Løsningen haves, teknologien findes, viljen mangler

Klimaproblemerne kan løses. Der findes mange modeller og forslag til, hvordan det skal gøres. Politikerne orker det bare ikke.

Læs hele artiklen i pdf

Af Robin Engelhardt



Hvilken måde er den bedste at løse klimaproblemerne på? Hvilke tiltag skal sættes i værk, for at vi undgår en eskalerende drivhuseffekt, som vil drive millioner af mennesker på flugt, ruinere vores livsgrundlag og skabe dødbringende katastrofer på samlebånd?

Svarene har eksisteret i nogen tid. Der er bare ikke rigtig nogen, som ved, hvordan vi når derhen i praksis. Teknologien er ikke problemet; videnskaben er solid. Det er viljen, der mangler. Chefforhandlerne til møderne på Bali og i Accra lyder som regnmagere i en ørken, når de i deres pressemeddelelser siger at "vi er blevet enige om en køreplan" og "vi er stadig på sporet".

Bag kulisserne indrømmer flere og flere, at det er tom snak og spil for galleriet. Realiteten er, at køreplanen ikke er en køreplan for handling, men en kalender for forhandling. Og sporet er ikke et spor, som leder os til et mål, men et billede på, at vognen står bomstille.

Dette på trods af, at der findes masser af løsningsforslag, som både er retfærdige og billige. Allerede i slutningen af 1980'erne, da drivhuseffekten for alvor blev kendt og FN's klimapanel IPCC blev dannet, kom forslag på bordet om, hvordan man kan reducere CO2-udslippet globalt. Et af de første var principperne om reduktion & konvergens - Contraction & Convergence eller C&C. De indeholder to simple grundtanker: at forebygge katastrofale temperaturstigninger ved at reducere mængden af drivhusgasser i atmosfæren, samt at sikre en retfærdig fordeling af retten til at udlede CO2 fremover.

Enighed om principperne
Reduktionsdelen i C&C siger, at man skal følge anbefalingerne fra det internationale panel for klimaforandringer, IPPC, hvilket i praksis betyder, at verden skal reducere emissionen med 60-80 procent indtil 2050. Det er teknologisk muligt og koster ifølge Stern-rapporten fra 2006 to procent af BNP. Konvergensdelen siger, at den eneste retfærdige måde, hvorpå man kan fordele de smertelige reduktioner på, er at bidrage i forhold til hvor stor en befolkning de enkelte lande har.

Den engelske Kommission for Miljø og Forurening og det tyske Råd for Klimaforandringer har begge anbefalet ideen bag reduktion og konvergens til deres regeringer. Utallige ngo'er, institutioner og tænketanke har udtrykt deres støtte til principperne. Den afrikanske Group of Na­tions foreslog i 1997 formelt UNFCCC (United Nations Framework Convention on Climate Change) at bruge ideen, hvilket også blev vedtaget ved COP3 i Kyoto i 1997. Principperne bag reduktion og konvergens er også i overensstemmelse med det amerikanske senats Byrd Hagel resolution, og det europæiske parlament vedtog en resolution i 1998, som understøtter dem.

Men i stedet for at handle, begyndte forhandlerne og strategerne at finde på andre modeller, som kunne bruges - og i hvert fald diskuteres. De har navne som Cap and Trade, Cap and Share, Clean Development Mechanism, Joint Implementation, EU-ETS og Carbon Pricing. De har hver deres fordele og ulemper, og er blevet delvist implementerede i forskellige lande (se bokse).

Jo mere det er gået op for de enkelte landes repræsentanter, at tiltagene koster penge og arbejdspladser, jo mere er forhandlingerne gået i hårdknude. USA og Europa kræver at Kina og Indien også skal reducere, mens udviklingslandene kræver, at dem, der har forårsaget problemet, også skal løse det.

Et beslutningsproblem
Når man nu har så mange gode ideer, mekanismer og tiltag, hvorfor kan man så ikke løse klimaopgaven? Meget tyder på, at problemet ligger hos vores beslutningstagere. De evner ikke at sidde timen ud. I stedet går de til og fra forhandlingerne som det passer dem, sender chefforhandlere med et svagt mandat, og undskylder sig med dobbelttale. Deres vilje til at finde en løsning er begrænset af realpolitik, som ofte ikke kan se længere frem end til næste valg, samt i flere tilfælde af en lobby med egne interesser, hvilket næsten altid vil underminere den rigtige løsning til fordel for den hurtige vinding.

Sociologien kender godt til problemet. I 1968 skrev den amerikanske økolog Garrett Hardin et essay med titlen The Tragedy of the Commons, som beskriver fænomenet. Han viser, hvordan fri adgang til en efterspurgt men begrænset ressource fører til overudnyttelse. Tragedien indtræffer, når folk finder ud af, at det kan betale sig hurtigt at tage, hvad de kan, fordi de negative konsekvenser af deres rovdrift fordeles over et større antal mennesker, og derfor rammer dem selv mindre hårdt end en umiddelbar tilbageholdenhed.

Siden Hardins essay er situationen kun blevet værre. En eksplosiv befolkningstilvækst og en mindst lige så stor tilvækst af produkter, som udtømmer og forurener alverdens naturressourcer har medført en akut situation. Og i stedet for at arbejde i fællesskab mod en bæredygtig fremtid, forhandler de enkelte lande med næb og klør for at få en så stor andel af CO2-udledningerne som muligt.

Den eneste vej frem er ifølge næstformand for IPCC Mohan Munasinghe (se artikel herunder) at mobilisere civilsamfundet. Herved får politikerne forhåbentlig også et mere klart signal om, at de skal tage sig sammen og lave bindende aftaler. Alternativet er nemlig bare uacceptabelt.

LØSNINGSMODELLER
Kyoto-protokollens såkaldte fleksible mekanismer, som hedder Clean Develompent Mechanism (CDM) og Joint Implementation (JI), giver højtudviklede lande som Danmark mulighed for at opfylde deres reduktionspligt ved at investere i bæredygtige projekter i udviklingslande. I realiteten er CDM og JI blevet et vekselkontor for reduktioner af andre drivhusgasser end CO2.

Cap and Share går ud på at videnskabsfolk beslutter, hvor mange ton CO2, der må udledes årligt, hvorefter regeringen fordeler emissionsrettighederne til borgerene. Disse kan så købe eller sælge andele på normale markedsvilkår til f.eks. olie- eller elselskaber. En gruppe af inspektorer sikrer, at det samlede køb og salg matcher de fastsatte kvoter. Fordelen er at principperne ville kunne bruges på alle niveauer – fra det na­tionale over det regionale (som f.eks. EU) til det globale. Men ligesom de andre tiltag der baserer sig på kvoter og handel, vil der være mulighed for et utal af bogføringsfiduser.

EU-ETS står for European Union Emission Trading Scheme og er EU's model. Medlemslandene bliver enige om nationale kvoter, hvorefter de enkelte lande har lov til at handle, enten mellem de enkelte virksomheder, via en børs eller via Kyoto-protokollens fleksible mekanismer. Fordelen er, at modellen ville kunne udvides globalt og i princippet inkludere alle sektorer. Ulempen er, at mange forurenende industrier som f.eks. luft- og søtransport ikke er medtaget. Kvotegrænsen har haft tendens til at være alt for høj, og reduktion belønnes ikke.

Carbon Pricing er et meget simpelt princip. Man fastsætter blot en pris for kulstof, og sætter den så op, indtil folk bliver nødt til at reducere forbruget. Det er bare at gøre brug af prismekanismen. Fordelen er, at det er et meget simpelt skema. Ulempen er dog, at mekanismen er regressiv, dvs. at den behandler de fattige dårligt. Ved at øge prisen, er det kun de rige som kan betale, mens de fattige ikke engang har råd til bussen.

Reduktion og konvergens (C&C) baserer sig på principperne om lighed og bæredygtighed. Først fastsættes en grænse for, hvor meget CO2 der må være i atmosfæren i det lange løb, hvorefter de enkelte lande forpligter sig til et forbrug, baseret på denne grænse. De fleste lande vil skulle reducere deres forbrug, men enkelte fattige lande ville kunne øge det, alt efter deres udgangspunkt. Det er konvergens-delen i formlen. Det vil også være muligt at handle med CO2-kvoter, som det allerede er tilladt.

Kyoto2 går ud på at lave et internationalt agentur, som ikke kontrollerer udledninger, men produktion af de fossile brændstoffer. Ligesom med Cap and Share definerer man en global grænse på f.eks. 350 ppm CO2, og så auktionerer agenturet tilladelser til at forurene, uafhængigt af landegrænser. Fordelen er, at man går direkte til problemets årsag (olien), men ulemperne er også store: Hvem skal have magten i agenturet, og hvordan sikrer man en retfærdig fordeling?

0 comments:

There was an error in this gadget