Uddannelse kræver almen dannelse

Naturvidenskaben spiller ofte rollen som den nyttige idiot, fordi det er så nemt at gemme en politisk eller ideologisk agenda bag videnskabelige fakta

Af Robin Engelhardt, Ph.d. i teoretisk biologi, arbejder med kommunikation på DTU Mekanik

Den største skuffelse over at starte på universitetet var, at vi som studerende aldrig fik fortalt en overordnet historie om, hvad naturvidenskaben kunne, hvorfor den var, som den var, og hvad det var, der gjorde den så vigtig. Som kemistuderende fik vi blot udleveret kolber og kompendier, sat til at terpe dagen lang, og skældt ud af en arrig professor, som helst så os dumpe alle sammen.

I gymnasiet havde vi godt nok læst Lund, Pihl og Sløks inspirerende De europæiske ideers historie, men den var allerede på det tidspunkt 20 år gammel og i øvrigt meget tynd på det naturvidenskabelige område. På universitetet var der intet. Vores voldsomme sult på viden om, hvordan livet var opstået, hvordan tanken kunne tænke og hvad der holder verden sammen blev spist af med ureflekteret fag-faglighed og formler.

Man skal bestemt ikke forklejne faglig viden og en god træning i videnskabelig praksis, men der manglede – og mangler fortsat – en indføring i naturvidenskabens filosofiske historie, i dens sociale implikationer og i de personlige passioner som driver den. På grund af denne blodmangel valgte jeg personligt at studere litteraturvidenskab parallelt med den teoretiske kemi, men på humanoria er situationen ikke meget bedre. Her har den populære konstruktivistiske erkendelse af, at der ikke findes viden uden én, der ved, gjort ord som objektivitet og sandhed til tabubelagte begreber, der kun kan tænkes udtalt af naive scientister.

To stridende kulturer
Resultatet er, at vi på vores universiteter fortsat udvikler to kulturer, som ser ned på hinanden. På den ene side har vi den litterære intellektuelle, der i fuld offentlighed erklærer, at naturvidenskabsfolk ikke reflekterer over, hvad de gør. Og på den anden side har vi forskeren, som stadig mener han har en privilegeret adgang til virkeligheden, og i stilhed ringeagter humanisternes højtravende blah blah.

Så ærgerlig denne tilstand er, lige så antikveret er den. I løbet af de sidste 50 år har verden ændret sig monumentalt. Nobels discipliner har fået børn og børnebørn, der kærer sig om hverken klasse eller arv. Farfar fysiker kan godt glemme alt om sin privilegerede rolle i hjemmet, og mormor matematiker kan lige så godt vænne sig til at have et job uden for hjemmet som alle andre.

Tænk over, hvad deres børn og børnebørn går og laver i dag: Datalogen laver biologiske replikationseksperimenter, fysikeren undersøger sociale netværk, kemikeren bygger atomare overfladestrukturer, neuroøkonomen bidrager med hjernescanninger til nye viden om kognitiv psykologi og pædagogik, meteorologen underviser i computergrafik og medietræning. I det hele taget kan den stadig mere intense instrumentalisering af sofistikerede eksperimenter og designs ikke længere adskilles fra ingeniørvidenskab.

Ideen om, at grundvidenskab er adskilt fra anvendt videnskab, giver ikke længere mening, og de videnskabelige fremskridt er blevet afhængige af hele spektret af tilgængelig viden, fra matematik over sociologi til humanoria.

Naturvidenskabens nye roller
Til hele denne perlerække af tværvidenskabelighed føjer sig en ny offentlighed, der på en helt anden måde end tidligere er interesseret i naturvidenskaben. Og det med god grund. I en kompleks verden, hvor nærmest alle kulturens sfærer er blevet videnskabeliggjort, kan man ikke længere foretage fornuftige etiske og moralske valg uden at have en basal naturvidenskabelig dannelse. Og for forskeren gælder: Når naturvidenskaben er blevet voksen er det ikke længere tilstrækkeligt at præsentere fakta og lade andre tage beslutningerne.

Offentligheden er meget mere bevidst om legitimationen af viden. Grunden er, at videnskaben er blevet tvetydig og vag. Den kan bruges og misbruges. Dem, som har villet bruge forskningen til at rådføre politikerne med, har måttet erkende, at naturvidenskaben ikke længere har nogen speciel status i forhold til andre politiske temaer.

Det har været det endelige dødsstød til ideen om, at den videnskabelige proces på en eller anden måde er isoleret fra de daglige kampe om legitimation og indflydelse, fordi naturvidenskaben jo har en historisk overlegen status, som burde give en naturlig autoritet, også i medierne og i parlamenterne.

Stil flere krav
Men tværtimod. Når man står over for komplicerede beslutningsprocesser i et udviklet demokrati, viser det sig, at det videnskabelige argument er blevet lige så partisk som lobbyisternes argumenter i Bruxelles og Washington DC. Og ofte værre end det. Flere sociologer har vist, at naturvidenskaben ofte spiller rollen som den nyttige idiot, fordi det er så nemt at gemme en politisk eller ideologisk agenda bag videnskabelige fakta.

Alt dette lærer man ikke noget om på de naturvidenskabelige fakulteter. Og det er skidt. Med indføringen af fagets videnskabsteori har man forsøgt at udbedre situationen en smule, men resultatet er indtil videre ikke opløftende. Kurserne køres ofte af interne proselytter, og der mangler et samlende miljø som kan udføre dobbeltbevægelsen af at udvikle kurset på tværs af discipliner, og samtidig integrere det i de enkelte fag.

Det er kendetegnende for situationen, at man stadig ikke er modig nok til at indrømme, at en uddannelse i dag også kræver bred dannelse. At dobbel- og trippelkompetencer er nødvendige, både for humanister og naturvidenskabsfolk. At man skal lære mere, og kræve mere.

De mange populærvidenskabelige bøger på markedet er et tydeligt bevis på, at der eksisterer en stor intellektuel sult, som hverken bliver tilfredsstillet på humanoria eller på naturvidenskab. Bøgerne fortæller om nye og vigtige ideer for dem, som er villige til at danne sig selv. Noget som farfar fysik egentlig burde glæde sig over, hvis han stadig var i live.

Sammen med Hans Siggaard Jensen har Robin Engelhardt for nylig udgivet bogen ERGO - naturvidenskabens filosofiske historie, om naturvidenskabens udvikling fra skriftens fødsel og til nutidens hjerneforskning og globalisering. Linhardt & Ringhof, 456 sider, ill., pris kr. 499,-

(publiceret i Ingeniøren 8. februar 2008)

0 comments:

There was an error in this gadget