Quantum

Jeg tænkte det nok - at bogen Quantum om debatten mellem Bohr og Einstein ville være som at købe katten i sækken, Enten ville den være et endegyldigt mesterværk - et endegyldigt, autoritativt og røntgenstrålene lys af indsigt, som langt om længe ville placere disse to store tænkere på deres rette sted. Eller bogen ville være et tomt og tønderbuldrende ingenting, et fladt genbrug af ting og sager, som man har læst om, bedre og klogere, andre steder.

Ligesom Schrödinger, der ville tjekke op på sin kat, åbnede jeg bogen. Og se - bølgefunktionen kollapsede med det samme! Langsommelige gennemgange af kendt stof, klædt i kedsommelige formuleringer, uinspirerende anekdoter og unødvendige teknikaliteter. Man kunne egentlig godt have forventet lidt mere af forfatteren Manjit Kumar, som er både fysiker og filosof. Men nej, ikke i denne omgang.

Manjit Kumar
Quantum - Einstein, Bohr and the Great Debate About the Nature of Reality
450 sider, ICON Books, 2008

Anmeldelser:
The Independent
The Guardian

Moralens regnbue

Hvem synes du er mest beundringsværdig: Moder Teresa, Bill Gates eller Norman Borlaug? Det spørgsmål blev for nylig stillet af psykologen Steven Pinker i et essay i New York Times. Tænk dig nu godt om inden du svarer.

Pinker kommer frem til at vores moralske instinkt generelt vil foretrække den umiddelbare og nære godhed, og ikke fatte en meter af de mere abstrakte former for godhed. Lige så rigtigt det er, lige så ærgerligt er det også. Folk ser det som moralsk bedre at give 10 kroner til en hjemløs, end at sælge ham noget for 10 kroner, der giver ham 20 kroner mere i værdi. Og folk agter mere dem, som frivilligt plejer de syge, end dem, som forsker i ny medicin.

Det er derfor ikke tilfældigt, at den katolske kirke har helgenkåret Moder Teresa, en asketisk og nobelprisforklædt missionær, som søgte proselytter blandt trængende mennesker, og som beordrede prædikener i stedet for medicin. Bill Gates til gengæld, som har skabt enorme rigdomme i samfundet, og som nu bruger milliarder på at bekæmpe smittesygdomme, bliver stadig anset som djævlen selv - microsoft og powerpoint? Bwaddrr! Bill og Melinda Gates Foundation? Blændværk og aflad!

Og nu spørger du måske: hvem er Norman Borlaug? Han er såmænd ophavsmanden til de små højtydende og sygdomsresistente hvedekornsvarianter, som har muliggjort den grønne revolution i lande som Mexico, Pakistan og Indien i 1960'erne og 70'erne. Han har med andre ord bekæmpet sult og elendighed, og siges at have reddet over en milliard mennesker livet, mere end nogen anden i verdenshistorien.

Jeg ved ikke, om jeg tør håbe på, at nogle af læserne nu har ændret deres standpunkt om, hvem af de tre personer er mest beundringsværdig. Jeg tænker i hvert fald, at selv hvis Bill Gates havde brugt sin formue på luftskibe og oceandampere, burde han slå Moder Teresa med flere længder. Og selv hvis Norman Borlaug resten af sit liv kun havde samlet julepynt og havenisser, burde han modtage Bill Gates i audiens.

Eksemplerne viser i hvert fald, hvor simple vores moralske instinkter i virkeligheden er. De tænder en retfærdig glød for det nære, og mistror automatisk fornuften i det fjerne. De opstår ad hoc og forlanger universalitet. De tænkes ikke, men efterrationaliseres: først kommer konklusionen ("det kan man da ikke!"), og bagefter forsøger man at give sine impulsive emotioner en plausibel forklaring.

Psykologen Jonathan Haidt har kigget på, hvilke af de moralske 'sanser' der går igen i alle kulturer. Han har talt til fem: omsorg, retfærdighed, sammenhold, autoritet og renhed. De findes i alle kulturer, dog ofte i forskellige prioriteringer. Haidt mener, at de udgør primærfarverne for menneskets moral. Det er altså ikke mærkeligt, at Moder Teresa klarede sig godt: Hendes hvide slør, barske ledelse og lidende blik er indbegrebet af moralens klassiske regnbue. Ingen chance for Bill og Norman.

Jeg tænker at vores moderne samfund har brug for et par flere moralske grundfarver. Hvad med farverne nysgerrighed og fornuft? Hvad med logik? Moralens farvepalette kunne også med fordel indeholde ideer som merværdi og bæredygtighed - tilpas abstrakte begreber, som nok kræver genmanipulation for at finde plads i mennesket moralske habitus. Men forestil dig hvis de lykkes. Så ville vi snart overvære Bill Gates helgenkåring.

Det kan være klogt at være dum

I en kompleks verden, hvor alle forsøger at få et godt liv, er det ikke altid bedst at være egoistisk. Det kan være klogt at være flink og tænke på næsten. Det er også smart at være skør. Og nogle gange kan det hjælpe at være sin egen værste fjende.

Læs hele artiklen i pdf

Pokerstjernen Gus Hansen har ry for at være heldig. Der sker ofte dette: Netop når modstanderen forsøger at straffe Gus for hans evigt irriterende aggressive bud med dårlige kort, har danskeren en super hånd, og vinder hele potten. Men det har ikke noget med held at gøre. Gus’ aggressive stil er et behændigt udviklet 'table image'. Og at kunne udnytte sit table image til egen fordel er et af de vigtigste våben i professionel poker.

Matematisk spilteori er ikke i nærheden af at kunne beskrive kompleksiteten i den slags avancerede strategispil fra det virkelige liv. Men den er så småt begyndt at kunne forklare, hvorfor skøre indfald, dårlige bud og direkte ukloge handlinger kan betale sig i et ellers formelt set logisk og rationelt spilunivers.

En af de nye forklaringsmodeller, som er udviklet af David Wolpert fra NASA Ames Research Center i Californien, er netop at bruge Gus' metode: At adoptere et passende image som signalerer til de andre, at de med fordel kunne ændre deres egen adfærd. Hvis det lykkes, vil han stå frem som "dum", men øge sin egen gevinst.

Spilteoriens anormale form
Siden den moderne matematiske spilteori blev introduceret af John von Neumann og Oskar Morgenstern i 1944 med bogen Theory of Games and Economic Behavior er der udviklet et hav af anvendelser inden for områder som økonomi, evolutionær psykologi, økologi, antropologi og ikke mindst politisk videnskab. I lang tid har spilteorien dog rodet rundt med at finde ligevægtsstrategier (kaldt Nash-ligevægte) ud fra en antagelse af, at aktørerne vil handle rationelt og egoistisk for at optimere deres udbytte. Men dette er sjældent optimalt.

Lad os tage et eksempel: Spilteori vurderer, hvilken strategi jeg i konkurrence med andre aktører bør benytte for at opnå det bedst mulige resultat. Grafisk kan den bedst illustreres ved en såkaldt payoff matrix,

hvor jeg kan se, hvor meget jeg vil vinde ved enten at samarbejde eller modarbejde med min modstander. Hvis vi begge ville handle perfekt rationelt, burde jeg samarbejde (og få 6 point) og min modstander modarbejde (og få 1 point), fordi enhver egenhændig afvigelse fra denne strategi vil mindske udbyttet (hvis jeg pludselig ville modarbejde i stedet, ville jeg kun få 4 point, og hvis min modstander pludselig ville samarbejde, ville han få 0 point). Tilstanden (6;1) kaldes derfor en Nash-ligevægt, og hvis en spiller afviger fra denne ligevægt defineres vedkommende som værende ikke rationel.

Men det er tydeligt ud fra matricen, at min modstander vil have mig til at modarbejde, koste hvad det vil. En Gus Hansen-strategi kan her være nyttig: at handle irrationelt og skifte mellem samarbejde og modarbejdelse på en tilfældig måde. Hvis Gus adopterer en sådan tilfældig strategi, vil jeg halvdelen af tiden få 6 point og halvdelen af tiden 0 point, altså et gennemsnit på 3 point. Derfor er det bedst, at jeg skifter min strategi også, og altid modarbejder, for så vil jeg have et gennemsnit på 4,5, ligegyldigt hvad Gus foretager sig.

Det er netop, hvad 'The Great Dane' har ventet på! Gus' gennemsnitlige udbytte vil stige til hele 5,5 point. Og det er mere end hvad jeg får. Hvis Gus havde været rationel, ville jeg have fået 6 point, og han 1 point. Men nu, hvor hans uforudsigelige ’table image’ har fået mig til at skifte strategi, vil jeg få mindre, og han vil få mere.

At reparere teorien
Eksempler som disse (se også BOKS 1: Den rejsendes dilemma) har gjort, at spilteoriens faktiske anvendelser indtil videre har været en blandet succes. Gang på gang har det vist sig, at folk enten samarbejder frivilligt, handler irrationelt eller mod bedre vidende. De største og vigtigste resultater i spilteorien har derfor ofte kredset om årsager til, hvorfor mennesker ikke er rationelle aktører. Hele otte Nobelpriser er det blevet til inden for feltet, og spilteorien fortsætter med at finde frugtbare paradokser mellem teori og det virkelige liv.

Hvordan reparere spilteorien? Eksemplet med den rejsende viser at argumentet om at folk er altruistiske eller bare velopdragne ikke holder. En stor del af problemet synes at ligge i, at spilteorien har en meget rigid definition af, hvad der er rationelt. Gambling handler for eksempel ikke om rationalitet men om at maksimere sit udbytte.

David Wolpert og hans kollegers idé om at folk adopterer forskellige personligheder til forskellige situationer kan indeholde kimen til at løse de mange spilteoretiske paradokser. I deres artikel viser de, hvordan image-teorien kan forklare forskellen på de eksperimentelle og teoretiske data. Hvis man f.eks. tager højde for, at ens modstander ikke vil være rationel og byde sølle 20 kroner i eksemplet med de rejsende, og inkorporerer det i sine beregninger, vil gennemsnittet stige til 970-980 kroner - det samme som man ser i eksperimenterne.

Modellen er selvsagt stadig meget grovkornet, og vil ikke kunne bruges i professionel poker. Den indeholder kun to 'images': det perfekt rationelle og det tilfældige. Men en udvidelse af ideen til et kontinuum af images vil givetvis kunne gøre spilteorien meget mere anvendelig i det virkelige liv. Fænomener som anti-rationalitet, altså mennesker der bevidst handler som deres egen værste fjende, kan ifølge forskerne også føre til et større udbytte. Modellen indeholder eksempler på spil, hvor alle spillere handler mod deres egne interesser, og stadig får de alle et større udbytte, end hvis de havde handlet rationelt.

Også det klassiske fangedilemma kan pludselig ses i et nyt lys (se forneden BOKS 2: Fangedilemmaet). Eksperimenter har gang på gang vist, at det ikke er den 'rationelle' Nash-ligevægt, der bliver valgt, men samarbejdet. Wolpert og co. kan forklare det via image-teorien, uden at man behøver at involvere gentagede forsøg. Også i det såkaldte Ultimatumspil kan man med fordel anvende image-teorien.

Men hvis du nu tror, at du kan slå Gus Hansen i poker, må du desværre tro om. Matematisk spilteori er stadig alt for simpel til at kunne hamle op med udspekulerede pokerspillere, som har udviklet et langt større arsenal af tricks til at score kassen end bare deres ry.


BOKS 1: Den rejsendes dilemma
Netop spyttet ud af lufthavnens underjordiske katakomber, ligger din kuffert på bagagebåndet som en sammenkrøllet coladåse. Med bange anelser åbner du kufferten langsomt. Den antikke vase, som du så omhyggeligt havde pakket ind skumplast, pap og en tyk bluse, er transformeret til et puslespil i 13 dele.

Flyselskabets repræsentant siger, at man kan betale erstatning på mellem 20 og 1000 kroner. Det eneste du skal gøre er at angive vasens reelle værdi. Men repræsentanten siger også, at man har modtaget et krav om erstatning fra en anden passager, der havde præcis den samme vase som du havde, og som også er gået i stykker.

Hvis I begge angiver det samme beløb, vil flyselskabet kunne være sikker på at I taler sandt, og udbetale pengene. Men hvis den ene angiver en lavere værdi end den anden, vil flyselskabet udbetale den laveste værdi til begge - dog med en straf på 20 kroner til den, som har angivet den høje værdi, og en bonus på 20 kroner til den, som har angivet den lavere og 'mere ærlige' værdi.

Din første impuls er at skrive grådige 1000 kroner på blanketten. Men fordi du er matematisk skolet, aner du, at det ikke er optimalt. Hvis du angiver 990 kroner i stedet, vil du få mere ud af det, ligegyldigt hvad din medpassager skriver. For hvis hun skriver 1000 og du 990, vil resultatet være at du får 1010 (990 + 20 bonus) og din medpassager 970 (990 - 20 straf). Og hvis hun også skriver 990, vil i begge få 990, hvilket jo stadig er mere end de 980 som du ville have fået, hvis du skrev 1000. Og hvis hun byder mindre, vil det jo ikke gøre nogen forskel om der stod 1000 eller 990 på din seddel.

Men inden det første 9-tal er nedskrevet, løber det koldt ned ad ryggen på dig, og du stopper. Din medpassager kan ikke være andre end den udspekulerede børsmæglerdame, som sad ved siden af dig under turen. Hun er ubarmhjertig og ekstrem intelligent. Hun vil helt sikkert have tænkt det samme som dig. Dit ry for at være et rationelt geni er på spil. Det er derfor klogt at skrive 980 af samme grund som det var klogt at skrive 990. Men hov, det ved hun også! Lad os skrive 970, eller 960… nej, 950… nej, 940…

Her ligger problemet i en nøddeskal: Under antagelse af, at begge passagerer er perfekt rationelle og perfekt egoistiske vil de i sidste ende skulle skrive 20 kroner på blanketten. Det er desværre lige så logisk som det er vanvittigt.

Spilteoretikere har lavet eksperimenter i det virkelige liv for at se, om folk nu også opfører sig som teorien påbyder. Og det viser sig at de opfører sig helt anderledes. Gennemsnittet ligger et sted mellem 900 og 1000 kroner, langt fra Nash-ligevægten, og selv skolede spilteoretikere kunne ikke finde på at byde sølle 20 kroner. Spørgsmålet er derfor: Hvordan reparere spilteorien, så den kan forklare den virkelige verden?


BOKS 2: Fangedilemmaet

Jeg og min kollega Kurt er mistænkt for et mord. Vi placeres af politiet i to forskellige celler, så vi ikke kan tale med hinanden. Politiet har ikke nok beviser til at overbevise dommeren om vores skyld, og tilbyder hver af os en handel: Hvis jeg tilstår og vidner mod Kurt, kan jeg gå fri, mens Kurt får 10 år, hvis han vel at mærke intet siger. Det omvendte gælder også for Kurt. Hvis ingen af os tilstår, vil vi begge få en mildere straf (et år), og hvis vi begge tilstår, vil vi begge få fem år.


Jeg kender tilfældigvis Kurt, og han er en udspekuleret psykopat. Lige meget hvad jeg vælger, vil han vide, at han altid får en mildere straf ved at stikke mig. Enten vil han få 5 år i stedet for 10 (hvis jeg stikker ham) eller han vil gå fri i stedet for at få 1år bag tremmer (hvis jeg forbliver tavs). Den åbenlyse strategi for Kurt er derfor ikke at samarbejde og stikke mig.

Hvis jeg analyserer situationen på samme måde, som han gør, vil vi begge stikke hinanden og få 5 år, selvom vi begge potentielt kunne have nøjes med et. Rationel handling fører altså til et dårligere resultat. Det er dilemmaet. Eksempler fra det virkelige liv (f.eks. i cykelløb hvor to udbrydere er kommet væk fra feltet, hvilket er en tilsvarende situation) viser dog, at folk som regel vælger samarbejdet.

I det gentagede fangedilemma, hvor det samme spil gentages uendeligt mange gange, ser tingene anderledes ud. Nu kan man udvikle strategier, alt efter hvad den anden gjorde tidligere. I den situation viser det sig, at samarbejde til at starte med opstår som tit-for-tat (TFT) - det er en strategi, der starter med at samarbejde, men derefter gør mod modstanderen, hvad vedkommende selv gjorde i forrige træk. Den berømte spilteoretiker Robert Axelrod inviterede folk i 1978 til at sende ham forskellige strategier, som så kunne konkurrere mod hinanden på computeren. Tit-for-tat vandt i flere omgange.

The Stuff of Thought

Steven Pinkers nye bog The Stuff of Thought – Language as a Window into Human Nature, er klart værd at læse. Pinker er kendt for at have populariseret sprogforskningen og den evolutionære psykologi. Hans mest berømte bog (og bedste til dato) er The Language Instinct fra 1994, hvori han (ligesom Noam Chomsky havde gjort tidligere) argumenterer for, at mennesker er født med en iboende evne til at have et sprog. Til forskel for Chomsky anerkender Pinker dog, at den naturlige udvælgelse kan forklare denne evne. Derfor er Pinker intellektuelt allieret med folk som Edward O. Wilson, Richard Dawkins og Daniel Dennett i mange evolutionære debatter, selvom hans tone er mere afdæmpet.

Mens The Language Instinct satte et helt forskningsfelt på landkorten, og blev til en vejviser for mange gode forskeres intellektuelle arbejde i de følgende år, har Pinkers senere bøger, som f.eks. How the Mind Works og The Blank Slate været lidt slatne i det. Som en god ven og hjerneforsker sagde til mig: ”Det er som at få besøg af en brugtvognsforhandler. Tror han virkelig at jeg hopper på den?!”

Pinkers nyeste bog, The Stuff of Thought, har mere at byde på. Den koncentrerer sig om sprogets relation til menneskers tanker. Han diskuterer problemet omkring den sproglige determinisme, aka Sapir-Whorf hypotensen, der i sin rabiate version siger at sprog og tanke er ét, dvs. at man kun kan tænke det som kan formuleres. Pinker giver eksempler på, hvorfor det ikke kan være rigtigt, selvom han indrømmer, at en mere blød version af hypotesen kunne gå an.

Pinker kommer godt rundt I de mange emner, som han mestrer. Metaforer, udsagnsord (han kalder os mennesker ’verbivores’), mentale koncepter, hvorfor vi bander, hvordan vi underholder, overtaler og synes nogle ting er bare sjove. Der er virkelig mange gode indsigter i denne bog. Så alt I alt må jeg tage hatten af for denne forsker og forfatter, der så enestående er i stand til at formidle bevidsthedforskningen, og skrive om sprog på en så morsom, klog og klar måde.

Steven Pinker
The Stuff of Thought – Language as a Window into Human Nature
500 sider, Penguin Books, 2007

Anmeldelser:<
Los Angeles Times (skrevet af Douglas Hofstadter)
The Guardian
New York Times

Bestil bogen på bibliotek.dk
There was an error in this gadget