Genetisk hype

Genernes betydning for helbredet overfortolkes af både forskere og medier. De private firmaers tilbud om at analysere kunders gener over nettet vil derfor skabe langt større sociale forandringer end de rent medicinske.

Læs hele artiklen i pdf

De fleste mennesker har nok oplevet en dødsangst på vej til lægen - en knugende følelse i maven, når lægen skal til at læse resultatet fra en blodprøve. I løbet af de sidste måneder har mange mennesker helt frivilligt været igennem en lignede oplevelse. De har fået scannet store dele af deres gener, og fået beregnet risikoen for at udvikle mere end 20 forskellige almindelige sygdomme.

For knap 1.000 dollar kan man bestille en gentest over internettet, skrabe lidt i mundvigen, og sende prøven med posten. Efter cirka 14 dage kan man så logge ind på en hjemmeside og læse om sin hår- og øjenfarve, om sin geografiske og etniske afstamning, og om risikoen for at få en lang række sygdomme.

De to første firmaer, der tilbød undersøgelsen, var deCODEme og 23andme, men efterhånden er flere kommet til, såsom Knome og Navigenics. 23andme er amerikansk og ejes af blandt andre Anne Wojcicki, Google-grundlæggeren Sergey Brins kone. Google har investeret 3,9 millioner dollar i firmaet med det mål at integrere 23andmes genetiske data med patientjournaler og - om muligt - gøre informationerne tilgængelige via Google.

Det andet firma er det islandske deCODE genetics, der er kendt for at have analyseret store dele af den islandske befolknings gener. Deres service, kaldet deCODEme, var den første og bruger den bedste dna-chip på markedet, som er i stand til at analysere over en million 'SNPs' ud af de tre milliarder basepar, som udgør menneskets genetiske kode.

I disse dage arbejder tusinder og atter tusinder af forskere på at opbygge store databaser for at sammenligne genetiske variationer med hyppigheden af almindelige sygdomme og andre biologiske karakteristika. Det kaldes genetiske associationsstudier (Genome Wide Associations Studies, GWAS), og har ikke kun en betydning for at forudsige sygdomme. Disse data fortæller også om vores hang til misbrug, vores fysik, psykologi og emotioner.

Automatisk hype
Det store spørgsmål er selvfølgelig, om informationerne vil nytte. Genetikernes viden begrænser sig lige nu til associationsstudier - det vil sige til at kende en korrelation mellem genetiske markører og almindelige kroniske sygdomme som f.eks. hjertekarsygdomme, sukkersyge, fedme, gigt og forskellige former for kræft.

Men man kender ikke årsagerne til korrelationerne, ej heller til deres vekselspil med miljø-faktorer, opvækst, ernæring og livsstil.

»Jeg er ikke i tvivl om, at viden om patienters gener vil betyde en bedre behandling,« siger professor Peter E. Nielsen fra Panum Instituttet. »Man behøver jo ikke at vide, hvorfor en behandling virker for at den virker.«

Den simpleste anvendelse af den nye viden er ifølge Peter Nielsen at variere doseringen af et bestemt medikament, alt efter hvilken genetisk sammensætning patienten har. Men også mere specifikt vil der kunne udvikles skræddersyet medicin, der er optimeret i forhold til patientens genotype. »Og det vil virke bedre end i gamle dage, selvom medicinen stadig måtte være symptombehandling,« siger Peter Nielsen.

Men i kontrast til den automatiske hype over en ny og lovende teknologi, er det stadig langt fra sikkert, at adgangen til genomet vil gøre mennesker sundere - samlet set. En falsk sikkerhed over at have gode gener kan hindre mennesker i at ændre dårlige vaner som f.eks. at ryge. Eller omvendt: En viden om en øget risiko for en sygdom kan få folk til at vælge rabiate løsninger som amputationer eller selvmord.

»I sidste ende handler det om at lave en realistisk tolkning af de nye informationer. Og det er den svære del af det,« indrømmer Peter E. Nielsen.

At måle det, der ikke måles
Dette gælder både for eksperter og lægfolk. Ifølge den græske datalog og statistiker John Ioannidis fra Tufts University viser det sig, at de første associationsstudier som regel viser store effekter, men efterhånden som andre forskere efterprøver resultaterne og andre effekter og andre SNPs medtages i regnestykket, må associationernes styrke nedreguleres. Så meget, at effekten ofte bliver minimal eller ligefrem negligerbar.

Ser man på listen af SNPs og deres effekter i en typisk test fra deCODEme, viser det sig da også, at langt de fleste SNPs kun øger eller mindsker risikoen for en sygdom med ganske få procent.

Ioannidis går længere endnu. Han mener, at langt de fleste forskningsresultater i branchen er forkerte. Frem for at måle en effekt, måler de kun effekten af det, de har glemt at medtage i regnestykket. Det er, hvad man kalder en bias - det vil sige en skævvridning af data på grund af manglende information.

Og Nielsen er delvis enig: »Det er rigtigt, at associationerne i begyndelsen ofte er større. Forskning er en dynamisk proces, hvor man starter med en simpel hypotese og ender med en mere balanceret forståelse af tingene. Men det gælder jo for alle videnskaber.«

Den eneste måde at efterprøve påstande om nyttigheden af genom-scanninger er ifølge Ioannidis, at man laver store randomiserede undersøgelser, hvor deltagerne ikke kun får scannet hele deres dna, men også følges igennem livet, så man kender deres adfærd, kostvaner og livsstil. Dataene ville så skulle korreleres med de miljømæssige og sociale påvirkninger. Kun på den måde vil man kunne opnå en sikker adskillelse mellem de genetiske og ikke-genetiske faktorer, der ligger til grund for udviklingen af sygdomme.

Til fagbladet Nature udtaler Ioannidis, at »de skandinaviske lande ville være et godt sted at starte, fordi der her er de bedste traditioner for at indsamle den slags data.«

Uomgængelige overfortolkninger
Hvis forskernes genetiske data i starten tillægges en større betydning end de reelt har, kan man måske heller ikke bebrejde samfundet og medierne, at de overfortolker selvsamme data til at begynde med.

De store overskrifter om den skræddersyede medicin, der præsenteres som en fager ny medicinverden med fuldt individualiseret diagnose og behandling af sygdomme, kan altså være forståelige nok, men vise sig langt mindre revolutionerende end først antaget.

Til gengæld kan effekten af overfortolkningerne have store sociale konsekvenser. Det vil kunne skabe unødig angst over for misbrug af forsikringsselskaber, af pensionskasser og reklamevirksomheder. Det vil tillægges alt for stor betydning i segmentanalyser, i elitesport og i partnervalget, og det vil ikke mindst skabe et større pres i retning af både den positive og den negative eugenik, det vil sige i udvælgelsen af børn på baggrund af bestemte egenskaber som forældrene vil have eller ikke vil have.

Sociale konsekvenser
Det står dog klart, at adgangen til eget dna vil have en del sociale konsekvenser. Allerede nu medsender mange universitetsansøgere i USA en dna-test for at 'bevise', at de har indfødt afstamning, og dermed ret til et stipendium, til sygesikring og til casinopenge.

Andre gør krav på job og på indfødsret, fordi de pludselig kan sandsynliggøre et lille handicap eller en snært af fremmed blod.

I England har dværge og døve mennesker organiseret sig i interessegrupper, der arbejder for at blive anerkendt som minoriteter, og dermed få de tilhørende rettigheder, herunder muligheden for at fortsætte med at føde dværge hhv. døve børn, om nødvendigt med teknisk hjælp betalt af staten.

Argumentet er, at ethvert ikke-dødeligt handicap jo kan anses som en markør for en minoritet, dvs. som en kulturel identitet, der skal beskyttes frem for udryddes.

Der er heller ingen tvivl om, at man vil forsøge at udnytte den nye viden til egen fordel, og at man vil Google og ranke, sammenligne og bedømme hinandens dna. Om det alt i alt vil føre til en større tolerance mellem mennesker eller til et større bigotteri, er for tidligt at afgøre.

Rent videnskabeligt set er der dog god grund til ikke at tro alt for meget på genernes betydning. Deres rolle i udviklingen og behandlingen af kroniske sygdomme er med få undtagelser langt mindre end forudsagt af forskere og medier, og der vil gå lang tid før man for alvor forstår sammenhængen og vægtningen mellem genetiske og ikke-genetiske faktorer.

Indtil videre er den mest positive konsekvens måske, at vi bliver klogere på menneskets vegne, forstår at tingene er langt mere komplicerede end de giver udtryk for, og at angsten for at kende sine egne gener er lige så ufornuftig som dødsangsten på vej til lægen.

__________________________________
FAKTA
SNP (udtales 'snip') står for 'single nucleotide polymorphism', og er defineret som en variant af en dna-sekvens, der opstår, når der i den samme position af dna'et findes flere varianter af et nukleotid (også kaldet en base, dvs. enten A, G, C eller T, se grafik).

Man har for eksempel fundet ud af, at mennesker med varianterne (i genetisk sammenhæng kaldet 'allelerne') GG i stedet for AA i snp rs4420638 har en 15 gange større risiko for at udvikle Alzheimer.

Kombinationen af AA i rs7495174 og GG i snp-nummer rs12913832 resulterer i langt de fleste tilfælde i blå øjne. Og hvis man er ejer af allelerne CT i rs17822931 har man vådt ørevoks.

De fleste nukleotider i genomet er identiske hos alle mennesker, og man siger, at en variation kun kan gælde som en SNP, når mindst en procent af befolkningen har den. SNPs giver derfor et godt billede af, hvordan vi mennesker adskiller os fra hinanden

Misbrug kan skyldes fejlsignal

Amerikansk forsker mener, at narkomani skyldes hjernens glæde ved at blive belønnet mere end forventet.

De fleste ved, at stofmisbrug kan føre til afhængighed. Og de fleste stofmisbrugere ved, at deres misbrug er dumt. Ikke desto mindre kan de ikke lade være. Deres frivillige valg er blevet til en ufrivillig trang.

Ifølge hjerneforsker David Redish fra University of Minnesota skyldes afhængighed en forstyrrelse i den normale måde, kroppen lærer af stimuli på. Ved at kombinere læringsteori med stoffers effekt på hjernens dopamin-produktion, kunne Redish udvikle en simpel teori for mekanismen bag stofmisbrug.

Det er kendt, at kokain øger mængden af dopamin i synapserne. Dopamin er en stærk neurotransmitter, som fortæller hjernen, at en belønning er på vej. Mængden af dopamin er derfor også et lærings-signal, fordi det fortæller om forskellen i ens forventning, og i det, der faktisk sker. Hvis en respons er bedre end forudset, frigøres mere dopamin. Er den dårligere, frigøres mindre.

Som analogi kan man forestille sig en sodavandsautomat. Du kaster 10 kroner ind i den, og ud kommer to sodavand, selvom du kun har regnet med én. Det er bedre end planlagt, og dit dopamin-niveau i hjernen stiger. Hvis der ikke kommer nogen sodavand ud, vil dopamin-niveauet falde, og hvis der som forventet kommer én sodavand ud, forbliver dopamin-niveauet konstant. På den måde lærer dopamin os, hvor meget vi skal forvente af fremtidige situationer. Mekanismen kaldes i fagjargon temporal- difference reinforcement learning (TDRL).

Det farlige ved narko er, at det frigør dopamin af sig selv, hvilket producerer et fejlsignal i hjernen, fordi hjernen nu tror, at stoffet er ‘bedre end forventet’. Og det er dette fejlsignal, som ifølge Redish fører til afhængighed. Hver gang stoffet tages, forledes hjernen til at tro, at forudsigelsen om belønningen ikke var god nok. Hjernen lærer at værdsætte stoffet mere og mere. Det fører til en uendelig spiral af opvurderinger, hvilket forklarer stofmisbrugeres adfærdsmønstre, som f.eks. deres beredvillighed til at betale mere og mere.

Indtil videre er Redish-modellen kun en meget overordnet teori om afhængighed, og man ved endnu meget lidt om, hvilken rolle de andre neurotransmittere spiller i den sammenhæng. Man ved heller ikke, hvordan TDRL fungerer i forhold til de naturlige læreprocesser, eller hvordan narko kortslutter processen mere konkret.

Men hvis modellen viser sig at være korrekt, kan den forudsige og forklare mange misbrugsfænomener, og måske føre til nye og mere effektive behandlingsformer

Hvad gør hjernen, når den vælger?

Opmærksomhed er penge. Så hvorfor spilde den med tekster om, hvordan hjernen tager beslutninger? Neuroøkonomien forsøger at give et svar.

Læs hele artiklen som pdf


Forestil dig at du får 100 kroner, som du selv skal fordele mellem dig selv og en fremmed person på gaden. Du får kun ét forsøg, og den fremmede kan vælge at acceptere dit tilbud eller nedlægge veto og straffe dig, så ingen af jer får noget.

Hvad er det bedste tilbud, du kan give den fremmede, så du optimerer din egen gevinst? 10 kroner? 30 kroner? Eller hele 50 kroner? Svaret er meget afhængigt af, hvilken kultur vi kommer fra (se grafik), men for alle mennesker gælder det, at følelsen af uretfærdighed gør os ivrige efter at straffe, selvom vi ikke kender hinanden - og selvom det har omkostninger for os selv.

Eksperimenter som dette stammer fra neuroøkonomien - et nyt, tværvidenskabeligt forskningsfelt, der forsøger at forstå, hvorfor og hvordan vi træffer ét valg frem for et andet. Det viser sig nemlig, at vi slet ikke er så snævert rationelle, som økonomer normalt har forestillet sig. Og der kan være gode grunde til at tage valg, som ikke umiddelbart synes at give belønninger.

At læse de første afsnit af denne artikel har jo f.eks. kostet dig en del tid og energi. Hvorfor fortsætte, når du lige så godt kan læse noget andet, eller helt lade være? Ifølge neuroøkonomer er svaret at finde i menneskets evne til at være målorienteret, tænke langsigtet, vælge effektivt mellem alternativer og ikke mindst tage forskud på glæderne. Rationalitet er med andre ord en fattig evne i forhold til, hvad hjernen faktisk kan.

Jagten på en kommandocentral
Ligesom genetikkens fadder Georg Mendel lavede ærte-eksperimenter for at forstå arvemekanismen i detaljer, bruger neuroøkonomer hjernescanninger og 'eye-tracking'-udstyr til at generere data om individuelle menneskers valg .

Erhvervslivet har været hurtig til at taget neuroøkonomien til sig og holder store konferencer om 'neurofinancing' og 'neuromarketing', hvor man lærer nye tricks om at sælge produkter og lave effektive reklamer. Til en konference om neuroøkonomi på Copenhagen Business School i København i sidste uge viste flere foredrag f.eks., at man med stor sikkerhed kan forudsige, hvilket produkt en person vil vælge, inden valget er blevet bevidst. Man behøver blot at kigge på personens øjenbevægelser og på hjernescanninger.

Firmaer har længe vidst, at et produkt sælger bedre, hvis man fortæller en historie om det og forbinder det med en følelse. Neuroøkonomernes hjernescanninger kan forklare hvorfor: Fordi historien og følelsen bidrager til en øget produktion af hormoner, som forstærker nydelsen. Ifølge Antoine Bechara fra Universityof Southern California vil neuroøkonomien snart kunne bruges til meget bedre at forudsige folks forbruger- og investeringsadfærd.

Neuroøkonomien hviler på antagelser om, at der til grund for neuroners aktiviteter ligger nogle principper, som er både økonomiske og evolutionært effektive. Det er antagelser om, at hjernen skal kunne beregne omkostninger og udbytte af en lang række potentielle handlinger, og vælge fornuftigt imellem dem. Hjernens mange pro- og contra-vurderinger må på en eller anden måde samles i en slags ’superpower’ i hjernen, der kan fungere som en kommandocentral for den endelige beslutning.

En svær fødsel
Neuroøkonomien kan ses som en ny forgrening af den evolutionære psykologi, hvis sande fadder er Charles Darwin. I 1870'erne skrev Darwin to bøger, som brugte evolution til at forklare dyrs og menneskers adfærd, og det næste store bidrag inden for feltet kom i 1975 i form af Edward O. Wilsons bog Sociobiology. Den forbløffende store pause på mere end 100 år kan i høj grad tilskrives et misbrug af Darwins ideer, først i form af både højre- og venstreorienterede socialdarwinister som f.eks. Herbert Spencer, Ernst Haeckel og Francis Galton, der ville se en retning eller et mål med evolutionen, og senere i form af nazisternes perverterede ideer.

Men siden Wilsons klassiker har der været en sand eksplosion i antallet af bøger og artikler som forsøger at finde evolutionære forklaringer på vores adfærd. Mange af de første bøger var lidt brovtende i deres skråsikre påstande om de pinlige aspekter ved menneskets drifter og tanker, men efterhånden har de fleste forskere ikke kun lært, hvordan man ikke skal bruge Darwin på mennesket. De har også lært, hvordan man kan bruge hans ideer videnskabeligt meningsfuldt.

Det vigtigste element i den proces var erkendelsen af, at både gener og kulturer udvikler sig efter evolutionære principper, og at de faktisk udvikler sig sammen.

Lært fra bakterier
En af de mere interessante bidragydere til neuroøkonomien er hjerneforskeren Read Montague, som leder Human Neuroimaging Lab ved Baylor College of Medicine i Houston, Texas. Han evner at sammenkoble hjerneforskning med evolutionær psykologi, økonomi og computervidenskab på en måde, så man får en fornemmelse af overblik.

I bogen med titlen Why Choose This Book? undersøger han for eksempel, hvordan effektive beslutninger har brug for både beregninger og vurderinger af udfaldene. Evnen til at træffe et fornuftigt valg kræver feedback-signaler og en indbygget evalueringsfunktion, der løbende fortæller, hvor tæt man er på målet så man kan opdatere sin forventning om de fremtidige belønninger.

I den forstand fungerer hjernen ikke som en computer, men snarere som de første bakterier, der kunne bevæge sig op ad en gradient: Bakterier skal kunne 'sanse' mængden af føde i deres umiddelbare omgivelser. Men disse sansninger har på et tidspunkt udviklet sig til at inkludere en forestilling om en fremtid og et mål, hvilket helt konkret kræver en evne til at lave kontrafaktiske beregninger, og til at kunne vurdere fordele og ulemper ved at bevæge sig til højre eller venstre. Dette i sig selv kan ifølge Montague meget vel være grundstenen til al kognition, som vi kender den.

I modsætning til bakterier, har de fleste dyr en ekstra evne. De kan tage et tegn som et tegn for noget andet. Det er, hvad man kalder en proxy. Hvis Pavlovs berømte hund begynder at savle, når den hører en klokke, er det, fordi den har lært, at ringeklokken betyder mad. Det interessante ved denne konditionering er imidlertid, at hundens hjerne allerede frigør hormonet dopamin (dvs. belønningen) når den hører klokken, og ikke når maden kommer. Hunden er med andre ord i stand til at opfatte - og nyde! - et tegn, som var det allerede tegnets indhold.

Cola eller Pepsi?
Det kan mennesker også - og mere til. Montagues gruppe publicerede i 2004 resultaterne af en hjernescanning, hvor forsøgspersonerne blev udfordret i den berømte Pepsi Challenge - en blindsmagning af Coca-Cola og Pepsi. Blindtesten blev oprindeligt opfundet af Pepsis reklamefolk, fordi det viste sig, at Pepsi altid klarede sig godt. Og rigtig nok: Halvdelen foretrak Pepsi og Pepsi gav endda et større udslag i hjernens ventromediale prefrontale cortex, en region der menes at relatere sig til følelsen af belønning.

Men da forsøgspersonerne i næste omgang fik fortalt hvad de drak, sagde tre ud af fire, at Coca-Cola smagte bedre. Også deres hjerneaktivitet havde forandret sig. Den viste desuden udslag i den laterale prefrontale cortex - et område, der har med højere ordens kognitive processser at gøre, samt i hippocampus - et område, der relaterer sig til hukommelse og andre indtryk. Forsøget viste altså, at selve den fysiske oplevelse af smag kan ændres af et varemærke, fordi det fortæller en historie eller sætter minder i gang. Varemærket er blevet en proxy, der 'smager af noget'.

Evnen til denne Pavlovske konditionering er ifølge Montague det første skridt på vej til højere ordens tegnmanipulation. Den kan blive så avanceret, at tegnet og tegnets tegn bliver mål i sig selv, og ikke det, de betegner.

Det er lidt som at stikke stikket tilbage i stikkontakten: Det kan gå grueligt galt som hos stofmisbrugere (i hvert fald ifølge en teori af David Redish - se artikel 'Misbrug kan skyldes fejlsignal'), men det kan også føre til en selvvalgt nydelse uden andre hjælpemidler end fantasien. Vi venter ikke på belønningen. Vi skaber den selv. Vi kortslutter os frem til nydelsen af en ting ved hjælp af symboler og tanker om denne ting.

Disse symboler, tegn og tanker kan let få en større betydning for vores liv end det, de peger på. Mennesket er jo faktisk det eneste dyr på kloden, som kan vælge at leve eller dø for en idé. Når fødeindtagelsen ikke længere kræver al vores energi, kan vi konditionere os selv til at kæmpe for ideologier, til at nyde kunst og tænke vilde tanker.

Vi kan vælge at bruge lidt af vores kognitive overskud under morgenmaden og læse mærkelige artikler om hjerneforskning, og få et dopamin- kick ud af deres meta-refleksioner om, hvordan vi tænker når vi tænker. Og det er måske derfor, du har læst denne tekst.

Verdens ældste papegøje fundet i Danmark

Verdens ældst kendte fossile papegøje er blevet fundet i moleret på Mors. Den ligner de nulevende papegøjer fra troperne, hvilket rykker væsentligt ved vores viden om deres oprindelse og
geografiske udbredelse.

Læs hele artiklen som pdf


For 54 millioner år siden var papegøjer en naturlig bestanddel af livet i Skandinavien. Det viser nye fossile fund fra øen Mors i Limfjorden. En 6,5 cm lang overarmsknogle af en papegøje, der i opbygning ligner de moderne papegøjer, er blevet fundet af den tidligere leder af Molermuseet på Mors, Bent Søe Mikkelsen. Knoglen er nu blevet analyseret af palæontolog Bent Lindow fra Statens Naturhistoriske Museum i København sammen med britiske og russiske kolleger, og hans konklusion er klar:

»Man har hidtil ment at papegøjerne blev udviklet meget senere. Dette fund rykker de nulevende papegøjers oprindelse langt tilbage i tid. Det støtter også nye dna-baserede slægtskabsanalyser af de moderne fugle, der overraskende fandt, at papegøjerne udskilte sig fra de andre fugle for måske 80 til 100 millioner år siden.«

Moleret, der betyder ‘det hvidlige ler’, blev dannet for 54 millioner år siden, kort efter overgangen mellem de geologiske perioder paleocen og eocæn. Det var en tid præget af meget høje temperaturer. Der var ingen iskapper på polerne og Danmark lå under havets overflade på en breddegrad, der svarer til Schweiz i dag. Grønland lå klods op ad Norge og Nordatlanten var ved at blive dannet. Klimaet var tropisk med et CO2-niveau tre-fire gange højere end i dag.

»Hvordan papegøjen endte sine dage på bunden af datidens Nordsø er uvist. Måske stammer den fra et eksemplar, der for 54 millioner år siden forvildede sig ud over havet og druknede. Ådselædere og strøm splittede derefter kadaveret ad, så kun en enkelt, karakteristisk knogle blev bevaret for eftertiden,« siger Bent Lindow.

Papegøjen fra nord
Fundet er bemærkelsesværdigt, fordi det anatomisk set ligner moderne papegøjer meget mere end nogen anden uddød form – og har været på størrelse med den nulevende Lille Gultoppede Kakadu (Cacatua sulphurea). »Det er meget usædvanligt at finde en familie, der ikke har udviklet sig synderligt i over 50 millioner år,« siger Bent Lindow.

De hidtil ældste fossile rester af papegøjelignende fugle stammer fra London-leret i Sydøstengland, der er dateret til at være omkring 52 millioner år gammelt. Andre fossiler er blevet fundet ved Messel i Tyskland, men fælles for dem er, at de tilhører den overordnede biologiske orden Psittaciformes, og ikke den mere snævre familie Psittacidae, som molerpapegøjen sandsynligvis tilhører.

»Fundet rykker ved vores evolutionære viden om fuglenes udvikling. Indtil nu har man fra eocænperioden kun fundet papegøjelignende fugle, det man kunne kalde fætre til nutidens papegøjer, men spændende ved denne her overarmsknogle er, at det er en af de tidligste, man nogensinde har fundet, og så at den har så mange træk, der ligner nutidens papegøjer.«

Fuglene udvikledes fra dinosaurerne for 150 millioner år siden. For måske 80-100 millioner år siden spaltede papegøjen fra de andre fugle. De ældste fossile fund af papegøjer på den sydlige halvkugle er kun 15 millioner år gamle, hvilket betyder, at papegøjerne måske først udviklede sig på den nordlige halvkugle, inden de spredte sig til den sydlige.

»Det billede, der er ved at danne sig, er, at lige før og efter dinosaurernes uddøen for 65 millioner år siden, opstod hovedparten af de grupper af fugle, vi har i dag. Vi troede det skete mere gradvist. Det ser også ud til, at der samtidigt skete et udviklingsboom blandt pattedyr og fisk.«

Rummelige fossiler
Det var ikke muligt for Bent Lindow at datere fossilet direkte, eftersom knoglens calcium i mellemtiden er blevet omdannet til mineraler, og der ikke længere findes noget dna. Til gengæld har man tidligere dateret to af de askelag, der findes i moleret.

En Argon 39/40 datering viste, at de var mellem 54 og 54,5 millioner år gamle. Askelagene stammer fra voldsomme vulkanudbrud, der opstod under Nordatlantens åbning omkring det tidspunkt, og som varede en halvanden million år.

Forskere har i lang tid vidst, at moleret i Limfjorden indeholdt spændende og velbevarede fossiler. Lige i det område, hvor moleret er aflejret, var der mindst 40 meter vand og konstant iltsvind, så når resterne af dyrene er faldet til bunds i de meget iltfattige områder, kunne de blive fossiler, eftersom ingen fisk eller lignende kunne leve der og spise ådslerne. Den iltfattige bund har også kunnet bevare asken fra vulkanudbruddene. Moleret er et af de få steder i verden, hvor fuglefossiler er bevaret rummeligt, fordi jordpresset ikke har trykket knoglerne flade.

Moler består af cirka 45-65 pct. kisel, skallerne af kieselalger, 30-45 pct. ler og 10 pct. vulkanaske. Det gør moler meget porøst og let. Ud over sin palæontologiske rolle, bruges moler derfor også til varmeisolerende mursten og til at lave blandt andet kattegrus.

»Vor herre bevares,« siger Bent Lindow, »jeg tør ikke tænke på, hvor mange sjældne fossiler, der er kværnet sammen og endt i en kattebakke«

Motovun homepage launch

After my last visit to Motovun and taking a lot of pictures I have created a new homepage for the house of Carsten, Sofie and me in Motovun, Croatia. Motovun is definitely the most beautiful medieval town on the peninsula of Istria, and everyone we know should send a note if they wish to make a visit. We want to start to rent it to friends and friends of friends for a decent price, so have a look and be enchanted!

Go to http://motovunhouse.blogspot.com
There was an error in this gadget