COP15: Nobelprismodtager tror mere på business og civilsamfundet end politikere

Interview: Budskabet fra København er, at de mest udsatte lande står alene med deres problemer, siger næstformand for FN's klimapanel IPCC, nobelprismodtageren Mohan Munasinghe i et interivew med Ing.dk. Han sætter nu større lid til civilsamfundet, frem for verdens politiske ledere.

Læs artiklen med kommentarer på ing.dk


»Jeg brugte det meste af min tid i København til at planlægge, hvad vi skal gøre efter, at forhandlingerne i København ender i ingenting,« siger den tidligere næstformand for FN's klimapanel IPCC, nobelprismodtageren Mohan Munasinghe i telefonen.

Han rejste hjem lørdag, efter at have hjulpet til i arbejdsgrupperne for klimaafbødning i de mest udsatte land, og for at få inkluderet en aftale om REDD, der omhandler skov- og landnedbrydning i udviklingslandene.

Men på trods af sine realistiske forventninger til topmødet, indrømmer Munasinghe, at han er trist.

»Torsdag blev det klart, at der ikke ville komme noget ud af forhandlingerne i Bella Center. Regeringslederne kom kun for at tale lidt pænt, og få taget et foto, så deres nationale presse kan skrive, at det var dem, der gjorde forskellen. Globalt betyder denne her aftale intet. Det er meget trist.«

Munasinghe griner opgivende af den danske og amerikanske presse, der nu skriver, at det var Obama, der forhandlede aftalen igennem. »Han var der ikke engang to dage,« siger han bittert.

Ifølge Munasinghe er budskabet fra København, at de fattigste og meste udsatte lande nu skal sejle deres egen sø. De skal lade være med at tro på pæne løfter og hensigtserklæringer fra de rige lande.

»Selvom man i vage vendinger har accepteret en grænse på en maksimal stigning på to grader i 2050, skal man huske på, at der kun er en 50 procents chance for, at dette sker, hvis man vel at mærke holder sig mellem 400 og 450 ppm CO2 i atmosfæren.«

Tallene hænger ikke sammen
Det er dog mere end usikkert, at det kan lade sig gøre. Det kræver, at vi globalt set skal toppe CO2-udledningen i 2020, og at Annex-1 landene, det vil sige de rige lande, skal have reduceret deres udledning med 40 procent i 2020. Men den ikke-bindende aftale fra København taler om 17 procent i forhold til 2005, hvilket er mindre end fem procent fra 1990-niveauet.

»Det når ikke engang Kyoto-niveauet!« udbryder Munasinghe.

Det totale aggregat af den ikke-bindende aftale fra alle lande er mindre end 15 procent i forhold til 1990-niveauet, hvorimod videnskaben kræver, at det burde være mindst 40 procent. Med hensyn til 2050 er videnskabens krav 80 procent i forhold til 1990-niveauet, men det bliver der ikke skrevet meget om i slutdokumentet.

»Man skal også huske på, at i 1990 stod annex-1 lande for 50 procent af udledningerne. Hvis man derfor siger, at man vil reducere de globale udledninger med 80 procent i 2050, og siger at alle skal reducere lige meget, så skal hvert enkelt land reducere 80 procent. Men hvis annex-1 landene var så venlige at sige "ok, vi reducerer med 100 procent," så vil udviklingslandene stadig skulle reducere med 60 procent. Det er blandt andet derfor, at lande som Kina og Indien er så tilbageholdende med at binde sig, fordi det betyder store omvæltninger, også for dem.

For et land som Sri Lanka, der udledte 1/30 af, hvad der blev udledt i USA i 1990, betyder det en komplet uretfærdig behandling, som til stadighed ikke bliver adresseret i forhandlingerne.«

Allerede i 1990 vidste man, at klima-retfærdighed handler om to ting: om at arbejde hen imod en konvergens, så alle mennesker har ret til at udlede lige meget CO2, uafhængigt af, hvor de er født, og om en anerkendelse af, at nogle lande har et større ansvar end andre. Den amerikanske chefforhandler Todd Stern sagde f.eks. under COP15, at rige lande som USA i over 150 år har været uvidende om problemet, og derfor ikke gøres ansvarlig for det.

»Det var man dog vidende om i 1990, og selv hvis man vil bruge 1990 som basisår, så er det stadig en uretfærdig fordeling.« siger Munasinghe.

»Klimaretfærdighed blev skamløst ignoreret. Aftaler om 17 procent hér, og 30 procent dér, er samlet set langt under det nødvendige. Så der er et klart misforhold mellem hvad politikerne har sagt, at de vil nå, nemlig maksimalt to graders stigning i 2050, og hvad de har lovet, at de vil gøre.«

Til bådene
De mest udsatte lande ved derfor godt, at de kan regne med en gennemsnitlig temperaturstigning på tre grader eller mere. Det vil ifølge den tidligere næstformand af klimapanelet betyde en katastrofe for Maldiverne, en katastrofe for gletsjerne i Himalaya, en katastrofe for fødevareproduktionen i Afrika og en katastrofe for alle de klimasensitive lande og deres befolkninger.

»De fattige landes vigtigste rolle er derfor nu at sikre deres land og beskytte deres befolkning for de kommende katastrofer. Det gør de bedst med en kombineret strategi af klimatilpasning og øget bæredygtig udvikling. De enkelte lande vil skulle finde deres egne svagheder og arbejde med dem. De skal finde måder at klima-sikre deres økonomier på, og beskytte dem selv,« forklarer Munasinghe, og oplyser, at en grupper unde FN så småt er gået i gang med et program, hvor de mest udsatte lande skal trænes op til at gøre netop det.

Men der er et stort problem: penge. Der er reelt brug for 200 milliarder om året til klimatilpasning og til at reducere sårbarheden i udviklingslandene. I København har politikerne vagt talt om 100 milliarder fra 2020, og om en milliard om året fra 2010, men uden at specificere, at det skal være penge oveni de allerede eksisterende programmer.

»Det er jo peanuts i forhold til de fire billioner, som blev givet til bankerne,« siger Munasinghe.

»For politikerne er vores klima blot en kvart hundrededel værd af det, som vores banker er værd. Tænk lige over det.«

Hvert produkt sit eget carbon-tal
Der er dog enkelte lyspunkter, mener Munasinghe.

»København viste, at der begynder at opstå en alliance mellem civilsamfundet og virksomhederne.

»Det er måske ikke så svært som man troede. Man skal bare tage 20 procent af de rigeste mennesker på kloden, dvs. cirka 1,4 milliarder mennesker, og gøre dem bevidste om, at de forbruger 85 procent af alle resurser og er ansvarlige for cirka 80 procent af forureningen.«

»Disse mennesker lever ikke kun i USA og i Europa, men også i Kina, i Indien og i mange andre lande. Den store opmærksomhed omkring COP15 viser, at det er muligt at få dem til at reducere deres udledninger gennem en kombination af mange små skridt, og gøre dem bevidste om deres rolle.«

Det kan for eksempel gøres ved at hvert enkelt produkt måles og prissættes for dets carbon-aftryk, hvilket vil skabe et incitament til både at producere og forbruge mere bæredygtigt.

Mange firmaer som Unilever, Tesco, Coca Cola er ifølge Munasinghe rede til at fremtidssikre deres forretning på denne måde.

»Det er ikke så svært som det lyder, fordi de fleste store virksomheder relativt nemt kan finde tallene, som allerede er i værdikæden - hele vejen fra pløjemarken til forbrændingen.« siger Mohan Munasinghe.

0 comments:

There was an error in this gadget