Framing - en desperat løsning

Af Robin Engelhardt

Der er ikke nogen tvivl om, at forskere har det svært for tiden. Et videnskabeligt resultat er ikke hvad det har været i den politiske debat, og en belærende forsker i medierne er snarere noget man måber af, end lytter til. Alt peger på at det videnskabelige argument er i gang med at miste kampen om den offentlige opinion, og fortsætter med at gøre det.

Forholdet mellem videnskab og samfund har altid været præget af kontroverser og magtkampe. I perioder af krige og sociale opbrud blev forskere og deres forskning som regel misbrugt. Eller også blev de undertrykt. Men de er nok aldrig blevet gjort så ligegyldige, som det er tilfældet i dag. Med politiske ledere i USA, som lader følelserne bestemme over krig og fred, og over hvad der er sandt og falskt, godt og ondt, har vi fået en ny version af magtens arrogance, som i Danmark har fået sit eget lille fæle udtryk i den danske statsministers udtrykkelige ringeagt over for eksperter, smagsdommere og urostiftere.

Denne tingenes ulidelige tilstand har naturlig nok ført til en diskussion af, hvordan det har kunnet komme så vidt. Hvordan har fx en række velorganiserede ideologiske grupper af religiøs eller reaktionær observans i USA formået at forme det politiske landskab i deres retning? Det ser ud til at de har brugt nogle ret beskidte tricks, som mange mener må imødegås, hvis ikke landet skal domineres af en politisk farlig og anti-videnskabelig elite.

En række fremtrædende forskere og journalister har identificeret disse beskidte tricks som "frames", der betyder noget i retning af "tankerammer" eller "vinklinger". De spiller på emotionelle og værdimæssige fordomme hos publikum, og underminerer de mere rationelle argumenter. Ordet frames kommer af "framing", som er det begreb den amerikanske sprog- og kognitionsforsker George Lakoff brugte til at analysere den politiske debat i USA med i bøgerne Moral Politics og Don’t Think of an Elephant.

Men hvad er framing? Hvis man ønsker at skabe en social forandring eller angribe en fjende i offentligheden, har man brug for at "frame" sin sag på en overbevisende måde. Alt efter hvor meget indflydelse man har i forvejen, kan man nøjes med at bruge simpel newspeak og fx kalde en demonstrant for en terrorist. Har man mindre magt kan man skabe tvivl i offentligheden ved at lave "en Lomborg" – dvs. finde en person som siger noget andet. Har man kun meget lidt magt kan man altid iværksætte en langsigtet kampagne og grundlægge en ngo. I visse tilfælde har man indflydelse nok til blot at sige hvad der falder en ind, som det for eksempel var tilfældet med videnskabsminister Helge Sander, der mente at en sammenlægning af universiteterne ville være mere "effektiv", selvom al forskning siger det modsatte. Men i de fleste tilfælde må man anvende frames på en meget bevidst og udspekuleret måde.

I et massemedieret demokrati er framing en interessant størrelse, fordi det er en effektiv metode til at samle og sortere komplicerede emner, og dernæst aktivere bestemte værdier og synspunkter i en population af Homo sapiens. Frames er sådan set helt naturlige værktøjer til at organisere tanker med, og de findes latent hos alle medlemmer af menneskearten. Men anvendt i strategisk kommunikation aktiveres de ved at man gentagende gange betoner bestemte fortolkninger frem for andre, for på den måde at strukturere, hvilke dele af virkeligheden, der bliver bemærket. Frames understøtter med andre ord de mere dovne tankeprocesser. Emotionelle stimuli aktiverer bestemte perspektiver og dermed kortsluttes argumentationen i retning af nogle forudbestemte domme.

Frames kan være små slogans, enkelte ord, symboler eller billeder. Som amerikanske eksempler kan man nævne "pro-life"-bevægelsen mod abort, brugen af ordet "flip-flop”" i kampagnen mod Kerry, men også ord som "effektivitet", "bruttonationalprodukt" eller symbolet for atomkraft er blevet til faste frames som henleder opmærksomheden på bestemte værdier og tolkninger. Frames som kommunikationsværktøj bliver først rigtig virksomme efter en længere brugsperiode i medierne, og især når de er i samklang med allerede eksisterende religiøse, ideologiske eller kulturelle værdier.

Hjerneforskningen har også bidraget til bedre at forstå dynamikkerne bag framing. Sidste år viste en gruppe forskere, hvordan emotionelle valg konsekvent overtrumfer de mere analytiske fornuftslutninger i hjernen. Et simpelt eksempel fra supermarkedet viser, hvordan framing fungerer: Hvis man står foran køledisken og ser to pakker med friskhakket oksekød, hvor der på den ene pakke står "80 procent magert" og på den anden "20 procent fedt". Hvad vælger kunden? Indholdet er det samme, men i langt de fleste tilfælde vælger kunden det "magre" kød. Man vælger med andre ord det produkt, som er blevet framet i den retning, der korresponderer med deres præferencer.

Når forskerne så på hjerneaktiviteten med MR-scannere kunne de se at amygdalaen, som er den del af hjernen der udløser de emotionelle responser, var relativt mere aktiveret når forsøgspersonerne valgte i samklang med deres framingeffekt. Når forsøgspersonerne derimod besluttede sig i modstrid med framingeffekten, observeredes der en større aktivitet i den såkaldte anterior cingulate cortex, hjemstedet for de mere analytiske tankeprocesser.

Eksperimentet tyder altså på at der i hjernen eksisterer flere stemmer, som kan være i opposition til hinanden. Forskerne kunne desuden vise, at en mindre følsomhed over for framingeffekten korrelerer med en øget aktivitet i den orbitofrontale cortex, hvilket samlet set understøtter en forklaringsmodel, efter hvilken den orbitale og mediale prefrontale cortex evaluerer og integrerer både den emotionelle og den kognitive information, og på den måde understøtter en mere "rationel", dvs. en mere beskrivelsesinvariant beslutning.

Langt de fleste debatter i offentligheden kan betegnes som framingkrige. Diskussionen om intelligent design er et godt eksempel på en framingkrig der foregår primært på amerikanske skoler og på internettet. Men også debatter om Islam, om drivhuseffekten og om atomkraft handler under overfladen om den rette strategiske placering af frames. Debattørerne bliver ofte så optagede af deres kamp, at de bliver til medier for en sag. Det er ikke dem, der har argumenterne. Det er argumenterne, der har dem.

I et evolutionært perspektiv har frames været nyttige for beslutningsprocesser, fordi de reducerer informationsomkostninger og skaber en følelse af forståelse via emotionelle stikord. Frames er ikke nogen ny opfindelse og har sandsynligvis været brugt siden menneskets forfædre besluttede at leve i sociale grupper. Men frames er også det perfekte resonanskammer for irrationalitet og gruppe-forstærkede raserier. Det kan især være tilfældet i stærkt medierede og globaliserede verdener som vores, hvor et eksorbitant stort antal af stimuli og emotionelle symboler oversvømmer vores hjerner. Denne overdosis gør os direkte dumme, fordi den aktiverer instinkter frem for reflektion. Framing er heller ikke velegnet til at formidle ny information, hvilket er det, forskere og forskningsformidlere normalt ville tro, at de gjorde.

Framing er derfor anti-videnskabelige. Den er nødvendig for kommunikationen, men i relation til demokratiske beslutningsprocesser, hvor enhver debat har tendens til også at blive betragtet som en policy-anbefaling, ender man nemt i emotionaliserede situationer hvor politikere agerer som hævntørstige krigere eller som forurettede børn. Med dårlige beslutninger til følge.

Det foruroligende perspektiv er, at der er ingen vej uden om framing, og at de offentlige framingkrige blot vil forstærke de gruppe-baserede psykopatologier, hvor hver gruppe låser sig fast i nødvendigheden af at nedkæmpe den anden. Socialiseringen af ethvert had, enhver vrede, enhver jalousi, omdanner verden til en åben kampzone, hvor alle, som stikker hovedet ud af skyttegravene, risikerer at få det skudt af. På en bizar måde skaber dette sin egen følelse af sikkerhed, men i virkeligheden er alle fanget i en infantil trang til bare at få ret. Hvis politisk ukontrolleret, vil framing blive grundlaget for demokratiske beslutningsprocesser - og ikke blot et aspekt af dem.

(publiceret i Politiken, 24. juni 2007)

En pluralitet af vidensformer

Den tyske professor Dietrich Benner fra Humboldtuniversitetet i Berlin mener at Humboldts ideer om Bildung og fri forskning stadig gælder i dag. Men han mener også at man burde differentiere bedre mellem forskellige former for viden og give dem lige vilkår for at komme til orde i en verden, hvor traditioner glemmes alt for nemt.

Af Robin Engelhardt

Jeg træder ind i professor Dietrich Benners kontor i Geschwister Scholl Strasse, og hilser ærbødigt på alle de tyske tænkere, der ser ned på mig fra væggen. Humboldt virker som om han gemmer sig bag sine små skuldre mens Schleiermacher bestemt ikke er til at spøge med. Kant ser som sædvanlig kategorisk mod højre og Fichte leder efter sig selv i kameralinsen. Hegels oppustede ansigt har altid gjort mig lidt utryg, så jeg vender blikket mod kontorets reoler som er bestykket med ikke mindre imponerede læderindbindinger af disse menneskers samlede skrifter. Og der er intet støv på dem. Jeg er tydeligvis landet hos en forvalter af den tyske ånd og tradition, her på Humboldtuniversitetes Institut for Pædagogik. Ud af vinduet kan man se det smukke nyrestaurerede Bodemuseum på museumsøen. Lige ved siden af ligger Pergamonmuseet over for hvilket Hegels barndomshjem engang lå inden det blev bombet under 2. verdenskrig. I et svagt anfald af anakronistisk ubehag sætter jeg mig ned og læser i en tilfældig bog.

Lidt forsinket træder professor Benner ind på kontoret og hilser velkommen. Han havde overværet en nyudviklet testmetode, som skal teste elever i andre og mere rige vidensformer, end dem, PISA-undersøgelserne har for vane at teste elever med. Egentlig havde jeg planlagt at tale med professoren om Wilhelm von Humboldt og hans rolle i opbygningen af det moderne tyske universitet og Humboldts rolle som repræsentant for den måde, man legitimerer viden på. Men Benner tager hurtigt ordet og fortæller om nødvendigheden af at kunne skelne mellem tingene.

"Jeg kan ikke foretage et interview med en person som ikke kender til de forskellige vidensformer, der er på spil," siger han, og fortsætter med at forklare, at man må skelne mellem seks forskellige vidensformer for at kunne foretage en fornuftig samtale om det foreliggende emne.

"Den første vidensform, som jeg vil kalde en livsverdensforståelse, hører direkte til levede liv og er bundet til erfaringsverdenen og til kroppen. Aristoteles formulerede denne vidensform i en teleologisk kontekst, men i dag ville vi nok snarere betragte den husserlsk som en umiddelbar fænomenologi der tager alt det oplevede som udgangspunkt for at danne sig en mening om verdenen. Den anden vidensform er den scientistiske, som man finder udviklet hos Galilei og Newton, og som udtrykker den typiske forståelse af, hvad videnskabelig viden er i dag. Den tredje vidensform er den historisk rekonstruerende, der i en hermeneutisk tradition søger viden i den eksisterende korpus af tekster og viden."

Benner fortsætter med at beskrive den fjerde form for viden, som han kalder den ideologikritiske, der undersøger strukturen af ideer og fordomme som ligger til grund for eksisterende sociale strukturer. Karl Marx og Frankfurterskolen er væsentlige repræsentanter for denne tradition. Den femte, kaldet den forudsætningskritiske, undersøger ifølge Benner betingelser for - og begrænsninger af - viden i stil med Hume og Kant filosofiske programmer. Den sjette og sidste vidensform er den anvendelsesorienterede vidensform, som evaluerer viden via dets funktioner og brugsområder.

"Den scientistiske form for viden har udviklet sig til en meget dominerende modus, der i høj grad har trængt de andre former i baggrunden. Som eksempel kunne man tage vores forståelse af farverne. De kan beskrives på forskellig måde ud fra alle seks vidensformer, deres betydning og anvendelse. Livsverdensforståelsen af farverne er meget anderledes end den Newtonske forståelse af dem som frekvenser i et optisk spektrum. Farver i livsverdenen kan have dybde, være komplementære i deres skyggevirkning og kan blandes. I en subjektiv forstand er summen af alle farver heller ikke hvid og deres samspil burde snarere forstås sådan som Goethe gjorde det."

Vil De dermed sige, at det kun er disse seks former, som er legitime udtryk for viden?, spørger jeg. Tidligere gjaldt der jo helt andre regler. I middelalderen forsøgte man for eksempel at legitimere viden ud fra en transcendental orden. Man spurgte hele tiden "hvad beviser dit bevis" og ”hvem bestemmer hvad et bevis er", hvilket igen førte til et postulat om et nødvendigt guddommeligt princip. I renæssancen og senere i industrialiseringen begyndte man at placere begrundelserne for vidensarbejdet i universalismer som 'folkets emancipation' eller 'fremskridtet'. Vil der ikke altid skulle formuleres en begrundelse for den status, som viden har?

"Transcendentale legitimeringer af viden fandtes heller ikke i det gamle Grækenland," mener Benner. "En moderne differentiering af viden i forskellige domæner modarbejder ethvert forsøg på at formulere en enkel slutbegrundelse for, hvorfor viden har den status, som den har. Ideen om plurale vidensformer tillader ingen fundamentalisme, fordi den er anti-hierarkisk formuleret og forudsætter, at man accepterer mangfoldige perspektiver og former for kritik. Selvfølgelig peger de forskellige tilgange til viden på forskellige funktioner, de kan udføre, men det er ikke sådan at de kun legitimeres på baggrund af disse. Man kan ikke påstå at religionens funktion kun er at trøste, lige så lidt som man kan påstå at biologi kun handler om selektion. En moderne legitimering kan kun søges i pluraliteten i formerne af kritik."

Men hvad nu hvis der dannes en masse offentligheder, hvor man kun snakker med dem som man er enige med i forvejen? Folk og synspunkter, der ikke eksisterer i ens egen bevidsthed, kan man jo ikke tilskrive en retstatus.

"Ja, så må man iscenesætte nye offentligheder, hvor sådanne spørgsmål debatteres. Som et eksempel kunne man tage et akut socialt dilemma om overfiskning af torsk i Nordsøen. Der eksisterer lige nu ingen konsensus om, hvem der har en legitim ret til at sidde ved bordet, når der skal forhandles om torskekvoter. Ja, der eksisterer ikke engang enighed om man overhovedet kan forhandle om torskekvoter, fordi bestanden er så udpint at videnskabsfolk anbefaler et komplet stop for fangst i flere år. Fiskerne har primært en livsverdenforståelse af deres omgang med torsk og argumenterer for at der jo er masser af torsk i Nordsøen uden at indrømme (eller se) at det også er blevet nemme at finde torskene med deres nye teknologi. Videnskabsfolk argumenterer udelukkende scientistisk og viser grafer, hvor torskebestanden står ved randen af et sammenbrud, uden at indrømme at deres beregningsmetoder er mangelfulde og fyldt med iboende usikkerheder. Politikerne argumenterer anvendelsesorienteret om arbejdspladser og økonomiske konsekvenser uden at indrømme at de også tænker på det næste valg. Ngo'en argumenterer gerne ideologikritisk om magtstrukturer og skjulte dagsordener uden altid at indrømme at der kan opstå reelle konflikter uden at det nødvendigvis skyldes ondskabsfulde hensigter. Hver fraktion stiller spørgsmålstegn ved de andre fraktioners legitimitet på grund af deres mangelfulde perspektiv, og nægter dem retten til at have en stemme i sagen. En løsning kan kun findes igennem en accept af at alle seks vidensformer repræsenteres i en fælles offentlighed, hvor man forsøger at tale sig til rette uden andre regler end dem, man bliver enige om."

Hvad med Wilhelm von Humboldt? Han var indsat som Bildungsminister og grundlagde Berlins Humboldtuniversitet i begyndelsen af 1800-tallet, som går for at være det første universitet i moderne forstand. I hvor høj grad kunne han bruge denne uddifferentiering af vidensformer?

"Han kendte i hvert fald til livsverdensforståelsen, såvel som til den scientistiske og den forudsætningskritiske. For Humboldt gjaldt det især om at formulere modeller for en moderne videnskab hvor legitimeringen, dvs. dets påstand om at repræsentere sandhed, er iboende i videnskabsspillets egne regler og etableres som fælles holdepunkt via en frivillig anerkendelse af reglerne og deltagelse i spillet. Denne ide om "viden for dens egen skyld" var parret med Bildungs-begrebet, som er tæt knyttet til ideen om en offentlighed og defineret som en mangfoldig, fri og livlig vekselvirkning mellem mennesker."

Var der i ordet Bildung ikke også indeholdt et stærkt nationalt formål om at "træne nationen spirituelt og moralsk", som Humboldt skrev? I Tyskland er et menneske ligesom i Danmark trods alt primært defineret som statsborgere, og ikke bare som borgere.

"For Humboldt var adskillelsen ikke mellem borger og statsborger, men mellem borger og menneske. Universitet havde ingen forbindelse med staten andet end visse formaliteter for udnævnelsen af professorer. Universitetet skulle være stedet hvor mennesker lærer at udforske det ukendte og i processen blive hele og frie mennesker som kan danne deres egen mening og diskutere den i en offentlighed."

Hvordan kan det være at den universitære Bildung i så høj grad blev forstået som Forschung og Wissen og som evnen til meningsudveklsing i seminariet, hvorimod kunsten ikke fik samme status? Humboldt var jo trods alt ven med Schiller som satte kunsten højere end alt andet.

"Min formodning er at Humboldt betragtede kunsten som ikke metodiserbar inden for en universitær ramme. Til gengæld grundlagde Humboldt jo også museet. Humboldt troede på en tredeling af vidensområder i form af Statslottet af Hohenzollern, som i dag er genoprejst i form af en papfacade på den anden side af Unter den Linden, Det Nye Museum, der ligger lige ved siden af Domkirken over for Statsslottet, og så Humboldtuniversitetet lige ved siden af. Denne tredeling af magt, kunst og viden er blevet kopieret i mange lande, og den dag i dag har universiteter generelt ikke nogen kunstneruddannelser, dertil har vi kunstskolerne."

Hvis De ville få lov til at bestemme, hvordan ville et neo-humboldtsk universitet skulle se ud i dag?

"Jeg mener at fundamentet burde være differentiering af viden i de seks domæner, som jeg har beskrevet, og man burde fokusere mere på de tværvidenskabelige anvendelser. Og så skal resten selvfølgelig også være der," siger Dietrich Benner, som desuden beklager at vores nuværende samfund tenderer mod en stigende dominans af de økonomisk-tekniske vidensformer som sætter rationelle og funktionelle argumenter højere end de mere bløde og traditionelle værdier.

"Religion er på vej væk," mener han, "men vi mennesker er i stor omfang afhængige af tanken om noget absolut, og det må man ikke undervurdere. Afskaffelsen af det absolutte kan hverken erstattes af politiske, emancipatoriske eller etiske værdier. I det nye århundrede står vi derfor over for den opgave at genfinde traditionen, og hvis vi ikke kan det, at opbygge en kunstig tradition som kan erstatte det, som blev afbrudt."

Hvordan en sådan kunstig tradition burde se ud, var desværre svært at få ud af professoren, og på vej ud af Humbolduniversitetes lange gange blev jeg enig med mig selv om, at det nok var en restaurering af de åndelige traditioner han havde i tankerne, ikke blot som en overfladisk fernis af gamle bygninger, men. i en anerkendelse af gamle værdier. Det kan godt være at Museumsøen, Humboldts Universitet og Statsslottet disse dage bliver genskabt i deres gamle pragt, men Hegels barndomshjem er jo nok forsvundet for altid.

(publiceret i Asterisk, juni-juli 2007)

Heroic Politics and the Framing of Public Opinion

Introduction

My main purpose of this talk will be to look at the current climate of the political debate, and compare it to some efforts in improving science communication and scientific governance. I will argue that the political climate is characterized by an increasing emphasis on group-enforced emotions instead of rational analysis and that this creates huge problems for science. In particular I will make a diagnosis of the "heroic" politics in America and Denmark and show some examples of how it has seriously challenged the scientific community. Then I will move on to talk about the effects of framing as a tool for shaping public opinion in times of emotionalized politics. Framing is currently heavily discussed in a number of research articles and internet fora. It has come up as an issue because there is a general feeling that scientific reasoning is loosing the battle of popular opinion. Several well-organized ideological groups of reactionary and/or religious bend have been able to shape the political landscapes in recent years, and it looks as if these groups have used some nasty tricks which need to be countered, if we not are to become dominated by them. I will talk a bit about what framing is, how it works, and why it would be a huge mistake to copy such primitive techniques - as some people advocate - and use them for science communication and scientific governance...

read the whole talk...

(Talk given at the conference Dissensus - Research, Politics, Money and Journalis, 1. June 2007, Copenhagen)
There was an error in this gadget