Katastroferne kommer

Året 2008 vil blive husket for en voldsom stigning i antal af naturkatastrofer. Samlet set går trenden dog i retning af, at færre og færre mennesker dør af naturens luner, mens flere og flere omkommer på grund af teknologiske uheld og menneskelige fejl.

Læs hele artiklen i pdf

År 2008 tegner til at blive et af de værste år nogensinde, hvad angår naturkatastrofer og menneskeskabte uheld. Cyklonen Nargis ramte Myanmar i maj måned og dræbte 138.366 mennesker. Den blev dermed den tredje mest dødelige cyklon nogensinde. Jordskælvet i Sichuan samme måned var ligeledes det tredje værste jordskælv i nyere kinesisk historie med 87.476 omkomne til følge.

Men på trods af, at antallet af naturkatastrofer er steget konstant i løbet af de seneste 30-40 år, så er antallet af dødsfald på grund af naturkatastrofer stadigt faldende. Vi kan takke os selv og hinanden for samlet set at have bedre varslingssystemer, mere modstandsdygtigt byggeri og et langt bedre katastrofeberedskab.

Det er klart, at stigningen i antallet af naturkatastrofer skyldes flere faktorer end blot ‘naturens luner’. Den voldsomme stigning i befolkningstallet gør, at vi bosætter os i langt mere udsatte områder end tidligere, for eksempel langs vandkanter, under gletschere og i nærheden af vulkaner. Det vil automatisk øge registreringen af naturkatastrofer. Desuden har den menneskeskabte drivhuseffekt bevirket et varmere klima med mere energi i atmosfæren, hvilket øger antallet af storme, flod- og varmebølger markant.

Ikke desto mindre er antallet af omkomne i forhold til disse katastrofer faldet eksponentielt, hvilket er en meget positiv historie, som ikke er særlig kendt i den brede offentlighed.

Teknologiens skyggeside
Den negative side af medaljen er dog, at antallet af teknologiske uheld er steget kraftigt i løbet af den samme periode, samtidig med at antallet af dødsofre for disse uheld er steget endnu kraftigere. Her taler vi om alt fra skibs- og flyulykker, dæmnings- og brosammenstyrtninger, forgiftninger, kemiske og nukleare udslip og helt hen til de utallige tog-, bus- og biluheld verden over.

Hvis man plotter antallet af dødsofre efter naturkatastrofer og teknologiske uheld ind i en semilogaritmisk graf og beregner deres tendenslinje, vil de krydse omkring år 2045. Det er en ganske interessant observation, da den fortæller, at de teknologiske uheld ultimativt vil blive mere farlige for mennesker end naturkatastroferne.

Statistikken for den slags uheld er dog stadig meget mangelfuld, da langt de fleste teknologiske uheld slet ikke bliver registreret i et centralt eller nationalt register.

Tallene i graferne stammer fra The International Emergency Disaster Database, der er den største ulykkesdatabase i verden, men som stadig kun opsamler en brøkdel af de teknologiske uheld verden over. Generelt medtages kun de uheld, som har flere end ti dødsofre, hvor der er erklæret krisesituation, og hvor der er blevet spurgt om international assistance. Almindelige trafikuheld og ulykker i hverdagen er slet ikke medtaget i statistikkerne. Hvis de var med, ville antallet af dødsofre på baggrund af teknologiske uheld for længst have overgået antallet af dødsfald på baggrund af naturkatastrofer.

Selvforskyldt kollaps
Menneskets største fjende er altså ikke længere moder natur, men mennesket selv. Hvis vi stadig troede, at menneskehedens overlevelse var en kamp mod den ustyrlige natur, må vi nu tænke om. Den primære modstander er os selv, og det er en kamp, som ikke nødvendigvis vil blive vundet.

Det er ikke sket før i verdenshistorien, at en kultur er gået under, fordi en ny teknologi gav nye muligheder for at lave ulykker. Men det er tæt på: Jared Diamond kan i bogen 'Collapse' berette, at da beboerne på Påskeøerne fældede deres sidste træer, var deres livsgrundlag pludselig forsvundet. Og et teknologirelateret kollaps skete også for mayaerne, da de ødelagde miljøet på Yucatan-halvøen med erosion og store tørkeperioder til følge. Måske kan det også ske for os, hvis vi fortsætter med at tømme vores naturressourcer og driver klimaet ud over kanten af det beboelige.

Bortset fra de klimatiske konsekvenser af vores nye vaner på baggrund af ny teknologi er der meget at lære af teknologiernes helt konkrete farer. Hvordan sikrer man kemiske fabrikker? Hvordan minimeres udledningen af drivhusgasser? Hvordan gøres transport mindre dødelig? For at mindske antallet af teknologiske ulykker, må man kigge på de enkelte teknologier hver for sig og se, om der er noget, der kan gøres bedre. Og hver enkelt teknologisk industri har sine helt egne kendetegn.

Hver teknologi sin egen fare
Som eksempel kan man se på luftfartsindustrien, som karakteriseret ved at blive stadig mere sikker, idet den løbende korrigerer de fejl og mangler, der måtte opstå. Andre industrier, som for eksempel olietankerindustrien, er ikke selvkorrigerende. Af diverse strukturelle og organisatoriske årsager er skibstransport faktisk fejlgenererende, og den kræver derfor forpligtende internationale konventioner og effektive kontrolinstanser for at blive mere sikker og socialt accepteret.

Teknologierne bag for eksempel bil-, tog- og medicinalindustrien kan være farlige for den enkelte, men bliver på et samfundsmæssigt plan ikke desto mindre set som relativt uproblematiske, blandt andet fordi de samfundsmæssige og personlige fordele synes så åbenlyse. Andre teknologier, som for eksempel atomkraft og bioteknologi, symboliserer en risiko, som mange mener, det ikke er værd at løbe. Eftersom disse teknologier potentielt kan få katastrofale konsekvenser for en meget stor gruppe mennesker, hvis ulykken først er ude, har det været meget svært at finde folkelig opbakning til dem. At mange lande så har indført dem alligevel, styrker ikke nødvendigvis tilliden til den åbne dialog mellem politikere og borgere om teknologiske valg.

For at sætte en positiv udvikling i gang, har det mange gange været nødvendigt at vente på en stor ulykke først. Først derefter har politikere og sikkerhedseksperter reageret og lavet om på tingene. Sådan var det med Tjernobyl-katastrofen, der endte med etableringen af den nukleare sikkerhedskonvention; og sådan var det med Exxon Valdez, der blandt andet var stærkt medvirkende til at gøre olietankere dobbeltskrogede (se artikel 'Ulykker som skabte positiv forandring', side 80).

Demokratisering af fordele og ulemper
Det er selvfølgelig uacceptabelt, at nogen løber en risiko, fordi sandsynligheden for at vinde er tilstrækkelig stor, mens andre udsættes for stor fare, uden at få noget som helst til gengæld. Man har derfor forsøgt at gøre de teknologiske fremskridt mere demokratiske, for eksempel med de såkaldte konsensuskonferencer i Danmark, hvor eksperter og lægmænd sammen diskuterer indføringen af nye teknologier i samfundet.

Projektet Hazardcards er på www.hazardcards.com gået en anden vej og har forsøgt at oplyse bredt om problemerne via humor og spillekort. Men der findes desværre ikke nogen gylden metode til at demokratisere beslutningsprocesserne omkring udviklingen af nye teknologier. Det almindelige er stadig at prøve sig frem med trial and error, derefter at retfærdiggøre sine valg i offentligheden, og til sidst at udvikle mekanismer, som laver en mere retfærdig fordeling af nytte og risici.

Eksperterne er enige om, at denne fremgangsmåde i fremtiden vil vise sig at være utilstrækkelig. Med stadig flere mennesker og stadig færre ressourcer på kloden kræver nye teknologiske valg en langt højere grad af planlægning, af diskussion og af konsekvens- og risikoanalyse, end det hidtil har været tilfældet. Det globale samfunds stadig større kompleksitet skaber en hidtil uset indbyrdes afhængighed mellem natur, teknologi og samfund. Og til en vis grad vil vi ikke kunne undgå, at katastroferne kommer.

0 comments:

There was an error in this gadget