Fattige er mere moderate end rige

Amerikanske forskere har for første gang lavet en kvantitativ kortlægning af vælgernes ideologiske ståsted. Den bekræfter mange fordomme - men rummer også overraskelser.

Læs hele artiklen som pdf
Læs artiklen med kommentarer på ing.dk

Det er en yndet sport at gætte sig til en persons politiske sympatier ud fra informationer om hans eller hendes sociale og materielle status. Som regel med gode resultater. Er han gift, går i kirke og har en fast, højtlønnet stilling, er chancerne gode for, at han stemmer til højre for midten. Er hun single, ateist og lavtlønnet akademiker, gætter man bedst på noget til venstre.

Sociologer og politologer har haft kronisk svært ved at måle fænomenet statistisk, men ifølge Boris Shor fra University of Chicago er det nu lykkedes at lave en robust kvantitativ måling af det politisk-ideologiske spektrum hos amerikanske vælgere og deres politikere ved at kombinere mangeårige spørgeskemaanalyser med faktiske afstemningsmønstre i senatet.

Resultatet, som ventes at blive publiceret snart, er både bekræftende og forbløffende. De demografiske data bekræfter den almindelige mistanke om, at mænd i gennemsnit er en smule mere konservative end kvinder, og at deres præferencer er mere diffuse. Det bekræfter også mistanken om, at evigt gifte mennesker er mere højreorienterede end aldrig gifte mennesker, og at mere religiøse personer er mere højreorienterede end mindre eller ikke-religiøse personer (se grafer).

I USA viser det sig desuden, at sorte og latinoer har samme gennemsnitlige ideologiske position lidt til venstre for midten, men at latinoer har en langt større variation i deres politiske anskuelser.

Men der er også resultater, som modsiger almene antagelser: Gruppen af de mest fattige og dem med kun den mest basale uddannelse er politisk set meget mere moderate end folk med en højere uddannelse eller med mange penge. Det er altså ikke sådan, at ekstremistiske holdninger fødes eller findes mest blandt folk fra dårlige sociale og materielle kår. Tværtimod er det primært blandt de rige og højtuddannede, at man kan finde ekstreme politiske holdninger.

Desuden viser de demografiske data, at amerikanske vælgere samlet set er mere højreorienterede end deres politikere, og at mennesker med en høj uddannelse og med mange penge har tendens til at opdele sig i to lejre, svarende til de to store politiske partier.

Metodiske tricks
Analyser af folks ideologi har som regel haft den mangel, at de var selv-rapporterede. Det er en meget usikker metode, fordi spørgeskemaer kan forstærke fordomme og arketyper, ud over at være meget afhængige af de aktuelle debatter, tid og sted. Politologer har derfor i stigende grad anvendt flerdimensionale spørgeskemaer, hvor man spørger om mange forskellige emner fra flere perspektiver, og så forsøger at korrelere svarene indbyrdes.

De mange studehandler, der laves i et parlamentarisk demokrati, gør det desuden svært at måle politikernes egentlige ideologi, og politologer har derfor siden 1980'erne brugt en teknik der hedder 'ideal point estima­tion', der går ud på at placere politikerne på højre-venstre aksen ud fra, hvordan de har stemt til fremsatte lovforslag. Sammenfører man denne statistik med de flerspektrede spørge­skemaer (administreret af det såkaldte Project Votesmart til både senatorer og vælgere), får man et rimeligt konsistent billede af den ideologiske distribution af både vælgere og deres repræsentanter på den politiske højre-venstre skala.

Det er, hvad Shor har gjort. Resultatet viser mange interessante ting om de enkelte politikere -bl.a. at Obama altid har været blandt de mest liberale demokrater, og at New York-politikeren Dierdre Scozzafava, som er nomineret af det republikanske parti til en plads i senatet, er mere konservativ, end rygtet vil vide. Den viser også, at Californien og Massachusetts er de mest liberale stater, mens Utah og Idaho er de mest konservative.

Mere generelt viser analysen, at politikerne i USA kun dårligt repræsenterer deres vælgere. Idet man har et topartisystem, er der en konstant underrepræsentation af vælgere, som befinder sig midt imellem de to partier, ligesom der er en konstant underrepræsentation af vælgere, som befinder sig til højre for republikanerne og vælgere, som befinder sig til venstre for demokraterne. I Danmark, hvor det parlamentariske demokrati inkluderer flere partier i Folketinget, vil man derfor kunne gå ud fra, at repræsentationen af vælgerne er langt bedre end i det amerikanske senat.

Undersøgelsen tyder på, at der findes fundamentale sociale markører som i høj grad bestemmer et politisk tilhørsforhold. Folk er netop ikke karakteriseret ved at være frie individer der shopper rundt blandt politiske tilbud. Tværtimod lever den sociale og materielle arv i bedste velgående. Men ikke kun det: der findes en klar opdeling i ideologiske klynger, som forskerne indtil videre ikke forstår, hvorfor de dannes. Det er for eksempel ikke klart, hvorfor økologisk tænkning hænger sammen med ønsket om mere magt til fagforeninger. Ikke desto mindre er det tilfældet hos både vælgerne og politikerne.

Semenyas sejr

Sydafrikaneren Caster Semenya vandt VM-guld i kvindernes 800 meter løb i Berlin denne sommer. Hun løb 1:55,45 i finalen, hele otte sekunder bedre end året før. Straks hørte man rygter om hendes dybe stemme og stærke muskulatur, hvilket fik det internationale atletikforbund IAAF til at kræve en doping- og kønstest. Uden samtykke havde sydafrikanske læger dog for længst lavet en kønstest af den 18-årige atlet. Den viste, at hun har interne testikler, ingen æggestokke, ingen livmoder og producerer store mængder testosteron. Semenya selv vidste intet. Hun troede, at hun var kvinde.

Der er mange mærkelige aspekter ved denne historie. Var det guldfeber eller et påstået hensyn til atleten, der fik den sydafrikanske idrætsorganisation ASA til at hemmeligholde resultatet? Hvis det sidste var tilfældet: Hvorfor så teste? Og hvorfor kønstester IAAF, når de siden 1992 har afskaffet at køns­teste atleter? Men også andre og mere fundamentale spørgsmål trænger sig på. Når en mand slår rekord, er der måske mistanke om doping, men aldrig om hans seksualitet. Når en kvindelig atlet sætter en rekord, er der straks mistanke om hendes status som kvinde. Hvorfor det?

En årsag er selvfølgelig, at mænd ofte er hurtigere end kvinder, så hvis en kvinde stiller op som mand, gør det ikke så meget, som det omvendte. Men er en mand med en tredobbelt mængde naturlig testosteron ikke også unfair? Og hvorfor er XYY-mænd eller XXYY-mænd ikke lige så stigmatiserede som 46-XX og XXY'erne, de tvekønnede eller hermafroditterne? Faktum er nemlig, at identitets- og kønsbestemmelsen af et menneske er langt mere bredspektret end tidligere antaget. Alene anatomisk set, siger forskere, findes der fem-seks forskellige køn blandt mennesker. Inkluderer man den hormonelle og genetiske diversitet, er tallet endnu højere. Men i sporten arbejder man kun med to.

Ifølge biologen Anne Fausto-Sterling har 1,7 procent af alle mennesker blandede anatomiske komponenter. Alene her i landet gælder det altså for cirka tre gange så mange mennesker som det registrerede antal danske katolikker. I realiteten lever vi altså ikke bare i et multikulturelt samfund. Vi lever i et multikønnet samfund. Men hvor der er religionsfrihed, er der ikke kønsfrihed. Hvis læger eller forældre har en mistanke om tvekønnethed eller andre køns­anatomiske afvigelser fra normalen, har praksis været en tidlig 'kirurgisk korrektion' af barnet, og da det er nemmere at skære væk end at sætte på, er mange interseksuelle mennesker endt som kvinder.

Det kan derfor betragtes som dobbelt uretfærdigt, at mange kvindelige atleter med en partiel maskulinitet - hvad enten denne skyldes genetiske, hormonelle eller sociale markører - risikerer at blive 'opdaget' og stillet til skue, når de vinder en medalje i sport. Konsekvensen er stigmatisering og identitetstab. Det er ikke uden grund, at den olympiske komité og IAAF (i princippet, ikke i praksis) har udfaset denne krænkende adfærd, og er gået over til at uddele flere medaljer i stedet. Man burde faktisk kræve, at pamperne fra de forbund, der ikke overholder egne retningslinjer, selv trækker bukserne ned, når de uddeler medaljer.

Men selvfølgelig er problemet meget større end det. Så længe der ikke i hele samfundet er en accept af, at interseksualitet findes, og at skønhed kan være mange ting, så længe kan man ikke forvente, at Semenyas sejr bliver fejret som det, den er - en imponerende bedrift. Til november afgør IAAF om Semenya kan beholde sin guldmedalje. Men det kan næsten være lige meget. Hun er traumatiseret, holder sig væk og vil sandsynligvis aldrig løbe igen.

Søvnteori vækker diskussion blandt forskere

Søvnteoriernes 'nul-hypotese' har skabt fornyet debat: Måske er søvnens funktion simpelthen at sikre, at vi kun er aktive, når det er til fordel for organismen.

Læs hele artiklen som pdf


Den simpleste forklaring på, hvorfor vi sover, er, at vi så ikke behøver at være vågne. Eller videnskabeligt formuleret: Søvn er en tilstand af adaptiv inaktivitet. Dens evolutionære funktion er at sikre, at vi kun er aktive, når det er til fordel for organismen, dvs. når der skal jages og spises, eller når det er tid til sex. Det koster energi at bevæge sig, og søvn er derfor ligesom en pauseskærm, som slår til, når der ikke er vigtigt arbejde, der skal udføres.

Søvnforskerne Chiara Cirelli og Giulio Tononi fra University of Wisconsin i Madison har kaldt denne forklaring for søvnteoriernes 'nul-hypotese'. Den er blevet formuleret med fornyet kraft af psykolog Jerry Siegel fra UCLA i en artikel i fagbladet Nature Reviews Neuroscience, og har kastet en masse diskussioner af sig. Selvsagt er de fleste kolleger uenige med Siegel, fordi de fremherskende søvnteorier alle går ud fra, at vi har brug for at sove; at søvn har en regenerativ funktion, der skal reparere og genoplade kroppen.

Genopbygning og genoplevelse
Den drømmende REM-søvn, som får vores øjne til at flakke under øjenlågene, er f.eks. blevet koblet til genopbygning af hjernens neurotransmittere og til proteinsyntesen. Andre søvnteorier, helt tilbage til Freud, peger på, at man i søvnen genoplever dagens hændelser og gennemspiller dem igen for at huske dem.

I en ny artikel i Nature Neuroscience peger professor György Buzsaki og hans kolleger fra Collège de France således på, at der findes et helt råbekor af små hjernebølger i hippocampus kaldet 'sharp wave ripples', som under fase-3 søvn sender informationer til storhjernen, som er det sted, hvor langtids-hukommelsen bliver lagret og konsolideret.

Stadig andre teorier mener, at søvnens vigtigste funktion er en opdatering og reparation af immunsystemet. Når vi er svage eller syge, sover vi mere end normalt. Og det viser sig i forsøg med rotter, at søvnmangel fører til tab af hvide blodlegemer, hvilket har stor indflydelse på immunsystemets evne til at holde sygdomme væk fra kroppen.

At sove eller ikke at sove
Siegel har dog en pointe. En løve sover 15 timer i døgnet, fordi det ikke tager så lang tid at jage, mens en giraf kun sover fem timer i døgnet, fordi det er vigtigt at være på vagt.

Det er også nogenlunde oplagt, at bjørnen og pindsvinet går i dvale, når der ikke er mere at spise, og det varme vinterhi kalder. For hvad skulle de ellers gøre? Det er også helt o.k., at løvsangeren ikke sover i flere dage, når den skal tilbagelægge flere tusinde kilometer fra Sahel til Skåne.

Siegels hypotese ville være bekræftet, hvis der fandtes dyr, som slet ikke sover, fordi de har brug for at være vågne hele tiden. Og det er, hvad han ser hos visse havpattedyr.

Migrerende dræberhvaler kan strejfe rundt i flere uger ad gangen, uden at de på noget tidspunkt bliver trætte. Hvalrosser har vist sig at være vågne i flere dage i træk, selvom de er mætte og ikke har noget at tage sig til, og delfiner har altid mindst den ene halvdel af hjernen tændt, for, som han skriver, blandt andet at "undgå at svømme ind i ting".

Men hvad der er et halvtomt glas for nogle, er et halvfyldt glas for andre. Ifølge Cirelli og Tononi er delfinernes specialiserede evne til at koble den ene hjernehalvdel fra netop et bevis på, at søvn er essentiel og ikke kan fjernes helt.

Men der er også andre modeksempler. Visse travle gnavere og trækfugle snupper sig gerne en hurtig korttidsdvale (kaldt torpor) med nedsat metabolisme, når de kan få plads til det i kalenderen. Det tyder mere på, at søvn er en livsvigtig funktion, og søges kompenseret for, selvom betingelserne ikke måtte være til det.

De faglige diskussioner om søvnens betydning er meget mere tekniske og komplicerede, end det er beskrevet med disse få anekdoter. Men de fortæller i hvert fald, at diversiteten af søvnadfærd er meget stor blandt pattedyr, og at søvnens adaptive fordele kan være meget forskellige fra art til art.

Hvad den dybere mening med søvnen så egentlig er, står stadig i det uvisse. Måske er de mange teorier blot forskellige aspekter af en og samme sag. Måske er sandheden en kombination af dem alle, og velbeskrevet i ordsproget om, at arbejde gør søvnen sød.

LHC klar til injektionstests i weekenden


De første protonstråler vil injiceres ind i verdens største partikelaccelerator LHC ved Cern i Geneve i denne weekend. Formålet er at synkronisere subsystemerne inden man for alvor går i gang med partikelknusningen til november.

For to dage siden nåede de sidste sektorer af partikelacceleratoren ved Cern i Geneve ned på deres arbejdstemperatur på 1,9 Kelvin. Dermed er magneterne i LHC cirka en grad koldere end temperaturen i det tomme rum.

Nu arbejder forskerne på højtryk for at lave de første injektionstests. Disse vil ifølge Jens Jørgen Gaardhøje fra Niels Bohr Instituttet blive foretaget i denne weekend for de to sektorer ALICE og LHCb.

På grund af partikelacceleratorens enorme kompleksitet, med sine tusinder af cryomagneter, beskyttelsessystemer og andre kontrolsystemer, skal man bevæge sig fremad trin for trin. Et alvorligt uheld sidste år udsatte denne proces, da et tons flydende helium lavede skader på 53 superledende magneter.

Formålet med injektionstestene er blandt andet at synkroniserer LHC'en med den cirkulære og to kilometer lange SPS-acceleratorer, der skal føde LHC med protonpakker. Når LHC'en for alvor er oppe at køre skal SPS-acceleratoren sende partiklerne afsted med nanosekunders nøjagtighed.

Præcisionsarbejde
Planen er at en stråle fra SPS-acceleratoren føres via transferlinjen TI 2, og injiceres i punkt 2 (beam 1 på grafikken). Derefter vil strålen tilbagelægge tre kilometer i partikelacceleratoren, som er længden af sektor 23, inden den stoppes ved de såkaldte kollimatorer ved punkt 3, der kan skubbes ind i røret. Undervejs går strålen igennem ALICE-detektoren. Går alt vel bør der ikke være meget at måle ved denne test, hvis formål netop er at indstille beam parametrene.

Der er også chance for at samme test vil kunne gøres på LHCb, hvor strålen så vil blive stoppen af kollimatoren i IR7 ved punkt 7 (beam 2).

Når injektionstestene er færdige vil forskerne i november begynde at cirkulere protonstråler i LHC ved energier fra SPS-acceleratoren (450 GeV) og lave kollisioner mellem protoner for første gang. Selv ved 450 GeV bevæger protonerne sig allerede stort set med lysets hastighed. Planen er lige nu at det skal ske den 19. november.

Efter træning i acceleration vil fysikerne den 14-16 december forsøge at demonstrere p+p ved 3500+3500 GeV, dvs. ca. 3.5 gange højere energi end det er muligt ved det hidtil kraftigste anlæg, FermiLab ved Chicago. I februar 2010 og frem vil det egentlige fysiske program starte med rutinemæssige kollisioner ved 3500+3500 GeV, siden måske også 5000 GeV+5000 GeV op mod sommeren.

Til september eller oktober 2010 vil man så forsøge sig med sammenstød af bly-kerner. Dette vil forøge energien i sådanne sammenstød med ca. 10 gange i forhold til det nu mulige ved RHIC i USA. »Det er nok her der er det største 'discovery' potentiale ligger for 2010,« siger Jens Jørgen Gaardhøje.

Arkæologien går hightech

Nye scannings- og sporingsteknikker i arkæologien ­erstatter graveskeen og ­be­varer fortiden.

Læs hele artiklen som pdf

Arkæologer interesserer sig for fortiden. Man finder dem typisk kravlende langs skrænter og i mudderhuller, hvor de kradser i jordbunden med en ske.

Men det syn vil måske snart være et fortidslevn på linje med deres arkæologiske fund, for stadig flere bevarende og ikke-ødelæggende teknologier til at scanne og analysere undergrunden er i fuld gang med at revolutionere faget.

Ud over den meget populære metaldetektor er der i løbet af de seneste år kommet en lang række geofysiske og geokemiske målemetoder til, primært elektriske modstandsmålinger og undersøgelser af sporstoffer. Men der er også magnetometermålinger, georadar, spektralanalyser, luftfotos, kulstof-14 datering, Google Earth-kortlag og elektronmikroskopanalyser af jordprøver. Alt sammen koblet til GPS-målinger, så man kan ramme de interessante områder så præcist som muligt.

»Ideen med at georeferere de mange data er at kortlægge de forskellige typer af aktiviteter på bosættelserne - handlen, håndværket og den aristokratiske struktur,« siger arkæolog Christopher Loveluck fra Nottingham Universitet. Han er en ledende kapacitet på området og har netop besøgt Danmark.

»Det er først i løbet af de seneste få år, at det er lykkedes at sammenholde teknikkerne på alle niveauer for at skabe et komplementært og meget rigere billede af menneskelige aktiviteter på fortidens bosættelser,« fortæller Christopher Loveluck.

»Og når det er gjort, kan man foretage konkrete udgravninger og gå i større detaljer med enkelte områder, hvilket betyder, at vi samtidig kan få en idé om, hvad der kunne have forstyrret den lokale udvikling med tiden,« siger han.

Stavnsager
På en for nylig afholdt international konference på Kulturhistorisk Museum i Randers mødtes Christopher Loveluck og 90 kolleger for at diskutere den rette brug af de mange nye teknologier.

»Et af formålene med konferencen var at klæde danske arkæologer på med hensyn til de nye teknologier, og få fokus på de mange mærkelige fund, der er gjort på det seneste,« siger arkæolog Ernst Stidsing fra Kulturhistorisk Museum Randers.

Konkret skal teknikkerne bruges til at undersøge et arkæologisk område fra yngre jernalder og vikingetiden, kaldet Stavns­ager. Det ligger i et 150 hektar stort område vest for Moeskær ved Hørning, hvor man har fundet masser af metalgenstande, hedenske symboler, en guldgubbe og en kvindegrav fra vikingetiden. Den herskende teori har været, at den slags arkæologiske områder var såkaldte 'centralpladser', der adskiller sig fra almindelige bondelandsbyer fra den yngre jernalder.

»Vi har efterhånden fundet mange af disse centralpladser. De er ikke som den almindelige bondelandsby, men hvad er de så? Der har foregået håndværk og handel, men det er specielt, at de til forskel fra almindelige landsbyer er meget metalrige, samtidig med, at vi finder støbeforme, vægtlodder og klippede mønter som alle har med handel og håndværk at gøre. Det gør man ikke i den almindelige landsby,« siger Ernst Stidsing.

Ned i mindste detalje
I stedet for at grave, med risiko for at ødelægge ting, kan man nu danne sig et overordnet billede over hele bysamfund og deres aktiviteter igennem tiden. Det kan med fordel bruges i områder med bebyggelse, eller på steder som Stavnsager, der er alt for store (og dyre) til at blive gravet op.

»Ved Stavnsager har vi overlappende geomagnetiske undersøgelser, der basalt set kan identificere ting som grøfter og ting, der er blevet brændt,« forklarer Christopher Loveluck.

»Vi georefererer også med målinger af den elektriske ledningsevne og modstand, der i nogle tilfælde er bedre til at fange bygninger. Vi brugte også radar, der kan trænge ned i undergrunden. Vi kombinerer målinger af fosfor-, mangan- og calciumniveauer, og i alt vil man så kunne identificere de strukturelle zoner,« siger den britiske arkæolog.

Analyserne af de kemiske sporstoffer og mineraler har til formål at identificere forskellige funktionsområder i forsvundne bebyggelser. Elementer som bly, jern, fosfor og mangan afspejler således fordelingen af affaldsområder og værkstedsområder i en bebyggelse. Calcium indikerer områder med mange knoglerester eller områder, hvor man efter ca. 1300 har brugt kalkmørtel til at bygge kirker med.

Pilotprojekt i Belgien
I et pilotprojekt i Vestflandern i Belgien har Christopher Loveluck afprøvet teori med praksis. Et område på fem hektar ved Wils­kerke, kaldet Haerdepollemswal, blev opdelt i et 30x30 meter grid og undersøgt for geofysiske kendetegn (se grafik).

Geomagnetiske og elektriske modstandsmålinger gav et plot af de større strukturer som f.eks. bygninger, murværk, marker og grøfter, mens de kemiske analyser af sporstofferne calcium, fosfor, jern, aluminium og titanium angav beliggenheden af evt. gravpladser, huse, værksteder og landbrugsområder.

En efterfølgende udgravning kunne bekræfte, at der præcist på disse steder har været bygninger, blandt andet et stort langhus, stribemarker typisk for middelalderen, græsningsarealer for kvæg og en ringgrøft i det nordvestlige hjørne.

Det er tydeligt, at fremtiden tilhører de ny teknologier. »Det, vi laver som arkæologer, er jo en destruktion. Når vi graver, så dokumenterer vi det, men vi ødelægger det også. De nye teknikker giver mulighed for at lave arkæologiske fund, uden at destruere dem,« siger Ernst Stidsing.

»Vi kan godt blive en smule klogere ved at grave, men kombinationen med de nye teknikker bærer faget frem. Man vil ikke lægge feltarkæologien på hylden, men den vil være et godt supplement fremover,« siger han.

Eksperimenter redder den fri vilje

Kontroversielle forsøg fra 1980'erne omkring den frie vilje betvivles af nye eksperimenter.


Læs hele artiklen som pdf


Det er ikke af fri vilje, jeg skriver denne artikel. Det er, fordi min ubevidste forkærlighed for mærkelige psykologiske teorier har tvunget mig til det. Helt konkret er det den amerikanske bevidsthedsforsker Benjamin Libets eksperimenter med sine studerende fra 1980'erne, der har fået mig til at skrive denne tekst.

Libet satte i 1983 EEG elektroder på hovederne af sine studerende, og bad dem om at sige, præcis hvornår de ville beslutte sig til at stoppe en kugle, der drejede rundt på en computerskærm, ved at trykke på en knap med deres pegefinger. Desuden skulle de sige, hvor kuglen var, da de bevidst besluttede at ville stoppe den.

Dette simple eksperiment viste, at den del af hjernen, der styrer bevægelser, aktiveres cirka 300-400 millisekunder før de studerende rapporterede, at de har lavet en bevidst beslutning om at bevæge deres pegefinger. Det var pudsigt, mente Libet, og måtte være et tegn på, at bevægelserne initieres ubevidst, og at bevidstheden om dem blot er en slags efterrationalisering. Altså, konkluderede Libet, er den frie vilje blot en illusion, eller i hvert fald en instans, der fortolker kropslige beslutninger i stedet for at bestemme dem. Han gav dog lidt rum til den fri viljes eksistens, men kun som en slags veto - dvs. som en bevidst undertrykkelse af en ubevidst kropslig impuls.

Libets konklusion har været meget kontroversiel, fordi den kræver, at det tidlige elektrofysiologiske signal (kaldt readiness-potentialet, RP) kun relaterer sig til en slags forberedelse til at bevæge fingeren.

Men nu de har to bevidsthedsforskere Jeff Miller og Judy Trevena fra University of Otago i New Zealand gået Libets eksperimenter efter i sømmene og konkluderet, at det ubevidste slet ikke beslutter noget. Det anticiperer kun. Den fri vilje er altså reddet i denne omgang.

Nu med ringetone
I Libets eksperiment kunne de studerende selv frit bestemme, hvornår de ville stoppe kuglen. I det nye eksperiment blev de bedt om at vente med at beslutte, om de ville stoppe kuglen eller ej, til efter at en klokke havde ringet. Hvis de faktisk stoppede kuglen, måtte readiness-potentialet være højere, end hvis de ikke stoppede kuglen, idet signalet jo ifølge Libet relaterer sig til fingerbevægelsen.

Men signalet var det samme, om de trykkede på knappen eller ej. Miller og Trevena konkluderer derfor i deres artikel i fagbladet Consciousness and Cognition, at RP bare åbner muligheden for at trykke på knappen, men ikke 'beslutter' det. Hvis de blev bedt om altid at stoppe kuglen efter ringetonen, var RP i gennemsnit 322 ms, mens det var 355 ms, når de selv kunne bestemme.

De New Zealandske forskere mener derfor, at forskellen på 33 ms netop er den tid det tager at beslutte sig, og vigtigere endnu: at de studerende evnede at forsinke deres beslutning til efter at ringetonen havde lydt.

Ikke alle forskere er overbeviste. Marcel Brass fra universitetet i Ghent i Belgien siger for eksempel i en kommentar til New Scientist, at de to eksperimenter ikke kan sammenlignes, og at Libets konklusion derfor stadig holder. Det afviser Jeff Miller:
»Det ville jo betyde, at vi har fri vilje med en klokke, og ingen fri vilje uden en klokke.«
»Det giver ingen mening. Vores resultater peger på, at der er fri vilje, og derfor må jeg antage, at der også har været fri vilje til stede i Libets forsøg,« siger Miller.

Det er ganske sikkert, ufrivilligt sikkert, at de nye resultater ikke vil være det sidste, der er blevet sagt om den sag, og at der vil blive udtænkt nye eksperimenter til at forstå forholdet mellem hjerneaktivitet og bevidsthedsprocesser. Til gengæld stopper disse fingre nu helt frivilligt med at skrive.

Kafkask ferie i det grønne land

Ballademagere med dommedagsfantasier gjorde ferien i Grønland til en urolig oplevelse.

Af OLINE BREGNHARDT

Læs hele artiklen med kommentarer på information.dk



Kattegat så ud som et opspændt silkeklæde i snavset purpur. Aldrig før i mit liv har jeg set så meget lilla. Turen gik til Grønland, og efter fire timers flyvning kunne vi se fjordene, der lignede lange størknede ar, pletmalet i grøn og violet. I slowmotion trak bølgerne en enkelt isflage med sig, og endelig - ude i horisonten - kunne man ane den vigende indlandsis.

Under os åbnede landingsbanen sig som en piercet tunge langs en klippeudskåret glasterminal, hvis facade i ægte Hollywood-stil reflekterede solnedgangen med bogstaverne »Welcome to Greenland«. Stedet var sandelig kommet til penge.

Jeg landede på natten før 50-årsdagen for Grønlands selvstyre, men det var nu ikke fordi der syntes at være nogen, som huskede det. Jeg indlogerede mig i Narsaq, byen på øens sydligste spids, der summer af oliepenge og guldgraverstemning.

Det myldrede med nordmænd, mens de få tilbageværende inuitter boede i improviserede hytter oppe i nunatakkerne.

Døde oceaner
Jeg kunne ikke falde til ro på hotellet, og gik ud for at drikke en sjus. På en beværtningen i Brattahlid henvender en mand i baren sig til mig.

»Idiotien har taget fuldstændig over,« siger han og peger på skærmen over baren, der kan fortælle om nogle økoterrorister, som har bombet en uran-mine ved Kvanfjeldet. Han introducerer sig som journalist Johan-Emil Halvarsen, og han virker vred:

»30 mennesker er døde, og de fleste var ikke engang nordmænd. De var inuitter, som bare prøvede at leve et normalt liv.« Halvarsen slår forgæves ud efter en myg. »Ingen ved længere, hvem deres fjende er,« konstaterer han.

Halvarsen fortæller, at han var med til at erklære Grønland for 'klodens sidste respirator', og at han sammen med miljøaktivister var med til at besætte de nye kul- og molybdæn-miner i 20'erne. Årsagen var, at en gruppe forskere havde fundet ud af, at kloden ikke bare blev varmere, men nu hastigt bevægede sig mod en tilstand som for 250 millioner år siden - en tilstand, hvor havstrømmene er døde, og oceanerne ikke længere bliver iltede.

Grønland skulle gå fri af den skæbne, mente han og aktivisterne, og de tog inuitternes kamp til sig. Men efter Londons oversvømmelse i 2050 og et stadig større pres fra klimaflygtninge gik det, som det måtte gå på Grønland: Menneskene og pengene strømmede til, kullet og olien vandt, og miljøbevægelsen blev sprængt i stumper og stykker - og dele af den samlede sig i mere radikaliserede celler.

»Jeg droppede ud, efter at flere af de dybgrønne faktioner skiftede strategi,« fortæller Halvarsen.

Det ligger i vores natur
»De bombede ikke længere minerne for at få dem til at forsvinde. De gjorde det tværtimod for at miste sympati, og dermed fremskynde katastrofen. Rationalet var, at det ville være den eneste måde, hvorpå Gaia kunne renses for sine 'vildskud' - altså mennesket. De ville 'slukke for respiratoren'.«

Jeg kigger skeptisk på den gamle miljøforkæmper og indvender, at det ikke giver nogen mening: »Er det at ville dræbe sin egen art ikke lige så unaturligt som at stoppe med at forurene?« spørger jeg.

»Det kan være,« svarer Halvarsen med et skævt smil på læben, »men der findes mange mennesker som sympatiserer med dem.«

»De siger, at vi ikke er skabt til at kunne overskue resultaterne af vores egne handlinger. Vi kan dræbe, spise og formere os. Alt det andet er og bliver abstrakte egenskaber, som aldrig vil nedfældes i vores biologi. Ligesom en myg aldrig ville kunne beslutte sig for ikke at stikke mere, vil vi mennesker ikke kunne stoppe med at plage vores omgivelser.«

Forstyrrende
Efter natten i Brattahlid havde jeg en fornemmelse af at være landet midt i en uforståelig tid. Argumenterne gav bare ikke nogen mening. Findes der virkelig et stort mindretal af personer, som i al hemmelighed håber på, at vi alle dør? At vi lige så godt kan presse de sidste safter ud af citronen og få det overstået? At vi oven i købet skal skubbe hinanden lidt på vej, bare fordi det er 'spændende'?

De forstyrrende dommedagstanker gjorde det svært for mig at koble af og nyde min ferie. En uge i Narsaq var mere end nok, og jeg besluttede mig for at flyve hjem. Manden, som havde introduceret sig som Johan-Emil Halvarsen, var forsvundet. Gaderne var beskidte, og havet, hvor hvalerne tidligere brød vandoverfladen, var overladt til olietankere og transportskibe. De få inuitter, som var blevet i byen, havde kun et minde tilbage om noget, der måske var anderledes engang.

På flyveturen tilbage kunne jeg læse i avisen, at det måske slet ikke var de radikale økoterrorister, der stod bag bomben ved Kvanfjeldet. En talsmand fra regeringen ved navn Johan Halvorsen, blev citeret for at sige, at det var et rivaliserende olieselskab, der havde tabt koncessionen til undergrunden, som stod bag. Jeg ved ikke, hvem denne Halvarsen eller Halvorsen egentlig var, men én ting havde manden ret i: Ingen ved længere, hvem der er en ven, og hvem der er en fjende.

Det ubevægelige Grønland

At besøge Grønland er som at rejse ud af tiden.

Af OLINE BREGNHARDT


Læs hele artiklen med kommentarer på information.dk

Aldrig før i mit liv har jeg set så blå en farve. Solen var gået ned, men de hvide ismasser, der vældede ud fra fjordens indre, blandede sig med havets bølger og fik vandet og luften til at lyse i alle nuancer af blå. Og midt i det hele strakte denne kæmpe gletsjer sin arm ud i vandet, som om den tilbød at bære vores lille skib i land.

Det var natten før 50-årsdagen for Grønlands selvstyre. Næste dag skulle der festes. Jeg havde stået på ventelisten til denne rejse i syv år, og nu lykkedes det. Jeg boede i Narsaq, tæt ved Brattahlid i Østerbygden, som ifølge historiebøgerne blev etableret af selveste Erik den Røde, efter at han blev landsforvist fra Island helt tilbage i 985. Erik gav landet navnet Grønland, og selv om klimaforandringerne rigtig nok har gjort området grønnere, kælver gletsjerne stadig længere oppe nordpå.

Ren-eventyr
Det mest slående ved et besøg i Grønland under fejringen af 50-årsdagen er nok, at grønlænderne i det udvidede selvstyres tid har formået at holde sammen på et skrøbeligt jægersamfund på trods af et stadig større pres fra mine- og skibsindustrien. Kulturen er i stigende grad amerikansk præget, men den lokale - og for danskere ofte mærkelige - måde at omgås naturen på er i det store hele intakt.

Da jeg dagen efter mødte danske Sigurd V. Andskær på min gåtur gennem Narsaq, fortalte han mig f.eks. denne historie:

For et år siden kom han til Narsaq med en god idé. Klos op af den lokale fiskefabrik ville han opføre et lille rensdyrslagteri, med den plan at sælge det eftertragtede kød i USA og Danmark med god profit. Han gik i gang, byggede slagteriet, blev venner med borgmesteren og lavede aftaler med skibsrederen. Det eneste, der manglede, var nogle ansatte, som vidste, hvordan man fanger og slagter dyrene. Andskær ansatte ti lokale jægere og sendte dem ind i landet på ti splinternye brintsnescootere. Ingen kom tilbage. Efter et par dage begyndte Andskær at forhøre sig om, hvor de dog var blevet af. Han fandt én af jægerne hjemme hos sig selv og spurgte, hvad der dog var sket.

»Har I ikke skudt nogen rener?,« spurgte Andskær.
»Joh, én har jeg nedlagt.« sagde jægeren.
»Hvor er den?«
»Den er spist.«
»Men de skulle jo hen til fabrikken og slagtes og sendes til Danmark,« sagde Andskær.

Jægeren kiggede blot på ham, uden helt at forstå. Andskær gentog sin klage, men jægeren svarede blot med et skuldertræk, og gik ud for at kigge på hvaler.

Sådan gik det også med de ni andre jægere. Det viste sig, at ingen af de lokale inuitter kunne eller gad indordne sig som ansat i en virksomhed, der ville slagte deres skattede rensdyr til eksport.

Jeg hørte senere Andskær beklage sig over denne - for ham - uforståelige egoisme og ansvarsløshed, mens vi spiste mattak, en del af grønlandshvalens hud, under festmiddagen samme aften.

Hvorfor udvikling?
Narsaqs borgmester, Laila Isaksen, holdt festtalen - på grønlandsk og engelsk. Hun lagde særlig vægt på, hvordan det er lykkedes at videreudvikle en grønlandsk kultur, hvor udvindingen af råstoffer og økoturisme går hånd i hånd med en bæredygtig udvikling. Men hun brokkede sig også over den civile lukning af uran-minen ved Kvanefjeldet, om kulturproblemer med indvandrerne og om, hvor svært det er at bevæge grønlænderne til at 'udvikle' sig.

Det fik os til at tænke. »Måske er det os,« sagde Andskær efter middagen, »måske er det os, som skal lære noget. Måske er netop denne ubevægelige ansvarsløshed årsagen til, at inuitterne kunne overleve på Grønland i snart 1.000 år, mens Nordboere med al deres handel og hierarki gik fælt til grunde.«

Jeg kiggede forbavset på ham. Et helt år med hvalsang og fjeldklang må have fået den forhenværende slagteridirektør til at blive lidt verdensfjern, mente jeg, men Andskær fortsatte bare:

»Se dig omkring. Intet ser ud til at fungere. Skibene bliver ikke losset, og affaldet ligger og flyder. Folk sidder bare og kigger. Men som med gletsjerne er det kun ved første øjekast, de forekommer ubevægelige. Det er dem, som har skabt fjorde og fjelde, og alt andet omkring os. I virkeligheden er det os europæere, som har alt for meget fart på til at kunne følge med. Måske har inuitterne fundet den rigtige fart?«

Mit forsøg med en vittighed om hans tabte snescootere faldt til jorden. Efter middagen gik vi op på en bakke for at se på solnedgangen. Jeg kunne mærke, at Andskær havde pointe. Jeg havde hørt den før, men måske aldrig rigtig forstået den. Og jeg glædede mig til at gense de store blåhvide snemasser række ud efter mig i horisonten.

Sydgrønland som eksempel på klimaforandringerne

Sydspidsen af Grønland har altid været grøn, selv på Erik den Rødes tid. Sydspidsens største by Narsaq ligger på højde med Oslo og har derfor et forholdsvis mildt klima. Selv om vinteren kan det finde på at regne, i stedet for at sne.


Læs hele artiklen på information.dk



Om 50 år vil klimaet være endnu mildere. De modeller, som klimaforskerne bruger til at forudsige klimaet, viser, at Grønland er et af de steder på kloden, hvor klimaforandringerne vil have størst effekt. Det er fordi, den ekstra varme, der fanges af drivhusgasserne, ikke fordeler sig ligeligt omkring kloden. Mange steder i troperne vil det kun blive en smule varmere end nu, hvorimod Grønland og Arktis vil blive meget varmere end gennemsnittet.

»Modellerne siger, at det vil blive cirka 12 grader varmere i Øst- og Vestgrønland og cirka syv-otte grader varmere i Sydgrønland,« siger John Cappelen fra Danmarks Meteorologiske Institut.

Det er en meget stor temperaturforskel og vil betyde mange biologiske og fysiske forandringer for det grønlandske samfund.

»Gletsjerne vil trække sig kraftigt tilbage, og nedbøren vil stige med op mod 20-30 procent,« fortæller Cappelen.

»Havvandet vil blive lidt varmere, og gletsjerne vil smelte hurtigere. De vil stadig være der, men afsmeltningen vil tage kraftigt til. Havstigningen vil dog ikke betyde det store for grønlænderne selv, til forskel fra for eksempel i Bangladesh, hvor der ikke er fjelde og fjorde.«

Plantevæksten vil tiltage, og der vil komme en smule skov, siger Cappelen. Antallet af arter vil stige, især insekter, og vækstperioden for planterne vil være længere. Måske vil de første landmænd begynde at eksperimentere med at dyrke vin, som ellers kun plejer at dyrkes meget længere sydpå.

Kulturelle skift
Hvis grønlænderne finder olie, vil det også betyde store økonomiske og kulturelle forandringer for det grønlandske samfund. Man taler allerede nu om at åbne molybdænminer i Østgrønland, om jern og guldminer omkring Nuuk og om at åbne Den Sorte Engel igen - en forurenende zink- og blymine i Maarmorilik - fordi den ikke er isdækket mere.

Man har en formodning om store gas- og oliereserver, og hvis man finder dem, og de viser sig at være tilstrækkelig nemme at hente op, så vil ’Onkel Mammon’ sandsynligvis ændre det grønlandske samfund totalt. Der vil være flere tilflyttere til Nuuk, Sisimiut, Narsaq og alle de andre byer. Der vil komme store turistmasser, mange udlændinge vil flytte til og muligvis skabe en hektisk guldgraverstemning. Helt galt kan det gå, hvis klimaflygtninge af en eller anden grund begynder at oversvømme landet. Det oprindelige inuit-samfund vil have svært ved at bestå under disse forhold.

Men grønlænderne har alle mulighederne. Bloktilskuddet er frosset fast, og de er selv herre over undergrunden. Hvis de finder olien, skal bloktilskuddet langsomt udfases – og så kommer det an på de lokale politikere og deres vælgere, om de vil hive olien op eller finde en anden vej til økonomisk og social bæredygtighed, der samtidig beskytter miljøet.

Langt ude i fremtiden
De kolde havstrømme håber man fortsætter med at kredse i Atlanten, men man ved det faktisk ikke. Nogle siger, at Golfstrømmen kan komme i fare for at stoppe, eftersom det er sket før, for mange millioner år siden, dengang oceanerne ikke var iltet helt ned til bunden.

Helt galt kan det gå, hvis planeten mister al sin is. Det vil ikke være sket i 2059, men noget af indlandsisen i Grønland kan på det tidspunkt allerede være borte. Nogle forskere, blandt andet Peter Ward fra NASA, mener, at vi hastigt bevæger os i retning af et klima uden is på polerne, og for at komme med et bud på, hvordan Jorden så vil se ud - måske om kun et par tusinde år - kan man kigge lidt tilbage i historien.

For cirka 251 millioner år siden var al isen på Nord- og Sydpolen smeltet, hvilket betød, at der ikke længere var nogen varmeforskel af betydning mellem ækvator og polerne. Derfor var der heller ikke meget vind, og oceanstrømmene var døde, hvilket betød, at de ikke længere kunne holdes kolde og iltet.

Man kalder perioden for Den Store Død. Det var i slutningen af Perm-tiden med den mest katastrofale masseuddøen i historien. Donald Canfield fra Syddansk Universitet har forsket i den periode. Han siger, at mere end halvdelen af alle familier uddøde, og omkring 95 procent af alle dyr og planter i havet. Omkring 70 procent af alle reptiler, amfibier, insekter og andre dyr og planter på landjorden uddøde også.

Havet var en flad og fedtet bakteriepøl. Vandkanten bestod af en skorpe af rådne organismer. Det skyldtes svovlreducerende bakterier, som kom op til overfladen og fjernede alt ilt i oceanerne. Svovlbakterierne omdannede faktisk vandet til en lilla suppe, der stank af hydrogensulfid. Svovlet steg også op i atmosfæren, hvor det dannede højtliggende skyer i en giftgrøn farve.

En verden med et lilla hav, en grøn himmel og en atmosfære, der stinker af rådne æg – det er slet ikke så science-fiction-agtig, som det lyder. »Man kan faktisk se det ske langs Chiles kyst i dag,« siger Donald Canfield. Kattegat har også set sådan ud engang. Og det kan være, at det sker igen.

Noter:

Vægtens vennekreds

Jeg har et par venner som er ret fede. De er smittefarligt fede, viser det sig, fordi mit sociale netværk betyder mere for mit BMI end min genetiske arv såvel som min spiseadfærd. Det er konklusionen på et af de første langtidsstudier af sociale netværk og deres indflydelse på vores helbred.

Det har længe været kendt, at sociale grupper har tendens til at selvsegregere, altså at forstærke egne karakteristika ved en form for positiv feedback. Journalister bliver venner med journalister, rygere omgås rygere, og de fede bliver hellere venner med de fede.

Men nu viser det sig, at det omvendte også er sandt: Vennekredse, der til at begynde med er meget forskellige, smitter hinanden med deres kendetegn - og det ikke bare som en frivillig overtagelse af interesser eller hobbyer, men som en konkret smitte af gode og dårlige vaner.

Hvis der er mange tykke mennesker i en gruppe, bliver det mere acceptabelt at være tyk, og derfor vil der være flere mennesker i gruppen, som bliver tykke i løbet af nogle år. Hvis der er mange, som stopper med at ryge i gruppen, vil endnu flere følge med. Og hvis folk er glade, smitter glæden til de andre også.

I bogen Connected: The Surprising Power of Our Social Networks and How They Shape Our Lives viser Nicholas Christakis og James Fowler, hvordan fedme i visse tilfælde kan spredes til at dække næsten 40 procent af et socialt netværk.

De analyserede de personlige journaler for over 5.000 mennesker, der siden 1948 har deltaget i det såkaldte Framingham Heart Study, koordineret af det amerikanske National Institutes of Health, som i 60 år og over tre genera­tioner af forsøgspersoner har forsøgt at identificere årsagerne til hjerte-kar-sygdomme.

Hverken kolesteroltal, kromosomer eller vindskæve venstre ventrikler var nødvendige for at forudsige, hvem der var i risikogruppen. Det var bedre at vide, hvem der var venner med hvem. Hvis en mand blev tyk, øgedes risikoen for at hans kone også blev tyk med 37 procent. Vennerne havde det langt værre end ægtefællen. Deres risiko øgedes med hele 171 procent, hvilket er meget mere, end hvad genetiske prædispositioner måtte betyde for fedme.

Desuden viste det sig, at de fleste blev tykke på samme tid, hvilket kun bekræfter den overraskende konklusion om, at fedme primært er en social virus, og ikke en genetisk eller biologisk betinget sygdom.

I det nye nummer af Wired kan man med egne øjne se, hvordan fedme-epidemien spredes over tid i det sociale netværk, og hvordan rygning kun overlever i små socialt marginaliserede klynger. Det er bemærkelsesværdigt, at effekten af venskaberne er uafhængig af, om de er tætte på hinanden og omgås til dagligt, eller om det er venskaber over lange afstande.

Virtuelle venskaber på sociale digitale netværk som Facebook er derfor lige så smittefarlige som vennerne rundt om hjørnet. Mine fede venner er heldigvis ikke på Facebook. De er nemlig meget hensynsfulde personer.

Moralske mennesker respekterer ikke autoriteter

Moral og religiøsitet forholder sig meget forskelligt til autoriteter, viser ny forskning. Hvor religiøse mennesker har tillid, udvikler moralske individer typisk en stærk mistro til lov og ret.

Læs en forkortet version af artiklen som pdf.



Normalt tænker man, at troende mennesker også er mennesker med en udpræget moralsk sans. De har tænkt over, hvad der er ret og uret. De ved, hvad der burde være tilladt, og hvad der ikke burde.

Men noget tyder på, at det ikke nødvendigvis er personlige principper og høj moral, der præger religiøse mennesker. En ny undersøgelse peger på, at religiøsitet først og fremmest indeholder en stor tiltro til autoriteter og deres beslutninger. Omvendt har mennesker med en høj personlig moral en automatisk mistillid til enhver autoritet undtagen dem selv.

I en ny artikel, publiceret i fagbladet Psychological Science, har en gruppe psykologer fra Chicago forsøgt at undersøge, hvordan religiøsitet og moralske overbevisninger relaterer sig til en given autoritet. Konkret blev 727 amerikanere mellem 19 og 90 år spurgt om deres tillid eller mangel på tillid til højesteretsdomme i relation til aktiv dødshjælp. Forskerne forsøgte at spørge et repræsentativt udvalg på tværs af sociale og økonomiske klasser.

Ud over at blive spurgt om deres indstilling til aktiv dødshjælp, blev de udspurgt om graden af deres religiøsitet og moralitet, og om deres tillid til, at den amerikanske Højesteret ville komme frem til en acceptabel beslutning. Desuden målte forskerne tidsforbruget på en meningstilkendegivelse om graden af deres tillid til højesteret for at få en indikation af, hvor meget følelser påvirker beslutningen (jo mere emotionel en respons, jo mindre tid).

Resultatet var en klar modsætning mellem moralsk overbevisning og religiøsitet. Jo mere religiøs, jo mere tillid. Jo mere moralsk, jo mindre tillid. Desuden viste det sig, at jo højere en person vurderede sin moral, jo hurtigere kom svaret på, om han eller hun havde tillid til højesteret. Og hvis en person opfattede sig selv som både meget moralsk og meget religiøs, kom svaret som skudt ud af en kanon. Følelser spiller altså en langt større rolle end fornuftsovervejelser i sådanne situationer.

»Vi var overraskede over at se, at de religiøse havde så stor tillid til, at højesteret ville tage den rette beslutning - især i lyset af, at aktiv dødshjælp er et meget kontroversielt emne blandt religiøse grupperinger i USA,« siger artiklens medforfatter Linda J. Skitka fra University of Illinois i Chicago.

Et evigt dilemma
Religiøsitet er som regel stærkt forbundet med spørgsmålet om aktiv dødshjælp. I både den jødiske, kristne og islamiske tradition er selvmord en synd. Det er grunden til, at det faktisk hedder 'selvmord' i vores kultur, og ikke f.eks. 'fridød'. Aktiv hjælp til selvmord eller andre former for eutanasi er også forbudt, som regel eksplicit i de religiøse tekster. I Danmark er aktiv dødshjælp ikke tilladt, mens lande som Belgien, Holland, Schweiz og Japan under visse omstændigheder giver mulighed for det.

I USA er aktiv dødshjælp delvist tilladt i staterne Oregon, Montana og Washington. Men generelt er modstanden mod aktiv dødshjælp i USA tre gange større blandt selvproklamerede religiøse end blandt ikke-religiøse mennesker.

Det er derfor bemærkelsesværdigt, at tiltroen til højesteret på spørgsmålet om aktiv dødshjælp ikke er blevet udvandet blandt de religiøse, især efter højesterets beslutning om at opretholde Oregons lov om aktiv dødshjælp (Death with Dignity Act), efter at Bush-regeringen forsøgte at fjerne den i sagen om Gonzales mod Oregon i 2006.

»Tværtimod: Vores undersøgelse viser, at højesterets autoritet er blevet styrket blandt de religiøse, selvom de ikke kunne lide rettens beslutning,« siger Skitka.

»Blandt de adspurgte med et moralsk standpunkt til aktiv dødshjælp var resultatet derimod anderledes. Deres tiltro til højesteret blev øget eller eroderet alt efter, om beslutningen var konsistent eller inkonsistent med deres personlige holdning.«

Fordomme præger holdninger
Antagelsen om, at meget religiøse mennesker nødvendigvis betragter sig selv som meget moralske, er altså falsk. Derimod bekræfter undersøgelsen, at religiøse mennesker i høj grad uddelegerer beslutningskompetencen omkring en etisk problemstilling til en anden instans end dem selv.

Forskernes undersøgelse af svartiden på spørgsmålet om, hvorvidt de stolede på højesteret, kunne også belyse et klassisk problem inden for moralfilosofien. Nogle forskere mener nemlig, at moralske domme primært er en slags automatreaktioner, som først efter at de er blevet fremsagt, bliver retfærdiggjorte ved hjælp af efterrationaliseringer. Andre mener, at moralske domme primært skyldes rationelle overvejelser omkring et etisk dilemma i forhold til for eksempel retfærdighed, frihed og så videre, og først derefter ophøjes til generelle principper.

Hvis moralske domme er baseret på intuition og automatik, vil folk fremsige dem meget hurtig. Hvis de er baserede på fornuftsbetonede overvejelser om fordele og ulemper ved et givent standpunkt, vil det tage længere tid at afsige dem. Resultat? Jo, hastigheden, hvormed en dom blev fældet, var større ved både høj moral og høj religiøsitet, hvilket i begge tilfælde indikerer en stor grad af emotionel og intuitiv respons.

I den forstand kan det være, at høj moral og høj religiøsitet stammer fra samme psykologiske kilde. Men eksperimentet viser, at de har meget forskellige relationer til autoriteter. Mens religiøse mennesker har en lidenskabelig tiltro til en autoritet, har mennesker som ser sig mindre religiøse, men mere individuelt moralske, en lidenskabelig mistro til autoriteter.

Tvivlsom selvbestemmelse
Undersøgelsen peger altså på et problem ved moralitet, især hvis den antager en lidt mere fundamentalistisk karakter. I visse tilfælde kan mistro til en legitim autoritet være på sin plads. Det kan føre til civil ulydighed, og udgøre et vigtigt korrektiv til magtstrukturerne i et samfund. Men i andre tilfælde er mistroen til en legitim autoritet blot et forsøg på at få fuld valuta for en personlig vendetta - en strategisk manøvre til at pushe sine egne principper.

Vores moderne sociale normer har lært os, at høj moral er et tegn på et stærkt og godt menneske. Man skal ikke tro blindt på gamle tekster, siger normen, endsige gamle mænd. Man skal tænke selv, og danne sig sin egen mening.

Men måske er dette oplysnings­ideal slet ikke en bedre måde at gøre mennesker myndige på. Undersøgelsen kunne tyde på det. Det eneste, vi oplyste individer måske lærer, er, at mistro gamle autoriteter, mens den ophøjede personlige moral så dannes via andre psykologiske mekanismer, modestrømninger eller flygtige mediehistorier, som ikke nødvendigvis er mere autentiske eller bedre end de gamle.

Undersøgelsen viser også en anden interessant ting, nemlig at politiske liberalister kan være lige så dogmatiske som konservative eller blodrøde kommunister. Forskerne viser tydeligt med eksemplet omkring aktiv dødshjælp, at folk med stærke moralske holdninger ikke kun baserer deres dom på en personlig ideologi, de tror ikke engang på, at de legitime autoriteter i samfundet vil være i stand til at træffe den rette beslutning til at begynde med.
There was an error in this gadget