Vi, idioterne

I undersøgelser af fremmede kulturer fremhæver sociologer ofte de problemer der opstår, når gamle vaner støder sammen med nye ideer udefra. Kollisionerne kan destabilisere kulturen, forårsage en splittelse mellem traditionalister og fornyere og ende i drabelige opgør. Men det sker også tit at de nye ideer begynder at eksistere side om side med de gamle, og at deres indbyrdes modsigelser naturaliseres i en godartet grød af rummelighed. Det er jo en af vores civilisations større bedrifter at vi har lært at udvise tolerance over for anderledestænkende og fejre pluralismen.

At samme fænomen ikke kun eksisterer i store samfund men hos enkelte individer - ja faktisk i hovedet på os alle sammen - er dog mindre erkendt, endsige accepteret. Men vi ved det udemærket: vi bevarer rester af overtro, handler mod bedre vidende og er i evig indre konflikt med forskellige anskuelser. Inkonsistente og overlappende synspunkter konkurrerer om vores opmærksomhed, og meget ofte lærer vi at leve med dem side om side i troen på at der nok skal være en samlende tanke - et eller andet sted. Godt nok er vi komplekse, tænker vi, men ikke skizofrene!

Jeg tvivler på at vi kan beholde denne illusion særlig længe. Vores overbevisninger er ikke så rationelle som de giver sig ud for, og vi har overraskende let ved at leve med selvmodsigelser. Lad mig give et eksempel fra den mest ’rationelle’ verden af alle - naturvidenskaben. Til et middagsselskab fortæller en belæst gæst i forbindelse med en diskussion om livets fremtid på jorden, at i sidste ende vil alting alligevel forsvinde. Det siger termodynamikkens anden lov. Orden vil blive til uorden, entropien vil vokse og vi vil blive til støv og gas alle sammen.

Uagtet rigtigheden i at fysikeren Clausius sagde den slags ting i slutningen af 1800-tallet, har man i dag fået en langt bedre forståelse af, hvornår termodynamikkens anden lov gælder og hvornår ikke. Den kan fx ikke bruges på åbne systemer langt fra en ligevægt. Til modspørgsmålet om, hvordan vi så har været i stand til at opbygge komplekse strukturer som fx byer og store civilisationer fra ingenting - ja, hvordan livet i det hele taget har kunnet opstå, kom svaret: ”Ja, det er jo livets mirakel !”, efterfulgt af en længere betragtning om at livet ligger uden for videnskabens forklaringsregime.

Eksemplet er karakteristisk, fordi det kolporterer en typisk misforståelse og fordi det beror på en logisk selvmodsigelse. Misforståelsen består i at livets opståen sagtens kan forenes med termodynamikken. De kemiske og biologiske processer skal blot være langt fra en termodynamisk ligevægt. Den første grundige beskrivelse af alt dette blev givet af belgieren Ilya Prigogine, der i 1977 fik Nobelprisen i kemi for sit arbejde med det han kaldte dissipative strukturer, men allerede i 1954 kunne englænderen Alan Turing vise at mønsterdannelse var en mulig konsekvens af vekselvirkningen mellem kemiske reaktioner og fysiske kræfter som fx diffusion.

Biologien i dag har overvundet 'design-argumentet' med hvilket Thomas Aquinas i 1200-tallet havde ment at kunne bevise, at der lå en intelligent bevidsthed bag livets form og virke. Turings og Prigogines arbejder og de mange efterfølgende modeller for ikke-lineære systemer og autokatalystiske netværk har grundigt udhulet design-argumenterne i idehistorien og gjort udviklingsbiologien til en veletableret videnskabelig disciplin, hvor et utal af computermodeller og laboratorie-eksperimenter lader mønsterdannelse og selvorganisering finde sted.

Argumentets selvmodsigelse består selvfølgelig i gæstens samtidige anvendelse af naturvidenskab og mirakler. Hvis livet opstår af mirakuløse årsager, har det ikke brug for naturvidenskabelige forklaringer for at gå til grunde. Gæstens fremstilling er et eksempel på, hvordan gamle ideer kan sameksistere med nye, uden at det synes at volde problemer. Det er sundt en gang i mellem at blive mindet om, hvor hurtigt vitalismen kan krybe tilbage i bevidstheden på selv videnskabeligt tænkende mennesker. Og det er også sundt at erkende, hvor svært vi har ved at slippe tanken om en bagvedliggende intentionalitet, en Gud, når vi konfronteres med noget uforklarligt.

Selv en hardcore fysiker, som kun tror på naturlovenes eksistens, går ikke ramt forbi. Videnskabsfilosoffen Nancy Cartwright har for eksempel argumenteret med at ideen om at naturlove foreskriver verden dens beskaffenhed og dynamik, i sig selv indeholder en forestilling om Gud. Naturlove er idealiserede modeller af øjensynligt universelle regulariteter i naturen. Og derfor kan de strengt taget hverken styre eller bestemme noget. De kan til nøds beskrive, men ikke foreskrive. I mange år har mange naturvidenskabsfolk ikke desto mindre insisteret på naturlovenes fundamentale forrang, enten i en empiristisk eller platonisk forstand, og derved ironisk nok bevaret en form for gudsforestilling.

I stedet for at begræde denne tingenes tilstand, burde vi måske fejre den. Eller i hvert fald lære af den. Vores hjerne er en ganske brugbar heuristisk mekanisme til at løse problemer. Men at forlange konsistens, logik og sammenhæng er at forlange for meget – og på en måde også for lidt. Det er forfængeligt at kræve, at samfundet godt må bestå af divergerende meninger, mens individet burde være indehaver af et sammenhængende verdensanskuelse. Alt tyder på at hvert enkelt menneske repræsenterer inkonsistente, defragmenterede, idiosynkratiske og overlappende trossystemer (forkortet IDIOT), som godt kan hækles sammen til en nogenlunde sammenhængende personlighed, men næppe resultere i et rationelt verdensbillede.

Selv denne klumme vil sikkert kunne vises at være lidt til en side, fyldt med urigtige antagelser, en blanding af gamle og nye ideer, og umulig at rense for fejlslutninger. For eksempel forbyder den sig selv at påstå at den har ret, og man kan kun takke pluralismen (i sit eget hovede) for at der gives plads til den slags overvejelser.

(publiceret i Politiken, 11. marts 2007)

0 comments:

There was an error in this gadget