Nyhedsstrømmens hjerterytme

Ny forskning kigger på, hvordan nyheder og informationer spredes i internettets globale opmærksomhedsmekanisme.

Læs artiklen med kommentarer på ing.dk
Læs hele artiklen i pdf

Medielandskabet er i opbrud, og ingen ved, hvordan det hele kommer til at fungere. Internettet er blevet den nye globale opmærksomhedsorganisme, der pumper nyheder og informationer ud i alle hjørner af kloden. Det estimerede antal af blogs er vist flere hundrede millioner, og med det nye sociale web (Facebook, Twitter osv.), hvor man skubber informationer videre i sin vennekreds, er data­loger holdt op med at tælle.

Men hvordan bevæger nyheder sig på dette enorme netværk? Hvilke veje og omveje tager en nyhed fra Langtbortistan, hvor hurtigt rammer den os, hvis den rammer os, og hvornår forsvinder den igen? Med det nye værktøj Spinn3r har dataloger fået mulighed for at undersøge disse spørgsmål, og ifølge Jure Leskovec fra Cornell University i New York, viser det sig, at blogs og nyhedsmedier udgør hjertet i informationsorganismen. Og den indbyrdes udveksling mellem blogs og nyhedsmedier ligner til forveksling et hjerteslag.

Lipstick on a pig
Spinn3r er en web crawler der indekserer hjemmesider, RSS-feeds, nyhedssider og blogs, og sælger alle data videre til forskere, som så kan bygge mashups og hjemmestrikket software til at analysere dem. Den internationale konference om weblogs og sociale medier, ICWSM-09, i Californien i sidste uge kunne f.eks. tælle mindst ti artikler, der bruger Spinn3r til at finde nye og ukendte mønstre i informationsstrømmen. Leskovec og kolleger har bygget MemeTracker, der tager nogle af de mest hotte 'memer' og følger dem over tid og sted.

Et meme er ifølge deres definition en udtrykt tanke, som er tilpas selvbærende som idé, til at den kan forekomme i forskellige variationer og mutere over tid, uden at den oprindelige essens forsvinder. Et eksempel: Da Barack Obama under valgkampen sagde "You can put lipstick on a pig, but it’s still a pig", spredtes formuleringen som en steppebrand i forskellige udformninger og tolkninger. Men hvis man reducerer udsagnet til memet 'lipstick on a pig', vil dette meme kunne spores mere eller mindre komplet igennem alle nyhedssider og blogs, og man vil kunne få et godt billede af, hvordan nyhedsstrømmen fungerer.

Leskovec og kolleger analyserede 90 millioner nyhedsmedier og blogs i de sidste tre måneder af den amerikanske valgkamp 2008 for 1.000 af den slags memer. Resultatet kan ses på en interaktiv graf på memetracker.org. Nyhedsmedier er generelt 150 minutter hurtigere end blogs til at rapportere om en begivenhed. Der findes dog konsistente 'fastrunners' blandt uafhængige medier og bloggerne som f.eks. hotair.com og digg.com, som opdager historier før de overtages af de store medier.

Hjerteslaget
Hvis man undersøger dynamikken mellem nyheder og blogs, finder man yderligere interessante fænomener. Nyhedsmængden stiger langsomt og falder hurtigt i nyhedsmedier, hvor­imod det er omvendt i blogs, hvor der typisk er en lang hale af diskussioner og mere grundige analyser af en given meme efter at den har været oppe i medierne.

Plotter man andelen af citater i blogs i forhold til det totale antal citater på nettet som en funktion af tiden, opstår der et karakteristisk mønster, som ligner et menneskeligt hjerteslag. Her kan man se, at det først er bloggerne, der bærer citatet frem en smule cirka tre timer før maksimum, hvorefter nyhedsbureauerne hurtigt tager over. Herefter intensiverer bloggerne igen diskussionerne og fordøjer dem langsomt. Oscillationen mellem nyhedsmedier og blogs viser desuden, at overtagelsen stabiliserer sig efter 6 - 9 timer, og at den endelige andel af citationer faktisk er større blandt blogs end blandt nyhedssiderne.

På baggrund af de observerede mønstre kunne Leskovec lave en simpel matematisk model, der ville være i stand til at simulere den observerede adfærd. Det viste sig at være tilstrækkeligt med to simple antagelser: 1) Medierne efterligner hinanden. 2) Jo nyere jo bedre. Ved ikke at bruge direkte citater men memer som ‘genetisk enhed’ i analysen kunne en sådan model uden problemer reproducere de faktuelle data.

Et gavstrik

LAPUCE: Det er bedre at have gode kopierede artikler end dårlige hjemmelavede artikler, ikke også?

MAIK: Nej! Afgjort NEJ! Enhver kreativ handling er bedre end en mekanisk kopieren. Selv dårlige artikler kræver et vist minimum af mental aktivitet. Det gør copy-paste ikke. Den dårlige skribent har en chance for at blive bedre, men den, der plagierer, har ingen chance. Jeg går ind for distribuering af gode artikler, men det er derfor links og referencer er blevet opfundet. (Undskyld den hårde tone, men jeg mener det altså.)

LAPUCE: Jeg forstår dit akademiske synspunkt. Men for én, som selv er inden for kommunikation - sparer et godt copy-paste job ikke kun tid, det er også kreativt.

MAIK: Jeg benægter at det er et akademisk synspunkt. . . det er et generelt perspektiv på liv, og på hvad et menneske er (inklusive skribenter). Jeg accepterer, at kollager kan være en kunstform og derfor kreative. Men bare at flytte en stor klump tekst fra en sammenhæng til en anden - nej. Ja, det kan spare tid som du siger… og hvis du bruger tiden kreativt, så kan du måske retfærdiggøre det på den måde. . . :-)

LAPUCE: Jeg ved hvad kreativitet er for noget. Og ærlig talt, du kan ikke være kreativ hver eneste dag. Specielt ikke når du skriver. Du bliver nødt til at lave research, have en holdning, forsvare den og få helheden til at lyde godt. Det er et ret hårdt job. Og jeg kan li' patchwork.

MAIK: Jeg kan ikke være mere enig. Og derfor er det ikke rimeligt at forvente det fra nogen hver dag. Eller at lægge det i jobbeskrivelsen. Eller ikke at lægge det i, men alligevel forvente det. Har du nogen sinde lagt noget af dit patchwork et sted hvor det er offentligt tilgængeligt?

LAPUCE: :D Du får mig til at grine. Og ja, jeg har. Jeg sender dig en mail med linket. Du vil se at det er lappeværk blandet med originalt stof.

MAIK: Sikke noget. . . så har denne uge ikke været spildt alligevel :D Glæder mig til at læse dit strikearbejde.

LAPUCE: Det er på vej! Hyg!

Fire måneder senere.

ROBIN: Hej, jeg tænker på at plagiere jeres gode lille samtale her til min klumme i en avis. Ville det ikke være ok? (og det ville bestemt være nemt for mig. . . :)

LAPUCE: :D Klart, brug det bare. Du skal bare sig hvor det kommer fra!

ROBIN: Mange tak, jeg bekræfter hermed at have taget fra ing.dk/k#6nhb . . . men sig mig engang: da jeg nu er en del af samtalen her, så er jeg jo også en af ..'forfatterne' kan man sige..., og så plagierer jeg jo slet ikke. Eller gør jeg?

LAPUCE: Nu gør du mig nysgerrig. Hvad er det her til for? Og ja, nu er du en del af den kreative proces. Måske kan vi blive nødt til at opfinde et nyt ord for den proces, hvor man kreativt bidrager til copy and paste....

ROBIN: Du har ret. Måske kan 'copyleft' bruges. Jeg selv foretrækker at bruge udtrykket 'et gavstrik', men det er så svært at oversætte til engelsk. Men du må have tak for samtalen. Du kan finde den på ing.dk/k#6nhh.

The Life You Can Save

I forhold til de 1,4 milliarder mennesker som lever i ekstrem fattigdom i dag har vi det jo meget godt. Alt for godt, mener filosoffen Peter Singer. Hvis vi var anstændige moralske væsner, burde vi give vores overflod til dem som dør af sult eller som lever for under $1,25 om dagen. At vi ikke gør det er uetisk.

Peter Singers nye bog The Life You Can Save giver en koncis redegørelse for, hvorfor vi burde handle, hvor meget vi burde give, og hvordan vi bedst gør det. Det er ikke nogen nem sag at finde rundt i urskoven af lalleglad velgørenhed, hvor man ikke kan være sikker på, om man giver en hånd til de fattige eller en hånd til fattigdommen - dvs. til en fastholdelse af afhængigheden.

Det er her, ved adskillelsen af skidt og kanel, at bogen er bedst. Den kritiserer hjælpeorganisationer som ikke lever op til standarder om transparens og effektivitet, ligesom enhver anden børsnoteret business gør det. Graden af spild, bondefangeri og negative effekter er ikke lav i denne branche, og man skal virkelig se sig for, inden man hjælper ad denne vej. Men ikke desto mindre insisterer Singer på, at vi skal gøre det. Han diskuterer de mange modargumenter, og kommer altid frem samme resultat: Vi skal hjælpe. Mindst fem procent af indkomsten for en almindelig person fra middelklassen i de rige lande. Og mere for dem, som er rigere. Det liberalistiske argument om frihandel, selvstyre og selvhjælp er heller ikke godt nok, siger han, fordi der er så utrolig mange mennesker i nød uden at de kan gøre for det.

En god start som donor er f.eks. at kigge på givewell.net, grundlagt af de to tidligere hedgefond-managers Holden Karnofsky og Elie Hassenfeld, der for tre år siden fik nok af den uigennemskuelige velgørenhedsindustri. De begyndte at samle informationer om de mange organisationers finansielle struktur og lavede en rangliste over den mest omkostningseffektive måde, hvorpå man kan redde liv ved at donere penge. Relativt ukendte organisationer som Population International Services, The Carter Center og Partners In Health, viser sig at være langt bedre end de mere populære velgørenhedsorganisationer. GiveWells Lomborg-agtige regnestykker viser også, at den reelle pris for at redde et menneskeliv hos de bedste organisationer er mellem $400-$1000, og ikke de to-tre kroner som man hører om i reklamerne.

Det typiske modargument Singer får fra sine læsere er, at man da burde være i sin gode ret til også at nyde livet, til at bruge et par tusinde på en god restaurant en gang i mellem eller at køre i en lækker bil. Selvfølgelig, hvis valget stod mellem at køre ind i et barn eller i en lygtepæl, ville de fleste vælge lygtepælen, men denne moralske impuls synes kun at gælde for det umiddelbare og nære valg. Hvis nogen fortæller dig, at du ville kunne redde 100 liv ved at sælge bilen og give pengene til en god sag i Afrika, så er responsen som regel en anden.

Det gode liv behøver ikke at relatere sig til materielle goder. Han citerer undersøgelser, hvor det at give til andre, viser sig at være langt mere lykkebringende end at få. Desuden mener han, at det er forkert ikke at forhindre andres lidelse og død, hvis man ikke ofrer noget tilnærmelses lige så vigtigt som det. I modsætning til Zygmunt Baumans nærhedsetik er Singers nytteetik universel. Hans biologisk funderede argumenter i tidligere bøger har gjort ham til dyrerettighedsforkæmper, hans utilitaristiske udsyn har gjort ham til abort- og euthanasi-tilhænger, ligesom han mener, at babyer først kan betragtes som rettighedshavende individer når de er to år. Mange af hans foredrag er blevet afbrudt af vrede demonstranter, især mange troende.

Singer indrømmer gerne at de moralske standarder, som han analyserer sig frem til filosofisk, i praksis ikke kan efterleves til fulde af mange, heller ikke af ham selv (slået op: han giver 20 procent af sine indtægter til Oxfam og andre organisationer). Men han mener alligevel, at man skal gøre sit bedste, leve uden luksus og hjælpe mennesker i det fjerne som var de ens egne børn. Helt overraskende fik jeg her en fornemmelse af, at Singer bærer sin utilstrækkelighed som munken, der i bevidsthed om den evige synd bærer sit krucifiks. Men det er nok bare indbildning.

Alt i alt er bogen et praksisorienteret og velargumenteret manifest, der giver denne læser en god portion dårlig samvittighed. Men også handlekraft til at gøre noget. Så hvis man ligesom jeg gerne vil træffe det rigtige valg og hjælpe mennesker i fattigdom, er det den bedste guide til at træffe de rette beslutninger.


Peter Singer

The Life You Can Save
207 sider, Picador, 2009


Anmeldelser:
Financial Times
Information
Christian Science Monitor
New York Times
Media and Culture Reviews

Sociale netværk dannes ved sladder

En simpel model for, hvordan folk opdaterer deres viden om hinanden, forklarer strukturen i mange sociale netværk.

Læs hele artiklen som pdf


Den engelske sociolog Herbert Spencer var tidlig til at påpege, at ideen om den frie vilje overhovedet ikke hænger sammen med, hvad folk gør i virkeligheden. Vi tror, at vi er herrer over vores eget selv og vores interesse i andre. Men i stedet, sagde Spencer, er vi kun interesserede i andre proportionalt med hvor ofte, vi har snakket med dem eller hørt om dem. Og rettet indadtil - mod selvet - giver opmærksomheden på os selv blot en illusion af et ego, det vil sige en fornemmelse af, at helheden må være mere end summen af vores tanker og følelser i hvert enkelt øjeblik.

Spencers dekonstruktion af selvet og den frie vilje i 1855 passede godt sammen med Darwins detronisering af menneskets position i dyre­riget fire år senere i 1859. Men mens 150-året for Darwins Arternes Oprindelse bliver fejret med pomp og pragt, er Spencers The Principles of Psychology blevet glemt. Først nu, med opfindelsen af computeren og adgangen til ordentlige data, er forskere blevet i stand til kvantitativt at evaluere nogle af Spencers teorier. Og hvis det stod til Kim Sneppen fra Center for Models of Life ved Niels Bohr Instituttet, så havde Spencer fat i den lange ende.

»Folk er kun så vigtige som antallet af gange, man har hørt om dem,« siger Sneppen. »Denne mekanisme er nok til at simulere de meget opdelte sociale netværk, som man kender dem fra det virkelige liv, hvad enten det er vennerne på Facebook, kammeraterne i klubben eller kollegerne på arbejde.«

Og modellen kan muligvis også bruges til at kaste nyt lys på dannelsen af religioner og af feudale strukturer. »Vores simuleringer viser, at stammeorganisering og sociale enklaver opstår spontant som resultat af agenter, der forsøger at pådutte hinanden deres synspunkter. Spencers observation er nok til at reproducere de fleste data. Kendte personer, profeter eller massemedier kan i en periode strømline netværket og danne hierarkiske strukturer, men uden autoriteter eller karismatiske agenter, vil de sociale netværk hurtigt disintegrere til små interessegrupper.«

Små verdener
Sammen med Martin Rosvall fra University of Washington i Seattle har Sneppen udgivet en række artikler, som viser nye veje inden for modelleringen af sociale netværk - et forskningsområde, der for nogle år siden fik megen omtale via populære artikler om fænomener som 'seks leds adskillelse' og 'small worlds'.

For at undersøge informationsstrømmen i sociale grupper udviklede forskerne en simpel model, hvor agenter udveksler informationer med hinanden om en tredjepart, og på den måde kommer trin for trin tættere på de agenter, som de er interesserede i.

»Agenterne i netværket opdaterer deres billede af verden, om hvem der ved hvad om hvem. På den måde får de et rimeligt korrekt kort over, hvordan verden ser ud,« forklarer Sneppen. »Og dette kort kan så bagefter bruges til at sende beskeder til hinanden, idet man allerede ved, hvilken vej de skal sendes.«

Adgangen til global information er i udgangspunktet begrænset af, hvad de nærmeste naboer ved, men hurtigt vil netværket udvikle en karakteristisk modulariet, hvor små interessegrupper er forbundet med enkelte langtrækkende 'hubs', der forbinder dem.

Dette svarer til, hvad socialpsykologen Stanley Milgram opdagede i 1960'erne, nemlig at det ikke krævede mere end seks led at komme i kontakt med en hvilken som helst person i verden. Disse af instruktøren John Guare populariserede 'six degrees of separation' viser, at vi på trods af en stærk social nichedannelse lever i en lille verden, hvor man hurtigt kan komme til hvor som helst, hvis bare man kender vejen.

Konkurrerende profeter
Det nye i Sneppens og Rosvalls arbejde er at kigge på, hvordan informa­tioner spredes på et netværk, og hvordan dette ændrer selve netværkets udseende.

»Det er ikke nok bare at snakke om struktur og netværk. Struktur og netværk er for udefinerede til at være interessante i sig selv. De har lidt lokalitet, og diameteren går selvfølgelig som logaritmen til størrelsen, fordi det gør alt, hvad der eksisterer i en netværksgeometri, og så er der nogle agenter som har mange flere links end andre, og så er der modularitet. Det er, hvad der er at sige om netværk. Først når man kigger på nogle konkrete ting i et netværk, bliver det interessant, og det er altid noget, der har at gøre med information,« siger Kim Sneppen.

Introducerer man for eksempel et massemedie, som er i stand til at kommunikere til alle på samme tid, vil det skabe et mere sammenhængende netværk der modarbejder fragmenteringen. Og jo mere kommunikation du har, jo mere hierarkisk bliver netværket.

Introduktionen af en meget karismatisk person, en profet eller en dygtig politiker, vil også langsomt opbygge et netværk med en karakteristisk powerlaw-fordeling af informationsveje, sådan som man kender det fra viral marketing. Er der flere profeter i et netværk, vil den bedste strategi være at bagtale den anden. »Udsagnet 'Du må ikke have andre guder end Mig' bliver helt automatisk det første bud i enhver antagonistisk orienteret religion,« siger Sneppen.

»For kristendommen var det f.eks. vigtigt at bygge kirker på toppen af de gamle helligdomme. Religioner har altid overtaget hinandens symboler og medier, og dette er ikke blevet mindre vigtigt i moderne tid, hvor nationalstater har flag og brede kommunikationsmidler til deres rådighed,« siger han.

Selvets illusion
Normalt ville mange antage, at dannelsen af diverse musiksmag, af forskellige politiske udsyn eller religiøse sympatier skyldes divergerende egenskaber og interesser blandt mennesker, hvorefter de af fri vilje samler sig blandt ligesindede. Men denne her model fortæller det omvendte: menneskers mange forskellige interesser skyldes den måde, sociale netværk opbygges på spontant og af sig selv, hvorefter man bekræfter hinanden i det man nu engang snakker om og prøver at klatre op ad den interne rangstige.

Det er helt unødvendigt at forudsætte en fri vilje eller en iboende individualitet for at forklare, hvad folk gør og interesserer sig for. Det er nok at antage, at kommunikation foregår på fragmenterede netværk via en selvbekræftende positiv feedback-mekanisme. Som Oscar Wilde engang sagde: der er kun en ting, som er værre end at blive talt om, og det er ikke at blive talt om.

Desuden er netværkene selvfølgelig også præget af store tilfældigheder, som derefter fastfryses af de selvorganiserede kommunikationsbarrierer. Så hvis man vil lede efter den frie vilje eller en unik personlighed, må det måske være her, i de tilfældige hændelser og ydre påvirkninger, at man skal lede.

Center for Models of Life har en hjemmeside, hvor man kan afprøve en lang række java-applets af de omtalte modeller for kommunikation hen over sociale og biologiske netværk. Se cmol.nbi.dk

Science and Islam

Boganmeldelse: Science and Islam, af Ehsan Masood

Det er på høje tid at der kommer læseværdige bøger på markedet, som fortæller om andre civilisationers forhold til - og udvikling af - naturvidenskaben. Frem for alt fra Islam, vores indflydelsesrige nabo, der betød meget mere end rygtet vil vide.

Man har længe vidst, at muslimske lærde bevarede de klassiske græske værker af Aristoteles, Platon osv. ved at oversætte dem til arabisk, alt imens vores egen kristne kultur foretrak at brænde dem istedet. Men det har været lidt af en hemmelighed, at disse lærde var en del af en blomstrende videnskabelig kultur, der selv opfandt og opdagede utallige naturvidenskabelige koncepter, og ofte i lang tid før vores egen kristne kultur gjorde det.

Tag for eksempel matematikeren Musa al-Khwarizmi fra det ottende århundrede, som populariserede det indiske talsystem (incl. nullet) og opfandt algebraen. Eller ibn-Sina (også kendt som Avicenna) fra Persien, som i det 11. århundrede fandt ud af, at sygdomme spredes gennem vand og jord, eller astronomen Nasir al-Din al-Tusi fra det 13.århundrede, som forbedrede de græske planetmodeller, uden hvilke Kopernikus næppe ville havde kunnet udvikle sin heliocentriske teori.

De udviklede ure, opfandt kameraer, opdagede blodcirkulation og diskuterede menneskets evolution lang tid før Lamarck og Darwin gjorde det. Journalisten Ehsan Masood beskriver i et let og tilgængeligt sprog omstændighederne for hele denne udvikling.

Bogens centrale og vigtige budskab er følgende: I den islamiske verden har der fra begyndelsen af været stor åbenhed over for videnskabelige erkendelser. Først i det øjeblik, hvor enkelte kaliffer brugte videnskaben til at påtvinge folk bestemte trostolkninger, opstod der modsætninger mellem religion og videnskab. Og resultatet var, at den ondskabsfulde rationelle tænkning tabte, mens den godmodige tro vandt.

Helt konkret skyldes denne besynderlige historiske vending 'Videnskabens Kalif' Al-Ma'mun, der regerede under Bagdads blomstringstid i 813-833. Han bedrev en overdreven, ligefrem militaristisk, videnskabelighed. Modstandere blev rask væk dræbt af inkvisitionen, kaldt mihna. Men det var en inkvisition, der forsvarede rationalismen, ikke troen.

Al-Ma'mun var den drivende kraft bag oversættelsen af de klassiske græske værker. I sine senere år ved magten beordrede han de lærde at gå rundt i landet og forkynde, at Koranen ikke var Guds tale, men en fiktion, skabt af mennesket. Dem som nægtede, fik hovedet hugget af.

Dette er grunden til, at mange muslimer ser Al-Ma'mun som en ateistisk diktator, der knægtede ytrings- og trosfriheden, snarere end som en initiator af den videnskabelige guldalder. Den videnskabelige tænkning har derfor et image-problem blandt muslimer på lignende måde som kirken har det hos os. Dette er en interessant pointe.

Bogen er den officielle ledsager til en BBC-serie om videnskab og Islam, som jeg desværre ikke har set.


Ehsan Masood

Science and Islam – A History
240 sider, Icon Books , 2009




Anmeldelser:
Velcro City
New Scientist

Forlag bag falske fagblade betalt af medicinalindustrien

Respekteret forlag publicerede PR som var det videnskabelige artikler. Problemet er udbredt, siger forskere.

For lidt over en måned siden kom de første rapporter fra en retssag i Australien, hvori det blev afsløret, at medicinalgiganten Merck havde betalt forlaget Elsevier en ukendt sum penge for at udgive marketing-materiale forklædt som et seriøst fagblad. Siden da er sagen rullet i medierne og har kun vokset sig større og større.

Sagen startede, da en gruppe mennesker anlagde en retssag mod ­Merck i Australien. De havde fået slagtilfælde som følge af lægemidlet Vioxx, der gives mod leddegigt. Det viste sig under afhøringerne, at læger var blevet rekrutteret til at skrive fordelagtige udtalelser om medikamentet, mens de mere skeptiske læger blev blacklistet af Merck. I en intern Merck e-mail hed det, at "måske bliver vi nødt til at opsøge dem og smadre dem dér, hvor de bor".

En ekspert i medicinske fagtidsskrifter, George Jelinek, kunne ifølge The Scientist påvise, at Merck havde publiceret favorable produktudtalelser i Elseviers Australasian Journal of Bone & Joint Medicine, der lignede et ægte peer-reviewet fagblad.

»Kun det trænede øje og et intimt kendskab til publikationsmekanismerne for medicinske fagblade gjorde mig i stand til at se, at bladet ikke var et fagblad, men en marketing-publikation for MSDA (Merck, red.).«

I sidste uge kunne journalisten Bob Grant fra The Scientist så afsløre, at Elsevier har udgivet hele seks fagblade i perioden 2000-2005, som i virkeligheden var sponsorerede reklamer. Elsevier har ikke ønsket at udtale sig om, hvilke virksomheder der stod bag. De seks blade er alle en del af Elseviers Exerpta Medica-serie.

I mellemtiden har både Elsevier og Merck forsøgt at undskylde. Først udsendte Merck en officiel udtalelse den 30. april, hvori de efter en længere klagesang over pressens overdrivelser og falske påstande om Vioxx forsikrer, at de vil stramme op på deres procedurer, og syv dage senere afgav Elseviers Michael Hansen en forklaring på forlagets hjemmeside om at det var "en uacceptabel fremgangsmåde, som vi beklager".

Et "kommunikationsagentur"
Sagen har rullet i bl.a. The Guardian, New York Times og Der Spiegel, og især blandt bloggere. En række læger er i de seneste dage trådt frem med anekdoter om, hvordan de er blevet inviteret af Elseviers Exerpta Medica-serie til at skrive under på præformulerede reviews, og om lærebøger betalt af 'BigPharma'.

Ifølge Jaqueline Limpens fra det hollandske Cochrane Center er problemet langt større end de seks udpegede blade. De viser sig, at Excerpta Medica er en gren af Elsevier Business, og ifølge deres egen hjemmeside et "strategisk medicinsk kommunikationsagentur, der i partnerskab med klienter i medicinal- og biotekindustrien uddanner det globale sundhedsvæsen".

»Sådanne MECC's (medical education and communication companies, red.) udfører ghost-management,« skriver Limpens på sin blog, »hvor de forfatter artikler, som officielt tilskrives andre personer og så sendes til fagbladene. I ekstreme tilfælde kontrollerer medicinalindustrien og deres agenter hele fødekæden, lige fra forskning og analyse til skrivning og publicering«.

Adam og Eva blev født på 12,5° øst, 17,5° syd

Den hidtil største undersøgelse af afrikanernes genetiske variation viser, at vi alle stammer fra den Namibiske ørken i Sydvestafrika.

Nogle kalder Namibia landet, som gud lavede i vrede. En gold ørken langs den kolde Benguela-strøm i det sydvestlige Afrika. Men ifølge omfattende genetiske studier, er Namibia også Edens Have - eller rettere stedet, hvor det moderne menneske har sin oprindelse.

Ifølge en banebrydende undersøgelse, offentliggjort i det seneste nummer af fagbladet Science, har et internationalt forskerhold under ledelse af Sarah Tishkoff fra University of Maryland og Pennsylvania analyseret den genetiske variation hos tusinder af afrikanere og sammenlignet den med afroamerikanere og ikke-afrikanere.

Resultatet er forbløffende. Afrika er befolket af kun 14 forhistoriske populationer, der varierer mere end nogen andre steder på kloden. Den moderne Homo sapiens sapiens opstod for cirka 200.000 år siden i det sydlige Afrika, nær grænsen mellem Namibia og Angola, der nu - eller måske stadig - er hjemstedet for de clicklyd-talende buskmænd kaldet San.

Founder-effekt
Afrikanere har den største genetiske variation blandt alle populationer på Jorden. De genetiske forskelligheder mellem tilfældige naboer i en afrikansk landsby er typisk større end mellem en tilfældig dansker og en tilfældig inder. Årsagen er, at befolkningerne i Afrika har en meget ældre oprindelse end andre steder på kloden, og dermed har haft længere tid til at akkumulere mutationer og genetiske rekombinationer, mens både danskere og indere stammer fra en ganske lille gruppe af afrikanere med fælles genetisk afstamning, der udvandrede fra Afrika for cirka 100.000 år siden.

Denne 'founder-effekt' forudsiger altså, at den genetiske diversitet hos mennesket aftager med deres afstand til Afrika. Forskernes undersøgelser bekræfter denne effekt. Den genetiske variation i de studerede 121 afrikanske populationer er overvældende større end i de fire afro-amerikanske og 60 ikke-afrikanske populationer, der blev analyseret. Vores art udviklede sig i Afrika, og alle os ikke-afrikanere repræsenterer kun en bleg delmængde (sandsynligvis oprindelig fra Østafrika og den arabiske halvø) af den genetiske variation, der opstod dér.

Mere interessant betyder dette dog, at man omvendt kan analysere sig frem til det område i Afrika, hvor de ældste populationer kommer fra, dvs. hvor det moderne menneske har sin oprindelse. Data viser, at de tre jæger/ samler populationer, Baka og Bakola pygmæer fra Kameroon samt San-folket, udviser den største variation af alle. Tilmed viser det sig, at de mest 'private' variationer findes hos de sydafrikanske Khoisan-talene grupper San, Ju hoan og Kxoe.

Samlet giver det et billede af de historiske migrationer i Afrika og peger på, at vores art oprindeligt stammer fra området omkring grænsen mellem Angola og Namibia, hjemlandet for San-folket. Forskerne pointerer dog, at den nuværende geografiske fordeling af befolkningsgrupper ikke nødvendigvis er den samme som for 200.000 år siden.

Nye relationer
Lingvistiske undersøgelser har placeret afrikanske populationer i fire grupper: Niger-Kordofanian, som tales primært omkring Niger, Congo og Sudan; Nilo-Saharan, som tales langs den øvre Nil og Chari-flod; Afroasiatic, som findes i over 370 sprog i Nordafrika, ved Afrikas Horn og de arabiske lande i Sydvestasien; samt Khoisan fra det sydlige Afrika. De genetiske studier bekræfter stort set denne opdeling, selvom der altid findes en række yderligere faktorer der spiller ind i dannelsen af etniske befolkningsgrupper, såsom geografi, klima, lokale arter og miljø, sociale strukturer og kulturelle markører.

Tishkoff og kolleger kunne desuden påvise, at Khoisan-gruppen fra det sydlige Afrika er i genetisk familie med pygmæ-populationerne i Cameroon/Congo og med Sandawe-folket i Tanzania. Det tyder på, at vores forfædre i tidernes morgen eksisterede som en samlet proto-khoisan-pygmæ population, der var jægere og samlere syd for Sahara.

Der er dog stadig en lang række åbne spørgsmål, og forfatterne håber på, at dette studie vil føre til flere undersøgelser af samme art. Karakteriseringen af den genetiske variation blandt de mange heterogene afrikanske populationer er afgørende for rekonstruktionen af menneskets evolutionære historie. Og undersøgelserne vil kunne bidrage til en bedre forståelse af genetiske sygdomme, der ofte viser associationer til etniske tilhørsforhold. Adam og Eva var jo også et produkt af deres arv og miljø.

Billedtekst: Afrikanernes genetiske variation viser, at der er to vigtige evolu­tionære skæringspunkter: Det første er oprindelsen af det moderne menneske for ca. 200.000 år siden i den namibiske ørken (blå ring) og det andet er migrationspunktet ud af Afrika for cirka 100.000-60.000 år siden nær midten af det røde hav i Østafrika (sort ring). Farvekoderne viser i spring på 0,1 korrelationen mellem genetisk diversitet og afstanden til oprindelsen. Max negativ korrelation betyder her stor genetisk diversitet/lille afstand, mens max positiv korr. betyder lille genetisk diversitet/stor afstand. Kilde: Science
There was an error in this gadget