Hvem er bange for Det Etiske Råd?

Argumenterne for og imod Det Etiske Råd har været mange, og i disse år står det ved en skillevej: Skal man fortsætte med at koncentrere sig om sundheds- og bioetik, eller skal man gå ind i andre etiske dilemmaer som f.eks. klima og biodiversitet? Skal man helt afskaffe rådet? Eller skal man have flere af slagsen?



Af: Robin Engelhardt, 15. februar 2008

I teaterstykket Hvem er bange for Virginia Woolf? begår George på et tidspunkt et symbolsk drab på sin lige så symbolske søn. Hans kone Martha bliver frygtelig skræmt, fordi George på denne måde bryder deres tavse overenskomst om at leve i en illusion af normalitet. Hun er bange for den store stygge ulv - virkeligheden om deres barnløshed - fordi hun ligesom alle andre mennesker ønsker at leve i en verden, hvor tingene giver mening, hvor forholdene er ordnede, og hvor livet kan fortsætte igennem ens børn.

Da nye muligheder for kunstig befrugtning blev kendt i midten af 1980'erne, så vi stykket genopsat i en ny - og større - ramme. Denne gang var hovedpersonerne ikke George og Martha, men Det Etiske Råd, bestående af et repræsentativt udvalg af 17 danskere, der fik til opgave at forstå og vejlede om de etiske dimensioner af den nye teknologi. Et uudtalt, men væsentligt element i dannelsen af Det Etiske Råd var selvfølgelig også at berolige en skræmt befolkning og bidrage til håbet om, at vi sagtens kan opretholde en vis form for social normaltilstand i bioteknologiens tidsalder.

"Oprindelig var Det Etiske Råd tænkt som en midlertidig konstruktion," siger et af medlemmerne, Klavs Birkholm. "Regeringen fandt ud af, at der fandtes en ny dagsorden, som den med sine industrisamfundsbriller ikke kunne håndtere. Samfundet var konfronteret med et helt sæt af nye problemer, og løsningsforslagene strittede i alle retninger. Det Etiske Råd skulle hjælpe os ud af en forlegenhed."

Det var i 1987. Lægers og barnløse pars ønske om at bruge en helt ny teknologi kaldet kunstig befrugtning fremkaldte en voldsom offentlig debat, og Det Etiske Råd var den rette lynafleder til at omdirigere de største udladninger og give håb om at finde en gylden middelvej mellem pro og contra. Det skulle nok gå alt sammen, og den dag man havde forstået alle konsekvenserne, ville man igen kunne vende tilbage til normalpolitik og afskaffe Det Etiske Råd igen.

Selskabslege
Men det var som om de etiske dilemmaer ikke ville forsvinde. Fosterdiagnostik, patenter på menneskelige gener, præimplantationsdiagnostik, ægdonation, ægsortering, nedfrysning af æg og sæd, rugemødre - listen bliver bare længere.

"Det overraskende er, at der hele tiden kommer nye etiske udfordringer til," siger Birkholm og peger på endnu nyere områder som f.eks. kimærer, kunstigt liv ud fra kunstigt dna og ikke mindst computerstyrede relæer i hjernen. "Foreninger og højskoler river i os for at få mere at vide, og der er ingen tegn på, at det stopper."

Det Etiske Råd har til en vis grad overtaget den offentlige intellektuelles rolle om at skabe sammenhæng i tingene, noget der tidligere kom fra universiteterne. Eller fra teatret. I Edwards Albees ovennævnte stykke om de to akademikere George og Martha bliver tilskueren jo løbende underholdt af ondskabsfulde selskabslege, som skiftevis latterliggør og nedbryder de gængse forestillinger om parforhold og livslykke og derved stiller nogle realiteter til skue, som faktisk hverken værterne eller deres pæne gæster helt vil se i øjnene.

Teaterstykkets reference til sangen Who's afraid of the Big Bad Wolf? er med andre ord analog med Det Etiske Råds opgaver i samfundet. Sangen er en selskabsleg, hvor man skiftevis understøtter og håner alle dem med de gode hensigter. Vi skal lege legen 'etiske værdier' og 'moralske vogtere' og mene, at vi på den måde får mere kontrol over en uhåndterbar udvikling. Vi skal også lege legen 'flere valg' og 'design din egen baby' og argumentere for individets absolutte frihed. Men lige meget om man er glidebaneprofet eller fremskridtsoptimist, er det vigtigste element ved Det Etiske Råd, at alle i princippet ville kunne deltage i diskussionen.

Ny formand, nye fronter
Og netop dette er Det Etiske Råds fremmeste opgave at give mulighed for: "Vi er ikke specielt udvalgte fagfolk, men en blanding af lægfolk med meget forskellig baggrund samt enkelte ministerielt udpegede eksperter," siger den nye formand af rådet, Peder Agger. Det giver både bredde og dybde i diskussionen, samtidig med at der er plads til at skifte standpunkt uden at miste ansigt.

"Vi er derfor ikke en partshaver i diskussionen, sådan som f.eks. Naturfredningsforeningen er det. Det eneste partsmæssige ved Det Etiske Råd er, at man skal påpege nye problemfelter."
Og det er, hvad Peder Agger ønsker at gøre. Hans egen interesse ligger i biodiversitet, miljøplanlægning og klimaområdet, og han mener, at der her eksisterer vægtige etiske udfordringer.

"Bæredygtighedsbegrebet spænder jo meget vidt. Beslutninger taget i København kan have dramatiske effekter i Brasilien. Samfundets øgede kompleksitet har nogle gange større konsekvenser i det fjerne og upersonlige end i det nære og personlige. Det rejser en helt ny type af etiske problemer," siger Peder Agger og refererer til Peter Kemps adskillelse mellem nær-etik og fjern-etik: "Det fjerne er sværere at forholde sig til, selv om det nogle gange er vigtigere." Blandt andet derfor er Det Etiske Råd et vigtigt forum for den slags problemer.

Klavs Birkholm er dog ikke glad for at ændre rådets profil: "Jeg synes, at klima ligger uden for Det Etiske Råds mandat. Sådan ville jeg tolke lovgrundlaget. Hvis man synes, at klimaudfordringen er så vigtig, så burde man lave et nyt råd og ikke bruge Det Etiske Råd. Det er som at blande æbler og vækkeure."

Peder Agger mener dog, at klimaproblemer altid har været på dagsordenen. "Vi har allerede haft en arbejdsgruppe for genetisk modificerede planter, hvor vi berørte den slags problemer, og både Stern-rapporten (om klimaændringernes økonomi, red.) og IPCC-rapporterne (fra FN's klimapanel, red.) har afsnit om klimas etik, så jeg synes bestemt ikke, at emnet er irrelevant for Det Etiske Råd. Men hvis man vælger at lave et nyt råd om klima og biodiversitet, skal jeg nok stikke piben ind."

Social robusthed
Det Etiske Råd står altså ved en skillevej: Skal man fortsætte med at koncentrere sig om sundheds- og bioetik, eller skal man også gå ind i andre etiske dilemmaer som f.eks. klima og biodiversitet? Skal man helt afskaffe rådet? Eller skal man have flere af slagsen?

Adjunkt på Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på CBS i København Maja Horst forsker i massemedier og offentlig debat om videnskab, innovation og teknologi - specielt bioteknologi og genetik. Hun mener, at klima ikke ligefrem er nyt.

"Klima er en klassisk ressourcekonflikt, og selv om der er etik i klima, så er det ikke en samfundsmæssig identitetskonflikt, sådan som bioetikken er det. Det eneste sted, hvor klima kan blive en identitetsdiskussion, er, om vi skal udvikle os teknisk ud af problemerne, eller om vi skal skrue tilbage til ældre samfundsmodeller. Men den beslutning er jo taget. Og af samme grund er der ikke samme fornemmelse af nødvendighed af denne problematik."

Generelt har Horst det dog godt med flere råd. Hun mener, at det vigtigste, man skal sørge for, er, at alle stemmer bliver hørt. "Hvis store dele af befolkningen føler sig sat af, så er det farligt og muligvis kontraproduktivt," siger hun. "Tænk f.eks. på diskussionen om de gensplejsede fødevarer: Monsanto tromlede frem, og resultatet i dag er, at flertallet er skeptisk over for det. Hvis man i stedet havde startet med at diskutere olieædende organismer eller lignende åbenlyst gavnlige anvendelser, så ville det måske være gået meget bedre."

Man skal tænke i social robusthed som det første, mener Maja Horst. "Og i Danmark har vi en kæmpe chance for at gøre netop det, fordi vi har en befolkning, som ikke er særlig autoritetstro, samtidig med at vi er konsensussøgende og har teknologiråd, som skaber en progressivt, social kritik, der kan informere om de rigtige beslutninger. På denne måde kan spændingerne mellem fremskridtsoptimisme og samfundets bekymringer vendes til en positiv proces, fordi de giver input til hinanden."

Mere af det hele
Det er altså godt med stakeholder- og konsensuskonferencer med etiske og teknologiske råd, med læserbreve og debatfora, fordi de gør os i stand til at tage andre perspektiver og giver os en fornemmelse af at blive lyttet til. De fører ikke nødvendigvis til en løsning, men har en værdi i netop deres skrøbelighed og i faren for hele tiden at bryde sammen. Etisk Råds styrke ligger måske netop i upartiskheden og i dets manglende ekspertise. For hvis det kunne affærdiges som en partshaver eller et ekspertråd af modsatrettede interesser, ville dialogen hurtigt ende i spin.

Der eksisterer selvfølgelig også den fare, at beslutningstagerne begynder at flytte de varme emner, som f.eks. klima, over på alskens råd for ikke at behøve at snakke om dem i Folketinget. At Det Etiske Råd således bliver en parkeringsplads for besværlige emner og en undskyldning for ikke at gide tænke sig om. Derfor er det vigtigt, at Det Etiske og andre kommende Råd altid også forbliver oprørende og lettere ubehagelige. Deres opgave er ikke at kun at behage og berolige, men især at ægge og larme.

Og så er vi igen ved stykket Hvem er bange for Virginia Woolf? For hvis ikke det Etiske Råd kan true med at briste et par af vores illusioner, så er der heller intet morsomt i at lytte til det. En af de gode selskabslege i teaterstykket er legen 'ydmyg værten', hvor George og Martha smadrer hinanden for deres forfængelighed, deres håbløse følsomhed og naivitet. På samme måde er det Etiske Råd en ganske håbløs og naiv affære. Men naive oplæg og rapporter er trods alt bedre end slet ingen oplæg eller rapporter.

Moralen må være, at brutale selskabslege er bedre end den totale apati. Det Etiske Råds eksistensberettigelse kan derfor kun ligge i den benhårde ærlighed af dets debatter, i bruddet med de vante forestillinger om det gode samfund og i, at det hele nok skal gå. Deri ligger der også en stor underholdningsværdi.

Uddannelse kræver almen dannelse

Naturvidenskaben spiller ofte rollen som den nyttige idiot, fordi det er så nemt at gemme en politisk eller ideologisk agenda bag videnskabelige fakta

Af Robin Engelhardt, Ph.d. i teoretisk biologi, arbejder med kommunikation på DTU Mekanik

Den største skuffelse over at starte på universitetet var, at vi som studerende aldrig fik fortalt en overordnet historie om, hvad naturvidenskaben kunne, hvorfor den var, som den var, og hvad det var, der gjorde den så vigtig. Som kemistuderende fik vi blot udleveret kolber og kompendier, sat til at terpe dagen lang, og skældt ud af en arrig professor, som helst så os dumpe alle sammen.

I gymnasiet havde vi godt nok læst Lund, Pihl og Sløks inspirerende De europæiske ideers historie, men den var allerede på det tidspunkt 20 år gammel og i øvrigt meget tynd på det naturvidenskabelige område. På universitetet var der intet. Vores voldsomme sult på viden om, hvordan livet var opstået, hvordan tanken kunne tænke og hvad der holder verden sammen blev spist af med ureflekteret fag-faglighed og formler.

Man skal bestemt ikke forklejne faglig viden og en god træning i videnskabelig praksis, men der manglede – og mangler fortsat – en indføring i naturvidenskabens filosofiske historie, i dens sociale implikationer og i de personlige passioner som driver den. På grund af denne blodmangel valgte jeg personligt at studere litteraturvidenskab parallelt med den teoretiske kemi, men på humanoria er situationen ikke meget bedre. Her har den populære konstruktivistiske erkendelse af, at der ikke findes viden uden én, der ved, gjort ord som objektivitet og sandhed til tabubelagte begreber, der kun kan tænkes udtalt af naive scientister.

To stridende kulturer
Resultatet er, at vi på vores universiteter fortsat udvikler to kulturer, som ser ned på hinanden. På den ene side har vi den litterære intellektuelle, der i fuld offentlighed erklærer, at naturvidenskabsfolk ikke reflekterer over, hvad de gør. Og på den anden side har vi forskeren, som stadig mener han har en privilegeret adgang til virkeligheden, og i stilhed ringeagter humanisternes højtravende blah blah.

Så ærgerlig denne tilstand er, lige så antikveret er den. I løbet af de sidste 50 år har verden ændret sig monumentalt. Nobels discipliner har fået børn og børnebørn, der kærer sig om hverken klasse eller arv. Farfar fysiker kan godt glemme alt om sin privilegerede rolle i hjemmet, og mormor matematiker kan lige så godt vænne sig til at have et job uden for hjemmet som alle andre.

Tænk over, hvad deres børn og børnebørn går og laver i dag: Datalogen laver biologiske replikationseksperimenter, fysikeren undersøger sociale netværk, kemikeren bygger atomare overfladestrukturer, neuroøkonomen bidrager med hjernescanninger til nye viden om kognitiv psykologi og pædagogik, meteorologen underviser i computergrafik og medietræning. I det hele taget kan den stadig mere intense instrumentalisering af sofistikerede eksperimenter og designs ikke længere adskilles fra ingeniørvidenskab.

Ideen om, at grundvidenskab er adskilt fra anvendt videnskab, giver ikke længere mening, og de videnskabelige fremskridt er blevet afhængige af hele spektret af tilgængelig viden, fra matematik over sociologi til humanoria.

Naturvidenskabens nye roller
Til hele denne perlerække af tværvidenskabelighed føjer sig en ny offentlighed, der på en helt anden måde end tidligere er interesseret i naturvidenskaben. Og det med god grund. I en kompleks verden, hvor nærmest alle kulturens sfærer er blevet videnskabeliggjort, kan man ikke længere foretage fornuftige etiske og moralske valg uden at have en basal naturvidenskabelig dannelse. Og for forskeren gælder: Når naturvidenskaben er blevet voksen er det ikke længere tilstrækkeligt at præsentere fakta og lade andre tage beslutningerne.

Offentligheden er meget mere bevidst om legitimationen af viden. Grunden er, at videnskaben er blevet tvetydig og vag. Den kan bruges og misbruges. Dem, som har villet bruge forskningen til at rådføre politikerne med, har måttet erkende, at naturvidenskaben ikke længere har nogen speciel status i forhold til andre politiske temaer.

Det har været det endelige dødsstød til ideen om, at den videnskabelige proces på en eller anden måde er isoleret fra de daglige kampe om legitimation og indflydelse, fordi naturvidenskaben jo har en historisk overlegen status, som burde give en naturlig autoritet, også i medierne og i parlamenterne.

Stil flere krav
Men tværtimod. Når man står over for komplicerede beslutningsprocesser i et udviklet demokrati, viser det sig, at det videnskabelige argument er blevet lige så partisk som lobbyisternes argumenter i Bruxelles og Washington DC. Og ofte værre end det. Flere sociologer har vist, at naturvidenskaben ofte spiller rollen som den nyttige idiot, fordi det er så nemt at gemme en politisk eller ideologisk agenda bag videnskabelige fakta.

Alt dette lærer man ikke noget om på de naturvidenskabelige fakulteter. Og det er skidt. Med indføringen af fagets videnskabsteori har man forsøgt at udbedre situationen en smule, men resultatet er indtil videre ikke opløftende. Kurserne køres ofte af interne proselytter, og der mangler et samlende miljø som kan udføre dobbeltbevægelsen af at udvikle kurset på tværs af discipliner, og samtidig integrere det i de enkelte fag.

Det er kendetegnende for situationen, at man stadig ikke er modig nok til at indrømme, at en uddannelse i dag også kræver bred dannelse. At dobbel- og trippelkompetencer er nødvendige, både for humanister og naturvidenskabsfolk. At man skal lære mere, og kræve mere.

De mange populærvidenskabelige bøger på markedet er et tydeligt bevis på, at der eksisterer en stor intellektuel sult, som hverken bliver tilfredsstillet på humanoria eller på naturvidenskab. Bøgerne fortæller om nye og vigtige ideer for dem, som er villige til at danne sig selv. Noget som farfar fysik egentlig burde glæde sig over, hvis han stadig var i live.

Sammen med Hans Siggaard Jensen har Robin Engelhardt for nylig udgivet bogen ERGO - naturvidenskabens filosofiske historie, om naturvidenskabens udvikling fra skriftens fødsel og til nutidens hjerneforskning og globalisering. Linhardt & Ringhof, 456 sider, ill., pris kr. 499,-

(publiceret i Ingeniøren 8. februar 2008)

There was an error in this gadget