Blackout

Scene 1: New York, 9. november 1965, kl. 17:27. Byen er pludselig mørkelagt. Al elektricitet er væk. Folk strømmer ud på gaden for at finde ud af, hvad der er sket. Er det et kraftværk, som er gået ned? Er det et kommunistisk angreb? Eller skyldes det den UFO, som blev set mellem Syracuse og Rochester samme dag? Millioner af mennesker ved ikke, hvad der er sket, men begynder spontant at hjælpe hinanden og finde på løsninger og alternativer. Nogle hygger sig med at fortælle historier i stearinlysenes skær. Andre spiller musik i parker og stræder. Man siger, at der var et sandt baby boom i New York ni måneder efter.

Scene 2: New York, 13. juli 1977, kl. 21:36. Byen er pludselig mørkelagt. Al elektricitet er væk. Ved mindet om strømafbrydelsen 12 år tidligere går mange ud på gaden, men kan ikke genkende deres egen by. Plyndringer og ildspåsættelser bryder ud alle steder. På Broadway i Brooklyn høres de buldrende jernporte foran butikkerne blive brudt op. Smadret glas på gaderne reflekterer ild og skygger af mennesker med sofaer og fjernsyn i armene. Inden længe høres råb og slåskampe mellem tyve som bestjæler andre tyve. Knive og skrål skærer igennem luften. Det gælder om at komme væk så hurtigt som muligt.

Scene 3: Motovun, Kroatien, 22. oktober 2008 kl 22:34. Ranko Bon, tidligere ingeniørprofessor fra MIT, nu digter og maler, spørger: »Fortæl mig, Robin, tror du, at vi er på vej ned i kulkælderen hvad klimaet angår?« Jeg nikker bekræftende og tilføjer: »Den videnskabelige diskussion går nu på, om de spændinger, der forårsages af klimaforandringerne, vil føre til et øget samarbejde eller til konfrontation.« Ranko spørger, hvordan jeg tror, det vil gå. »Jeg hælder til samarbejde,« siger jeg glad og tænker, at sociale strukturer er komplekse systemer, ligesom klimaet. Ganske små forskelle i begyndelsesbetingelserne kan føre til vidt forskellige udfald. Og hvorfor ikke satse på, at jeg er denne forskel ... »Nuvel,« griner Ranko, »det må være aldersforskellen!« Ranko er omkring de 60, altså barn af det helt store blackout, kaldet 2. verdenskrig.

Scene 4: Konference om klima og sikkerhed, KU, arrangeret af Ole Wæver, 11. marts 2009. Ragnhild Nordås fra Harvard fortæller, at der ved tilfælde af ressourceknaphed som vandmangel og hungersnød snarere viser sig at være en tendens til samarbejde end til konfrontation. Data er dog meget sparsomme. En svag positiv korrelation kan spores mellem migration og konflikter. Heller ikke Jürgen Scheffen fra University of Illinois kan afgøre, om der er en tendens til konflikt eller samarbejde. Samlet set mener de tilstedeværende, at klimaforandringer er at betragte som en forstærker af eksisterende spændinger. Det gælder derfor om at understøtte de stemmer, der arbejder i retning af et øget samarbejde om at løse problemerne.

Scene 5: Bella Center, København, 12. marts 2009. Klimaforskerne skændes ikke længere om, hvorvidt katastroferne kommer, men om, hvordan vi vil reagere, når de kommer. De ved, at klimaændringerne vil resultere i noget meget værre end et midlertidigt blackout. Vil de føre til et øget samarbejde eller til kaos? Arbejdsgrupper diskuterer, hvordan katastrofeberedskabet skal se ud. Hvad gør vi efter oversvømmelser? Hvordan tilpasser vi os et varmere klima? Hvilke regler skal gælde, når millioner af sultne mennesker begynder at forlade deres tørkeramte jorder? Intet var tydeligere ved kongressen end dette: At diskussionen var kommet op på et andet niveau. Væk var det evindelige pro og kontra. Til stede var en vilje til handling - og en fornemmelse af, at man har mistet kostbar tid.

0 comments:

There was an error in this gadget