Semenyas sejr

Sydafrikaneren Caster Semenya vandt VM-guld i kvindernes 800 meter løb i Berlin denne sommer. Hun løb 1:55,45 i finalen, hele otte sekunder bedre end året før. Straks hørte man rygter om hendes dybe stemme og stærke muskulatur, hvilket fik det internationale atletikforbund IAAF til at kræve en doping- og kønstest. Uden samtykke havde sydafrikanske læger dog for længst lavet en kønstest af den 18-årige atlet. Den viste, at hun har interne testikler, ingen æggestokke, ingen livmoder og producerer store mængder testosteron. Semenya selv vidste intet. Hun troede, at hun var kvinde.

Der er mange mærkelige aspekter ved denne historie. Var det guldfeber eller et påstået hensyn til atleten, der fik den sydafrikanske idrætsorganisation ASA til at hemmeligholde resultatet? Hvis det sidste var tilfældet: Hvorfor så teste? Og hvorfor kønstester IAAF, når de siden 1992 har afskaffet at køns­teste atleter? Men også andre og mere fundamentale spørgsmål trænger sig på. Når en mand slår rekord, er der måske mistanke om doping, men aldrig om hans seksualitet. Når en kvindelig atlet sætter en rekord, er der straks mistanke om hendes status som kvinde. Hvorfor det?

En årsag er selvfølgelig, at mænd ofte er hurtigere end kvinder, så hvis en kvinde stiller op som mand, gør det ikke så meget, som det omvendte. Men er en mand med en tredobbelt mængde naturlig testosteron ikke også unfair? Og hvorfor er XYY-mænd eller XXYY-mænd ikke lige så stigmatiserede som 46-XX og XXY'erne, de tvekønnede eller hermafroditterne? Faktum er nemlig, at identitets- og kønsbestemmelsen af et menneske er langt mere bredspektret end tidligere antaget. Alene anatomisk set, siger forskere, findes der fem-seks forskellige køn blandt mennesker. Inkluderer man den hormonelle og genetiske diversitet, er tallet endnu højere. Men i sporten arbejder man kun med to.

Ifølge biologen Anne Fausto-Sterling har 1,7 procent af alle mennesker blandede anatomiske komponenter. Alene her i landet gælder det altså for cirka tre gange så mange mennesker som det registrerede antal danske katolikker. I realiteten lever vi altså ikke bare i et multikulturelt samfund. Vi lever i et multikønnet samfund. Men hvor der er religionsfrihed, er der ikke kønsfrihed. Hvis læger eller forældre har en mistanke om tvekønnethed eller andre køns­anatomiske afvigelser fra normalen, har praksis været en tidlig 'kirurgisk korrektion' af barnet, og da det er nemmere at skære væk end at sætte på, er mange interseksuelle mennesker endt som kvinder.

Det kan derfor betragtes som dobbelt uretfærdigt, at mange kvindelige atleter med en partiel maskulinitet - hvad enten denne skyldes genetiske, hormonelle eller sociale markører - risikerer at blive 'opdaget' og stillet til skue, når de vinder en medalje i sport. Konsekvensen er stigmatisering og identitetstab. Det er ikke uden grund, at den olympiske komité og IAAF (i princippet, ikke i praksis) har udfaset denne krænkende adfærd, og er gået over til at uddele flere medaljer i stedet. Man burde faktisk kræve, at pamperne fra de forbund, der ikke overholder egne retningslinjer, selv trækker bukserne ned, når de uddeler medaljer.

Men selvfølgelig er problemet meget større end det. Så længe der ikke i hele samfundet er en accept af, at interseksualitet findes, og at skønhed kan være mange ting, så længe kan man ikke forvente, at Semenyas sejr bliver fejret som det, den er - en imponerende bedrift. Til november afgør IAAF om Semenya kan beholde sin guldmedalje. Men det kan næsten være lige meget. Hun er traumatiseret, holder sig væk og vil sandsynligvis aldrig løbe igen.

0 comments:

There was an error in this gadget