En forskers drivkraft: kampen for udødelighed

Craig Venter, manden som udfordrede den etablerede forskerverden ved at afkode sit eget dna, har skrevet sine memoirer i et forsøg på at blive husket for eftertiden - og gøre regnskabet op.

Af: Robin Engelhardt
Store videnskabelige bedrifter skyldes sjældent kun en nøgen søgen efter sandhed. Som regel er de blandet op med meget menneskelige ting, med følelser af stolthed, med indædt konkurrence, storhedsvanvid, misundelse, stædighed og ønsket om evig berømmelse. J. Craig Venter har det hele.

Craig Venter var manden som konkurrerede med det internationale Humane Genom Projekt (HUGO) om at kortlægge det menneskelige DNA. Kappestriden kulminerede i året 2000 under en stort anlagt ceremoni i Det Hvide Hus, hvor Bill Clinton og Tony Blair erklærede, at målet var nået, og udråbte våbenstilstand mellem de stridende parter. Menneskets gener var nu blevet sekventeret, i hvert fald i form af en grov skitse, og nu gjaldt det om at gøre den nye viden åbent tilgængelig for alle mennesker og udvikle ny medicin.

Craig Venter gav journalister verden over det nødvendige krydderi til en historie, der ellers var mere symbolsk end spændende: at opremse den fuldstændige rækkefølge af arvematerialets tre milliarder byggeklodser, der i form af bogstaverne A,C,G og T danner livets kode.

På den ene side af kamparenaen havde man The Human Genom-Organization, et offentligt betalt "FN for det menneskelige genom", som talte tusinder af forskere og med et budget på flere hundrede millioner dollar. På den anden side havde man klassens slemme dreng, J. Craig Venter, der havde gjort sig selvstændig og i pagt med den onde kapital forsøgte at gøre det hele meget hurtigere og tilmed patentere de menneskelige gener foran næsen på alle andre.

Med sin nye selvbiografi A Life Decoded gør Venter nu regnskabet op. I en kontrær og underholdende bog fortæller Venter, hvordan han trodsede titanerne, hvordan han fightede sig op til at blive en førende forsker, hvordan han kæmpede mod et skrækkeligt bureaukrati i National Institute of Health (NHI), hvordan han holdt fast i sin tro på, at hans egen 'shotgun'-metode til at aflæse generne var bedre. Hvordan han opbyggede flere organisationer og virksomheder, og hvordan han i det hele taget altid havde ret. Sideløbende med sin succesrige karriere havde Venter selvfølgelig også tid til at overvinde de vildeste orkaner, når han tog på sejltur i Bermudatrekanten. Bogen er uden tvivl den første forskerbiografi, som ville passe godt til en coverhistorie i Euroman.

Ikke store dybder
Venter plejer sit macho-image med omhu. I begyndelsen fortæller han, hvordan han med sine kammerater altid cyklede om kap med de lettende fly langs landingsbanen på San Franciscos lufthavn.

Temaet er hermed sat: dette er den utrolige men sande historie om en underdog, der tør udfordre alt og alle. Venters version af det store genom-projekt udgør da også et godt argument for at tælle ham med som en væsentlig aktør i bestræbelserne på at afkode det menneskelige genom (et genom er en organismes samlede DNA, sådan som det er lagret i cellerne). Ikke mindst fordi det viser sig, at hans firmas dna-data baserer sig på Venters eget cellevæv. Venter er dermed det første menneske i verden, hvis fuldstændige dna-kode vi kan læse på skrift. Løbende i teksten finder man faktabokse, som beskriver de helbreds- og adfærdsmæssige konsekvenser af hans gener og deres mere eller mindre heldige mutationer. I en af bogens mange faktabokse sporer Venter for eksempel sin tendens til at tage unødige risici til en mutation i et bestemt gen, der findes i flere varianter på kromosom nummer 11. Hans gener kan ligeledes fortælle om prædispositioner for astma og Alzheimer. Bogen markerer således også begyndelsen til en ny genre: molekylær-biografien.

Men selvanalysen når aldrig de store dybder. Familien bliver knap nok nævnt. Hans to eks-koner forbliver statister i fortællingen, og hans egen søn får et enkelt afsnit med på vejen, inklusive en forsikring om at han elsker ham højt - for ligesom at kunne lægge temaet på hylden. Også Venter selv forbliver mærkelig fremmed, som en supermand med maske, hvis indre liv (hvis det er der) vi aldrig for alvor får adgang til. Af samme grund kan man sjældent finde anstrøg af tvivl eller svaghed. Frem for at være en selvbiografi af en person, der forsøger at afkode sig selv, er bogens formål snarere et offentligt forsvar for egne handlinger, og frem for alt et forsøg på at placere sig selv i det udødeliges rækker.

Det betyder ikke, at bogen er kedelig læsning. Forfatterens rå ambition og styrke giver fortællingen en vis frossen charme, og man får et enestående indblik i en forskningsverden, hvor politik, penge og prestige er en uløselig del af alle handlinger og beslutninger. Man får også en god forståelse af, hvor mange ting der skal passe sammen for at nå frem til resultater inden for molekylærbiologien og få dem offentliggjort i de vigtige tidsskrifter. Uden tvivl vil Craig Venters fremstilling af begivenhederne blive gransket nøje af historikere i fremtiden.

Hængt ud som den store stygge ulv
Hvad vi får at vide om Craig Venters opvækst og uddannelse har samme karakter af barske realiteter. Aldrig særlig dygtig i skolen fik han som ung mand tilbud om at tage til Vietnam for at tjene som læge i flåden. Hundreder af amputerede ben og napalmofre gik igennem hans hænder, og endnu flere døde i løbet af forløbet. En dag blev det for meget for ham, og han besluttede at svømme ud i havet for aldrig at vende tilbage. Da en haj begyndte at vise interesse og giftige søslanger gled forbi, tog angsten overhånd. Med nød og næppe reddede Venter sig tilbage til strandkanten, og fra den dag af var hans liv et andet.

Da Venter endelig kom hjem fra Vietnam, var han fast besluttet på at blive forsker. Efter han havde afleveret sin ph.d.-afhandling i biokemi, fik Venter arbejde på NHI for at studere adrenalin. På et tidspunkt under en flyvetur fra Japan til USA fik han en ide til at identificere gener på en meget simpel måde. Med den nye teknik og de rette maskiner ville han kunne finde langt flere gener langt hurtigere, end det var normal praksis. Den genetiske guldfeber havde på dette tidspunkt allerede skabt overskrifter, og Venters nye metode vakte opsigt, både i forskerkredse og i medicinalindustrien. De fleste forskere anså Venters teknik for at være ubrugelig, og da det blev kendt, at der ville blive knyttet patent-ansøgninger til de fundne gener, blev Venter hængt ud som den store stygge ulv. Men faktisk var det ikke Venter selv som pressede på med patentansøgningerne. Det var den offentlige sundhedsinstitution NHI's egen advokat.

I løbet af 1990'erne bragte hans ambitioner og salgsevner ham flere gange i nærkontakt med den private sektor, først via TIGR-instituttet, senere med Celera. Hver gang blev han angrebet og, ifølge ham selv, bagvasket af sine videnskabelige kolleger for at sælge ud af livets arvesølv, generne. Hver gang kom han i karambollage med selv samme skrupelløse businessmænd og patentadvokater i forsøget på at bibeholde et minimum af videnskabelig integritet. Selv ser han sig gerne som en foregangsmand, der med sin innovative teknologi var landet midt imellem to stole: på den ene side de offentlig institutioner, universiteter og hospitaler som med stor skepsis så på denne griske 'Big Biology', og på den anden de farmaceutiske giganter, der rigtig nok så milliarder flyde, hvis bare de kunne få monopol på nogle af de mest lovende gener.

Craig Venter synes til gengæld ikke at ville tage parti i denne ideologiske strid, selvom han næppe kan siges at være uanfægtet af penge. Læseren bliver løbende opdateret med lønningsposen udvidelse, og da Venter kunne observere værdien af sine aktieoptioner styrtdykke med 300 millioner dollars, efter at Clinton havde annonceret, at det menneskelige genom "tilhører alle medlemmer af den menneskelige race", annullerede han blot købet af en skonnert til 15 millioner.

Store egoer
Rivaler var der mange af. En af Venters tidligste kritikere var verdens mest kendte molekylærbiolog, James D. Watson, der sammen med Francis Crick i 1953 havde opdaget dna'ets molekylære struktur, og som var blevet leder af det humane genomprojektet i NIH. I et bagholdsangreb og for selv at holde ryggen fri udråbte Watson Venter til at være den værste patentforsker af alle. Senere måtte Watson dog selv forlade sin stilling, fordi det viste sig, at han havde et større antal af aktieinteresser i medicinalindustrien, hvilket var i konflikt med det humane genomprojekts officielle politik om at lade den nyvundne genetiske viden komme alle til gode.

James Watson er tydeligvis af samme støbning som Craig Venter, måske med den forskel at han er mere sikker på sin symbolske udødelighed - og derfor mere bramfri. Som 79-årig udgav Watson for nylig sin anden selvbiografi, Avoid Boring People, der i en (om muligt) endnu mere egomanisk tone end hos Craig Venter sladrer løs om alle mulige karrieretræk og ligegyldige møder med kendte mennesker. Watson blev kort efter offentliggørelsen i oktober citeret for at kalde afrikanere mindre intelligente og sige, at "vores socialpolitik baserer sig på den antagelse, at deres intelligens er den samme som vores - om end alle undersøgelser viser noget andet." I en anden sammenhæng blev Watson citeret for at "håbe", at alle mennesker er lige, men "folk, som har med sorte ansatte at gøre, ved, at det ikke er sandt".

Som en fornøjelig krølle på den historie, blev det i begyndelsen af december 2007 annonceret i Sunday Times, at 16 procent af Watsons dna er af afrikansk oprindelse, 16 gange så meget som det europæiske gennemsnit på én procent, hvilket gør det klart, at Watson må have haft en oldefar eller en oldemor, som kom fra Afrika. Resultatet stammer fra deCODE Genetics, et islandsk firma, som havde undersøgt Watsons dna, der var blevet lagt åbent frem på internettet af ham selv.

Konkurrencegener
Craig Venters fulde dna er nu også blevet offentliggjort i en separat udgivelse, og fejret som "den ultimative autobiografi" på grund af dens enestående "fuldstændighed". Men det står klart efter endt læsning af A Life Decoded, at Venter ikke ejer evnen til selvreflektion. Hans ønske om at være en god videnskabsmand er utvivlsomt ægte, ligesom hans stædige higen efter ære og anerkendelse er det. Hans overlevelsesinstinkt, hans vilje til at tage risici, og hans benhårde konkurrencegen er bemærkelsesværdige. Og hans kamp for udødelighed overvældende.

Hvis J. Craig Venters personlige historie ville danne skole for en succesrig forskerkarriere, burde vi nu straks gå i gang med at klone hans dna. Men prisen er måske lidt høj.
___________________________________
Craig Venter om sine egne gener 1: Giv mine gener skylden
"Forstyrrelse af opmærksomhed og aktivitet eller ADHD (attention deficit/hyperactivity disorder) er en neuropsykiatrisk lidelse, hvis kendetegn er påfaldende uopmærksomhed, overdreven motorisk aktivitet, impulsivitet og adspredthed - en nøje træffende karakteristik af teenageren Venter. Den seneste forskning har fundet en sammenhæng mellem ADHD og et genetisk gentagelsesmønster, der omfatter 10 repetitioner af en gensekvens kaldet DAT1 - transportgenet for dopamin. Dette gen ligger bag genoptagelse af signalstoffet kemisk dopamin i hjernen og er også påvirkningsmål for amfetamin og kokain. Det er muligvis ikke noget tilfælde, at varianter af dette gen også influerer på, hvordan børn responderer på methylphenidat (Ritalin) - en stimulans, som bruges til at behandle ADHD. Mit genom viser sig at have netop disse 10 gentagne sekvenser, hvilket altså skulle forklare min adfærd - vel at mærke, hvis man tror på, at et simpelt genetisk gentagelsesmønster kan genere et så komplekst træk. Derom er ikke alle enige'

Craig Venter om sine egne gener 2: Udholdenhed
'Min evne til at svømme over store afstande beror til dels på det faktum, at jeg ikke har en mutation i et af mine gener, nemlig den mutation, der er ansvarlig for enzymet 'monophosfat deaminase 1' eller AMPD1, som spiller en afgørende rolle i musklernes stofskifte. En mutation her - som er en af de mest udbredt forekommende - forårsager en mangel i enzymet, hvis konsekvens kan blive smerter, kramper og hurtig træthed. Alt, hvad der behøves, er at udskifte et enkelt bogstav, C med T, for at hindre enzymet i at blive dannet med øget udholdenhed som resultat. Det er mit held, at jeg er en C/C og ikke en T/T.'

Craig Venter om sine egne gener 3: Stress, impulsivitet og spændingstrang
'Evnen til at håndtere pres og en tilbøjelighed til at opsøge spænding er blevet sat i forbindelse med et gen på X-kromosomet, der ligger bag enzymet 'monoamin oxidase' (MAO). En form af dette gen er navnlig relateret til sanseoplevelsestrang og til reguleringen af kemiske signalstoffer (som dopamin og serotonin). De lave MAO-niveauer, der bliver følgen heraf, er sat i forbindelse med impulsive tendenser til at søge umiddelbar lystgevinster uden tanke på konsekvenserne. En usædvanlig variant af dette gen blev sågar sporet igennem tre generationer af kriminelle mandspersoner i en hollandsk familie, hvorved der blev påvist en bemærkelsesværdig sammenhæng mellem molekuler og misgerninger.

Genet koder for et enzym, der er lokaliseret i synapserne mellem hjernecellerne og som opfanger overskydende kemiske signalstoffer. En almindelig variation af genet producerer et mindre aktivt enzym, som ikke anses for at være lige så effektivt til at fjerne overskydende signalstoffer, og denne form er tilstede hos udprægede opsøgere af sanseoplevelser. Samtidig ser højaktivitetsudgaven af dette gen ud til at have en beskyttende virkning imod stress. En scanning af mit genom afslører, at jeg har højaktivitetsformen og dermed lavere risici for at forfalde til antisocial adfærd, hvilket muligvis vil falde nogen svært at tro: Jeg er trods alt blevet kaldet 'biologien slemme dreng', en provokatør, ja sågar diabolsk. Jeg har dog svært ved at tro, at selv mine skarpeste kritikere ville anfægte, at jeg er i stand til at klare stress i store mængder'.

J. Craig Venter: A Life Decoded: My Genome - My Life, Allen Lane / The Penguin Press, 390 sider, £25
James D. Watson: Avoid Boring People, Oxford, 347 sider, £14.99

Håbet, der koster 100 dollar

Drømmen om at bringe 100 dollar-computeren til alle udviklingslandes børn og løfte dem ud af fattigdom har det svært. Årsagerne er de sædvanlige: en kompliceret hverdag med mange aktører, men også uventet konkurrence.

Af: Robin Engelhardt

Galadima-skolen ligger i udkanten af byen Abuja i Nigeria. Den har hverken elektricitet eller rindende vand. Til gengæld har alle elever som de første i Afrika fået en XO computer, den såkaldte 100 dollar laptop, der med sine grønne ører og sit specielle software er designet til at hjælpe børn med deres uddannelse.

Den efterhånden berømte maskine, som er blevet udviklet af non-profit organisationen One Laptop Per Child (OLPC) fra MIT i USA, er bygget ud fra et håb om at børn i udviklingslande selv kan begynde at udforske og bruge informationsteknologien og på den måde kortslutte den digitale kløft i deres eget land, hvor uddannelsessystemet ofte er præget af en svag infrastruktur, få lærere og gammeldags undervisning.

Der er masser af positive historier fra pilotforsøget på Galadima-skolen. For eksempel den lille usynlige dreng fra 4. klasse, som hurtigt lærte at bruge XO'ens tegneprogram og begyndte at lave helt enestående tegninger. Hans detaljerede kort over Afrika gjorde ham til klassens helt på ingen tid. Eller drengen fra 5. klasse som nu kaldes skolens chief engineer, fordi han er så god til at reparere computere. I et traditionelt skolesystem, hvor udenadslære, kæft, kridt og tavle i århundreder har været standard for undervisningen, er der pludselig en arbejdsform, som skaber nye rum for kreative og anderledestænkende børn, et værktøj der synliggør nogle evner, som den almindelige undervisning sjældent understøtter.

Men en ting er opløftende anekdoter, en anden den konkrete virkelighed. Den oprindelige plan var, at alverdens regeringer i udviklingslandene skulle købe XO-laptoppen for 100 dollar per styk, men kun i portioner af et antal millioner, som så skulle fordeles gratis til alle skolebørn i landet. Interessen var stor, og mange regeringschefer så positivt på ideen. Men indtil videre har kun meget få lande givet endeligt tilsagn. Peru har sagt ja til 260.000 maskiner, Uruguay til 100.000, og en oprindelig aftale med Nigeria om at starte med 100.000 maskiner er heller ikke blevet realiseret endnu. Den langsomme spredning har gjort, at man nu har valgt at gå ned til salg af 1.000 og endda 100 laptops ad gangen, hvilket har fået en række NGO'er til at melde sig på banen. Desuden har man i USA iværksat en 'Give One Get One'- kampagne, hvor man for 400 dollar kan købe en maskine til sig selv, samtidig med at man giver en anden væk.

Store udfordringer
"XO-computeren understøtter en elevcentreret og eksplorativ form for læring, hvor eleven selv begynder at udforske de forskellige programmer, bruger internettet og samarbejder med de andre elever gennem computernes netværk og på den måde tilegner sig kompetencer på en helt anden måde," siger Anders Mogensen fra innovations- og konceptudviklingshuset Seismonaut. Han er lige blevet sendt af Danida til Nigeria for at indsamle viden fra pilotprojekterne og finde ud af, om den nye computer har en positiv effekt på uddannelsessystemet. Hvis ja, vil den Danske NGO Sudan missionen og muligvis andre støtte nye projekter.

De afrikanske lærere er dog ikke ubetinget glade. Kun forsynet med en maskine uden hverken vejledning eller medfølgende læreruddannelse, er det nemlig svært at nedbryde en etableret autoritetsstruktur.

"Den form for læring, som XO-computeren understøtter, kan være en stor udfordring for læreren at acceptere", siger Anders Mogensen.

"Pludselig skal skolelæreren ikke fortælle eleverne, hvad de skal gøre, men i stedet samarbejde med dem og i mange tilfælde blive undervist af dem, fordi de jo er meget hurtigere til at lære at bruge en computer end dem selv."

Og resultatet er i mange tilfælde, at lærerne synes, at computeren forstyrrer den almindelige undervisning.

"Et andet problem er når en computer bliver stjålet. Hvad gør man så? Må eleven som har mistet sin dyrebare XO så ikke deltage i undervisningen?", spørger Anders Mogensen. Konsekvensen kan være at computerne bliver låst væk i skolen. Mange forældre mener desuden, at computeren er familiens ejendom og forbyder deres barn at tage den tilbage i skolen.

"Den optimistiske vestlige vision om, at børn kan eje en computer, tager slet ikke den lokale kultur i betragtning. Hvis et barn i Nigeria tager en splinterny XO computer med hjem, vil mange forældre bare konfiskere den og mene, at deres børn ikke kan eje en så værdifuld genstand," forklarer Anders Mogensen.

Uventet konkurrence
Ud over disse kulturelle og sociale udfordringer, er der et yderligere problem: konkurrence fra etablerede IT-virksomheder som Intel og Microsoft. Intel er kommet til Nigeria med deres egen skole-laptop, der kører Windows, kaldet Classmate, og firmaet Asus er ved at lancere deres egen såkaldte Eee PC. Nigeria er pludselig blevet en ny kampplads for IT-branchen, hvor en lang række computerproducenter forsøger at komme ind på markedet, lokker med pilotforsøg og gratis prøvemaskiner. Og måske vil det lykkes dem at udkonkurrere XO-laptoppen. For eksempel går Intels Classmate i modsætning til XO'en ud fra en lærercentreret læringsfilosofi, hvor eleverne skal logge ind på lærerens egen computer, for at følge med i, hvad læreren gør.

"Denne envejskommunikation er meget nemmere at acceptere for mange lærere, fordi det ikke er særlig forskelligt fra deres traditionelle tavleundervisning", siger Anders Mogensen.

"Dog kræver Classmate computeren langt mere efteruddannelse, fordi lærere generelt ikke er så gode til at bruge en computer."

Desuden er Classmate-computeren tre gange så dyr, og den har ikke XO'ens unikke kvaliteter som f.eks. dens meget skarpe skærm, der kan bruges selv i stærkt sollys, og dens tilhørende yoyo-agtige strømforsyning, der kan oplades med håndkraft.

Ophavsmanden til XO-laptoppen, Nicolas Negroponte, der i øvrigt er bror til USA's viceudenrigsminister John Negroponte, ynder at pointere at OLPC-initiativet "ikke er et computerprojekt, men et uddannelsesprojekt".

Det er meningen at løfte børn og unge ud af fattigdom, og alle ved, at den bedste måde at gøre det på, er at give dem en god og nyttig uddannelse.

Men det spørgsmål, som mange mennesker stiller sig i disse dage, er, om 100 dollar- laptoppen og dens læringsfilosofi er for radikal og for revolutionerende for de eksisterende uddannelsessystemer. Muligvis skal OLPC-initiativet snarere samarbejde med de etablerede aktører på computermarkedet og gå lidt på kompromis med de konkrete forhold, under hvilken skoler og lærere arbejder. Indtil videre har XO-laptoppens væsentligs-te forandringskraft i hvert fald ligget i at kunne for åbne nye markeder, og i erkendelsen af, at man sagtens kan lave børnevenlige laptops til billige penge.

Så måske ender det hele med, at XO'en alligevel var et laptop-projekt, og ikke et uddannelsesprojekt. Den konkrete virkelighed, de mange forskellige lokale forhold, traditionel undervisning, problemer med at distribuere maskinen ud til tilpas mange børn, konkurrencekampe og regeringers mange agendaer - alle disse ting kan gøre det svært at realisere en god ide. Måske har hele ideen også været en smule naiv. Måske er den bare forud for sin tid. Det vil tiden vise.
There was an error in this gadget