COP15: Nobelprismodtager tror mere på business og civilsamfundet end politikere

Interview: Budskabet fra København er, at de mest udsatte lande står alene med deres problemer, siger næstformand for FN's klimapanel IPCC, nobelprismodtageren Mohan Munasinghe i et interivew med Ing.dk. Han sætter nu større lid til civilsamfundet, frem for verdens politiske ledere.

Læs artiklen med kommentarer på ing.dk


»Jeg brugte det meste af min tid i København til at planlægge, hvad vi skal gøre efter, at forhandlingerne i København ender i ingenting,« siger den tidligere næstformand for FN's klimapanel IPCC, nobelprismodtageren Mohan Munasinghe i telefonen.

Han rejste hjem lørdag, efter at have hjulpet til i arbejdsgrupperne for klimaafbødning i de mest udsatte land, og for at få inkluderet en aftale om REDD, der omhandler skov- og landnedbrydning i udviklingslandene.

Men på trods af sine realistiske forventninger til topmødet, indrømmer Munasinghe, at han er trist.

»Torsdag blev det klart, at der ikke ville komme noget ud af forhandlingerne i Bella Center. Regeringslederne kom kun for at tale lidt pænt, og få taget et foto, så deres nationale presse kan skrive, at det var dem, der gjorde forskellen. Globalt betyder denne her aftale intet. Det er meget trist.«

Munasinghe griner opgivende af den danske og amerikanske presse, der nu skriver, at det var Obama, der forhandlede aftalen igennem. »Han var der ikke engang to dage,« siger han bittert.

Ifølge Munasinghe er budskabet fra København, at de fattigste og meste udsatte lande nu skal sejle deres egen sø. De skal lade være med at tro på pæne løfter og hensigtserklæringer fra de rige lande.

»Selvom man i vage vendinger har accepteret en grænse på en maksimal stigning på to grader i 2050, skal man huske på, at der kun er en 50 procents chance for, at dette sker, hvis man vel at mærke holder sig mellem 400 og 450 ppm CO2 i atmosfæren.«

Tallene hænger ikke sammen
Det er dog mere end usikkert, at det kan lade sig gøre. Det kræver, at vi globalt set skal toppe CO2-udledningen i 2020, og at Annex-1 landene, det vil sige de rige lande, skal have reduceret deres udledning med 40 procent i 2020. Men den ikke-bindende aftale fra København taler om 17 procent i forhold til 2005, hvilket er mindre end fem procent fra 1990-niveauet.

»Det når ikke engang Kyoto-niveauet!« udbryder Munasinghe.

Det totale aggregat af den ikke-bindende aftale fra alle lande er mindre end 15 procent i forhold til 1990-niveauet, hvorimod videnskaben kræver, at det burde være mindst 40 procent. Med hensyn til 2050 er videnskabens krav 80 procent i forhold til 1990-niveauet, men det bliver der ikke skrevet meget om i slutdokumentet.

»Man skal også huske på, at i 1990 stod annex-1 lande for 50 procent af udledningerne. Hvis man derfor siger, at man vil reducere de globale udledninger med 80 procent i 2050, og siger at alle skal reducere lige meget, så skal hvert enkelt land reducere 80 procent. Men hvis annex-1 landene var så venlige at sige "ok, vi reducerer med 100 procent," så vil udviklingslandene stadig skulle reducere med 60 procent. Det er blandt andet derfor, at lande som Kina og Indien er så tilbageholdende med at binde sig, fordi det betyder store omvæltninger, også for dem.

For et land som Sri Lanka, der udledte 1/30 af, hvad der blev udledt i USA i 1990, betyder det en komplet uretfærdig behandling, som til stadighed ikke bliver adresseret i forhandlingerne.«

Allerede i 1990 vidste man, at klima-retfærdighed handler om to ting: om at arbejde hen imod en konvergens, så alle mennesker har ret til at udlede lige meget CO2, uafhængigt af, hvor de er født, og om en anerkendelse af, at nogle lande har et større ansvar end andre. Den amerikanske chefforhandler Todd Stern sagde f.eks. under COP15, at rige lande som USA i over 150 år har været uvidende om problemet, og derfor ikke gøres ansvarlig for det.

»Det var man dog vidende om i 1990, og selv hvis man vil bruge 1990 som basisår, så er det stadig en uretfærdig fordeling.« siger Munasinghe.

»Klimaretfærdighed blev skamløst ignoreret. Aftaler om 17 procent hér, og 30 procent dér, er samlet set langt under det nødvendige. Så der er et klart misforhold mellem hvad politikerne har sagt, at de vil nå, nemlig maksimalt to graders stigning i 2050, og hvad de har lovet, at de vil gøre.«

Til bådene
De mest udsatte lande ved derfor godt, at de kan regne med en gennemsnitlig temperaturstigning på tre grader eller mere. Det vil ifølge den tidligere næstformand af klimapanelet betyde en katastrofe for Maldiverne, en katastrofe for gletsjerne i Himalaya, en katastrofe for fødevareproduktionen i Afrika og en katastrofe for alle de klimasensitive lande og deres befolkninger.

»De fattige landes vigtigste rolle er derfor nu at sikre deres land og beskytte deres befolkning for de kommende katastrofer. Det gør de bedst med en kombineret strategi af klimatilpasning og øget bæredygtig udvikling. De enkelte lande vil skulle finde deres egne svagheder og arbejde med dem. De skal finde måder at klima-sikre deres økonomier på, og beskytte dem selv,« forklarer Munasinghe, og oplyser, at en grupper unde FN så småt er gået i gang med et program, hvor de mest udsatte lande skal trænes op til at gøre netop det.

Men der er et stort problem: penge. Der er reelt brug for 200 milliarder om året til klimatilpasning og til at reducere sårbarheden i udviklingslandene. I København har politikerne vagt talt om 100 milliarder fra 2020, og om en milliard om året fra 2010, men uden at specificere, at det skal være penge oveni de allerede eksisterende programmer.

»Det er jo peanuts i forhold til de fire billioner, som blev givet til bankerne,« siger Munasinghe.

»For politikerne er vores klima blot en kvart hundrededel værd af det, som vores banker er værd. Tænk lige over det.«

Hvert produkt sit eget carbon-tal
Der er dog enkelte lyspunkter, mener Munasinghe.

»København viste, at der begynder at opstå en alliance mellem civilsamfundet og virksomhederne.

»Det er måske ikke så svært som man troede. Man skal bare tage 20 procent af de rigeste mennesker på kloden, dvs. cirka 1,4 milliarder mennesker, og gøre dem bevidste om, at de forbruger 85 procent af alle resurser og er ansvarlige for cirka 80 procent af forureningen.«

»Disse mennesker lever ikke kun i USA og i Europa, men også i Kina, i Indien og i mange andre lande. Den store opmærksomhed omkring COP15 viser, at det er muligt at få dem til at reducere deres udledninger gennem en kombination af mange små skridt, og gøre dem bevidste om deres rolle.«

Det kan for eksempel gøres ved at hvert enkelt produkt måles og prissættes for dets carbon-aftryk, hvilket vil skabe et incitament til både at producere og forbruge mere bæredygtigt.

Mange firmaer som Unilever, Tesco, Coca Cola er ifølge Munasinghe rede til at fremtidssikre deres forretning på denne måde.

»Det er ikke så svært som det lyder, fordi de fleste store virksomheder relativt nemt kan finde tallene, som allerede er i værdikæden - hele vejen fra pløjemarken til forbrændingen.« siger Mohan Munasinghe.

At ville ville

En gnaven tysk filosof sagde engang, at mennesker måske nok er i stand til at gøre det, de vil. Men de er ikke i stand til at ville det, de vil. Den skal man så lige tygge lidt på: Kan man ville noget? Ja, sagtens. Kan man ville noget andet, end det man vil? Øh, æh, måske ikke ... Kan man ville ikke at ville noget? Nej! Den går ikke!

Med denne kække manøvre mente filosoffen at have bevist, at vores frie vilje har en meget begrænset evne. Viljen er kun motiveret af driften til at leve, og alt, hvad der ligger derudover, alle håb og ønsker, er blot illusoriske drømme. Som konsekvens af denne indsigt, påstod han, er menneskehedens handlinger retningsløse og forgæves. Vi kan ikke styre verden, endsige være herre over vores egen fremtid.

Hvorfor er denne lille filosofiske overvejelse relevant i disse klimamødetider? Ja, spørgsmålet er vel det samme: Om vi som globalt überrovdyr er i stand til at ville noget andet, end hvad vores drifter i millioner af år har indprentet i vores små hjerner at ville, nemlig at spise, leve godt og gro. Det grundlæggende, og stadig ubesvarede, spørgsmål er derfor: Kan vi virkelig ville redde os fra os selv?

Mange forhandlere i Bella Center betragter klimaforandringerne som et teknologisk og politisk problem, der skal og kan løses. De glemmer hurtigt, at CO2 blot er én blandt mange kemiske forbindelser, som før eller siden kommer til at begrænse vores grænseløse vilje til at leve og gro. Nulvækst eller civilisatorisk skrump er et anatema på disse bonede gulve, og så længe det er det, har vores kollektive vilje til grøn forandring tydeligvis spillet os et puds.

Jeg vælger dog (af ren ufrivillig vilje, forstås) at tro på, at vi kan, hvis vi vil. Som begrundelse kan jeg anføre et hjemmebagt modbevis til ham den tyske filosof. Han har nok ret i, at jeg som et tænkende individ ikke er i stand til at ville noget andet end det, jeg vil. Men heldigvis findes der andre end mig, og hvis jeg er åben nok over for deres viljer, for eksempel ved at lære af dem, eller bare kopiere dem, kan jeg fås til at gøre noget andet, end hvad min vilje påbyder mig at ville. I hvert fald til en vis grad.

Sådan er civilisationer vel i det hele taget opstået: Først som en pædagogisk opdragelse og senere som en social kultivering af basale individuelle drifter. Viljen er rigtignok en sølle evne, men åbenhed over for andre ting og tanker kan få den på rette vej. Man kunne i forbifarten også nævne, at videnskaben er opstået sådan: Som et åbensindet eksperiment med naturen som samtalepartner.

Ergo er hvert enkelt menneske i stand til at ændre sin vilje. Nemlig ved at lytte, lære fra andre og ved at eksperimentere. Spørgsmålet er dog stadig åbent, om vi som samlet menneskehed er i stand til det samme - og hvis ja, om resultatet fører os den rigtige vej. Formlen må dog gælde: At være åben og lytte, ikke kun til andre kulturer, men også til andre dyrs og planters livshistorie. At tæmme vores utæmmelige vilje til at herske og gro gennem opdragelse og læring.

COP15 er et stort eksperiment i at gøre netop dette. Desværre har vi ikke nogen far og mor, som kan hjælpe os. Vi må klare det selv. Med tusinder af små og store viljer, der skal læres af, med demonstrationer, der skal lyttes til, og med et helt parlament af dyr, planter, bakterier, gasser, kemikalier og andre livsvigtige ting, som ikke får deres egen taletid i Bella Center, men senere nok skal stemme om, hvorvidt vi har gjort det rigtigt eller ej.

Genetikere vender bunden i vejret på Darwin

Et regulært paradigmeskift synes på vej inden for biologien: Vi er ikke toppen af evolutionen men nederst i hierarkiet, og må derfor beskytte os fra undergang ved at blive mere komplekse.

Læs hele artiklen som pdf


Det er ikke gået op for så mange endnu, men ideen om, at menneskets evolution er lig med 'survival of the fittest' - altså at den bedst tilpassede overlever - er for længst blevet marginaliseret af ny viden. Ikke fordi Darwin tog fejl, men fordi der findes mange andre mekanismer, som er langt stærkere i livets udvikling end den naturlige udvælgelse.

»Den naturlige udvælgelse har længe været forfærdeligt overvurderet,« siger professor Ariel Fernandez fra Rice University i Houston, Texas.

»Teorien er smuk og viser Darwins store evne til at observere sin omverden, men at anvende den dogmatisk på mennesker og højere eukaryoter er vanvittigt. Med så lille en popula­tion, og så stor en sandsynlighed for at fiksere negative eller neutrale mu­ta­tioner i en population via tilfældig drift, giver den ingen mening, hverken i et dynamisk eller evolutionært perspektiv.«

De seneste 20-30 års forskning viser med stadig større tydelighed, at det ikke er Darwins lære, men snarere det rene held, der har gjort os så smukke, som vi er. Miljø, migration, genetisk drift og varierende popula­tionsstørrelser har været langt mere afgørende for, hvordan mennesker ser ud og overlever, end den naturlige udvælgelse af tilpassede kendetegn.

Også nede i proteinerne og generne foregår der processer, som får den naturlige udvælgelse til at ligne en skildpadde i et racerløb: Gen-duplikation, rekombination og ophobning af neutrale og dårlige mutationer er langt mere effektive til at skabe en unik art. For hvis der kun var darwinistisk selektion, ville der nok ikke leve andet end bakterier på denne jord.

Altmuligmænd bliver eksperter
Ariel Fernandez har sammen med Jianping Chen fra Beijing Universitet analyseret tusinder af humane pro­teiner og deres kodende gener. I en artikel i fagbladet Genome Research viser de, at vores biologiske kompleksitet i høj grad skyldes de mange gen-fordoblinger, som er blevet ophobet i kroppen, og efterhånden har skabt specialiserede proteiner til hud, knogler, organer, blod, immunsystem, hjerne og så videre. For hver af disse celletyper er der brug for endnu flere specialiserede proteinkodende gener, som vedligeholder og regulerer dem.

»Hele apparatet bliver langsomt mere og mere specialiseret, og til sidst havner man i en niche, hvorfra man ikke kan komme ud igen,« siger Fernandez. Bakterier har ikke det problem, og deres tilpasningsevne er langt bedre end de flercellede organismers. I en streng biologisk forstand står bakterier og mikroorganismer derfor højere i den evolutionære hakkeorden end mennesker.

»Vi ligger sidst i den evolutionære hastighedsfordeling, mens bakterierne ligger i front. Det kan meget vel skabe en flaskehals, og hvis der var store omvæltninger, så ville vi mennesker sikkert være nogle af de første til at forsvinde,« forklarer Fernandez.
Til gengæld kan multicellulære organismer som os udvikle alternative strategier, der immuniserer os fra selektionstrykket: »Kopieringen af gener skaber ubalance i systemet, som koster en smule fitness, men til gengæld opnås en højere kapacitet,« siger Fernandez.

»Forestil dig to ansatte i et firma, som skal gøre det samme arbejde. Det gør dem lidt dovne. Chefens eneste retfærdiggørelse for at beholde dem begge er at få dem til at gøre hver sit, dvs. specialisere dem.«

»Sådan er det også i vores krop. Arbejdsopgaverne bliver finjusterede ved hjælp af mikro-RNA og skaber en arbejdsdeling. Forudsætningen for, at det kan ske, er en tilfældig ikke-adaptiv proces, men resultatet er i sidste ende alligevel en højere lokal fitness via en højere kapacitet til specialisering.«

Neutral evolution og genetisk drift
Konkret viser Fernandez og Chen, at paraloge gener (opstået via gen-duplikering) ophober flere tilfældige og fitness-negative mutationer end andre gener, hvilket gør at de pakkes dårligere i genomet. Det åbner muligheden for nye interaktioner med andre gener, hvilket giver ny muligheder for specialisering, hvorved fitness-tabet kan indhentes.

»Netop dette er de potentielle rødder for nye protein-protein interaktioner, som er kendetegnende for udviklingen af komplekse, multicellulære arter,« siger professor i evolution og populationsgenetik Michael Lynch fra Indiana University i USA i en kommentar til offentliggørelsen.

»Med andre ord kan visse nøgleaspekter af evolutionen have deres oprindelse i komplet ikke-adaptive processer.«

Lynch har tidligere vist, at den naturlige udvælgelse er langt mindre effektiv i mennesker end i for eksempel bakterier, fordi den langt mindre populationsstørrelse hos mennesker gør, at vi nemmere bliver fanget af neutrale eller svagt negative mutationer. En tilbundsgående analyse af den idé stammer fra japaneren Motoo Kimura, som i 1960'erne udviklede 'den neutrale teori' for evolutionen (se boks).

I et idéhistorisk perspektiv var den neutrale teori derfor af stor betydning, for nu var det ikke 'de bedst tilpassede', der var afgørende for overlevelsen, men selve mangfoldigheden og plasticiteten, det vil sige popula­tionens evne til at bevæge sig sammen med omverdensbetingelsernes gradvise forandringer.

En passende analogi til den neutrale teori kunne være den frie grundforskning, hvor man i begyndelsen måske ikke kan forstå, hvad de mange skøre forskere (= tilfældige muta­tioner) skal bruges til andet end at belaste forskningsbudgettet (= ineffektiv selektion), men efterhånden viser det sig (= neutral drift) at de bliver til vigtige eksperter (= specialisering) som er uundværlige (= fiksering) for at få samfundets mange elementer til at fungere sammen (= øget kompleksitet). At vi mennesker faktisk eksisterer, kan altså (med et glimt i øjet) ses som et bevis for, at den frie grundforskning kan betale sig.

Ikke poppet nok
Årsagen til at den ikke-adaptive neutrale teori ikke har fundet indpas i folkemunde er ifølge videnskabsfilosoffen Peter C. Kjærgaard fra Århus Universitet og Cambridge University at den er for svær og for usexet:

»Det ringe kendskab til den neutrale teori skal ses i sammenhæng med et generelt meget ringe kendskab til standardbegreber i evolu­tionsteorien. De fleste kender til 'naturlig selektion', men så stopper den almene viden,« forklarer Kjærgaard.

»Det betyder desværre også, at mange opfatter evolutionsteorien som en 'simpel' teori i forhold til andre videnskabelige teorier, en teori som er let at forstå, let at sætte sig ind i, og derfor også let af afvise. Den videnskabelige virkelighed er meget langt fra denne udbredte populære opfattelse.«

Ifølge Kjærgaard har den neutrale teori faktisk også været central i den videnskabelige diskussion af evolu­tionsmekanismer siden 1860'erne, hvor selv Charles Darwin og Alfred Russell Wallace og andre biologer diskuterede eksistensen af ikke-adaptive evolutionsmekanismer. »Den neutrale teori voksede ud af den diskussion, der så blev genoplivet i 1960'erne. Den britiske genetiker J.B.S. Haldane talte også om det i 1930'erne.« siger Kjærgaard.

»I dag spiller den en væsentlig rolle for vores forståelse af genetisk drift, men er stort set ukendt uden for fagkredse. Det er derfor en påmindelse om, at vi har en stor og vigtig opgave i forhold til at udbrede et grundlæggende og mere nuanceret kendskab til moderne evolutionsforskning både i den almene befolkning og i børne- og ungdomsuddannelserne. Den britiske regering har netop taget initiativ til at styrke evolutionsundervisningen i skolerne. Det kunne vi lære noget af i Danmark,« siger Kjær­gaard.

Hvem er på toppen af bjerget?
En lang række forskningsresultater har siden 1960 vist, at Kimuras koncept om neutral evolution langt hen ad vejen er nok til at drive evolutionen frem for arter som os. I sommer kunne en forskergruppe med førsteforfatter Graham Coop fra Universitetet i Chicago for eksempel fortælle om undersøgelser af genvarianter hos 1.000 mennesker fra forskellige steder på kloden, som viser, at geografisk udbredelse og neutrale mutationer er meget mere effektive end den naturlige udvælgelse.

Også Michael Lynch har i en meget anvendt lærebog blandt populationsgenetikere vist, hvor vigtigt den neutrale teori er for organismers udvikling, lige som japaneren Tomoko Ohta har vist, at selv svagt negative mutationer kan skabe nye egenskaber. Sidste år udgav schweizeren Andreas Wagner en række artikler, der forsøger at sammentænke de selek­tive og neutrale teorier. Ved hjælp af nye data fra molekylære fænotyper kunne han vise, hvordan neutrale mutationer jævner vejen for adaptive processer, og dermed skaber forudsætninger for at arter i det hele taget kan udvikle sig.

Bakterier har en fordel: de er simple og mange, og kan derfor tilpasse sig hurtigere. Mennesket har en anden fordel: vi er få og komplekse, og kan derfor specialisere os ved hjælp af neutrale mutationer og genetisk drift. Det vender den vulgære darwinisme på hovedet: Hvis de bedst tilpassede ligger 'på toppen', så ligger vi i bunden. Men vi mennesker er så selvoptagede, at vi nok skal finde ud af at genindsætte os som herskere på toppen af evolutionen. Vi skal bare lige lære at forstå, at det sejeste ikke er at være de mest tilpassede, men at være de mest komplekse væsner her på Jorden.

Vigtigere end Darwin?
Motoo Kimura (1924-94) var matematisk biolog og regnede sig frem til, at neutrale og svagt negative mutationer er af stor betydning for arters udvikling. At mutationer er neutrale eller svagt negative betyder, at de ikke ændrer selve funktionaliteten af en organisme, men blot ophobes i en population uden de store problemer.

Hvis der er tale om en lille population, kan det medføre, at en af disse mutanter dominerer eller fikseres via genetisk drift, hvorefter arten 'sidder fast' i en ikke helt optimal fitness. I store populationer kan mange neutrale mutanter til gengæld også fungere som en slags surfbræt til hurtigt at kunne tilpasse sig nye situationer.

Kimuras såkaldte neutrale teori anses af mange biologer for at være stærkere end Darwins naturlige udvælgelse.

Hvad kan humanister gøre ved klimaet?

Ikke meget, mener nogle. Men måske er netop den humanistiske forsknings refleksive tilgang til klimaproblemet en forudsætning for at komme tættere på en fornuftig løsning.

Læs artiklen som pdf

Det bliver hyppigt forudsat, at den kulturvidenskabelige forskning ikke kan bidrage med særlig meget i klimaspørgsmålet. Den er ikke løsningsorienteret nok og mangler det tekniske know now. Det eneste, en humanist måske kan bidrage med, er at give nogle historiske referencer eller en enkel psykologisk indsigt.

Men flytter man det karikerende blik væk fra humanisterne og over på klimaforskerne, er udsynet ofte værre: Her ser vi en krigslignende tilstand mellem Partiet for Spin og Skepsis på den ene side, og De Forenede Håb og Hovsaløsninger på den anden. Fælles for dem begge er troen på, at sagen kan fixes, spørgsmålet er bare hvordan. At vi er herre over vores egen fremtid, og at videnskab og teknologi er de rette midler, er der ikke megen tvivl om. (Man har nemlig også brug for en kemiker for at kunne rydde ordentligt op efter en kemikatastrofe.)

Blandt kultur- og samfundsforskere er det snarere forudsætningerne og konsekvenserne af denne måde at se verden på, der er på analysebordet. Man koncentrerer sig om, hvordan vi tænker klimaproblemet, og hvad vi vil gøre ved hinanden, når og hvis katastrofen kommer, snarere end om, hvad vi bør gøre for at redde klimaet som vi kender det.

Den implicitte hypotese er, at vores måde at tænke på, i høj grad determinerer vores måde at handle på. Og spørgsmålene er derfor blandt andet: vil bevidstheden om drivhuseffekten medføre et øget samarbejde mellem nationer, eller vil det skabe stadig flere konflikter? Vil klimaet bruges som undskyldning for at afmontere demokratiet for at blive erstattet af en permanent undtagelsestilstand, eller vil det kunne bruges som redskab til en mere sammenvokset global civilisation?

Det mytologiske dyr
I det nummer af tidsskriftet Kritik, som kommer på tirsdag, har en række samfundsforskere givet deres bud. Litteraten Isak Winkel Holm fra Københavns Universitet har for eksempel undersøgt, hvordan vi mennesker gennem kulturhistorien har lært at forstå katastrofen som en symbolsk form, og hvad det betyder for vores omgang med den.

»Det er tydeligt, at kunsten og kulturen ikke blot kan fortælle om den viden, vi har, men at den i høj grad er i stand til at bearbejde og nyformatere de mønstre, hvorigennem vi forstår og handler i verden,« siger Winkel Holm.

Et eksempel er orkanen Katrina, der ramte New Orleans i august 2005. Efter katastrofen fremstillede medierne det oversvømmede område som et ragnarok af vold og kriminalitet, hvilket i virkeligheden slet ikke var tilfældet. Som i populære Hollywoodfilm sendte man derfor militæret i stedet for mere katstrofehjælp, og forværrede situationen.

»Selv om det, som de amerikanske medier viste, ikke havde meget med virkeligheden at gøre, så blev det jo til virkelighed. På den måde var medierne med til at lave katastrofen.«

Ifølge Winkel Holm halter vores kulturelle forestillingsevne håbløst efter den moderne verdens tekniske formåen. »Det er slående, hvor få skabeloner, kulturen har at byde på, når det handler om katastrofer,« siger han. »Det er, som om den kollektive fantasi må nøjes med at spille prinsesse tofinger. Hvis du ser ti katastrofefilm i træk, kan du ikke huske forskellen.«

Der er ifølge Winkel Holm en meget begrænset håndfuld genkommende tankefigurer, eller symbolske former, som danner grundstrukturen i den vestlige verdens katastrofeforestillinger, og de placerer sig på forskellige niveauer, fra den enkeltstående sanseerfaring i den ene ende til den overordnede metafysiske sammenhæng i den anden. For eksempel danner en af de vigtigste symbolske former, 'domstolen', som man kender den fra mytologien i form af syndfloden og dommedag, i dag grundlag for politiske og juridiske diskussioner af klimaforandringer og global retfærdighed.

Menneskets Antikverethed
»Disse kulturelle prismer er, hvad vi har. Ting, vi ser, kan vi ikke få ind på radaren på andre måder end gennem disse symbolske former. Det er et kulturelt topnøglesæt, som kulturen kan bearbejde, men kun langsomt,« siger Winkel Holm.

Ifølge professor Ursula K. Heise fra Stanford er den vigtigste nye imaginære topnøgle Apollo 8’s billede af Jorden, som rejser sig over Månens horisont.

»Her rykkede det kollektivt imaginære sig en smule, og Lovelocks Gaia-hypotese arbejdede videre på den form, hvor vi pludselig var blevet passagerer på et skrøbeligt skib ude i universet. Sådanne ryk kan man som kulturforsker så forsøge at undersøge,« forklarer Winkel Holm.

Den første dybtgående behandling af denne problemstilling er blevet givet af den tyske filosof Günther Anders, der i sin bog 'Menneskets Antikverethed' fra 1950'erne viser, hvordan vi mennesker lever i et eklatant misforhold mellem vores tekniske kunnen og emotionelle formåen. Ifølge ham er vi blevet så meget til fare for os selv og andre (hans reference var mere atombomben end den økologiske katastrofe), at det eneste håb er at udvikle en ny form for moral, en slags teknologisk-hippokratisk ed, hvor vi altid skal være i stand til at medtænke konsekvenserne af egne handlinger.

Varianter af denne tese findes også hos den franske filosof Jean-Pierre Dupuy fra Stanford, og kan også genfindes delvist hos de tyske filosoffer Hans Jonas og Peter Sloterdijk, som på hver deres facon forsøger at udtænke nye moralske imperativer for det 21. århundredes menneske. Fælles for dem er en erkendelse af, at de kulturelle forestillingsmønstre halter bagefter en systemverden, hvor vi både sanseligt og moralsk er på baghjul i forhold til den teknokratiske virkelighed. Det bliver så til et politisk problem, idet vi mangler det fornødne sprog til at italesætte problemerne på den rette måde.

Den franske videnskabsteoretiker Gaston Bachelard sagde engang, at man ikke kan se et landskab uden at have drømt det først. Man bliver med andre ord nødt til først at have en imaginær fortrolighed med en figur, før man kan se den og undersøge den rationelt.

Kunstens og den humanistiske forsknings refleksive bearbejdning af, hvordan vi agerer og tænker over tingene, er en forudsætning for at komme tættere på en forståelse af os selv og vores skrøbelige klode.

Det ikoniske billede af Jordopgangen fra Apollo 8 er derfor måske en helt nødvendig katalysator for vores fantasi, og dermed vores sprog og videnskab.
There was an error in this gadget