Det ubevægelige Grønland

At besøge Grønland er som at rejse ud af tiden.

Af OLINE BREGNHARDT


Læs hele artiklen med kommentarer på information.dk

Aldrig før i mit liv har jeg set så blå en farve. Solen var gået ned, men de hvide ismasser, der vældede ud fra fjordens indre, blandede sig med havets bølger og fik vandet og luften til at lyse i alle nuancer af blå. Og midt i det hele strakte denne kæmpe gletsjer sin arm ud i vandet, som om den tilbød at bære vores lille skib i land.

Det var natten før 50-årsdagen for Grønlands selvstyre. Næste dag skulle der festes. Jeg havde stået på ventelisten til denne rejse i syv år, og nu lykkedes det. Jeg boede i Narsaq, tæt ved Brattahlid i Østerbygden, som ifølge historiebøgerne blev etableret af selveste Erik den Røde, efter at han blev landsforvist fra Island helt tilbage i 985. Erik gav landet navnet Grønland, og selv om klimaforandringerne rigtig nok har gjort området grønnere, kælver gletsjerne stadig længere oppe nordpå.

Ren-eventyr
Det mest slående ved et besøg i Grønland under fejringen af 50-årsdagen er nok, at grønlænderne i det udvidede selvstyres tid har formået at holde sammen på et skrøbeligt jægersamfund på trods af et stadig større pres fra mine- og skibsindustrien. Kulturen er i stigende grad amerikansk præget, men den lokale - og for danskere ofte mærkelige - måde at omgås naturen på er i det store hele intakt.

Da jeg dagen efter mødte danske Sigurd V. Andskær på min gåtur gennem Narsaq, fortalte han mig f.eks. denne historie:

For et år siden kom han til Narsaq med en god idé. Klos op af den lokale fiskefabrik ville han opføre et lille rensdyrslagteri, med den plan at sælge det eftertragtede kød i USA og Danmark med god profit. Han gik i gang, byggede slagteriet, blev venner med borgmesteren og lavede aftaler med skibsrederen. Det eneste, der manglede, var nogle ansatte, som vidste, hvordan man fanger og slagter dyrene. Andskær ansatte ti lokale jægere og sendte dem ind i landet på ti splinternye brintsnescootere. Ingen kom tilbage. Efter et par dage begyndte Andskær at forhøre sig om, hvor de dog var blevet af. Han fandt én af jægerne hjemme hos sig selv og spurgte, hvad der dog var sket.

»Har I ikke skudt nogen rener?,« spurgte Andskær.
»Joh, én har jeg nedlagt.« sagde jægeren.
»Hvor er den?«
»Den er spist.«
»Men de skulle jo hen til fabrikken og slagtes og sendes til Danmark,« sagde Andskær.

Jægeren kiggede blot på ham, uden helt at forstå. Andskær gentog sin klage, men jægeren svarede blot med et skuldertræk, og gik ud for at kigge på hvaler.

Sådan gik det også med de ni andre jægere. Det viste sig, at ingen af de lokale inuitter kunne eller gad indordne sig som ansat i en virksomhed, der ville slagte deres skattede rensdyr til eksport.

Jeg hørte senere Andskær beklage sig over denne - for ham - uforståelige egoisme og ansvarsløshed, mens vi spiste mattak, en del af grønlandshvalens hud, under festmiddagen samme aften.

Hvorfor udvikling?
Narsaqs borgmester, Laila Isaksen, holdt festtalen - på grønlandsk og engelsk. Hun lagde særlig vægt på, hvordan det er lykkedes at videreudvikle en grønlandsk kultur, hvor udvindingen af råstoffer og økoturisme går hånd i hånd med en bæredygtig udvikling. Men hun brokkede sig også over den civile lukning af uran-minen ved Kvanefjeldet, om kulturproblemer med indvandrerne og om, hvor svært det er at bevæge grønlænderne til at 'udvikle' sig.

Det fik os til at tænke. »Måske er det os,« sagde Andskær efter middagen, »måske er det os, som skal lære noget. Måske er netop denne ubevægelige ansvarsløshed årsagen til, at inuitterne kunne overleve på Grønland i snart 1.000 år, mens Nordboere med al deres handel og hierarki gik fælt til grunde.«

Jeg kiggede forbavset på ham. Et helt år med hvalsang og fjeldklang må have fået den forhenværende slagteridirektør til at blive lidt verdensfjern, mente jeg, men Andskær fortsatte bare:

»Se dig omkring. Intet ser ud til at fungere. Skibene bliver ikke losset, og affaldet ligger og flyder. Folk sidder bare og kigger. Men som med gletsjerne er det kun ved første øjekast, de forekommer ubevægelige. Det er dem, som har skabt fjorde og fjelde, og alt andet omkring os. I virkeligheden er det os europæere, som har alt for meget fart på til at kunne følge med. Måske har inuitterne fundet den rigtige fart?«

Mit forsøg med en vittighed om hans tabte snescootere faldt til jorden. Efter middagen gik vi op på en bakke for at se på solnedgangen. Jeg kunne mærke, at Andskær havde pointe. Jeg havde hørt den før, men måske aldrig rigtig forstået den. Og jeg glædede mig til at gense de store blåhvide snemasser række ud efter mig i horisonten.

0 comments:

There was an error in this gadget