Here Comes Everybody

Er man interesseret i nye medier, web 2.0 og sociale netværk, så er Clay Shirkys nye bog Here Comes Everybody måske en bog der står lidt ud af mængden.

Den introducerer ikke blot wikis, blogs og feeds, men diskuterer også de sociale implikationer af at kommunikationmedierne nu ejes af alle - hvis positive side blandt andet er at sænke barrieren for at folk kan gøre en forskel.

Og dog. Ville Shirky have spist sin egen medicin, burde bogen være blevet lavet på eget forlag og ligge frit tilgængelig på nettet. Det gør den ikke. Det gør til gengæld en anden bog om samme emne - den klassiske The Wealth of Networks af Yochai Benkler. Se også den morsomme A Bloggers Manifesto af Erik Ringmar.


Clay Shirky
HERE COMES EVERYBODY
328 sider, Allen Lane, 2008

Anmeldelser:
Guardian
ars technica

The World Is Flat

Manden bag bogen The World Is Flat, Thomas L. Friedman, har skrevet en ny bog om, hvordan vi burde forstå verden - og ændre den til det bedre.

Intentionerne er helt sikkert gode, men gad vide om det bliver til mere end varme tanker, fladt genbrug og et mylder af små anekdoter.




Thomas L. Friedman
HOT, FLAT, AND CROWDED
438 sider, Allen Lane, Penguin, 2008

Anmeldelser:
Wired
Guardian

Katastroferne kommer

Året 2008 vil blive husket for en voldsom stigning i antal af naturkatastrofer. Samlet set går trenden dog i retning af, at færre og færre mennesker dør af naturens luner, mens flere og flere omkommer på grund af teknologiske uheld og menneskelige fejl.

Læs hele artiklen i pdf

År 2008 tegner til at blive et af de værste år nogensinde, hvad angår naturkatastrofer og menneskeskabte uheld. Cyklonen Nargis ramte Myanmar i maj måned og dræbte 138.366 mennesker. Den blev dermed den tredje mest dødelige cyklon nogensinde. Jordskælvet i Sichuan samme måned var ligeledes det tredje værste jordskælv i nyere kinesisk historie med 87.476 omkomne til følge.

Men på trods af, at antallet af naturkatastrofer er steget konstant i løbet af de seneste 30-40 år, så er antallet af dødsfald på grund af naturkatastrofer stadigt faldende. Vi kan takke os selv og hinanden for samlet set at have bedre varslingssystemer, mere modstandsdygtigt byggeri og et langt bedre katastrofeberedskab.

Det er klart, at stigningen i antallet af naturkatastrofer skyldes flere faktorer end blot ‘naturens luner’. Den voldsomme stigning i befolkningstallet gør, at vi bosætter os i langt mere udsatte områder end tidligere, for eksempel langs vandkanter, under gletschere og i nærheden af vulkaner. Det vil automatisk øge registreringen af naturkatastrofer. Desuden har den menneskeskabte drivhuseffekt bevirket et varmere klima med mere energi i atmosfæren, hvilket øger antallet af storme, flod- og varmebølger markant.

Ikke desto mindre er antallet af omkomne i forhold til disse katastrofer faldet eksponentielt, hvilket er en meget positiv historie, som ikke er særlig kendt i den brede offentlighed.

Teknologiens skyggeside
Den negative side af medaljen er dog, at antallet af teknologiske uheld er steget kraftigt i løbet af den samme periode, samtidig med at antallet af dødsofre for disse uheld er steget endnu kraftigere. Her taler vi om alt fra skibs- og flyulykker, dæmnings- og brosammenstyrtninger, forgiftninger, kemiske og nukleare udslip og helt hen til de utallige tog-, bus- og biluheld verden over.

Hvis man plotter antallet af dødsofre efter naturkatastrofer og teknologiske uheld ind i en semilogaritmisk graf og beregner deres tendenslinje, vil de krydse omkring år 2045. Det er en ganske interessant observation, da den fortæller, at de teknologiske uheld ultimativt vil blive mere farlige for mennesker end naturkatastroferne.

Statistikken for den slags uheld er dog stadig meget mangelfuld, da langt de fleste teknologiske uheld slet ikke bliver registreret i et centralt eller nationalt register.

Tallene i graferne stammer fra The International Emergency Disaster Database, der er den største ulykkesdatabase i verden, men som stadig kun opsamler en brøkdel af de teknologiske uheld verden over. Generelt medtages kun de uheld, som har flere end ti dødsofre, hvor der er erklæret krisesituation, og hvor der er blevet spurgt om international assistance. Almindelige trafikuheld og ulykker i hverdagen er slet ikke medtaget i statistikkerne. Hvis de var med, ville antallet af dødsofre på baggrund af teknologiske uheld for længst have overgået antallet af dødsfald på baggrund af naturkatastrofer.

Selvforskyldt kollaps
Menneskets største fjende er altså ikke længere moder natur, men mennesket selv. Hvis vi stadig troede, at menneskehedens overlevelse var en kamp mod den ustyrlige natur, må vi nu tænke om. Den primære modstander er os selv, og det er en kamp, som ikke nødvendigvis vil blive vundet.

Det er ikke sket før i verdenshistorien, at en kultur er gået under, fordi en ny teknologi gav nye muligheder for at lave ulykker. Men det er tæt på: Jared Diamond kan i bogen 'Collapse' berette, at da beboerne på Påskeøerne fældede deres sidste træer, var deres livsgrundlag pludselig forsvundet. Og et teknologirelateret kollaps skete også for mayaerne, da de ødelagde miljøet på Yucatan-halvøen med erosion og store tørkeperioder til følge. Måske kan det også ske for os, hvis vi fortsætter med at tømme vores naturressourcer og driver klimaet ud over kanten af det beboelige.

Bortset fra de klimatiske konsekvenser af vores nye vaner på baggrund af ny teknologi er der meget at lære af teknologiernes helt konkrete farer. Hvordan sikrer man kemiske fabrikker? Hvordan minimeres udledningen af drivhusgasser? Hvordan gøres transport mindre dødelig? For at mindske antallet af teknologiske ulykker, må man kigge på de enkelte teknologier hver for sig og se, om der er noget, der kan gøres bedre. Og hver enkelt teknologisk industri har sine helt egne kendetegn.

Hver teknologi sin egen fare
Som eksempel kan man se på luftfartsindustrien, som karakteriseret ved at blive stadig mere sikker, idet den løbende korrigerer de fejl og mangler, der måtte opstå. Andre industrier, som for eksempel olietankerindustrien, er ikke selvkorrigerende. Af diverse strukturelle og organisatoriske årsager er skibstransport faktisk fejlgenererende, og den kræver derfor forpligtende internationale konventioner og effektive kontrolinstanser for at blive mere sikker og socialt accepteret.

Teknologierne bag for eksempel bil-, tog- og medicinalindustrien kan være farlige for den enkelte, men bliver på et samfundsmæssigt plan ikke desto mindre set som relativt uproblematiske, blandt andet fordi de samfundsmæssige og personlige fordele synes så åbenlyse. Andre teknologier, som for eksempel atomkraft og bioteknologi, symboliserer en risiko, som mange mener, det ikke er værd at løbe. Eftersom disse teknologier potentielt kan få katastrofale konsekvenser for en meget stor gruppe mennesker, hvis ulykken først er ude, har det været meget svært at finde folkelig opbakning til dem. At mange lande så har indført dem alligevel, styrker ikke nødvendigvis tilliden til den åbne dialog mellem politikere og borgere om teknologiske valg.

For at sætte en positiv udvikling i gang, har det mange gange været nødvendigt at vente på en stor ulykke først. Først derefter har politikere og sikkerhedseksperter reageret og lavet om på tingene. Sådan var det med Tjernobyl-katastrofen, der endte med etableringen af den nukleare sikkerhedskonvention; og sådan var det med Exxon Valdez, der blandt andet var stærkt medvirkende til at gøre olietankere dobbeltskrogede (se artikel 'Ulykker som skabte positiv forandring', side 80).

Demokratisering af fordele og ulemper
Det er selvfølgelig uacceptabelt, at nogen løber en risiko, fordi sandsynligheden for at vinde er tilstrækkelig stor, mens andre udsættes for stor fare, uden at få noget som helst til gengæld. Man har derfor forsøgt at gøre de teknologiske fremskridt mere demokratiske, for eksempel med de såkaldte konsensuskonferencer i Danmark, hvor eksperter og lægmænd sammen diskuterer indføringen af nye teknologier i samfundet.

Projektet Hazardcards er på www.hazardcards.com gået en anden vej og har forsøgt at oplyse bredt om problemerne via humor og spillekort. Men der findes desværre ikke nogen gylden metode til at demokratisere beslutningsprocesserne omkring udviklingen af nye teknologier. Det almindelige er stadig at prøve sig frem med trial and error, derefter at retfærdiggøre sine valg i offentligheden, og til sidst at udvikle mekanismer, som laver en mere retfærdig fordeling af nytte og risici.

Eksperterne er enige om, at denne fremgangsmåde i fremtiden vil vise sig at være utilstrækkelig. Med stadig flere mennesker og stadig færre ressourcer på kloden kræver nye teknologiske valg en langt højere grad af planlægning, af diskussion og af konsekvens- og risikoanalyse, end det hidtil har været tilfældet. Det globale samfunds stadig større kompleksitet skaber en hidtil uset indbyrdes afhængighed mellem natur, teknologi og samfund. Og til en vis grad vil vi ikke kunne undgå, at katastroferne kommer.

The Trouble With Physics

Lee Smolin har skabt røre i andedammen, især blandt strengteoretikere, med sin meget omdiskuterede bog fra 2006 The Trouble With Physics. Så selvom bogen allerede har to år på bagen, er den måske værd at diskutere her.

Smolin undersøger, hvorfor den teoretiske fysik er stagneret. Hans resultat er, at det ikke så meget har at gøre med selve fysikken som med de sociale og politiske strømninger. Han diskuterer gruppetænkningen blandt fysikere, den manglende risikovillighed hos bevillingsgiverne og en generel arrogance og skyttegravstænkning i de enkelte departementer, især hos strengteoretikerne, der gør, at mange talenter går til spilde.

Er bogen en moderne klassiker inden for den kritiske teoretiske fysik, eller et surt opstød fra en som hader strengteori?


Lee Smolin

THE TROUBLE WITH PHYSICS

392 sider, First Mariner Books, 2006



Anmeldelser kan findes her


Antropisk verden

Som student i de sene 1980'ere læste jeg mange mærkelige bøger. Blandt de mærkeligste var 'The Anthropic Cosmological Principle', der fik mit hoved til at slå kolbøtter. Den påstod, at man bare ved at sidde i lænestolen og tænke over, at man tænker, kunne forstå en masse om universet. Ifølge dette 'antropiske princip' er en af grundene til, at ting er, som de er, at vi ellers ikke ville være her. Ja, hvis nogle af naturens parametre var blot en smule anderledes, så ville der slet ikke være noget universum, og derfor ingen til at stille spørgsmålet. Ergo skyldes universets udseende os, på en måde, og ikke omvendt.

Det lyder jo ganske uvidenskabeligt. Man kan også spørge: Hvorfor er Jorden så langt væk fra Solen, at vand er flydende? Den gamle romer Galen mente, at dette spørgsmål var et bevis på en Skaber. Skaberen placerede Solen netop så langt væk og alligevel så tæt på Jorden, at livet kunne leves. Og hvis man tror, at Jorden er den eneste planet i hele universet, så er det måske slet ikke så dårlig en teori at gå ud fra. Nu ved vi, at der findes 100 milliarder planeter i galaksen. Derfor mener den moderne videnskab, at der findes en bedre forklaring end den antropiske. Nemlig én om sandsynlighed: At det slet ikke er overraskende med mindst en planet med flydende vand.

Nu kan vi spørge: Hvad med universet? Det findes der kun et af. Vi kan kun se et Big Bang og et sæt af naturlove. Hvis man prøver at forklare en bestemt egenskab ved universet, så kan det måske give mening at bruge det antropiske princip som et argument? I sin udspekulerede form kan det faktisk bruges til at forudsige ting: Fysikeren Fred Hoyle brugte i 1957 det antropiske princip til at forudsige, at kulstof måtte have nogle bestemte resonanser for at kunne blive dannet i en stjerne. Baseret på sin fysiske nødvendighed af at eksistere, beregnede han resonansen til at være 7,6 MeV. Kort efter blev det bekræftet eksperimentelt.

En del spørgsmål kan godt undersøges ud fra en antropisk vinkel. At universet udvider sig må betyde, at der findes mørkt stof. At udvidelsen accelererer betyder, at der må findes mørk energi. Man har også brugt princippet til at sige noget om, hvor længe menneskeheden vil leve. Det hedder Doomsday-argumentet og viser, at der er 95 pct. risiko for, at mennesket er uddødt om 9.000 år. I ovennævnte bog bruges princippet også til følgende Final Anthropic Principle: 'Intelligente informationsprocesser vil altid opstå i universet, og, når de eksisterer, vil de aldrig forsvinde igen.'

Indrømmet, det virker en smule suspekt. Antropiske argumenter smager af teleologi og teologi og kan ofte ikke falsificeres. Lettere klaustrofobisk foreslår kosmologer derfor, at verden måske består af mange universer - et såkaldt Multiversum. Ligesom Kopernikus gjorde Jorden til en planet blandt mange, gør moderne kosmologer endnu en kopernikansk vending: De opfinder mange universer med andre lovmæssigheder, og vores universum er så blot en statistisk almindelighed.

Og det er så her, mit hoved for alvor begynder at snurre. For hvad med næste gang? Når Multiverset i sin unikke eksistens ikke kan være statistisk normal, men unik, og derfor pege på noget antropisk, måske endda 'en Skaber'? Så vil kosmologen opfinde et Multiversum af multiverser, og selv dette Multiversum kan jo ikke være nok. Det vil medføre Polyverser og Metaverser, og til sidst, når fantasien er gået i hårdknude, vil en lille djævel alligevel fortælle os, at vi er noget specielt, alene af den grund, at vi er i centrum af vores egen måde at se verden på. Og så kan vi begynde forfra.

Anmeldelser af ERGO

Nu er det et år siden ERGO er udkommet, og status er, at bogen ifølge forlaget er en succesfuld back-list titel, der finder flere og flere læsere. Anmelderne er meget positive, se lige her:

"En fascinerende, meget anderledes og fantastisk velskrevet bog om den vestlige videnskabsfilosofis historie, klart og forståeligt fremstillet for ikke-fagfolk."
Tine Demandt, rundtombogen.dk, 4/5 stjerner

"Bogens illustrationer fortjener en særlig ros... Næsten hver side i bogen har illustrationer, og de fleste er fremragende hvad enten det er fotografier, tryk, kunstværker, diagrammer eller tegninger. Det gør bogen meget indbydende og bidrager væsentligt til læseoplevelsen."

Frederik Voetmann Christiansen, Mona

"ERGO rummer mange navne og megen viden, som vil egne sig til gymnasiets nye fag. I langt højere grad end sin idehistoriske forgænger, De europæiske ideers historie, ... bidrager den til at sætte naturvidenskaberne i (stort) perspektiv."
Kristian Hvidtfelt Nielsen, Information

"Sådan er bog har jeg længe savnet."
Anne Okkels Olsen, EMU-portalen

"Man får en masse ud af at læse ’ERGO’, fordi den er spækket med tankevækkende viden og historier, der er underholdende fortalt på en måde, så den interesserede læser som regel kan forstå dem uden større forudsætninger."
Michael Stoltze, Politiken

Links til anmeldelser:
Mona, af Frederik Voetemann Christensen
Information, af Kristian Hvidtfelt Nielsen
Politiken, af Michael Stoltze
Folkekirken i København, af Nicolai Halvorsen
Rundtombogen, af Tine Demandt
EMU-portalen, side 14, af Anne Okkels Olsen

»Undskyld hr., …

Hvor ligger naturen?« spurgte Snøvsen, og det med rette. For her i 2008 er den svær at finde nogen steder. Den er ikke i byen, der er for meget trafik, og den er heller ikke ude på landet, hvor der kun er marker og gylletanke. Spørger man en person fra Naturfredningsforeningen, kan det være, at man bliver henvist til en park eller en skov. Men selv det er jo installationer og kunstige implantater, kreeret af en romantisk idé om en tid, der aldrig fandtes. Nej, hvad og hvor er naturen egentlig? Går man på jagt i historiebøgerne, vil man opdage, at vores forskellige forestillinger om 'naturen' går hånd i hånd med vores civilisations tidsaldre, og at vi nu synes på vej ind i en ny periode.

I Oldtiden var naturen ensbetydende med gudernes hævn over menneskets synder. Solformørkelser og tordenvejr var noget, man skulle tage personligt. I antikken skete der noget nyt. Tapre mænd som Odysseus kunne modstå naturens (altså gudernes) vrede, og langsomt blive dens ligemænd. Og da en storm sønderrev den persiske konge Xerxes broer over Hellespont, beordrede han havet tildelt 300 piskeslag, samt et par fodlænker sænket ned. Naturen var blevet et bæst, der skulle tæmmes.

Et jordskælv i Lissabon i 1755 fik for alvor brudt med middelalderens hævngerrige Gud, og vækket oplysningsfilosofferne til dåd. Frem for alt Voltaire, der erstattede Theodicéen med en natur, der måske var grusom, men stum. »Hvis de evige love bevæger elementerne, lader sten falde i vinden og tykke egetræer brænde under lynet, så føler de ikke de stød, der fælder dem. Men jeg lever, jeg føler, og mit hjerte er dybt såret,« skrev han i 1756, og var medvirkende til, at folk holdt op med at forbinde skyld med naturkatastrofer.

Siden har naturen været livløs og dens ytringer formålsløse, medmindre man omformede dem til nyttigt arbejde. Den naturvidenskabelige forståelse af verden vandt frem, og gradvist blev det kun bevidste handlinger, der kunne anses for at være onde. I industrialiseringens tidsalder lærte man at se naturen som død og manipulerbar materie, hvorimod mennesket stod hævet højt i sin levende kultur. Darwin opretholdt adskillelsen mellem levende og død natur, efter hvilken førstnævnte skal tilpasses sidstnævnte og forsøge at overleve i den.

I vores postmoderne tid er der sket noget nyt. Naturen er vækket til live. Ikke som genopstået fra de døde, men som en Golem, et menneskeskabt væsen, lavet af ler og dødt stof, og formet efter egne behov. Vi er endnu ikke særlig gode til den slags, så derfor er naturen stadig vores patient. En spastiker med feber, som slår ud med sine tsunami-arme, og truer med at rejse sig fra sygesengen og vælte den halve civilisation omkuld. Men vi tilskriver den ikke nogen autonomi, snarere en slaverolle, der skal lære at holde vores niche lys og varm. Darwins opdagelse af, at arter tilpasser sig deres nicher, skal altså vendes på hovedet: arter tilpasser deres nicher. De gør dem beboelige. Termitter omformer jordbunden til katedraler af ler og cellulose for at holde varmen. Mennesker omformer landskaber til katedraler af stål og glas, også for at holde varmen. Det andet er ikke mindre naturligt end det første, og hvis der er en forskel mellem de to, ligger den i omfanget.

Så, hvor er naturen, det billige skidt, egentlig? Den er ingen steder og over det hele. Den er hjemmelavet og derude. Den er død og den er levende. Den er farlig, men kun så farlig som vi selv gør den til. Den er et spejl på vores civilisation. Den er vores vugge, vores niche og vores grav. Det er uendelig mange ting på én gang, og jeg må hellere stoppe, inden jeg går helt fra snøvsen.

Gödel, Turing, Wolpert

Troen på en teori om alt er den rene religion, viser nye undersøgelser. Således fortsætter logikere og matematikere med at vise, at vores engang så selvsikre teorier om naturen og universet må erstattes af en ydmyg accept af, at vi aldrig vil kunne forstå det hele.

Læs hele artiklen i pdf

Albert Einstein kæmpede hele sit liv for at begribe verden som den 'i virkeligheden er'. Mange af hans samtidige kolleger, inklusive ham selv, viste dog, at vi højest kan give en forklaring på det, der kommer til syne for os, og ikke på verden i sig selv.

Dette fundamentale skisma mellem dem der tror, at man har en direkte tilgang til at forstå og formalisere 'Virkeligheden' (dette kunne kaldes for en 'ontologisk determinisme'), og dem der mener, at man kun kan tilgå 'Virkeligheden' gennem tonede briller (som kunne kaldes for en 'epistemologisk indeterminisme'), har domineret videnskabsfilosofien i de sidste par hundrede år.

Ærkeeksemplet på en deterministisk og kausal beskrivelse af universet er den franske matematiker Pierre-Simon Laplace. Hans beskrivelse af solsystemet fra 1796 som et sæt af differentialligninger samt nogle observerede begyndelsesbetingelser, blev 1800-tallets skabelon for, hvordan hele verden burde forstås. Laplace postulerede endda, at en 'dæmon' med nok viden, ville kunne forudsige en hvilken som helst tilstand eller hændelse i fremtiden.

Til tælling
Denne mekanistiske og deterministiske hybris har igennem 1900-tallet måttet tage imod den ene kæberasler efter den anden, startende med en lige højre fra Einstein selv, der viste, at naturen sætter en effektiv grænse for, hvor hurtigt information kan overføres fra et sted til et andet, nemlig med lysets hastighed.

Den næste var kvantemekanikken, der postulerede en fundamental adskillelse mellem observation og virkelighed, idet der per definition blev knyttet usikkerheder på målingen af simple fysiske størrelser. Einstein vægrede sig som bekendt ved dette terningspil, som kvantemekanikken installerede i de mest fundamentale ligninger for elementarpartiklers opførsel, men Heisenbergs usikkerhedsprincip var og er svært at tale uden om.

Andre mavestød kom fra kaosteorien, der viste, at blot fordi et mekanisk system er deterministisk, er det ikke ensbetydende med at være forudsigeligt. Små variationer i begyndelsesbetingelserne (som vi aldrig kan kende helt præcist) kan betyde, at systemet udvikler sig helt anderledes end forventet. En anden konsekvens af komplekse systemer er ifølge matematikerne Stephen Wolfram og Gregory Chaitin deres sammenfiltrede årsags-/virkningsrelationer (intractability), som gør ethvert forsøg på forudsigelse til et slag i luften. Ja, værre end det: til en principiel umulighed, da det altid kun er det komplekse system selv, der kan beregne sig selv hurtigst, intet andet - ingen formel, ingen simulering.

Gödels bevis og Turingmaskinen var to andre, meget prominente knockouts til troen på den ontologiske determinisme. Gödels teorem fra 1931 viste, at man ikke kan formalisere al matematik, fordi ethvert formelt aksiomatisk system enten er inkonsistent eller ufuldstændigt. Alan Turing førte samme argument ind i computerverdenen, og viste kort tid efter, at der ikke kan eksistere nogen effektiv algoritme, som kan afgøre, om et computerprogram med et givent input vil stoppe eller blive ved med at regne i det uendelige. Man siger, at 'stop-problemet' ikke kan afgøres for Turingmaskiner.

Dødsstødet
I en ny artikel i tidsskriftet Physica D (vol. 237, pp. 1257–1281, 2008) generaliserer matematikeren David Wolpert alle disse ufuldstændigheds- og usikkerhedsrelationer og viser, at determinismen à la Laplace og troen på en samlet teori, der kan forklare alle fysiske fænomener i universet, er umulig. Man kan højest håbe på en teori om næsten alt.

»Jeg prøvede at tænke over, hvad apparater gør, når de observerer, forudsiger eller tjekker fysiske systemer,« siger Wolpert til Ingeniøren. »Hvis man så tænker over, hvad det betyder, når et apparat er i stand til at observere et andet apparat, og det andet apparat også er i stand til at observere det første, så får man direkte ud af det en stærk analog til Turings stop-problem for Turingmaskiner.«

Wolperts artikel er meget teknisk, men grundideen relaterer sig til følgende tankeeksperiment:

Antag at der er to apparater, A og B, og vi spørger om de to apparater kan observere (eller beregne) hinanden samtidig. Man spørger A: 'Vil B svare ja?' Og man spørger B: 'Vil A svare nej?' Hvis A svarer ja, er B's svar også ja. Men hvis B svarer ja, må A's svar være nej, hvilket giver en modstrid.

»Det viser sig, at der automatisk kommer umulighedsresultater ud af denne type spørgsmål,« siger Wolpert og pointerer, at tankeeksperimentet ikke bare er en sproglig leg, men relaterer til selve den måde, vi observerer og repræsenterer fysik på. »For alle observationsapparater kan man altid konstruere nogle variable, som de ikke kan observere. Og dette afhænger hverken af, om universet er kaotisk, eller om det er uendeligt. Det kommer alt sammen direkte ud af matematikken.«

Rent teknisk benytter Wolpert sig i artiklen af et diagonalbevis, ligesom Georg Cantor gjorde, da han i 1874 beviste, at de reelle tal ikke er tælle­lige, fordi man altid kan konstruere et nyt reelt tal, selvom man allerede har lavet en liste med dem alle. Men konklusionen er forbløffende:
a) For hver maskine, som ville kunne beregne alle fysikkens love, vil der være en anden maskine, som ikke kan beregnes; og
b) for hvert par af den slags maskiner, vil de ikke kunne slutte sig til hinanden.

Heftige implikationer
I og med at Wolperts 'apparater' og 'maskiner' er en generalisering af de naturvidenskabelige metoder, der bruges til at forstå og forklare fysiske fænomener, begrænser de sig ikke til computerprogrammer. De kan også være forsøgsopstillinger eller observerende mennesker. De burde derfor snarere kaldes for generaliserede følgeslutningsmaskiner ('inference machines'), defineret som en funktion af alle udviklingslinjer i universet for alle tider.

»Den første implikation er, at La­place tog fejl,« siger Wolpert.
»Universet er måske deterministisk, måske ikke, men vi kan i hvert fald ikke forudsige alt. Der vil altid være en forudsigelse, som man ikke kan være sikker på er rigtig - og det gælder selv i et endeligt, ikke-kaotisk, klassisk univers,« siger han.

En anden implikation er, at Gödels og Turings konklusioner kommer ud som en naturlig følge af overvejelserne. »Man starter med sit måleapparat, og finder noget, hvor apparatet fejler. Det fører til de samme slags resultater som Gödel kom frem til.«

En tredje forbløffende konsekvens er, at når man putter sandsynligheder ind i funktionerne (i stedet for binær logik), så vil man ikke længere være beskæftiget med, hvorvidt man kan garantere, at observationen er korrekt, men i stedet 'med hvilken sandsynlighed' den er korrekt. »Og så er vi ved kvantemekanikkens usikkerhedsprincip,« forklarer Wolpert. »For vi kan vise, at produktet af to sådanne sandsynlighedsfunktioner, ligegyldigt hvilken underliggende fordeling de har, vil være en fjerdedel.«

Det betyder, at Wolpert har fundet en analog til den Heisenbergske usikkerhed.
»Principielt vil produktet af sandsynlighederne give en måleusikkerhed på de to apparater på mindst ¼, hvilket i høj grad ligner kvantemekanikkens usikkerhedsprincip. Plancks konstant kommer kun ind, hvis vi inkluderer en afstandsmåling,« siger Wolpert. Dog maner han til forsigtighed: »Man skal huske, at det stadig er spekulationer, og at vi endnu ikke har gennemarbejdet matematikken,« siger han.

Resultaterne har konsekvenser for både fortid, nutid og fremtid. For hvert gengivelsesapparat (f.eks. en båndoptager) vil der altid være en hændelse, som ikke kan garanteres at være blevet optaget korrekt. For hvert observationsapparat (f.eks. et kamera) vil der altid være en observation som ikke kan garanteres at være korrekt. Og for hver simulator (f.eks. en laptop), vil der altid være en forudsigelse, som ikke kan garanteres at være korrekt.

En anti-enhedsteori
På forbavsende vis giver Wolperts arbejde altså en generel ramme for, hvorfor Heisenberg, Gödel og Turing måtte komme til det resultat, de gjorde. Det er, som om Wolpert er ved at grundlægge en enhedsteori om umuligheden af enhedsteorier.

Et filosofisk interessant sideresultat udgør det såkaldte 'Monoteisme-teorem':
»Lad os sige, at der er 1.000 apparater. Matematikken siger så, at der maximalt findes ét apparat, M, som kan observere alle de andre (eksklusiv sig selv), men ingen af de andre kan observere M,« forklarer Wolpert. Dette kaldes af nogle af hans kolleger for monoteisme-teoremet og siger, at vi højst kan opnå viden om næsten alt. At der altid er noget, vi må slippe.

Men det vigtigste og mest tiltalende karakteristika i Wolperts demonstrationer er, at hans resultater hverken afhænger af apparaternes fysiske udformning eller af fysikkens partikulære love. Ubestemmelighederne dukker op ene og alene som en konsekvens af logikken, og kræver hverken tape og skrivehoved som hos Turing eller elementarpartikler og bølgefunktioner som i kvantemekanikken. De viser, at der findes absolutte logiske grænser for en hvilken som helst videnskabelig metode til at opnå viden om en altomfattende teori for universet.

Laplace' dæmon og den mekaniske determinisme er modbevist. Og en naturvidenskabelig teori om alting er ikke mulig.

Jeg er bevæbnet og har tømmermænd

Ny bog ude i dag!

JEG ER BEVÆBNET OG HAR TØMMERMÆND
- UDVALGTE TRUSSELSBREVE FRA RIGSPOLITIETS ARKIV


Redigeret af Robin Engelhardt og Christian Lund
128 sider, People'sPress



Fra bagsiden:
Denne bog er fyldt med ægte dramaer fra hverdagens Danmark. Her er historien om drengen, der vil sprænge skolen i luften, hvis Irene fra 9.a ikke kommer tilbage i klassen. Om den pæne borger fra Ribe, som stiller finansminister Mogens Lykketoft personligt til regnskab for de 600.000 kroner, han har mistet på sine præmieobligationer. Og her er bankrøveren, der kort og godt skriver: ‘Kun store sedler hurtigt. Jeg er bevæbnet og har tømmermænd’.

JEG ER BEVÆBNET OG HAR TØMMERMÆND er et udvalg af de mest læseværdige,underholdende og overrumplende trusselsbreve fra Rigspolitiets arkiv. Alle breve er gengivet fotografisk efter originalen, så bizarre og følelsesfulde håndskrifter, truende tegninger og stavefejl fremstår autentisk.

Se også facebookgruppen Jeg er bevæbnet og har tømmermænd

Dopet filosofi

Måske burde vi ikke være så bekymrede over brugen af præstationsfremmende stoffer i sport, en praksis vi kalder for doping. Argumenterne mod doping er mange, men laver man et moralsk og filosofisk helbredstjek på dem, sådan som filosoffen Brent Kious fra UCLA i Los Angeles har gjort det i en ny artikel i Theoretical Medicine and Bioethics, falder de som regel fra hinanden, et efter et.

Tag argumentet om sundhed. Normalt lyder det som følger: Doping er farligt, fordi stofferne udgør en betydelig helbredsrisiko, nogle gange med døden til følge. Det er givetvis sandt: Ganske mange cykelryttere og eliteløbere er faldet døde om af hjerteslag, ofte som resultat af brugen af EPO eller andre stimulerende stoffer. Men selvom vi antog, at doping altid er sundhedsskadelig, holder argumentet ikke. Professionel sport er nemlig en farlig praksis i sig selv (hvis man altså ser bort fra curling og skak). Hvad skulle der ske med sportsgrene som racerløb, slalom, snowboarding, bjergbestigning, boksning og atletik, hvis sikkerhed og sundhed var afgørende? De burde forbydes.

Et andet argument er, at brugen af doping tvinger andre sportsfolk til også at dope sig. Dette tvangsargument forudsætter dog ifølge Kious, at doping allerede er anerkendt som værende forkert (for ellers gør det jo ikke noget at tvinge folk - til f.eks. at gøre noget godt). Desuden er der tale om en indirekte tvang, som ikke udelukker et afslag. Hvis jeg siger: 'Hit med pengene eller livet!' så er det en handling, som gør dig fortræd lige meget hvad. Det er moralsk forkert. Men hvis jeg spørger dig, om du vil med på skitur, så er det jo ikke moralsk forkasteligt at spørge, blot fordi det er farligt at være på skitur.

Et tredje argument handler om værdighed: At det skulle være under ens værdighed som rationelt menneske at dope sig blot for at vinde en konkurrence. Det er et klassisk kantiansk argument, som antager, at der findes noget generelt (menneskelighed, værdighed, rationalitet), som er mere værd end noget specifikt (sport). Argumentet er dog uldent, fordi det er filosofisk svært at afgøre, hvad der er 'mest værdifuldt' - et menneskeliv eller en 1. plads i Tour de France. Man kunne anføre, at det ene forudsætter det andet, altså at mennesker er en nødvendig forudsætning for sportsresultater, og derfor af højere værdi. Men det kan man også sige om elektroner og protoner. De er en forudsætning for, at mennesker eksisterer, men det betyder ikke, at de i en moralsk forstand er mere værdifulde, end det, de muliggør.

Et sidste vigtigt argument mod doping er hensynet til børn. Hvis professionelle idrætsudøvere doper sig, vil det få børn til at gøre det samme, er påstanden. Men selvom det måtte være sandt, er det ifølge Kious ikke et argument mod voksnes brug af doping. Som analogi kan man bruge rygning, der indebærer en langt mere konkret trussel mod børn, idet de udsættes for passiv røg. Ikke desto mindre har det sjældent været sådan i moralfilosofien, at en voksen persons frie valg (om at ryge, drikke eller spise svampe) sættes til side til fordel for børnenes tarv. Som
regel afhjælpes den slags negativ indflydelse på børn med uddannelse og oplysning om skadelige effekter.

Det kan selvfølgelig godt være, at der findes andre argumenter, som definitivt fastslår, at doping er moralsk og etisk forkert. Men i givet fald er de ikke blevet fundet endnu. Indtil da må vi så enten fortsætte dobbeltmoralen, eller ændre vores opfattelse af doping, og udvikle en etisk mere forsvarlig praksis.

Endnu et søm i kisten?

Siden slutningen af 1980'erne har teorien om, at aids skyldes en menneskelig fejl, været stærkt omdiskuteret. Den er blevet dømt som forkert, likvideret og kastet i graven mange gange, men fortsætter med at stikke hovedet frem. Nu mener forskere at have fundet et endeligt bevis for, at aids har en naturlig oprindelse.

Læs hele artiklen i pdf

Spørgsmålet om, hvordan HIV sprang over fra aber til mennesker, har været en varm kartoffel siden slutningen af 1980'erne, hvor de to sydafrikanske virologer Jennifer Alexander og Mike Lecatsas som de første foreslog, at HIV, og dermed aids, måske skyldes en forurenet polio-vaccine. Vaccinen skulle efter sigende ved en fejl (eller dumhed) være blevet dyrket på chimpansenyrer, der indeholdt SIV, som er den umiddelbare forgænger til HIV, og givet oralt til over en million børn og voksne i blandt andet Leopoldville (nu Kin­shasa) i Belgisk Congo i perioden 1957-60.

Mange argumenter for og imod teorien har været fremme, og i en ny artikel i fagbladet Nature skriver Michael Worobey sammen med blandt andre Thomas Gilbert fra Biologisk Institut, Københavns Universitet, at et hidtil ukendt tilfælde af HIV-smitte hos en person fra Leopoldville i 1960 placerer HIV-smittens oprindelse tilbage til 1908 - altså lang tid før, der blev lavet poliovacciner. I stedet for den spekulative teori om den forurenede orale poliovaccine (kaldet OPV-teorien) mener Worobey og Gilbert derfor, at den gængse 'Bush meat'-teori er rigtig, dvs. at SIV blev overført 'naturligt' til mennesker ved bid eller ved tilberedning af chimpansekød.

Nye beviser
»Vores analyser har slået et søm i OPV-teoriens kiste,« siger Thomas Gilbert til Ingeniøren. »Vores undersøgelser peger på, at aids' oprindelse må findes meget længere tilbage i tiden. Andre data viser, at der har været mindst tre tilfælde af SIV-overførsel mellem chimpanser og mennesker igennem tiden, og at det er den voldsomme befolkningstilvækst i storbyerne, der i sidste ende gjorde HIV-smitten til en pandemi.«

Worobey og Gilbert analyserede 27 gamle vævsprøver fra Leopoldville/Kinshasa, og fandt et fragment af HIV-1 i én af dem. Den stammer fra en lymfeknude hos en afrikansk kvinde fra 1960. Hidtil har man kun kendt til et enkelt tilfælde af HIV-smitte før 1976, og det stammer fra en engelsk sømand fra 1959. Ved at sammenholde de to sekvenser kunne forskerne vise, at de to sekvenser er knap 12 procent forskellige.

Forudsat at mutationerne i de to varianter foregik med en konstant rate, som på en metronom, behøvede forskerne blot at regne tilbage i tid for at se, hvornår de to sekvenser havde deres fælles oprindelse. Metoden kaldes det molekylære ur og baserer sig på en hypotetisk rekonstruktion af virusets fylogenetiske træ, altså dets afstamning.
Resultatet af supercomputerberegningerne var året 1908, dog med en varians på 40 år (se illustration).

For og imod
Andre er ikke så overbeviste, bl.a. Edward Hooper, der er en af de største fortalere for OPV-teorien. Han forsøgte i 1990'erne at efterspore forbindelsen mellem aids og vaccinationsprogrammerne mod polio i det centrale Afrika og offentliggjorde sine fund i bogen The River fra 1999. Ifølge Hooper er det 'med 98 procents sandsynlighed' givet, at det var den eksperimentelle poliovaccine der var skyld i spredningen af HIV, og ikke tilfældige interaktioner mellem mennesker og chimpanser.

Hooper mener, at de nye data ligefrem bekræfter OPV-teorien. »Den virkelige historie er, at de to ældste vævsprøver af HIV-1 stammer fra netop Kinshasa, der var centrum for de forurenede vacciner mod polio, kaldt Chat«, siger han i en kommentar til Nature-artiklen. Og det faktum, at de to prøver fra hhv. 1959 og 1960 adskiller sig fra hinanden med 12 procent kan »netop være en bekræftelse af, at vaccinen var forurenet med mange forskellige SIV-varianter«, hvorefter de kunne mutere og rekombinere sig hurtigt i befolkningen i og omkring Kinshasa mellem 1957-60.

Det mener Thomas Gilbert er helt forkert, og han beskylder Hooper for konspiration: »Allerede i 2004 blev det af Worobey og mikrobiologen Beatrice Hahn vist, at HIV-1 stammer fra chimpanser fra Cameroon, og ikke fra Congo. Og det giver ikke mening at tro, at Cameroon-chimpanserne blev transporteret flere tusinde kilometer ned til Congo, hvor deres nyrer så blev brugt til at dyrke poliovacciner.«

Hooper siger dog, at det netop var det, der skete. »Dokumenter viser (…) at der var minimum én chimpanse fra Gabon/Cameroon/Brazaville til stede i burene i Stanleyville« (nu Kisangani), som var netop det sted, hvor Chat-vaccinen blev udviklet.

Rekombinerede beviser
Et andet vigtigt spørgsmål i tvisten mellem OPV- og bush meat-teorien er brugen af det molekylære ur til at bestemme virusets alder. Almindelige DNA-sekvenser ændrer sig med tiden via punktmutationer, som er tilfældige, og derfor har en mere eller mindre konstant hændelsesrate. Det betyder, at man i princippet kan regne bagud, og finde tidspunktet for diversificeringen.

Men HIV er (ligesom f.eks. influenza) en RNA-virus, hvor mange kodeændringer ikke foregår via punktmutationer men via rekombination, dvs. via udskiftninger af hele blokke af den genetiske kode.

Ifølge genetikeren Mikkel H. Schierup fra Aarhus Universitet er det derfor problematisk at bruge det molekylære ur på RNA-vira. 'Raten (af rekombination) synes så høj (for HIV), at en fylogenetisk analyse er af meget begrænset værdi. Datering af hændelser i viras fylogenetiske træ er således forbundet med en langt større varians, end det generelt er ønskeligt', skrev Schierup i en artikel sammen med Jotun Hein i 2000.

Gilbert anerkender, at man skal tage højde for rekombinationseffekter, men problemet har vist sig at være mindre end antaget. »Rekombination er almindelig i alle varianter af HIV, men ikke i så høj grad, at det er et problem for vores undersøgelse. Desuden kan man se, hvor der i RNA-sekvensen har været rekombination, og hvor der kun har været punktmutationer. Det har vi selvfølgelig taget højde for i vores beregninger.«

Uden den nye vævsprøve var de tidligere beregninger landet på omkring 1933. Med Worobey og Gilberts nye prøve fra 1960 kunne uret kalibreres på ny, og resultatet er altså cirka 25 år før. »Det hele skifter bagud,« siger Gilbert og regner med, at fremtidige fund vil placere aids' oprindelse endnu længere tilbage i tiden.

»Jeg tror, at OPV-teorien er begravet nu,« siger Gilbert. »Men selvfølgelig, hvis man finder HIV i nogle vævsprøver fra før 1957, vil det slå endnu et søm i kisten.«

Edward Hooper mener modsat, at de nye fund blot får OPV-teorien til at stikke hovedet frem igen. »Det langt mere plausible scenarie er, at forskellige SIV-varianter fra chimpanser krydsede artsbarrieren til mennesket via Chat-vaccinen i de sene 1950'ere,« siger Hooper og tilføjer: »Den bedste måde at diskreditere denne forklaring på er at forbinde den med alskens konspirationsteorier og for en god ordens skyld påstå, at den er 'definitivt forkert'.«

Mikkel Schierup kan godt se, at begge teorier er plausible: »Hvilken teori man tror på, må vel afhænge af, hvad man på forhånd anser for sandsynligt, og her er bush meat-teorien vel heller ikke nogen usandsynlig hypotese,« siger han til Ingeniøren. »Hvis jeg skulle sætte mine sparepenge på oddset vil jeg nok spille på bush meat.


Billedforklaring:
Dette diagram fra Worobey og Gilberts artikel viser HIV-varianter og deres indbyrdes slægtskab. Det er et såkaldt fylogenetisk træ, hvor man antager at man ved hjælp af det molekylære ur kan beregne sig tilbage til en fælles 'forfader' (se tekst). Figuren viser at oprindelsen af hiv er beregnet til ca. 1908 med en varians på mellem 1884-1924. Den tykke sorte bjælke er vævsprøven fra den engelske sømand fra 1959, og den røde bjælke er den nye vævsprøve fra 1960. De tre tykke grå bjælker er kontrolprøver fra kendte aids-patienter. Prøver fra Congo er markeret med en prik i toppen og U angiver uklassificerede sekvenser. Den store grå cirkel med den stiplede kant angiver den store HIV-1 diversitet som eksisterede i Kinshasa i slutningen af 1950erne.

I overbuddets lys

Første ... anden ... tredje ... solgt til den herre. Sådan hører man på auktioner, og sandsynligheden er, at køber er glad, men også snydt. I økonomisk teori hedder det 'vinderens forbandelse', altså risikoen for, at varen er blevet købt for dyrt i forhold til, hvad den egentlig er værd for køber. Utallige eksperimenter viser, at overbud sker i rigtig mange tilfælde. Det er et problem, som ikke kun gør sig gældende på auktioner og børser, men ifølge den græske statistiker John Ioannidis fra Tufts University også ved offentliggørelsen af artikler i de store tidsskrifter. I jagten på at komme i Science eller Nature kan det nemt ske, at det er de lidt for gode og lidt for sensationelle forskningsresultater, der løber med opmærksomheden - på bekostning af mere kedelige, men også mere korrekte resultater.

Der er ikke tale om snyd. Det er et psykologisk problem. Og det er et resultat af selve strukturen i den måde, som man belønner på. Psykologer og neuroøkonomer har prøvet at forklare fænomenet med, at folk er bange for at tabe, eller at de bliver superglade, når de vinder over andre. I en ny artikel i fagbladet Science (pas på overbuddet!) viser Mauricio Delgardo fra University of Pittsburgh, at fænomenet kan skyldes en overiltning af striatum, altså et område i hjernen, som relaterer sig til dopaminproduktion og belønning. Men Delgardo viser også, at der er et stærkt socialt element i menneskers overbud: Når konkurrencen og angsten for at være en social taber er stor nok, mister mange forsøgspersoner jordforbindelsen på et eller andet tidspunkt, og kaster sig ud i vilde bud.

Måske har vi her fat i et væsentligt motiv for kollektive fantasmer. Vores individuelle søgen efter et godt liv får os sjældent til at springe ud over en skrænt i håbet om at flyve. Men når konkurrencen om belønningen er stor nok, og den sociale anerkendelse afhængig deraf, kan det sagtens ske. Og det ser ud til, at den slags overbud sker i alle områder af intellektuel stræben, om det er forskningen, religionen eller almindelig, kapitalistisk spekulation. 'Teorien Om Alt', troen på 'Paradis' og 'Uendelig Vækst' er alle sammen kollektive fantasier fra overbuddets eventyrland. Og mere end det: De kan være virksomme målestokke for vores sociale adfærd. Fysikere kan jage vilde teorier, religiøse mennesker kan blive fundamentalister og almindelige kræmmere kan tage alt for store lån. De føler sig som vindere, og forbandelsen lægger de først mærke til alt for sent, hvis overhovedet.

Også troen på Gud kan i øvrigt forklares i overbuddets lys. Det blev gjort af den berømte matematiker og filosof Blaise Pascal (1623-62), der opfandt følgende gudsbevis: Enten tror man på, at der findes en straffende Gud, eller man gør ikke. Først: Hvis jeg tror, at Gud eksisterer, men han faktisk ikke eksisterer, har jeg ikke tabt det store. Hvis han til gengæld eksisterer, vil jeg have opnået uendelig lykke. Omvendt: Hvis jeg ikke tror på Gud, og han ikke eksisterer, har jeg ikke vundet det store. Men hvis han alligevel viser sig at eksistere, selvom jeg ikke troede på ham, så vil jeg leve i evig lidelse (husk, at Gud straffer dem, som ikke tror på ham!).

Det ville altså være dumt af mig ikke at tro på Gud. Så, med det argument i baghånden - hvorfor ikke tro på alt, hvad de siger på børsen, i fagbladene og i kirken? Der er (næsten) intet at tabe og alt at vinde. Første … anden ... tredje … solgt til den herre.

Vandets vej til træets top

Træer er smukke, træer er livsnødvendige og træer er højteknologi. Forskere har for første gang bygget et fungerende syntetisk system, der kan efterligne træers passive transport af vand fra rod til top. Det er en lille revolution med et utal af fremtidige anvendelsesmuligheder.


Læs hele artiklen som pdf


Da ingeniører i begyndelsen af 1800-tallet byggede de første stationære dampmaskiner for at pumpe vand ud af minerne, kunne end ikke de kraftigste af dem løfte vandet mere end ni meter op igennem røret. Det viste sig at være teoretisk umuligt at komme højere, fordi vandsøjlen i virkeligheden ikke løftes af pumpens 'sug' - men af det atmosfæriske tryk, der skubber væsken op nedefra, når pumpen mindsker trykket i røret. Ved komplet vakuum i røret vil vandet maksimalt kunne stå 10,3 meter højt.

Misundeligt kiggede ingeniørerne på træerne ved siden af minerne. Hvordan kunne træer så klare at løfte vand 40-60 meter - ja, helt op til over 100 meter, som tilfældet er med det store californiske nåletræ Sequoia?

Faktisk har biologer og ingeniører i århundreder spurgt sig selv om, hvad det er for et trick, træer bruger til at transportere vandet fra deres rødder op til deres blade. Den fremherskende teori har været, at træer virker som en væge: Tab af vanddamp fra bladene reducerer vandtrykket i bladet i forhold til det atmosfæriske tryk, hvilket får det flydende vand i jorden til at blive suget passivt op i rødderne, bevæge sig op igennem stammen, og derved udligne trykforskellen til bladene og holde dem vandfyldte.

Processen kaldes transpiration, men den forklarer ikke, hvordan en træstamme er anderledes end et almindeligt sugerør, og derfor heller ikke, hvorfor den er så meget bedre til at transportere vandet opad end de energikrævende pumper.

I 1895 foreslog den irske plante­biolog Henry Horatio Dixon sammen med ingeniøren John Joly, at transporten opad må skyldes vandmolekylernes gensidige tiltrækning, der skaber en form for træk. De kaldte deres mekaniske forklaringsmodel for 'cohesion-tension theory' (sammenhængs-spændtheds-teorien), som gik imod et stort antal biologer, der understøttede en mere vitalistisk teori om en form for aktiv transport. Men helt konkret har man ikke kunnet eftervise teorien før nu, 113 år efter den blev formuleret for første gang.

Negativt absolut tryk
Det er de to kemiingeniører Tobias D. Wheeler og Abraham D. Stroock fra Cornell University i New York, der nu eksperimentelt har bekræftet og forfinet Dixons og Jolys oprindelige idé. Planters fundamentale trick består i at skabe en enorm trykforskel mellem atmosfæren og det indre i bladenes væv.

Inde i vævet, i det såkaldte xylem, er der nanometersmå porer, som holder vandet i en tilstand af 'negativt tryk'. Et begreb, der i klassisk forstand kan synes meningsløst. Der er jo ikke noget, der kan være mindre end ingenting i vakuum, altså ved et tryk på nul.

Men vand er en meget speciel væske. Det kan sættes i en tilstand af negativt absolut tryk, på grund af dets høje overfladespænding. Idet de enkelte vandmolekyler tiltrækker hinanden, kan de sættes sådan sammen, at de trækker i hinanden som i et reb.

Man kender til fænomenet overfladespændning i almindelige vanddråber, der tiltrækker hinanden. Idet vandmolekylerne søger indad i dråben - der, hvor tiltrækningen er størst - vil dråbens overfladeareal altid søge at være så lille som muligt, altså en kugle. Når to dråber derfor rører ved hinanden, vil de trække i hinanden indtil en ny og større, rund dråbe er dannet.

Ifølge termodynamikken kan flydende vand ved negativt tryk kun eksistere i en metastabil tilstand. Vandet har med andre ord tendens til at skifte tilstand fra flydende form til gasform ved ganske små ændringer i enten tryk eller volumen. Hvis dette skete, ville der dannes luftembolismer inde i træet, som ville ødelægge vandtransporten. Men hvis man kan undgå dannelse af disse huller, kan der eksistere et tryk (som snarere burde kaldes et 'træk' eller en 'spændthed') på flere hundrede atmosfærer under nul.

Minutiøs kontrol
For at lave et syntetisk træ, var det derfor vigtigt for forskerne at bruge et materiale, hvori vandets forskellige tilstande kan kontrolleres minutiøst. De fandt det i den hydrogel, der bruges til at lave bløde kontaktlinser af. Ud over at kunne fungere som en væge, består den af bittesmå porer, der gør, at de kapillære processer kan skabe den nødvendige spændthed i væsken. Det betød blandt andet, at porerne måtte have en diameter målt i nanometer.

Hydrogelen gør netop det: Den blander vandet med gelens polymer-netværk, sådan at porerne effektivt er af molekylær størrelse. Ikke mere end ti nm. Det viser sig, at vandet kan være i ligevægt med gelen ved en luftfugtighed på 85 procent og ved et tryk på -220 atmosfærer. Ved at grave små kapillærer ned i gelen, kunne Wheeler og Stroock derfor skabe en struktur på lidt over fem centimeter, der i sin funktion efterligner et træ: To netværk af kapilærer, et til rødderne og et til bladene, forbundet med en enkelt kanal som 'stamme'.

Ved at eksperimentere med vandgennemstrømningen kunne de i en artikel i fagbladet Nature vise, at deres 'syntetiske træ' virker som en negativ trykpumpe, der kan generere op til ti atmosfærer i pumpe-potentiale - hvilket svarer til at trække vand mere end 100 meter op imod tyngdekraften. Til sammenligning er den tidligere rekord med nogle svampelignende strukturer 0,7 atmosfærer.

Bekræfter gammel teori
De to ingeniørers eksperimentelle forsøg og dets resultater er et stærkt tegn på, at Dixons og Jolys oprindelige teori er korrekt. Vandet trækker sig selv op i de lange smalle kapillærer, som et Münchhausen-reb, modsat tyngdekraften, i et evigt forsøg på at udjævne trykforskellen mellem rod og blade. Oppe ved membranen mellem bladet og luften er der en voldsom trykforskel, og når man punkterer et blad vil man også få vandet i de berørte kapillærer til at falde sammen med et plask, men da de er utallige, vil træet stadig kunne pumpe vand op, passivt og mekanisk.

Bortset fra at bekræfte, at transpiration er en mekanisk, og ikke en biologisk, proces, viser eksperimentet også nye veje til at studere vand under spændthed - noget der er et meget underbelyst fænomen.

»Vand er den mest studerede substans i verden, men alligevel findes der en stor metastabil region i dets fasediagram, som endnu ikke er blevet kortlagt,« sagde Stroock i forbindelse med offentliggørelsen af artiklen. Der er stadig masser af åbne spørgsmål i dette område, og det syntetiske træ kunne være et godt værktøj til at undersøge dem.

Teknologiske anvendelser
De teknologiske anvendelser venter nu på at blive udviklet. Træet viser, at der ikke findes nogen fundamental grænse for at gøre brug af væsker ved et stort negativt tryk.

Det mest opsigtsvækkende resultat er, at det syntetiske træ konstant kan ekstrahere væske fra en beholder med undermættet vanddamp (dvs. fra luft med 95 procents luftfugtighed), hvilket betyder, at det vil være teknisk muligt at lave rent vand i områder, der normalt anses for at være for tørre til landbrug, eller som er alt for forurenede til at levere drikkevand.

De syntetiske træer ville også kunne bruges til at udvikle effektive passiv-systemer til overførslen af varme over lange afstande og mod tyngdekraften. For eksempel kunne 'bladene' i sådan et system trække en kølende væske op i en bygning, hvor den så kunne fordampe i solvarmen under taget. Vanddampen ville derefter fordele sig og kondenseres forneden, hvilket ville få temperaturen til at falde.

Et sådant passivt kølingssystem, som kaldes 'heat pipes', bruges allerede på centimeterskala i bærbare computere, hvor varmedampe transporteres ud til ventilatoren. Principperne bag det syntetiske træ ville kunne bruges til at skalere teknologien op i husstørrelse.

Bremset lys ser bedre

Ved at lave små huller i glas og metaller, kan man få lys til at tage det med ro. To danske forskere har nu fået en pris for at bruge fænomenet til at udtænke fintfølende lyssensorer.


Lige siden Lene Hau fik reduceret lysets hastighed til noget, man kunne overhale på en cykel, er farten gået op i laboratorierne for optiske fænomener. Forskerne har blandt andet fundet ud af, at lys ikke blot kan bremses i bestemte underkølede materialer, men også i glas og metaller, hvor man har boret små huller, så lyset løber frem og tilbage og vekselvirker med materialets struktur på en ny måde.

»De huller, vi kigger på, er meget mindre end bølgelængden af lys,« siger Niels Asger Mortensen fra DTU Fotonik, der i onsdags sammen med Sanshui Xiao modtog en forskerpris fra The European Optical Society. Lyspartiklerne vil egentlig ikke kunne komme igennem hullerne. Men det kan de alligevel, forklarer han:

»Fotonerne forårsager nogle kollektive svingninger i metallets elektroner, såkaldte plasmoner, som bærer lyset igennem hullerne af metalfilmen, så det alligevel kommer ud på den anden side.«

Nye sensorer
Grænsen for, hvornår synligt lys kan passere igennem et hul på klassisk vis er cirka 500nm, svarende til bølgelængden af lyset. Ved en mindre hulstørrelse vil det altså kun kunne ske via disse plasmoner. Siden denne opdagelse blev gjort i 1998 har der været en heftig eksperimentel og teoretisk aktivitet for at forstå, hvad der foregår i større dybde. Mortensens og Xiaos bidrag var at undersøge, hvordan man kan bruge fænomenerne til at lave sensorer.

»Når lyset bliver klemt igennem, har man en meget høj koncentration af det optiske felt inde i hullerne. Hvis man placerer et biomolekyle inde i sådan et hul, vil man kunne få et godt overlap mellem lyset og molekylet. Det lys, der kommer tilbage, eller det lys, der kommer igennem, vil bære optiske ‘fingeraftryk’ af molekylet inde i hullet. Typisk vil molekylet ændre den frekvens, hvormed lyset kommer igennem, og på den måde har man mulighed for at detektere biomolekylet.«

Chiralitet og usynlighedskapper
Niels Asger Mortensen og hans forskningsgruppe arbejder overordnet med den teoretiske forståelse af kunstigt skabte, strukturerede materialer, der på forunderlig vis har optiske egenskaber, som naturens egne materialer typisk ikke tilbyder.

Materialerne har potentielle anvendelser inden for sensorområdet til at undersøge biomolekylers chiralitet, dvs. deres tendens til at findes i to versioner, hvor den ene er et spejlbillede af den anden. I visse tilfælde kan de to versioner have vidt forskellig virkning i kroppen, og medicinalindustrien er interesseret i at kunne måle chirale molekyler i deres produktion med flere metoder.

Et andet sciencefiction-inspireret anvendelsesområde er at producere kunstige materialer med et samlet negativt brydningsindeks, der i princippet kan gøre materialer usynlige. I en nylig artikel i fagbladet Nature har nogle forskere fra Berkeley f.eks. lavet et 3D metamateriale i 20-30 lag, der har et negativt brydningsindeks.

»Det er et meget interessant arbejde,« siger Mortensen, »men effekten er der f.eks. ikke for lys, der kommer ind fra alle vinkler. Så der er stadig masser af udfordringer, inden man kan lave de her usynlighedskapper.«

(Billedtekst: Typisk transmissionsspektrum for en tynd metalfilm med et gitter af nanohuller. Den fyldte røde kurve viser hvordan lyset slipper igennem, når hullerne er tomme (n=1,0). Resonansen ved ca. 600 nm skyldes periodiske overflade-plasmoner, og er spektralt relativt upåvirket af materialet i hullerne. Resonansen ved den højere bølgelængde skifter derimod meget, når man gradvis ændrer brydningsindekset i hullerne, svarende til at de fyldes med biomateriale.)

I-faktoren

Det er kommet på mode at måle fagblades og forskeres status på baggrund af den såkaldte Impact factor. (Lad os for nemhedens skyld bare kalde den I-faktoren, for ligesom med talentshowet X-faktor handler den om at vise, at man duer til noget.) Man tager antallet af citationer til artikler i et fagblad de sidste to år, og dividerer det med det totale antal artikler, som fagbladet har udgivet i samme periode. Dette giver for sidste år en I-faktor for f.eks. Nature på 26,7 og for Proceedings of the National Academy of Science (PNAS) på 9,6.

Mange politikere og administratorer bruger I-faktoren som et mål for kvaliteten af deres institutioner og forskere, og dermed som udgangspunkt for bevillinger og ansættelser. Surt show for folk, som skriver til Ugeskrift for Læger, der udkommer på dansk, og derfor har en I-faktor på nul. Det er også surt show for en lang række andre tidsskrifter, som har et godt ry, men hvor emnet er lidt for specialiseret eller lokaliseret til at blive citeret flittigt.

Et godt eksempel er det Schweiziske tidsskrift Folia Phoniatrica et Logopaedica, der, som det latinske antyder, beskæftiger sig med rehabilitering af mennesker med sprog-, stemme- og kommunikationsproblemer. Med en I-faktor på 0,66 i 2007 var bladet ikke i stand til at bringe ære og penge til forfatternes institutioner, på trods af, at bladet er velanset blandt de indviede.

Derfor slog de tilbage med en slags fælles stemme. De to forskere Harm Schutte fra universitetet i Groningen, Holland, og Jan Svec fra universitetet i Palacky, Tjekkiet, udgav en artikel i bladet med den oversatte titel ‘Folias reaktion på den eksisterende trend af Impact factor-målinger’. I artiklen diskuteres problemerne, men vigtigst af alt: Sidst i artiklen citeres alle de publicerede artikler i tidsskriftet igennem de sidste to år. Resultatet er, at Folias I-faktor i år er røget op på 1,44. Det hjalp at råbe i kor.

Det er jo dejligt, fordi tidsskriftet dermed er hoppet op fra en 22.-plads til en 13.-plads i den internationale rangliste blandt rehabiliterings-fagbladene. Det betyder blandt andet, at kollegerne fra Groningen og Palacky Universitet ikke længere bliver så sure over, at de der stemmeforskere trækker ned på deres institutions I-faktor. Og det betyder også, at de hollandske og tjekkiske forskningsråd vil lytte mere til fremtidige ansøgninger om penge og forfremmelser.

Det er sikkert ikke sidste gang, det er sket. For at modstå de mange administratorer og bevillingsgivere, der i travlhedens tegn måler forskningskvalitet med et enkelt tal, vil der fremover være brug for mange gode sciento­metrister, som kan booste fagbladenes og forskernes I-faktor. Og det er vigtigt at komme i gang nu, hvor forskningsministeriet arbejder med kvalitetsindikatorer til ranking, måling og konkurrence om universiteternes basismidler.

De mange udvalg under ministeriet er lige nu i gang med at 'niveauinddele autoritetslister', som på dansk betyder at vægte udvalgte fagblade efter deres vigtighed, derunder deres impact factor. Herfra et opråb til alle forskere og fagblade: forén jer. Det gælder om at råbe i kor nu, i stedet for at græde i kor senere.

Fra asken i ilden

Denguefeber skyldes ikke en hvilken som helst virus. Den kommer i fire varianter, og er man først immun over for den ene, bliver det så meget værre med de andre. Det gør det svært at lave en vaccine mod sygdommen.


Læs hele artiklen i pdf

Denguefeber giver udslæt, høj feber og muskelsmerter som ved en alvorlig influenzainfektion. Nogle gange kan man udvikle hæmorrhagisk dengue, som medfører, at blodet i kroppen ikke kan størkne. I under 0,2 procent af tilfældene med hæmorrhagisk dengue dør patienterne, mest småbørn, typisk af nyresvigt.

Det mærkelige ved dengue er, at hvis man allerede tidligere er blevet smittet, og bliver smittet igen, øges dødeligheden med en faktor 100-500. Årsagen er, at der er fire forskellige typer af denguevirus, kaldte flavivirus, som ad en mærkelig bagvej synes at øge hinandens destruktive kraft. Dette er ganske specielt blandt virusinfektionerne, for normalt ville man forvente en vis grad af krydsbeskyttelse.

»Det er jo meget unikt,« siger Lars Peter Nielsen fra Statens Serum Institut. »Det ser ud, som om man potentierer en immunulogisk respons. Og det er også derfor, det er så svært at lave en vaccine mod denguevirus, for hvis nu man har en god immunitet mod nogle af typerne, og ikke mod andre, så kunne man forestille sig, at vaccinen gør forløbet endnu mere voldsomt. Det er virkelig et problem.«

Derfor har der i mange år ikke rigtig været nogen, som har villet udvikle vacciner mod dengue, forklarer overlæge Anders Fomsgaard fra virologisk afdeling på SSI. »Forestil dig, at man laver en vaccine mod type 1, som giver en rigtig flot respons, og så tager personen til Thailand, og bliver smittet med type 4 og falder død om. Det er jo som at sende dem fra asken i ilden.«

Ingen anden udvej
Dengue er i voldsom fremmarch på verdensplan, hvilket især skyldes den større rejseaktivitet og til dels et varmere klima. En anden grund til at man er mere på vagt over for sygdommen er, at de fire forskellige typer er begyndt at blande sig mere verden over. I gamle dage var viruset meget specifikt, sådan at der kun fandtes en eller to typer i et område, og de andre i helt andre områder. Men sådan er det ikke længere.

»Tidligere var der kun to typer af denguevirus i Brasilien og nu har landet alle fire typer, hvilket gør det lidt farligere at være brasilianer,« siger Lars Peter Nielsen. Men fordi der ikke rigtig synes at være andre udveje, bortset fra et par forsøg med gensplejsning og sprøjtning af gift, har en række forskerhold alligevel kastet sig over dengue.

En mulig vaccine ville skulle immunisere mod alle fire vira på en gang, det man kalder en tetravalent vaccination. Som forværrende omstændighed viser det sig, at man ikke kan bruge andre dyr til at modellere sygdommen over. Mus bliver smittet, men de bliver ikke syge. Og selvom rhesusaber producerer antistoffer, og nogle gange udvikler feber, sker det aldrig i hæmorrhagisk form. Det betyder, at springet fra laboratoriet til kliniske forsøg stort set foregår i blinde.

Den amerikanske virksomhed Inviragen arbejder med en vaccine, som er planlagt til at være på markedet i 2013. »Vi har gode resultater på dyr med blot 1-2 doser af den nyudviklede medicin,« fortalte direktør Dan Stinchcomb på World Vaccine Congress Asia i 2008, refereret i Borneo Post. Virksomheden har modtaget økonomisk støtte fra Pediatric Dengue Vaccine Initiative (PDVI), som bl.a. it-billionærerne Bill og Melinda Gates står bag.

Ifølge WHO har det franske firma Sonofi-Pasteur lavet kliniske test med en tetravalent vaccine, som dog har vist sig ikke at beskytte 100 procent. Også firmaet Hawaii Biotech er i gang med en DNA-vaccine, som lige nu bliver testet på primater.


Løsningen haves, teknologien findes, viljen mangler

Klimaproblemerne kan løses. Der findes mange modeller og forslag til, hvordan det skal gøres. Politikerne orker det bare ikke.

Læs hele artiklen i pdf

Af Robin Engelhardt



Hvilken måde er den bedste at løse klimaproblemerne på? Hvilke tiltag skal sættes i værk, for at vi undgår en eskalerende drivhuseffekt, som vil drive millioner af mennesker på flugt, ruinere vores livsgrundlag og skabe dødbringende katastrofer på samlebånd?

Svarene har eksisteret i nogen tid. Der er bare ikke rigtig nogen, som ved, hvordan vi når derhen i praksis. Teknologien er ikke problemet; videnskaben er solid. Det er viljen, der mangler. Chefforhandlerne til møderne på Bali og i Accra lyder som regnmagere i en ørken, når de i deres pressemeddelelser siger at "vi er blevet enige om en køreplan" og "vi er stadig på sporet".

Bag kulisserne indrømmer flere og flere, at det er tom snak og spil for galleriet. Realiteten er, at køreplanen ikke er en køreplan for handling, men en kalender for forhandling. Og sporet er ikke et spor, som leder os til et mål, men et billede på, at vognen står bomstille.

Dette på trods af, at der findes masser af løsningsforslag, som både er retfærdige og billige. Allerede i slutningen af 1980'erne, da drivhuseffekten for alvor blev kendt og FN's klimapanel IPCC blev dannet, kom forslag på bordet om, hvordan man kan reducere CO2-udslippet globalt. Et af de første var principperne om reduktion & konvergens - Contraction & Convergence eller C&C. De indeholder to simple grundtanker: at forebygge katastrofale temperaturstigninger ved at reducere mængden af drivhusgasser i atmosfæren, samt at sikre en retfærdig fordeling af retten til at udlede CO2 fremover.

Enighed om principperne
Reduktionsdelen i C&C siger, at man skal følge anbefalingerne fra det internationale panel for klimaforandringer, IPPC, hvilket i praksis betyder, at verden skal reducere emissionen med 60-80 procent indtil 2050. Det er teknologisk muligt og koster ifølge Stern-rapporten fra 2006 to procent af BNP. Konvergensdelen siger, at den eneste retfærdige måde, hvorpå man kan fordele de smertelige reduktioner på, er at bidrage i forhold til hvor stor en befolkning de enkelte lande har.

Den engelske Kommission for Miljø og Forurening og det tyske Råd for Klimaforandringer har begge anbefalet ideen bag reduktion og konvergens til deres regeringer. Utallige ngo'er, institutioner og tænketanke har udtrykt deres støtte til principperne. Den afrikanske Group of Na­tions foreslog i 1997 formelt UNFCCC (United Nations Framework Convention on Climate Change) at bruge ideen, hvilket også blev vedtaget ved COP3 i Kyoto i 1997. Principperne bag reduktion og konvergens er også i overensstemmelse med det amerikanske senats Byrd Hagel resolution, og det europæiske parlament vedtog en resolution i 1998, som understøtter dem.

Men i stedet for at handle, begyndte forhandlerne og strategerne at finde på andre modeller, som kunne bruges - og i hvert fald diskuteres. De har navne som Cap and Trade, Cap and Share, Clean Development Mechanism, Joint Implementation, EU-ETS og Carbon Pricing. De har hver deres fordele og ulemper, og er blevet delvist implementerede i forskellige lande (se bokse).

Jo mere det er gået op for de enkelte landes repræsentanter, at tiltagene koster penge og arbejdspladser, jo mere er forhandlingerne gået i hårdknude. USA og Europa kræver at Kina og Indien også skal reducere, mens udviklingslandene kræver, at dem, der har forårsaget problemet, også skal løse det.

Et beslutningsproblem
Når man nu har så mange gode ideer, mekanismer og tiltag, hvorfor kan man så ikke løse klimaopgaven? Meget tyder på, at problemet ligger hos vores beslutningstagere. De evner ikke at sidde timen ud. I stedet går de til og fra forhandlingerne som det passer dem, sender chefforhandlere med et svagt mandat, og undskylder sig med dobbelttale. Deres vilje til at finde en løsning er begrænset af realpolitik, som ofte ikke kan se længere frem end til næste valg, samt i flere tilfælde af en lobby med egne interesser, hvilket næsten altid vil underminere den rigtige løsning til fordel for den hurtige vinding.

Sociologien kender godt til problemet. I 1968 skrev den amerikanske økolog Garrett Hardin et essay med titlen The Tragedy of the Commons, som beskriver fænomenet. Han viser, hvordan fri adgang til en efterspurgt men begrænset ressource fører til overudnyttelse. Tragedien indtræffer, når folk finder ud af, at det kan betale sig hurtigt at tage, hvad de kan, fordi de negative konsekvenser af deres rovdrift fordeles over et større antal mennesker, og derfor rammer dem selv mindre hårdt end en umiddelbar tilbageholdenhed.

Siden Hardins essay er situationen kun blevet værre. En eksplosiv befolkningstilvækst og en mindst lige så stor tilvækst af produkter, som udtømmer og forurener alverdens naturressourcer har medført en akut situation. Og i stedet for at arbejde i fællesskab mod en bæredygtig fremtid, forhandler de enkelte lande med næb og klør for at få en så stor andel af CO2-udledningerne som muligt.

Den eneste vej frem er ifølge næstformand for IPCC Mohan Munasinghe (se artikel herunder) at mobilisere civilsamfundet. Herved får politikerne forhåbentlig også et mere klart signal om, at de skal tage sig sammen og lave bindende aftaler. Alternativet er nemlig bare uacceptabelt.

LØSNINGSMODELLER
Kyoto-protokollens såkaldte fleksible mekanismer, som hedder Clean Develompent Mechanism (CDM) og Joint Implementation (JI), giver højtudviklede lande som Danmark mulighed for at opfylde deres reduktionspligt ved at investere i bæredygtige projekter i udviklingslande. I realiteten er CDM og JI blevet et vekselkontor for reduktioner af andre drivhusgasser end CO2.

Cap and Share går ud på at videnskabsfolk beslutter, hvor mange ton CO2, der må udledes årligt, hvorefter regeringen fordeler emissionsrettighederne til borgerene. Disse kan så købe eller sælge andele på normale markedsvilkår til f.eks. olie- eller elselskaber. En gruppe af inspektorer sikrer, at det samlede køb og salg matcher de fastsatte kvoter. Fordelen er at principperne ville kunne bruges på alle niveauer – fra det na­tionale over det regionale (som f.eks. EU) til det globale. Men ligesom de andre tiltag der baserer sig på kvoter og handel, vil der være mulighed for et utal af bogføringsfiduser.

EU-ETS står for European Union Emission Trading Scheme og er EU's model. Medlemslandene bliver enige om nationale kvoter, hvorefter de enkelte lande har lov til at handle, enten mellem de enkelte virksomheder, via en børs eller via Kyoto-protokollens fleksible mekanismer. Fordelen er, at modellen ville kunne udvides globalt og i princippet inkludere alle sektorer. Ulempen er, at mange forurenende industrier som f.eks. luft- og søtransport ikke er medtaget. Kvotegrænsen har haft tendens til at være alt for høj, og reduktion belønnes ikke.

Carbon Pricing er et meget simpelt princip. Man fastsætter blot en pris for kulstof, og sætter den så op, indtil folk bliver nødt til at reducere forbruget. Det er bare at gøre brug af prismekanismen. Fordelen er, at det er et meget simpelt skema. Ulempen er dog, at mekanismen er regressiv, dvs. at den behandler de fattige dårligt. Ved at øge prisen, er det kun de rige som kan betale, mens de fattige ikke engang har råd til bussen.

Reduktion og konvergens (C&C) baserer sig på principperne om lighed og bæredygtighed. Først fastsættes en grænse for, hvor meget CO2 der må være i atmosfæren i det lange løb, hvorefter de enkelte lande forpligter sig til et forbrug, baseret på denne grænse. De fleste lande vil skulle reducere deres forbrug, men enkelte fattige lande ville kunne øge det, alt efter deres udgangspunkt. Det er konvergens-delen i formlen. Det vil også være muligt at handle med CO2-kvoter, som det allerede er tilladt.

Kyoto2 går ud på at lave et internationalt agentur, som ikke kontrollerer udledninger, men produktion af de fossile brændstoffer. Ligesom med Cap and Share definerer man en global grænse på f.eks. 350 ppm CO2, og så auktionerer agenturet tilladelser til at forurene, uafhængigt af landegrænser. Fordelen er, at man går direkte til problemets årsag (olien), men ulemperne er også store: Hvem skal have magten i agenturet, og hvordan sikrer man en retfærdig fordeling?

Et klima af tvivl

FN's klimapanel IPCC har overskredet sin sidste salgsdato. I mange år har panelet modstået diverse nej-sigere og lobbyister med veldokumenterede data, der viser, at drivhuseffekten "meget sandsynligt" skyldes menneskeskabte faktorer, at mængden af CO2 i atmosfæren stiger voldsomt, at temperaturen derfor stiger, og vandstanden også. Men nu er situationen en anden. Der er ikke længere nogen tvivl om, at drivhuseffekten tager til i styrke, og at de forsigtige og konsensussøgende forudsigelser fra IPCC kan smides ud af køleskabet, for ikke at nævne alle de åh, så frække argumenter fra klimaskeptikerne.

Stadig flere forskere kan se, at klimaet har det meget værre, end IPCC's konklusioner tør antyde. Forskningsresultater fra de sidste par år har vist, at klimaet meget vel kan ændre sig abrupt og i store spring, når stabiliteten i atmosfæren perturberes. Så sent som denne juni kunne Ingeniøren citere danske forskere for, at den sidste istid stoppede på blot ét år, nærmere betegnet i året 9.704 før vores tidsregning, hvilket var starten til en opvarmning af Grønland med temperaturstigninger på 10-14 grader celsius inden for 10-50 år.

James Hansen fra Nasas Goddard Institute for Space Studies sendte i april et udkast til en artikel til Science (www.arxiv.org/abs/0804.1126), hvori han ser 50 millioner år tilbage, til en tid, hvor CO2-koncentrationen i atmosfæren var faldet til 425 ppm – et niveau, vi efter alt at dømme vil nå om 10-20 år. I denne periode blev det så koldt, at Antarktis fik sin iskappe. Underforstået: Når vi nu nærmer os den samme CO2-koncentration (plus-minus 75 ppm) fra et koldere klima kan kloden komme til et pludseligt vendepunkt, fordi Antarktis' iskappe vil begynde at smelte. Det ville få vandstanden til at stige 60 meter.

Hansen konkluderer, at det nok er uklogt af politikerne at gå efter en maksimal grænse på 450 ppm CO2 i atmosfæren, sådan som EU og andre lande har gjort det. En grænse på 350 ppm er mere fornuftig, hvis man vil "forhindre irreversible katastrofale effekter". Til sammenligning er vi i dag på 380 ppm, og før den industrielle revolution var vi på 280 ppm.

Tidligere på denne uge kunne det amerikanske datacenter for sne og is, NSIDC, også berette, at august måned har sat rekord i tab af isdække i vandet omkring Nordpolen. Nordvestpassagen og endda Nordøstpassagen igennem russisk farvand vil være farbar denne september. Nedsmeltningen er sket meget hurtigere end normalt, og måske vil vi i den kommende uge slå rekorden fra sidste år, hvor isen kun dækkede 4,13 millioner km2, hvilket til sammenligning er 53 procent af 1980-niveauet. "Det løber løbsk. Vi ser det nu," sagde Mark Serreze fra NSIDC i en AP-kommentar til de nye data. Vi kan meget vel have passeret det punkt, hvor tingene begynder at falde fra hinanden.

I lyset af alle disse og en række flere observationer, tyder alt på, at IPCC's konklusioner er dybt forældede. Og måske er de ikke bare forældede, men vildledende. Det vil blive meget værre end de pæne herrer nogen sinde har turdet sige.

Civilsamfundet er vores bedste håb

Klimakrisen kan kun løses i sammenhæng med de andre globale kriser, siger næstformanden for FN's klimapanel IPCC, Mohan Munasinghe, i et interview med Ingeniøren.


Af Robin Engelhardt roe@ing.dk


»På kanten af en ørken kan man forsøge at overleve på flere måder,« forklarer Mohan Munasinghe. »Man kan lade sine får og geder græsse som sædvanligt og finde andre græsgange, når ørkenen breder sig. Man kan også ignorere ørkenspredningen og uddø. Eller man kan begynde at modarbejde processen ved at plante træer, irrigere og lære at leve bæredygtigt.«

Mohan Munasinghe er næstformand for FN's klimapanel IPCC og har besøgt Danmark i forbindelse med forberedelserne til klimatopmødet COP15 i København til næste år. Ifølge Munasinghe kan man se på klimaet som et afgrænset problem og undersøge, hvordan det kan løses. Derefter kan man så kigge på energiforsyningen, på fødevarer, vandmangel, fattigdom og blive helt rundtosset. Det er, hvad politikerne gør.

Men Munasinghe vil gerne vende sagen om: »Klimakrisen er for mig at se blot en ny manifestation af manglende bæredygtighed. Vi har andre manifestationer af manglende bæredygtighed, som f.eks. manglende udvikling, fattigdom, energi-, vand-, og fødevaremangel. Hvis vi blot prøver at løse alle disse problemer hver for sig, vil vi fejle, ikke med et eller to af dem, men med dem alle. Men, hvis vi ser på problemerne ud fra et meta-perspektiv, der hedder bæredygtighed, så har vi en chance. Det er, hvad jeg kalder sustainomics.«

I sin nye bog Making Development More Sustainable fremfører Munasinghe sin kongstanke om, at de nuværende globale kriser kun kan løses i et samspil. Det nytter ikke at lave simple cost-benefit-analyser af en enkel dimension.

»Hvis man tror, at det er nok at gøre hele verden rig, sådan som Vesten har gjort sin befolkning rig, så vil det ikke virke. Business as usual vil ende i det rene barbari.« Det er kun de bæredygtige løsninger der holder i det lange løb, og derfor må man inkludere både økologiske og sociale konsekvenser i enhver beslutningsproces, der handler om ressourcefordeling, handel og udvikling, mener Munasinghe.

»Da jeg foreslog ideen til FN-topmødet i 1992, var folk generelt lidt målløse, fordi de ikke vidste, hvad de skulle tænke,« siger Munasinghe. Men tiden har vist, at ideen holder. Det er desværre ikke nok bare at 'overbevise' folk om rigtigheden i at tage bæredygtige beslutninger, mener han. Selv intelligente mennesker bliver nødt til at have en personlig motivation. »Mit forslag tillader at dette sker: at normale menneskers sociale kapital engageres i processen, og beslutningerne ikke bare overlades til regeringer. Vi har nemlig ikke råd til at studere problemet over en længere periode uden at gøre noget. Vi har heller ikke råd til blot at reagere frygtsomt og kapsle os ind. Vi har nok viden til at starte nu. Alle sammen.«

»Hvad jeg vil sige er, at man ikke skal blive alt for tynget af at filosofere over situationen, men snarere tænke på et positivt mål, nemlig bæredygtig udvikling. Det er et princip, der er lige til at gå til. Man behøver ikke at skændes eller regne. Man kan slukke lyset for at spare energi. Man kan samle noget affald op fra gaden, spise mindre kød eller plante et træ. Der er mange små handlinger, som går i den rigtige retning. På virksomhedsniveau kan det også gøres: Man kan udvise ansvarlighed, og engagere sig i aktiviteter som understøtter ideen om, at der er et bjerg, vi skal op ad. Vi behøver ikke altid at stoppe op og ville se tinden: Det er nok at vide, at vi nok skal nå derop, hvis vi bare bliver ved med at gå, trin for trin.«

Bakterie vor...

Bakterier er de sande herskere på denne Jord. De burde lovprises og tilbedes af alt levende. De giver os vores daglige brød og leder os i den rette fristelse. De bor i himlen og i helvede, laver dødt stof om til levende materie, og giver os den helt rigtige tarmflora.

Bakterier har levet på Jorden, siden havet rejste sig for at dulme vulkanernes buldren. Det skete for mere end tre milliarder år siden. Til sammenligning er det kun 600 millioner år siden, at de første flercellede organismer opstod på basis af bakterien, og som en lillebitte anekdote til denne lille anekdote, har mennesket og andre, såkaldt bevidste, primater kun levet i godt 60 millioner år. Et geologisk sekund med andre ord. Ganske ubetydeligt.

Der er ingen tvivl. Bakterierne er den altdominerende livsform i verden. De kan bo i mudder, i vand, i syre og i radioaktivt affald. De kan overleve uden ilt og uden lys flere kilometer under jordoverfladen. De spiser hvad som helst. Den berømte Thiobacillus concretivorus (blandt venner også kaldt Den Store Betonædende Svovlstav) ernærer sig af hydrogensulfid, mens dens altspisende storebror, Thiobacillus ferro-oxidant, foretrækker en suppe af jern, kobber, tin og uran.

Disse olympiske superbakterier kan tåle infernalske temperaturer og tryk, hvilket deres navne da også udtrykker: Bacillus infernus, Thermoproteus tenax og Pyroducitum occultum. Permafrost er ingen sag, og heller ikke syre: Acidithiobacillus ferrooxidans lever ved pH 2, og Ferroplasma acidarmanus ved pH 0. Deinococcus radiodurans foretrækker dog kølevandet i kernekraftværker.

Men der findes også himmelske bakterier, som lever i skyerne. Pseudomonas syringae bestemmer, om den underkølede vanddamp i skyerne skal blive til regn eller ej. Selv langt højere oppe i stratosfæren - ja selv i mesosfæren - har man fundet bakterielle engle, som svæver i beskyttende lyksalighed over alt levende på Jorden.

Der er omtrent 40 millioner bakterier i et enkelt gram muldjord, og en million i en milliliter ferskvand. Det giver rundt regnet fem kvintillioner (5x10^30) bakterier og svarer til langt over halvdelen af den samlede biomasse på jordkloden. Selv i menneskekroppen findes der ti gange så mange bakterier som andre celler. De fleste af dem er på huden og i fordøjelsessystemet. Men også i hjernen og i knoglerne kan man finde dem, og desuden indeholder alle kroppens celler såkaldte mitokondrier, som forsyner os med energi, og som ifølge den endosymbiotiske teori af russeren Konstantin Mereschkowski i sig selv oprindeligt var bakterier.

Vi er til for Bakteriernes skyld. Vi lever på Deres nåde og står i Deres tjeneste. Måske er De ikke 'bevidste' som vi er det, men De har en intentionalitet og frihed. Og Deres frihed er grænseløs. De kan gøre, hvad De vil. De bestemmer, hvilken kødelig beholder De vil bruge til at komme rundt på kloden, og selv når uhyggelige marsmænd som i H.G. Wells sciencefiction-klassiker Klodernes Kamp vil overtage magten fra os, er det vores bakterier, der får det sidste ord at skulle have sagt. Man får næsten lyst til at udbryde: Bakterie vor, du som er overalt. Dit er riget og magten og æren i evighed, jamen.

Et snabelargument

En stor del af motivationen bag vores søgen efter liv i universet kan spores i følelsen af, at vi nok ikke er alene. At der findes noget andet derude, noget som er klogere end os. Vi lytter efter radiosignaler, fantaserer om intelligente marsmænd og sender rumsonder af sted mod stjernerne som håbefuld flaskepost med billeder af os selv og vores opfindelser.

Hvis man tænker nærmere over det, så er det ret sødt, men også ret meget til grin. Der er intet, der peger på, at nogen lytter - endsige forstår, hvis de ville lytte. Nogle forskere har brugt den såkaldte Drake-ligning til at gætte sig til antallet af civilisationer i vores galakse, som vi kan kommunikere med. Men de er slet ikke klar over, at der findes et langt mere fundamentalt problem: at vi ikke ville kunne genkende fremmed, intelligent liv, selv hvis det råbte os i øret med en megafon. Problemet er følgende: Enhver repræsentation af verden - om den er klædt i formler eller i billeder, i grafer eller i sprog - forudsætter et bestemt perspektiv og en unik historie. Disse kan aldrig være forudsætningsløse, og derfor er kommunika­tion med fremmede væsner på fjerne planeter ganske umulig. Det er selvfølgelig muligt at finde antydninger af liv, men meningsfuld kommunikation? Nej.

Hvis en løve kunne tale, ville vi ikke kunne forstå den, sagde den østrigske filosof Ludwig Wittgenstein. Dette kaldes. Og det gælder ikke kun for det almindelige sprog. Selv universelle sandheder som Pythagoras sætning (i hvert fald i den euklidiske geometri) eller loven om energiens bevarelse, indeholder antropomorfismer dvs. menneskelige elementer i deres repræsentation. Forholdet mellem tegnet og det betegnede er aldrig entydigt.

Når seriøse forskere derfor sender budskaber mod stjernerne og andre astrofysikere arbejder på CETI- og SETI-projekter, så er det et udtryk for helt andre impulser. Det har noget med psykologi at gøre. Måske et udtryk for intellektuel ensomhed, blandet med en god portion hovmod.

Det minder om fortællingen om elefanten, der er så stolt af sin snabel, at den inddeler hele verden i dem, som har snabel, og dem som ikke har. For snablen er vitterligt en unik opfindelse på Jorden. »Toppen af evolutionen udgøres helt klart af snabel-eksistensen«, udtalte Serengetis mest kendte filosof-elefant engang, og i elefant-biblen står der sikkert også at Gud har skabt verden, for at snablen kan trutte.

I et mellem-artsligt debatprogram mellem elefanter og mennesker er jeg ikke sikker på at menneskets hjerne vil vinde. Ja, hjernen er klog, den kan løse matematik, opfinde sprog og ny teknologi. Men snablen er heller ikke ueffen: Den er en næse, en overlæbe og finger i ét! Den kan pege, lugte og smage på samme tid. Den kan også bruges som snorkel og som spade. Det kan hjernen ikke. Mennesket kan måske argumentere med, at alt dette jo kan klares med teknologi, opfundet af hjernen. Men elefantens snabel er til gengæld bæredygtig og CO2-neutral, hvilket ikke kan siges om alle de farlige påfund, hjernen har gjort.

Alt dette er selvfølgelig meget akademisk. For hvis en elefant kunne tale, vi ville ikke kunne forstå den.
There was an error in this gadget