Kina skyer ingen midler

Vejret er noget, vi bestemmer. Sådan lyder det fra flere og flere lande og firmaer, der investerer stort i teknologi, som skal ændre på vejret.

Læs hele artiklen i pdf

I disse dage står tusinder af kinesere klar i Beijings forstæder og sigter mod himlen med antiluftskytskanoner og bazooka-lignende panserværnsraketter. Deres mission er at holde de Olympiske Lege fri for regn, og de har placeret sig strategisk på bakker rundt om hovedstaden, hvorfra de holder skarpt udkig efter omflakkende regnskyer med retning mod centrum.

Ideen med den utraditionelle regndans om den kinesiske hovedstad er at pode skyerne med sølviodid og andre mikroskopiske partikler, så vanddampen kan kondensere hurtigere og regne af, inden den når det olympiske stadion. Aviser verden over har været fulde af historien, og Kinas officielle presserapporter har da også stolt annonceret, at det skam er alvorligt ment.

I løbet af 1995-2003 har Kina brugt 266 millioner dollars på regnmagerteknologier i 23 provinser, og har nu ansat over 35.000 mennesker i felten. De videnskabelige resultater er mangelfulde. De fleste meteorologer med forstand på emnet mener, at man maksimalt kan manipulere med ti procent af nedbøren ved hjælp af skypodning. Og i en rapport fra 2003 skriver det amerikanske National Academy of Sciences at der »på trods af 30 års eksperimenter stadig ikke findes nogen overbevisende bevisførelse for, at vejrmodifikation faktisk virker.«

Men det er kineserne ligeglade med. Og det er mange andre lande og private firmaer også.

Mindst 37 lande og lige så mange virksomheder arbejder i dag med vejrmodifikation og det, man kalder kunstig isnukleation, dvs. frysning (krystallisering) af underkølet vanddamp. Primært bruges tungtopløseligt sølviodid, der ligner iskrystaller, og dermed virker som en slags katalysatorer for deres dannelse. Man har også forsøgt sig med tøris og propan, der kan nedkøle vanddampen så meget, at det fremprovokerer en spontan krystallisering – noget som normalt først sker ved temperaturer under -40 grader celsius. Under G8-mødet 17. juni i år prøvede det russiske flyvevåben endda at bruge cement. En af sækkene blev ikke pulveriseret ordentlig, og røg igennem taget på et hus i en forstad.

Kunstige skyer
Ideen til at pode skyer stammer oprindeligt fra amerikaneren Vincent Schaefer, der i 1946 eksperimenterede med kunstige skyer i en bomuldsfløjlsbelagt dybfryser. Hundredvis af kemikalier blev afprøvet for at stimulere dannelsen af iskrystaller, men ingen af dem ville virke ordentligt.

En varm julidag var fryseren ikke kold nok til at generere en sky ud fra hans udånding, og Schaefer hentede noget tøris for at sænke temperaturen. Til sin overraskelse kunne han observere en lille blå dis under den næste udånding, der blev fulgt op af millioner af små glimtende iskrystaller, som dansede i frysekummens lysskær. Schaefer forstod straks, at han havde opdaget en effektiv metode til at pode underkølet vanddamp.

Schaefers kollega, Bernard Vonnegut, som var bror til forfatteren Kurt Vonnegut, brugte sin kemiske viden til at forudsige, at sølviodid måske også kunne fungere som isnukleator, fordi det tungtopløselige sølviodid har en struktur og gitterkonstant, der ligger tæt på, hvad man finder i iskrystaller. Og rigtig nok viste sølviodid sig at være særdeles effektiv til at ændre de fysiske egenskaber i underkølede skyer.

Knapt et halvt år efter blev det første fly med tøris om bord sendt op i nærheden af Mt. Greylock i det østlige Massachusetts, og øjenvidner kunne bekræfte, at det kort tid efter begyndte at sne.

Skyhøje forventninger
I dag prøver meteorologer ikke bare at skabe nedbør i tørre egne, men også at fjerne tåge over landingsbaner, forebygge lyn og torden med laserstråler, og lede orkaner bort fra land. Resultaterne er deltvist opmuntrende, men det er svært videnskabeligt at ‘bevise’ at det faktisk virker. Årsagen er, at de naturlige variationer i vejret som regel er mange gange større end effekten af modifikationerne.

Som pressechef Niels Hansen fra DMI udtrykker der, er det »ikke muligt at lave kontrolforsøg med vejret, fordi enhver vejrsituation jo er unik«. At komme med en definitiv konklusion på, om vejrmodifikation virker, og under hvilke omstændigheder, kræver en enorm mængde eksperimenter over en meget længere periode end blot nogle få år.

Men ifølge meteorologer fra Fujian- provinsen i Kina har man i et randomiseret storskala-eksperiment på et areal af to gange 14.000 kvadratkilometer i perioden mellem 1975 og 1986 kunnet observere en 20 procents stigning i nedbør i de områder, hvor der blev lavet skypodning i forhold til de områder, der blev brugt som kontrol.

Også i Australien og Sydafrika har man haft positive resultater. Podning af storme med mikroskopiske saltpartikler har i Sydafrika i perioden mellem 1991 og 1997 resulteret i en signifikant større mængde nedbør end ved storme, som ikke blev podet. Og det australske meteorologiske institut har i 2006 genoptaget eksperimenter med podning af skyer for at modvirke den fortsatte tørke i den sydøstlige del af Queensland. I Brasilien har forskere kombineret en teknik til at pode regnskyer fra flyvemaskiner med simpelt drikkevand i forskellige dråbestørrelser med meget nøjagtige radaroplysninger om skyerner – deres position, højde, volumen, retning og vandindhold.

»Ud af 236 flyvninger har vi frembragt regn i 188 tilfælde. Nogle gange var det i blot én flyvning muligt at producere 3-6 regnfald i forskellige skyer,« forklarer Takeshi Imai fra Instituto Tecnológico de Aeronáutica i Brasilien.

Som hovedregel findes der to metoder til at pode skyer. I meget kolde skyer langt oppe på himlen er vanddampen koldere end frysepunktet. Men den fryser ikke af sig selv. For at det underkølede vand kan kondenseres til iskrystaller, må der være nogle partikler til stede som kan fungere som nukleatorer. Det kan være støv, pollen eller andre aerosoler. Det er her, sølviodid som regel bruges.

På varme skyer, der hænger længere nede på himlen, anvender man den såkaldte hygroskopiske podning. Ideen er at lave større dråber, enten ved hjælp af en kondensering af vanddampen omkring større partikler som f.eks. natrium- og kaliumklorid, eller ved at samle skyens små dråber sammen, så de bliver til større dråber og falder ned. Mængden af vanddamp og størrelsen af vanddråberne er afgørende for podningseffekten.

De bedste skyer at skyde efter er orografiske skyer som dannes, når vinden skubber luftmasserne op ad en bjergside. I det højere luftlag kan skyen ikke holde på så meget fugtighed, fordi der er koldere, og det er derfor forholdsvist nemt at punktere dem med små partikler.

Luftforurening virker modsat
Desværre ved man stadigvæk alt for lidt om, hvordan dynamikken mellem vand, vind, skyer, partikler og temperaturer i de forskellige luftlag er skruet sammen, og hvilke feedback- mekanismer der gør sig gældende.For eksempel mener Zhanginq Li fra Universitetet i Maryland i College Park, USA, at aerosoler kan virke som nukleator i kolde skyer, men at de også kan reducere regnmængden i varme skyer ved at skabe mange små dråber frem for færre store dråber. Til fagbladet Nature siger han: »Dette kan være det manglende led i puslespillet om skypodning. Under visse omstændigheder kan vi få den præcist modsatte effekt end den planlagte«.

I en ny undersøgelse fra Israel tog meteorolog Zev Levin fra Tel Aviv Universitet menneskeskabte aerosoler med i sine beregninger, og viste at skypodning har ingen eller ligefrem en negativ effekt på regnmængden i regioner med stor luftforurening. I betragtning af Kinas omfattende problemer med luftforurening, kan det derfor være hensigtsmæssigt helt at lade være med skypodning, hvis man vil have vand til bøndernes marker. Men det kan også være godt, hvis man ønsker et tørt OL.

0 comments:

There was an error in this gadget