Gisningernes bog

To 'fritænkere' har påtaget sig den frække opgave at fortælle om sjælens og kulturens naturhistorie ud fra et darwinistisk perspektiv. Det er der kommet en bog ud af, der vil for meget og kan for lidt

Af Robin Engelhardt

I evolutionsforskningen findes der en talemåde, når man i mangel af konkrete beviser for sin teori begynder at finde på gode historier. Den hedder Just So Stories, og stammer fra en børnebog af Rudyard Kipling med samme navn. Deri fortælles der blandt andet om, hvordan hvalen fik sin lille hals (ved at en sømand satte en rist i den), kamelen sine pukler (fordi den ikke gad at pukle) og næsehornet sin rynkede hud (fordi den fik kagekrummer under huden).

Mindst lige så indlysende læser vi i Dennis Nørmarks og Lars Andreassens nye bog Det virkelige menneske om de biologiske årsager til menneskets trang til religion (fordi den påstår at forklare noget), dets hang til sex (man kan jo få børn) og krig og sociale lege (fordi man kan drage personlig fordel af det), der peger hen imod kultur, sprog og alt det andet, der kendetegner en moderne civilisation.

Bogen vil intet mindre end at genfortælle sjælens og kulturens tilblivelseshistorie ud fra det rigtige perspektiv: dvs. darwinismens og den evolutionære psykologis erkendelse af, at det ikke kun er vores kæbeparti og oprejste gang, der er et resultat af den naturlige udvælgelse, men også vor ånd, vores mest intime følelser og vores mange mærkelige sociale strukturer.

Forskellen mellem Kipling og Nørmark/Andreassen er imidlertid, at historierne i Det virkelige menneske højst sandsynligt er sande. I hvert fald et stykke hen ad vejen. Det er jo rigtigt, at vores emotioner er et resultat af en lang evolutionær proces, præget af en vilje til at overleve, og at vi derfor har udviklet angst og aggressioner, charme og glæde, paringsstrategier og mandlig kreativitet. Og det er rigtigt, at det fører til en række politisk ukorrekte erkendelser om utroskab, religiøsitet, intelligens og fremmedhad. Og det er jo godt, at der findes videnskabsformidlere som tør sige den slags og tør bygge synteser mellem de mange videnskabelige discipliner.

Men selvom alt dette er rigtig fint og godt alt sammen, er der alligevel noget, som ikke klinger. Måske er det, fordi man må kunne forvente en vis forsigtighed over for konklusionerne, når de nu er så kontroversielle, som de er, og især når forfatterne ikke kan være eksperter på alle områder. I det mindste må man forvente en klar adskillelse mellem forskningens resultater, gisninger og personlige overbevisninger.

I stedet begynder Højmark og Andreassen at debattere moderne politik og finde en evolutionær begrundelse for alt det, de kan lide - og ikke kan lide. For eksempel argumenterer de for en naiv form for biopolitik: Der er dem, som er primært irrationelle - nazister, kommunister, fundamentalister og alle de andre totalitære utopister - dem, der kun tænker med deres gamle pattedyrhjerne. Og så er der dem, som tænker primært instrumentelt og logisk med frontallappen, dvs. alle os gode individualister og demokrater. Ak ja. På trods af diverse forbehold og mange fornuftige betragtninger i teksten, kan man som læser ikke helt sige sig fri for at blive en smule irritabel.

Der reproduceres også en række misforståelser, som f.eks. at naturvidenskaben ikke beskæftiger sig med metafysik, at sekularisme har noget at gøre med ateisme, og at den naturlige og seksuelle udvælgelse er de eneste mekanismer, hvormed en biologisk egenskab kan blive til. For blot at relativere den sidste, så findes der også fænomener som genetisk drift, horisontal genoverførsel, specialisering, kanalisering og co-evolution, der alle kan bidrag til det biologiske slutprodukt, og derfor ikke nødvendigvis passer ind i forfatternes teleologiske skema "livets eneste formål er overlevelse".

Således bliver bogen i de sidste kapitler videnskabsteoretisk naiv og politisk enfoldig. Videnskaben er til en vis grad, ligesom Kipling, altid nødt til at arbejde med myter og Just So-historier. Det sker dog ud fra et motiv om at granske og kritisere myterne for til sidst at ende op med noget mere håndgribeligt. Og selvom forfatterne husker at citere den naturalistiske fejlslutning og dermed bedyre, at de aldrig ville mene, at noget var godt, blot fordi det var naturligt, konkluderes det alligevel, at demokrati og jæger-samler-samfund er gode, mens kommunisme og socialistiske samfund er dumme.

Argumenterne er noget med, at de første er egalitære og passer bedre til vores biologi, mens de sidste ikke udvikler sig. Det er rigtig ærgerligt at se forfatterne hoppe i med begge ben og fortælle flere Just So Stories, som oven i købet er naturalistiske fejlslutninger.

Det er en underlig bog. På den ene side formuleres der den ene grov-darwinistiske ekstrapolation efter den anden, på den anden side er skribenterne fornuftige nok til at anerkende, at årsag-virkningssammenhænge helst skal gøres kontrollable for at være videnskabelige. Det er, som om der eksisterer et halv-gennemtrængeligt filter mellem forfatternes bedømmelse af fordums fejl (som de sagtens kan se) og egen skråsikker ufejlbarlighed. Evolutionspsykologen Robert Trivers ville sikkert kunne more sig med at begrunde denne skråsikkerhed evolutionært, for en af hans teorier (som ikke bliver nævnt i bogen) siger nemlig, at idet den bedste løgn er den, som man selv tror på, er mennesket det dyr i dyreverdenen, som kan snyde sig selv bedst.

Lad os formulere det på en lidt mere diplomatisk måde og sige, at bogens alt for skarpe vinkling af den evolutionære psykologis forskningsresultater er udartet til at være en reproduktion af forfatternes politiske ønsker frem for en konsekvens af den videnskabelige metodes evne til at opdage nyt.


Det virkelige menneske
Dennis Nørmark og Lars Andreassen
570 sider-299 kr.
ISBN 978-87-7055-111-3
People's Press


(Dagbladet Information, 27. oktober 2007)

5 comments:

There was an error in this gadget