Outliers

Malcolm Gladwell er i de seneste år blevet kendt for at skrive populærvidenskabelige bøger om finurlige sociale og psykologiske fænomener. Først kom bestselleren The Tipping Point, der så på kulturelle epidemier ud fra ideer som sommerfulgeeffekten og Dawkins memer. Dernæst kom bestselleren Blink, som handlede om de flygtige ideers styrke.

Den nyeste Gladwell hedder Outliers - The Story of Success. Og lad mig sige det med det samme: den er også god.

Ligesom sine forgængere er bogen velskreven og kurserer i anekdotisk stil om sære mennesker og sære relationer fra det virkelige liv. Dens grundlæggende budskab er at gener og talent i sidste ende betyder langt mindre for succes og anerkendelse end man normalt ville tro. Det, der betyder noget, er tilfældigheder som at være født i januar, have adgang til de rette ressourcer eller at have et støttende miljø.

En outlier er en helt almindelig person, som bare har haft evnen til at forstærke gode begyndelsesbetingelser i løbet af sin livstid, som f.eks. familiens støtte, held eller masser af træning. En outlier er med andre ord et menneske, som har bevæget sig ud af en tangent, hvor vi andre ikke har kunnet følge med. Til sidst vil han være en meget speciel person, én som skiller sig ud af mængden - ved at være ultra intelligent, megasportsstjerne eller bare meget speciel.

Denne fatalistiske tese burde egentlig være ilde hørt i drømmenes Amerika - landet hvor alle kan blive præsidenter. "En outlier er i sidste ende slet ikke en outlier," skriver Gladwell, selvom de fleste af os "hænger fast i ideen om at succes er et simpelt resultat af individuelle bedrifter."

Blandt en af de (mange) forklaringer for, hvorfor det er sådan, beskriver Gladwell den såkaldte Matthæus-effekt. Han bruger et eksempel fra Canadas ungdomslandshold i hockey og viser, at langt de fleste af de udvalgte talenter er født i januar. Hvorfor nu det? Ja, det viser sig, at skæringsdatoen for udvælgelsen af det første kuld talenter altid er den første januar, og derfor vil de børn, der i en given årgang er født i december, være 11 måneder yngre og derfor mindre udviklede end dem fra januar. Det giver en begyndelsesfordel for de tidligt fødte, som blot forstærkes år efter år. "Til dem som har, skal der gives mere, og til dem som ikke har, skal der tages fra," sagde Matthæus i sin gospel i det nye testamente.

Kollega Jens Ramskov satte sig straks til tasterne og undersøgte fødselsdagene for det nuværende danske U16 landshold i fodbold. Og se, hvad det siger: ud af de 24 unge er 10 født i januar. Endnu værre: hele 22 ud af 24 er født i første halvdel af året. Kun to er født i september. August, oktober, november og december er tomme. I Danmark er skæringsdatoen tydeligvis også den 1. januar. Og kigger man på U 17 landsholdet er billedet det samme...!!

Selvfølgelig er fødselsdagen ikke alt. Man skal også kunne spille fodbold. Men fænomenet ligger snublende tæt på en systemisk form for diskrimination. Hvis du er født i december, kan du godt glemme alt om at blive en foldboldstjerne!

Gladwells bog indeholder mange andre gode ideer og pointer, som er værd at kaste sig over. Personligt hyggede jeg mig rigtig godt med bogen, og havde svært ved at lægge den væk. Den indeholder et væld af gode emner til semi-intellektuelle samtaler. Måske kom det ikke som den store overraskelse for mig at, vi er et produkt af vores miljø og valg, og at generne kun giver ganske små variationer. Men det er godt at se tingene fra et andet perspektiv og opdage nye forbindelser mellem ting, som man ikke selv ville have fået øje på. Det er noget, som Malcom Gladwell virkelig evner at gøre.

Malcom Gladwell
Outliers
309 sider, Allen Lane, 2008


Anmeldelser:
about.com
skepdic.com
New Scientist
The Independent
New York Times

Blackout

Scene 1: New York, 9. november 1965, kl. 17:27. Byen er pludselig mørkelagt. Al elektricitet er væk. Folk strømmer ud på gaden for at finde ud af, hvad der er sket. Er det et kraftværk, som er gået ned? Er det et kommunistisk angreb? Eller skyldes det den UFO, som blev set mellem Syracuse og Rochester samme dag? Millioner af mennesker ved ikke, hvad der er sket, men begynder spontant at hjælpe hinanden og finde på løsninger og alternativer. Nogle hygger sig med at fortælle historier i stearinlysenes skær. Andre spiller musik i parker og stræder. Man siger, at der var et sandt baby boom i New York ni måneder efter.

Scene 2: New York, 13. juli 1977, kl. 21:36. Byen er pludselig mørkelagt. Al elektricitet er væk. Ved mindet om strømafbrydelsen 12 år tidligere går mange ud på gaden, men kan ikke genkende deres egen by. Plyndringer og ildspåsættelser bryder ud alle steder. På Broadway i Brooklyn høres de buldrende jernporte foran butikkerne blive brudt op. Smadret glas på gaderne reflekterer ild og skygger af mennesker med sofaer og fjernsyn i armene. Inden længe høres råb og slåskampe mellem tyve som bestjæler andre tyve. Knive og skrål skærer igennem luften. Det gælder om at komme væk så hurtigt som muligt.

Scene 3: Motovun, Kroatien, 22. oktober 2008 kl 22:34. Ranko Bon, tidligere ingeniørprofessor fra MIT, nu digter og maler, spørger: »Fortæl mig, Robin, tror du, at vi er på vej ned i kulkælderen hvad klimaet angår?« Jeg nikker bekræftende og tilføjer: »Den videnskabelige diskussion går nu på, om de spændinger, der forårsages af klimaforandringerne, vil føre til et øget samarbejde eller til konfrontation.« Ranko spørger, hvordan jeg tror, det vil gå. »Jeg hælder til samarbejde,« siger jeg glad og tænker, at sociale strukturer er komplekse systemer, ligesom klimaet. Ganske små forskelle i begyndelsesbetingelserne kan føre til vidt forskellige udfald. Og hvorfor ikke satse på, at jeg er denne forskel ... »Nuvel,« griner Ranko, »det må være aldersforskellen!« Ranko er omkring de 60, altså barn af det helt store blackout, kaldet 2. verdenskrig.

Scene 4: Konference om klima og sikkerhed, KU, arrangeret af Ole Wæver, 11. marts 2009. Ragnhild Nordås fra Harvard fortæller, at der ved tilfælde af ressourceknaphed som vandmangel og hungersnød snarere viser sig at være en tendens til samarbejde end til konfrontation. Data er dog meget sparsomme. En svag positiv korrelation kan spores mellem migration og konflikter. Heller ikke Jürgen Scheffen fra University of Illinois kan afgøre, om der er en tendens til konflikt eller samarbejde. Samlet set mener de tilstedeværende, at klimaforandringer er at betragte som en forstærker af eksisterende spændinger. Det gælder derfor om at understøtte de stemmer, der arbejder i retning af et øget samarbejde om at løse problemerne.

Scene 5: Bella Center, København, 12. marts 2009. Klimaforskerne skændes ikke længere om, hvorvidt katastroferne kommer, men om, hvordan vi vil reagere, når de kommer. De ved, at klimaændringerne vil resultere i noget meget værre end et midlertidigt blackout. Vil de føre til et øget samarbejde eller til kaos? Arbejdsgrupper diskuterer, hvordan katastrofeberedskabet skal se ud. Hvad gør vi efter oversvømmelser? Hvordan tilpasser vi os et varmere klima? Hvilke regler skal gælde, når millioner af sultne mennesker begynder at forlade deres tørkeramte jorder? Intet var tydeligere ved kongressen end dette: At diskussionen var kommet op på et andet niveau. Væk var det evindelige pro og kontra. Til stede var en vilje til handling - og en fornemmelse af, at man har mistet kostbar tid.

Climate Wars

"Siden EU kollapsede i 2036 på grund af immigrationspresset fra syden, har Den Nordlige Alliance, bestående af Frankrig, Tyskland, Benelux-landene, Polen og Skandinavien, haft held med at lukke grænserne for flere flygtninge fra det hungernødsramte middelhavsområde..."

Sådan starter ikke en ny science-fiction roman men en analyse af Gwynne Dyer, canadisk journalist og militærhistoriker. Hans nye bog Climate Wars beskriver med dybdegående analyser og forskellige scenarier, hvad vi kan forvente af geopolitiske konflikter og krige i kølvandet på de kommende klimakatastrofer.

Grunden til at Dyer skrev bogen var en erkendelse af, at flere og flere lande er gået i gang med lave militær planlægning ud fra modeller om kommende klimakatastrofer. I foråret 2007 udgav FN's sikkerhedsråd for eksempel rapporten SC/9000, der klart placerede klimaændringerne som et sikkerhedsproblem - dvs. et problem som går ud over de enkelte landes skyttegravstænkning. Sikkerhedsrådet påpegede altså for første gang på, at klimaet vedrører alle mennesker og kræver langsigtede løsninger. Samme år fik Al Gore og FN's klimapanel IPCC Nobels Fredspris, hvilket må ses som endnu en anerkendelse af, at klima ikke bare er klima - det er også konflikter, kampe om ressourcer, flygtinge og potentielle storkrige.

Som snusfornuftig og realpolitisk journalist fornemmer han, at IPCC's fremskrivninger ikke kan være meget mere en svagt formulerede og udvandede erklæringer. I sin research går han derfor bag om tæppet og spørger mange klimaforskere direkte, og får at vide, at det ser meget værre ud end tidligere antaget, hvis vi altså fortsætter med Business As Usual.

Dyer er en god formidler. Med sikker hånd og en mere nøgtern end dommedagsprofetisk stil fortæller han om farlige geopolitiske udviklinger på baggrund af et muligt sammenbrud i industri- og fødevareproduktionen. Scenarierne behandler de mange eventualiteter og usikkerheder i en klassisk militærhistorisk ramme. Vil EU bryde sammen under immigrationsbølgerne? Vil Indien og Pakistan gå i krig? Vil grænsen mellem USA og Mexico blive en dødelig skydebane med ødelæggende konsekvenser for forholdet mellem latinos og hvide?

Dyer bruger megen plads på de mange forslag til et forbedret katastrofeberedskab og til langsigtede adaptionsprocesser. Han diskuterer sandsynligheden for at de lykkes. Optimismen er dog til at føle på, og derfor vender han i slutningen af bogen blikket mod de mere radikale forslag, der er kommet på bordet: hvad hvis vi tager sagen i egen hånd og begynder storstilede geo-engineering projekter? Han diskuterer deres evne til at reducere varmestrålingen i atmosfæren, men må meget hurtigt konkludere, at vi endnu slet ikke har nok forstand på den slags. Fejlslagne forsøg kan gøre tingene værre end de er og unilaterale eksperimenter vil blot forstærke konflikterne.

En stor del af bogen består af direkte citater fra højtstående kilder inden for politik, militær, bureaukrati og videnskab. Kombinationen kan forekomme som apokalyptisk eskatologi, men er det forfatterens eller de interviewede personers skyld? Faktum er at det er en tankevækkende bog - og dyster.

Gwynne Dyer
Climate Wars

270 sider, Random House, 2008

Anmeldelser:
Hot Topic
Popjournalism
Hearsay
Media-Culture Reviews

Plan B: Lad os styre klimaet selv

Klimakongressen i København i sidste uge gjorde det klart, at målet om en global temperaturstigning på maksimalt to grader er yderst optimistisk. Ude på gangene og i de små kontorer diskuterede man derfor også mere radikale løsninger.



Læs hele artiklen i pdf



Der var ikke mange opløftende nyheder at hente fra Københavns Universitets hasteindkaldte kongres i Bella centret i sidste uge. Formålet med kongressen var at opdatere offentligheden på de sidste 4-5 års forskningsresultater, som ikke nåede at finde plads i FN klimapanelet IPCC's seneste rapport fra 2007. I begyndelsen af juni vil arrangørerne offentliggøre et 30 siders konklusionspapir fra kongressen, som gerne skulle indgå i forhandlingsgrundlaget for klimatopmødet COP15 i København til december.

De over 2000 forskere fra over 70 lande var enige. De seneste fem års klimadata ligger tæt op ad IPCC's worst-case fremskrivninger, og på mange centrale punkter er klimaet allerede på vej forbi det, man betragter som holdbarhedens grænse. Desuden viser den nyeste forskning, at der findes mange hidtil ukendte positive feedback effekter, der kan føre til irreversible tipping points med endnu ukendte konsekvenser for havvandstandsstigningen, for ocean- og iskappedynamikken, for ilt- og surhedsgraden i oceanerne ud over det utallige ekstreme vejrbetingelser på landjorden.

»Hvis vi globalt reducerer [drivhusgasserne] med 50 pct. i 2050 i forhold til 1990-niveauet, så er der omkring 50 pct. chance for at blive under [det politiske mål om en temperaturstigning på] to grader Celsius,« sagde Stefan Rahmstorf fra Potsdam Instituttet til Anders Fogh Rasmussen i plenum og anbefalede derfor en sænkning på 80 pct.

Men bare for at den mindre ambitiøse plan skal lykkes, må udledningen af drivhusgasser toppe i 2015, »altså om senest seks år,« som IPCC's formand Rajendra Pachauri har sagt det gang på gang.

Geo-hacking
Men virkeligheden er en anden. Udledningen af drivhusgasser er ifølge det internationale energiagentur, IEA, steget i de sidste mange år, og selve stigningen er steget, endda med stigende tendens. Og den aktuelle krise har kun ændret meget lidt på det.

Ifølge den internationale energiagentur IEA vil det globale energiforbrug være steget med 45 procent i 2030, og de fossile brændstoffer vil udgøre størstedelen af denne stigning. Kun øjeblikkelig massiv mobilisering som var det et krigsudbrud ville kunne forhindre en overskridelse af IPCC's grænser. Men alle ved, at det ikke vil ske. Det globale samfund må altså forberede sig på 'vildt vejr', geopolitiske konflikter om ressourcer, og på gigadød i de mest udsatte (typisk tropiske) lande.

Et øget antal forskere mener derfor, at der også skal skrues på andre knapper. De mener, at vi lige så godt kan begynde at manipulere klimasystemet direkte ved hjælp af geoengineering. Det kunne være ved kemisk manipulation af havene eller ved at fylde stratosfæren med reflekterende svovlpartikler. Der er også forslag fremme om at skyde solskjolde ud i rummet og lave kunstige skyer.

I mange år har geoengineering været betragtet som den ultimative menneskelige hybris, der kun støttes af typer som Edward Teller og andre galninge. Men i 2006 skrev hollænderen Paul Crutzens en artikel om, hvordan man ved at skyde svovlpartikler ud i stratosfæren ville kunne simulere et vulkanudbrud og dermed skrue ned for varmen. Hans status som Nobelpristager og seriøs atmosfærekemiker gjorde, at et førhen tabuiseret tema pludselig blev salonfähigt.

Siden er der kommet et utal af forslag til, hvordan vi kan styre klimaet. Kongressens arbejdsgrupper om tipping points og geoengineering var inspireret af Tim Lentons undersøgelser af, hvor gode de forskellige forslag er til at reducere den samlede varmestråling på Jorden. Lentons analyse opdeler ideerne i to kategorier - de kort- og de langbølgede.

Til den første kategori hører tiltag, som reflekterer eller blokerer for solens (kortbølgede) stråler. Her finder man Dan Lunts (Bristol University) science fiction-agtige idé om rumskjolde og spejle i omløb om Jorden, men også mere simple ideer som en forøgelse af mængden af skyer på himlen, og mere lokalt orienterede tiltag som hvide tage, og reflekterende beplantning.

Den anden kategori indeholder forslag, der vil trække CO2 ud af atmosfæren og oceanerne og dermed øge Jordens udgående langbølgede strålingsenergi. Ideer inden for denne kategori er f.eks. massiv skovrejsning, biobrændsel, oplagring af CO2 i undergrunden (såkaldte CCS-teknologier), kemisk gødskning af oceanerne med jern og fosfor, osv.

Lenton og kolleger beregnede så, hvor meget de enkelte ideer bidrager til en samlet reduktion i strålingsenergien. Beregningerne viser, at ingen af de eksisterende ideer er nok i sig selv. Uden en sideløbende aggressiv reduktion i selve udledningen af drivhusgasser vil vi ikke kunne holde os under de to grader. Men modsat viser beregningerne også, at reduktionen i udledning af drivhusgasser alene, sådan som IPCC kræver, heller ikke er nok. Vi behøver begge dele.

Mest effektive er kortbølgeblokaderne, altså rumskjolde, reflekterende partikler i stratosfæren og podning af skyer ved hjælp af havvand (se grafik). Mens det første forslag er meget dyrt og mangler de teknologiske forudsætninger, er de to andre relativt low-tech og billige.

Dernæst ville en forøgelse af ørken-refleksionen virke godt. Nogle forskere forestiller sig, at der opstilles hvid plastic i ørkenerne, eller at mørke områder dækkes af lysere beplantning, de steder hvor det kan lade sig gøre. Også direkte CO2-lagring (især af biobrændsel) ville bremse den globale opvarmning, dog uden at stoppe den. Ind på en tredjeplads kommer forskellige forgasningsteknologier, skovrejsning samt en øget refleksion på ager- og græsjorder. Alle de resterende ideer ville være langt mindre effektive.

Ulemperne kan være store. Sulfaterne i stratosfæren ville kun holde i få år og derfor kræve nye forsyninger hele tiden. Partiklerne ville ændre nedbørsmønstre og således medføre store omvæltninger i de berørte områder. Og for både stratosfæremanipulation og skypodning gælder det, at hvis vi fortsætter med at pumpe mere CO2 ud i atmosfæren, vil det i det lange løb kræve flere og flere partikler, og i praksis gøre det umuligt at stoppe kapløbet.

Tusinder af kvadratkilometer hvid plastic i ørkenen ville være et økologisk mareridt, og forsøg på at gøre ørkenen grøn ville kræve en ukendt mængde af ressourcer og tid, uden at man kan vide sig helt sikker på, at det virker tids nok. Det samme gælder ifølge forskerne for oceangødskning, der kun ville batte over flere tusinde år. Massive satsninger på biobrændsel og på omstruktureringer af ager- og græsjorder vil skabe uacceptable sociale konflikter. CO2-lagring i undergrunden har ifølge forskerne de færreste ulemper, men prisen er uklar og en ensidig satsning vil kun forhale processen, ikke stoppe den.

Væk fra bæredygtigheden
Mens et stigende antal forskere altså ser geoengineering som en delløsning sammen med massive nedskæringer i brugen af fossile brændstoffer, ser andre, som for eksempel Greenpeace, geoengineering som den ultimative forbandelse – og som en sovepude. I stedet for at fjerne problemets årsag, altså udledningen af CO2 i biosfæren, laver man symptombehandling, som til at starte med måske hjælper lidt, men som i det lange løb blot gør problemet værre.

Geoengineering er ifølge kritikerne et moralsk hazardspil, fordi det effektivt er endnu et skridt væk fra bæredygtigheden. I stedet for at minimere de menneskelige påvirkninger og stole på, at naturen kan holde ligevægten selv, gør vi os til kaptajner for Rumskibet Jorden, dog uden at vide, hvordan cockpittet fungerer. Risikoen er, at man bare gør tingene værre, og at alle de febrilske tryk på ukendte knapper blot åbner for en Pandoras æske af nye problemer.

Desuden indeholder geoengineering ifølge en række forskere opskriften på store internationale konflikter. Hvis et enkelt land beslutter at skyde sulfater ud i stratosfæren, vil det påvirke hele kloden. Jordkloden er et komplekst system, hvor man ikke kan lave kontrollerede forsøg af den slags. Nogle lande vil være vindere, men andre vil være tabere. Og hvem er det lige, der uddeler rollerne?

Både kritikere og fortalere er dog enige om, at det største problem med geoengineering stadig er, at det kan være en illusion. Ingen seriøs forskning har endnu kunnet vise, at det virker. Hvis politikerne og medierne derfor begynder at tænke, at denne 'Plan B' er en reel mulighed, kan det føre til det værste af alle scenarier: handlingslammelse mens vi venter på Godot. Jo hurtige vi afdækker illusionerne, jo bedre. Det gøres bedst ved at indsamle data. Og i mellemtiden må udledningen af drivhusgasser ned på et minimum.

Kloner og Stjernekrig på issuu

Jeg har leget lidt med nye måder at publicere mine ting på. En fancy app er issuu, som giver mulighed for at uploade bøger og magasiner i et lækkert layout. Her ses min gamle science-fiction bog Kloner og stjernekrig som jeg skrev sammen med Kristian Mørk og Ide Hejlskov i 2000 (med ny forside). Den kan selvfølgelig som altid også læses kvit og frit online i blog-form på http://klonerogstjernekrig.blogspot.com/

There was an error in this gadget