E-læsere kan sparke liv i døende aviser

Avisen er død! Længe leve avisen! E-læsere stormer frem i USA, og nu venter alle på, hvornår den trykte avis for alvor bliver føjet til samlingen af forgangne medieformer.

Læs artiklen som pdf (4,6MB)
Læs artiklen med kommentarer på ing.dk

Det er en and, at avisen er død. Ganske vist hænger forretningsmodellen ikke længere sammen for den daglige papiravis, bragt til døren og læst under morgenmaden. Men ny teknologi er ved at revitalisere avisen - i stedet udgivet på nettet, på mobilen og på de kommende nye e-læsere fra Amazon, Sony eller Apple.

»Hvis den gamle trykte avis var en isflage, så må man sige, at vandet under isflagen varmes gevaldigt op i disse dage,« siger Søren Schultz Jørgensen, som er direktør og medejer af medieudviklingsvirksomheden Kontrabande.

»Avisen er ikke længere "avisen", som vi kender den. Den er i fuld gang med at blive noget andet allerede. Derfor er nyheden om "avisens død" bag os. Det, vi ser nu, er, at avisens koncept, indholdet, genopstår i alle mulige varianter.«

Ud over avisartikler laver journalister i dag netjournalistik, blogs, tweets, debatupdates, link-journalistik, og alt muligt andet. Kernen i hele aviskonceptet, hvor teknologien smelter sammen med det redaktionelle indhold, og som giver et helt bestemt format, er ved at blive sprængt. De nye platforme banker på dørene, og i medie- og avisbranchen er der lige nu mange diskussioner om, hvordan man skal udvikle sin forretning.

På høje tid
Markedschef Henrik Tøgersen fra Danske Specialmedier mener også, at det er på høje tid, at dagbladene tænker nyt.

Hvis jeg var Ingeniøren eller en anden avis, så ville jeg distribuere den nye e-læser gratis til alle mine abonnenter og sikre mig, at de kunne få avisen hver dag.«

Indtil videre er e-læserne desværre ikke gode nok. Hverken Amazons Kindle eller Sonys e-læsere er endnu troværdige alternativer til den trykte avis. De er i sort-hvid, man kan ikke kommentere på dem, markere, mikse eller udvikle nyt indhold. Og hvis man bare vil udgive en gammeldags avis på en anden platform, går pointen tabt.

»Men løsningen er lige rundt om hjørnet,« mener Henrik Tøgersen.

»Vi var til en stor konference i maj, hvor medieanalytikerne samstemmende sagde, at hvis der kommer en gadget, for eksempel en Apple-reader, der kan løfte opgaven, så går det rigtig hurtigt.«

På Washington Post og New York Times udvikler man lige nu fremtidens avis.

»Og de danske medier vil sikkert læne sig meget op ad deres konklusioner. Hele humlen er jo at finde en ordentlig forretningsmodel, så man igen kan tjene penge på indholdsproduktionen, og hvis det pludselig bliver en ny indpakning, og ikke indholdet, som bliver salgbar, så vil også aviserne gå i den retning.«

Opdatering hver morgen
Tøgersen tror, at opskriften vil blive en gadget med 3G-teknologi og muligheden for opdatering hver morgen. Læserne vil få en e-læser som en del af deres abonnement - fuldstændig på linje med hvad vi ser på mobiltelefonmarkedet lige nu. Så vil læserne meget mere fleksibelt kunne vælge det indhold, der interesserer dem.

Schultz Jørgensen tror også på, at vi vil opleve en masse nye distributionsteknologier:

»Om to år vil alle folk bruge en e-læser-teknologi, og om fem år vil det være - hvad ved jeg - digitale dioder i vores armbåndsure. Og fire år efter vil det være på indersiden af vores kosmetikpunge. Vi leder efter den endelige form på avisen, men det, der i virkeligheden er sket, er, at avisen er gået fra en endelig form til en ikke-endelig form. Og det tror jeg bare vil fortsætte,« siger han.

Læs også
  • »Der er ingen, der vil brænde fingrene« (28/8 2009)
  • De trykte medier går til skærmen (28/8 2009)
  • Læs om Amazons Kindle
  • Læs om Sony Reader
  • Læs om Plastic Logic

  • De trykte medier går til skærmen

    Der er en revolution i gang i medieverdenen. Nye digitale e-læsere, internetaviser, print-on-demand og millioner af e-bøger frit tilgængelige på nettet. Men endnu er der ingen, der ved, hvordan fremtidens publikationer vil se ud.

    Læs artiklen som pdf

    Bærbare digitale læseapparater, kaldet e-readers, e-tekstlæsere eller bare e-læsere, har eksisteret i snart ti år. Men det er først med Amazons Kindle, at e-bogmarkedet for alvor er kommet i omdrejninger.

    I USA er salget af e-læsere steget til det tredobbelte på et år. Og med den nuværende vækstrate vil de elektroniske bøger dominere verdensmarkedet i 2018, allersenest, siger både it-konsulenter og forlagsbranchen.

    I Danmark kan man endnu ikke købe nogen e-læsere, men det er blot et spørgsmål om tid. Så snart Amazon og Sony har forhandlet kontrakterne på plads, står millioner af mennesker på spring til at købe en e-læser. Indtil da kan danskere læse e-bøger på en iPhone, en bærbar pc, en palmreader eller på e-læsere købt i udlandet.

    Ingen ved, hvad de nye udviklinger bringer med sig, og hvad det vil betyde for forlag og mediehuse. Vil salget af fysiske bøger falde til et minimum og gøre trykkerier, distributører og boghandlere arbejdsløse? Vil aviser blive udgivet på e-læsere? Og ikke mindst: Hvad vil det betyde for den måde, vi vil skrive og læse på i frem­tiden.

    Mange årsager
    Det eneste, man ved med sikkerhed, er, at det ikke kun er Amazons nye gadget, som har ændret spillereglerne. Den øgede accept af e-bøger i befolkningen, væksten af print-on-demand samt Googles digitalisering af millioner af gamle bøger er alt sammen elementer i et stort og overvældende angreb på de trykte medier, som vi kender dem.
    »Når der sker sådan nogle gennemgribende ændringer i forlagsbranchen, som der sker nu, skal vi i første omgang kigge på, hvad det er, der skaber de her ændringer,« siger Jakob Larsen, der står for forlaget Lindhardt og Ringhofs overordnede strategi på e-bogsområdet.

    »Er det bare fordi, vi har fået noget ny teknologi? Er det fordi, vi har fået en e-reader? Er det fordi, kunderne har fået nye behov? Eller er det fordi, lovgivningen bliver udfordret af Google og andre internet baserede virksomheder?« siger han.
    Umiddelbart ser det ud til, at årsagen er Kindle, siger Jakob Larsen.

    »Men hvis vi bladrer tilbage til år 2000, så kom der en e-reader, som hed Rocket. Det kan godt være, at den ikke var helt så god, men teknologien var rimelig, og man kunne have 40 bøger på den. Det kan også være, at det er kombinationen af en e-reader og muligheden for at være online, som gør forskellen. Det kan også være E Ink med den specielle skærm, som gør forskellen.«

    Et helt nyt medie
    Den virkelige revolution vil dog først komme, når forfattere og publicister har lært at skrive til det nye medie og laver et indhold som passer til.
    »De første e-bøger der kommer nu, vil man helt sikkert grine ad om et par år,« siger Jakob Larsen.

    »Det er ligesom, da man lavede de første tv-udsendelser. Man tog ham, der sad inde i radioavisen, satte et kamera på, og sagde at det var tv. Men man kunne ikke finde ud af at lave indhold til tv. Og på samme måde har vi heller ikke fundet ud af endnu at lave digitalt indhold til e-bøger og e-læsere,« siger Jakob Larsen.

    Først når markedet er modnet, og vi har fået teknologien ind under huden, vil vi kunne begynde at udvikle publikationer væk fra deres nuværende statiske form.

    »Hvad der i dag findes af debatter, lyd og videoer på hjemmesider, kan også komme ind i e-bøger og e-læsere. Tekster kommer til at blive brudt op og solgt i mindre stykker, brugerne vil ændre indholdet, de vil mikse det, kommentere det og forbedre det,« siger Jakob Larsen.

    Til sammenligning kan man tænke på dengang, man som studerende gik ind i et antikvariat for at købe netop den udgave af De Europæiske Ideers Historie, som havde de bedste kommentarer ude i marginen. De var nemlig værdifulde i fortolkningen af teksten og til eksamen. Sådan kunne det også blive med e-publikationerne.

    Brugernes berigelse af materialet vil blive en eftertragtet vare i sig selv, og så vil man ikke længere tale om en e-bog, men om en helt ny repræsentationsform, en ny måde at omgås viden på. Desuden vil der givetvis komme hyperlinks, lydklip, indlejrede videoer og interaktive grafikker. Forfatterne vil skulle lære at skrive til det nye medie, og det vil stadig tage en række år før alt dette er på plads.

    Tryksagen stadig bedst
    Martin Ferro Thomsen, som er medgrundlægger og kommunikations­leder for den danske publiceringstjeneste issuu.com, mener også, at der stadig mangler meget, før man for alvor kan tale om et nyt medie.

    »Øremærker, noter, highlights, kommentarer og alle de der ting kunne være så lette at understøtte, men indtil videre er der næsten intet af dette i produkterne,« siger han.
    »Og det synes jeg simpelthen er for dårligt. En så simpel ting som at pege på et område i teksten og skrive en kommentar er slet ikke understøttet.«

    »Selvom der ikke kan være tvivl om, at digitaliseringen af de trykte medier vil komme, har den fysiske tryksag indtil videre en fordel,« siger Thomsen.

    »Den er alsidig, man kan tage den med sig, og den er også ret robust. Alle inden for publiceringsverdenen venter derfor lige nu på, at der kommer en gadget, som kan konkurrere med det. Den mest succesfulde er lige nu Kindle, og så er Sony også godt med – så sent som i tirsdags lancerede firmaet sin Daily Edition med touch screen og indbygget internetforbindelse. I horisonten ligger en e-læser fra firmaet Plastic Logic, og måske vil Apple også i næste uge annoncere en iReader,« siger han.

    Haltende forretningsmodel
    En væsentlig årsag til, at alle venter på digitaliseringen, er også, at aviser og magasiner har fået store problemer med deres forretningsmodel. Mange har svært ved at tjene penge. En beregning fra sidste år viste, at hvis New York Times gav alle sine abonnenter en Kindle, ville avisen have tjent sine penge hjem igen på blot ét år.

    Argumentet holder ikke helt, fordi mange læsere godt kan lide at lugte til tryksværten under morgenmaden, og derfor aldrig vil slippe deres papiravis. Men efterhånden som kravene til løbende opdatering af nyhederne bliver større, og læserne vænner sig mere og mere til internettet, er det kun et spørgsmål om tid.

    Så derfor kan man roligt glæde sig til næste episode af Mediegiganternes Krig: Amazon mod Sony og alle de andre. Den sendes på alle e-læsere i nærheden af dig.


    INFO: E-læsere er miljøvenlige
    Ifølge en ny rapport fra The Cleantech Group er der nu solgt over en million e-læsere. Deres estimat er, at salget vil stige til over 14 millioner i 2012 i USA alene. Deraf vil cirka 45 pct. være Amazons Kindle, 30 pct. Sonys e-læsere og de sidste 25 pct. vil være andre platforme.

    Undersøgelsen viser overraskende, at CO2-forureningen fra en e-læser er tjent hjem efter blot et enkelt års brug. I alle efterfølgende år vil en e-læser i gennemsnit spare 168 kilo CO2 pr. år, svarende til produktionen og distribu­tionen af 22,5 bøger eller 280 aviser. Årsagen er ifølge Cleantech Group, at papir slet ikke er så miljøvenligt endda. Produktion af papir indebærer et stort vandforbrug, spildproduktion, toksiner fra blæk og andre kemikalier, og stadig megen ikke-bæredygtig fældning af træer.

    Papir er ansvarligt for 75 procent af forlagsindustriens CO2-udledning, og publiceringen af bøger, magasiner og aviser bruger i alt 11 procent af det samlede ferskvandsforbrug i de industrialiserede lande.

    En e-læser derimod bruger meget lidt strøm, mere sammenligneligt med en iPod end med en computer. Download-tiden er kort og materialerne billige at producere. Ifølge Journal of Environmental Science and Technology kræver et årligt abonnement på en avis 67 gange mere vand og producerer 140 gange mere CO2 end en e-læser.

    Kilde: Cleantech.com

    Wikipedias syv fede år er forbi

    Antallet af redigeringer på Wikipedia er stagneret, og siden 2007 bidrager færre. Mange sætter fingeren på et alt for kritisk internt bureaukrati, som skræmmer nye bidragydere bort.

    Læs hele artiklen som pdf
    Læs artiklen med kommentarer på ing.dk

    Med en femteplads på verdensrang­listen og over 300 millioner unikke brugere om året er Wikipedia en rungende succes på internettet. Som det første hit på rigtig mange Google-søgninger har denne frit redigérbare encyklopædi etableret sig som en ganske autoritativ kilde til alt fra Pokemon til nanotråde.

    Men de syv fede år ser nu ud til at være ovre. Antallet af nyoprettede sider er faldet med en tredjedel siden 2006, og antallet af redigeringer pr. måned og antallet af redaktører er stagneret på henholdsvis 5,5 millioner og 750.000 personer. Det viser nye tal fra en forskningsgruppe på Palo Alto Research Center i Californien, der vil blive præsenteret på en konference i Orlando i oktober.

    Samtidig viser det sig, at det samlede antal af bidragydere er begyndt at falde. Ifølge Felipe Ortega fra Universidad Rey Juan Carlos i Spanien er medianværdien for en aktiv skribent på Wikipedia mindre end 120 dage, og hvis man sammenligner antallet af nye skribenter, der kommer til, med dem, som forsvinder, viser det sig, at der fra midten af 2007 og frem er en lille, men tydelig nedgang i antallet af bidragydere.

    Information overload
    Årsagen er uklar. Ifølge Ed Chi fra Augmented Cognition Group i Palo Alto er den faldende vækst i antallet af nye artikler en naturlig konsekvens af de begrænsede resurser - i dette tilfælde i antallet af frivillige skribenter og redaktører. Der er færre af dem, og de har stadig mere at lave med at holde artikler ajour. Desuden er der blandt redaktørerne en øget tendens til at fjerne nye artikler, enten fordi kvaliteten ikke er høj nok, eller fordi man mener, at emnet er for obskurt eller irrelevant til at blive inkluderet i Wikipedia.

    Den totale andel af tilføjelser, som bliver slettet igen, er steget støt igennem årene fra nul procent i begyndelsen i 2001 til knap 6 procent i 2008. Og der bliver især diskrimineret over for brugere, som kun sjældent bidrager til Wikipedia. Indhold fra folk, som kun bidrager en gang om måneden eller mindre, har således en risiko på 25 procent for at blive fjernet igen.

    Dette har ifølge en række kommentatorer både positive og negative aspekter. Det er godt og kun naturligt, at kravene til nye artikler bliver højere, efterhånden som Wikipedia bliver voksen. Men det er skidt, hvis nidkære Wikipedia-redaktører begynder at holde andre meninger og mennesker ude. Lige nu er det sådan, at de mest aktive 10 procent står for over 90 procent af redigeringerne.

    Hvis den nuværende tendens fortsætter, er der ifølge Ed Chi ingen garanti for, at Wikipedia vil kunne fortsætte med at eksistere. Hvis man med alt for høje krav og en forkert attitude forhindrer folk i at deltage i det fælles projektet, kan det til sidst ske, at der ikke er nok mennesker til at opdatere artiklerne og korrigere for vandalisme. Så vil der være 'information overload', og ligesom i økosystemer vil væksten blive ‘logistisk’, dvs. begrænset af de tilstedeværende resurser.

    Skiftet magtbalance
    Med de nye tal blusser der en gammel splittelse op blandt Wikipedia-fodfolket - populært opdelt i 'deletionists' og 'inclusionists', dvs. i dem, som har en større tendens til at beskytte eksisterende artikler og være kritisk over for nye, og dem, som i princippet gerne vil have nye artikler om hvilken som helst ting i denne her verden, mere eller mindre uafhængigt af deres kvalitet og relevans.

    De nye tal viser klart, at magtbalancen er skiftet i retning af 'deletionism', og Felipe Ortega mener derfor, at det interne bureaukrati skal blødes op med en række strukturelle tiltag. Til at starte med burde man arbejde på at få nye bidragydere ind i varmen. Deres arbejde burde gøres mere synligt via hovedsiden, idet utrolig mange artikler forsvinder uset, dybt nede i hjemmesidens katakomber. Dette kunne for eksempel gøres ved at oprette et forside-link til en tilfældig ny artikel, eller ved at eksponere en kandidat-artikel med opfordringer til vurdering og revision.

    Sidst, men ikke mindst, mener flere insidere, at man skal være mere åben over for de faktiske eksperter, som sidder ude på forskningsinstitutionerne, men som ofte kun har hån tilovers for Wikipedias amatørisme. Blandt fortalerne for en sådan mere ekspertvenlig version af Wikipedia er medstifter Larry Sanger, som forlod Wikipedia i 2002 og grundlagde det konkurrerende Citizendium, der kun giver redigeringsrettigheder til eksperter.

    En større rolle til eksperterne kan dog vise sig at gøre ondt værre. Det vil forstærke den røde fyldepens politik, og holde de glade amatører borte. For eksempel har Citizendium klaret sig rigtig dårligt i konkurrencen med Wikipedia. Googles Knol, der giver brugerne de fulde rettigheder til deres egne artikler, og som andre så kan give stjerner, har heller ikke kunnet tiltrække særligt mange besøgende.

    En semi-kontrolleret strategi, der bibeholder den trinvist kreative proces fra en hurtig notits til en gennemarbejdet artikel, har ifølge Ortega de bedste fremtidsudsigter. Først senere i processen kan man inkludere eksperterne, ved for eksempel at lade dem deltage mere aktivt på diskusionssiderne. Dog uden at de kan kortslutte processen.
    Ligesom i almindelige økosystemer er mangfoldighed og enkelte rovdyr på toppen af fødekæden en stabiliserende faktor, men vel at mærke kun så længe man giver de nye spirer tid til at gro og lære.

    Lad det stå usagt

    For nylig fortalte den Nobelprisvindende økonom Thomas Schelling en journalist ved månedsbladet The Atlantic, at politikere og forskere burde overdrive faren ved drivhuseffekten, og at han håber på store katastrofer. »Nogle gange ønsker jeg mig,« indrømmede han, »at vi kunne opleve rigtig mange forfærdelige ting i løbet af de næste 5-10 år - du ved, som tornadoer i Midtvesten eller sådan noget - det ville få folk til at være mere bekymret for klimaet. Men jeg tror ikke, at det vil ske.«

    Flovt. Men du kender mekanismen. Du er vred, du har ret, du gentager dig selv dag ud og dag ind, men der sker ikke noget. Til sidst flipper du ud og smadrer et eller andet. Hemmeligt drømmer du om revolution og katastrofer, gerne med rigtig mange døde, så de ignorante mennesker endelig får øjnene op for deres egen dumhed. Men lad det stå sagt her: Den slags impulser gør både dig selv og debatten til grin. De aktiverer instinkter frem for refleksion. De er uærlige, latterlige og uhensigtsmæssige. Og det er trist at se en nobelpristager hoppe på den vogn.

    Teater er desværre ikke et sjældent syn i klimadebatten. Vi kender alle til Lomborglejrens strategiske skuespil, hvor der skiftevis fornægtes, forplumres og forhales. Argumenterne skifter, men den kontrære position består. Lidt for sjovs skyld, lidt for alvor. Det samme gælder desværre også for visse ja-sigere
    – af heroiske årsager, forstås, for verden skal jo reddes. Debattørerne bliver så optagede af kampen, at de bliver til medier for deres sag. Det er ikke dem, der har et synspunkt. Det er synspunktet, der har dem. Hvis man fandt denne type psykologi hos et dansk barn, ville vi straks beskylde forældrene for at skabe et overambitiøst, ubalanceret lille monster, og sende det til skolepsykolog. Men ikke i medierne. Det skaber konflikter. Helte og skurke. Velkommen!

    I en blød og halvt acceptabel variant kalder man disse emotionaliserede synspunkter for frames. Frames formidler en forkortet version af et komplekst emne. De er en slags tanke-indpakning, som let og hurtigt aktiverer værdidomme hos modtager. Dette er vigtigt i de travle medier, hvor man kun har fire sekunder til at gøre sig bemærket. Men frames er ikke velegnede til at formidle ny viden, hvilket er det, forskere og journalister normalt ville tro, at de gjorde. Mange er desværre enige med klimaforsker Stephen Schneider fra Stanford, når han i Scientific American skriver: »På den ene side er vi forskere etisk bundet til den videnskabelige metode, der kræver, at vi fortæller sandheden og intet andet [...] På den anden side er vi ikke kun forskere, men også mennesker. Og som de fleste vil vi gerne gøre verden til et bedre sted, hvilket i denne kontekst skal oversættes til, at vi må reducere risikoen for potentielt katastrofale klimaforandringer. For at kunne gøre det, har vi brug for bred opbakning, og fange offentlighedens opmærksomhed. [...] Vi må derfor tilbyde skræmmende scenarier, lave forsimplede, dramatiske udsagn, og undlade at nævne vores tvivl.«

    Nej tak, Mr. Schneider. Der er ikke nogen kamp mellem sandhed og effektivitet. Der er kun et både og. Selvom det koster stemmer, læsere og lyttere, er der ingen vej uden om at være så ærlig en formidler som muligt, og hvis det dernæst kan gøres effektivt, ja, så værs'go'. Og alle de primathjerne-tanker om, hvad du eller hr. Schelling vil gøre ved de mennesker, som ikke kan eller gider at gøre noget ved klimaet, må du meget gerne lade stå usagt. Vi har ikke brug for helte, men løsninger.

    Sociologernes placeboeffekt er ren fiktion

    Et klassisk eksperiment inden for socialpsykologien viser, hvordan nye erkendelser nogle gange kan opstå som resultat af manglende data.

    Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk
    Læs hele artiklen som pdf

    Langt de fleste, som har studeret psykologi eller socialvidenskab, kender til dette klassiske sociale eksperiment:

    Man går ind i et fabrikslokale og fortæller arbejderne, at man vil variere på arbejdsbetingelserne for at se, om effektiviteten ændrer sig. Det viser sig, at produktionen stiger, både når man for eksempel gør lokalerne lysere, og når man gør dem mørkere. Også andre variationer i arbejdsbetingelserne fører til produktivitetsstigning.

    Siden disse eksperimenter blev lavet i 1920'erne, har forskernes konklusion været, at alene det at blive undersøgt og iagttaget som ansat i sig selv kan gøre en forskel på arbejdslysten. At forskere viser interesse og kommunikerer med deres forsøgspersoner kan altså være nok til at give en positiv respons. Med andre ord en slags sociologiens placeboeffekt.

    Fænomenet hedder Hawthorne-effekten og har i de forgangne 75 år haft en afgørende indflydelse på teoriudviklingen inden for sociologien. Det har ansporet både socialpsykologer, økonomer og virksomhedsledere til at designe et bedre og mere effektivt arbejdsmiljø.

    Problemet er bare, at de oprindelige data slet ikke viser nogen effekt. Det fortæller i hvert fald økonomerne John List og Steven Levitt fra University of Chicago i et arbejdspapir fra "National Bureau of Economic Research".

    Glemte dataDe oprindelige data stammer fra en af Western Electrics samlefabrikker for telefoncentraler, kaldet Hawthorne Works, som lå uden for Chicago. Data, som stammer fra perioden 1924-32, blev ifølge List og Levitt aldrig analyseret til fulde, og i mange år troede man, at de var forsvundet. Men nu har forskerne gravet dem frem fra glemslen. Og de kan berette, at alle de berømte korrelationer mellem lyset i et lokale og arbejdernes effektivitet er den rene fiktion.

    For eksempel viser det sig, at lyset altid blev ændret om søndagen, når fabrikken var lukket. Når arbejderne så startede på en ny uge om mandagen steg produktionen i forhold til lørdagen før.

    Men sammenligner man disse uger med uger, hvor lyset ikke blev ændret, var der i virkeligheden ingen forskel. Lige meget hvad ville mandagen altid være mere produktiv end lørdagen, måske på grund af søndagens frihed eller af andre faktorer - bare ikke lyset.

    Teoriens magt
    De nye analyser af tallene fra Hawthorne Works viser, hvor svært det kan være at lave tilpas præcise målinger af menneskers opførsel til at sige noget "videnskabeligt" om adfærdsmønstre. Omvendt viser hele historikken omkring Hawthorne-effekten dog også, at en tilpas intuitiv og menneskelig 'rigtig' konklusion fra et eksperiment kan overtrumfe selv de mest genstridige data.

    I slutningen af 1920'erne var mange nemlig blevet trætte af taylorismens monotone og nedslidende samlebåndsarbejde, sådan som det for eksempel er blevet karikeret af Charles Chaplin i filmen Moderne Tider.

    Forskere som Elton Mayo og Mary Parker Follett pegede på, at mennesket ikke var et vedhæng til en maskine, men et følende væsen, der havde behov for opmærksomhed og anerkendelse. De komplekse og uigennemskuelige data fra Hawthorne Works kan derfor være faldet på et tørt sted.

    I en kommentar til List og Levitts artikel skriver Charles Wrege, som tidligere har undervist i industriel ledelse på Rutgers University i New Jersey, at de 'tabte' data skam blev fundet af hans kone i 1957, og at de siden da har været tilgængelige på Cornell University.

    Wrege har løbende fulgt med i litteraturen omkring Hawthorne-effekten og ærger sig i sin kommentar højlydt over, at de nye analyser kun støtter sig til gamle rapporter og udskrifter, uden at forskerne gad snakke med den person, som faktisk udførte eksperimentet: Mr. Charlie Snow.

    Charlie's girls
    Wrege mener ikke at de nye analyser definitivt kan afgøre, om Hawthorne-effekten findes eller ej. Måske skyldtes produktivitetsstigningen nogle eksterne faktorer, for eksempel recessionen fra 1923-24 og en deraf følgende reduktion i antallet af relætyper, der skulle samles (idet det er nemmere at samle mange relæer af én bestemt type i stedet for nogle få fra mange forskellige typer).

    Men måske skyldes effekten også, at kvinderne på fabrikken fik tilnavnet 'Charlie's girls' og faktisk følte sig mere værdsat.

    Under alle omstændigheder har selve Hawthorne-effekten fået sit eget liv. Den har inspireret et utal af management-teorier, og måske, når alt kommer til alt, gjort arbejdslivet en smule lettere.

    Psykologiprofessor Richard Nisbett fra University of Michigan kalder ifølge Wikipedia Hawthorne-effekten for en »glorificeret anekdote«:

    »Når du først har anekdoten, kan du smide data ud.«

    Forskere: Robotter er menneskets ansvar

    Isaac Asimovs 67 år gamle robotlove skal til grundig reparation for at kunne passe til virkeligheden, mener amerikanske robotforskere.

    Læs artiklen med kommentarer på ing.dk
    Læs hele artiklen som pdf

    Da robotten SPD-13, også kaldt Speedy, i 2015 bliver sendt ud på Merkurs overflade for at hente noget selenium, opstår der en konflikt i hans kunstige intelligens: at hente grundstoffet er vigtigt for at reparere rumstationen, men missionen kan også koste ham livet. På den ene side skal Speedy adlyde ordre, og gøre hvad der bliver sagt (robottens anden lov), men på den anden side skal han også beskytte sit eget liv (robottens tredje lov). Konflikten får Speedy til, bogstavelig talt, at gå i ring. Han går rundt og rundt om den farefulde selenium-kilde, indtil astronauterne henter ham hjem med uforrettet sag.

    Historien er fra novellen Runaround fra 1942. Det var her 'De tre ansvarlige robotlove' for første gang blev formuleret af forfatteren og biokemiprofessoren Isaac Asimov. Robotlovene er siden blevet så kendte, blandt andet via science-fiction filmen I, Robot fra 2004, og har fået så stor kultstatus, at de nærmest har defineret forventningerne til fremtidens robotsamfund - ikke kun for almindelige mennesker, men også for flere generationer af robotingeniører.

    Virkeligheden er dog en anden. Nutidens robotter er langt fra at besidde en autonom bevidsthed, endsige moral, og Asimovs tre love er ikke særlig nyttige til sikring af de kunstige intelligenser, der eksisterer i dag.

    Robotprofessor Robin Murphy fra Texas A&M University har derfor sat sig sammen med David Woods fra Ohio State University og formuleret tre alternative love, der passer til, hvad man i virkeligheden kan forvente. De nye love, som nu er offentliggjort i en artikel i fagbladet IEEE Intelligent Systems, skal sikre, at robotter kan beskytte sig selv, og problemfrit overføre kontrollen til mennesker, når det er nødvendigt. Men vigtigst af alt, skal de give ansvaret tilbage til menneskene.

    »Ligegyldigt hvor meget autonome robotter vil udvikle sig i fremtiden, vil mennesker skulle hæfte for deres design og stå til ansvar for deres handlinger,« siger artiklens medforfatter David Woods til Ingeniøren. »Hvor Asimovs love er baseret på en funktionel moral,« der fokuserer på interaktionen mellem en robot og et menneske, »er vores love baseret på en operationel moral, dvs. på de menneskelige antagelser og beslutninger, der bestemmer robotters design og handlinger.«

    Tre nye robotlove
    Asimovs tre oprindelige robotlove er som følger:
    1. En robot må ikke gøre et menneske fortræd, eller, ved ikke at gøre noget, lade et menneske komme til skade.
    2. En robot skal adlyde ordrer givet af mennesker, så længe disse ikke er i konflikt med første lov.
    3. En robot skal beskytte sin egen eksistens, så længe dette ikke er i konflikt med første eller anden lov.
    Det er tydeligt, at den først lov lægger al moralsk ansvar på robotten. Det er den, der skal sikre, at mennesker ikke kommer til skade. I novellen Runaround kommer denne første lov i spil, da hovedpersonen Powell beslutter at risikere livet, og selv hente det livsnødvendige selenium. Beslutningen kortslutter robotten Speedys kognitive selvsving, fordi den ikke kan tillade at skade mennesker med sin handlingslammelse. Den første lov trumfer de andre.

    Ud over de praktiske problemer med at virkelige robotter slet ikke fejlfrit kan genkende mennesker som værende mennesker, eller for den sags skyld forstå deres hensigt, er det ifølge artiklens forfattere helt hen i vejret, at give dem ansvar for deres handlinger. Ud fra et retsligt perspektiv er en robot jo et produkt, en gadget, og derfor ligger al ansvaret hos produktets ejer.

    Man kan for eksempel ikke sige, at en robot, der er programmeret til at skyde, selv har ansvaret. Da Sydkoreas forsvarsministerium i 2005 foreslog at indsætte skarptskydende robotter som grænsevagter langs grænsen til Nordkorea, og Israel senere foreslog det samme langs Gaza, blev mange oprørte og mente, at man havde forbrudt sig mod Asimovs Første Lov.

    Og da amerikanerne i 2007 prøvede at indsætte SWORDS-robotten i Irak, et fuldt armeret bæltekøretøj, som skulle overtage soldaternes arbejde med at skyde folk, blev de selv lidt forskrækkede af dens 'handlinger': »Den begyndte at bevæge sig, hvor det ikke var meningen, at den skulle bevæge sig,« indrømmede officer Kevin Fahey ifølge websiden technovelgy.com. Kort efter blev SWORDS skrinlagt.

    I stedet skal de nye robotlove ifølge Murphy og Woods være følgende:
    1. Et menneske må ikke anvende en robot uden at hele menneske-robot-systemet tilfredsstiller de højeste professionelle, retslige, sikkerhedsmæssige og etiske standarder.
    2. En robot skal reagere på mennesker, på en måde der svarer til dens tiltænkte rolle.
    3. En robot skal være udstyret med tilpas megen autonomi, så den kan beskytte sin egen eksistens, så længe beskyttelsen tillader en gnidningsfri overførsel af kontrol, og ikke er i konflikt med den Første og Anden Lov.
    Den Første Lov siger det åbenlyse, at mennesker benytter robotter, og at dette skal foregå på en ansvarlig måde. Den Anden Lov indeholder en antagelse om, at man ikke kan forvente, at robotter forstår, hvad der er rigtigt og forkert i en given kontekst, og at de derfor fra start skal designes til at gøre det rigtige. Den Tredje Lov tillader, at robotter har en "drift" til selvopretholdelse, så længe den, der har den reelle kontrol, nemlig mennesker, ikke ønsker noget andet.

    Et opgør med fantasterne
    De futuristiske forestillinger om en ubestemt fremtid, hvor robotter vil være autonome agenter med krav på selvbestemmelse er ifølge David Woods blot fantasteri, som dækker over en barnagtig ansvarsforflygtigelse.

    »Mennesker holder mennesker ansvarlige for konsekvenserne af de apparater og maskiner, som de bruger,« forklarer Woods til Ingeniøren. »Computere kan være nok så autonome. De kan aldrig være partshavere eller ansvarshavere. De er 'stand ins' for fjerne personer, deres modeller og deres holdninger, og de er altid utilstrækkelige i situationer, hvor virkeligheden viser sin kompleksitet.«

    »Når ting går galt vil de berørte personer se robotterne som deterministiske maskiner, og i stedet kigge efter personer, som kunne have forhindret ulykken.« siger Woods. Det er et paradoks: »Inden en fejl opstår, vil robottens adfærd kunne betragtes som tilpas kompleks til at være 'levende'. Men efter at fejlen er opstået, bliver den blot betragtet som en dims, der følger nogle regler.«

    I sidste ende er spørgsmålet ikke om robotter kan have autonomi, men om, hvorfor mennesker har sådan en dyb fascination ved at projicere deres moralske ansvar over på maskinerne. Dette har ifølge Woods mere at gøre med menneskers drømme og følelser: »Der findes en mørk side ved vores fascination af selvbevidste robotter - nemlig et ønske om at bortlede ansvaret for vores handlinger i stedet for at anerkende, at vi selv må tage alle beslutninger og sætte dem i værk på trods af, at verden er et irreducibelt og usikkert sted.«

    Nu får planterne stregkoder

    Forskere har udviklet en fælles standard for at identificere planter. Den nye stregkode er baseret på to bestemte gener og vil blandt andet kunne bruges til at spore illegal handel og invasive arter.

    Læs artiklen med kommentarer på ing.dk

    Et internationalt team af forskere fra ti lande er blevet enige om en standard til en dna-stregkode, der skal kunne identificere alle planter i verden. Ved at vælge to bestemte gener, som findes i næsten alle planter, har forskerne nu en slags nummerplade, der gør det meget lettere at samle, bruge og sammenligne den eksisterende viden om alverdens planter.

    Allerede i 2003 brugte en række biologer dna-stumper som en slags stregkoder til at identificere cirka 60.000 dyr i naturen. Det viste sig dog, at disse dna-stumper ikke kunne bruges til planter.

    I flere år har botanikere og andre biologer derfor diskuteret forskellige kandidater, som ville kunne bruges til den meget diverse gruppe af planter på Jorden. De er nu kommet frem til at bruge udsnit fra generne rbcL og matK.

    Stregkoden vil kunne aflæses på ganske små mængder eller fragmenter af planterne. Den vil blandt andet kunne anvendes til at forebygge illegal handel med truede arter, til identifikation af invasive arter, til analyse af forgiftninger og til retsmedicinske efterforskninger.

    Desuden vil den nye standard gøre det muligt at få et overblik over plantediversiteten i de forskellige hotspots på kloden og hjælpe til med at udvikle effektive naturbevarende foranstaltninger.

    »Identifikation af planter er et vigtigt bindeled mellem en plante og den information, som vi har om planten,« siger lederen af arbejdsgruppen for planter inden for Konsortiet for 'the Barcode of Life' (CBoL) i en pressemeddelelse.

    »Det er ikke muligt at vide, om en plante er hyppigt forekommende eller sjælden, om den er giftig eller spiselig, om den handles legalt eller illegalt osv., med mindre den kan identificeres.«

    Mange kriterier nødvendige
    Planter er kendte for ikke at kunne identificeres ordentligt. Især unge planteskud, små fragmenter og planter, som ikke blomstrer, er svære at blive klog på. Biologerne mener, at der finde cirka 400.000 forskellige plantearter, og mange af dem ser meget ens ud.

    En effektiv identifikationskode kræver derfor, at dna-stregkoden er let tilgængelig for langt de fleste planter, at den nem at sekventere og at koden er tilpas unik for hver enkel af arterne, så man undgår dobbelt- eller tvetydigheder.

    Ved at analysere 907 prøver, som repræsenterede 445 forskellige blomstrende arter, 38 nøgenfrøede og 67 såkaldte cryptogame arter, kunne forskerne, i deres artikel i det nye nummer af Proceedings of the National Academy of Sciences, anbefale en 2-locus kombination af genfragmenter fra generne rbcL og matK, som giver en gennemsnitlig succesrate på 72 procent.

    Det lave tal er dog ikke ensbetydende med en 28 procents fejlrate, betoner artiklens medforfatter Peter Hollingsworth, leder af genetik og bevaring ved Royal Botanic Garden, Edinburgh i Skotland, over for Ingeniøren.

    »Det betyder 72 procent korrekt identificerede, og resten identificeres som hørende til en relateret gruppe af arter. At kunne reducere ned til en lille gruppe af muligheder er selvfølgelig meget brugbart,« siger Hollingsworth.

    Planter sværere end dyr
    Og når teknikken vil blive brugt inden for et bestemt geografisk område, vil succesraten blive endnu højere.

    »Men selvfølgelig,« forklarer Hollingsworth »jo mere vi kan kende forskel på arterne, jo bedre. I fremtiden vil vi sikkert finde måder at forbedre diskriminationsraten. Vores paper foreslår bare et godt sted at starte en koordineret brug af sekventeringsteknologier for dna-identifikationen af planter.«

    Gitte Petersen fra Naturhistorisk Museum i København peger også på at planter er meget sværere at identificere end dyr.

    »I en stegkodningssammenhæng er problemet hos dyr, at sekvenserne er så variable, at der er en stor sekvensvariation inden for en art, som måske endda overlapper med variationen hos andre arter,« siger hun til Ingeniøren.

    »Hos planter er de fleste sekvenser så lidt variable, at to eller flere nærtbeslægtede arter kan have helt ens sekvenser. Det er derfor, at vi nu har valgt ikke bare én men to sekvenser som en samlet plantestregkode. Det giver simpelthen lidt ekstravariation, men faktisk stadig ikke helt nok til at adskille alle arter,« siger Gitte Petersen

    »Når valget er faldet på præcis matK og rbcL skyldes det altså en kombination af højt variationsniveau (især matK er en af de allermest variable regioner i kloroplastgenomet), høj universalitet og sekvenskvalitet.«

    Såsnart forslaget er vedtaget, vil forskerne gå i gang med at bygge store dna-biblioteker for de mange plantearter. En af planerne er er at lave en dna-database over de 100.000 forskellige træ-arter, der findes, hvoraf mange er bevaringsværdige eller har en stor økonomisk betydning.

    There was an error in this gadget