vores magt: Hun fjerner os fra kontroltårnet og gør os handlingslammede. Hun siger at vi blot er en af mange millioner arter på denne klode, der alle har samme ret til at være her. Hun antyder tilmed, at vores destruktions- og herskertrang hurtigt kan hævne sig, fordi vi er afhængige af hinanden, ligesom et koralrev er afhængig af alle sine beboere.

Der er sikkert flere grunde til at Gaia-metaforen har det svært på det videnskabelige parnas. Og forstå mig ret: oplysningstidens metaforer var fantastiske. De førte os bogstavelig talt ud af mørket og ind i en lysere tid. Men ligesom oldtidens vrede guder er forældede, er troen på, at naturen blot er et mekanisk urværk, forstenet til en uholdbar myte.

Er en Borg kunstigt liv - eller bare kunstig?

Hvis man er halvt menneske og halvt maskine, ligesom en Borg i Star Trek, hvad er man så? På årets store konference om kunstigt liv, denne gang afholdt i Danmark, blev det livligt diskuteret, hvad der kan anses som kunstigt liv, og hvad ikke.

Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk

Det var en vigtig begivenhed, da Craig Venter tidligere på året præsenterede den første kunstigt skabte bakterie med øgenavnet Synthia. Alligevel var dette ikke hovedtemaet på årets store konference om kunstigt liv, Artificial Life XII, som blev afholdt i Odense i weekenden.

Under kaffepausen blev Venters bedrift dog diskuteret livligt. Den generelle konsensus var, at hans petriskåls-alien slet ikke er en ægte syntetisk levende bakterie med et minimalt antal gener, men blot en naturlig celle med et protese-genom, afskrevet fra en anden bakterie - altså en slags reboot af en gammel computer med et andet styresystem. Nej, rigtigt kunstigt liv er noget andet, mente man.

Siden AL-feltet (Artificial Life) opstod for mange år siden, har dets primære fokus været at forstå livets oprindelse og skabe noget, som man for alvor kan kalde ægte kunstigt liv - det vil sige et liv, der opstår spontant og kan udvikle sig af sig selv.

Simulation eller kemi
Den ene strategi til at nå dette mål har været stadig mere sofistikerede simulationer af 'kunstig kemi' på en computer. Den anden strategi har været at arbejde direkte med de rigtige 'våde' kemikalier i laboratoriet, og på en eller anden måde forsøge at fremavle helt nyt liv fra ursuppen.

Tog Darwin virkelig fejl?

En journalists spidsformulering om at Darwin tog fejl har startet en nyttig debat om hvorvidt det virkelig altid er den stærkeste der overlever, eller om det snarere er den, som bedst kan tilpasse sig - og skabe - nye nicher.

Læs artiklen med kommentarer på ing.dk

En videnskabsjournalist på BBC har fået bloggere i USA op af stolene. I en artikel om evolution og nichekonstruktion skriver Howard Falcon-Lang i sin underrubrik at “Charles Darwin may have been wrong when he argued that competition was the major driving force of evolution.”

Det er selvfølgelig en lækkerbisken for nyhedsbutikker som elsker skarpe vinklinger. Amerikanske bio-bloggere har været hurtigt ude med at skælde ud på journalisten, fordi de er bange for at formuleringen ”Darwin tog fejl” kunne være gefundenes Fressen for kreationister.

Men hvis man læser artiklen og kommentarerne, viser det sig at BBC-artiklen er relativt ok. Mere rigtigt er det at sige, at det er vulgærdarwinismen formulering ”survival of the fittest” (opfundet af Herbert Spencer) der skaber misforståelserne, og ikke så meget Darwin med sin blødere formulerede idé om den ”naturlig udvælgelse”.

Indisk matematiker får på puklen for at sige P er ikke lig NP

Eller formuleret på en anden måde: Svære matematiske problemer vil aldrig kunne løses ad simpel vej uden at have held i sprøjten. Hvis beviset er sandt (hvilket det dog ikke tyder på), er det godt nyt for kryptografer og computernes sikkerhed.

Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk

Matematikere og dataloger verden over har i disse dage noget at snakke om. Det største og mest berømte uløste problem inden for den teoretiske datalogi er påstået løst af Vinay Deolalikar fra HP Labs i Californien. I et 103 sider langt bevis, nu lagt online på scribd, skriver Deolalikar, at han har vist, at P ikke er lig NP - en efterhånden ikonisk ligning, der kort fortalt går ud på, at der findes fundamentale og uovervindelige forskelle i sværhedsgraden af matematiske problemer.

Hvis Deolalikars bevis er korrekt, venter der en check på en million dollar fra Clay Mathematics Institute, idet spørgsmålet om P=NP er en af resterende seks Millennium Prize-opgaver, som matematikere verden over ønsker at se løst. Men siden beviset blev offentliggjort 6. august, har en række førende matematikere allerede fundet flere huller og uklarheder. Ikke desto mindre mener man, at beviset indeholder tilpas mange nye ideer og perspektiver til, at det fortjener at blive diskuteret, selv om det er forkert.

P-problemer
Spørgsmålet om P=NP eller ej, har både fundamentale filosofiske og helt konkrete implikationer for computer- og kompleksitetsforskningen. Men hvad betyder P og NP egentlig?

Mediestorme kan være nyttige til at bremse epidemier

En ny model for udbredelsen af smitsomme sygdomme i store populationer viser, at medierne kan spille en vigtig og positiv rolle for at inddæmme epidemier – hvis de altså informerer tidligt og korrekt.


På en måde er højtråbende mediehistorier om faretruende epidemier en god ting, fastslår to matematiske biologer – også selv om historien i enkelte tilfælde måtte vise sig at være falsk alarm. Advarslerne vil få flere folk til at passe på, hvilket mindsker risikoen for, at udbruddet spreder sig alt for meget.

Men problemet er, at alt for hysteriske historier i tv, aviser og radio om en smittende sygdom kan ødelægge mere end de gavner, for eksempel når det viser sig, at dødeligheden er meget lavere end først antaget. Sådan var det med svineinfluenzaen H1N1 sidste år, hvor myndighederne pludselig sad på et overskudslager af dyre vacciner og WHO med et troværdighedsproblem oveni.

Et hurtigt beredskab i en situation med ufuldstændig epidemiologisk viden om en ny sygdom er en svær ligning. Og når sociale faktorer som økonomi og troværdighed kommer oveni, bliver den ikke lettere. Der findes masser af matematiske modeller, som prøver at finde den bedste strategi ved udbredelsen af en epidemi, men mediernes rolle har aldrig været indarbejdet eksplicit i den slags modeller.

Fungerer medierne som virtuelle ambulancer, der larmer i æteren, og får folk til at passe mere på? Eller gør de bare tingene værre? Det har Anna Mummert fra Marshall University i Huntington, USA, og Howard Weiss fra Georgia Institute of Technology, Atlanta, nu forsøgt at svare på.

Klimaforskernes formand: »Hold afstand til medierne«

Formanden for FN's klimapanel, Rajendra K. Pachauri, råder verdens førende klimaforskere til at holde sig væk fra medierne. »Dumt«, siger danske klimaforskere.

Læs hele artiklen på ing.dk


I et brev dateret den 5. juli 2010 skriver IPCC´s formand Rajendra K. Pachauri, at han råder sine forskere til at ’holde afstand til medierne’. Det er sket samtidigt med offentliggørelsen af to undersøgelsesrapporter, som konkluderer, at FN’s Klimapanel, bortset fra et par dumme fejl, har styr på videnskaben, men ikke på sin måde at kommunikere med medierne på.

Brevet blev sendt til de 831 forskere, som er udvalgt til at deltage i udarbejdelsen af den næste IPCC-rapport, der skal udkomme i 2014. I de første par afsnit af brevet lykønsker Pachauri brevmodtageren med at være blevet udvalgt til at deltage i det vigtige arbejde, men i tredje afsnit står der så:

»Jeg vil også gerne understrege, at forøget medieinteresse i IPCC's arbejde sandsynligvis betyder, at du får spørgsmål om dit arbejde og om IPCC. Mit oprigtige råd vil derfor være, at du holder afstand til medierne, og bliver der stillet spørgsmål til den arbejdsgruppe, som du er med i, så henvis venligst til formændene for arbejdsgruppen, og henvis spørgsmål vedrørende IPCC til IPCC's sekretariat.«

Pachauris formulering har vakt stor harme og undren blandt forskerne, fordi den opfordrer til en ’bunker-mentalitet’ i direkte modstrid med, hvad der er brug for.

Platons hemmelige kode knækket

En engelsk professor påstår at have knækket en hemmelig kode, som har været gemt i Platons værker i over 2000 år.


I oldtidens Grækenland var det farligt at være alt for åbenmundet med sine synspunkter. Platons lærer Sokrates og flere andre filosoffer blev forfulgt og henrettet for at sige de Athenske politikere imod. Det blev derfor almindeligt at arbejde med hemmelige koder, som kun de indviede forstod og kunne afkode.

Platon bliver derfor af mange anset som en filosof, der aldrig artikulerede en positiv filosofi. I stedet lod han blot en masse synspunkter komme tid orde. Men hvis man afkoder de skjulte budskaber, viser det sig, at Platon var pythagoræer. Han troede på at universet var determineret af matematikkens love, som for Pythagoras var det samme som musikkens love.

Matematiker og filosof fra Manchester University i England Jay Kennedy viser i en artikel i fagbladet Aperion, hvordan dialogernes 12-deling svarer præcist til den pythagoræiske 12-tone-skala, som blev brugt på deres enstrengede instrument, kaldt et ’monokord’. Pythagoras havde opdaget at noder kunne transformeres til matematiske ligninger. Node-par med et heltals-forhold til hinanden (12/2, 12/3, etc..) blev således anset som mere harmoniske og derfor mere sande og smukke end node-par uden heltals-forhold.

Brownske motorer og livets oprindelse - er der en sammenhæng?

Fysikere har realiseret et 98 år gammelt tankeeksperiment, der får nyttigt arbejde ud af tilfældige sammenstød af molekyler. Det kan måske bruges som energikilde inden for nanoteknologien – og måske også hjælpe til med at forstå livets opståen.

Læs hele artiklen på ing.dk

En af de største udfordringer for nanoteknologien er at bygge en mikroskopisk autonom motor, som kan bevæge sig retningsbestemt og udføre arbejde, selv om den bombarderes af partikler fra alle sider. Det bevægelige liv på Jorden har for eksempel også kun kunnet opstå, fordi dets første byggeklodser i løbet af millioner af år har lært at dirigere det tilfældige virvar af molekyler i væsker og gasser i retning af nyttigt arbejde for sig selv.

En af fysikernes ældste kandidater til at gøre det molekylære virvar nyttigt er de såkaldte brownske motorer, eller på engelsk 'Brownian Ratchets'. De var oprindeligt formuleret som et tankeeksperiment af den polske fysiker Marian Smoluchowski, som sideløbende med Albert Einstein grundlagde teorien om de brownske bevægelser, og dermed bidrog til den generelle accept af den moderne atomteori.

Hvis man kunne bygge en lille maskine til at udnytte bevægelsesenergien i en gas, tænkte Smoluchowski i 1912, ville den skulle se ud som en mikroskopisk mølle.

Den nye genomvidenskab – anmeldelse af bogen Genomes


Vi står midt i en konceptuel revolution inden for de biologiske videnskaber. Hvis man vil forstå, hvad den går ud på, kan bogen Genomes – And What To Make Of Them af Barry Barnes og John Dupré stærkt anbefales.

Hvor vi tidligere kun beskæftigede os med variation og naturlige udvælgelse, ser vi nu, hvordan alle mulige andre mekanismer spiller ind i evolutionen – både i form af de små molekylærbiologiske processer og de større gensidigt afhængige netværk. Hvor vi tidligere kun beskæftigede os med arter og slægte, ser vi nu, hvor vigtige mikroberne er for at forstå det samlede billede. Og hvor vi tidligere kun anså genomet som den essentielle og vigtigste informationsbeholder (og dermed formidlede en slags genetisk determinisme), ser vi nu et meget mere komplekst billede af epigenomer, transposoner, methyleringer, rekombinationer og gensidigt afhængige livscykler.

I bogens anden halvdel beskæftiger forfatterne sig med med at debunke de sociale og filosofiske forståelser af genomikken, som generelt er alt for simplistiske. De diskuterer genetisk modificerede fødevarer, stamcelleforskning, genterapi og mange andre aspekter af den igangværende genom-revolution. Det er her, sociologen Barnes og filosoffen Dupré for alvor kommer til deres ret.

Teksten er ikke svær men heller ikke let, og bogen vil nok primært appellere til akademikeren, som i forvejen har en vis viden om de biologiske videnskaber. Dette er en smule ærgerligt, fordi det jo netop er vigtigt at fortælle den brede befolkning uden den store forkundskab, at den meget reduktionistiske og individualistisk orienterede moderne syntese er på vej ud, og at et nyt, mere helhedsorienteret, men også mere komplekst biologisk paradigme er på vej ind.
Barry Barnes og John Dupré
Genomes – And What To Make Of Them
275 sider, The University of Cicago Press, 2008, $25
ISBN-13: 978-0-226-17295-8

Foragt for masserne

Internet: uha! Facebook: uhadada! Man hører i disse dage mange stemmer som advarer os mod de nye medier. Panderynkende studieværter debatterer sammenhængskraften i den digitale tidsalder. Mopsede professorer beklager kakofonien på online debatfora. Folketingets formand Thor Pedersen vil af med facebook i folketingssalen. Og for at sætte ekstra trumf på mener forskningschefen for journalistisk filosofi på Journalisthøjskolen, Ejvind Hansen, at internettet kan nedbryde demokratiet.

Hvor kommer alle disse synspunkter fra? Findes der virkelig så mange afdankede sirener, fossilerede lektorer og misantropiske meningsmagere i statens katakomber? Måske er det på tide at grave dem ud og fortælle dem en offentlig hemmelighed: at internettet er en befrielse for de fleste, og at udslippet af alles meninger i alle medier ikke kan stoppes. Mere end olieudslippet i den Mexicanske Golf vil meningerne fortsætte med at pøse ud og forurene den gamle verdensorden. Og gudskelov for det. De kan måske lyde som en million vuvuzelaer, der alle trutter samtidigt, men de er hverken farlige for demokratiet, for sammenhængen eller for at få ansvarsbevidste borgere.

Mange har slet ikke fattet hvilken enorm frigørelse de digitale medier har været. I århundreder har ”masserne” været afskåret fra at give deres mening til kende, og i frygt for hånen fra de velskrivende eliter kun har turdet at ytre sig bag fortrukne gardiner. Da de første romaner udkom, blev de beskyldt for at fordærve ungdommen. Da dagspressen dukkede op i 1800-tallet fik den på puklen fra digtere og filosoffer. Hertz, H.C.Andersen, Schack, Heiberg og alle de andre fine herrer kaldte den grim og overfladisk. Prøv selv at høre på Søren Kierkegaard: “Dagspressen er og bliver det onde princip i den moderne verden; sofistisk har den ingen grænse, da den bestandig kan synke længere og længere ned i valget af læsere. Som følge deraf mudrer den al den usselhed op, som ingen stat mere kan magte.”

Foragten for masserne er kun langsomt aftagende, og ytrer sig i dag som angsten for internettet. Ifølge mainstreamfilosoffer fordærver netkulturen de menneskelige værdier. Den er konformiserende (Hubert Dreyfus) eller fragmenterende (Jürgen Habermas) for den enkelte, og demoraliserende for alle. Selvfølgelig er en vis kritik nødvendig. Men hvorfor er der så få der skriver om de gode nyheder? Om de milliarder af mennesker, som har fået mæle? Om adgang til tidligere ukendt eller censureret viden? Om innovative former for journalistik, om nye måder at samarbejde på og om helt nye muligheder for at deltage i de sociale og politiske processer?

Årsagen til at angsten over for internettet får så megen ørenlyd er ikke en gammel elite, der udnytter sin privilegerede position til igen at foragte masserne. Det antages måske blandt værdikampens retorikere, men det er forkert. Årsagen er, at vi endnu ikke har lært at omformulere vores nedarvede forskelle mellem eliten og masserne i retning af et frit spil om en ny rangorden. Vi genetablerer blot et gammeldags hierarki af pure vane. Og dermed genetablerer en gammel foragt, forklædt som angst for netkulturen, uden at være klar over, at vi for længst er en del af den. Man kan derfor kun håbe på at vi besejrer vores selvforagt, og lærer at opbygge en ny valuta med de nye medier; en møntfod, der baserer sig på andet end de gamle hierarkier. For så vil vi for alvor kunne se rigdommen i massen, som klart er blevet friere.

Fransk regering åbner forskningscenter for neuropolitik

Som den første i verden har den franske regering etableret et forskningsprogram i neuropolitik under statens Center for Strategisk Analyse, hvor man ved hjælp af neurovidenskab, psykologi og adfærdsforskning vil vejlede politikere og offentlige myndigheder i, hvordan man påvirker folks beslutninger og dermed får dem til at træffe bedre valg for sig selv (og måske også for samfundet).

I de sidste hundrede år har forskere samlet megen viden om, hvordan folk og grupper af folk kan adfærdpåvirkes ved hjælp af meget simple psykologiske mekanismer. Det er derfor på tide at bruge denne viden mere konstruktivt i samfundet, i stedet for at overlade den til propaganda- og reklameindustrien alene. Sådan synes grundlægger og direktør for programmet for 'Neuroscience and Public Policy', Olivier Oullier, i hvert fald at mene.

Impotent videnskab

For to uger siden skrev min gode kollega Jens Ramskov om en matematikopgave her i spalten, der gav nye rekorder for debatten på Ingeniørens hjemmeside. De mest ihærdige diskuterer stadig på http://ing.dk/artikel/109315-simpel-matematikopgave-gav-laeserstorm. Jens, jeg og mange andre for længst har kapituleret, selvom vi har forsøgt os med logik, med simpel optælling, simuleringer på computer og med alt hvad den pædagogiske værktøjskasse ellers kan tilbyde. Forgæves. Der findes mennesker, som selv ved så entydige problemstillinger som en matematikopgave hellere vil betvivle den videnskabelige metode, end at ændre deres intuition. (En læser kunne bemærke: ”Man begynder at forstå, hvorfor bl.a. konspirationsteorier er så svære at aflive...”)

Samme dag som Jens skrev sin klumme, udkom der pudsigt nok en artikel af psykologen Geoffrey D. Munro fra Towson University i Maryland, USA, som beskriver netop dette fænomen: Hvorfor har mennesker tendens til at affærdige videnskabelige beviser, når disse strider imod deres tro? Artiklen i Journal of Applied Social Psychology viser, hvordan en stor procentdel af folk, der præsenteres for videnskabelig evidens, som modsiger deres egen overbevisning, udvikler en mistillid til at evidensen overhovedet er anvendelig. Mest bekymrende viser det sig dog, at disse mennesker også udvikler en mistro til at den videnskabelig metode kan bruges i andre, urelaterede situationer, dvs. de udvikler en generel mistillid til videnskaben som sådan.

Munro kalder fænomenet ”scientific impotence” - dvs. en personlig beslutning om, at videnskaben ikke kan løse - altså er 'impotent' - over for det forhåndenværende problem. Beslutningen opstår, når personen nægter at opgive sin oprindelige intuition, men heller ikke vil fremstå som anti-videnskabelig. For at minimere den kognitive dissonans vil personen hellere kastrere den videnskabelige metode, end at give slip på sine egne ræsonnementer. I Munros eksperiment handler det om mennesker med forskellig holdning til homosexualitet, men Jens' lille artikel viser, at denne trang til at forkaste evidente sandheder også gælder for 'hårde' discipliner som matematik og statistik.

Fænomenet kaster lys over diskussionerne om omstridte videnskabelige emner i det offentlige rum – om klima, om kreationisme, om GMO'er og meget andet. Vi kan ikke automatisk forvente, at videnskabelige argumenter vinder i den slags sager. Dette er selvfølgelig ikke nyt i sig selv, ligesom det ikke er nyt, at overtro og spøgelser vil blive ved med at eksistere. Men Munros artikel går et vigtigt skridt videre. Han viser, at kastraktionen smitter. At folk, som én gang har været presset til at forkaste et videnskabeligt argument til fordel for deres egne tolkninger, har tendens til at gøre det igen. Ønsket om at minimere den kognitive smerte i et enkelt argument, kan føre til et negativt forhold til videnskaben generelt.

Det må siges at være en udfordring for oplysningsidealet. Det stiller f.eks. spørgsmål ved designet af kampagner, som forsøger at få folk til at engagere sig i videnskab. Personligt har jeg længe følt, at præsentationen af videnskabelig evidens i visse tilfælde kan være kontraproduktiv. For eksempel er det grunden til, at jeg aldrig har kunnet lide at harcelere mod religiøse anskuelser, selvom disse modsiger ethvert spadestik i evolutionshistorien. Kritisere ja, men ikke spotte. Jeg tror det hjælper at være blid, og formulere videnskab som en fælles opdagelsesrejse. Og måske skal man nogle gange bare stikke piben ind. Forskningen viser nemlig, at der er fare for at folk vender sig væk fra videnskaben. Retfærdigvis må det dog siges, at de fleste tvivlere i debatten på ing.dk har givet slip på deres fejlagtige intuition og fået sig en aha-oplevelse. Det har været en fornøjelse at læse.

Hvem spiser brint og acetylen på Titan?

Ny dataanalyse øger sandsynligheden for, at forudsigelser af primitivt liv på Saturns måne er korrekte.

For fem år siden regnede Chris McKay fra NASAs Ames Research Center og Heather R Smith fra Universitetet i Strasbourg sig frem til, at man sagtens kunne forestille sig en primitiv livsform på Saturns måne Titan, der lever af at indånde brint, spise acetylen, og udskille methan.

To forskergrupper har nu analyseret data fra rumsonden Cassini, der har passeret Titan mange gange, for at se, hvordan disse stoffer opfører sig. Resultatet er, at McKays hypotese er blevet en smule mere sandsynlig. Titans atmosfære indeholder meget mindre hydrogen og acetylen, end hvad der burde være i forhold til de kemiske reaktioner, som man kender til. Det kan enten skyldes nogle endnu ukendte kemiske reaktioner, der ikke indvolverer liv, eller det kan være, at McKay og Smith havde ret, og at der faktisk findes en methanbaseret livsform på Saturns største måne.

I krigens tåge

General von Clausewitz er kendt for at sige, at krig er en fortsættelse af politikken med inddragelse af andre midler. Hans analyser af krig er derfor også gode til at forstå politiske kampe. Clausewitz kritiserede især, hvad han kaldte den ‘positive videnskab’, der forsøgte at udlede den rette taktik og strategi i en krig ud fra tal og logik alene. Det duer ikke, sagde han, fordi menneskets opfindsomhed altid kan skabe en situation, hvor ‘teorien står i modsætning til virkeligheden’.

Vi spoler 200 år frem og overfører tanken på klimapolitikken: Mange videnskabsmænd står i disse dage med fingeren på Keeling-kurven og måber over, at politikerne ikke føjer dennes påbud om at skære i CO2-udledningerne som logisk konsekvens. Tværtimod. De politiske tilbageslag for IPCC har vist, at hvor der er modstridende interesser, er der politisk vilje og evne til at boykotte al teori. Dette er menneskeligt – eller dyrisk, om man vil – men sådan er det.

En af årsagerne til, at COP15 fejlede, var Clausewitz’ pointe: Tal og teori kan aldrig definere fronterne i en kamp. Ved fronten hersker der altid en ‘ejendommelig tåge’ (‘fog of war’), sagde han – en tåge, der forhindrer en fuldkommen indsigt i alle motiver og interesser. Er klimaforhandlingerne et spørgsmål om at ‘redde kloden’ eller om at få forureneren til at betale? Handler det om solidaritet med de fattige eller om at forhindre nogle lande i at udvikle sig? IPCC og dets delegerede kæmpede med andre ord slet ikke en kamp mod klimaforandringerne, men om, hvor kampen mod klimaforandringerne skal stå.

Politologen E.E. Schattschneider (som har læst Clausewitz) skrev i 1960 bogen ‘The Semisovereign People’, hvori han analyserede denne demokratiets kamp om at sidde på agendaen. ‘Han som bestemmer, hvilken politik, der bliver ført, leder landet, fordi valget af konflikt giver magt’, skrev han og forklarede: ‘Hvad der sker i politik er afhængigt af, hvordan mennesker er interesseopdelte.’ Når en konflikt ikke kan vindes, forsøger nye koalitioner at skære kagen på ny, enten ved at mobilisere flere mennesker eller ved at ændre mål og strategi. Det er netop, hvad der er sket det sidste halve år inden for klimadebatten, hvor ’skeptikerne’ pludselig et kommet til orde i medierne, og Lomborg er blevet fan af innovationsdreven afcarbonisering.

I krigens tåge, hvor alle er lidt forvirrede om deres egen plads, er det derfor kun forståeligt, at der nu er kommet en rapport, som forsøger at blande kortene på ny. Den hedder The Hartwell Paper, og er skrevet af klimaforskere og politologer, som man aldrig rigtig har kunnet passe ind på en bestemt fløj. ‘En god krise må ikke gå til spilde’, står der i indledningen, og det er tydeligt, at de har lært fra Schattschneider. Deres forslag er at droppe kravet om CO2-reduktion og i stedet fokusere på at: 1. sikre varig og billig energi til alle, 2. sikre udvikling uden at underminere Jordens essentielle funktioner, og 3. sikre mennesker mod klimakatastrofer ligegyldigt hvad deres årsag måtte være.

Gruppens pointe er, at endemålet stadig er det samme: at stoppe klodens opvarmning, blot via en (langsommelig) omvej som er politisk mere spiselig. Argumenterne i rapporten giver politikerne mulighed for at ‘frame’ problemet på ny, f.eks. ved at se tiltag mod klimaforandringerne som en beskyttelse af mennesket mod et destruktivt klima, og ikke omvendt, og ved at erstatte forsigtighedsprincippet med krav om frihed under ansvar. Schattschneider og Clausewitz ville være stolte. Men om manøvren lykkes vil afhænge af, hvor mange der bakker op om ideen. Hvis de gør, vil en del klimaforskere stå alene tilbage på en tom slagmark – og igen kunne koncentrere sig om deres tal. Hvor befriende.

Me, My Genes and Us – Personal Experiences With Gene Tests, and Some Sociological Observations

By Robin Engelhardt, male, caucasian Ancestry: Y-group Rb1, mitogroup T Occupation: journalist, writer

(this text appeared in the book 'Consumer Medicin', edited by Aaro Tupasela, Nordic Council of Ministers, Copenhagen 2010, ISBN 978-92-893-2038-2)


4.1. Introduction
This article discusses my personal experiences with genetic tests. As a journalist, I got the opportunity to take a personal genetic test from the decodeme website in order to write about this new service for Danish newspapers. So, although I am a theoretical biologist by training, my task will be to take the perspective of the consumer and to convey some of the thoughts and feelings people may have when deciding to take one of these personal genetic tests offered by different companies.

Some of the questions I want to try to answer are: What do these tests tell us right now? What do they do to us? And what kind of social expectations might be created around this brave new world of genomics?

The main points I want to put forward are threefold:

Kærlighedsdynamikkens anden lov

Et ægteskab er som et køleskab: Uden varmepumpe og masser af energi kan du ikke holde det kørende.


Af Robin Engelhardt

Naturvidenskabsmænd har altid haft svært ved at bidrage fagligt til fænomenet kærlighed. De er gode til at lave grafer og bygge modeller, men når det gælder følelser, tenderer deres råd det banale.

Biologen nævner måske, at det er noget med hormoner - og at du skal tage en pille - mens matematikeren spidsfindigt bemærker ligheden med de kaotiske attraktorer, der som bekendt afhænger af begyndelsesbetingelserne. Hvis du er heldig, kan du møde en indsigtsfuld inge­niør, som siger 'Kærligheden er som en bil. Den holder længst, når den passes og plejes'. Tak, far.

Den for kærligheden mest sarkastiske (og uhjælpsomme) af alle videnskaber er nok statistikken, idet den har rigtige tal at forholde sig til:

Tro kan flytte hjerneaktivitet

Danske hjerneforskere har vist, at mennesker, som tror på Gud, skruer ned for store dele af deres hjerne, når de modtager bøn fra en karismatisk helbreder.

I Biblen blev det sagt, at tro kan flytte bjerge, men danske hjerneforskere har nu vist, at troen primært flytter hjerneaktiviteten væk fra den kritiske sans. Det kan vise sig at have stor betydning for at forstå fænomener som hypnose, karisma og autoritet.

Uffe Schjødt fra Det Teologiske Fakultet ved Aarhus Universitet havde sammen med kolleger fra Afdeling for Etnografi og Socialantropologi i samarbejde med Aarhus Universitetshospital inviteret 36 frivillige forsøgspersoner til at modtage bøn, mens de lå i en hjernescanner. Halvdelen af dem var erklærede kristne, primært fra pinsebevægelsen, mens den anden halvdel var ikke-troende.

»Vi var interesserede i, hvad der foregår, når man modtager bøn,« siger Schjødt.

På sporet af Jordens tabte energi

Stadig flere drivhusgasser fanger Solens energi, men oceanerne optager ikke varmen. Det har man vidst i nogle år uden at kende år­sagen. Nu begynder klimaforskere åbent at diskutere, hvor den overskydende varme mon er blevet af.

I oktober 2009 sendte den amerikanske klimaforsker Kevin Trenberth en e-mail til en række kolleger, hvori han skrev, at 'det er et faktum, at vi ikke kan gøre rede for den manglende opvarmning lige nu, og det er en parodi, at vi ikke kan.' E-mailen blev hacket sammen med mange andre e-mails fra en computer på det britiske klimaforskningsinstitut CRU på University of East Anglia, og har siden været genstand for megen diskussion med de skeptiske stemmer i klimadebatten.

I en artikel i fagbladet Science fra 16. april har Trenberth nu fået lov at forklare sin bemærkning for et større publikum. Og sagen er rigtig nok en smule irriterende. Ved at måle netto-indstrålingen fra Solen og netto-udstrålingen af varme på toppen af atmosfæren, er klimaforskerne i stand til at beregne, hvor meget energi, der bliver fanget på Jorden. Man mener at vide, at 90 procent af denne overskydende energi, der beløber sig til cirka én watt per kvadratmeter, er blevet brugt til at opvarme oceanerne. Resten har smeltet isen ved polerne, opvarmet jorden og atmosfæren.

Homo open source sapiens

Det var en overraskelse, da det humane genomprojekt viste, at mennesker kun har 25.000 gener. Nu er der kommet en ny overraskelse. Denne gang fra det europæiske MetaHIT-projekt, som både DTU og Syddansk Universitet deltager i. Her har man undersøgt menneskers tarmflora, og det viser sig, at den indeholder flere end 3,3 millioner bakteriegener. Det er 150 gange så mange, som menneskegener. Ergo: 99,3 procent af generne i vores kroppe er ukendt kode, der bor i vores mave, på huden, i mund og næse og sikkert også alle mulige andre steder.

En del biologer er nu begyndt at tale om, at menneskekroppen egentlig ikke er en organisme. Det er en 'superorganisme' bestående af tusinder af specialiserede arter - lidt ligesom et koralrev eller internettet. De kommunikerer i et netværk af signalstoffer, forsvarer helhedens helbred, hjælper med at fordøje maden og forbrænde energi. Vi er sikkert også vært for en endnu større hær af neutrale blaffere, symbionter og snyltere, der bare hygger sig på rejsen. Men kun et fåtal af dem er sygdomsfremkaldende.

Her har vi, med Søren Brunaks ord, stof til eftertanke. Den første eftertanke er, at vi er meget afhængige af bakterierne. Mikroberne udfører biokemiske opgaver, som vi ikke selv kan udføre. De udvider vores genetiske potentiale, og hvis vi ville flytte til en fjern planet, måtte vi sikkert tage halvdelen af biosfæren med for at kunne overleve. Det viser sig også, at bakterierne er yderst specialiserede. Hvert menneske har sin egen sammensætning af dem. Mange af kroppens helbreds- og sygdomstilstande kan således ses som rekombinerede blandingsforhold af bestemte bakteriekulturer. Vi er et amalgam af mikrobe- og menneskeceller. Og hver krop er sin egen evolutionære niche.

Tænker man lidt videre over det, er den anden og mere fundamentale eftertanke, at arter egentlig ikke er arter, men open source projekter. Se blot på evolutionshistoriens mange eksempler på, hvordan autonome bakterier er blevet integreret i større organismers kredsløb, efter at de viste sig at være nyttige og stabile. Tænk på cellernes mitochondrier, der oprindeligt var mikrober, men nu fungerer som oxidationskraftværk i alle celler med kerne. Tænk på chloroplast, som oprindelig var en blågrøn alge, men nu er planternes primære værktøj til at omdanne CO2og vand til ilt og sukker ved hjælp af sollys.

Et af de mest kendte manifester for open source-bevægelsen er Eric Raymonds 'The Cathedral and the Bazaar' fra 1997. Han lovpriste den åbne basar, fordi flere øjne er bedre til at finde fejl og lave forbedringer end den ene katedralarkitekt, der har udtænkt det hele. Evolutionen har uden tvivl brugt samme princip. Hver bakterie bidrager til det fælles projekt, ikke fordi den er en idealist, men fordi lortet skal virke. Jo mere udbredt en ny teknik er, jo hurtigere bliver den bedre. Gode bakterier ved, hvad de skal programmere - de bedste ved, hvad de skal genbruge.

Den nye syntetiske biotek-bevægelse, beskrevet i artiklen til venstre, har lært lektien. Den vil, må man håbe, tage magten fra biotekindustriens store Microsoft’er og gøre hvert enkelt biolab til en uafhængig open source-developer. Den vil dele koder, debugge, beta-teste og lytte til kunderne. Et perfekt design opnås ikke, når der ikke er mere at tilføje, men når der ikke er mere at fjerne. Og hvordan de enkelte moduler i sidste ende kombineres til større enheder, kan vi kun gisne om. Naturens bakterier har f.eks. fundet på at lave eukaryotiske celler, flercellede organismer og så bizare ting som højereordens pattedyr. Godt at der ikke var nogen, som tog patent.
There was an error in this gadget