Shapes

Boganmeldelse: Shapes, af Philip Ball

Denne her bog står mit hjerte nær. Da jeg for 15 år siden lavede mit speciale i teoretisk kemi, var det netop om det emne, som denne forbilledlige bog af Philip Ball handler om: Former, flows og forgreninger i naturen, deres fysisk-kemiske oprindelse, og hvordan de bliver anvendt til mønsterdannelse og positionel information i biologiske systemer.

Det kan måske lyde lidt teknisk, og indrømmet så har bogen da også en langt højere standard end hovedparten af populærvidenskabelige bøger. Men hvis man tænker lidt over det, så ramler emnet midt ind i den vigtigste slagmark mellem hvad man kunne kalde kampen mellem 'evolutionisterne' og 'vitalisterne' - dvs. dem, som tror på en gudløs udviklingslære a la Darwin, og dem, som stadig ikke kan acceptere at der findes design uden en designer.

For selvom vitalismen - i disse dage kamufleret som intelligent design - har måttet acceptere et videnskabeligt sprog som udgangspunkt for overhovedet at diskutere offentligt, så har dens uinformerede proponenter endnu ikke givet tabt - netop fordi de ikke forstår spændevidden af konsekvenserne af selvorganisering og spontant mønsterdannelse som følge af simpel kemi og fysik.

Og det er hvad Philip Ball fortæller os om i denne bog. Han viser, hvordan naturens love helt af sig selv frembringer et utal af former, om det er i nogle af de mest homogene områder som ørkner og vandoverflader, eller om det er i form af komplekse vekselvirkninger, fraktalstrukturer og turbulente mønstre. Bogen er den første i en trilogi af bøger, hvor nummer to (Flows) og tre (Branches) kommer til sommer.

Mit favorit-eksempel er de såkaldte Turingstrukturer, efter Alan Turing, der som den første formulerede en simpel matematisk model, som kombinerer kemiske reaktioner og simpel diffusion til at vise, at mønsterdannelse på trods af termodynamiske forbehold, sagtens kan eksistere i naturen. Det var hvad mit speciale handlede og, og jeg havde ligesom Turing en motivation om at modbevise Aqunias' designargument, og desuden gerne bidrage til at løse mysteriet om livets oprindelse (ambitiøs som jeg var i mine unge dage). Hvordan, spurgte jeg mig selv, kan noget så kompliceret og uendeligt smukt som livet opstå ud af en tilfældig suppe af molekyler?

Nuvel, det kunne jeg skrive side op og side ned om, og for dem som har lyst til at læse en koncis lille gennemgang om dette spændende tema, har jeg vedhæftet et lille udsnit fra min bog ERGO (må forlaget tilgive mig!), som på tre sider gennemgår denne del af videnskabshistorien. Og helt ærligt, når man først har forstået spændevidden af alt dette, så er der virkelig intet tilbage for vitalisterne at komme efter. Ikke engang emotionelt, for hvad er mere fascinerende end at se liv opstå spontant?

Herfra skal der lyde en stor applaus til Philip Ball. Bogen er lige en tak mere krævende end normalt er inden for populærvidenskaben, men til gengæld er han er en af de bedste. Der er over 200 illustrationer, og et godt indeks, der viser at han har styr på sine ting.


Philip Ball

Shapes - Nature's Patterns: a tapestry in three parts
308 sider, Oxford University Press, 2009




Anmeldelser:
New Scientist
The Bookbag
Financial Times
The Economist

Telepatisk tweet

Hvis jeg havde et BCI 9000 kunne jeg nøjes med at bruge mine hjernebølger til at skrive dette. Nu skal jeg stadig bruge fingre og tastatur. Øv. Men jeg glæder mig. Om 10-15 år vil vi kunne sende en besked til twitter ved blot at tænke på den. "JEG TÆNKER ALTSÅ TWEETER JEG", vil jeg så skrive. Så vil jeg ikke rende rundt med en laptop eller et headset, men med en mobil EEG-scanner, der oversætter de elektriske impulser i min hjerne til bogstaver, og dermed til tekst.

Nu er et BCI 9000 endnu ikke udviklet. For tiden arbejder over 120 laboratorier verden over med et BCI 2000 - et Brain-Computer-Interface - som bruger det elektrisk felt fra hjernens aktivitet til at kontrollere en cursor på en computerskærm. Indtil videre har forskerne primært brugt apparatet til forsøg og demonstrationer, og det viser sig, at paralyserede mennesker faktisk kan skrive med det. Også folk, som har mistet hørelsen eller synet kan genskabe et slags aftryk af deres ødelagte sans. Den 1. april i år kunne biomedicin-ingeniøren Adam Wilson fra University of Wisconsin sende en besked til Twitter med BCI 2000. Han skrev, eller rettere tænkte: "USING EEG TO SEND TWEET," og man kan finde en video på wired.com, hvor man ser det ske.

Lur mig om ikke firmaer inden længe vil finde kommercielle metoder til at integrere systemet i almindelige menneskers hverdag. Ikke kun til kontrol af proteser for lammede mennesker, men til styring af hjemmerobotter, eller bare til magiske gadgets som at spille pong eller selv at være fjernbetjeningen til tv'et. Matthew Nagel, for eksempel, var en paralyseret patient fra New England Sinai Hospital, der fik indopereret et BIC kaldt BrainGate. Efter lidt træning kunne han kontrollere en mus på en skærm lige så let som vi andre blot tænker på det. Han kunne styre en protesehånd, en rullestol og tjekke emails.

Hvis en science-fiction forfatter for hundrede år siden havde skrevet en roman om telepatiske fremtidsmennesker, ville han ikke være blevet taget seriøst. I dag taler vi allerede med usynlige mennesker mens vi kører i bil. Det er ret syret. Om ti år vil vores neuroimplantat endda kunne styre bilen og mobilen - og mange andre ting - med tankens kraft. Til forsvar for transhumanisterne må man altså indrømme at vores moderne liv allerede nu er særdeles transhumant i forhold til hvad en Rene Descartes eller en H.G. Wells kunne have forestillet sig.

Den mest indflydelsesrige forfatter på området er William Gibson, som med sin cyberpunk-roman Neuromancer fra 1984 undersøgte konsekvenserne af enhancement af menneskekroppen. Det er herfra vi har ord som "the matrix" og "jacking in" med elektrodeimplantater. Det største designproblem vil være, hvordan vi lærer at styre flere processer samtidigt, uden at miste overblikket. Vores hjerne har igennem millioner af år lært at parallelisere og behandle de fleste kropslige processer ubevidst, således at den bevidste del af hjerneaktiviteten kunne beskæftige sig med mere frivillige, sjovere, men også mindre vigtige emner som krydsord eller tweets.

Hvis man kunne udvikle det ultimative BBI 9000 - et Brain-Brain-Interface (serienummer 9000, bare for at hilse på HAL) - der kunne forbindes direkte fra hjerne til hjerne, ville vi være i besiddelse af det ultimative kommunikationsværktøj. Den fuldkomne telepat. BBI'et ville give en umiddelbar adgang til selve tanken og følelserne hos en anden person, og hvor man ikke først skal kæmpe med at formulere sig sprogligt, skriftligt eller med alskens hjælpesløse fagter, men med absolut klarhed. Sikke en åbenbaring, sikke en rigdom det ville være.

Kun toppen af isbjerget

Boganmeldelse: The Crime of Reason af Robert B. Laughlin

Forfatteren mener at vi lever i en tidsalder af struktureret hukommelsestab, hvor man af sikkerhedsgrunde og kapitallogik forhindrer folk i at lære og vide for meget. Robin Engelhardt anmelder.

Frisk fra pressen hører vi, at fire svenskere har fået en fængselsdom for at køre Pirate Bay, et populært fildelingssite. Andre steder hører vi om lukning af wikileaks.org, om censur af google, om egencensur af google, om kriminaliseringen af kryptering, og om en ny cybersecurity lov, der skal give stater mulighed for at helt at lukke internettet, hvis de synes.

Ifølge Nobelpristager Robert B. Laughlin er dette blot toppen af isbjerget. Mange andre barrierer for at tilegne sig viden er begyndt at blive sat op, ikke kun i forhold til internetteknologier, men også i forhold til genteknologier, materialevidenskab, militæteknologier, rumforskning, virologi, osv.. Laughlin omdøber informationstidsalderen til tidsalderen for hukommelsestab, fordi vi faktisk - tro det eller ej - er vidner til et stort fald i adgangen til vigtig information. Vi er blevet slaver af en programmeret anti-oplysning, der af sikkerhedsgrunde og kapitallogik forhindrer folk i at lære og vide for meget.

Her er det ikke den uendeligt ligegyldige almenviden, reklamer og spam, som florerer overalt, men den tekniske viden han taler om. De små men afgørende detaljer, der gemmes bag IPR og andre kriminaliserende barrierer til den. At udøve fornuft er blevet kriminelt, og Laughlin ser det som en stadig stigende frihedsindskrænkning. Orwell vinker fra graven.

Fysikeren Laughlin kender problemerne indefra. Allerede for 70 år siden begyndte videnskabelige artikler om kernekraft og fusionsprocesser at blive censureret. I dag er der næsten intet interessant at finde inden for dette felt. Hele denne proces er ved at blive gentaget foran øjnene på os på mange af de andre vidensfelter.

Den absolut bedste metode til at censurere viden er at lukke for pengestrømmen. Da videnskabsfolk er afhængige af statsbevillinger, er det en let sag at styre deres nysgerrighed. Og det er meget lettere end man egentlig skulle tro.

Laughlin har civilcourage, men han er desværre ikke helt i stand til at udfolde perspektiverne af sine observationer. Der er mange rigtig spændende referencer til afslørende bøger og links i noterne, og der er masser af sympatiske argumenter om oplysningsprojektets formørkelse og om mekanismerne i en kapital-totalitær fremtid. Men det er som om der mangler en diskussion af et troværdigt alternativ, eller i den mindste af en mulig kontrabande. Måske fordi den slags er censureret. Eller måske fordi bogen blot er en jeremiade.


Robert B. Laughlin

The Crime of Reason - And the Closing of the Scientific Mind
186 sider, Basic Books, 2008

Anmeldelser:
Techdirt
Times Higher Education
IT Conversation

Evolutionsteorien er under stadig udvikling

Den store opmærksomhed omkring epigenetik har givet evolutionsteoriens oldefar, Jean Baptiste Lamarck, ny vind i sejlene. Neo-lamarckisme kaldes det, men epigenetisk arvelighed passer bedre til Darwins ideer end til Larmarcks.

Læs hele artiklen som pdf
Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk

En gammel idé er ved at være moderne igen: Fra vores forældre arver vi ikke kun deres gæld og deres DNA. Vi arver også nogle biologiske træk, som vores forældre har erhvervet sig igennem deres livshistorie. Det er ellers en påstand, der i alle lærebøger bliver forhånet som 'lamarckisme' - det vil sige som pseudovidenskabeligt sludder.

Men en lang række data peger på, at er noget om snakken. Det mest kendte eksempel, som mange biologer har studset over, er historien om gravide hollandske kvinder, der under Anden Verdenskrig sultede så meget, at de fødte mindre børn.
Dette er i sig selv ikke mærkeligt, siger biologerne, men derimod var det overraskende, at børnebørnene og deres børn var lige så små, selvom de i efterkrigstiden fik rigeligt med mad. Desuden havde de en større tendens til skizofreni.

Også fund blandt gnavere vækker undren: Giver man en generation af rotter et stof kaldet alloxan, vil de næste generationer få sukkersyge ­ og det i tiltagende grad, jo længere man kommer ned ad stamtræet. Giver man mus høje doser af morfin, vil deres skader på nervesystemet nedarves til de næste generationer. Også øjenfarven på bananfluer kan ændres permanent ved en ændring af aktiviteten af et enkelt gen.

Et ekstremt eksempel er bierne. Kun ved deres første måltid bestemmer de genetisk identiske larver sig for, hvem der skal blive den nye dronning. Den som får bidronningegelé er heldig, mens resten må forblive sterile arbejdere. Alle disse 'epigenetiske' vidnesbyrd tyder på, at der foregår langt mere i løbet af nedarvingen end en udveksling af DNA.

Ikke lamarckisme
Indtil for nylig har man antaget, at de epigenetiske mekanismer var begrænset til den enkelte organisme. Men eksemplerne viser, at de kan nedarves, dvs. at næste generationer kan påvirkes uden at en eneste genetisk kode er blevet ændret.

Nogle kalder det provokerende for neo-lamarckisme - efter den franske biolog Jean Baptiste Lamarck, som antog, at dyr aktivt kan erhverve sig egenskaber fra deres omgivelser og videregive dem til deres afkom. Ifølge Lamarck skulle bodybuildere altså få muskuløse børn, og giraffer få lange halse af at strække sig.

Ifølge evolutionær biolog T. Ryan Gregory fra University of Guelph i Canada er dette dog en misforståelse af epigenetikken. Det var snarere Darwin som med sin teori om 'pangener' var tættere på det, som biologer i dag tænker på, når de diskuterer epigenetisk arvelighed.

»Lamarck sagde ikke, at miljøpåvirkninger forårsager arvelig variation, men Darwin gjorde,« siger Gregory. »Lamarck sagde, at erhvervede egenskaber kan nedarves, og hans specifikke mekanisme involverede brug og ikke brug,« siger Gregory. »Men det er ikke hvad der sker i epigenetikken, hvor der er tale om en direkte effekt af, hvordan gener reguleres. Epigenetisk arvelighed går ikke igennem en intermediær anvendelse i organismen, sådan som Lamarck påstod.«

Den rigtige forståelse af epigenetisk arvelighed er, at en miljømæssig forskel kan ændre genekspressionen, og at disse ændringer kan gives videre til de næste generationer. Det er, hvad Darwin forsøgte at udtrykke. Som han skrev sammen med Wallace i en artikel i 1858: "Den naturlige udvælgelse agerer kun ved ophobning af større eller mindre variationer, der skyldes eksterne forhold, eller af den omstændighed, at barnet ikke er helt identisk med moderen."

Hvor Lamarck mente, at anvendelsen af en bestemt evne kan nedskrives i generne, var Darwin altså meget mere påpasselig i sin argumentation. Som han skrev i Arternes oprindelse: "Den langt større variation, såvel som den større hyppighed af monstrøsiteter, som man finder under indflydelse af domesticering og kultivering end under naturens hånd, får mig til at tro, at afvigelserne på en eller anden måde skyldes livsvilkårene, som forældrene og deres mere fjerntliggende forfædre har været udsat for i flere generationer."

Arvelighed
Pangenesis var Darwins forsøg på at forklare arvelighedsmekanismen. Han forestillede sig, at nogle partikler, som han kaldte 'gemmuler', blev frigivet af alle celler, som så samlede sig i de reproduktive organer. Som i et ægte demokrati ville disse gemmuler så stemme om afkommets struktur, og den mest hyppige variant vinde. Darwin troede fejlagtigt, at arvelige informationer blandes, således at bestemte egenskaber - f.eks. farver eller unikke former - må blive til en mellemting i næste generation.

Først efter at August Weissman i 1883 havde foreslået, at kønsceller kan videregive deres arvemateriale til kropsceller, men ikke omvendt, og først efter at biologerne havde genopdaget Gregor Mendels ærteeksperimenter i år 1900, begyndte man at kalde arvemateriale for 'gener', og man lærte langsomt at tage afsked med den simple lamarckisme og med Darwins blødere variant.

Med de nye opdagelser om epigene­tik, er det derfor mere Darwin som bliver rehabiliteret, end det er Larmarck. Ikke fordi der findes gemmuler, eller fordi Darwin var 100 pct. korrekt, men fordi han sagde, at miljø­påvirkninger kan forårsage variation, og derigennem arvelige ændringer. Hos Lamarck var relationen meget mere direkte - i form af brug og ikke-brug. Ifølge Gregory betyder det, at epigenetisk arvelighed kun kan gælde for variationer, som allerede er fortrykt i DNA'et. »Jeg er skeptisk over for, om epigenetik ligger uden for den normale evolutionære teori,« siger Gregory.

»Problemet er, at man jo stadig regulerer gener. Og reguleringssystemer kan selv være adaptive. Dette kaldes fænotypisk plasticitet og betyder at selve den genetiske kode kan have udviklet sig til at være fleksibel nok til at tilpasse sig forskelligartede miljøer. Dette er ikke særlig nyt, og anses som en del af evolutionsteorien. Epigenetik arbejder inden for den eksisterende genetiske variation, og kan derfor ikke betragtes som en ny evolutionær modus.«

To kendte mekanismer
Vi erstatter løbende vores celler med nye celler, og man siger, at cirka hvert ottende år er hele kroppen blevet udskiftet mindst én gang. Alligevel er vi i stand til at huske vores barndom og rødme ved mindet om vores første kys. Nogle forskere mener, at sådanne minder ikke kun aftrykkes som aktivitet i neuronerne, men også i DNA i form af DNA-methyleringer.

Når biologer taler om epigenetik, er de ofte indbyrdes uenige om definitionen. Helt generelt mener de det mønster af aktivitet, der regulerer genaktiviteten: Hvilke gener der skal tændes, hvilke der skal slukkes og hvornår. Præfixet 'epi-' afslører, at de tænker på laget over DNA'et og generne, altså de fysiske og kemiske reaktioner, der i sig selv er 'genetisk programmerede', og som skaber en fleksibel forbindelse mellem den genetiske kode og omverdenen.

Når man taler om den arvelige epigenetik, er det især to mekanismer, som man har øje på: histone-modifikationer og DNA-methylering. Histoner er proteiner, som DNA'et pakker sig rundt om. De er hovedkomponenten i cellernes chromatin. Uden histoner ville DNA'et være meget langt. Men histonerne har nogle haler, som kan bliver modificeret af kovalente bindinger med fosfor, acetyl- eller methyl-grupper, alt efter hvor tæt pakket DNA'et skal være. Histonerne findes også i flere varianter, og man mener, at den tredimensionelle form af DNA i cellekernen derfor er en arvelig kode i sig selv.

Med andre ord er DNA ikke er en tilfældig klump spaghetti med kødboller i, men en tredimensional kode, der er foldet rundt om histoner på en sådan måde, at separerede regioner kommer i berøring med hinanden, hvilket i sig selv kan udgøre en arvemekanisme.

DNA-methylering er en proces, hvor en methylgruppe slukker for ekspressionen af et enkelt DNA-basepar. Det kan betyde, at kodningen af et protein bliver ændret eller stoppet. Methyleringen kan også fungere som et signal til at rekruttere enzymer, som ændrer DNA-pakningen.

Der er mange eksempler, hvor DNA-methyleringer har vist sig at kunne nedarves. Mest tydeligt findes det i inaktiveringen af det ene X-kromosom hos kvinder, hvilket er arveligt. Men også andre regioner i kromosomet kan antage stabile og arvelige alternative tilstande.

Mere kontroversielt mener Courtney Miller og David Sweatt fra University of Alabama, at DNA-methylering hos mennesker er en anden måde at huske på. Mindet om det første kys eller en traumatisk oplevelse kan ifølge deres undersøgelser være fysisk placeret som methyleringer af DNA. Disse methyleringer sker dog i hjernecellerne, ikke i kønscellerne. Det bliver derfor (stadig) anset som umuligt for folk, at kunne huske deres mors første kys.

Darwin's Sacred Cause

Et sandt hav af bøger om Darwin er skyllet hen over bogmarkedet i forbindelse med 200-året for Darwins fødsel og 150-året for udgivelsen af Arternes Oprindelse. De fleste af bøgerne er desværre gammelkendt tømmer i nye omslag. Men to undtagelser vil jeg dog bemærke.

Den første (mere kuriøse end vigtige) kommer fra Darwins egen hånd. Seks små læderindbundne notesbøger er blevet fundet i et kammer på Christ's College i Cambridge. Heri finder man sirligt opførte regnskaber for nogle af de udgifter som Darwin havde, mens han studerede på Cambridge mellem 1828-1831. Som Theresa Schilhab kunne berette i fredagens Meta Science klumme i Ingeniøren, så "havde Darwin både ansat en skopudser, opvasker, skrædder, barber, hattemager, sengereder, portner, glarmester og en 'pejsevogter' til at passe sin ild."

Nu skal det retfærdigvis nævnes at alle disse personer ikke var ansatte som i "fuldtidsansat" men ansatte som i "bestilt arbejde". Alligevel gav det et lille gib i mig at læse om denne yderst velstillede student, der boede i nogle af de dyreste lokaler og hellere gik på jagt end at læse i bøger. Hvordan hænger det sammen med den anden bog, som jeg var ved at læse, og som postulerer, at motivationen til at skrive Arternes Oprindelse var Darwins had til slaveriet?

Og her er vi ved den anden og største undtagelse i årets Darwin-høst: Adrian Desmonds og James Moores biografi Darwin's Sacred Cause - Race, Slavery and the Quest for Human Origins. Med en enorm detaljeviden og overbevisende argumenter vender de to forfattere den kendte konvention på hovedet: Darwin blev ikke gradvist overbevist om, at hvad han så på Galapagos, og hvad han lærte fra sine biller, også måtte gælde for menneskets udvikling (hvilket han så først skrev om i 1871 i bogen The Descent of Man - da. Menneksets Afstamning og Parringsvalget). Nej, det omvendte var tilfældet ifølge Desmond og Moore: "Menneskets evolution var ikke den sidste brik i det evolutionære puslespil; det var den første [...] den var til stede i hans første overvejelser fra 1837." Det, som motiverede Darwin, var ikke en tilbagelænet og upersonlig søgen efter videnskabelig sandhed, men en moralsk passion: et had til slaveri og en tro på, at menneskeracen er blot én art med en fælles forfader.

Rejsen med Beagle var vigtig - ikke på grund af de mange finker og leddyrarter han samlede sammen. Rejsen var vigtig på grund af de daglige erfaringer med det afskyelige slaveri. Specielt smerteligt var et skrig han hørte, mens han var i en kano i en stinkende mangrove-sump i Brasilien. "Til denne dag i dag," skrev Darwin senere i sin dagbog, "giver det mig smertefulde minder om de følelser jeg havde, da jeg hørte et skrig i det fjerne..., jeg hørte den mest ynkelige jammer man kunne tænke sig, og troede at en stakkels slave blev tortureret, mens jeg vidste at jeg var lige så magtesløs til at protestere som et barn."

Man må sige at det er noget af en påstand, at Darwins dybeste motivation for at forske i arternes oprindelse lå i hans modstand til slaveriet. For hvad nu, hvis hans forskning ikke ville have kunnet understøtte det? Hvad nu hvis hans undersøgelser havde vist det modsatte? F.eks. at nogle mennesker nedstammer fra en anden forfader? Ville han have gemt sine noter? Bogen beskæftiger sig ikke med den mulighed.

Til gengæld er bogen fyldig og vidende i sine undersøgelser og perspektiveringer af samtidens diskussioner. Og den viser, hvordan Darwin kom frem til sin ret sofistikerede forståelse af variationen og den naturlige udvælgelse, som var langt dybere og mere rigtig, end hvad mange af hans samtidige kolleger (tænk på Herbert Spencers vulgærdarwinistiske slogan "survival of the fittest" eller på Ernst Haeckels brug af Darwin til at fremme den fejlagtige rekapitulationsteori og til at angribe adlens krav på specielle fortrin) havde formået. Så ud over at Darwin havde ret, var han også ret heldig.


Adrian Desmond og James Moore

Darwin's Sacred Cause
486 sider, Allen Lane, 2009


Anmeldelser:
kenanmalik.com
The Guardian
New Scientist
The Independent
New York Times

Det store filosofiske eksperiment

Filosoffer skal op af lænestolen og ud af elfenbenstårnet. En ny generation af unge filosoffer kræver, at man tjekker sine dybe ideer og koncepter med eksperimenter fra det virkelige liv.

Læs hele artiklen som pdf




Det klassiske billede på, hvordan en filosof arbejder, er sådan her: Han (ja, det er en han) sidder i en øreklapstol og ryger pibe. Af og til skribler han et par dybe tanker ned i sin notesbog, resten af tiden sover han. Det hænder, at han pludselig vågner og udbryder: »Jeg paffer på min pibe, altså er jeg!« (eller noget lignende), hvorefter han vender sig træt i sin tyndslidte siddefold og lukker øjnene igen.

Karikaturen er uretfærdig, men indeholder et gran af sandhed. De etablerede filosofiske skoler på universiteterne har en forkærlighed for abstraktionen, for konceptet. Logik og rationalitet er konge. Og når man vil sige noget om verden, så er dens repræsentation i centrum, dens sprog, og ikke verden selv, hvilket ikke sjældent har ført til, at data fra det virkelige liv er blevet betragtet som output, ikke som input.

Den brændende stol
Sådan skal det ikke være mere, mener en ny skole. Filosoffer fra før år 1800 som John Locke, René Descartes og David Hume, selv de gamle grækere, anså filosofi som en kombination af idé og eksperiment. Og sådan burde det være igen. Det nye kuld af filosoffer kalder deres arbejde for eksperimentel filosofi, 'X-Phi'. Og de har en brændende lænestol som deres provokerende emblem.

Nu skal man altid være på vagt over for avisartikler, der oversælger en ny trend som revolution. X-Phi gør ikke almindeligt filosofisk arbejde overflødigt. Det eneste det gør, er at hjælpe til med at finde ud af, hvad mennesker tror på, og hvordan de reagerer i bestemte situationer. X-Phi ligger tæt op ad nye forskningsfelter som hjerneforskning, adfærdspsykologi og neuroøkonomi, og kan derfor fungere som et vigtigt realitetstjek for mange langhårede filosofiske koncepter.

For eksempel har forholdet mellem en ydre virkelighed og hjernens konstruktion af denne virkelighed altid været et vigtigt filosofisk tema. Men det kan nu suppleres med meget mere specifikke eksperimenter. I den nye udgave af Annals of Neurology fortæller Asaid Khateb fra Universitetshospitalet i Genève for eksempel om patienter med fantomsmerter, der med deres ikke-eksisterende arme kan kradse sig i hovedet - og få det til at holde op med at klø.

Se, det er den slags opdagelser, som er interessante for en eksperimentel filosof.

Ganz andere Methoden
X-Phi tilbyder et timeligt metodeskift: Redskaberne er ikke pibe og øreklapstol men MR-scannere, google stats og spørgeskemaer. Kollegerne er hjerneforskere, læger og programmører. Nogle af de første resultater viser nemlig, at der kan være uhyre stor forskel mellem menneskers kulturelle forudsætninger - og dermed deres moralske habitus. Hvad en Oxford-professor opfatter som rigtigt, kan være lodret forkert for en professor fra Tokyo. Introspektion skal derfor beriges af observation. Og intuition kan lære af sammenligning.

Tag det klassiske problem omkring den frie vilje. I stedet for at tænke sig til endnu en filosofisk position som kan navigere mellem kausalitet, determinisme og det frie moralske valg, har Joshua Knobe fra Princeton sammen med filosoffen Shaun Nichols udformet et simpelt spørgeskema. Ikke overraskende viser det sig, at vi i overvejende grad er 'kompatibilister', dvs. at vi mener at være frie til at vælge, på trods af at vores handlinger måtte være kausalt determinerede.

Mere specifikt viser det sig, at der eksisterer en direkte afhængighed mellem følelsen af moralsk ansvar for en handling, og handlingens afstand til egne emotioner.

Spurgt ad, om man er moralsk ansvarlig for egne handlinger i et fuldkomment deterministisk univers vil de fleste svare nej. Men spurgt ad, om Jørgens sidespring med sekretæren er moralsk forkasteligt, er svaret ja. Knobe og Nichols forklarer fænomenet som en 'affektiv påvirkning' der gør, at vores evne til logisk ræssonement forstyrres af emotionelle impulser og sociale normer.

I et andet eksperiment har Neil Levy fra Oxford undersøgt det underlige paradoks i, at det for mange er moralsk forkasteligt at manipulere vores hjerne, f.eks. med psykedeliske svampe eller andre stoffer, mens det er o.k. at ændre kroppen - f.eks. med nye bryster eller tatoveringer. Ifølge Levy skyldes paradokset, at de fleste af os er naive dualister - at vi adskiller krop og ånd, hvor kroppen får en underordnet (og uren) rolle i forhold til den ophøjede (rene) ånd.

Ikke bare et lune
Der er mange unge forskere som strømmer til feltet. De har deres egen blog og har lagt en video af en brændende øreklapstol på youtube. Det engelske magasin Prospect skrev for nylig en meget positiv artikel om bevægelsen, mens andre er mere kritiske. I en stor artikel i online magasinet Slate skrev filosoffen David Velleman fra New York University f.eks. at X-Phi blot var et nyt filosofisk lune, brovtende og uden nye indsigter.

Det bestrider X-Philerne. Som eksempler på vigtige nye filosofiske erkendelser tæller de Jonathan Haidts opdagelse i 1993 af, at lavindkomstgrupper dømmer harmløse men ulækre handlinger som moralsk anstødelige, mens grupper med høj indkomst ikke gør det. De krediterer også Edouard Machery fra Sorbonne for at vise, at semantisk intuition a la Frege ikke er universel, men primært kulturelt bestemt, hvilket har skabt en del røre blandt de analytiske filosoffer på institutterne.

Et tredje meget diskuteret eksempel på nye opdagelser fra X-Phi er asymmetrien af intentionalitet: Bestyrelsesformand Andersen får at vide, at et nyt projekt vil give overskud men skade miljøet, og han siger: »Jeg er ligeglad med miljøet. Lad os komme i gang!« Et andet sted får bestyrelsesformand Bertelsen at vide, at et nyt projekt vil give overskud og hjælpe miljøet, og han siger: »Jeg er ligeglad med at hjælpe miljøet. Lad os øge vores profit!«

Mens Andersen normalt vil blive betragtet som en, der med vilje skader miljøet (82 pct.), vil Bertelsen ikke blive betragtet som en, der med vilje hjælper miljøet (23 pct.). Det er underligt. Ifølge Joshua Knobe er filosoffernes koncept om intentionalitet altså ikke uafhængigt af præformede moralske domme.

Kritikerne har selvfølgelig ret i, at en undersøgelse af, hvad folk synes er rigtigt og forkert, eller en afstemning om hvorvidt universet er deterministisk eller ej, ikke indeholder megen filosofi a priori. Men på den anden side kan det ikke være skidt at vide noget om, hvordan mennesker forstår deres verden og hinanden, hvordan deres hjerne er skruet sammen, og hvordan forskellige sociale normer farver deres filosofi.
There was an error in this gadget