Bakterie vor...

Bakterier er de sande herskere på denne Jord. De burde lovprises og tilbedes af alt levende. De giver os vores daglige brød og leder os i den rette fristelse. De bor i himlen og i helvede, laver dødt stof om til levende materie, og giver os den helt rigtige tarmflora.

Bakterier har levet på Jorden, siden havet rejste sig for at dulme vulkanernes buldren. Det skete for mere end tre milliarder år siden. Til sammenligning er det kun 600 millioner år siden, at de første flercellede organismer opstod på basis af bakterien, og som en lillebitte anekdote til denne lille anekdote, har mennesket og andre, såkaldt bevidste, primater kun levet i godt 60 millioner år. Et geologisk sekund med andre ord. Ganske ubetydeligt.

Der er ingen tvivl. Bakterierne er den altdominerende livsform i verden. De kan bo i mudder, i vand, i syre og i radioaktivt affald. De kan overleve uden ilt og uden lys flere kilometer under jordoverfladen. De spiser hvad som helst. Den berømte Thiobacillus concretivorus (blandt venner også kaldt Den Store Betonædende Svovlstav) ernærer sig af hydrogensulfid, mens dens altspisende storebror, Thiobacillus ferro-oxidant, foretrækker en suppe af jern, kobber, tin og uran.

Disse olympiske superbakterier kan tåle infernalske temperaturer og tryk, hvilket deres navne da også udtrykker: Bacillus infernus, Thermoproteus tenax og Pyroducitum occultum. Permafrost er ingen sag, og heller ikke syre: Acidithiobacillus ferrooxidans lever ved pH 2, og Ferroplasma acidarmanus ved pH 0. Deinococcus radiodurans foretrækker dog kølevandet i kernekraftværker.

Men der findes også himmelske bakterier, som lever i skyerne. Pseudomonas syringae bestemmer, om den underkølede vanddamp i skyerne skal blive til regn eller ej. Selv langt højere oppe i stratosfæren - ja selv i mesosfæren - har man fundet bakterielle engle, som svæver i beskyttende lyksalighed over alt levende på Jorden.

Der er omtrent 40 millioner bakterier i et enkelt gram muldjord, og en million i en milliliter ferskvand. Det giver rundt regnet fem kvintillioner (5x10^30) bakterier og svarer til langt over halvdelen af den samlede biomasse på jordkloden. Selv i menneskekroppen findes der ti gange så mange bakterier som andre celler. De fleste af dem er på huden og i fordøjelsessystemet. Men også i hjernen og i knoglerne kan man finde dem, og desuden indeholder alle kroppens celler såkaldte mitokondrier, som forsyner os med energi, og som ifølge den endosymbiotiske teori af russeren Konstantin Mereschkowski i sig selv oprindeligt var bakterier.

Vi er til for Bakteriernes skyld. Vi lever på Deres nåde og står i Deres tjeneste. Måske er De ikke 'bevidste' som vi er det, men De har en intentionalitet og frihed. Og Deres frihed er grænseløs. De kan gøre, hvad De vil. De bestemmer, hvilken kødelig beholder De vil bruge til at komme rundt på kloden, og selv når uhyggelige marsmænd som i H.G. Wells sciencefiction-klassiker Klodernes Kamp vil overtage magten fra os, er det vores bakterier, der får det sidste ord at skulle have sagt. Man får næsten lyst til at udbryde: Bakterie vor, du som er overalt. Dit er riget og magten og æren i evighed, jamen.

Et snabelargument

En stor del af motivationen bag vores søgen efter liv i universet kan spores i følelsen af, at vi nok ikke er alene. At der findes noget andet derude, noget som er klogere end os. Vi lytter efter radiosignaler, fantaserer om intelligente marsmænd og sender rumsonder af sted mod stjernerne som håbefuld flaskepost med billeder af os selv og vores opfindelser.

Hvis man tænker nærmere over det, så er det ret sødt, men også ret meget til grin. Der er intet, der peger på, at nogen lytter - endsige forstår, hvis de ville lytte. Nogle forskere har brugt den såkaldte Drake-ligning til at gætte sig til antallet af civilisationer i vores galakse, som vi kan kommunikere med. Men de er slet ikke klar over, at der findes et langt mere fundamentalt problem: at vi ikke ville kunne genkende fremmed, intelligent liv, selv hvis det råbte os i øret med en megafon. Problemet er følgende: Enhver repræsentation af verden - om den er klædt i formler eller i billeder, i grafer eller i sprog - forudsætter et bestemt perspektiv og en unik historie. Disse kan aldrig være forudsætningsløse, og derfor er kommunika­tion med fremmede væsner på fjerne planeter ganske umulig. Det er selvfølgelig muligt at finde antydninger af liv, men meningsfuld kommunikation? Nej.

Hvis en løve kunne tale, ville vi ikke kunne forstå den, sagde den østrigske filosof Ludwig Wittgenstein. Dette kaldes. Og det gælder ikke kun for det almindelige sprog. Selv universelle sandheder som Pythagoras sætning (i hvert fald i den euklidiske geometri) eller loven om energiens bevarelse, indeholder antropomorfismer dvs. menneskelige elementer i deres repræsentation. Forholdet mellem tegnet og det betegnede er aldrig entydigt.

Når seriøse forskere derfor sender budskaber mod stjernerne og andre astrofysikere arbejder på CETI- og SETI-projekter, så er det et udtryk for helt andre impulser. Det har noget med psykologi at gøre. Måske et udtryk for intellektuel ensomhed, blandet med en god portion hovmod.

Det minder om fortællingen om elefanten, der er så stolt af sin snabel, at den inddeler hele verden i dem, som har snabel, og dem som ikke har. For snablen er vitterligt en unik opfindelse på Jorden. »Toppen af evolutionen udgøres helt klart af snabel-eksistensen«, udtalte Serengetis mest kendte filosof-elefant engang, og i elefant-biblen står der sikkert også at Gud har skabt verden, for at snablen kan trutte.

I et mellem-artsligt debatprogram mellem elefanter og mennesker er jeg ikke sikker på at menneskets hjerne vil vinde. Ja, hjernen er klog, den kan løse matematik, opfinde sprog og ny teknologi. Men snablen er heller ikke ueffen: Den er en næse, en overlæbe og finger i ét! Den kan pege, lugte og smage på samme tid. Den kan også bruges som snorkel og som spade. Det kan hjernen ikke. Mennesket kan måske argumentere med, at alt dette jo kan klares med teknologi, opfundet af hjernen. Men elefantens snabel er til gengæld bæredygtig og CO2-neutral, hvilket ikke kan siges om alle de farlige påfund, hjernen har gjort.

Alt dette er selvfølgelig meget akademisk. For hvis en elefant kunne tale, vi ville ikke kunne forstå den.

Jagten på det kunstige liv

Forskere gør sig klar til det næste store spring: at skabe nyt liv i et laboratorium. I sidste uge holdt forskerne status om mulighederne ved en konference på RUC.

Læs hele artiklen i pdf

Alle historiske kulturer har en mytologi om livets oprindelse og om livets særlige status. Og alle mener de, at liv kun kan være opstået ved en guddommelig indgriben, en særlig kraft, der vækker det døde til live. Det er ikke nogen hemmelighed, at moderne forskning søger en anden forklaring. At liv er naturligt, lige så naturligt som stjerners glimten og vandets plasken.

Ekstraordinære påstande kræver ekstraordinære beviser, er det blevet sagt, og hvad forskningen i livets oprindelse og i livets forudsætninger indtil videre har frembragt er heller ikke helt ved siden af. Den har vist, at livets basale byggeklodser godt kan opstå på den unge klode, at dynamiske vekselvirkninger sagtens kan blive til stabile komplekse strukturer, og at evolutionen har haft tid nok til at skabe virvar af levende organismer, som i konkurrence om ressourcer og med hinanden kan udvikle sig og lære.

Men forskerne er aldrig kommet med det afgørende bevis, nemlig at skabe nyt liv – helt fra bunden – i et laboratorium. Det har været en smule pinsomt, fordi det jo i teorien ikke burde være så svært. En smule aminosyrer, lidt sukker og lipider, masser af autokatalyse og feedback, og vupti: Det lever!

Definitioner af liv
Men nej. Vupti’et er stadig enigmatisk. Der findes en lang række simple kemiske oscillationer, evolutionære algoritmer og computervirus som kan nogle tricks, men det er ikke klart, om man kan kalde dem for liv.

»Fra min uddannelse som filosof ved jeg, at diskussionen om, hvad der kan kaldes liv, og hvornår noget er levende, er et meget kontroversielt emne,« siger professor i filosofi på Portland State University i USA, Marc Bedau, i et interview under Sunrise-konferencen på RUC i sidste uge.

»Men jeg mener, at man godt kan have nogle kriterier. Først må livet være en separat identitet, som er rummeligt afgrænset, som er forskellig fra sin omverden. Det er, hvad vi kalder en beholder. Der findes mange måder at lave en beholder på: Liposomer, miceller, krystaller, nanorør og så videre.«

Hvis man kigger efter liv på Titan, der har en atmosfære af ethan og oceaner af methan, skal man ikke lede efter DNA. Man skal hellere lede efter en form for beholder, der kan indeholde kemisk information på en nogenlunde stabil måde og som kan videregive den til andre beholdere.

»Beholderen skal også være i stand til at udføre nogle funktioner, blandt dem en slags metabolisme. Det behøver ikke at være ATP som i almindelige celler, men i hvert fald noget, der kan konvertere og gemme energi. Primitivt kunstigt liv skal også have en slags program. Det behøver ikke at være gener, men noget, der kan kontrollere funktionerne i cellerne, gemme informationerne, kopiere dem og nedarve dem til næste generation. Hvis man kan gøre det, så kan det kaldes liv og udvikle sig,« siger Marc Bedau.

Protocellen
Steen Rasmussen har i knap 20 år været på Los Alamos i USA, hvor han har arbejdet med udviklingen af kunstigt liv, først ved hjælp af computersimulationer, men senere med den ægte vare: våd kulstofkemi. Med en bevilling fra Danmarks Grundforskningsfond og Syddansk Universitet er han kommet til Odense for at starte en forskningsgruppe, der skal udvikle den første protocelle fra bunden på Center for Fundamental Living Technology (FLinT).

»Liv er et emergent fænomen, der er skabt i et samspil mellem mange elementer,« forklarer Rasmussen. »Et konkret eksempel på emergens er vand. Det enkelte vandmolekyle er ikke vådt, kun mange molekyler samlet er våde, og man kan måle, at det er vådt og plasker. Dette er i sig selv et emergent fænomen. Hvis nu man putter andre molekyler ind i vandet, kan det igen ændre sin egenskab, sin viskositet, overflade, osv. Det er niveau 1.

Hvis nu molekylerne samles i en polymer, kan man observere elasticitet i polymeren, som ikke kan observeres på niveau 1 med de enkelte molekyler. Det er et nyt emergent fænomen på niveau 2. Og hvis nu man også har polymerer, som både kan frastøde og tiltrække vand, ligesom sæbe, så vil de kunne danne miceller og vecikler, som har et eller to lag af lipider, der danner en membran. Dette kunne kaldes en tredje-ordens struktur. Lige pludselig vil man kunne observere en inderside en yderside, måle permeabilitet, osv, som ikke kan observeres på polymererne på niveau 2.«

Trin for trin
Disse trin og mange flere kan ifølge Steen Rasmussen føre til højere og højere ordens-strukturer, hvor der hele tiden kommer nye funktionaliteter ind.

Dynamikken niveauerne imellem vil også begynde at skabe nye niveauer i sig selv, et mønster af aktivitet, og til sidst vil man kunne komme frem til noget, vi kan definere som liv. De gamle ideer om at termodynamikken ikke tillader at ting og mønstre kan opstå og være stabile i en glaskolbe gælder ikke, så længe systemet er langt fra en kemisk ligevægt, dvs. løbende får tilført energi og er i stand til at skille sig af med affaldsstoffer.

»Vores kunstige celle får tilført energi, som driver stofskiftet, og det genererer byggeklodserne, som så ved hjælp af såkaldt self-assembly finder deres rette plads i beholderen. På et tidspunkt bliver systemet ustabilt på en sådan måde, at vi får to beholdere, altså en slags replikation,« siger Rasmussen, som håber snart at kunne vise, at den nye beholder så selv vil starte en ny omgang, og på den måde skabe et selv-reproducerende system, som kan udvise variation, udvælgelse og i sidste ende ægte evolution.

Det interessante i projektet er ifølge Rasmussen at lære at kontrollere de skabende kræfter i naturen. Denne viden vil kunne bruges til at ændre og forbedre os og omverdenen, og den vil kunne lave en levende og intelligent teknologi, som vi kan gå i en form for symbiose med. »Og i det rigtig lange perspektiv, tror jeg også at vi kan starte processer, som bliver smartere, dygtigere, og mere intelligente end vi er nu. Den ultimative konsekvens af at skabe nyt liv er jo, at tilvejebringe et nyt evolutionært spring for os mennesker og vores teknologi.«

Syntetisk biologi
I modsætning til denne ‘bottom-up’ tilgang til kunstigt liv, hvor man lader liv starte på ny, er en anden gruppe af forskere gået i gang med at udforske livets hemmeligheder ‘oppefra og ned’. Den berømt-berygtede Craig Venter, der konkurrerede med Det Internationale Humane Genomprojekt om at kortlægge det menneskelige genom, har kastet penge i et stort institut, der vil lave en slags ‘reboot’ af liv: De vil lave et kunstigt genom og finde det minimale sæt af gener, som er nødvendige for at opretholde liv.

En af instituttets jakkesæt-klædte forskere, Robert M. Friedman, var til stede på konferencen og forklarede, hvordan J. Craig Venter Intituttet allerede har kortlagt de 521 gener af deres valgte forsøgsorganisme, Mycoplasma genitalium, der er en ganske lille parasitisk bakterie, faktisk den mindste, man kender (Se Ingeniøren nr. 16., 18. april 2008).

Dernæst er planen at syntetisere disse gener og resten af bakteriens operativsystem, og flytte det ind i en anden celle og få det til at virke. Dernæst vil de forsøge at lave en minimal celle, hvor man systematisk slår de gener ud, som ikke er vitale for organismen, for til sidst at ende med en organisme, som kun indeholder et absolut minimum af gener for at kunne overleve.

Denne syntetiske basiscelle, der allerede er navngivet som Mycoplasma laboratorium, vil de så bruge som arbejdshest til at lave forskellige andre gener til andre organismer, f.eks. skræddersyet til at lave biobrændsel, brint eller andre ting.
Længere ude i horisonten venter så samme procedure for archea og eukaryoter, som er mere komplicerede celleformer.

Så vil gruppen i princippet have syntetiseret alle grundtyper af celler som kendes. De vil være en slags livets grundstoffer. En anden vigtig nyskabning i Venters tilgang, er hele tiden at bruge og videreudvikle ny teknologi for at gøre delprocesserne hurtigere og nemmere. På den måde opstår der et kæmpe spin off af teknologiske biprodukter, som i sig selv kan være hele forskningsprojektet værd.

Er det farligt?
Ifølge Marc Bedau åbner forskningen for en lang række nye risici. Man må f.eks. være forsigtig med, hvordan det kunstigt skabte liv vekselvirker med eksisterende former for liv, og man må tænke på menneskers helbred.

»Liv har en enorm iboende kraft, som kan gå hen og udvikle sig i en anden retning end forudset. Desuden må man forholde sig til folks fordomme til den slags forskning. Frankensteinmyten sidder dybt inde i folk, og da Darwin introducerede sin teori om arternes oprindelse, afviste næste alle hans ideer som latterlige,« forklarer Bedau.

Steen Rasmussen er enig. »Til et møde hos det amerikanske National Institute of Health, NIH, ville man undersøge, i hvor høj grad de forskellige forskningsprojekter inden for kunstigt liv var farlige. Man sammenlignede vores tilgang med Venter-instituttets, hvor man manipulerer eksisterende celler. Efter ganske få minutter blev vi smidt ud, fordi vi var klassificeret som komplet harmløse. Ja, vi fik at vide at vi skulle passe på med giftige kemikalier og huske at overholde procedurerne i laboratoriet, men i forhold til dem, som ændrer på eksisterende organismer, er vi fuldstændigt ufarlige.«

Men farlighed er ikke nødvendigvis ensbetydende med vigtighed. »Jeg tror nu at man lærer mest om hvad liv er, ved at gøre det selv, helt fra bunden,« siger Steen Rasmussen.

Jeg, mine gener og os

I de kommende år vil vores viden om vores gener påvirke samfundet i lige så høj grad, som internettet har gjort det. Men det er endnu uklart i hvilken retning, og om resultatet er godt eller skidt. Videnskabsjournalist Robin Engelhardt har som en af de første danskere fået lavet en udredning af sine gener - og dermed fået et fingerpeg om , hvad han - måske - kan håbe og frygte

Læs artiklen på Informations hjemmeside
Læs hele artiklen som pdf

Jeg har fået analyseret mine gener. Et lille skrab i mundvigen var nok. Jeg sendte prøven til Island, og efter to uger kunne jeg logge ind på en hjemmeside og læse om mit dna, min herkomst, mit udseende og mine genetiske mutationer. Et download af en 30MB fil med nummerplade-lignende kodestumper, kaldet SNP's, oplister en million af mine dna-variationer. De viser, hvad der gør mig genetisk unik, og fortæller, hvor jeg har arvet hvad fra mine forældre, og hvordan mit dna adskiller sig fra andre menneskers dna.

Det er som at blive skræmt og beroliget på samme tid. Men mest af alt er jeg fascineret. Muligheden for at tjekke mine gener online og følge med i de nyeste forskningsresultater, der forbinder sygdomme med SNP's, er nærmest afhængighedsskabende (er det mon genetisk?). Om jeg drikker mælk, ryger eller har ondt i fingrene - straks skal jeg tjekke, hvad mine SNP's siger: Og se der: Ja, jeg har den mutation, der gør, at jeg kan nedbryde lactose og dermed fordøje mælk. Og nej, jeg har ikke nogen særlig tendens til at blive nikotinafhængig, og jeg har endda en formindsket risiko for lungekræft. Og ja, den ledegigt, som plagede min mormor så meget, da hun blev gammel, får jeg måske også.

Det er ikke så lidt, jeg får at vide om mig selv. Det viser sig, at min risiko for at få kræft, astma eller sclerose er mindre end i almindelighed, men til gengæld skal jeg nok forberede mig på muligheden for at få gammelmands-sukkersyge (rs7903146 - TT), alzheimer (rs4420638 - AG) eller blive blind (rs1329428 - GG), hvis jeg altså ikke dør af en blodprop i hjertet forinden (rs10116277 - TT).

Jeg kan også se, at min SNP nummer rs7495174 har bogstaverne AA, og at min SNP nummer rs12913832 har GG. Langt de fleste mennesker med den kombination har, lige som mig, blå øjne. Jeg kan også sammenligne mit dna med andre menneskers dna. Med bantu-folket, med beduinere og mayaer. Mest tilfælles har jeg dog med franskmænd og skotter.

Sociale brud
I slipstrømmen på det internationale Humane Genom Projekt, som kort efter årtusindeskiftet fik kortlagt det menneskelige dna, ser vi nu begyndelsen til en ny disciplin og livsstil: Personaliseret medicin hedder den tørt, og tilbyder en fuldt ud individualiseret diagnose, baseret på det enkelte menneskes dna, hvilket måske, engang i fremtiden, vil kunne føre til skræddersyede behandlinger mod syg- og dårligdomme, der præcis passer til vores egne celler og gener.

Men det er kun toppen af isbjerget. Glasuren på iskagen, om man vil. For de sociale forandringer vil blive langt større end de rent medicinske. I disse dage arbejder tusinder og atter tusinder af forskere på at opbygge kæmpe databaser for at sammenligne populationerne. Det kaldes genetiske associationsstudier (Genome Wide Associations Studies, GWAS) og har ikke kun en betydning for at forudsige sygdomme. Dataene fortæller også om vores hang til misbrug, vores fysik, psykologi og emotioner.

Tilgangen til personlige dna-profiler vil nemlig ikke kun redde mange menneskeliv. De vil kunne bruges af forsikringsselskaber, af pensionskasser og reklamevirksomheder. De bruges allerede i segmentanalyser, til etnisk og demografisk tagging, i krig og sport, til doping og dating. Og de bliver oftere og oftere brugt i det endelige partnervalg. Og de vil ikke mindst skabe et større pres i retning af både den positive og den negative eugenik, det vil sige i udvælgelsen af børn på baggrund af bestemte egenskaber, som forældrene vil have eller ikke vil have.

Allerede nu medsender universitetsansøgere i USA en dna-test for at 'bevise,' at de er 17 procent indianere og dermed har ret til et stipendium, til sygesikring og casinopenge. Dna-tests begynder altså at indgå som element i ansøgninger og i bevillinger, måske endda til jobsamtaler og lønforhandlinger, til afgørelser om indfødsret og opholdstilladelser, i voldsstatistikker og i strafudmålinger. De googles og rankes, sammenlignes, bedømmes og matches, og vil givetvis også stjæles, forfalskes og sælges som falske identiteter på det sorte marked.

Farlig viden

Er alt dette godt, eller er det skidt? En optimistisk antagelse er, at så længe stater ikke vender sig imod deres egne borgere og kortslutter den demokratiske kontrol, vil man kunne lovgive om brug og misbrug. Det sker jo også i dag med hensyn til beskyttelse af mindretal, i diskriminationslovgivninger og i lovgivningen om beskyttelsen af privatsfæren. Man vil blot skulle justere grænsedragningen.

Men vi har også lært, hvor skrøbelige demokratier og deres institutioner kan være. Det er stadig sådan, at de fleste politikere på denne klode prioriterer beskyttelsen af nationalstaten frem for menneskerettighederne, og hvis det kommer til spørgsmålet om, hvorvidt den igangværende dna-revolution vil resultere i en større tolerance over for forskelle imellem mennesker, eller om det vil resultere i større bigotteri og intolerance, er svaret endnu uafgjort.

Netop nu er lande som USA og Tyskland i gang med at opdatere deres lovgivning. I USA har Senatet vedtaget loven om Genetic Information Nondiscrimination Act (GINA), der forhindrer forsikringsselskaber og arbejdspladser i at diskriminere ansatte på baggrund af en viden om deres genetiske prædispositioner eller familiære sygdomshistorier. I Californien har man for to måneder siden forbudt virksomheder at tilbyde genetiske tests via nettet. Som begrundelse gav en talsperson for staten Californien, Lea Brooks, til Associated Press, at "der er frygt for, at laboratorierne ikke har de fornødne certifikater, at der ikke er nogen vejledning fra læger - eller begge dele. Det skal vi nu i gang med at undersøge".

Kari Steffansson, som leder det islandske firma deCODE genetics, der har analyseret mine gener, hilste beslutningen velkommen: "Firmaer skal afkræves en meget høj videnskabelig standard, når de hævder, at der er en sammenhæng mellem en sygdomsrisiko og en genetisk sekvens," sagde han til The Guardian. "Dette er ikke trivielt og skal reguleres."

I Tyskland er en lovgivning, der ligner USA's, på vej. Mens man i Danmark indtil videre nøjes med den gældende lovgivning om anvendelse og adgang til det centrale personregister (CPR), der indeholder information om alder, køn, adresse, fødselsdato, statsborgerskab, kirke, osv..

Datasammenføring mellem registre er forbudt; sundhedsmyndigheder er forpligtede til at overholde fortrolighed, arbejdsgivere må kun forespørge ansatte om specifikke forhold, og forsikringsselskaber må ikke bede om genetiske testresultater, før en forsikring oprettes.

Begrænset nytte

De fleste mennesker har nok oplevet en dødsangst på vej til lægen, en knugende følelse i maven når lægen skal til at læse resultatet fra en blodprøve. Men her på hjemmesiden, med næsten hele mit genetiske materiale foran mig, er angsten ikke tilstede. Det er som om, jeg står alt for højt oppe over jorden, til at højdeskrækken kan tage fat. Der synes ikke at være nogen umiddelbar forbindelse imellem, hvad synet ser, og hvad kroppen føler, mellem årsag og virkning, mellem bogstaverne på skærmen og deres betydning i mit liv.

Nu må man indrømme, at der også er god grund til ikke at blive alt for bange. Endnu. Videnskaben er slet ikke så nået langt, at den kan forstå alt, hvad vores gener skriver. Desuden er generne i sig selv ikke hele historien om os som personer. Der er mange andre faktorer, som spiller ind i kroppens funktion - opvækst, ernæring og livsførelse. Og i øvrigt ændrer en bestemt mutation i vores dna som regel kun sandsynligheden for at få en sygdom med ganske få procent - slet ikke nok til at få dødsangst. Ja, måske tværtimod: netop nok til at forebygge sygdommen og leve sundere.

Min hang til at ryge er ikke udpræget stor. Jeg tager en cigar eller en cigarillo i ny og næ, uden at inhalere. Og se, hvad generne siger: I et deCODE genetics studie viser det sig, at mennesker som mig med CC i stedet for CT i SNP rs1051730 har en 15 procent mindre sandsynlighed for at blive nikotinafhængige og blive stærke rygere. Og T'et øger ikke kun nikotinafhængigheden. Det øger også risikoen for lungekræft med 30 procent. Hvis man har to T'er, øges risikoen med hele 80 procent.
Informationer som disse - at man har mindre risiko for nikotinafhængighed og lungekræft - kan være en stor faldgruppe. For de kan give en falsk sikkerhed, der gør, at man tager en ekstra smøg og måske endda mister ønsket om at stoppe med at ryge. Sagen er, at selv om rs1051730 mindsker ens risiko, så kan der være 20 ukendte SNP's i dna'et, som øger risikoen for lungekræft med langt mere, end hvad rs1051730 mindsker.

"Hvis folk kender grænserne for, hvad en genetisk test kan og ikke kan, og tager det hele med et gran salt, så er det fint," sagde præsidenten for USA's nationale råd for genetiske rådgivere, NSGC, Angela Trepanier, til New York Times. "Men man må være meget forsigtig omkring, hvad man ved - og ikke ved."

Associationsstudier er altså stadig kronisk mangelfulde. De har indtil videre en langt mindre forudsigelseskraft end ens familiehistorie. En mosters sygehistorie fortæller derfor ofte en del mere om ens risici for almindelige sygdomme end de eksisterende genetiske tests.

Den nye verdensorden

Det er endnu uklart, om adgangen til de nye informationer på lang sigt vil nytte. Til gengæld kan de sociale forandringer blive rigtig store, når folk for alvor lærer at bruge den nye viden til egen fordel. Til at få et bedre udbytte af doping, der ikke er til at spore, til at vælge eller fravælge bestemte børn, eller til at argumentere for skyld eller uskyld i retssager (det klassiske argument om at "det er ikke min, men mine geners skyld").

I en artikel fra Washington Post skriver lederen af det amerikanske Center for Genetics and Society, Richard Hayes, at en fri og statslig ureguleret manipulation af egne og egne børns genetiske sammensætning vil forstørre den sociale ulighed og skabe en langt mere fundamental form for diskrimination.

"I yderste konsekvens," siger Hayes, "vil det helt underminere civilsamfundet og skabe nye typer af menneskegrupper, der ikke længere vil dele fællesskabets fremtid."

Vi vil forgrenes i fagre nye racer, hvor visse grupper af mennesker har designet sig selv så langt væk fra resten, at de må betragtes som aliens. Men måske lever vi allerede i denne tilstand. Den stadig større konkurrence i de vestlige lande tvinger os alle til at være så smarte, så sunde og så specielle, at vi skal overstimuleres, lige så snart moderkagen er skåret af. Man kunne med rette spørge: hvorfor ikke begynde lidt tidligere? Det vil sige i den prænatale selektion?

I realiteten lever vi i en global kultur, hvor hovedparten af menneskene er hinanden fremmede. Så hvorfor ikke fortsætte udviklingen og skabe en multikultur, hvor designer-mennesker og genetiske minoriteter har lovens ord for at være anderledes, dvs. sig selv, med alt hvad det indebærer af forplantningsvanskeligheder mennesker imellem? Farerne er åbenlyse: Vi vil skulle acceptere, at sociale normer kun gælder for nogle af os. At andre har ret til at gifte sig med deres kat, få børn med deres grise og behandle hinanden på en måde, vi nogle gange synes er umenneskeligt.

Når det personlige bliver for personligt, vil universalisme og menneskeret som civilisatorisk ideal blive udfordret. Fælles og lige rettigheder vil risikere at blive afløst af kulturklaner med ulige skikke, ulige forudsætninger, ulig ret og ulige muligheder.

Men man kunne også forestille sig et omvendt scenarie: At vi lærer at kende bedre forskel på forskellighed og ulighed, på identitet og norm. En afklaring af, hvad der er personlig ret og sociale krav, kunne desuden have den fordel, at vi begynder at tænke på en udvidelse af menneskeretten, så den for alvor bliver universel og inkluderer alle tænkelige varianter af mennesker og deres slægtninge.
Mine SNP's fortæller desværre ikke noget om, hvorvidt denne form for naiv idealisme er arvelig, men man kan da altid håbe.
_____________

Fakta: Den personlige nummerplade

SNP (udtales 'snip') står for 'single nucleotide polymorphism' og er defineret som en variant af en dna-sekvens, der opstår, når der i den samme position af dna'et findes flere varianter af et nukleotid (også kaldet en base, dvs. enten A, G, C eller T).

Varianter. Man har for eksempel fundet ud af, at mennesker med varianterne (i genetisk sammenhæng kaldet 'allelerne') GG i stedet for AA i SNP rs4420638 har en 15 gange større risiko for at udvikle Alzheimer.

Kombinationen af AA i rs7495174 og GG i SNP-nummer rs12913832 resulterer i langt de fleste tilfælde i blå øjne. Og hvis man er ejer af allelerne CT i rs17822931 har man vådt ørevoks.

Ligheder De fleste nukleotider i genomet er identiske hos alle mennesker, og man siger, at en variation kun kan gælde som en SNP, når mindst en procent af befolkningen har den. SNPs giver derfor et godt billede af, hvordan vi mennesker adskiller os fra hinanden.

Kortlægning De to mest kendte firmaer som tilbyder genetiske tests over nettet er decodeme.com og 23andme.com. Testen koster ca. 1.000 dollar og analyserer cirka en million SNP's.

En regndans

Jeg kan huske for nogle år tilbage at have læst en artikel om de finske skove, der selv kunne få det til at regne. En skovforsker eller meteorolog havde målt, at træerne i synkrone udladninger kunne frigive mikroskopiske partikler, der drev op i troposfæren og fik den overmættede vanddamp i skyerne til at krystallisere sig og falde ned som regn. Jeg kan ikke huske referencen, men pointen var, at man ikke vidste, hvad partiklerne bestod af, fordi de var så små, at ingen måleapparater kunne opfange dem i en tilpas stor mængde.

En opringning til DMI hjalp ikke noget. Forskningschef Leif Laursen kunne kun henvise til den gode gamle James Lovelock, der med sin teori om Gaia fik stor indflydelse på den økologiske tænkning. Lovelocks tese er i korte træk, at hele Jordens biosfære, dens livsformer og fysiske komponenter, er koblet i et netværk af afhængigheder, der som helhed selv formår at opretholde en ligevægt - en 'homeostase'. I populær formulering anskuer Lovelock altså Jorden som én stor organisme. Med al respekt for Lovelock var jeg dog på udkig efter en mere konkret mekanisme. Findes der noget som man kunne kalde naturens egen evne til vejrmodifikation?

Pressechef Niels Hansen fra DMI kunne henvise til en artikel af Rick Raddatz fra University of Manitoba i Canada. Raddatz havde undersøgt landbrugets indflydelse på klima og vejr på den canadiske prærie og konkluderet, at introduktionen af landbrug på prærien har ændret hyppigheden og intensiteten af den regionale vand- og temperaturcirkulation, og at landbruget dermed også må have haft en indflydelse på det globale klima.

Lettere utilfreds med en så vag og generel konklusion, søgte jeg videre på Google. En reference til 'bioprecipitation' i en Wikipedia-artikel om 'cloud seeding', sendte mig på sporet af en 25 år gammel teori af David Sands fra Montana State University. Ifølge Sands findes der bakterier, som båret af vinden kan katalysere dannelsen af regn i skyerne.

Det var måske et godt spor. Som en uventet bonus til denne reference, viste det sig, at amerikanske forskere fra Louisiana State University for nylig har udgivet en artikel i Science, hvor de påstod, at den mest effektive form for isnukleation foregår via bakterien Pseudomonas syringae, der sidder på planteblade, men så bæres op i skyerne af vinden, hvor iskrystaller dannes omkring dem, og så falder ned igen sammen med regnen. Det specielle ved bakterien er, at den kan skabe regn ved langt højere temperaturer end sølviodid og andre mikroskopiske partikler.

Det er en oplagt og samtidig smuk tanke: Jordens organismer
har haft milliarder af år til at tilpasse sig det fælles økosystem, der hedder vejret. Men samtidig har de selv ændret på deres omverden ved at danne biologiske nicher, nye fødekæder og en ny dynamik, der ændrer på cirkulationen af vand, af materien og energien på vor klode. Så hvorfor skulle de ikke kunne finde ud af at lave en lille regndans, der faktisk virker.

Kina skyer ingen midler

Vejret er noget, vi bestemmer. Sådan lyder det fra flere og flere lande og firmaer, der investerer stort i teknologi, som skal ændre på vejret.

Læs hele artiklen i pdf

I disse dage står tusinder af kinesere klar i Beijings forstæder og sigter mod himlen med antiluftskytskanoner og bazooka-lignende panserværnsraketter. Deres mission er at holde de Olympiske Lege fri for regn, og de har placeret sig strategisk på bakker rundt om hovedstaden, hvorfra de holder skarpt udkig efter omflakkende regnskyer med retning mod centrum.

Ideen med den utraditionelle regndans om den kinesiske hovedstad er at pode skyerne med sølviodid og andre mikroskopiske partikler, så vanddampen kan kondensere hurtigere og regne af, inden den når det olympiske stadion. Aviser verden over har været fulde af historien, og Kinas officielle presserapporter har da også stolt annonceret, at det skam er alvorligt ment.

I løbet af 1995-2003 har Kina brugt 266 millioner dollars på regnmagerteknologier i 23 provinser, og har nu ansat over 35.000 mennesker i felten. De videnskabelige resultater er mangelfulde. De fleste meteorologer med forstand på emnet mener, at man maksimalt kan manipulere med ti procent af nedbøren ved hjælp af skypodning. Og i en rapport fra 2003 skriver det amerikanske National Academy of Sciences at der »på trods af 30 års eksperimenter stadig ikke findes nogen overbevisende bevisførelse for, at vejrmodifikation faktisk virker.«

Men det er kineserne ligeglade med. Og det er mange andre lande og private firmaer også.

Mindst 37 lande og lige så mange virksomheder arbejder i dag med vejrmodifikation og det, man kalder kunstig isnukleation, dvs. frysning (krystallisering) af underkølet vanddamp. Primært bruges tungtopløseligt sølviodid, der ligner iskrystaller, og dermed virker som en slags katalysatorer for deres dannelse. Man har også forsøgt sig med tøris og propan, der kan nedkøle vanddampen så meget, at det fremprovokerer en spontan krystallisering – noget som normalt først sker ved temperaturer under -40 grader celsius. Under G8-mødet 17. juni i år prøvede det russiske flyvevåben endda at bruge cement. En af sækkene blev ikke pulveriseret ordentlig, og røg igennem taget på et hus i en forstad.

Kunstige skyer
Ideen til at pode skyer stammer oprindeligt fra amerikaneren Vincent Schaefer, der i 1946 eksperimenterede med kunstige skyer i en bomuldsfløjlsbelagt dybfryser. Hundredvis af kemikalier blev afprøvet for at stimulere dannelsen af iskrystaller, men ingen af dem ville virke ordentligt.

En varm julidag var fryseren ikke kold nok til at generere en sky ud fra hans udånding, og Schaefer hentede noget tøris for at sænke temperaturen. Til sin overraskelse kunne han observere en lille blå dis under den næste udånding, der blev fulgt op af millioner af små glimtende iskrystaller, som dansede i frysekummens lysskær. Schaefer forstod straks, at han havde opdaget en effektiv metode til at pode underkølet vanddamp.

Schaefers kollega, Bernard Vonnegut, som var bror til forfatteren Kurt Vonnegut, brugte sin kemiske viden til at forudsige, at sølviodid måske også kunne fungere som isnukleator, fordi det tungtopløselige sølviodid har en struktur og gitterkonstant, der ligger tæt på, hvad man finder i iskrystaller. Og rigtig nok viste sølviodid sig at være særdeles effektiv til at ændre de fysiske egenskaber i underkølede skyer.

Knapt et halvt år efter blev det første fly med tøris om bord sendt op i nærheden af Mt. Greylock i det østlige Massachusetts, og øjenvidner kunne bekræfte, at det kort tid efter begyndte at sne.

Skyhøje forventninger
I dag prøver meteorologer ikke bare at skabe nedbør i tørre egne, men også at fjerne tåge over landingsbaner, forebygge lyn og torden med laserstråler, og lede orkaner bort fra land. Resultaterne er deltvist opmuntrende, men det er svært videnskabeligt at ‘bevise’ at det faktisk virker. Årsagen er, at de naturlige variationer i vejret som regel er mange gange større end effekten af modifikationerne.

Som pressechef Niels Hansen fra DMI udtrykker der, er det »ikke muligt at lave kontrolforsøg med vejret, fordi enhver vejrsituation jo er unik«. At komme med en definitiv konklusion på, om vejrmodifikation virker, og under hvilke omstændigheder, kræver en enorm mængde eksperimenter over en meget længere periode end blot nogle få år.

Men ifølge meteorologer fra Fujian- provinsen i Kina har man i et randomiseret storskala-eksperiment på et areal af to gange 14.000 kvadratkilometer i perioden mellem 1975 og 1986 kunnet observere en 20 procents stigning i nedbør i de områder, hvor der blev lavet skypodning i forhold til de områder, der blev brugt som kontrol.

Også i Australien og Sydafrika har man haft positive resultater. Podning af storme med mikroskopiske saltpartikler har i Sydafrika i perioden mellem 1991 og 1997 resulteret i en signifikant større mængde nedbør end ved storme, som ikke blev podet. Og det australske meteorologiske institut har i 2006 genoptaget eksperimenter med podning af skyer for at modvirke den fortsatte tørke i den sydøstlige del af Queensland. I Brasilien har forskere kombineret en teknik til at pode regnskyer fra flyvemaskiner med simpelt drikkevand i forskellige dråbestørrelser med meget nøjagtige radaroplysninger om skyerner – deres position, højde, volumen, retning og vandindhold.

»Ud af 236 flyvninger har vi frembragt regn i 188 tilfælde. Nogle gange var det i blot én flyvning muligt at producere 3-6 regnfald i forskellige skyer,« forklarer Takeshi Imai fra Instituto Tecnológico de Aeronáutica i Brasilien.

Som hovedregel findes der to metoder til at pode skyer. I meget kolde skyer langt oppe på himlen er vanddampen koldere end frysepunktet. Men den fryser ikke af sig selv. For at det underkølede vand kan kondenseres til iskrystaller, må der være nogle partikler til stede som kan fungere som nukleatorer. Det kan være støv, pollen eller andre aerosoler. Det er her, sølviodid som regel bruges.

På varme skyer, der hænger længere nede på himlen, anvender man den såkaldte hygroskopiske podning. Ideen er at lave større dråber, enten ved hjælp af en kondensering af vanddampen omkring større partikler som f.eks. natrium- og kaliumklorid, eller ved at samle skyens små dråber sammen, så de bliver til større dråber og falder ned. Mængden af vanddamp og størrelsen af vanddråberne er afgørende for podningseffekten.

De bedste skyer at skyde efter er orografiske skyer som dannes, når vinden skubber luftmasserne op ad en bjergside. I det højere luftlag kan skyen ikke holde på så meget fugtighed, fordi der er koldere, og det er derfor forholdsvist nemt at punktere dem med små partikler.

Luftforurening virker modsat
Desværre ved man stadigvæk alt for lidt om, hvordan dynamikken mellem vand, vind, skyer, partikler og temperaturer i de forskellige luftlag er skruet sammen, og hvilke feedback- mekanismer der gør sig gældende.For eksempel mener Zhanginq Li fra Universitetet i Maryland i College Park, USA, at aerosoler kan virke som nukleator i kolde skyer, men at de også kan reducere regnmængden i varme skyer ved at skabe mange små dråber frem for færre store dråber. Til fagbladet Nature siger han: »Dette kan være det manglende led i puslespillet om skypodning. Under visse omstændigheder kan vi få den præcist modsatte effekt end den planlagte«.

I en ny undersøgelse fra Israel tog meteorolog Zev Levin fra Tel Aviv Universitet menneskeskabte aerosoler med i sine beregninger, og viste at skypodning har ingen eller ligefrem en negativ effekt på regnmængden i regioner med stor luftforurening. I betragtning af Kinas omfattende problemer med luftforurening, kan det derfor være hensigtsmæssigt helt at lade være med skypodning, hvis man vil have vand til bøndernes marker. Men det kan også være godt, hvis man ønsker et tørt OL.
There was an error in this gadget