I-faktoren

Det er kommet på mode at måle fagblades og forskeres status på baggrund af den såkaldte Impact factor. (Lad os for nemhedens skyld bare kalde den I-faktoren, for ligesom med talentshowet X-faktor handler den om at vise, at man duer til noget.) Man tager antallet af citationer til artikler i et fagblad de sidste to år, og dividerer det med det totale antal artikler, som fagbladet har udgivet i samme periode. Dette giver for sidste år en I-faktor for f.eks. Nature på 26,7 og for Proceedings of the National Academy of Science (PNAS) på 9,6.

Mange politikere og administratorer bruger I-faktoren som et mål for kvaliteten af deres institutioner og forskere, og dermed som udgangspunkt for bevillinger og ansættelser. Surt show for folk, som skriver til Ugeskrift for Læger, der udkommer på dansk, og derfor har en I-faktor på nul. Det er også surt show for en lang række andre tidsskrifter, som har et godt ry, men hvor emnet er lidt for specialiseret eller lokaliseret til at blive citeret flittigt.

Et godt eksempel er det Schweiziske tidsskrift Folia Phoniatrica et Logopaedica, der, som det latinske antyder, beskæftiger sig med rehabilitering af mennesker med sprog-, stemme- og kommunikationsproblemer. Med en I-faktor på 0,66 i 2007 var bladet ikke i stand til at bringe ære og penge til forfatternes institutioner, på trods af, at bladet er velanset blandt de indviede.

Derfor slog de tilbage med en slags fælles stemme. De to forskere Harm Schutte fra universitetet i Groningen, Holland, og Jan Svec fra universitetet i Palacky, Tjekkiet, udgav en artikel i bladet med den oversatte titel ‘Folias reaktion på den eksisterende trend af Impact factor-målinger’. I artiklen diskuteres problemerne, men vigtigst af alt: Sidst i artiklen citeres alle de publicerede artikler i tidsskriftet igennem de sidste to år. Resultatet er, at Folias I-faktor i år er røget op på 1,44. Det hjalp at råbe i kor.

Det er jo dejligt, fordi tidsskriftet dermed er hoppet op fra en 22.-plads til en 13.-plads i den internationale rangliste blandt rehabiliterings-fagbladene. Det betyder blandt andet, at kollegerne fra Groningen og Palacky Universitet ikke længere bliver så sure over, at de der stemmeforskere trækker ned på deres institutions I-faktor. Og det betyder også, at de hollandske og tjekkiske forskningsråd vil lytte mere til fremtidige ansøgninger om penge og forfremmelser.

Det er sikkert ikke sidste gang, det er sket. For at modstå de mange administratorer og bevillingsgivere, der i travlhedens tegn måler forskningskvalitet med et enkelt tal, vil der fremover være brug for mange gode sciento­metrister, som kan booste fagbladenes og forskernes I-faktor. Og det er vigtigt at komme i gang nu, hvor forskningsministeriet arbejder med kvalitetsindikatorer til ranking, måling og konkurrence om universiteternes basismidler.

De mange udvalg under ministeriet er lige nu i gang med at 'niveauinddele autoritetslister', som på dansk betyder at vægte udvalgte fagblade efter deres vigtighed, derunder deres impact factor. Herfra et opråb til alle forskere og fagblade: forén jer. Det gælder om at råbe i kor nu, i stedet for at græde i kor senere.

Fra asken i ilden

Denguefeber skyldes ikke en hvilken som helst virus. Den kommer i fire varianter, og er man først immun over for den ene, bliver det så meget værre med de andre. Det gør det svært at lave en vaccine mod sygdommen.


Læs hele artiklen i pdf

Denguefeber giver udslæt, høj feber og muskelsmerter som ved en alvorlig influenzainfektion. Nogle gange kan man udvikle hæmorrhagisk dengue, som medfører, at blodet i kroppen ikke kan størkne. I under 0,2 procent af tilfældene med hæmorrhagisk dengue dør patienterne, mest småbørn, typisk af nyresvigt.

Det mærkelige ved dengue er, at hvis man allerede tidligere er blevet smittet, og bliver smittet igen, øges dødeligheden med en faktor 100-500. Årsagen er, at der er fire forskellige typer af denguevirus, kaldte flavivirus, som ad en mærkelig bagvej synes at øge hinandens destruktive kraft. Dette er ganske specielt blandt virusinfektionerne, for normalt ville man forvente en vis grad af krydsbeskyttelse.

»Det er jo meget unikt,« siger Lars Peter Nielsen fra Statens Serum Institut. »Det ser ud, som om man potentierer en immunulogisk respons. Og det er også derfor, det er så svært at lave en vaccine mod denguevirus, for hvis nu man har en god immunitet mod nogle af typerne, og ikke mod andre, så kunne man forestille sig, at vaccinen gør forløbet endnu mere voldsomt. Det er virkelig et problem.«

Derfor har der i mange år ikke rigtig været nogen, som har villet udvikle vacciner mod dengue, forklarer overlæge Anders Fomsgaard fra virologisk afdeling på SSI. »Forestil dig, at man laver en vaccine mod type 1, som giver en rigtig flot respons, og så tager personen til Thailand, og bliver smittet med type 4 og falder død om. Det er jo som at sende dem fra asken i ilden.«

Ingen anden udvej
Dengue er i voldsom fremmarch på verdensplan, hvilket især skyldes den større rejseaktivitet og til dels et varmere klima. En anden grund til at man er mere på vagt over for sygdommen er, at de fire forskellige typer er begyndt at blande sig mere verden over. I gamle dage var viruset meget specifikt, sådan at der kun fandtes en eller to typer i et område, og de andre i helt andre områder. Men sådan er det ikke længere.

»Tidligere var der kun to typer af denguevirus i Brasilien og nu har landet alle fire typer, hvilket gør det lidt farligere at være brasilianer,« siger Lars Peter Nielsen. Men fordi der ikke rigtig synes at være andre udveje, bortset fra et par forsøg med gensplejsning og sprøjtning af gift, har en række forskerhold alligevel kastet sig over dengue.

En mulig vaccine ville skulle immunisere mod alle fire vira på en gang, det man kalder en tetravalent vaccination. Som forværrende omstændighed viser det sig, at man ikke kan bruge andre dyr til at modellere sygdommen over. Mus bliver smittet, men de bliver ikke syge. Og selvom rhesusaber producerer antistoffer, og nogle gange udvikler feber, sker det aldrig i hæmorrhagisk form. Det betyder, at springet fra laboratoriet til kliniske forsøg stort set foregår i blinde.

Den amerikanske virksomhed Inviragen arbejder med en vaccine, som er planlagt til at være på markedet i 2013. »Vi har gode resultater på dyr med blot 1-2 doser af den nyudviklede medicin,« fortalte direktør Dan Stinchcomb på World Vaccine Congress Asia i 2008, refereret i Borneo Post. Virksomheden har modtaget økonomisk støtte fra Pediatric Dengue Vaccine Initiative (PDVI), som bl.a. it-billionærerne Bill og Melinda Gates står bag.

Ifølge WHO har det franske firma Sonofi-Pasteur lavet kliniske test med en tetravalent vaccine, som dog har vist sig ikke at beskytte 100 procent. Også firmaet Hawaii Biotech er i gang med en DNA-vaccine, som lige nu bliver testet på primater.


Løsningen haves, teknologien findes, viljen mangler

Klimaproblemerne kan løses. Der findes mange modeller og forslag til, hvordan det skal gøres. Politikerne orker det bare ikke.

Læs hele artiklen i pdf

Af Robin Engelhardt



Hvilken måde er den bedste at løse klimaproblemerne på? Hvilke tiltag skal sættes i værk, for at vi undgår en eskalerende drivhuseffekt, som vil drive millioner af mennesker på flugt, ruinere vores livsgrundlag og skabe dødbringende katastrofer på samlebånd?

Svarene har eksisteret i nogen tid. Der er bare ikke rigtig nogen, som ved, hvordan vi når derhen i praksis. Teknologien er ikke problemet; videnskaben er solid. Det er viljen, der mangler. Chefforhandlerne til møderne på Bali og i Accra lyder som regnmagere i en ørken, når de i deres pressemeddelelser siger at "vi er blevet enige om en køreplan" og "vi er stadig på sporet".

Bag kulisserne indrømmer flere og flere, at det er tom snak og spil for galleriet. Realiteten er, at køreplanen ikke er en køreplan for handling, men en kalender for forhandling. Og sporet er ikke et spor, som leder os til et mål, men et billede på, at vognen står bomstille.

Dette på trods af, at der findes masser af løsningsforslag, som både er retfærdige og billige. Allerede i slutningen af 1980'erne, da drivhuseffekten for alvor blev kendt og FN's klimapanel IPCC blev dannet, kom forslag på bordet om, hvordan man kan reducere CO2-udslippet globalt. Et af de første var principperne om reduktion & konvergens - Contraction & Convergence eller C&C. De indeholder to simple grundtanker: at forebygge katastrofale temperaturstigninger ved at reducere mængden af drivhusgasser i atmosfæren, samt at sikre en retfærdig fordeling af retten til at udlede CO2 fremover.

Enighed om principperne
Reduktionsdelen i C&C siger, at man skal følge anbefalingerne fra det internationale panel for klimaforandringer, IPPC, hvilket i praksis betyder, at verden skal reducere emissionen med 60-80 procent indtil 2050. Det er teknologisk muligt og koster ifølge Stern-rapporten fra 2006 to procent af BNP. Konvergensdelen siger, at den eneste retfærdige måde, hvorpå man kan fordele de smertelige reduktioner på, er at bidrage i forhold til hvor stor en befolkning de enkelte lande har.

Den engelske Kommission for Miljø og Forurening og det tyske Råd for Klimaforandringer har begge anbefalet ideen bag reduktion og konvergens til deres regeringer. Utallige ngo'er, institutioner og tænketanke har udtrykt deres støtte til principperne. Den afrikanske Group of Na­tions foreslog i 1997 formelt UNFCCC (United Nations Framework Convention on Climate Change) at bruge ideen, hvilket også blev vedtaget ved COP3 i Kyoto i 1997. Principperne bag reduktion og konvergens er også i overensstemmelse med det amerikanske senats Byrd Hagel resolution, og det europæiske parlament vedtog en resolution i 1998, som understøtter dem.

Men i stedet for at handle, begyndte forhandlerne og strategerne at finde på andre modeller, som kunne bruges - og i hvert fald diskuteres. De har navne som Cap and Trade, Cap and Share, Clean Development Mechanism, Joint Implementation, EU-ETS og Carbon Pricing. De har hver deres fordele og ulemper, og er blevet delvist implementerede i forskellige lande (se bokse).

Jo mere det er gået op for de enkelte landes repræsentanter, at tiltagene koster penge og arbejdspladser, jo mere er forhandlingerne gået i hårdknude. USA og Europa kræver at Kina og Indien også skal reducere, mens udviklingslandene kræver, at dem, der har forårsaget problemet, også skal løse det.

Et beslutningsproblem
Når man nu har så mange gode ideer, mekanismer og tiltag, hvorfor kan man så ikke løse klimaopgaven? Meget tyder på, at problemet ligger hos vores beslutningstagere. De evner ikke at sidde timen ud. I stedet går de til og fra forhandlingerne som det passer dem, sender chefforhandlere med et svagt mandat, og undskylder sig med dobbelttale. Deres vilje til at finde en løsning er begrænset af realpolitik, som ofte ikke kan se længere frem end til næste valg, samt i flere tilfælde af en lobby med egne interesser, hvilket næsten altid vil underminere den rigtige løsning til fordel for den hurtige vinding.

Sociologien kender godt til problemet. I 1968 skrev den amerikanske økolog Garrett Hardin et essay med titlen The Tragedy of the Commons, som beskriver fænomenet. Han viser, hvordan fri adgang til en efterspurgt men begrænset ressource fører til overudnyttelse. Tragedien indtræffer, når folk finder ud af, at det kan betale sig hurtigt at tage, hvad de kan, fordi de negative konsekvenser af deres rovdrift fordeles over et større antal mennesker, og derfor rammer dem selv mindre hårdt end en umiddelbar tilbageholdenhed.

Siden Hardins essay er situationen kun blevet værre. En eksplosiv befolkningstilvækst og en mindst lige så stor tilvækst af produkter, som udtømmer og forurener alverdens naturressourcer har medført en akut situation. Og i stedet for at arbejde i fællesskab mod en bæredygtig fremtid, forhandler de enkelte lande med næb og klør for at få en så stor andel af CO2-udledningerne som muligt.

Den eneste vej frem er ifølge næstformand for IPCC Mohan Munasinghe (se artikel herunder) at mobilisere civilsamfundet. Herved får politikerne forhåbentlig også et mere klart signal om, at de skal tage sig sammen og lave bindende aftaler. Alternativet er nemlig bare uacceptabelt.

LØSNINGSMODELLER
Kyoto-protokollens såkaldte fleksible mekanismer, som hedder Clean Develompent Mechanism (CDM) og Joint Implementation (JI), giver højtudviklede lande som Danmark mulighed for at opfylde deres reduktionspligt ved at investere i bæredygtige projekter i udviklingslande. I realiteten er CDM og JI blevet et vekselkontor for reduktioner af andre drivhusgasser end CO2.

Cap and Share går ud på at videnskabsfolk beslutter, hvor mange ton CO2, der må udledes årligt, hvorefter regeringen fordeler emissionsrettighederne til borgerene. Disse kan så købe eller sælge andele på normale markedsvilkår til f.eks. olie- eller elselskaber. En gruppe af inspektorer sikrer, at det samlede køb og salg matcher de fastsatte kvoter. Fordelen er at principperne ville kunne bruges på alle niveauer – fra det na­tionale over det regionale (som f.eks. EU) til det globale. Men ligesom de andre tiltag der baserer sig på kvoter og handel, vil der være mulighed for et utal af bogføringsfiduser.

EU-ETS står for European Union Emission Trading Scheme og er EU's model. Medlemslandene bliver enige om nationale kvoter, hvorefter de enkelte lande har lov til at handle, enten mellem de enkelte virksomheder, via en børs eller via Kyoto-protokollens fleksible mekanismer. Fordelen er, at modellen ville kunne udvides globalt og i princippet inkludere alle sektorer. Ulempen er, at mange forurenende industrier som f.eks. luft- og søtransport ikke er medtaget. Kvotegrænsen har haft tendens til at være alt for høj, og reduktion belønnes ikke.

Carbon Pricing er et meget simpelt princip. Man fastsætter blot en pris for kulstof, og sætter den så op, indtil folk bliver nødt til at reducere forbruget. Det er bare at gøre brug af prismekanismen. Fordelen er, at det er et meget simpelt skema. Ulempen er dog, at mekanismen er regressiv, dvs. at den behandler de fattige dårligt. Ved at øge prisen, er det kun de rige som kan betale, mens de fattige ikke engang har råd til bussen.

Reduktion og konvergens (C&C) baserer sig på principperne om lighed og bæredygtighed. Først fastsættes en grænse for, hvor meget CO2 der må være i atmosfæren i det lange løb, hvorefter de enkelte lande forpligter sig til et forbrug, baseret på denne grænse. De fleste lande vil skulle reducere deres forbrug, men enkelte fattige lande ville kunne øge det, alt efter deres udgangspunkt. Det er konvergens-delen i formlen. Det vil også være muligt at handle med CO2-kvoter, som det allerede er tilladt.

Kyoto2 går ud på at lave et internationalt agentur, som ikke kontrollerer udledninger, men produktion af de fossile brændstoffer. Ligesom med Cap and Share definerer man en global grænse på f.eks. 350 ppm CO2, og så auktionerer agenturet tilladelser til at forurene, uafhængigt af landegrænser. Fordelen er, at man går direkte til problemets årsag (olien), men ulemperne er også store: Hvem skal have magten i agenturet, og hvordan sikrer man en retfærdig fordeling?

Et klima af tvivl

FN's klimapanel IPCC har overskredet sin sidste salgsdato. I mange år har panelet modstået diverse nej-sigere og lobbyister med veldokumenterede data, der viser, at drivhuseffekten "meget sandsynligt" skyldes menneskeskabte faktorer, at mængden af CO2 i atmosfæren stiger voldsomt, at temperaturen derfor stiger, og vandstanden også. Men nu er situationen en anden. Der er ikke længere nogen tvivl om, at drivhuseffekten tager til i styrke, og at de forsigtige og konsensussøgende forudsigelser fra IPCC kan smides ud af køleskabet, for ikke at nævne alle de åh, så frække argumenter fra klimaskeptikerne.

Stadig flere forskere kan se, at klimaet har det meget værre, end IPCC's konklusioner tør antyde. Forskningsresultater fra de sidste par år har vist, at klimaet meget vel kan ændre sig abrupt og i store spring, når stabiliteten i atmosfæren perturberes. Så sent som denne juni kunne Ingeniøren citere danske forskere for, at den sidste istid stoppede på blot ét år, nærmere betegnet i året 9.704 før vores tidsregning, hvilket var starten til en opvarmning af Grønland med temperaturstigninger på 10-14 grader celsius inden for 10-50 år.

James Hansen fra Nasas Goddard Institute for Space Studies sendte i april et udkast til en artikel til Science (www.arxiv.org/abs/0804.1126), hvori han ser 50 millioner år tilbage, til en tid, hvor CO2-koncentrationen i atmosfæren var faldet til 425 ppm – et niveau, vi efter alt at dømme vil nå om 10-20 år. I denne periode blev det så koldt, at Antarktis fik sin iskappe. Underforstået: Når vi nu nærmer os den samme CO2-koncentration (plus-minus 75 ppm) fra et koldere klima kan kloden komme til et pludseligt vendepunkt, fordi Antarktis' iskappe vil begynde at smelte. Det ville få vandstanden til at stige 60 meter.

Hansen konkluderer, at det nok er uklogt af politikerne at gå efter en maksimal grænse på 450 ppm CO2 i atmosfæren, sådan som EU og andre lande har gjort det. En grænse på 350 ppm er mere fornuftig, hvis man vil "forhindre irreversible katastrofale effekter". Til sammenligning er vi i dag på 380 ppm, og før den industrielle revolution var vi på 280 ppm.

Tidligere på denne uge kunne det amerikanske datacenter for sne og is, NSIDC, også berette, at august måned har sat rekord i tab af isdække i vandet omkring Nordpolen. Nordvestpassagen og endda Nordøstpassagen igennem russisk farvand vil være farbar denne september. Nedsmeltningen er sket meget hurtigere end normalt, og måske vil vi i den kommende uge slå rekorden fra sidste år, hvor isen kun dækkede 4,13 millioner km2, hvilket til sammenligning er 53 procent af 1980-niveauet. "Det løber løbsk. Vi ser det nu," sagde Mark Serreze fra NSIDC i en AP-kommentar til de nye data. Vi kan meget vel have passeret det punkt, hvor tingene begynder at falde fra hinanden.

I lyset af alle disse og en række flere observationer, tyder alt på, at IPCC's konklusioner er dybt forældede. Og måske er de ikke bare forældede, men vildledende. Det vil blive meget værre end de pæne herrer nogen sinde har turdet sige.

Civilsamfundet er vores bedste håb

Klimakrisen kan kun løses i sammenhæng med de andre globale kriser, siger næstformanden for FN's klimapanel IPCC, Mohan Munasinghe, i et interview med Ingeniøren.


Af Robin Engelhardt roe@ing.dk


»På kanten af en ørken kan man forsøge at overleve på flere måder,« forklarer Mohan Munasinghe. »Man kan lade sine får og geder græsse som sædvanligt og finde andre græsgange, når ørkenen breder sig. Man kan også ignorere ørkenspredningen og uddø. Eller man kan begynde at modarbejde processen ved at plante træer, irrigere og lære at leve bæredygtigt.«

Mohan Munasinghe er næstformand for FN's klimapanel IPCC og har besøgt Danmark i forbindelse med forberedelserne til klimatopmødet COP15 i København til næste år. Ifølge Munasinghe kan man se på klimaet som et afgrænset problem og undersøge, hvordan det kan løses. Derefter kan man så kigge på energiforsyningen, på fødevarer, vandmangel, fattigdom og blive helt rundtosset. Det er, hvad politikerne gør.

Men Munasinghe vil gerne vende sagen om: »Klimakrisen er for mig at se blot en ny manifestation af manglende bæredygtighed. Vi har andre manifestationer af manglende bæredygtighed, som f.eks. manglende udvikling, fattigdom, energi-, vand-, og fødevaremangel. Hvis vi blot prøver at løse alle disse problemer hver for sig, vil vi fejle, ikke med et eller to af dem, men med dem alle. Men, hvis vi ser på problemerne ud fra et meta-perspektiv, der hedder bæredygtighed, så har vi en chance. Det er, hvad jeg kalder sustainomics.«

I sin nye bog Making Development More Sustainable fremfører Munasinghe sin kongstanke om, at de nuværende globale kriser kun kan løses i et samspil. Det nytter ikke at lave simple cost-benefit-analyser af en enkel dimension.

»Hvis man tror, at det er nok at gøre hele verden rig, sådan som Vesten har gjort sin befolkning rig, så vil det ikke virke. Business as usual vil ende i det rene barbari.« Det er kun de bæredygtige løsninger der holder i det lange løb, og derfor må man inkludere både økologiske og sociale konsekvenser i enhver beslutningsproces, der handler om ressourcefordeling, handel og udvikling, mener Munasinghe.

»Da jeg foreslog ideen til FN-topmødet i 1992, var folk generelt lidt målløse, fordi de ikke vidste, hvad de skulle tænke,« siger Munasinghe. Men tiden har vist, at ideen holder. Det er desværre ikke nok bare at 'overbevise' folk om rigtigheden i at tage bæredygtige beslutninger, mener han. Selv intelligente mennesker bliver nødt til at have en personlig motivation. »Mit forslag tillader at dette sker: at normale menneskers sociale kapital engageres i processen, og beslutningerne ikke bare overlades til regeringer. Vi har nemlig ikke råd til at studere problemet over en længere periode uden at gøre noget. Vi har heller ikke råd til blot at reagere frygtsomt og kapsle os ind. Vi har nok viden til at starte nu. Alle sammen.«

»Hvad jeg vil sige er, at man ikke skal blive alt for tynget af at filosofere over situationen, men snarere tænke på et positivt mål, nemlig bæredygtig udvikling. Det er et princip, der er lige til at gå til. Man behøver ikke at skændes eller regne. Man kan slukke lyset for at spare energi. Man kan samle noget affald op fra gaden, spise mindre kød eller plante et træ. Der er mange små handlinger, som går i den rigtige retning. På virksomhedsniveau kan det også gøres: Man kan udvise ansvarlighed, og engagere sig i aktiviteter som understøtter ideen om, at der er et bjerg, vi skal op ad. Vi behøver ikke altid at stoppe op og ville se tinden: Det er nok at vide, at vi nok skal nå derop, hvis vi bare bliver ved med at gå, trin for trin.«
There was an error in this gadget