I overbuddets lys

Første ... anden ... tredje ... solgt til den herre. Sådan hører man på auktioner, og sandsynligheden er, at køber er glad, men også snydt. I økonomisk teori hedder det 'vinderens forbandelse', altså risikoen for, at varen er blevet købt for dyrt i forhold til, hvad den egentlig er værd for køber. Utallige eksperimenter viser, at overbud sker i rigtig mange tilfælde. Det er et problem, som ikke kun gør sig gældende på auktioner og børser, men ifølge den græske statistiker John Ioannidis fra Tufts University også ved offentliggørelsen af artikler i de store tidsskrifter. I jagten på at komme i Science eller Nature kan det nemt ske, at det er de lidt for gode og lidt for sensationelle forskningsresultater, der løber med opmærksomheden - på bekostning af mere kedelige, men også mere korrekte resultater.

Der er ikke tale om snyd. Det er et psykologisk problem. Og det er et resultat af selve strukturen i den måde, som man belønner på. Psykologer og neuroøkonomer har prøvet at forklare fænomenet med, at folk er bange for at tabe, eller at de bliver superglade, når de vinder over andre. I en ny artikel i fagbladet Science (pas på overbuddet!) viser Mauricio Delgardo fra University of Pittsburgh, at fænomenet kan skyldes en overiltning af striatum, altså et område i hjernen, som relaterer sig til dopaminproduktion og belønning. Men Delgardo viser også, at der er et stærkt socialt element i menneskers overbud: Når konkurrencen og angsten for at være en social taber er stor nok, mister mange forsøgspersoner jordforbindelsen på et eller andet tidspunkt, og kaster sig ud i vilde bud.

Måske har vi her fat i et væsentligt motiv for kollektive fantasmer. Vores individuelle søgen efter et godt liv får os sjældent til at springe ud over en skrænt i håbet om at flyve. Men når konkurrencen om belønningen er stor nok, og den sociale anerkendelse afhængig deraf, kan det sagtens ske. Og det ser ud til, at den slags overbud sker i alle områder af intellektuel stræben, om det er forskningen, religionen eller almindelig, kapitalistisk spekulation. 'Teorien Om Alt', troen på 'Paradis' og 'Uendelig Vækst' er alle sammen kollektive fantasier fra overbuddets eventyrland. Og mere end det: De kan være virksomme målestokke for vores sociale adfærd. Fysikere kan jage vilde teorier, religiøse mennesker kan blive fundamentalister og almindelige kræmmere kan tage alt for store lån. De føler sig som vindere, og forbandelsen lægger de først mærke til alt for sent, hvis overhovedet.

Også troen på Gud kan i øvrigt forklares i overbuddets lys. Det blev gjort af den berømte matematiker og filosof Blaise Pascal (1623-62), der opfandt følgende gudsbevis: Enten tror man på, at der findes en straffende Gud, eller man gør ikke. Først: Hvis jeg tror, at Gud eksisterer, men han faktisk ikke eksisterer, har jeg ikke tabt det store. Hvis han til gengæld eksisterer, vil jeg have opnået uendelig lykke. Omvendt: Hvis jeg ikke tror på Gud, og han ikke eksisterer, har jeg ikke vundet det store. Men hvis han alligevel viser sig at eksistere, selvom jeg ikke troede på ham, så vil jeg leve i evig lidelse (husk, at Gud straffer dem, som ikke tror på ham!).

Det ville altså være dumt af mig ikke at tro på Gud. Så, med det argument i baghånden - hvorfor ikke tro på alt, hvad de siger på børsen, i fagbladene og i kirken? Der er (næsten) intet at tabe og alt at vinde. Første … anden ... tredje … solgt til den herre.

0 comments:

There was an error in this gadget