En prut i en spand vand

I en for nylig udkommet artikel i fagbladet Nature gennemgår klimaforskeren Michael Wara fra Stanford University de foreløbige resultater af den globale handel med CO2-kreditter. Billedet der tegner sig er meget grumset, hvis ikke grumt. På den ene side er det godt at kvote- eller kreditsystemet har åbnet udviklingslandenes øjne for at der er noget der hedder drivhuseffekt. Men på den anden side viser det sig, at systemet lider af mange sygdomme og et virvar af tekniske og administrative påfund som gør det modtagelig for snyd og bedrag.

Konkret viser Wara, hvordan handlen med et bestemt drivhusgas, kaldet HFC-23, frem til år 2012 vil kanaliserer 4,7 milliarder Euro til Kina, selvom den skadelige gas ville kunne fjernes med blot 2 procent af beløbet. Artiklen karakteriserer markedet for at give en ”pervers tilskyndelse” til ikke at udvikle nye CO2-begrænsende teknologier, men tværtimod give HFC-producenter kronede dage. Danmark deltager via Den Danske Carbon Fond i denne oversubsidiering af de kinesiske myndigheder og underminerer dermed Kyoto-aftalens formål om at reducere de globale CO2-emissioner til den lavest mulige pris.

Kyoto-protokollens såkaldte fleksible mekanismer, som blandt andet hedder Clean Develompent Mechanism (CDM) og Joint Implementation (JI), giver højtudviklede lande som Danmark mulighed for at opfylde deres reduktionspligt ved at investere i bæredygtige projekter i udviklingslande. Ironisk nok blev disse fleksible mekanismer i sidste øjeblik tilføjet Kyoto-aftalen fra pres af netop de lande, som endte med ikke at underskrive. I dag repræsenterer CDM og JI de første store forsøg på at løse et internationalt miljøproblem via markedsmekanismer.

Antagelsen var at hvis man satte en pris på CO2 og kædede den sammen med Kyoto-landes grænseværdier for CO2-udslip, ville man få mere miljø for pengene, fordi det ville være langt billigere at bygge lav-emissions kraftværker i Kina end i fx Danmark. I realiteten er CDM og JI dog blevet til et vekselkontor for CO2-reduktioner til reduktioner af andre drivhusgasser i udviklingslandene. Og det med store gebyrer. Langt over halvdelen af CDM-projekterne fjerner HFC-gasser, methan og nitrogenoxider, og der er endnu ikke et eneste mega-kraftværksprojekt på tegnebrættet som kan udvikle en bæredygtig energi-infrastruktur med et lavt CO2-udslip.

CDM-markedet prioriterer de økonomiske aspekter, dvs. billige kreditter, frem for ideer som bæredygtighed, addition, osv.. Konkret viser det sig, at næsten 30 procent af alle CO2-kreditter kommer fra projekter i Kina som opfanger og nedbryder HCF-23 (som er et biprodukt af F-gassen HCFC-22, der bruges til fx nedkøling), hvilket svarer til en værdi på €4,7 milliarder i kreditter frem til 2012. Men ifølge Michael Wara ville man kunne fjerne HCF-23 med en investering på kun €100 millioner. Da fjernelsen af biproduktet er en nem sag, kan HCF-23-forurenere effektivt tjene dobbelt så meget ved at lade HFC-23 blive fjernet af CO2-kreditkøbere fra Europa end ved at sælge HCFC-22 på det almindelige markede. En skidt sag.

Historien om HFC-23 er historien om et kæmpe smuthul i en model som måske var en god ide. Den danske stat investerer i dag i HCF-23 projekter via Den Danske Carbon Fond, der administreres af Verdensbanken, og tæller en række store danske virksomheder som investorer. Ifølge formanden for Den Danske Carbon Fond Frank Rasmussen er der indgået en aftale med de kinesiske myndigheder i slutningen af 2005 om at 65 procent af profitten fra alle HFC-handler går til bæredygtige projekter i Kina. Men det er den dag i dag ikke muligt at opspore yderligere oplysninger om rammerne for denne aftale.

I stedet for at lukke en smutvej i en måske fornuftig model, hænges der et skilt foran indkørslen med påskriften ”Kina ordner resten”. Men der er ingen garantier, ingen dokumentationspligt, ingen transparens som sikrer at kineserne vil forvalte CO2-pengene på en hensigtsmæssig måde. Og selv om 65 procent af profitten ville gå til bæredygtige projekter, forsvinder der stadig 35 procent, dvs. 1,6 milliarder Euro frem til 2012. Penge der sandsynligvis vil blive delt i porten af kinesiske bureaukrater og fabriksejere.

Det ville ellers være nemt at løse problemet. Montreal-protokollen løser det med hensyn til CFC-gasserne som nedbryder ozonlaget. Udviklingslandene accepterede i slutningen af 1980erne at afvikle disse gasser mod et tilskud fra vesten der svarer til omkostningerne ved at fjerne dem, og netop ikke ved at betale en markedspris som det sker nu under CDM. En kopi af Montreal-modellen ville derfor kunne afvikle produktionen af HFC-gasser til langt billigere penge.

Men hvor meget betyder det hele - i det store billede? Hvis det er sådan i Danmark i dag at de fleksible mekanismer kun bidrager til en reduktion af CO2 på under 10 procent i forhold til Kyoto-atalens mål om en reduktion af drivvhusgasser med 21 procent fra 1990 til 2012, og hvis Kyoto-aftalens mål kun svarer til en procent af det globale CO2-upslip i dag mens eksperterne i det internationale klimapanel IPCC anbefaler en reduktion på 60-80 procent inden 2050, hvor er vi så henne? Ved en prut i en spand vand, ikke mere.

Når Danmark i 2009 skal være vært for FNs klimatopmøde for at udvikle og måske endda underskrive en Københavner-protokol til et post-2012 aftale om drivhuseffekten, skal der helt andre filtre i suppen. Man må stoppe de mange bogføringsfiduser og statstilskud som skævvrider markedet i dag, og man må adskille de forskellige drivhusgasser fra hinanden med differentierede protokoller og regelsæt. Desuden må man nok indse at markedsmekanismer måske kan skabe lidt opmærksomhed, men ikke de nødvendige løsninger. Til det er der brug for langt mere bindende beskatninger og afgifter.

(offentliggjort i Politiken, søndag den 25. marts 2007)

0 comments:

There was an error in this gadget