Here Comes Everybody

Er man interesseret i nye medier, web 2.0 og sociale netværk, så er Clay Shirkys nye bog Here Comes Everybody måske en bog der står lidt ud af mængden.

Den introducerer ikke blot wikis, blogs og feeds, men diskuterer også de sociale implikationer af at kommunikationmedierne nu ejes af alle - hvis positive side blandt andet er at sænke barrieren for at folk kan gøre en forskel.

Og dog. Ville Shirky have spist sin egen medicin, burde bogen være blevet lavet på eget forlag og ligge frit tilgængelig på nettet. Det gør den ikke. Det gør til gengæld en anden bog om samme emne - den klassiske The Wealth of Networks af Yochai Benkler. Se også den morsomme A Bloggers Manifesto af Erik Ringmar.


Clay Shirky
HERE COMES EVERYBODY
328 sider, Allen Lane, 2008

Anmeldelser:
Guardian
ars technica

The World Is Flat

Manden bag bogen The World Is Flat, Thomas L. Friedman, har skrevet en ny bog om, hvordan vi burde forstå verden - og ændre den til det bedre.

Intentionerne er helt sikkert gode, men gad vide om det bliver til mere end varme tanker, fladt genbrug og et mylder af små anekdoter.




Thomas L. Friedman
HOT, FLAT, AND CROWDED
438 sider, Allen Lane, Penguin, 2008

Anmeldelser:
Wired
Guardian

Katastroferne kommer

Året 2008 vil blive husket for en voldsom stigning i antal af naturkatastrofer. Samlet set går trenden dog i retning af, at færre og færre mennesker dør af naturens luner, mens flere og flere omkommer på grund af teknologiske uheld og menneskelige fejl.

Læs hele artiklen i pdf

År 2008 tegner til at blive et af de værste år nogensinde, hvad angår naturkatastrofer og menneskeskabte uheld. Cyklonen Nargis ramte Myanmar i maj måned og dræbte 138.366 mennesker. Den blev dermed den tredje mest dødelige cyklon nogensinde. Jordskælvet i Sichuan samme måned var ligeledes det tredje værste jordskælv i nyere kinesisk historie med 87.476 omkomne til følge.

Men på trods af, at antallet af naturkatastrofer er steget konstant i løbet af de seneste 30-40 år, så er antallet af dødsfald på grund af naturkatastrofer stadigt faldende. Vi kan takke os selv og hinanden for samlet set at have bedre varslingssystemer, mere modstandsdygtigt byggeri og et langt bedre katastrofeberedskab.

Det er klart, at stigningen i antallet af naturkatastrofer skyldes flere faktorer end blot ‘naturens luner’. Den voldsomme stigning i befolkningstallet gør, at vi bosætter os i langt mere udsatte områder end tidligere, for eksempel langs vandkanter, under gletschere og i nærheden af vulkaner. Det vil automatisk øge registreringen af naturkatastrofer. Desuden har den menneskeskabte drivhuseffekt bevirket et varmere klima med mere energi i atmosfæren, hvilket øger antallet af storme, flod- og varmebølger markant.

Ikke desto mindre er antallet af omkomne i forhold til disse katastrofer faldet eksponentielt, hvilket er en meget positiv historie, som ikke er særlig kendt i den brede offentlighed.

Teknologiens skyggeside
Den negative side af medaljen er dog, at antallet af teknologiske uheld er steget kraftigt i løbet af den samme periode, samtidig med at antallet af dødsofre for disse uheld er steget endnu kraftigere. Her taler vi om alt fra skibs- og flyulykker, dæmnings- og brosammenstyrtninger, forgiftninger, kemiske og nukleare udslip og helt hen til de utallige tog-, bus- og biluheld verden over.

Hvis man plotter antallet af dødsofre efter naturkatastrofer og teknologiske uheld ind i en semilogaritmisk graf og beregner deres tendenslinje, vil de krydse omkring år 2045. Det er en ganske interessant observation, da den fortæller, at de teknologiske uheld ultimativt vil blive mere farlige for mennesker end naturkatastroferne.

Statistikken for den slags uheld er dog stadig meget mangelfuld, da langt de fleste teknologiske uheld slet ikke bliver registreret i et centralt eller nationalt register.

Tallene i graferne stammer fra The International Emergency Disaster Database, der er den største ulykkesdatabase i verden, men som stadig kun opsamler en brøkdel af de teknologiske uheld verden over. Generelt medtages kun de uheld, som har flere end ti dødsofre, hvor der er erklæret krisesituation, og hvor der er blevet spurgt om international assistance. Almindelige trafikuheld og ulykker i hverdagen er slet ikke medtaget i statistikkerne. Hvis de var med, ville antallet af dødsofre på baggrund af teknologiske uheld for længst have overgået antallet af dødsfald på baggrund af naturkatastrofer.

Selvforskyldt kollaps
Menneskets største fjende er altså ikke længere moder natur, men mennesket selv. Hvis vi stadig troede, at menneskehedens overlevelse var en kamp mod den ustyrlige natur, må vi nu tænke om. Den primære modstander er os selv, og det er en kamp, som ikke nødvendigvis vil blive vundet.

Det er ikke sket før i verdenshistorien, at en kultur er gået under, fordi en ny teknologi gav nye muligheder for at lave ulykker. Men det er tæt på: Jared Diamond kan i bogen 'Collapse' berette, at da beboerne på Påskeøerne fældede deres sidste træer, var deres livsgrundlag pludselig forsvundet. Og et teknologirelateret kollaps skete også for mayaerne, da de ødelagde miljøet på Yucatan-halvøen med erosion og store tørkeperioder til følge. Måske kan det også ske for os, hvis vi fortsætter med at tømme vores naturressourcer og driver klimaet ud over kanten af det beboelige.

Bortset fra de klimatiske konsekvenser af vores nye vaner på baggrund af ny teknologi er der meget at lære af teknologiernes helt konkrete farer. Hvordan sikrer man kemiske fabrikker? Hvordan minimeres udledningen af drivhusgasser? Hvordan gøres transport mindre dødelig? For at mindske antallet af teknologiske ulykker, må man kigge på de enkelte teknologier hver for sig og se, om der er noget, der kan gøres bedre. Og hver enkelt teknologisk industri har sine helt egne kendetegn.

Hver teknologi sin egen fare
Som eksempel kan man se på luftfartsindustrien, som karakteriseret ved at blive stadig mere sikker, idet den løbende korrigerer de fejl og mangler, der måtte opstå. Andre industrier, som for eksempel olietankerindustrien, er ikke selvkorrigerende. Af diverse strukturelle og organisatoriske årsager er skibstransport faktisk fejlgenererende, og den kræver derfor forpligtende internationale konventioner og effektive kontrolinstanser for at blive mere sikker og socialt accepteret.

Teknologierne bag for eksempel bil-, tog- og medicinalindustrien kan være farlige for den enkelte, men bliver på et samfundsmæssigt plan ikke desto mindre set som relativt uproblematiske, blandt andet fordi de samfundsmæssige og personlige fordele synes så åbenlyse. Andre teknologier, som for eksempel atomkraft og bioteknologi, symboliserer en risiko, som mange mener, det ikke er værd at løbe. Eftersom disse teknologier potentielt kan få katastrofale konsekvenser for en meget stor gruppe mennesker, hvis ulykken først er ude, har det været meget svært at finde folkelig opbakning til dem. At mange lande så har indført dem alligevel, styrker ikke nødvendigvis tilliden til den åbne dialog mellem politikere og borgere om teknologiske valg.

For at sætte en positiv udvikling i gang, har det mange gange været nødvendigt at vente på en stor ulykke først. Først derefter har politikere og sikkerhedseksperter reageret og lavet om på tingene. Sådan var det med Tjernobyl-katastrofen, der endte med etableringen af den nukleare sikkerhedskonvention; og sådan var det med Exxon Valdez, der blandt andet var stærkt medvirkende til at gøre olietankere dobbeltskrogede (se artikel 'Ulykker som skabte positiv forandring', side 80).

Demokratisering af fordele og ulemper
Det er selvfølgelig uacceptabelt, at nogen løber en risiko, fordi sandsynligheden for at vinde er tilstrækkelig stor, mens andre udsættes for stor fare, uden at få noget som helst til gengæld. Man har derfor forsøgt at gøre de teknologiske fremskridt mere demokratiske, for eksempel med de såkaldte konsensuskonferencer i Danmark, hvor eksperter og lægmænd sammen diskuterer indføringen af nye teknologier i samfundet.

Projektet Hazardcards er på www.hazardcards.com gået en anden vej og har forsøgt at oplyse bredt om problemerne via humor og spillekort. Men der findes desværre ikke nogen gylden metode til at demokratisere beslutningsprocesserne omkring udviklingen af nye teknologier. Det almindelige er stadig at prøve sig frem med trial and error, derefter at retfærdiggøre sine valg i offentligheden, og til sidst at udvikle mekanismer, som laver en mere retfærdig fordeling af nytte og risici.

Eksperterne er enige om, at denne fremgangsmåde i fremtiden vil vise sig at være utilstrækkelig. Med stadig flere mennesker og stadig færre ressourcer på kloden kræver nye teknologiske valg en langt højere grad af planlægning, af diskussion og af konsekvens- og risikoanalyse, end det hidtil har været tilfældet. Det globale samfunds stadig større kompleksitet skaber en hidtil uset indbyrdes afhængighed mellem natur, teknologi og samfund. Og til en vis grad vil vi ikke kunne undgå, at katastroferne kommer.

The Trouble With Physics

Lee Smolin har skabt røre i andedammen, især blandt strengteoretikere, med sin meget omdiskuterede bog fra 2006 The Trouble With Physics. Så selvom bogen allerede har to år på bagen, er den måske værd at diskutere her.

Smolin undersøger, hvorfor den teoretiske fysik er stagneret. Hans resultat er, at det ikke så meget har at gøre med selve fysikken som med de sociale og politiske strømninger. Han diskuterer gruppetænkningen blandt fysikere, den manglende risikovillighed hos bevillingsgiverne og en generel arrogance og skyttegravstænkning i de enkelte departementer, især hos strengteoretikerne, der gør, at mange talenter går til spilde.

Er bogen en moderne klassiker inden for den kritiske teoretiske fysik, eller et surt opstød fra en som hader strengteori?


Lee Smolin

THE TROUBLE WITH PHYSICS

392 sider, First Mariner Books, 2006



Anmeldelser kan findes her


Antropisk verden

Som student i de sene 1980'ere læste jeg mange mærkelige bøger. Blandt de mærkeligste var 'The Anthropic Cosmological Principle', der fik mit hoved til at slå kolbøtter. Den påstod, at man bare ved at sidde i lænestolen og tænke over, at man tænker, kunne forstå en masse om universet. Ifølge dette 'antropiske princip' er en af grundene til, at ting er, som de er, at vi ellers ikke ville være her. Ja, hvis nogle af naturens parametre var blot en smule anderledes, så ville der slet ikke være noget universum, og derfor ingen til at stille spørgsmålet. Ergo skyldes universets udseende os, på en måde, og ikke omvendt.

Det lyder jo ganske uvidenskabeligt. Man kan også spørge: Hvorfor er Jorden så langt væk fra Solen, at vand er flydende? Den gamle romer Galen mente, at dette spørgsmål var et bevis på en Skaber. Skaberen placerede Solen netop så langt væk og alligevel så tæt på Jorden, at livet kunne leves. Og hvis man tror, at Jorden er den eneste planet i hele universet, så er det måske slet ikke så dårlig en teori at gå ud fra. Nu ved vi, at der findes 100 milliarder planeter i galaksen. Derfor mener den moderne videnskab, at der findes en bedre forklaring end den antropiske. Nemlig én om sandsynlighed: At det slet ikke er overraskende med mindst en planet med flydende vand.

Nu kan vi spørge: Hvad med universet? Det findes der kun et af. Vi kan kun se et Big Bang og et sæt af naturlove. Hvis man prøver at forklare en bestemt egenskab ved universet, så kan det måske give mening at bruge det antropiske princip som et argument? I sin udspekulerede form kan det faktisk bruges til at forudsige ting: Fysikeren Fred Hoyle brugte i 1957 det antropiske princip til at forudsige, at kulstof måtte have nogle bestemte resonanser for at kunne blive dannet i en stjerne. Baseret på sin fysiske nødvendighed af at eksistere, beregnede han resonansen til at være 7,6 MeV. Kort efter blev det bekræftet eksperimentelt.

En del spørgsmål kan godt undersøges ud fra en antropisk vinkel. At universet udvider sig må betyde, at der findes mørkt stof. At udvidelsen accelererer betyder, at der må findes mørk energi. Man har også brugt princippet til at sige noget om, hvor længe menneskeheden vil leve. Det hedder Doomsday-argumentet og viser, at der er 95 pct. risiko for, at mennesket er uddødt om 9.000 år. I ovennævnte bog bruges princippet også til følgende Final Anthropic Principle: 'Intelligente informationsprocesser vil altid opstå i universet, og, når de eksisterer, vil de aldrig forsvinde igen.'

Indrømmet, det virker en smule suspekt. Antropiske argumenter smager af teleologi og teologi og kan ofte ikke falsificeres. Lettere klaustrofobisk foreslår kosmologer derfor, at verden måske består af mange universer - et såkaldt Multiversum. Ligesom Kopernikus gjorde Jorden til en planet blandt mange, gør moderne kosmologer endnu en kopernikansk vending: De opfinder mange universer med andre lovmæssigheder, og vores universum er så blot en statistisk almindelighed.

Og det er så her, mit hoved for alvor begynder at snurre. For hvad med næste gang? Når Multiverset i sin unikke eksistens ikke kan være statistisk normal, men unik, og derfor pege på noget antropisk, måske endda 'en Skaber'? Så vil kosmologen opfinde et Multiversum af multiverser, og selv dette Multiversum kan jo ikke være nok. Det vil medføre Polyverser og Metaverser, og til sidst, når fantasien er gået i hårdknude, vil en lille djævel alligevel fortælle os, at vi er noget specielt, alene af den grund, at vi er i centrum af vores egen måde at se verden på. Og så kan vi begynde forfra.

Anmeldelser af ERGO

Nu er det et år siden ERGO er udkommet, og status er, at bogen ifølge forlaget er en succesfuld back-list titel, der finder flere og flere læsere. Anmelderne er meget positive, se lige her:

"En fascinerende, meget anderledes og fantastisk velskrevet bog om den vestlige videnskabsfilosofis historie, klart og forståeligt fremstillet for ikke-fagfolk."
Tine Demandt, rundtombogen.dk, 4/5 stjerner

"Bogens illustrationer fortjener en særlig ros... Næsten hver side i bogen har illustrationer, og de fleste er fremragende hvad enten det er fotografier, tryk, kunstværker, diagrammer eller tegninger. Det gør bogen meget indbydende og bidrager væsentligt til læseoplevelsen."

Frederik Voetmann Christiansen, Mona

"ERGO rummer mange navne og megen viden, som vil egne sig til gymnasiets nye fag. I langt højere grad end sin idehistoriske forgænger, De europæiske ideers historie, ... bidrager den til at sætte naturvidenskaberne i (stort) perspektiv."
Kristian Hvidtfelt Nielsen, Information

"Sådan er bog har jeg længe savnet."
Anne Okkels Olsen, EMU-portalen

"Man får en masse ud af at læse ’ERGO’, fordi den er spækket med tankevækkende viden og historier, der er underholdende fortalt på en måde, så den interesserede læser som regel kan forstå dem uden større forudsætninger."
Michael Stoltze, Politiken

Links til anmeldelser:
Mona, af Frederik Voetemann Christensen
Information, af Kristian Hvidtfelt Nielsen
Politiken, af Michael Stoltze
Folkekirken i København, af Nicolai Halvorsen
Rundtombogen, af Tine Demandt
EMU-portalen, side 14, af Anne Okkels Olsen
There was an error in this gadget