Et snabelargument

En stor del af motivationen bag vores søgen efter liv i universet kan spores i følelsen af, at vi nok ikke er alene. At der findes noget andet derude, noget som er klogere end os. Vi lytter efter radiosignaler, fantaserer om intelligente marsmænd og sender rumsonder af sted mod stjernerne som håbefuld flaskepost med billeder af os selv og vores opfindelser.

Hvis man tænker nærmere over det, så er det ret sødt, men også ret meget til grin. Der er intet, der peger på, at nogen lytter - endsige forstår, hvis de ville lytte. Nogle forskere har brugt den såkaldte Drake-ligning til at gætte sig til antallet af civilisationer i vores galakse, som vi kan kommunikere med. Men de er slet ikke klar over, at der findes et langt mere fundamentalt problem: at vi ikke ville kunne genkende fremmed, intelligent liv, selv hvis det råbte os i øret med en megafon. Problemet er følgende: Enhver repræsentation af verden - om den er klædt i formler eller i billeder, i grafer eller i sprog - forudsætter et bestemt perspektiv og en unik historie. Disse kan aldrig være forudsætningsløse, og derfor er kommunika­tion med fremmede væsner på fjerne planeter ganske umulig. Det er selvfølgelig muligt at finde antydninger af liv, men meningsfuld kommunikation? Nej.

Hvis en løve kunne tale, ville vi ikke kunne forstå den, sagde den østrigske filosof Ludwig Wittgenstein. Dette kaldes. Og det gælder ikke kun for det almindelige sprog. Selv universelle sandheder som Pythagoras sætning (i hvert fald i den euklidiske geometri) eller loven om energiens bevarelse, indeholder antropomorfismer dvs. menneskelige elementer i deres repræsentation. Forholdet mellem tegnet og det betegnede er aldrig entydigt.

Når seriøse forskere derfor sender budskaber mod stjernerne og andre astrofysikere arbejder på CETI- og SETI-projekter, så er det et udtryk for helt andre impulser. Det har noget med psykologi at gøre. Måske et udtryk for intellektuel ensomhed, blandet med en god portion hovmod.

Det minder om fortællingen om elefanten, der er så stolt af sin snabel, at den inddeler hele verden i dem, som har snabel, og dem som ikke har. For snablen er vitterligt en unik opfindelse på Jorden. »Toppen af evolutionen udgøres helt klart af snabel-eksistensen«, udtalte Serengetis mest kendte filosof-elefant engang, og i elefant-biblen står der sikkert også at Gud har skabt verden, for at snablen kan trutte.

I et mellem-artsligt debatprogram mellem elefanter og mennesker er jeg ikke sikker på at menneskets hjerne vil vinde. Ja, hjernen er klog, den kan løse matematik, opfinde sprog og ny teknologi. Men snablen er heller ikke ueffen: Den er en næse, en overlæbe og finger i ét! Den kan pege, lugte og smage på samme tid. Den kan også bruges som snorkel og som spade. Det kan hjernen ikke. Mennesket kan måske argumentere med, at alt dette jo kan klares med teknologi, opfundet af hjernen. Men elefantens snabel er til gengæld bæredygtig og CO2-neutral, hvilket ikke kan siges om alle de farlige påfund, hjernen har gjort.

Alt dette er selvfølgelig meget akademisk. For hvis en elefant kunne tale, vi ville ikke kunne forstå den.

0 comments:

There was an error in this gadget