Dopet filosofi

Måske burde vi ikke være så bekymrede over brugen af præstationsfremmende stoffer i sport, en praksis vi kalder for doping. Argumenterne mod doping er mange, men laver man et moralsk og filosofisk helbredstjek på dem, sådan som filosoffen Brent Kious fra UCLA i Los Angeles har gjort det i en ny artikel i Theoretical Medicine and Bioethics, falder de som regel fra hinanden, et efter et.

Tag argumentet om sundhed. Normalt lyder det som følger: Doping er farligt, fordi stofferne udgør en betydelig helbredsrisiko, nogle gange med døden til følge. Det er givetvis sandt: Ganske mange cykelryttere og eliteløbere er faldet døde om af hjerteslag, ofte som resultat af brugen af EPO eller andre stimulerende stoffer. Men selvom vi antog, at doping altid er sundhedsskadelig, holder argumentet ikke. Professionel sport er nemlig en farlig praksis i sig selv (hvis man altså ser bort fra curling og skak). Hvad skulle der ske med sportsgrene som racerløb, slalom, snowboarding, bjergbestigning, boksning og atletik, hvis sikkerhed og sundhed var afgørende? De burde forbydes.

Et andet argument er, at brugen af doping tvinger andre sportsfolk til også at dope sig. Dette tvangsargument forudsætter dog ifølge Kious, at doping allerede er anerkendt som værende forkert (for ellers gør det jo ikke noget at tvinge folk - til f.eks. at gøre noget godt). Desuden er der tale om en indirekte tvang, som ikke udelukker et afslag. Hvis jeg siger: 'Hit med pengene eller livet!' så er det en handling, som gør dig fortræd lige meget hvad. Det er moralsk forkert. Men hvis jeg spørger dig, om du vil med på skitur, så er det jo ikke moralsk forkasteligt at spørge, blot fordi det er farligt at være på skitur.

Et tredje argument handler om værdighed: At det skulle være under ens værdighed som rationelt menneske at dope sig blot for at vinde en konkurrence. Det er et klassisk kantiansk argument, som antager, at der findes noget generelt (menneskelighed, værdighed, rationalitet), som er mere værd end noget specifikt (sport). Argumentet er dog uldent, fordi det er filosofisk svært at afgøre, hvad der er 'mest værdifuldt' - et menneskeliv eller en 1. plads i Tour de France. Man kunne anføre, at det ene forudsætter det andet, altså at mennesker er en nødvendig forudsætning for sportsresultater, og derfor af højere værdi. Men det kan man også sige om elektroner og protoner. De er en forudsætning for, at mennesker eksisterer, men det betyder ikke, at de i en moralsk forstand er mere værdifulde, end det, de muliggør.

Et sidste vigtigt argument mod doping er hensynet til børn. Hvis professionelle idrætsudøvere doper sig, vil det få børn til at gøre det samme, er påstanden. Men selvom det måtte være sandt, er det ifølge Kious ikke et argument mod voksnes brug af doping. Som analogi kan man bruge rygning, der indebærer en langt mere konkret trussel mod børn, idet de udsættes for passiv røg. Ikke desto mindre har det sjældent været sådan i moralfilosofien, at en voksen persons frie valg (om at ryge, drikke eller spise svampe) sættes til side til fordel for børnenes tarv. Som
regel afhjælpes den slags negativ indflydelse på børn med uddannelse og oplysning om skadelige effekter.

Det kan selvfølgelig godt være, at der findes andre argumenter, som definitivt fastslår, at doping er moralsk og etisk forkert. Men i givet fald er de ikke blevet fundet endnu. Indtil da må vi så enten fortsætte dobbeltmoralen, eller ændre vores opfattelse af doping, og udvikle en etisk mere forsvarlig praksis.

2 comments:

There was an error in this gadget