Italienske forskere: Spild ikke antiviral medicin mod svineinfluenza på ældre

Hvis smitten af svineinfluenza skal standses, bør den sparsomme antivirale medicin gives til de unge frem for de ældre, viser italiensk simulering. Dansk overlæge er uenig. Vi bør behandle de overvægtige og syge børn, mener han.

Læs artiklen med kommentarer på ing.dk

Efterhånden som lægerne ved mere om den nye svineinfluenza A(H1N1), ændres strategierne for, hvordan vaccine og medicin skal bruges. Nu ser det ud til, at risikoen er størst hos de syge unge, de overvægtige og de gravide.

En gruppe forskere fra den italienske forskningsinstitution Bruno Kessler Foundation har nemlig lavet en simulation af, hvordan svineinfluenzaen kan gå hen og sprede sig i befolkningen, hvis den blusser op til efteråret.

Simulationen viser, at det kan være en fordel at glemme de ældre befolkningsgrupper, og fokusere på forebyggelsen hos de unge.

»Behandling af alle sygdomstilfælde samt forebyggende udlevering af antiviral medicin til unge er den eneste intervention, som giver en signifikant reduktion af kliniske tilfælde«, skriver hovedforfatter Stefano Merler i en artikel, som er udkommet i open access tidsskriftet BMC Infectious Diseases.

Vagthavende på epidemiologisk afdeling på Statens Seruminstitut, overlæge Kåre Mølbak, mener dog ikke, at en ensidig fokus på de unge er vejen frem.

»Det bedste er at fokusere på risikogrupperne uanset alder,« siger Kåre Mølbak til Ingeniøren.

»Børn med astma for eksempel, eller børn med sukkersyge, eller dem der er svært overvægtige er dem, som vores indsat skal fokusere på,« uddyber Mølbak, og henviser til nye studier fra blandt andet USA.

»I starten sagde man, at den nye svineinfluenza rammer sunde mennesker, men de viser sig, at mange af disse sunde mennesker er svært overvægtige. Det er noget nyt, der er kommet. Der var f.eks. nogle opgørelser fra USA, hvor det viste sig, at mange af dem, som var i respirator, havde et Body Mass Index på 37-38 eller derover. Og det kan måske skyldes, at denne overvægtighed påvirker hjerte- karkredsløbet og lunger så meget, at man er mere sårbar over for denne specifikke virus.«

Ikke vidundermedicin
Situationen er lige nu den, at Danmark har en aftale gennem WHO med medicinalfirmaet GlaxoSmithKline, der sender 4,6 millioner doser nyudviklet vaccine til Danmark i slutningen af november eller i begyndelsen af december.

Det er altså slet ikke sikkert, at den nye vaccine er færdig til tiden. Desuden kan det ske, at vaccinen ikke duer på grund af en ny mutationen i virus. I den situation har lægerne kun antiviral medicin som Tamiflu og Relenza til at forebygge og behandle influenzaen med.

Men selv den antivirale medicin er usikker. A(H1N1) har vist sig at være resistent over for Tamiflu, deriblandt hos en dansk patient i slutningen af juni, og alternativet kaldet Relenza, kan kun inhaleres, og er derfor meget svært at administrere.

»Problemet med Relenza er man ikke kan bruge det som tabletter, « siger Mølbak.

»Det man forestiller sig med Relenza, er at bruge det på svært syge patienter, hvis de får Tamiflu-resistens. Med gudskelov er der ikke meget, der tyder på, at der er omfattende Tamilflu-resistens. Efter min viden kan det tælles på én hånd eller mindre. «

Ikke nok på lager?
WHO anbefaler landene at have antiviral medicin til 25 procent af befolkningen. Lige nu har Danmark en reserve på en million doser Tamiflu, svarende til cirka 18 procent af befolkningen. Relenza haves i 40.000 doser, svarende til cirka 0,7 procent af befolkningen.

En vej ud af problemet er derfor at udvikle en mere målrettet strategi for brugen af medicinen. De italienske forskeres simulering af smitteprocessen peger på, at en behandling af mennesker over 65 ikke vil føre til nogen reduktion af den samlede dødelighed. Hvis man derfor, som i Danmark, har medicin til mindre end 25 procent af befolkningen kunne man med fordel bruge en aldersdiskriminerende behandlingsform.

»Selvom en sådan aldersspecifik prioritering [...] vil være etisk kontroversiel, kan den vise sig at være den mest effektive måde at bruge reserverne på,« siger Stefano Merler.

Kåre Mølbak fra Statens Seruminstitut er dog ikke imponeret over den konklusion.

»Det er sådan set også det, vi ser med almindelig sæson-influenza. Den rammer først børnene og de unge, og senere kommer de gamle til. Så det er meget rigtigt, at det primært er den unge del af befolkningen som bærer smitten rundt.«

»Men matematiske modeller fortæller ikke hele sandheden. Hvis man lukker skoler og daginstitutioner, vil det også forsinke epidemien. Men disse valg tager ikke højde for, hvordan man skal kunne passe sine børn, hvordan virksomhederne skal håndtere de manglende medarbejdere og så videre. Der er en masse effekter, som ikke kan komme med i en matematisk model.«

»Så selvom en matematisk model siger, at spredningen kan inddæmmes bedre ved at forbygge hos unge, så fortæller den ikke noget om konsekvenserne på lang sigt. Det kan for eksempel vise sig, at man har brugt al Tamiflu efter et halvt år, og så ikke længere kan behandle de syge. Det er nogle komplicerede beslutninger.«

Derfor er den danske holdning at reservere Tamiflu og Relenza til dem, der virkelig har brug for det, mener Kåre Mølbak.

»Hverken Relenza eller Tamiflu er vidundermedicin. Man skal ikke overvurdere effekten af dem. Der er andre ting, som betyder noget, som f.eks. at blive hjemme når man er syg, at man vasker hænder, og har en god nysehygiejne osv. så der er rigtig mange aspekter i denne her situation, og brugen af Relenza som forebyggende medicin har jeg meget svært ved at forestille mig vil være populært, fordi den er dyr og man skal være meget velmotiveret og inhalere hver dag over flere uger.«

Mikrobølgevåben på helikoptere skal sprede demonstrationer

Luftvåbnet i USA femdobler nu sin støtte til udviklingen af strålekanoner, der med koncentrerede mikrobølger får demonstranter til at opleve så stor smerte, at de løber skrigende bort.

Læs artiklen i ing.dk med kommentarer

Det amerikanske luftvåben har fået femdoblet sit budget til at videreudvikle det kontroversielle Active Denial System (ADS) fra 2001, en såkaldt ikke-dødeligt strålekanon, der kan bruges til at opløse demonstrationer og uønskede folkemængder ved hjælp af koncentrerede mikrobølger.

I den eksisterende prototype udsendes højfrekvente elektromagnetiske bølger, der får vandmolekyler på hudoverfladen til at stige til 55 grader Celsius. Selvom bølgerne ikke direkte brænder huden, føles det som om en glødelampe presses mod huden, hvilket skaber en oplevelse af ekstrem smerte. Strålen vil have en rækkevidde på en halv kilometer og kan gå igennem tøj og tykke tæpper.

De nye ADS-antenner skal installeres på helikoptere i stedet for at være monteret på toppen af en humvee som i den eksisterende version. De skal kunne udsende multiple koncentrerede stråler, som kan styres fuldt elektronisk.

Smerteregn

Da ADS, også kaldet 'Pain Ray', oprindeligt blev foreslået i 2001, blev det hurtigt kontroversielt på grund af retslige spørgsmål og uenigheder om sikkerheden.

Ifølge New Scientist har eksperimentalfysikeren Jürgen Altmann fra universitetet i Dortmund for eksempel vist, at mikrobølgerne kan forårsage alvorlige forbrændinger, hvilket også blev bekræftet, da en amerikansk pilot blev indlagt på hospitalet med andengradsforbrændinger som følge af nogle tests i april 2007.

I en nylig cost-benefit analyse af otte forskellige ikke-dødelige våben, som er under udvikling i det amerikanske militær, placerede USA's Government Accountability Office (GAO) ADS systemet på sidstepladsen.

Alligevel har Pentagons Joint Non-Lethal Weapons Directorate (JNLWD) i Quantico i Virginia nu ønsket at få en opgradering af systemet. Og det amerikanske luftvåben har fået øget sin bevilling fra to til ti millioner dollar for at videreudvikle den nødvendige radarteknologi.

Olie og gas er måske ikke fossile brændsler

Gængs visdom siger, at råolie og andre kulbrinter stammer fra fossiler. Men noget tyder på at de også kan dannes uorganisk, dybt nede i Jorden.

Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk


Lærebøgerne siger, at olie dannes af organisk materiale, der falder ned på havbunden, hvor det efter nogle millioner år under vægten fra kilometertykke sedimenter omdannes til fossile brændstoffer, olie og gas.

Men russiske geologer bærer på en hemmelighed. De har længe spekuleret på, om ikke olie og gas kan blive skabt uden brug af organisk materiale, og helt af sig selv længere nede i Jordens indre. Hvis det er rigtigt, så er det måske slet ikke slut med oliereserverne. Måske skal vi bare bore dybere, eller lave dem selv i et laboratorium.

Nu har en gruppe forskere fra USA, Rusland og Sverige udgivet en artikel i Nature Geoscience, hvor de for første gang viser, at man ved hjælp af laser-opvarmning kan syntetisere ethan og andre kulbrinter under tryk- og temperaturforhold, der ligner dem, der eksisterer i Jordens indre. Hvis det er rigtigt, så ligger der intet i vejen for antagelsen om, at vi står oven på enorme, og endnu ukendte oliemængder, der bare venter på at blive opdaget.

Ved et tryk på over to Gigapascal og temperaturer i omegnen af 1000 - 1500 Kelvin (svarende til 70-150 kilometers dybde), kunne forskerne i laboratoriet omdanne simpel metan (CH4) til mættede kulbrinter, som indeholder 2-4 kulstofatomer (dvs. ethan, propan og butan) samt frit brint og grafit. Bemærkelsesværdigt nok viste det sig, at det omvendte også kunne lade sig gøre: at konvertere ethan til metan under de samme betingelser.

Resultaterne viser, at den alternative teori har noget på sig - at tunge kulbrinter kan dannes via uorganiske processer i Jordens kappe. Samtidig giver reversibiliteten mellem metan og ethan et fingerpeg om, at syntesen af mættede kulbrinter som olie og gas foregår i en termodynamisk ligevægt, og derfor slet ikke har brug for organisk materiale.

Omskriv lærebøgerne!
Hvor kommer olien og gassen egentlig fra? Selvom lærebøger og wikipedia-opslag siger, at råolie stammer fra gammel biomasse, er sandheden at ingen ved det med sikkerhed.

Både Alexander von Humboldt og Dmitri Mendeleev var i 1800-tallet fortalere for en abiotisk teori om oliens oprindelse. Flertallet af petrokemiske geologer mener dog i dag, at olien er biotisk, og kommer via underjordisk pyrolyse af kerogen, som stammer fra forhistoriske havdyr og planter.

Men ikke de russiske geologer. Efter anden verdenskrig oprettede Sovjetunionen et Manhattan-lignende projekt under teoretisk ledelse af Nikolai Alexandrovitch Kudryavtskev og Vladimir Borisovich Porfiryev, som skulle undersøge oliens oprindelse og den bedste måde at udvinde den på.

De kom frem til at olie og gas er abiotiske fænomener. Olie og gas dannes i den øverste del af asthenosfæren, som er den mellemste del af Jordens kappe, og bevæger sig opad og ind i Jordskorpen. Teorien kaldes i dag den moderne russisk-ukrainske teori om abiotisk olie.

Artiklens medforfatter Alexander Goncharov mener, at den nye opdagelse er en vigtig brik i puslespillet om oliens oprindelse.

»Vores resultat udfylder et vigtigt tomrum for, hvad man tidligere mente var tvivlsomt på grund af manglende in situ eksperimenter under relevante tryk- temperatur og oxidationsforhold for den nedre lithosfære (upper mantle),« siger Goncharov til Ingeniøren.

»Vores arbejde peger derfor på, at aboitisk olie er en mulighed.«

Ingen Peak Oil?

Ifølge Geoffrey P. Glasby fra universitetet i Tokyo er det nu på tide at stoppe den blinde tro på, at råolie er et fossilt produkt. Lærebøgerne må skrives om. Olie og gas og alle de andre kulbrinter er noget, der stammer fra ursuppen, og ikke fra døde organismer.

Men selvom den russisk-ukrainske teori måtte være rigtig, har den endnu ikke udmøntet sig i nye større oliefund.

»Der er et større potentiale for at finde flere oliefelter, end hvis man antager at olien kun dannes via fossiler,« siger Goncharov.

»Disse oliefelter behøver dog ikke at være særlig dybe, fordi olien, selvom den er dannet abiotisk, skal transporteres op gennem dybe sprækker i Jordens skorpe.«

Dansk forsker: Vi har fundet regler for tilfældighed

En dansk teoretisk fysiker fra Harvard har fundet hidtil ukendte regelmæssigheder for tilfældighed. De viser sig at være universelle, og kan derfor hjælpe os på vej til at forstå for eksempel jordskælv og børskrak.

Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk

Vi kan sjældent på forhånd udtale os om, hvornår rytterne kommer i mål på en Tour de France etape. Tidspunkterne er tilfældige, og kan bedst beskrives ved deres sandsynlighedsfordelinger. Til gengæld kender vi den gennemsnitlige varighed af etapen, og den typiske spredningen af rytternes ankomst omkring den. På den måde kan tv-stationer alligevel planlægge programmet nogenlunde kontrolleret.

På lignende vis findes der utallige størrelser og hændelser omkring os, der er underlagt forskellige fordelinger, hvis statistiske egenskaber vi bruger.

Forskere tæller elektroner gennem en kvanteprik

Sandsynlighedsfordelinger er beskrevet ved deres kumulanter, efter den danske astronom, aktuar, og matematikker Thorvald N. Thiele, der brugte dem for første gang i 1889 (han kaldte dem halvinvarianter).

Kumulaterne optræder i forskellige ordner. I eksemplet med cykelrytterne er gennemsnitsvarigheden og spredningen relaterede til henholdsvis den første og anden kumulant. For fuldstændigt at fastlægge en fordeling skal man dog have kendskab til alle kumulanter.

Nu har en dansk forsker ved Harvard, Christian Flindt, lavet en banebrydende opdagelse om kumulanterne. De udviser universelle oscillationer.

I en artikel, som netop er udkommet i det højtrenomerede tidsskrift Proceedings of the National Academy of Sciences, beskriver han og hans kolleger et forsøg, hvor det er lykkedes at tælle antallet af elektroner, der passerer igennem et kunstigt atom, en såkaldt kvanteprik.

»Vi kigger på statistikken af elektroner der passerer igennem denne nano-struktur, « siger Christian Flindt, der har en ph.d. og civilingeniøruddannelse fra DTU, til Ingeniøren.

»Det interessante er, at kumulanterne for fordelingen svinger, eller oscillerer, som funktion af forsøgets varighed. Det er første gang, at man har kunnet måle disse svingninger i den statistiske fordeling af elektroner, der passerer igennem en nano-struktur. Vi har efterfølgende kunne påvise teoretisk, at svingningerne faktisk udgør et universelt fænomen. Altså, at sådanne svingninger skal optræde i stort set hvilken som helst sandsynlighedsfordeling, og som funktion af mange forskellige parametre.«

Henrykt over resultatet
Christian Flindts teori bygger på matematiske principper udviklet af den verdensberømte matematiske fysiker Sir Michael V. Berry fra University of Bristol. I 2005 studerede Berry matematiske egenskaber af funktioner, der er blevet differentieret mange gange, og fandt, at de generelt oscillerer. Berry havde dog ingen forventninger om, at hans resultater skulle kunne anvendes i et fysisk eksperiment.

»Jeg var henrykt over at se Christian Flindts artikel,« siger Berry til Ingeniøren.

»Da jeg opdagede de universelle oscillationer i funktioner, som har været differentieret mange gange, troede jeg, at det var et fundamentalt element af matematik, som var blevet overset. Jeg kendte kun til en enkelt anvendelse i forbindelse med beregningen af korrektioner til den kvantegeometriske fase, som jeg havde studeret for mange år siden.«

»Men jeg havde aldrig forventet, hvad Flindt og hans kolleger har opdaget: At oscillationerne findes i et bredt spektrum af fysiske anvendelser og statistiske fordelinger. Fordi kumulanterne kan udtrykkes som afledte, følger det af det generelle matematiske resultat, at de vil oscillere.«

Mange anvendelser
Kumulanterne beskriver blandt andet de meget lidt sandsynlige udfald i ”halen” af en sandsynlighedsfordeling. For eksempel er det yderst sjældent, at vi oplever et meget voldsomt jordskælv eller et pludseligt fald i aktiekurserne. Statistikken af sådanne sjældne begivenheder beskrives af kumulanterne. Opdagelsen kan derfor vise sig at have betydning for vores forståelse af sjældne begivenheder.

Christian Flindts forskning er dog også vigtig for fremtidens elektronik.
»Vi oplever i øjeblikket, at al elektronik bliver mindre og mindre, og jeg er sikker på, at fremtidens elektroniske kredsløb vil være baseret på enkelte elektroners bevægelse i en nano-struktur,« siger Christian Flindt.

»Derfor er det vigtigt, at vi opnår en grundig forståelse af elektriske fluktuationer i nano-kredsløb, og vores nyeste forskningsresultater er absolut et skridt i den retning.«

Ny dyster teori: Alt liv er selvdestruktivt

Boganmeldelse: Jorden er ikke den gode moder Gaia men den slemme moder Medea, der dræber sin børn, skriver biologen Peter Ward i en opsigtsvækkende ny bog.

Læs ariklen med kommentarer på ing.dk

Metaforer er farlige. Især dem, der laver en idé om til en person - ja måske endda til en Gud. En af de nye metaforer inden for debatten om klimaet er ideen om Jorden som Gaia, efter den græske gudinde Gaia, der ifølge myten skabte Jorden ud af kaos. Englænderen James Lovelock var manden bag Gaia-hypotensen. Den siger at biosfæren som helhed er i stand til at holde sig selv i en form for ligevægt - i en livsstøttende homeostasis.

Nu kommer Peter Ward og vil ødelægge det hele. Han er professor i biologi og "Earth and Planetary Science" ved Washington Universitet samt astrobiolog ved NASA. Han har skrevet flere bøger om paleontologi og klima, blandt andet den tankevækkende populærvidenskabelige bog Under a Green Sky, hvor livet som vi kender det, er ved at blive udslettet. Han er med andre ord en stor kanon.

Ward er mere end skeptisk over for Gaia. Tværtimod fortæller al hans viden og forskning ham, at livet på Jorden har tendens til at ødelægge det for sig selv. At al den positive feedback, al den malthusianske vækst og alt det darwinistiske selektionstryk karakteriserer livet på Jordkloden som en kamp mod Den Store Stygge Moder Medea, der i sidste ende vil udslette livet, hvis det ikke flygter, eller selv overtager styringen.

Med bogen The Medea Hypothesis har Ward sat sig for at fortælle bagsiden af Gaia og foreslå en alternativ metafor for livets historie siden det boblede op af metan-sumpen knap fire milliarder år tilbage.

Gaias mange ansigter

Gaia-teorien har en broget historie. Da den blev fremlagt af Lovelock i bogen Gaia: A New Look at Life on Earth blev den fejet af bordet af det videnskabelige establishment. Siden har hypotesen differentieret sig ud i mange retninger.

Noget af den har frembragt frugtbar forskning om, hvordan Jorden som samlet system fungerer, og den har på sin vis grundlagt et helt nyt forskningsfelt 'Videnskaben og Jorden og Verden' (Earth and Planetary Science), der til stadighed frembringer nye erkendelser. Andre ting har vist sig at være ganske forkerte, og stadig andre ting er gået hen og blevet pseudovidenskabeligt New Age mytologi, efter formlen: mennesket er ondt og resten af naturen er god.

Der findes ifølge Ward flere forskellige videnskabelige varianter af Gaia-teorien. Den 'svageste' variant kalder han den co-evolutionære Gaia, som blot siger, at alle levende systemer på kloden er koblede med hinanden og med deres miljø, og derfor udvikler sig sammen. Den anses i dag som trivielt sand. Den 'stærkeste' variant er lidt science-fiction agtig: Jorden Gaia er en slags superorganisme, der optimerer sig selv til at kunne supportere liv. Optimeringen er ifølge nogle selvorganiseret, ifølge New Age folket formålsorienteret.

Lovelock selv har tendens til at puste til New Age ilden ved at sige at 'Gaia har fået feber', og udgive bøger som hedder The Revenge of Gaia, hvor metaforen bliver nærmest teleologisk. Han har dog aldrig selv eksplicit lagt noget formål ind i 'bevidstheden' på Gaia, men mange af Lovelocks proselytter har. De ser Gaia som den, der passer på sine børn og viser dem vej; eller som den, der er blevet ked af det, fordi menneskene forurener; eller som den, der nu renser ud, ved at gøre kloden ubeboelig for mennesker og redde resten af arterne, osv.

Sejret til døde
Overlevelsen er ifølge Ward ikke kun en kamp om ressourcer mod andre arter men også en kamp mod egen hyperbolsk succes. Det er ikke kun mennesket, der med industrialiseringen og udtømningen af Jordens ressourcer har sejret ad helvede til. Andre arter har gjort det før os. De er grunden til mange af de tidligere hændelser af masseuddøen i evolutionshistorien.

Da ilt-producerende fotosyntetiske mikrober opstod for cirka tre milliarder år siden, forårsagde det en enorm masseuddøen af næsten alle anaerobe arter. Atmosfæren blev forgiftet med ilt fra mikrobernes fordøjelse. Og senere, for 2,3 mia år siden, da disse cyanobakterier havde fjernet alle drivhusgasser fra atmosfæren, blev det så koldt på kloden, at oceanerne frøs til is. En ny masseuddøen skete, og tog de fleste arter med sig, inklusive mange af cyanobakterier selv.

En anden selvudslettende masseuddøen skete i flere omgange mellem 1-2 milliarder år siden, da oceanerne blev lilla og stank af rådne æg. Disse såkaldte Canfield-oceaner, opkaldt efter Don Canfield, der arbejde på Syddansk Universitet, opstod sandsynligvis på grund af nogle svovl-reducerende bakterier, som der i dag er meget færre af, og gemmer sig på bunden af havet.

Disse og mange flere eksempler er ifølge Ward medea'ske. Og man må give ham, at det er en overbevisende og lang liste. Liv udsletter andet liv, og nogle gange sig selv. Vi mennesker er derfor ikke specielt ondskabsfulde. Vi er blot en ny form for ubehjælpeligt liv med alle dets indbyggede skavanker.

Metaforer er ikke teorier
Som teori synes Medea-hypotesen dog lige så problematisk som Gaia-hypotesen. Den skal helst ikke tages bogstavelig som værende en græsk gudinde, der planlægger at dræbe livet på Jorden. Men selv dens mere videnskabelige formulering er uklar:

»Jordens beboelighed har været påvirket af livets tilstedeværelse, men den overordnede effekt af livet har været og vil fortsætte med at være en reducering af levedygtigheden af Jorden som en beboelig planet.« (side 35)

Det er noget af et postulat at forudsige, at liv ikke i længden kan opretholdes på planeten. Der er alt for mange ukendte faktorer til at forudsige noget om evolutionen. Desuden må en logisk konsekvens af definitionen være, at hvis der slet ikke var liv, så ville Jorden være meget mere beboelig end den er nu.

Som modsætning til Gaia er hypotesen også problematisk. Man ville f.eks. kunne argumentere for, at Gaias visdom inkluderer omtalte katastrofer, og at den samlede biomasse og biodiversitet (som er de tal, Ward bruger til at vurdere om en proces er Medea'sk eller ej) ikke nødvendigvis behøver at være maksimeret for at Gaia er 'tilfreds'. Menneskets undergang ville være en lille pris for at redde Gaia.

Her er man nået til grænsen for, hvad metaforer kan bruges til. Både Gaia og Medea er hyggelige metaforer, der sætter fantasien i sving. Men de er ret ubrugelige til at lave videnskabelige teorier med. Livet på kloden er karakteriseret ved store blomstringsperioder og utallige katastrofer. Vi er et produkt af denne evolutionære proces og kan derfor ikke være andet end både henrykte og skræmte over det. Livet kommer og går. Det er Gaia og Medea og alle de andre Guder samtidigt. At holde sig til kun én Gud, fordi den passer til ens emotionelle natur, fører til intellektuel dovenskab. Derfor er metaforer farlige.

Der Übermensch
Peter Ward selv er dog alt andet end doven. Som hos Nietzsches Übermensch foreslår han, at vi mennesker skal gøre os selv til guder for at undgå den skæbne, som 99 % af de arter, der har levet på denne klode, har måttet lide. Vi skal lære at være aktive livs-ingeniører, der modgår Medeas destruktionstrang.

»We must not become part of nature. We must overcome nature,« skriver Ward, og enhver filosofisk trænet person krummer tæer. Godt nok har naturbegrebet været selvmodsigende i lang tid, men at læse dette hos en evolutionsbiolog er lettere irriterende. Naturen er både det hele og modsætningen til kultur. Den tvetydighed har længe været vilkår og udfordring for den filosofiske tænkning. At overvinde 'vores natur' er lige så ubrugeligt et billede, som billedet 'at vende tilbage til naturen'.

Pragmatisk foreslår Ward at vi på den korte bane (mellem 100-300 år) må reducere CO2 i atmosfæren og holde oceanerne iltet. Hele kloden vil være blevet tropisk, og havet vil være steget med mindst 60 meter. Men vi må frem for alt undgå at fremmane en niende Canfield-verden. I det rigtig lange løb gælder det om, at vi skal være så gode til at terraforme, at vores viden vil kunne eksporteres til andre planeter. Mars for eksempel. Men måske også Alfa Centauri.

Ironien i alt dette er åbenlys: Når og hvis vi bliver aktive bio-ingeniører, der selv kontrollerer beboeligheden af rumkapslen Jorden, så vil vi have vendt Medeas forbandelse og være blevet gode Gaianere. Og så har Lovelock alligevel fået ret.


Peter Ward
The Medea Hypothesis
- Is Life on Earth Ultimately Self-Destructive?
180 sider, Princeton University Press, 2009




Anmeldelser:
The Seattle Times
talk.origins
Science Blog
Boston GlobeAsimovsLaws.pdf
There was an error in this gadget