Rundkredse og globale dilemmaer

Det er efterhånden blevet klart for de fleste, at menneskearten er i fare for at udryde sig selv. En af grundene er, at vores intelligens ikke rækker til at tage de rigtige beslutninger på gruppeniveau. Vores enorme tekniske formåen kan flyve os til månen og klone får, men den kan ikke løse almindelige sociale dilemmaer, når vaner skal ændres eller når ressourcer skal fordeles. Sådan ser det i hvert fald ud.

Eksempler er der mange af, hvoraf drivhuseffekten nok er det største. Men for at blive i de hjemlige farvande kan vi tage torsken i Nordsøen. Den har det skidt. Overfiskeri har nedbragt bestanden til en brøkdel af sit naturlige leje. I løbet af de sidste mange år har videnskabsfolk derfor anbefalet en kvote på nul. Men hvert år har EU's fiskeriministre rejst sig fra forhandlingsbordet med et "kompromis" der tillader en fangst på x tusinde tons til danskerne, y tusinde tons til nordmændene og z tusinde tons til englænderne. Resultatet er det, vi ser i dag: en bestand på randen af kollaps, hvor alle i sidste ende bliver tabere.

Vi
er med andre ord vidner til endnu en økologisk katastrofe, der skyldes et socialt dilemma, som vores politikere og styreformer ikke kan løse. Dette er ikke kun sociologisk set interessant. Det er også fatalt, hvis vi ikke lærer at gøre det bedre.

M
an kan forestille sig den absurde situation, hvor EU's ministre om 30 år sidder i rundkreds omkring det sidste træ i Europa og diskuterer, hvad der skal gøres. En minister siger, at man mister arbejdspladser, hvis træet ikke bliver fældet. En anden foreslår, at man skal bruge træet som turistattraktion. Og en tredje mener, at træet skal væk for at mejertærskeren kan komme til.

M
an ser knapt nok på forskernes eller træindustriens anbefalinger og man inviterer ikke en eneste forstmand, ornitolog eller NGO med i rundkredsen. Det er klart, at en sådan beslutningsstruktur er opskriften til fiasko. Politikere som ikke kan se længere frem end til næste valg og en lobby med egeninteresser vil næsten altid underminere den rigtige løsning til fordel for den hurtige vinding.

I
1968 skrev den amerikanske økolog Garrett Hardin et essay med titlen The Tragedy of the Commons, som beskriver fænomenet. Han viser hvordan fri adgang til en efterspurgt men begrænset ressource fører til overudnyttelse. Tragedien indtræffer, når folk finder ud af, at det kan betale sig hurtigt at tage hvad de kan, fordi de negative konsekvenser af deres rovdrift fordeles over et større antal mennesker og derfor rammer dem selv mindre hårdt end den umiddelbare gevinst.

S
iden Hardins essay er situationen kun blevet værre. En eksplosiv befolkningstilvækst og en mindst lige så stor tilvækst af teknologier som udtømmer og forurener alverdens naturressourcer har medført en akut feber hos patienten Jorden.

T
ragedien gentages blot for torskene: I stedet for at arbejde i fællesskab mod en sund torskebestand, forhandles der med næb og klør for at få en relativt stor kvote af den sørgelige rest.

N
u findes der mange mennesker som har tænkt over problemet, og heldigvis er situationen ikke helt så håbløs. Faktum er jo, at folkeslag igennem historien gang på gang har vist, at de kan opretholde et bæredygtigt samfund selv i meget golde geografiske områder. Og de havde hverken embedsmænd eller smarte matematiske formler til deres rådighed. I stedet skabte de et åbent forum, hvor de gav alle berørte mulighed for at bidrage til en løsning. Det var ikke altid, deres planer blev en succes, men ofte skyldtes fiaskoen ikke en manglende evne til at løse et problem, men manglende viden og dermed evne til at erkende problemet i første instans. Og den ulempe - manglende viden - har den globaliserede verden alt andet lige mindre af.

I
nteressant nok er de traditionelle styreformer meget umoderne i den moderne forvaltning. I stedet taler man om privatisering, om kvoter og om at skabe et marked for "eksternaliteter", som sætter en pris på de negative resultater af et ressourceforbrug, sådan som det fx gøres med CO2-kreditter. Man behøver ikke at være sociolog for at se, at disse ideer mere ligner tekniske fix end demokratiske løsninger til sociale dilemmaer. Og det er mere end tvivlsomt om de er nok.

M
åske kunne vi lære noget mere af de traditionelle løsninger. Man kunne jo passende forsøge sig med torsken i Nordsøen. I stedet for vilkårlige kvoter, sorte fisk, eksperter til grin og ministre bag lukkede døre, kunne man starte på en frisk i et åbent forum, hvor alle berørte er repræsenterede - fiskeren, NGO'en, forskeren, embedsmanden og politikeren. En helt igennem jævnbyrdig rundkreds, hvor forhandlingerne ikke betinges af andre spilleregler end dem, man bliver enige om.

D
et er en meget anderledes tilgang end først at erklære en beslutning, og så se hvad de andre synes om ideen. Det sidste ender som regel hos domstolene, hvorimod det første giver en reel mulighed for fælles fodslag.

(udkommet i Politiken, 6. maj 2007)

0 comments:

There was an error in this gadget