Kafkask ferie i det grønne land

Ballademagere med dommedagsfantasier gjorde ferien i Grønland til en urolig oplevelse.

Af OLINE BREGNHARDT

Læs hele artiklen med kommentarer på information.dk



Kattegat så ud som et opspændt silkeklæde i snavset purpur. Aldrig før i mit liv har jeg set så meget lilla. Turen gik til Grønland, og efter fire timers flyvning kunne vi se fjordene, der lignede lange størknede ar, pletmalet i grøn og violet. I slowmotion trak bølgerne en enkelt isflage med sig, og endelig - ude i horisonten - kunne man ane den vigende indlandsis.

Under os åbnede landingsbanen sig som en piercet tunge langs en klippeudskåret glasterminal, hvis facade i ægte Hollywood-stil reflekterede solnedgangen med bogstaverne »Welcome to Greenland«. Stedet var sandelig kommet til penge.

Jeg landede på natten før 50-årsdagen for Grønlands selvstyre, men det var nu ikke fordi der syntes at være nogen, som huskede det. Jeg indlogerede mig i Narsaq, byen på øens sydligste spids, der summer af oliepenge og guldgraverstemning.

Det myldrede med nordmænd, mens de få tilbageværende inuitter boede i improviserede hytter oppe i nunatakkerne.

Døde oceaner
Jeg kunne ikke falde til ro på hotellet, og gik ud for at drikke en sjus. På en beværtningen i Brattahlid henvender en mand i baren sig til mig.

»Idiotien har taget fuldstændig over,« siger han og peger på skærmen over baren, der kan fortælle om nogle økoterrorister, som har bombet en uran-mine ved Kvanfjeldet. Han introducerer sig som journalist Johan-Emil Halvarsen, og han virker vred:

»30 mennesker er døde, og de fleste var ikke engang nordmænd. De var inuitter, som bare prøvede at leve et normalt liv.« Halvarsen slår forgæves ud efter en myg. »Ingen ved længere, hvem deres fjende er,« konstaterer han.

Halvarsen fortæller, at han var med til at erklære Grønland for 'klodens sidste respirator', og at han sammen med miljøaktivister var med til at besætte de nye kul- og molybdæn-miner i 20'erne. Årsagen var, at en gruppe forskere havde fundet ud af, at kloden ikke bare blev varmere, men nu hastigt bevægede sig mod en tilstand som for 250 millioner år siden - en tilstand, hvor havstrømmene er døde, og oceanerne ikke længere bliver iltede.

Grønland skulle gå fri af den skæbne, mente han og aktivisterne, og de tog inuitternes kamp til sig. Men efter Londons oversvømmelse i 2050 og et stadig større pres fra klimaflygtninge gik det, som det måtte gå på Grønland: Menneskene og pengene strømmede til, kullet og olien vandt, og miljøbevægelsen blev sprængt i stumper og stykker - og dele af den samlede sig i mere radikaliserede celler.

»Jeg droppede ud, efter at flere af de dybgrønne faktioner skiftede strategi,« fortæller Halvarsen.

Det ligger i vores natur
»De bombede ikke længere minerne for at få dem til at forsvinde. De gjorde det tværtimod for at miste sympati, og dermed fremskynde katastrofen. Rationalet var, at det ville være den eneste måde, hvorpå Gaia kunne renses for sine 'vildskud' - altså mennesket. De ville 'slukke for respiratoren'.«

Jeg kigger skeptisk på den gamle miljøforkæmper og indvender, at det ikke giver nogen mening: »Er det at ville dræbe sin egen art ikke lige så unaturligt som at stoppe med at forurene?« spørger jeg.

»Det kan være,« svarer Halvarsen med et skævt smil på læben, »men der findes mange mennesker som sympatiserer med dem.«

»De siger, at vi ikke er skabt til at kunne overskue resultaterne af vores egne handlinger. Vi kan dræbe, spise og formere os. Alt det andet er og bliver abstrakte egenskaber, som aldrig vil nedfældes i vores biologi. Ligesom en myg aldrig ville kunne beslutte sig for ikke at stikke mere, vil vi mennesker ikke kunne stoppe med at plage vores omgivelser.«

Forstyrrende
Efter natten i Brattahlid havde jeg en fornemmelse af at være landet midt i en uforståelig tid. Argumenterne gav bare ikke nogen mening. Findes der virkelig et stort mindretal af personer, som i al hemmelighed håber på, at vi alle dør? At vi lige så godt kan presse de sidste safter ud af citronen og få det overstået? At vi oven i købet skal skubbe hinanden lidt på vej, bare fordi det er 'spændende'?

De forstyrrende dommedagstanker gjorde det svært for mig at koble af og nyde min ferie. En uge i Narsaq var mere end nok, og jeg besluttede mig for at flyve hjem. Manden, som havde introduceret sig som Johan-Emil Halvarsen, var forsvundet. Gaderne var beskidte, og havet, hvor hvalerne tidligere brød vandoverfladen, var overladt til olietankere og transportskibe. De få inuitter, som var blevet i byen, havde kun et minde tilbage om noget, der måske var anderledes engang.

På flyveturen tilbage kunne jeg læse i avisen, at det måske slet ikke var de radikale økoterrorister, der stod bag bomben ved Kvanfjeldet. En talsmand fra regeringen ved navn Johan Halvorsen, blev citeret for at sige, at det var et rivaliserende olieselskab, der havde tabt koncessionen til undergrunden, som stod bag. Jeg ved ikke, hvem denne Halvarsen eller Halvorsen egentlig var, men én ting havde manden ret i: Ingen ved længere, hvem der er en ven, og hvem der er en fjende.

0 comments:

There was an error in this gadget