Det er hans geners skyld

Det er nogle gange fascinerende at se, hvordan fordomme, fejltænkning og vaneargumenter kan hobes op og blandes sammen i så høj en grad, at resultatet bliver en hel katedral af misforstået videnskab. Lad mig tage en aktuel sag fra Italien: I Trieste har en dommer givet en morder ved navn Abdelmalek Bayout en reduktion i sin fængselsdom, fordi forsvareren mente, at den tiltalte har en genetisk mutation, der øger aggressiv adfærd. Retssagen har været omtalt i flere medier, fordi den konstituerer den første sag i Europa siden anden Verdenskrig, hvor et adfærdsgenetisk argument er blevet tilgodeset i en strafudmåling.

Første åbenlyse mærkværdighed ved dommen var, at den genetiske mutation blev brugt som et argument for at mildne straffen, ikke til at øge den, ligesom man gjorde det i de gamle dage, da sindssyge, åndssvage og kriminelle rask væk blev dræbt med argumentet om at de alligevel ikke kunne reddes. At sende en morder hurtigere ud på gaden igen, fordi man kan være sikker på at han ikke har styr på sine aggressioner, er da også en original udgang af sagen. Det svarer ifølge genetikeren Steve Jones til at sige, at mænd (det vil sige dem med et Y-kromosom) får en mildere straf end kvinder, fordi man jo ved at 90 pct. af alle mord begås af mænd. Eller til at mene, at fulde mennesker ved rattet skal have en mildere straf, hvis de kan bevise at de er alkoholikere.

Jeg er født doven, og hvis mine gener kan bevise det, så vil min chef ikke kunne fyre mig. Det ville da være lækkert, hvis man kunne klare sig igennem livet med den slags argumenter. Den største fejl ved dommen er derfor nok troen på en genetisk determinisme, altså ideen om, at man kan undslippe ansvar for egne handlinger, fordi universet er deterministisk, fordi Gud, Fædreland eller Generne har deres egne foreskrevne regler. Dommeren Paolo Alessio Vernì sagde efter dommen, at han var specielt påvirket af forsvarerens henvisning til en videnskabelig undersøgelse, efter hvilken Bayout har en mutation i neurotransmitter-enzymet monoamine oxidase A (MAOA), som allerede i 2002 var blevet associeret med aggressivitet og kriminel adfærd hos unge drenge i en misbrugssituation.

Her kommer vi så til en lige så alvorlig, men mere forståelig misforståelse hos dommeren, nemlig at sætte lighedstegn mellem en association og en årsag. Langt de fleste genetiske tests kan fortælle lige så lidt om en mands adfærd, som hans lønningspose kan sige noget om hans politiske holdning. Den kan måske give et hint, men heller ikke mere. Som professor Nita Farahany fra Vanderbilt Universitet i USA siger: »Pointen er den, at adfærdsgenetik endnu ikke findes. Vi kan ikke forklare individuel adfærd, kun store statistikker for populationer.« Forskeren bag det syv år gamle associationsstudie, professor Terrie Moffitt fra King's College London, sagde i en kommentar til dommen, at resultatet desuden let kan være ubrugeligt, fordi man altid skal korrelere med etniciteten i den slags associationsstudier (Bayout er algierer), hvilket ikke er blevet gjort i denne sag.

At sagen kommer fra Italien, gør den heller ikke mindre prekær. Det var her lægen Cesare Lombroso i det sene 1800-tal udviklede skolen for 'positivistisk kriminologi' ved at måle næselængde og tælle pandefolder hos de fængslede. Lombroso mente, at kriminalitet var arvelig, og troede på den evolutionære rekapitulation - en teori, der antog at menneskefostre gennemgår tidligere evolutionære stadier, fra fisk til menneske så at sige, for til sidst at nå frem til det gloriøse slutmål: den hvide mand. De kriminelle, kvinder og de vilde var 'atavister', som var gået evolutionært i stå. De var primitive halvmennesker, som skulle håndteres med videnskabelig præcision, og deres negative påvirkning på menneskeslægten skulle modgås løbende med selektivt avl, også kaldet eugenik. Det er en historie, hvis historiske lavpunkt, man kender fra nazitysklands Wannseeprotokol.

I øvrigt er denne historie et klassisk eksempel på, hvordan videnskabelige fremskridt sjældent luger ud i vanetænkning og fordomme. Da biologer efter genopdagelsen af Mendels arbejde fandt ud af, at rekapitulationsteorien ikke var rigtig, erstattede man den med neoteni-teorien, som groft sagt siger det modsatte, nemlig at mennesker i stigende grad bibeholder deres embryoniske træk (stort kranie, lille kæbe, parallel storetå, hårløshed på kroppen, etc,) i forhold til aber og andre »laverestående« dyr. Ikke desto mindre kunne neoteni-teoriens fader, Louis Bolk, i 1926 konkludere at »det er muligt for alle andre racer at nå til toppen af denne udvikling, som nu er besat af den hvide race.« Videnskaben kommer og går, men racismen den består.

Gener har en mærkelig attraktion på folk. De påstås at forklare alt, hvad et menneske går og laver. Men man glemmer helt, at der også er noget som hedder opvækst, sociale kår, held, uheld, og ikke mindste fri vilje. Desuden er gen-centrismen gang på gang blevet dekonstrueret til at være et luftkastel af ønsketænkning og ekstrem forsimpling. Molekylærbiologer har mange gange forsøgt at forklare, at gener faktisk ikke er meget mere end et løst koncept for nogle komplicerede hændelsesforløb i cellerne. De er ikke »sagens kerne«. De er ønsket om, at man kan tale om en kerne. Og hvis man virkelig vil holde fast i ideen om, at al adfærd har en genetisk base, burde man så ikke i ægte positivistisk ånd sende skylden videre til vores atomer og elektroner i kroppen? Det er jo dem, generne er lavet af. Måske ligger »kernen« i vores adfærd endda i kvantemekanikken og i usikkerhedsprincippet. Det var vist også en tysker, der formulerede det først, var det ikke?

0 comments:

There was an error in this gadget