Istrien og vinden fra alperne

Jeg tror, at jeg vil blive her lidt endnu. Jeg kan lide byen. Den er smuk og fængslende, og stedet passer til mig på en eller anden mærkelig måde

Af Robin Engelhardt

Når jeg kommer med bil fra vest, så begynder det at skylle ned, når jeg rammer Trieste. Det er sket mange gange før. Men det varer kun et kort øjeblik, og så bliver vejret klart igen på grænsen til Kroatien. Det er, som om vejrguderne hver gang har lyst til at lave en speciel forestilling og trækker et forhæng af regn til side, når det sidste alpebjerg er passeret, og Istriens frodige bakkelandskaber kommer til syne. Det er, som om de vil sige: "Her skal du se, hvad vi har gemt specielt til dig! Vi har holdt det under vand i mellemtiden, for at græsset skal være grønt og druerne fyldige."

Og der er rigtig nok foruroligende grønt på Istrien. Det er den nordligste halvø i Adriaterhavet, lidt sydøst for Trieste og lige over for Venedig. Husene og de små halvforladte byer virker en smule grå og østeuropæiske. Skove, små grusveje og forladte ruiner præger billedet. Men området har alligevel et umiskendeligt italiensk præg. 'Vino', 'miele' og 'tartufo' står der skrevet på de små skilte langs vejkanten, for at turister skal komme ind og købe deres vin, honning og trøfler. De højtliggende stenterrasser er fyldte med blomster og palmer.

Siden 1200-tallet har området været tilknyttet den venezianske republik, og bortset fra en periode mellem 1813 og 1918, hvor det var en del af det østrig-ungarske rige, har Istrien hørt under Italien. Efter fascisternes nederlag blev Istrien overdraget til Jugoslavien, hvilket blandt andet førte til, at hundredetusinder af italienere emigrerede og efterlod deres hus og hjem. I dag er der kun omkring 200.000 mennesker tilbage på en af de mest frugtbare og idylliske halvøer ved Adriaterhavet.

Den sorte bora
"Det er den sorte bora," siger en ung kvinde, som står og blaffer ved vejkanten på vejen fra Buzet til Porec, da jeg fortæller hende om regnen i Trieste. "Bora er grækernes Gud for nordenvinden. Han kommer ned fra alperne med sine heste og bærer kold luft og vand ned over Triestebugten."
"Nogle gange er vinden så kraftig, at den kan vælte biler og både," siger hun og gør en kraftig bevægelse, der får bilen til at vugge.

Tiltrukket af hendes vildskab, indvilliger jeg i at tage hende op til Motovun, som viser sig at være den smukkeste middelalderby på hele Istrien. Den ligger på toppen af et fritstående bjerg, midt i den frodige Mirna-floddal, omkranset af trøffelskov og indrammet af en høj stenfæstning. Dengang hunner, goter og lombarder jævnligt plyndrede landet, må folk fra dalen være flygtet op bag Motovuns tykke mure for at forsvare sig mod deres bueskytter og katapulter.

Autentisk og levende
De mange små gyder, et 800 år gammelt kirketårn og lige så gamle huse giver en fornemmelse af at være ankommet i en anden verden. Stedet kan slet ikke sammenlignes med de sædvanlige turistattraktioner langs Istriens vestkyst.

Der er smukt, enkelt og stille. En rundtur på fæstningsanlægget på toppen af byen giver 360 graders udsyn over hele dalen, og tidligt om morgenen kan man badet i sol kigge hen over skyerne, som driver forbi under én. På trods af et stigende antal turister er byen stadig autentisk og levende med lokale beboere, små butikker, en skole og posthus. En gang var Motovun en rigtig by med flere tusinde indbyggere, men i dag bor der kun få hundrede mennesker.

Et af de bedste tidspunkter at tage til Istrien på er om foråret og efteråret. Ikke sjældent er der 25 grader i midten af oktober, og vandet holder sig som regel til over de 20 grader helt til november. De fleste turister er taget hjem på det tidspunkt, og man kan nyde den smukke 'indian summer' i al sin enkelhed. Mange byer i området har deres egne specialiteter. Motovun er en udpræget delikatesse- og filmby med en egen filmfestival i juli, det smukke Groznian har specialiseret sig i kunstgallerier og musikfestivaller, mens kystbyerne Porec, Rovini og Pula har strande og antik romersk arkitektur i overflod. Ikke uden grund er Istrien både slovenernes og kroaternes lokale ferieparadis, og der er altid noget nyt at opdage i de mange små landsbyer i det indre af halvøen.

"Jeg tror, at jeg vil blive her lidt endnu," siger jeg til den unge kvinde, hvis navn jeg endnu ikke har spurgt om. "Jeg kan lide byen. Den er smuk og fængslende, og stedet passer til mig på en eller anden mærkelig måde."

"Det ved jeg godt," siger hun og leder med øjnene efter havet mod vest. "Men jeg må videre. Jeg har travlt."

"Hvor skal du hen," spørger jeg forvirret. "Jeg troede, at du ville til Motovun. Og hvad hedder du egentlig?"

Men hun er allerede på vej ned ad skråningen. En tør brise rammer mit ansigt, og jeg hører hendes stemme hviske i mit øre: "Bianca- Bianca Boreas er mit navn. Datter af den sorte bora. Jeg er vinden, der bringer en klar himmel og ro i sjælen," siger hun og er forsvundet - som båret væk af luften fra alperne.
_________________________________________________
FAKTA: Istrien ligger som en halvø i Adriaterhavet. Størstedelen af Istrien hører til Kroatien. Den nordlige kyst på Istrien ligger i Slovenien. Siden romerriget har Istrien været en smeltedigel af mennesker, kulturer og religioner. Selv om de fleste indbyggere i dag er etniske kroater, kan man møde mange slovenere, italienere, romanere, østrigere, bosniere og tyskere. Der er en lang tradition for tolerance mellem de mange nationaliteter, og officielt er området tosproget: man taler både italiensk og kroatisk
_________________________________________________
FAKTA: Trøflerne i skovene omkring Mirna-floden i Istrien er nok de mest velsmagende trøfler i verden. Det siges at der foregår en del illegal trafik hen over grænsen, fordi man kan få en bedre pris når de bliver solgt i Italien som 'italienske trøfler'. Besøg for eksempel byen Livade, som er trøflernes centrum. Her kan man ud over de sorte trøfler også få de sjældne hvide trøfler, som i år går til den sølle pris af 5.-7.000 euro pr. kilo.

(Dagbladet Information, 27. oktober 2007)

Gisningernes bog

To 'fritænkere' har påtaget sig den frække opgave at fortælle om sjælens og kulturens naturhistorie ud fra et darwinistisk perspektiv. Det er der kommet en bog ud af, der vil for meget og kan for lidt

Af Robin Engelhardt

I evolutionsforskningen findes der en talemåde, når man i mangel af konkrete beviser for sin teori begynder at finde på gode historier. Den hedder Just So Stories, og stammer fra en børnebog af Rudyard Kipling med samme navn. Deri fortælles der blandt andet om, hvordan hvalen fik sin lille hals (ved at en sømand satte en rist i den), kamelen sine pukler (fordi den ikke gad at pukle) og næsehornet sin rynkede hud (fordi den fik kagekrummer under huden).

Mindst lige så indlysende læser vi i Dennis Nørmarks og Lars Andreassens nye bog Det virkelige menneske om de biologiske årsager til menneskets trang til religion (fordi den påstår at forklare noget), dets hang til sex (man kan jo få børn) og krig og sociale lege (fordi man kan drage personlig fordel af det), der peger hen imod kultur, sprog og alt det andet, der kendetegner en moderne civilisation.

Bogen vil intet mindre end at genfortælle sjælens og kulturens tilblivelseshistorie ud fra det rigtige perspektiv: dvs. darwinismens og den evolutionære psykologis erkendelse af, at det ikke kun er vores kæbeparti og oprejste gang, der er et resultat af den naturlige udvælgelse, men også vor ånd, vores mest intime følelser og vores mange mærkelige sociale strukturer.

Forskellen mellem Kipling og Nørmark/Andreassen er imidlertid, at historierne i Det virkelige menneske højst sandsynligt er sande. I hvert fald et stykke hen ad vejen. Det er jo rigtigt, at vores emotioner er et resultat af en lang evolutionær proces, præget af en vilje til at overleve, og at vi derfor har udviklet angst og aggressioner, charme og glæde, paringsstrategier og mandlig kreativitet. Og det er rigtigt, at det fører til en række politisk ukorrekte erkendelser om utroskab, religiøsitet, intelligens og fremmedhad. Og det er jo godt, at der findes videnskabsformidlere som tør sige den slags og tør bygge synteser mellem de mange videnskabelige discipliner.

Men selvom alt dette er rigtig fint og godt alt sammen, er der alligevel noget, som ikke klinger. Måske er det, fordi man må kunne forvente en vis forsigtighed over for konklusionerne, når de nu er så kontroversielle, som de er, og især når forfatterne ikke kan være eksperter på alle områder. I det mindste må man forvente en klar adskillelse mellem forskningens resultater, gisninger og personlige overbevisninger.

I stedet begynder Højmark og Andreassen at debattere moderne politik og finde en evolutionær begrundelse for alt det, de kan lide - og ikke kan lide. For eksempel argumenterer de for en naiv form for biopolitik: Der er dem, som er primært irrationelle - nazister, kommunister, fundamentalister og alle de andre totalitære utopister - dem, der kun tænker med deres gamle pattedyrhjerne. Og så er der dem, som tænker primært instrumentelt og logisk med frontallappen, dvs. alle os gode individualister og demokrater. Ak ja. På trods af diverse forbehold og mange fornuftige betragtninger i teksten, kan man som læser ikke helt sige sig fri for at blive en smule irritabel.

Der reproduceres også en række misforståelser, som f.eks. at naturvidenskaben ikke beskæftiger sig med metafysik, at sekularisme har noget at gøre med ateisme, og at den naturlige og seksuelle udvælgelse er de eneste mekanismer, hvormed en biologisk egenskab kan blive til. For blot at relativere den sidste, så findes der også fænomener som genetisk drift, horisontal genoverførsel, specialisering, kanalisering og co-evolution, der alle kan bidrag til det biologiske slutprodukt, og derfor ikke nødvendigvis passer ind i forfatternes teleologiske skema "livets eneste formål er overlevelse".

Således bliver bogen i de sidste kapitler videnskabsteoretisk naiv og politisk enfoldig. Videnskaben er til en vis grad, ligesom Kipling, altid nødt til at arbejde med myter og Just So-historier. Det sker dog ud fra et motiv om at granske og kritisere myterne for til sidst at ende op med noget mere håndgribeligt. Og selvom forfatterne husker at citere den naturalistiske fejlslutning og dermed bedyre, at de aldrig ville mene, at noget var godt, blot fordi det var naturligt, konkluderes det alligevel, at demokrati og jæger-samler-samfund er gode, mens kommunisme og socialistiske samfund er dumme.

Argumenterne er noget med, at de første er egalitære og passer bedre til vores biologi, mens de sidste ikke udvikler sig. Det er rigtig ærgerligt at se forfatterne hoppe i med begge ben og fortælle flere Just So Stories, som oven i købet er naturalistiske fejlslutninger.

Det er en underlig bog. På den ene side formuleres der den ene grov-darwinistiske ekstrapolation efter den anden, på den anden side er skribenterne fornuftige nok til at anerkende, at årsag-virkningssammenhænge helst skal gøres kontrollable for at være videnskabelige. Det er, som om der eksisterer et halv-gennemtrængeligt filter mellem forfatternes bedømmelse af fordums fejl (som de sagtens kan se) og egen skråsikker ufejlbarlighed. Evolutionspsykologen Robert Trivers ville sikkert kunne more sig med at begrunde denne skråsikkerhed evolutionært, for en af hans teorier (som ikke bliver nævnt i bogen) siger nemlig, at idet den bedste løgn er den, som man selv tror på, er mennesket det dyr i dyreverdenen, som kan snyde sig selv bedst.

Lad os formulere det på en lidt mere diplomatisk måde og sige, at bogens alt for skarpe vinkling af den evolutionære psykologis forskningsresultater er udartet til at være en reproduktion af forfatternes politiske ønsker frem for en konsekvens af den videnskabelige metodes evne til at opdage nyt.


Det virkelige menneske
Dennis Nørmark og Lars Andreassen
570 sider-299 kr.
ISBN 978-87-7055-111-3
People's Press


(Dagbladet Information, 27. oktober 2007)
There was an error in this gadget