En regndans

Jeg kan huske for nogle år tilbage at have læst en artikel om de finske skove, der selv kunne få det til at regne. En skovforsker eller meteorolog havde målt, at træerne i synkrone udladninger kunne frigive mikroskopiske partikler, der drev op i troposfæren og fik den overmættede vanddamp i skyerne til at krystallisere sig og falde ned som regn. Jeg kan ikke huske referencen, men pointen var, at man ikke vidste, hvad partiklerne bestod af, fordi de var så små, at ingen måleapparater kunne opfange dem i en tilpas stor mængde.

En opringning til DMI hjalp ikke noget. Forskningschef Leif Laursen kunne kun henvise til den gode gamle James Lovelock, der med sin teori om Gaia fik stor indflydelse på den økologiske tænkning. Lovelocks tese er i korte træk, at hele Jordens biosfære, dens livsformer og fysiske komponenter, er koblet i et netværk af afhængigheder, der som helhed selv formår at opretholde en ligevægt - en 'homeostase'. I populær formulering anskuer Lovelock altså Jorden som én stor organisme. Med al respekt for Lovelock var jeg dog på udkig efter en mere konkret mekanisme. Findes der noget som man kunne kalde naturens egen evne til vejrmodifikation?

Pressechef Niels Hansen fra DMI kunne henvise til en artikel af Rick Raddatz fra University of Manitoba i Canada. Raddatz havde undersøgt landbrugets indflydelse på klima og vejr på den canadiske prærie og konkluderet, at introduktionen af landbrug på prærien har ændret hyppigheden og intensiteten af den regionale vand- og temperaturcirkulation, og at landbruget dermed også må have haft en indflydelse på det globale klima.

Lettere utilfreds med en så vag og generel konklusion, søgte jeg videre på Google. En reference til 'bioprecipitation' i en Wikipedia-artikel om 'cloud seeding', sendte mig på sporet af en 25 år gammel teori af David Sands fra Montana State University. Ifølge Sands findes der bakterier, som båret af vinden kan katalysere dannelsen af regn i skyerne.

Det var måske et godt spor. Som en uventet bonus til denne reference, viste det sig, at amerikanske forskere fra Louisiana State University for nylig har udgivet en artikel i Science, hvor de påstod, at den mest effektive form for isnukleation foregår via bakterien Pseudomonas syringae, der sidder på planteblade, men så bæres op i skyerne af vinden, hvor iskrystaller dannes omkring dem, og så falder ned igen sammen med regnen. Det specielle ved bakterien er, at den kan skabe regn ved langt højere temperaturer end sølviodid og andre mikroskopiske partikler.

Det er en oplagt og samtidig smuk tanke: Jordens organismer
har haft milliarder af år til at tilpasse sig det fælles økosystem, der hedder vejret. Men samtidig har de selv ændret på deres omverden ved at danne biologiske nicher, nye fødekæder og en ny dynamik, der ændrer på cirkulationen af vand, af materien og energien på vor klode. Så hvorfor skulle de ikke kunne finde ud af at lave en lille regndans, der faktisk virker.

0 comments:

There was an error in this gadget