Hvad kan humanister gøre ved klimaet?

Ikke meget, mener nogle. Men måske er netop den humanistiske forsknings refleksive tilgang til klimaproblemet en forudsætning for at komme tættere på en fornuftig løsning.

Læs artiklen som pdf

Det bliver hyppigt forudsat, at den kulturvidenskabelige forskning ikke kan bidrage med særlig meget i klimaspørgsmålet. Den er ikke løsningsorienteret nok og mangler det tekniske know now. Det eneste, en humanist måske kan bidrage med, er at give nogle historiske referencer eller en enkel psykologisk indsigt.

Men flytter man det karikerende blik væk fra humanisterne og over på klimaforskerne, er udsynet ofte værre: Her ser vi en krigslignende tilstand mellem Partiet for Spin og Skepsis på den ene side, og De Forenede Håb og Hovsaløsninger på den anden. Fælles for dem begge er troen på, at sagen kan fixes, spørgsmålet er bare hvordan. At vi er herre over vores egen fremtid, og at videnskab og teknologi er de rette midler, er der ikke megen tvivl om. (Man har nemlig også brug for en kemiker for at kunne rydde ordentligt op efter en kemikatastrofe.)

Blandt kultur- og samfundsforskere er det snarere forudsætningerne og konsekvenserne af denne måde at se verden på, der er på analysebordet. Man koncentrerer sig om, hvordan vi tænker klimaproblemet, og hvad vi vil gøre ved hinanden, når og hvis katastrofen kommer, snarere end om, hvad vi bør gøre for at redde klimaet som vi kender det.

Den implicitte hypotese er, at vores måde at tænke på, i høj grad determinerer vores måde at handle på. Og spørgsmålene er derfor blandt andet: vil bevidstheden om drivhuseffekten medføre et øget samarbejde mellem nationer, eller vil det skabe stadig flere konflikter? Vil klimaet bruges som undskyldning for at afmontere demokratiet for at blive erstattet af en permanent undtagelsestilstand, eller vil det kunne bruges som redskab til en mere sammenvokset global civilisation?

Det mytologiske dyr
I det nummer af tidsskriftet Kritik, som kommer på tirsdag, har en række samfundsforskere givet deres bud. Litteraten Isak Winkel Holm fra Københavns Universitet har for eksempel undersøgt, hvordan vi mennesker gennem kulturhistorien har lært at forstå katastrofen som en symbolsk form, og hvad det betyder for vores omgang med den.

»Det er tydeligt, at kunsten og kulturen ikke blot kan fortælle om den viden, vi har, men at den i høj grad er i stand til at bearbejde og nyformatere de mønstre, hvorigennem vi forstår og handler i verden,« siger Winkel Holm.

Et eksempel er orkanen Katrina, der ramte New Orleans i august 2005. Efter katastrofen fremstillede medierne det oversvømmede område som et ragnarok af vold og kriminalitet, hvilket i virkeligheden slet ikke var tilfældet. Som i populære Hollywoodfilm sendte man derfor militæret i stedet for mere katstrofehjælp, og forværrede situationen.

»Selv om det, som de amerikanske medier viste, ikke havde meget med virkeligheden at gøre, så blev det jo til virkelighed. På den måde var medierne med til at lave katastrofen.«

Ifølge Winkel Holm halter vores kulturelle forestillingsevne håbløst efter den moderne verdens tekniske formåen. »Det er slående, hvor få skabeloner, kulturen har at byde på, når det handler om katastrofer,« siger han. »Det er, som om den kollektive fantasi må nøjes med at spille prinsesse tofinger. Hvis du ser ti katastrofefilm i træk, kan du ikke huske forskellen.«

Der er ifølge Winkel Holm en meget begrænset håndfuld genkommende tankefigurer, eller symbolske former, som danner grundstrukturen i den vestlige verdens katastrofeforestillinger, og de placerer sig på forskellige niveauer, fra den enkeltstående sanseerfaring i den ene ende til den overordnede metafysiske sammenhæng i den anden. For eksempel danner en af de vigtigste symbolske former, 'domstolen', som man kender den fra mytologien i form af syndfloden og dommedag, i dag grundlag for politiske og juridiske diskussioner af klimaforandringer og global retfærdighed.

Menneskets Antikverethed
»Disse kulturelle prismer er, hvad vi har. Ting, vi ser, kan vi ikke få ind på radaren på andre måder end gennem disse symbolske former. Det er et kulturelt topnøglesæt, som kulturen kan bearbejde, men kun langsomt,« siger Winkel Holm.

Ifølge professor Ursula K. Heise fra Stanford er den vigtigste nye imaginære topnøgle Apollo 8’s billede af Jorden, som rejser sig over Månens horisont.

»Her rykkede det kollektivt imaginære sig en smule, og Lovelocks Gaia-hypotese arbejdede videre på den form, hvor vi pludselig var blevet passagerer på et skrøbeligt skib ude i universet. Sådanne ryk kan man som kulturforsker så forsøge at undersøge,« forklarer Winkel Holm.

Den første dybtgående behandling af denne problemstilling er blevet givet af den tyske filosof Günther Anders, der i sin bog 'Menneskets Antikverethed' fra 1950'erne viser, hvordan vi mennesker lever i et eklatant misforhold mellem vores tekniske kunnen og emotionelle formåen. Ifølge ham er vi blevet så meget til fare for os selv og andre (hans reference var mere atombomben end den økologiske katastrofe), at det eneste håb er at udvikle en ny form for moral, en slags teknologisk-hippokratisk ed, hvor vi altid skal være i stand til at medtænke konsekvenserne af egne handlinger.

Varianter af denne tese findes også hos den franske filosof Jean-Pierre Dupuy fra Stanford, og kan også genfindes delvist hos de tyske filosoffer Hans Jonas og Peter Sloterdijk, som på hver deres facon forsøger at udtænke nye moralske imperativer for det 21. århundredes menneske. Fælles for dem er en erkendelse af, at de kulturelle forestillingsmønstre halter bagefter en systemverden, hvor vi både sanseligt og moralsk er på baghjul i forhold til den teknokratiske virkelighed. Det bliver så til et politisk problem, idet vi mangler det fornødne sprog til at italesætte problemerne på den rette måde.

Den franske videnskabsteoretiker Gaston Bachelard sagde engang, at man ikke kan se et landskab uden at have drømt det først. Man bliver med andre ord nødt til først at have en imaginær fortrolighed med en figur, før man kan se den og undersøge den rationelt.

Kunstens og den humanistiske forsknings refleksive bearbejdning af, hvordan vi agerer og tænker over tingene, er en forudsætning for at komme tættere på en forståelse af os selv og vores skrøbelige klode.

Det ikoniske billede af Jordopgangen fra Apollo 8 er derfor måske en helt nødvendig katalysator for vores fantasi, og dermed vores sprog og videnskab.

0 comments:

There was an error in this gadget