Arkæologien går hightech

Nye scannings- og sporingsteknikker i arkæologien ­erstatter graveskeen og ­be­varer fortiden.

Læs hele artiklen som pdf

Arkæologer interesserer sig for fortiden. Man finder dem typisk kravlende langs skrænter og i mudderhuller, hvor de kradser i jordbunden med en ske.

Men det syn vil måske snart være et fortidslevn på linje med deres arkæologiske fund, for stadig flere bevarende og ikke-ødelæggende teknologier til at scanne og analysere undergrunden er i fuld gang med at revolutionere faget.

Ud over den meget populære metaldetektor er der i løbet af de seneste år kommet en lang række geofysiske og geokemiske målemetoder til, primært elektriske modstandsmålinger og undersøgelser af sporstoffer. Men der er også magnetometermålinger, georadar, spektralanalyser, luftfotos, kulstof-14 datering, Google Earth-kortlag og elektronmikroskopanalyser af jordprøver. Alt sammen koblet til GPS-målinger, så man kan ramme de interessante områder så præcist som muligt.

»Ideen med at georeferere de mange data er at kortlægge de forskellige typer af aktiviteter på bosættelserne - handlen, håndværket og den aristokratiske struktur,« siger arkæolog Christopher Loveluck fra Nottingham Universitet. Han er en ledende kapacitet på området og har netop besøgt Danmark.

»Det er først i løbet af de seneste få år, at det er lykkedes at sammenholde teknikkerne på alle niveauer for at skabe et komplementært og meget rigere billede af menneskelige aktiviteter på fortidens bosættelser,« fortæller Christopher Loveluck.

»Og når det er gjort, kan man foretage konkrete udgravninger og gå i større detaljer med enkelte områder, hvilket betyder, at vi samtidig kan få en idé om, hvad der kunne have forstyrret den lokale udvikling med tiden,« siger han.

Stavnsager
På en for nylig afholdt international konference på Kulturhistorisk Museum i Randers mødtes Christopher Loveluck og 90 kolleger for at diskutere den rette brug af de mange nye teknologier.

»Et af formålene med konferencen var at klæde danske arkæologer på med hensyn til de nye teknologier, og få fokus på de mange mærkelige fund, der er gjort på det seneste,« siger arkæolog Ernst Stidsing fra Kulturhistorisk Museum Randers.

Konkret skal teknikkerne bruges til at undersøge et arkæologisk område fra yngre jernalder og vikingetiden, kaldet Stavns­ager. Det ligger i et 150 hektar stort område vest for Moeskær ved Hørning, hvor man har fundet masser af metalgenstande, hedenske symboler, en guldgubbe og en kvindegrav fra vikingetiden. Den herskende teori har været, at den slags arkæologiske områder var såkaldte 'centralpladser', der adskiller sig fra almindelige bondelandsbyer fra den yngre jernalder.

»Vi har efterhånden fundet mange af disse centralpladser. De er ikke som den almindelige bondelandsby, men hvad er de så? Der har foregået håndværk og handel, men det er specielt, at de til forskel fra almindelige landsbyer er meget metalrige, samtidig med, at vi finder støbeforme, vægtlodder og klippede mønter som alle har med handel og håndværk at gøre. Det gør man ikke i den almindelige landsby,« siger Ernst Stidsing.

Ned i mindste detalje
I stedet for at grave, med risiko for at ødelægge ting, kan man nu danne sig et overordnet billede over hele bysamfund og deres aktiviteter igennem tiden. Det kan med fordel bruges i områder med bebyggelse, eller på steder som Stavnsager, der er alt for store (og dyre) til at blive gravet op.

»Ved Stavnsager har vi overlappende geomagnetiske undersøgelser, der basalt set kan identificere ting som grøfter og ting, der er blevet brændt,« forklarer Christopher Loveluck.

»Vi georefererer også med målinger af den elektriske ledningsevne og modstand, der i nogle tilfælde er bedre til at fange bygninger. Vi brugte også radar, der kan trænge ned i undergrunden. Vi kombinerer målinger af fosfor-, mangan- og calciumniveauer, og i alt vil man så kunne identificere de strukturelle zoner,« siger den britiske arkæolog.

Analyserne af de kemiske sporstoffer og mineraler har til formål at identificere forskellige funktionsområder i forsvundne bebyggelser. Elementer som bly, jern, fosfor og mangan afspejler således fordelingen af affaldsområder og værkstedsområder i en bebyggelse. Calcium indikerer områder med mange knoglerester eller områder, hvor man efter ca. 1300 har brugt kalkmørtel til at bygge kirker med.

Pilotprojekt i Belgien
I et pilotprojekt i Vestflandern i Belgien har Christopher Loveluck afprøvet teori med praksis. Et område på fem hektar ved Wils­kerke, kaldet Haerdepollemswal, blev opdelt i et 30x30 meter grid og undersøgt for geofysiske kendetegn (se grafik).

Geomagnetiske og elektriske modstandsmålinger gav et plot af de større strukturer som f.eks. bygninger, murværk, marker og grøfter, mens de kemiske analyser af sporstofferne calcium, fosfor, jern, aluminium og titanium angav beliggenheden af evt. gravpladser, huse, værksteder og landbrugsområder.

En efterfølgende udgravning kunne bekræfte, at der præcist på disse steder har været bygninger, blandt andet et stort langhus, stribemarker typisk for middelalderen, græsningsarealer for kvæg og en ringgrøft i det nordvestlige hjørne.

Det er tydeligt, at fremtiden tilhører de ny teknologier. »Det, vi laver som arkæologer, er jo en destruktion. Når vi graver, så dokumenterer vi det, men vi ødelægger det også. De nye teknikker giver mulighed for at lave arkæologiske fund, uden at destruere dem,« siger Ernst Stidsing.

»Vi kan godt blive en smule klogere ved at grave, men kombinationen med de nye teknikker bærer faget frem. Man vil ikke lægge feltarkæologien på hylden, men den vil være et godt supplement fremover,« siger han.

0 comments:

There was an error in this gadget