Lad det stå usagt

For nylig fortalte den Nobelprisvindende økonom Thomas Schelling en journalist ved månedsbladet The Atlantic, at politikere og forskere burde overdrive faren ved drivhuseffekten, og at han håber på store katastrofer. »Nogle gange ønsker jeg mig,« indrømmede han, »at vi kunne opleve rigtig mange forfærdelige ting i løbet af de næste 5-10 år - du ved, som tornadoer i Midtvesten eller sådan noget - det ville få folk til at være mere bekymret for klimaet. Men jeg tror ikke, at det vil ske.«

Flovt. Men du kender mekanismen. Du er vred, du har ret, du gentager dig selv dag ud og dag ind, men der sker ikke noget. Til sidst flipper du ud og smadrer et eller andet. Hemmeligt drømmer du om revolution og katastrofer, gerne med rigtig mange døde, så de ignorante mennesker endelig får øjnene op for deres egen dumhed. Men lad det stå sagt her: Den slags impulser gør både dig selv og debatten til grin. De aktiverer instinkter frem for refleksion. De er uærlige, latterlige og uhensigtsmæssige. Og det er trist at se en nobelpristager hoppe på den vogn.

Teater er desværre ikke et sjældent syn i klimadebatten. Vi kender alle til Lomborglejrens strategiske skuespil, hvor der skiftevis fornægtes, forplumres og forhales. Argumenterne skifter, men den kontrære position består. Lidt for sjovs skyld, lidt for alvor. Det samme gælder desværre også for visse ja-sigere
– af heroiske årsager, forstås, for verden skal jo reddes. Debattørerne bliver så optagede af kampen, at de bliver til medier for deres sag. Det er ikke dem, der har et synspunkt. Det er synspunktet, der har dem. Hvis man fandt denne type psykologi hos et dansk barn, ville vi straks beskylde forældrene for at skabe et overambitiøst, ubalanceret lille monster, og sende det til skolepsykolog. Men ikke i medierne. Det skaber konflikter. Helte og skurke. Velkommen!

I en blød og halvt acceptabel variant kalder man disse emotionaliserede synspunkter for frames. Frames formidler en forkortet version af et komplekst emne. De er en slags tanke-indpakning, som let og hurtigt aktiverer værdidomme hos modtager. Dette er vigtigt i de travle medier, hvor man kun har fire sekunder til at gøre sig bemærket. Men frames er ikke velegnede til at formidle ny viden, hvilket er det, forskere og journalister normalt ville tro, at de gjorde. Mange er desværre enige med klimaforsker Stephen Schneider fra Stanford, når han i Scientific American skriver: »På den ene side er vi forskere etisk bundet til den videnskabelige metode, der kræver, at vi fortæller sandheden og intet andet [...] På den anden side er vi ikke kun forskere, men også mennesker. Og som de fleste vil vi gerne gøre verden til et bedre sted, hvilket i denne kontekst skal oversættes til, at vi må reducere risikoen for potentielt katastrofale klimaforandringer. For at kunne gøre det, har vi brug for bred opbakning, og fange offentlighedens opmærksomhed. [...] Vi må derfor tilbyde skræmmende scenarier, lave forsimplede, dramatiske udsagn, og undlade at nævne vores tvivl.«

Nej tak, Mr. Schneider. Der er ikke nogen kamp mellem sandhed og effektivitet. Der er kun et både og. Selvom det koster stemmer, læsere og lyttere, er der ingen vej uden om at være så ærlig en formidler som muligt, og hvis det dernæst kan gøres effektivt, ja, så værs'go'. Og alle de primathjerne-tanker om, hvad du eller hr. Schelling vil gøre ved de mennesker, som ikke kan eller gider at gøre noget ved klimaet, må du meget gerne lade stå usagt. Vi har ikke brug for helte, men løsninger.

0 comments:

There was an error in this gadget