Framing - en desperat løsning

Af Robin Engelhardt

Der er ikke nogen tvivl om, at forskere har det svært for tiden. Et videnskabeligt resultat er ikke hvad det har været i den politiske debat, og en belærende forsker i medierne er snarere noget man måber af, end lytter til. Alt peger på at det videnskabelige argument er i gang med at miste kampen om den offentlige opinion, og fortsætter med at gøre det.

Forholdet mellem videnskab og samfund har altid været præget af kontroverser og magtkampe. I perioder af krige og sociale opbrud blev forskere og deres forskning som regel misbrugt. Eller også blev de undertrykt. Men de er nok aldrig blevet gjort så ligegyldige, som det er tilfældet i dag. Med politiske ledere i USA, som lader følelserne bestemme over krig og fred, og over hvad der er sandt og falskt, godt og ondt, har vi fået en ny version af magtens arrogance, som i Danmark har fået sit eget lille fæle udtryk i den danske statsministers udtrykkelige ringeagt over for eksperter, smagsdommere og urostiftere.

Denne tingenes ulidelige tilstand har naturlig nok ført til en diskussion af, hvordan det har kunnet komme så vidt. Hvordan har fx en række velorganiserede ideologiske grupper af religiøs eller reaktionær observans i USA formået at forme det politiske landskab i deres retning? Det ser ud til at de har brugt nogle ret beskidte tricks, som mange mener må imødegås, hvis ikke landet skal domineres af en politisk farlig og anti-videnskabelig elite.

En række fremtrædende forskere og journalister har identificeret disse beskidte tricks som "frames", der betyder noget i retning af "tankerammer" eller "vinklinger". De spiller på emotionelle og værdimæssige fordomme hos publikum, og underminerer de mere rationelle argumenter. Ordet frames kommer af "framing", som er det begreb den amerikanske sprog- og kognitionsforsker George Lakoff brugte til at analysere den politiske debat i USA med i bøgerne Moral Politics og Don’t Think of an Elephant.

Men hvad er framing? Hvis man ønsker at skabe en social forandring eller angribe en fjende i offentligheden, har man brug for at "frame" sin sag på en overbevisende måde. Alt efter hvor meget indflydelse man har i forvejen, kan man nøjes med at bruge simpel newspeak og fx kalde en demonstrant for en terrorist. Har man mindre magt kan man skabe tvivl i offentligheden ved at lave "en Lomborg" – dvs. finde en person som siger noget andet. Har man kun meget lidt magt kan man altid iværksætte en langsigtet kampagne og grundlægge en ngo. I visse tilfælde har man indflydelse nok til blot at sige hvad der falder en ind, som det for eksempel var tilfældet med videnskabsminister Helge Sander, der mente at en sammenlægning af universiteterne ville være mere "effektiv", selvom al forskning siger det modsatte. Men i de fleste tilfælde må man anvende frames på en meget bevidst og udspekuleret måde.

I et massemedieret demokrati er framing en interessant størrelse, fordi det er en effektiv metode til at samle og sortere komplicerede emner, og dernæst aktivere bestemte værdier og synspunkter i en population af Homo sapiens. Frames er sådan set helt naturlige værktøjer til at organisere tanker med, og de findes latent hos alle medlemmer af menneskearten. Men anvendt i strategisk kommunikation aktiveres de ved at man gentagende gange betoner bestemte fortolkninger frem for andre, for på den måde at strukturere, hvilke dele af virkeligheden, der bliver bemærket. Frames understøtter med andre ord de mere dovne tankeprocesser. Emotionelle stimuli aktiverer bestemte perspektiver og dermed kortsluttes argumentationen i retning af nogle forudbestemte domme.

Frames kan være små slogans, enkelte ord, symboler eller billeder. Som amerikanske eksempler kan man nævne "pro-life"-bevægelsen mod abort, brugen af ordet "flip-flop”" i kampagnen mod Kerry, men også ord som "effektivitet", "bruttonationalprodukt" eller symbolet for atomkraft er blevet til faste frames som henleder opmærksomheden på bestemte værdier og tolkninger. Frames som kommunikationsværktøj bliver først rigtig virksomme efter en længere brugsperiode i medierne, og især når de er i samklang med allerede eksisterende religiøse, ideologiske eller kulturelle værdier.

Hjerneforskningen har også bidraget til bedre at forstå dynamikkerne bag framing. Sidste år viste en gruppe forskere, hvordan emotionelle valg konsekvent overtrumfer de mere analytiske fornuftslutninger i hjernen. Et simpelt eksempel fra supermarkedet viser, hvordan framing fungerer: Hvis man står foran køledisken og ser to pakker med friskhakket oksekød, hvor der på den ene pakke står "80 procent magert" og på den anden "20 procent fedt". Hvad vælger kunden? Indholdet er det samme, men i langt de fleste tilfælde vælger kunden det "magre" kød. Man vælger med andre ord det produkt, som er blevet framet i den retning, der korresponderer med deres præferencer.

Når forskerne så på hjerneaktiviteten med MR-scannere kunne de se at amygdalaen, som er den del af hjernen der udløser de emotionelle responser, var relativt mere aktiveret når forsøgspersonerne valgte i samklang med deres framingeffekt. Når forsøgspersonerne derimod besluttede sig i modstrid med framingeffekten, observeredes der en større aktivitet i den såkaldte anterior cingulate cortex, hjemstedet for de mere analytiske tankeprocesser.

Eksperimentet tyder altså på at der i hjernen eksisterer flere stemmer, som kan være i opposition til hinanden. Forskerne kunne desuden vise, at en mindre følsomhed over for framingeffekten korrelerer med en øget aktivitet i den orbitofrontale cortex, hvilket samlet set understøtter en forklaringsmodel, efter hvilken den orbitale og mediale prefrontale cortex evaluerer og integrerer både den emotionelle og den kognitive information, og på den måde understøtter en mere "rationel", dvs. en mere beskrivelsesinvariant beslutning.

Langt de fleste debatter i offentligheden kan betegnes som framingkrige. Diskussionen om intelligent design er et godt eksempel på en framingkrig der foregår primært på amerikanske skoler og på internettet. Men også debatter om Islam, om drivhuseffekten og om atomkraft handler under overfladen om den rette strategiske placering af frames. Debattørerne bliver ofte så optagede af deres kamp, at de bliver til medier for en sag. Det er ikke dem, der har argumenterne. Det er argumenterne, der har dem.

I et evolutionært perspektiv har frames været nyttige for beslutningsprocesser, fordi de reducerer informationsomkostninger og skaber en følelse af forståelse via emotionelle stikord. Frames er ikke nogen ny opfindelse og har sandsynligvis været brugt siden menneskets forfædre besluttede at leve i sociale grupper. Men frames er også det perfekte resonanskammer for irrationalitet og gruppe-forstærkede raserier. Det kan især være tilfældet i stærkt medierede og globaliserede verdener som vores, hvor et eksorbitant stort antal af stimuli og emotionelle symboler oversvømmer vores hjerner. Denne overdosis gør os direkte dumme, fordi den aktiverer instinkter frem for reflektion. Framing er heller ikke velegnet til at formidle ny information, hvilket er det, forskere og forskningsformidlere normalt ville tro, at de gjorde.

Framing er derfor anti-videnskabelige. Den er nødvendig for kommunikationen, men i relation til demokratiske beslutningsprocesser, hvor enhver debat har tendens til også at blive betragtet som en policy-anbefaling, ender man nemt i emotionaliserede situationer hvor politikere agerer som hævntørstige krigere eller som forurettede børn. Med dårlige beslutninger til følge.

Det foruroligende perspektiv er, at der er ingen vej uden om framing, og at de offentlige framingkrige blot vil forstærke de gruppe-baserede psykopatologier, hvor hver gruppe låser sig fast i nødvendigheden af at nedkæmpe den anden. Socialiseringen af ethvert had, enhver vrede, enhver jalousi, omdanner verden til en åben kampzone, hvor alle, som stikker hovedet ud af skyttegravene, risikerer at få det skudt af. På en bizar måde skaber dette sin egen følelse af sikkerhed, men i virkeligheden er alle fanget i en infantil trang til bare at få ret. Hvis politisk ukontrolleret, vil framing blive grundlaget for demokratiske beslutningsprocesser - og ikke blot et aspekt af dem.

(publiceret i Politiken, 24. juni 2007)

0 comments:

There was an error in this gadget